Alle veje fører jo til Rom

Da beslutningen om, om jeg skulle tage hjem eller blive i Italien i julen, skulle tages, blev det hele lidt af et puslespil. Flybilletter fra Bologna var meget dyre, og der var ingen rejser, der ikke havde mellemlandinger. Det hele blev både besværligt og dyrt. Med mit planlægningsgen gik jeg selvfølgelig ind i en brav kamp om at finde en alternativ løsning. Min løsning lød så på, at jeg ville tage toget fra Bologna til Rom, overnatte i Rom to gange og så tage flyet derfra og til Billund... til samme pris som flybilletterne fra Bologna til København kostede. Derfor begyndte jeg at planlægge et par dage i Rom. Dette blev min mor hurtigt interesseret i og spurgte, om hun og min lillebror Jeppe måtte komme med, da der var ekstremt billige flybilletter. Så løsningen blev altså at tage toget til Rom og være der med de to og så tage flyet hjem.

Pakningen var noget af et puslespil. Min mor og lillebror ville hver have en håndbagage med, som de ikke fyldte op, så jeg kunne sagtens have noget overskudsvægt i min kuffert, som vi så ville flytte til deres. Det var nøje planlagt, og en halv time inden jeg skulle ud af døren, skrev min mor til mig, at Jeppe var for syg til at tage afsted. Meget meget ærgerligt, for han havde glædet sig rigtig meget. Men der opstod jo også et praktisk problem, da min mor så kun kunne have én kuffert med, og så var der ikke plads til mine ekstra ting. Efter nogle hektiske øjeblikke fortalte min mor mig, at hun ville tage en rygsæk med, og så måtte vi lægge de tunge ting i den. Det kom vi frem til nok skulle kunne lade sig gøre, ellers måtte vi jo lade nogle af de madvarer, jeg havde med, ligge i lufthavnen. Så jeg kom afsted med toget og ankom til Rom 4 timer senere.

Min mor ville først være der et stykke tid efter, så jeg gik afsted mod vores Bed&Breakfast. Det var min første gang i Rom, og allerede da jeg kom ud fra stationen, var der jo pæne ting at se på. Og hele vejen hen til vores overnatningssted var der enten pæne bygninger eller flotte butiksvinduer at nyde. Da mine ting var læsset af, gik jeg tilbage til Termini station og mødtes med min mor. Vi fik lidt mad og så startede vores stramme program. Vi havde kun en halvanden dags tid, så vi skulle jo nå noget på det korte ophold.

Inden vi ankom til Rom, havde vi naturligvis snakket sammen om, hvilke ting vi gerne ville se. Vi havde læst, at byen nærmest skulle være fyldt op med julekrybber, og at der skulle være en særligt spektakulær én inde i kirken Santa Maria Maggiore. Den lå lige i nærheden af, hvor vi var mødtes, så den startede vi bare med at gå hen i. Det var en rigtig smuk kirke, men julekrybbe var der nu ikke noget af. Vi tænkte, at det var ærgerligt, men heldigvis skulle vi se Peterskirken den efterfølgende dag, og der skulle naturligvis også være en stor julekrybbe.

Santa Maria Maggiores fantastiske guldloft.

Derefter smed vi min mors bagage af på værelset og gik afsted mod Trevifontænen, der var lige i nærheden. Jeg havde set noget stort for enden af vejen, som jeg gik ud fra, var fontænen, så der gik vi bare hen imod. Det viste sig, at det var Den Spanske Trappe, men den skulle vi jo også se, så det var ganske udmærket. Det regnede noget, men stemningen var fantastisk trods det kolde vejr. Der var liv, glade mennesker og masser af hyggelige julelys. Min mor har tidligere i år været i Rom og kendte derfor et lækkert gelateria/isbar tæt på Den Spanske Trappe, hvor vi gik hen. Jeg har efterhånden været på en del gelateriaer og vidste derfor, hvilken størrelse is der passer til mig. Meeen når nu vi var en tur i Rom, valgte jeg den, der var et nummer større. Jeg bestilte først, og min mor ville efterfølgende bestille samme størrelse is. Hun kom så ned med én, der var dobbelt så stor (hvilket skeen til den også var), og der var ingen chance for, at hun kunne komme igennem den. "Heldigvis" smagte den ene "kugle" ikke af noget særligt, så ved fælles hjælp kom vi igennem både min og halvdelen af hendes. Der er nu noget ved italiensk is.

Den Spanske Trappe.

Kæmpe is til 15 euro.

Nå, men det var jo Trevifontænen, vi gik efter, så den skulle vi jo have set. Det lykkedes da også at finde den, da jeg fandt ud af at læse kortet rigtigt. Der var også god stemning, og det var da en imponerende, stor og flot fontæne. Nærmest et vandfald. Og vi fik begge smidt en mønt i, hvilket betyder, at vi kommer tilbage til Rom.

Trevifontænen.

Regnen havde taget til, mine fødder var våde, og varmen på værelset virkede ikke. Dejlig cocktail. Heldigvis holdt vi humøret højt og begav os ud for at finde et sted at spise. På restauranten var der meget koldt, så vi beholdt overtøjet på, men maden fejlede nu ikke noget. En dejlig forret med bruschetta, melon og skinke, pølse og carpacio med parmesan og rucola, og en skøn lasagne til hovedretten. Og så ud og få en kop varm kakao.

Vi var begge ret trætte, så det var bare hjem i seng. Den efterfølgende dag startede vi med at tage til Peterskirken. Vejret havde heldigvis skiftet, og der var fantastisk skønt på pladsen. Skyfri himmel og solskin. Faktisk lige så meget, at det kunne lade sig gøre at sidde et øjeblik i en top og nyde det. Og Peterskirken er jo bare imponerende. Jeg har et eller andet med flotte kirker, og det må man sige, at den var. Der brugte vi et godt stykke tid med bare at gå rundt og nyde det imponerende syn. Men... Heller ikke her lykkedes det at finde en julekrybbe. Der var en stor anordning inde i kirken, hvor de havde hængt noget gardin for, og der gik nogle mænd og arbejdede. Det kan simpelthen være, at det bare ikke var klar endnu. Også ude på Peterspladsen var der noget, der kunne ligne en julekrybbe, men der var både stiladser og gardin for.
I køen til at komme ind i Peterskirken havde jeg hørt en italiener fortælle én om, at der skulle ske et eller andet her på pladsen kl. 12. Mit italiensk rakte dog ikke så langt, så jeg kunne forstå, hvad der skulle ske, men da klokken næsten var 12, da vi var færdige, ville vi lige vente og se, hvad det var. Klokkespillet i kirken begyndte at bimle, hvilket nu var ret imponerende, men ellers skete der ikke noget.

Peterspladsen og Peterskirken.

Peterskirken.

Alteret og kuplen i Peterskirken.

Så gik vores vej mod Colosseum, hvor min mor havde forberedt mig på en times kø. Det tog hun heldigvis fejl i, og efter 10 minutters kø var vi derinde. Og det er bare imponerende på sin helt egen måde. Det var så fantastisk stort, og hver gang man bevægede sig, så man det fra nye og flotte vinkler. Desuden stod solen flot ind på og lavede skygger i mærkelige former. Helt klart et besøg og 10 minutters kø værd. Og udsigten ud over pladsen ved Colosseum huskede vi også at nyde. Også dér var der god stemning med 2 brudepar, hestevogne og japanske turister med kameraer.

Colosseum.

Colosseum.

Efter et besøg på Colosseum gik jagten på en bus igang. Vi skulle til Piazza Navona, hvor der var et kæmpe julemarked. Min mors knæ var imidlertid lettere ude af drift, så vi var ret afhængige af offentlig transport. Da det ikke var til at overskue busserne, spurgte vi ham, der solgte billetter. Han fortalte os, hvilken bus vi skulle med, og den tog vi så. Den kørte godt nok ikke derind, men inde på Termini stationen var det da muligt at finde en bus. Så efter et godt stykke tid lykkedes det at komme ind på pladsen. På trods af, at det meste af det, der blev solgt, var ret ubrugeligt, formåede vi at bruge 2 timer på bare at gå rundt og kigge og købe en smule. Det var meget stemningsfuldt, og hvis ikke man var i julestemning, så kom man det da. Der var både julemænd og julesokker og kaner og rensdyr. Og desuden slik i stride strømme. Det var rigtig hyggeligt, og fontænerne på pladsen var nu også et kig værd. Derudover var der en rigtig smuk kirke i baggrunden, der ikke blev grimmere af at blive lyst op efter mørkets frembrud.

Imponerende julemarked på Piazza Navona.

Piazza Navona.

Den flotte kirke, der lægger baggrunden til Piazza Navona.

Efter et par gode timer med julestemning skulle vi et lille smut hjem og have benene i vandret. Vi skulle bare med den samme bus tilbage, da den også holdt tæt på, hvor vi boede. Desværre var bussen så ekstremt proppet, at ikke engang de garvede italienere vovede at presse sig derind. Så trods dårligt knæ begav vi os afsted på gåben, hvilket faktisk viste sig ikke at være helt dårligt for knæet.

Det sidste punkt på planen var at få noget dejligt mad. Da vi ledte efter en restaurant, var vores kriterium, at folk derinde sad uden jakke på. Vi havde nemlig været ret uheldige med kolde restauranter og caféer. Det lykkedes at finde et lille hyggeligt sted, der dog ikke ved første øjekast var af særlig kvalitet. Dog viste det sig, at jeg fik en kæmpe forret med det bedste skinke, nogen af os havde smagt. Jeg forsøgte at ligne én, der ikke var færdig med at spise, så jeg havde lidt tid til at få plads til hovedretten. Det lykkedes desværre ikke så godt, da der kom en kæmpe portion pasta med skinke, lidt flødesovs og champignoner ind. Det smagte helt fantastisk, men vi blev desværre begge nødt til at lade 2/3 stå, da der simpelthen var alt for meget. Hvilken dejlig slutning på et par gode dage i Rom. Dagen efter gik turen mod Billund og efterfølgende den skønne natur på Thyholm. Den thyholmske natur kan man nu godt komme til at savne, når man pludselig bor i en storby.

Kloge børn

Børnene her i lejligheden er ikke for dumme, og det er jo i bund og grund rart, selvom det nogle gange kan give anledning til problemer. En morgen ville Alessandro gerne spille bordtennis, men vi var næsten på vej ud af døren, så det kunne vi naturligvis ikke nå. I stedet sagde hans mor til ham, at han kunne spille om eftermiddagen med mig. Dagen forinden havde vi også spillet bordtennis, og han var blevet sur og ked af det, fordi det er ret svært for en 2-årig at ramme en bordtennisbold med et bat. Så jeg tænkte ”Godt der ikke er tid til det nu, for når det så bliver eftermiddag, har han nok glemt det”. Det havde han ikke, nej. Det første, han sagde, da vi kom ind af døren, var, at nu skulle vi spille bordtennis. Heldigvis var humøret lidt bedre den dag, og vi kunne grine sammen over, at han ikke kunne ramme bolden.

 

Dejlig, lille historie. Men… Alice er heller ikke for dum. Og nu, hvor jeg er begyndt at snakke med hende, er hun startet på at give lidt modspil. Forholdet til hende kan tydeligt deles op i trin. Første trin var, at vi sagtens kunne sidde og tegne sammen, og der var ingen problemer overhovedet, men ingen af os sagde noget. Det næste trin var, at jeg begyndte at sige praktiske ting til hende – for eksempel fortælle hende, at vi skulle hente Alessandro, spørge om hun ville have sit halstørklæde, fortælle hvornår deres mor kom hjem osv. Næste trin er, at vi nu også snakker om andre ting end praktiske ting. Sådan lidt hyggesnak, hvilket virkelig har givet et skub i forholdet. Men nu er jeg så åbenbart kommet til et trin, der er lidt mere uoverskueligt end de foregående. Jeg vil forklare det ved en oplevelse, jeg havde i går:

 

Alessandro, Alice og jeg skulle ind til et storcenter, hvor de skulle have en tur i en karrusel. Det var en super god ide til at lave noget andet, end det vi plejer. Og det gik også rigtig godt i starten, hvor begge børn var glade og hyggede sig. Efterfølgende ville de så over og lege på et springvand, hvilket de har gjort så mange gange før. Der var en lille bitte smule vand med is på i springvandet – lige lidt nok til, at Alice sagtens kunne gå på det (selvom isen krakelerede) med siden støvler uden at få våde fødder. Alessandro havde imidlertid nogle små sko på, og det er desuden heller ikke nemt for en 2-årig at gebærde sig på et glat underlag. Så da Alice ville have Alessandro ned på isen, sagde jeg lige så stille til hende, at det skulle han ikke. Det ville hun ikke lytte til, og hun blev ved at forsøge at få ham derned, på trods af at han ikke engang selv ville. Da jeg så med noget hårdere stemme fortalte hende, at hun skulle stoppe, blev hun sur på mig. Eller også legede hun, at hun var sur på mig. For første gang sagde hun til mig, at jeg var dum. Ikke at jeg tog det så tungt, men at hun blev ved at løbe væk fra mig og få Alessandro med på sin side, var svært at håndtere. Oven i det hviskede hun til Alessandro, at han også skulle være sur på mig og kalde mig dum og uartig, hvilket han gjorde – hun er jo trods alt hans søster. Og han blev altså rigtig sur på mig. Han råbte af mig og ville ikke lytte til noget af, hvad jeg sagde. Jeg smilede til ham og forsøgte at snakke med ham, men intet hjalp. Heldigvis løste problemet sig af sig selv, da Alice gerne ville ind og lege i et lille legelokale, og jeg så kunne have Alessandro for mig selv. Men det var meget overraskende, at Alice pludselig begyndte at opføre sig sådan. Og for at være helt ærlig, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg stod i situationen.

 

Da vi kom hjem, var jeg ret frustreret over det og ville gerne snakke med Patrizia om det. Det havde hun heldigvis også tid til efter aftensmaden, og vi fik en rigtig god snak. Hun fortalte, at Alice sandsynligvis opførte sig på den måde for at teste mig. Så hun kan se, hvad mine ressourcer er, og lære, hvordan jeg reagerer i forskellige i situationer. Jeg havde slet ikke set det fra den vinkel før, men kunne sagtens forstå det, da jeg fik det at vide. En efterfølgende snak med min mor hjalp mig også til at forstå, at det betyder, at Alice er ved at være mere tryg ved mig. Nu tør hun gøre lidt mere, og det er jo dejlig positivt.

Men da Patrizia og jeg snakkede om situationen, kunne Alice sagtens forstå, at det var det, vi snakkede om, selvom det foregik på engelsk. Så hun blev ved at kalde på sin mor og afbryde og løbe hen til hende, så jeg ikke kunne snakke med hende. Klog, lille pige. Desuden spurgte Patrizia hende også, hvad der var sket ved springvandet, og forklarede hende, at det var lidt svært at forstå på engelsk, så hun ville gerne høre det fra Alice. Alice snakkede så pænt udenom og fortalte om karrusellen. Ja, en 6-årig pige har sine små tricks.

 

En dag, hvor Alice og jeg gik sammen hen for at hente Alessandro, spurgte hun også, om vi skulle køre i bus hjem. De kan rigtig godt lide at køre med bussen, men jeg foretrækker at gå med dem. Så jeg fortalte hende, at i dag skulle vi gå. Det havde hun ingen indvendinger mod, men da vi så ankom til børnehaven, hviskede hun til Alessandro, at han skulle spørge mig, om ikke vi skulle med bussen hjem. Det kunne jo være, der var mere held i sprøjten anden gang. Det var der godt nok ikke, men jeg synes nu, at det var ret godt tænkt.

 

Heldigvis kan jeg også vende deres intelligens til min fordel engang imellem. Samme dag som problemet med Alice opstod, kom der også et lille problem med Alessandro. Det var tid til at komme hjem. Jeg var træt, Alessandro var træt, og Patrizia ville også komme hjem lige straks. Alessandro mente dog, at Alice ikke var færdig med at lege, så vi kunne ikke tage hjem. Hans træthed gjorde dog, at han begyndte at bede om sin sut. Jeg fortalte han lige så stille, at sutten var derhjemme, og hvis vi kørte hjem nu, kunne han få den. Det kunne han heldigvis godt se det smarte i, og så ville han gerne med hjem. Mange tak Ale.

 

Ja, det er et par kloge børn. Men forhåbentlig vil forholdet mellem Alice og mig snart udvikle sig så meget, at hun ikke behøver at lave et tilsvarende stunt igen. Men hvem ved? Ting tager den tid, ting tager, og det tager bare lidt ekstra tid med Alice, og sådan er det. Det er jo allerede begyndt at give pote – hun siger nu glædeligt godnat til mig, sender mig store smil, starter samtaler med mig, og er endda begyndt at bede mig om at komme hen til hende, så vi kan lege. Det er jo skønt. 

De små forskelle

Når man har boet i et fremmed land et stykke tid, begynder man at opleve de små forskelle i hverdagen.
Jeg fik ret hurtigt trumfet igennem, at der altså skulle købes havregryn til mig, hvilket jeg også har skrevet om tidligere. Havregryn findes dog kun i pakker af 300g, og en sådan pakke koster 15kr. Og så er der desuden ingen, der ved, hvad det er for noget. Men efter jeg er kommet ind i denne familie, og der altså nu er havregryn i huset, er faren også begyndt at spise det til morgenmad. Almindeligvis får forældrene en caffe latte med småkager i til morgenmad. En dag fortalte faren mig så, at han foretrækker havregrynene fra Sverige frem for dem fra Italien. Jeg blev meget overrasket, da jeg har ham mistænkt for at være ret kræsen, og fordi han har kigget meget skeptisk på mine havregryn. Han fortsatte: "But you eat a lot of it". Endnu en overraskelse. Det viste sig så, at han var begyndt at putte to teskefulde havregryn i sin varme mælk til morgenmad. Det lægger da en god bund for en dags arbejde.

Et andet sted, hvor der er små (og store) forskellige, er naturligvis i sproget. Det går rigtig godt med det. Jeg er begyndt at snakke meget med børnene og en smule med forældrene. Men nogle gange opstår der altså forvirring pga. små forskelle. Her den anden havde familien besøg af et vennepar, der skulle spise med til aftensmaden. Jeg forsøgte at følge med i samtalen over bordet og forstod da også lidt af og til. Pludselig kigger moren på mig og siger noget til sin datter, hvorefter datteren også kigger på mig. Forvirret kiggede jeg tilbage og prøvede at lytte efter, da hun gentog det, og kom frem til, at hun fortalte noget om datterens veninde Gerda. Det viste sig så, at hun sagde "guarda", der betyder "hun ser", og det var fordi, jeg "ser ud" som én af pigens veninder. Der er altså lidt forskel på Gerda og guarda, og selvom man hører godt efter samtalerne, kan det være svært at forstå.

Sproget giver dog også problemer, når der skal laves aftaler. Moren er ikke fantastisk god til engelsk, men hun kan da en del og kan sagtens snakke med mig på engelsk. Hun fortalte mig så, at jeg den kommende dag, hvor jeg skulle hente pigen, skulle have en veninde og hendes onkel med tilbage til lejligheden. Det var også udmærket, så da jeg ankom til skolen, begyndte jeg at kigge efter, om der var en mand, jeg ikke havde set før. Der kom så en dame hen til mig og spurgte, om jeg var Cecilie. Jeg blev helt befippet og fik slet ikke sagt pænt goddag eller noget, da jeg jo forventede at skulle have fat i onklen. Derfor spurgte jeg pænt, hvor pigens onkel var henne. "Jamen hun har ikke nogen onkel" lød svaret, hvilket bare gjorde mig mere forvirret. Damen fulgte dog med hen til bilen og kørte med, så jeg gik ud fra, at der var styr på det.
Hjemme fandt jeg så ud af, at onkel på italiensk hedder "zio", mens tante hedder "zia". Moren havde altså troet, at onkel og tante hedder det samme på engelsk, og havde derfor bedt mig mødes med "Teresa's uncle".

Ud over kulturelle forskelle oplever jeg også forskelle ved at flytte fra landet til byen. Hjemme på lille Jegindø var jeg jo vant til at tage afsted lidt i 7 for at møde kl. 8. Og hvis jeg skulle til nogen "stor" by for at shoppe, var det Holstebro, som ligger 3 kvarter i tog væk, jeg tog til. Nu bor jeg 8km fra centrum og er lige startet på et nyt italienskkursus derinde. For at komme hen til skolen skal jeg gå 5 minutter, køre i tog 12 minutter og så gå 10 minutter. Og ifølge min lærer bor jeg meget langt væk. Det kunne jeg altså ikke helt give ham ret i. Jeg synes faktisk, det ligger ret tæt på.

Toget, ja. Det er også noget af en udfordring, da der også er en del forskelle. For eksempel er jeg ret vild med ideen i Danmark om at have en billetautomat på stationen. Det er åbenbart ikke så vigtigt i Italien. Men der er da en automat til mit klippekort, som jeg heldigvis kan bruge. Den er bare så smart, at den bare sætter et stempel, der så kommer samme sted hver gang. Jeg er forvirret. Så jeg er begyndt at rejse en del uden togbillet, da jeg ikke ved, hvordan man gør. Familien ved det desværre heller ikke, og tilfældige på stationen kunne heller ikke hjælpe. En dag fik jeg dog kontrolløren til at skrive på mit klippekort, og så gjaldt det åbenbart som en billet (det kunne være jeg selv skulle skrive dato og klokkeslet på?). Én ting kan jeg da konkluddere: Jeg har ikke gennemskuet det. Desuden gik jeg en dag ind i toget, fandt kontrolløren og fortalte ham, at jeg ikke kunne finde ud af at validere mit kort, hvorefter han bare ryster på hovedet og sagde et eller andet, jeg ikke forstod. Så selvom jeg gik direkte op til kontrolløren og fortalte, at jeg ikke havde nogen billet, lod han mig bare køre med uden indvendinger. Sådan var det nok ikke gået i Danmark, hvis man fortalte dem, at man kørte uden billet.

Så forskelle oplever jeg hele tiden. Men det er jo også noget af det sjove ved at lære en ny kultur at kende. Og nogle af dem kan man så tage til sig, og andre skal man nok lade blive i Italien.

Familien

Jeg føler mig heldig.

Da jeg oprettede en profil på den tilfældige au pair-hjemmeside, jeg havde fået af en veninde, var det meget overvældende. Efter 1,5 time med en aktiv profil havde 2 familier allerede kontaktet mig. Så på meget kort tid var der urealistisk mange familier at vælge imellem. Jeg havde ikke nogle specifikke kriterier og endte derfor tilfældigvis op i en smuk by i Italien. Før jeg bestemte mig for en familie, havde jeg et telefonopkald med den familie, jeg er kommet ind i. Vi snakkede en 3 kvarter, og jeg bestemte mig for, at det skulle være dem. Ud fra ikke andet end mailudveksling og et telefonopkald er det meget svært at vide, hvordan en familie er, så det var egentlig bare at håbe på det bedste. Og det er lige, hvad jeg har fået. Jeg tror simpelthen ikke, at nogle af de andre familier, der kontaktede mig, er lige så skønne som denne.

Allerede første uge, jeg var her, tog faren (Fabio) afsted på forretningsrejse til Kina. Han ringede til mig en 2-3 gange bare lige sådan for at høre, hvordan jeg havde det, om jeg havde kigget mere på noget italienskkursus, og om alt var vel. Det er godt nok noget, jeg kan forholde mig til. Han er omkring de 40, har god humor og er god til at spørge og sørge for, at jeg har det godt. Én af de første dage spurgte han, om der var noget mad, jeg ikke kunne lide. Jeg er heldigvis ret altædende (især når det gælder italiensk mad), så jeg kunne ikke lige komme op med noget. Han spurgte så igen for en uges tid siden, om der var noget, jeg ikke kunne lide. Mærkeligt, tænkte jeg, da jeg jo én gang havde svaret, at jeg spiser, hvad der er, men okay, hvis han absolut ville hive et svar ud af mig, kunne han da få det. Jeg fortalte ham, at fisk ikke er min stærke side, hvortil han svarede, at han mente sådan generelt med at være her i Italien hos dem. Han mente, at jeg lige skulle tænke over det og så fortælle ham om det senere. Så jeg gik i tænkeboks, og der var jeg længe. Tjoo, altså det er lidt træls, at vaskemaskinen kører om aftenen, da den larmer lidt lige ved siden af mit værelse. Og det der Ultra High Temperature-behandlede mælk smager lidt mærkeligt. Og så... Og så... Og... Jamen, jeg ved det for pokker da ikke. Jeg nyder at være her. Så jeg fortalte ham, at jeg var utroligt glad for, at jeg er havnet her, og at jeg synes, at det er en dejlig familie. Hans svar var "But..?", "Well, but...". Jeg havde ikke forberedt noget "but". Men der er faktisk et enkelt but. Det er svært at få venner. Det er svært at få venner, når man ikke går i skole, arbejder i huset og ikke taler sproget (særligt meget i hvert fald). Men nu er jeg startet på et italienskkursus, hvor der er nogle unge, så nu skal jeg vist bare til at klø på. Pointen var egentlig bare, at han tænker på, hvordan jeg har det, og det er utroligt rart. Han er et dejligt menneske.

I starten af mit ophold var der en masse tanker om, at åh nej, hvad nu hvis de ikke kan lide mig? De var rigtig gode til at byde mig velkommen, og jeg følte mig meget hurtigt hjemme. Men det var stadig svært at vide, hvad de syntes om mig. "Jeg er her da stadig" blev jeg ved at sige til mig selv. Det må da være et positivt tegn. Og så en dag, hvor jeg stod og ventede uden for skolen på, at pigen fik fri, fik jeg en sms fra moren (Patrizia), hvori hun spurgte, om jeg hentede børnene. Naturligvis hentede jeg børnene. Ligesom jeg gjorde dagen forinden, og dagen før det. Jeg svarede hende, at ja, jeg var allerede ved skolen. Hun svarede "Godt. Du er en meget stor hjælp, Cecilie!". Det var jo skønt at få at vide, men altså, jeg gør jo ligesom bare det, jeg er her for, hvilket jeg skrev til hende. Et par dage efter havde jeg samtalen med faren om, om der var noget, jeg ikke kunne lide. Den sluttede han af med at sige, at de jo også er meget glade for mig, og om ikke Patrizia havde sagt det til mig? Øh, jeg synes nu, der er lidt forskel på at være en stor hjælp for dem, og at de er glade for mig, men hun havde åbenbart ment begge dele. Så det var jo helt fantastisk at få at vide.

Hun svarede desuden til min sms, at jeg var meget pålidelig, men måske lidt for stille. Det er ikke helt underligt, når jeg nu er blevet smidt ind i en meget snakkesalig familie, hvis sprog jeg ikke kender. Men man må jo tage en udfordring op. Så nu er jeg begyndt at tage mig sammen og snakke noget mere, og det går overraskende godt. Både på engelsk og italiensk. 

Mit italienske er meget begrænset, men jeg er begyndt at blive hurtigere til at lave sætninger. Når der sidder en 2-årig dreng og skriger, og jeg skal prøve at komme igennem til ham, er der ret god motivation for at skynde sig at få sagt noget. Oveni, at jeg er ved at have en større forståelse for, hvordan sproget fungerer. I dag bad jeg endda Patrizia om at forklare mig det, hun ville sige, på italiensk i stedet for engelsk, fordi hun ikke kunne på engelsk. Og jeg forstod det rent faktisk. Det er noget af en succes. 

Patrizia er den i familien, jeg har nemmest ved at identificere mig med. På flere punkter minder vi om hinanden, og også hun er et meget behageligt mennesker. Nogle gange åbner hun pludselig op for noget meget personligt, hvilket er lidt overvældende, men det viser da, at hun har tillid til mig.

I dag spurgte hun mig, om jeg glædede mig til at komme hjem. Jeg svarede med et meget overbevisende ja, da jeg virkelig glæder mig til at se kæreste, familie og venner igen. Til det svarede hun så, om jeg nu også kom tilbage til Italien igen. Det ledte mig ud i en længere forklaring om, at jeg er virkelig glad for at være der, og at det ikke er, fordi jeg trænger til en pause fra dem. Jeg tror, hun endte med at forstå min pointe, selvom hun et øjeblik var bange for, at jeg ikke ville komme tilbage. 

Drengen (Alessandro) på 2 har jeg fået et rigtig godt forhold til. Især pga. de 3 hele dage vi havde sammen, hvor han var syg. Selvom han manglede sin mor meget, da han skulle sove, og det så tog en times tid at få ham til at falde i søvn, kom vi meget tæt på hinanden. Og nu går det endnu bedre. I dag skulle jeg spise sammen med børnene alene, og det har simpelthen været den bedste dag, jeg overhovedet har haft sammen med dem. Han var rigtig sød, og nu er jeg blevet bedre til at få ham til at stoppe med at græde. Der er altid et tidspunkt i løbet af en dag, hvor han græder, men det er meget forskelligt, hvor svært det er at få ham til at stoppe. Men metoderne udvikles, og i dag er det gået fantastisk. Og for det meste er han jo en fantastisk skøn dreng, der bestemt har sine egne holdninger. Han har allerede lært at være en vaske ægte italiener med vaske ægte italiensk temperament.

Alessandro har været den nemmeste at komme tæt på af de to børn. Man kan altid bare sige "buh" til ham, og så griner han. Sværere er det med den 6-årige pige, Alice. Samme metode vil nok ikke have helt samme effekt.

Alice er en lidt stille og genert pige. Hun er først lige begyndt at snakke til mig, fordi jeg rent faktisk nu forstår noget af det, hun siger. Det har været, og er stadig, svært sådan rigtig at lære hende at kende. Det går dog bedre og bedre, især nu hvor vi rent faktisk taler sammen. I dag har som sagt været en fantastisk dag, og den her bestemt også ført os tættere på hinanden. Både aftensmaden sammen og legen forinden har givet godt. Det hele begynder jo at hjælpe, og hun er jo faktisk en rigtig sød pige med en forkærlighed for prinsesser. Det hele går jo fremad, noget tager bare længere tid end andet, og sådan er det.

Som sagt, jeg føler mig heldig over at være havnet i netop denne familie, og jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Italien til dem efter at have været hjemme på ferie.

Firenze - kirker, storhed og mode

I går tog jeg en tur til Firenze. Allerede lørdag var der problemer, da det tog, jeg havde planlagt at skulle med, var fyldt op, så jeg ikke kunne købe en billet til det. Men det var held i uheld, for så var plads på et andet tog til den halve pris. I Italien er der langsomme tog og tog med almindelig hastighed. Og de langsomme er altså billigere. Men med en bog eller sit strikketøj er det jo ikke noget problem at køre lidt længere tid. Og da slet ikke, når der stort set hele vejen var skønne bjerge at kigge på. Så første del af turen gik jo meget godt.

Jeg ankom altså til Firenze kl. 11 om formiddagen. Allerede da jeg forlod Firenzes banegård, så jeg den første kirke. Jeg har et eller andet med kirker. De er fantastisk imponerende at kigge på, synes jeg. Deres historie finder jeg ikke så interessant, men hvis kirken er flot, er det godt nok til mig. Og den var ganske flot med sine gamle, brune murstens charme. Men som den planlægningsfreak, jeg er, gik jeg videre mod domkirken, som var mit første mål. Og det må jeg sige, jeg var imponeret. Dette var det første bygningsværk i Firenze, jeg måtte erkende, simpelthen var for stort til at fotografere, hvilket jeg oplevede mange gange på turen. Den var simpelthen så imponerende og smuk med sin lyse marmorfacade, store kuppel, gamle bronzedøre og høje klokketårn, at jeg i lang tid bare gik rundt på pladsen og kiggede, tog billeder, kiggede og tog nogle flere billeder. Og ikke bare storheden ved den var interessant. Også alle de små detaljer, som var overalt på kirken - mønstre, figurer, billeder. Meget imponerende.

En lille del af domkirken

Domkirkens mange detaljer

Jeg havde læst mig frem til, at dåbskapellet ved siden af domkirken var mere interessant indvendig end selve domkirken, og havde derfor bestemt mig til at skulle se dette. Det havde de andre tydeligvis også, og jeg gad simpelthen ikke stå i så lang en kø og vente. Så det må blive en anden gang

Det næste, jeg havde planlagt at skulle se, var nogle museer, der ligger et stykke væk fra kirken. Jeg havde bestemt mig for at gå, da jeg ikke kunne overskue at finde ud af busserne og ikke havde penge til en taxa. Heldigvis for det da. For Firenze bør godt nok opleves til fods. Der er hele tiden noget pænt at kigge på. Nogle gange er det til at gennemskue, hvad det er, andre gange ikke. Jeg stødte ind i en meget pæn kirke ved Piazza di San Firenze, som jeg var inde og se.
På min vej så jeg pludselig også bagsiden af endnu et monument af Poseidon/Nettuno (det andet er i Bologna), hvilket jeg naturligvis blev nødt til at kigge nærmere på. Der viste sig at være noget mere end bare en enkel statue, så der var god bonus. Ja, jeg faldt over et Palads. Eller det vil sige, Palazzo kan også betyde rådhus, så jeg faldt over Firenzes rådhus, hvilket nu heller ikke er så tosset. Der var nogle meget imponerende arkader, der var ekstremt overpyntede. Jeg tror da vist, man kan snakke om horror vacui. Og med lidt research har jeg endda kunnet finde ud af, at det er freskoer fra 1453, der er malet i indgangen. Desuden var der et meget fint springvand med en engel på toppen sammen med en delfin. Det er en kopi, men den originale fra 1476 står inde på rådhuset.

Pæne freskoer lige i indgangen.
Selvom jeg brugte det som udgang.

Putto with Dolphin

Uden for rådhuset var Piazza della Signora, hvor der står en del skulpturer i både marmor og bronze. De var meget flotte, men ellers ved jeg ikke så meget om dem. Der stod et skilt på italiensk, hvor jeg da kunne se et par årstal og materialerne, og at nogle af statuerne viste religiøse episoder. Der var desuden ekstremt mange mennesker, hvilket skabte en god stemning, da der også var meget plads ;)

Videre det gik mod mit egentlige mål: museerne på den anden side af floden. Men for at komme over på den anden side, skal man også krydse den kendte bro Ponte Vecchio, hvor butikkerne hænger ud fra broen. Det ser meget spøjst ud, og at dømme efter bjælkernes tilstand har de hængt der længe. Men okay,"vecchio" betyder "gammel" og "ponto" "bro", så det giver måske sig selv. Alle butikkerne bød på smykker til ustyrligt høje priser. Så fik man dog også meget glitter for pengene.

Ponte Vecchio

På den anden side af broen gik der ikke længe, før museerne dukkede op. Der gik et par andre forvirrede turister rundt, og jeg fandt hurtigt ud af, hvad forvirringen gik ud på. På døren hang der en seddel om, at museumsarbejderne strejkede lige præcis den dag, så der var lukket. Bad luck. Der hvor jeg ellers havde planlagt at skulle tilbringe en 3-4 timer, kunne jeg ikke komme ind. Nå, så måtte jeg jo importere min positive indstilling til også denne oplevelse og tænke "Så er der jo en god grund til at komme tilbage". Det er faktisk bare én af mange gode grunde til at tage en tur dertil igen. I stedet begyndte jeg at gå lidt rundt i området. Desværre var det et ret kedeligt område, men så måtte jeg jo sætte mig ind på et Gelateria med fantastisk, italiensk is i lange baner og finde ud af, hvad jeg så skulle gøre. Og her vil jeg godt lige sende en tak til min veninde Helle, der har været så sød at låne mig en bog om Toscana og Firenze. Tak Helle, den var en stor hjælp. Ikke mindst fordi jeg så rent faktisk havde et kort. I bogen fandt jeg en kirke, som skulle være ret imponerende, så der begav jeg mig hen. Og naturligvis var der endnu engang en masse spændende ting at se på på vejen.

Kirken hedder Santa Croce og er uden tvivl et besøg værd. Dette var endnu én af de ting, jeg simpelthen ikke var i stand til at fotografere. Det er en meget stor kirke i lys marmor. Og ligesom domkirken er den fuld af smukke detaljer. Det er en renæssancekirke i gotisk stil. Ikke fordi jeg ved meget om sådan noget, men så er der da sat et par ord på. Desuden er der begravede nogle store italienere her. For eksempel Galileo og Michelangelo og en masse andre, jeg ikke har nogen ide om, hvem er. Inde i kirken var der både freskoer, marmorstatuer og figurer af farvet glas i vinduerne (hvad sådan nogle nu hedder). Der var 16 smukt dekorerede kapeller og i den ene ende var der på gulvet gravpladser. Nogle af dem var hegnet ind, så respektløse turister ikke kunne træde på dem, mens andre åbenbart var så ubetydelige, at det ikke var nødvendigt. Men flotte var de. Og endnu engang skulle jeg imponeres af storhed. Det er sådan nogle tidspunkter, jeg bliver nødt til at tage mine briller af, fordi brilleglassenes størrelse simpelthen ikke er stor nok til at indfange hele billedet. Den oprindelige kirke blev indviet i 1442 af Pave Eugene IV, men har siden fået en ny facade og ødelagte områder er naturligvis blevet repareret. Entrébilletten gav også adgang til et lille museum, der omhandlede kirken. Det var ikke meget interessant. Som sagt er det vigtigere for mig, at det er pænt at kigge på, end hvem der byggede hvilke statuer og hvorfor.

Santa Croces neogotiske facade.

Uden for kirken var der et lille julemarked. Desværre var der lidt for mange mennesker på et lidt for lille marked, så det blev hurtigt klaustrofobisk. I stedet gik jeg videre til et lille museum, der hedder Casa Bounarroti. Der var nogle bronzestatuer af kunstneren Michelangelo. Endnu engang må jeg erkende, at jeg ikke ved så meget om ham. Han lavede for lang tid siden nogle religiøse bronzestatuer, som er meget imponerende, og det er det. Faktisk er det også nok for mig. Det er ca. det samme, jeg lærte på studieturen til Barcelona i 2.g: Gaudi var en mand, der lavede sjove bygninger. Og ja, hans bygninger ser sjove ud, og jeg vil altid kunne genkende dem. Tilsvarende vil der i fremtiden ringe en klokke ved navnet Michelangelo, og så er jeg godt tilfreds.
Museet var dog ikke imponerende, men det var meget rart lige at se, hvad det er for noget, en gut som Michelangelo lavede.

Moses i Bronze af Michelangelo

Efterfølgende gik jeg lidt rundt på må og få. Løb ind i endnu et par kirker og nød den hyggelige julestemning. Mørket var faldet på, så som alene pige afsted holdt jeg mig til centrum, hvor der var mange mennesker og lys. Jeg havde allered set de store ting i centrum, og mange af de små ting var lukkede enten pga. strejke, eller fordi det var søndag. Som min mor sagde: "Det er jo godt, at det er søndag, du tager derned. Så kan du ikke blive fristet af butikkerne". Der tog hun "desværre" fejl. Dagen forinden var min taske gået i stykker, hvilket ikke var så sært, da den trængte godt og grundigt til at blive skiftet ud. Så jeg begav mig ud i Firenzes butikker, der da ikke kan tage sig af, at det er søndag, for at finde min julegave. Missionen lykkedes og jeg fik indsnuet en hel masse af Firenzes skønne mode. Når jeg bliver rig, vil jeg tage til Firenze på shoppingtur. Jeg havde forinden turen læst mig frem til, at der var en bestemt læderbutik, der åbenbart var noget særligt. Desværre skulle den være lukket om søndagen, så jeg kunne ikke se den. Da jeg gik rundt i gaderne, fandt jeg så ud af, at Firenze har tusindvis af læderforretninger, og at det åbenbart er noget særligt for Firenze. Så hvis man mangler et eller andet i læder, kan det garanteret findes i Firenze.

Én af de mange læderbutikker.

Men shopping kan man jo også få nok af - det kan pengepungen i hvert fald - så jeg måtte jo finde et sted at spise. Bogen havde et par ideer, men desværre den eneste restaurant, der lå tæt på og var til en nogenlunde pris, var lukket. Så jeg fandt en restaurant, som tydeligvis var for turister, der kan komme ind og ud igen og tro, at de har spist noget særligt, toscansk mad. Tjeneren snakkede da også engelsk til mig, selvom jeg forsøgte mig med italiensk. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg bliver irriteret, når de slår over i engelsk med det samme. Nu vil jeg godt til at øve mit italienske. Så jeg fik da fortalt den anden tjener (der desuden var overrasket over, at jeg kunne lidt italiensk), at jeg boede i Bologna og arbejdede som au pair. Jeg spurgte også et par mennesker på italiensk, om ikke de ville tage et billede af mig, til hvilket de svarede "Yes, of course". Men jeg får øvet mig, og det er det vigtigste.

Togturen hjem gik glat, bortset fra 4 minutters spurt på stationen i Bologna for at kunne komme det sidste lille stykke hjem. Det var en fantastisk tur med masser af gode oplevelser. Jeg har lært, at Firenze er en by fuld af smukke kirker, der er et besøg værd - både de kendte og de knapt så kendte. Og byen er virkelig en by af storhed og liv. Der er mange mennesker - selv en søndag aften - ude for enten at se byen eller bare på shopping. Desuden var det mit indtryk, at de er noget bedre til engelsk, end de er i Bologna. Men måske det har noget at gøre med antallet af turister. Jeg hørte rigtig mange englændere, hvilket rent rent faktisk var rart. Tænk, at børn virkelig kan tale et sprog, man forstår. Men jeg hørte ingen danskere, hvilket også var en lettelse. Det giver ikke helt den samme stemning, hvis alle omkring én i et fremmed land også er danskere.
Trods Firenzes imponerende storhed var det en stor succes at gå rundt i byen. Der var ikke ret langt mellem seværdighederne, og som sagt var der hele tiden noget at kigge på. Og hvis ikke det var pæne bygninger, var der i hvert fald masser af butikker overalt.

Alt i alt en fantastisk tur, der har givet mig blod på tanden for at opleve mere. Men så er det jo dejligt, at planlægningen af turen til Rom allerede er startet. 

Glæden ved de små ting

Hvis der er noget, jeg har lært på min første måned i Italien, så er det at glæde mig over de små (og store) ting i livet. Ud over at passe børnene skal jeg også stryge familiens tøj. Og det gælder ALT tøj. Også børnenes undertrøjer, lagner, pudebetræk, nattøj og håndklæder. Jeg kan rimelig hurtigt sige, at når jeg flytter hjemmefra og stifter familie, så skal jeg ikke stryge hele familiens tøj. Men når nu jeg har denne opgave her, må jeg jo naturligvis forsøge at få det bedste ud af det. Og det, har jeg lært, gøres bedst ved at glæde sig over glæden, som forældrene (forhåbentlig) får af at have alting strøget. Så det gør jeg. Jeg har dog også fået 3 kanaler med tegnefilm, som er nogenlunde til at følge med i. Især Hello Kitty serien, hvor de har været så fantasifulde at stjæle eventyrhistorier. Det skal dog siges, at jeg blev lidt skuffet, da stedsøstrene ikke skar deres hæle og tæer til blods for at kunne passe glasskoen.

Så med en positiv indstilling går strygningen ret glat. Især hvis jeg husker at stryge, før der er mere end én omgang vasketøj. Også om aftenen, når jeg skal rydde af bordet, kan jeg gå og hygge mig lidt med det, medmindre jeg er alt for træt selvfølgelig. Det er nu en ret skøn evne, jeg er ved at opbygge.

I dag skulle jeg så i svømmehallen. Jeg skulle køre med toget i 3 minutter (ja, det havde nok været nemmere bare at cykle, men sådan blev det ikke), og så skulle jeg gå et stykke. Til toget kunne jeg bare bruge mit klippekort til bussen. Meget nemt. Men hvor pokker skal jeg klippe? Jeg spurgte en pige på stationen, som heller ikke lige vidste det, men da kunne fortælle mig, at jeg kunne gøre det i toget. Så i 3 minutter vadede jeg frem og tilbage og ledte efter automaten, indtil jeg måtte opgive, fordi toget stoppede. Så er der ikke meget at gøre.

Med mit fine, printede kort (der trænger vist til nye blækpatroner) begav jeg mig så videre på min udflugt. Det lykkedes mig uden specielt store omveje at finde svømmehallen, der da heldigvis havde et stort skilt. Det første, jeg ser, er en desk, hvor der ikke sidder nogen. Dog kunne jeg se, at der sad en pige ved en computer i et lille rum ved siden af. Så jeg begyndte at stå og rømme mig lidt, før jeg opdagede, at der længere inde sad en mand ved et lille bitte bord og et kasseapparat. Sammenlignet med Hurups svømmehal, som jeg er vant til, var det godt nok ikke imponerende. Jeg gik derhen og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne selvfølgelig prøve med "jeg vil gerne svømme", men af en eller anden grund (måske fordi det var ret oplagt), fik jeg ikke sagt noget. Heldigvis var manden med det store fuldskæg rigtig sød og spurgte, om jeg skulle have en billet. "Ja, tak" skyndte jeg mig at svare, hvorefter jeg fik at vide, at det blev 3 euro. Altså en børnebillet. Fair nok, hvis han tror jeg er under 18, vil jeg da ikke forsøge at bilde ham andet ind. Og i stedet for at irritere mig over endnu engang at blive underbudt i alder, glædede jeg over at have sparet et par euro.

Næste skridt var så at finde ud af, hvordan man lige gebærder sig i den her fremmede svømmehal. Jeg gik lidt frem og tilbage i omklædningsrummet, og ja, der var skabe, og ja, der var brusere, og alt lignede egentlig en ganske almindelig svømmehal. Jeg havde dog vadet så meget frem og tilbage, at en midaldrende italiensk kvinde forbarmede sig over mig og smilende spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Det havde jeg bestemt. For nøgler til skabene kunne jeg ikke se nogen steder. Jeg spurgte hende, hvor nøglerne var, og hun forklarede mig et par gange, at jeg selv skulle have en hængelås med til mit skab... Nå for søren, jamen sådan én har jeg desværre ikke. Pis. Hun trak mig med ud til fuldskægsmanden og sagde noget med, at det var første gang, jeg var her, og at jeg snakkede engelsk. Det gjorde han godt nok ikke, men han var rigtig venlig og lånte mig en hængelås, som jeg skulle huske at aflevere tilbage. Dejligt med hjælpsomme italienere. Det kan man da kun sætte pris på.

Så gik jeg ind i bruseren og skyllede mig og begav mig ind i selve svømmehallen. Igen er jeg vant til Hurup, der jo naturligvis har teksten på deres skilte stående på både dansk, engelsk og tysk. Men i Italien kan alle naturligvis italiensk. Jeg kunne da heldigvis gætte mig til, at jeg ikke måtte gå ned i det store bassin, da det var tilegnet, ja jeg ved ikke lige hvem, men nogen i hvert fald. Så jeg gik ned i det andet bassin og glædede mig over, at det rent faktisk var lykkedes. Det var lige indtil, én af livredderne kaldte efter mig. Badehætte er åbenbart obligatorisk. Nej sådan en havde jeg desværre ikke lige med. Jeg var ved at frygte, at jeg ville blive sendt op, og at alt, jeg havde gjort indtil nu, ville have været forgæves. Heldigvis var også hun rigtig venlig og skyndte sig ind for at hente en badehætte, jeg kunne låne. Imens morede jeg mig meget over en mand med nok 3mm hår på hovedet, der var ved at iføre sig en badehætte. Mest fordi resten af hans krop var fuld af nok 5cm lange hår. Mon de havde en våddragt, han kunne låne? Hun kom tilbage med en hat til mig, og jeg glædede mig meget over, at NU var det lykkedes. Hvilket det heldigvis var. SUCCES.

Ja, det var da i hvert fald noget at glæde sig over. Dejligt, at der er så mange venlige ansigter, der kan hjælpe en forvirret, lille, dansk pige.

Ud over denne oplevelse er der også ting i hverdagen, jeg begynder at glæde mig over. Jeg er for eksempel begyndt at blive glad, når det lykkedes at gå hjem fra skolen, uden at drengen græder. Og i dag var det en stor succes, at han beholdt både hue og vanter på hele vejen.

Egentlig er det, jeg vil sige, bare, at man skal huske at stoppe op og nyde de gode stunder i livet.

Præcision er en dyd

Hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at italieneres præcisionsevne er stærkt begrænset. I weekenden var der, som tidligere nævnt, klassefest for pigen. Moren skulle så fra morgenen af lave budding og havde i den anledning købt nogle små bægre med tilhørende låg. Lågene sad ret godt sammen, så nogle gange kom hun til at sætte 2 låg på samme bøtte. Da hun så havde sat alle lågene på, var der ikke låg til de to sidste bøtter. Hun begyndte, som den perfektionist hun for det meste er, at tjekke alle lågene efter, om der var to på nogen af dem. Efter at have tjekket én gang uden held tog hun alle lågene af og gennemgik dem stadig uden succes. Hendes næste træk var så at finde den anden pakke frem og tælle sig frem til, at der deri var de 15 låg, der skulle være. Og med et suk måtte hun jo tage to låg fra den bøtte, hvorefter hun stablede buddingerne 2 og 2. Alle buddingerne blev stablet 2 og 2. Alle 15 bøtter budding blev stablet 2 og 2. Ja, der skal ikke meget matematikkendskab til at regne sig frem til, at der er noget, der ikke stemmer. Det kunne hun også rimelig hurtigt konstatere og griner over, at der var en bøtte for meget og et låg for lidt, hvorefter hun slutter af med at sige "typisk Italien".

Men det er ikke bare industrien, der ikke kender til præcision. Tid er også et vidt begreb i Italien. I den måned, jeg har været her, er det kun lykkedes at få pigen i skole til tiden et par gange. Af den simple grund, at moren pludselig skal sætte en vask over, lave et puslespil, tage et bad, lege med drengen osv., 2 minutter før vi burde være ude af døren. Det er hende, der gør børnene klar, og jeg skal bare gå med pigen til skole. I dag var det allerede pigens mødetid, da tasken lige skulle pakkes. Troede jeg... Moren roder i tasken og hiver så en kontaktbog op. Den er gået lidt fra hinanden, og hun begynder at reparere den. Jeg tænkte "nåh ja, man skal vel passe sit image, så hvis der skal sendes en besked til skolen, skal det vel gøres ordentligt." Men det skulle der ikke, hun skulle bare lige reparere den, og det alt imens jeg stod og trippede, og pigen rent faktisk var klar. Og det viste sig endda, at hun ikke engang skulle pakke tasken, hun skulle åbenbart bare lige kigge. Ja, sådan kan man jo vælge at bruge den rent faktisk udløbne tid.

Da vi så alt for sent ankom til skolen, stod der en bedstemor med sit barnebarn, der jo var lige så sent på den, som vi var. Bedstemoren skulle åbenbart lige føre en meget vigtig samtale med en anden bedstemor, så så måtte drengen jo vente på det. Med den store betydning, som børnene har for italienerne, forstår jeg simpelthen ikke, at de ikke kan nosse sig sammen og føre samtalen på et andet tidspunkt (for eksempel et halvt minut senere, hvor drengen ville være afleveret i skolen) eller sætte vasken over senere.

Men præcision er en dyd, og det kan være, at jeg må igang med at kæmpe hårdt for at presse min egen præcisionsevne ned over hovedet på den her familie. Min er tydeligvis noget mere veludviklet, men det kan selvfølgelig være fordi, jeg ikke selv har prøvet at have børn. Hvad ved jeg? Ja, jeg ved i hvert fald, at der skal gøres noget seriøst for at få den pige afsted til tiden.

Samvittighed

Weekenden har været præget af god og dårlig samvittighed. I går holdt pigen klassefest. Jeg lærte til halloweenfesten, at til sådan en fest kommer der en masse larmende børn med deres italienske forældre. Ikke den mest interessante begivenhed for mit vedkommende, MEN... "heldigvis" inkluderer en sådan fest også en masse godterier, hvilket var grunden til, at jeg deltog i en times tid.

Alle forældrepar havde lidt sødt med, så det kan jo hurtigt løbe op, når en hel klasse mødes. Og man kan jo ikke bare lade de ekstremt gode brownies stå. Og da heller ikke buddingen, som moren havde lavet, og så var der jo også de skønne butterdejskager med chokoladecreme og alt for meget glasur. Og til alt dette søde får man jo også pludselig brug for lidt salt i form af nogle chips, og så krævede sulten også, at man spiste en bolle (med et godt lag nutella). Der var altså rigtig meget, og det hele skulle da smages, så lidt dårlig samvittighed var der godt nok, da jeg gik i seng.

I dag havde jeg så brug for at se noget andet end lejligheden og havde derfor planlagt en lille tur op til kirken San Luca, der skulle være meget smuk. Faren foreslog, at jeg tog bilen og parkede neden for bakken, hvorpå kirken ligger. Det gjorde jeg så og fortrød det, da jeg havde kørt rundt og ledt efter en parkeringsplads i en halv time. Men sådan kan man jo blive klogere.

Bakken, som kirken ligger på, forårsagede naturligvis en ret stejl gåtur. Denne gåtur under de 666 arkader (mon der er nogen, der har haft dårlig humor?) hjalp heldigvis på den dårlige samvittighed, og så var det endda pænt at kigge på. Og kirken var da også helt klart gåturen værd. Den var rigtig flot, og så var der ovenikøbet en gudstjeneste igang, så det var endda muligt at få en lille bid brød med på vejen.

Så med resterne af en budding i hånden må jeg konstatere, at det faktisk har været en ganske udmærket weekend.

Chokolade ud over alle grænser

I går var jeg til chokolademarked inde i centrum af Bologna. Det var ellers noget af en oplevelse. Der var chokolade i alle regnbuens farver, hvilket naturligvis inkluderer både diamant og guld. Og chokoladen var i alle mulige og umulige former. Men det førte, jeg vil fortælle om, skete lige i det, jeg trådte ind på markedet. Da råbte en mand Ciao! til mig. Det viste sig så, at det var én af de tidligere nævnte lommetyve, der havde genkendt mig. Endnu en gang med et fast greb om min taske, sagde jeg modvilligt hej til ham. Sidst jeg mødte ham, tog han nogle billeder af mig, og dem havde han så fået fremkaldt, og han havde dem tilfældigvis lige med i sin taske (creepy?). Så jeg fik et par billeder med hjem af mig selv.

Det næste mærkelige, der skete, var, at han skyndte sig at trække mig hen til en bod og købe en lille pose chokolade til mig for 16 euro. Ja, de der små, håndlavede konditorchokolader var ret dyre, men til gengæld også  ekstremt gode. Manden er meget sær, men med en au pair-løn kan man ikke klage over at blive beriget med en pose chokolade til godt 100 kr. Derudover forærede han mig også et manicuresæt og to ure. Selvom jeg mange gange sagde nononononono til at modtage hans tyvekoster, var der ikke noget, der stoppede ham. Så nu er jeg altså to billeder af mig selv, et billede af en abe (no idea why), et manicuresæt, to ure og en topmave rigere.

Han var simpelthen for mærkelig. Min første tanke, da jeg så ham, var også "shit! Hvordan slipper jeg af med ham igen?". Det gik heldigvis rimelig nemt. Trods hans imponerende pågåenhed og omklamren er det de færreste mennesker, der bryder sig om at blive 100 % ignoreret. Så jeg slap af med ham og kunne gå rundt og kigge på de imponerende chokolader for mig selv. Og det var da godt nok fantastisk. Man kunne faktisk nå at blive fascineret på forskellige måder. For det første var der jo de førnævnte håndlavede, små chokolader, der fascinerede ved deres unikke og naturligvis flotte udseende. Så var der ekstremt meget værktøj, der lignede, at det var sprayet med guld, og noget af det lignende endda værktøj så meget, at det ville føles mærkeligt at sætte tænderne i det. Så var der også meget store stykker chokolade, som imponerede i, ja mærkeligt nok, deres størrelse. Ud over det var mængden af chokolade, der kan proppes ind i en lille bod, også ret fantastisk. Der var så overvældende meget chokolade på et faktisk ikke voldsomt stort marked. De unikke chokolader var naturligvis imponerende, men jeg vil faktisk også lige hylde masseproduktionen, for der var simpelthen så mange, smukke stykker chokolade, at det ikke var til at forstå. Og det var altså chokolade ligesom chokoladejulemænd i Danmark, som man kan se, er kommet direkte ud af en form. Men imponerende var det. I al sin overvældenhed.

Trods den fine præsentation vil jeg henlægge mig til at afslutte blogindlægget med den kendte frase "et billede siger mere end tusind ord". I kan selv vurdere.

Ikke alt er, hvad det ser ud til. Heller ikke kyllingen...

Den 70cm lange krokodille.

Det er, hvad man får, for 16 euro...

Mutandskoldkopper

Ja, som kom konsekvensen af mit hårde arbejde med en syg dreng: Sygdom. Drengen havde skoldkopper, og den første dag, jeg var syg med noget lignende, blev jeg ved at sige til mig selv, at det var godt, at jeg fik det nu. Dagen efter fortalte faren, at Alessandro havde haft det samme 5 gange sidste år. Så med håndfladerne fuldstændig fulde af knopper, der havde sat mine hænder total ud af funktion, kunne jeg ikke engang glæde mig over at vide, at det var den eneste gang, jeg skulle have det. Det er heldigvis meget i bedring nu, og jeg kan i dag skrive på min computer.

I dag er familien i Venedig. Jeg var naturligvis velkommen, men med stadig lettere handicappede hænder, og fødder, der af samme grund, ikke er særligt glade for at gå, sagde jeg nej tak til et smut til Venedig. Ja, det er hvad sygdom fører med sig. Det har dog haft den konsekvens, at jeg nu er igang med at planlægge hurtigst muligt at komme en tur til Venedig. Og jeg er desuden blevet meget opsat på snart at skulle udforske lidt mere af Bolognas kultur.

Men nu, hvor jeg ikke kom til Venedig i dag (som i øvrigt har regnvejr i dag. Pff hvad skal jeg bruge det til?), ville jeg naturligvis gerne nyde en dag, hvor jeg faktisk kan andet end at ligge i sengen med hænderne i koldt vand og se fjernsyn. Så i dag står den på julehygge med pebernødder, pandekager og Pyrussange. Og måske jeg skulle kaste mig ud i en italiensk julefilm også?

Selvom mit italienske er minimalt, er det dejligt at se, at jeg rent faktisk lærer noget. De dage, jeg havde med Alessandro, snakkede jeg "meget". Han elsker at snakke og forstår ikke, at jeg ikke forstår italiensk, så han snakker og snakker og snakker. Nu begynder jeg rent faktisk også at kunne svare ham. Men jeg er lige nu på et stadie, hvor jeg bliver imponeret og overrasket, hver gang han forstår, hvad jeg siger. Det er jo godt at have en lille dreng man kan øve sit meget usikre italienske på.

Jeg har desuden efterhånden fået styr på at sige "ondt i halsen", for det er blevet brugt en del gange. Både i forhold til mig, Alessandro og moren. Og så har de naturligvis 5 forskellige slags medikamenter mod ondt i halsen + kogt æble med honning. Jeg ved ikke, hvor meget af det, der virker. Penicillin er også blevet udskrevet til mig, efter lægen kiggede mig i halsen og konstaterede, at jeg ENTEN havde en virus eller en bakterie. Han fortalte så, at det også var godt at få Penicillin, hvis det var en virus. Hm.

Så trods den hårde uge, har mutandskoldkopper haft en masse gode konsekvenser med sig.

"Du er ulv"

De 2 sidste dage kræver vist et blogindlæg. Drengen, Alessandro, på 2 har været syg de sidste 4 dage, så jeg har været hjemme i går og i dag for at passe ham. Han jeg skoldkopper. Jeg har aldrig været syg med skoldkopper. Jeg håber håber håber, at jeg har været så heldig at have haft en nem omgang som lille, men det vil tiden vise. Udover en overhængende fare for sygdom er det noget af en udfordring at være sammen med ham hele dagen.

Både i går og i dag startede rigtig godt. Han sagde pænt farvel til sine forældre og var glad og tilfreds. I dag lukkede han endda døren, nærmest før hans mor var ude af den, så han kunne komme til at lege med mig. Det går også rigtig godt med at lege. Vi har en skøn leg, der hedder "Sei lupo" der betyder "du er ulv". Det handler om at vi sammen skal mase os ind på de mindste steder i huset. Eller det vil sige, jeg maser, han kravler bare, for jeg er trods alt lidt stor (i forhold til en 2-årig i hvert fald). Og lige så snart, jeg har fået mast mig ind, skal vi skynde os ud igen. Som jeg sagde: God leg!

Desuden er der en anden leg, som egner sig rigtig godt til trætte teenagere (inkl. undertegnede). Den handler om at skynde sig ind under trappen (som naturligvis er et af gemmestederne fra den tidligere leg), skynde sig ud igen, løbe op af trappen, løbe en rundtur der, ned af trappen, rundt i stuen, under trappen, op af trappen, rundt, ned af trappen osv. Og man skal helst gerne sige "Kom Cecilie, kom her", mens man gør det. Puha.
Og så retter han min grammatik. Det synes jeg, er ret imponerende. Men jeg troede faktisk, at Po fra Teletubbies var en pige. Men hvis det er en dreng, kan jeg da godt se, at det er mærkeligt at sige "Hun er smuk".

Og så er der jo maden. Almindeligvis skal jeg hverken hjælpe ham med at spise eller komme i seng. Det sørger forældrene for. Men nu er der ingen kære mor, og når man vil se Teletubbies, vil man tydeligvis se Teletubbies. I går gik det super med maden, han spiste endda selv. I dag skulle han liiiiige se Teletubbies færdig. Jeg tænkte "Nåh ja, hvor lang tid kan sådan en film tage? Det er trods alt bare et afsnit". Ja, et afsnit på en time og et kvarter. Men så var han altså også sulten, og spisningen gik super.

I går skulle jeg lægge ham til at sove ca. kl. 2. Jeg tænkte, at det nok godt kunne tage lidt tid, så jeg gik igang med at forberede ham halv 2. En time senere sov han. Vi var åbenbart ikke helt enige om, at det var mig, og ikke hans mor, der skulle putte ham. Og da han ikke engang ville gå med mig ind på værelset, endte han med at sove i stuen. Det gik heldigvis bedre i dag, og han sover sødt på sit værelse.

Ja, en 2-årig ved, hvad han vil, og det skal man lige lære, hvordan man håndterer. Heldigvis går det hele fremad, og jeg lærer hele tiden.

Ost, ost ost, oooog lidt mere ost

Og ost. Ja, de kan godt lide ost de der italienere. Middagsmaden i dag blev krydret med 3 forskellige oste. Og til aften kom der en 4. på bordet. Det er jo skønt, når man godt kan lide ost, meeen jeg kan se, at jeg ikke er på helt samme niveau som familien her. For eksempel spiser jeg ikke min smørreost MED SKE! Så bliver det alligevel for meget ost. Alt med måde, ikke? Men ja, trods al den ost er det endnu ikke lykkedes mig at finde en ostehøvl. Er ikke helt sikker på, de har én. Men så må jeg vel bare lære at spise ost på italiensk vis (med ske?).

Apropos mad er det også lige gået op for mig, at ingen rugbrød betyder ingen øllebrød, hvilket virkelig er en skam, da det faktisk er én af mine yndlingsretter. Jeg bliver simpelthen nødt til at tage noget rugbrød med herned, efter jeg har været hjemme på juleferie.

Men nu hvor jeg bliver nødt til at lære italienske madvaner at kende, ser det også ud til, at det går den anden vej. Faren i familien kiggede ret interesseret på min havregrynspakke og kunne konstatere, at det rent faktisk er ret sundt (oh really?). Han gik dog ikke så langt som til at smage det, men nu må vi se. Det kan være jeg har startet en dille. Jeg er ikke specielt habil i madlavning, så har ikke rigtig præsenteret noget dansk mad (endnu). I morgen skal jeg så være alene hjemme med drengen, der er syg. Det kræver naturligvis, at der bliver lavet noget mad til den lille. "Heldigvis" inkluderer hans sygdom problemer med maven, så jeg bare skal koge noget pasta og komme olivenolie på. Det rækker mine evner da trods alt til. Og nåh ja, der skal naturligvis også parmesanost på.

Jeg glæder mig til...

.. næste uge, jul, at se Rom, at komme hjem og se min kæreste, familie og venner... Jeg glæder mig meget for tiden. Det er nogle hårde dage med italienskkursus, lektier, børnepasning og oprydning. Faktisk har jeg kun ca. 1-2 timers fri om dagen. Det er hårdt, men det er jo skønt at mærke, at jeg bliver bedre til italiensk. Jeg kan ikke snakke så meget endnu, men jeg forstår mere og mere. Men de krævende uger her har gjort, at jeg måtte have noget at se frem til. Så nu er der bestilt flybilletter, så jeg kan komme hjem til jul. "Desværre" var billetterne ret dyre fra Bologna, og så skulle jeg endda mellemlande i tyskland. Så hele turen ville tage omkring 20 timer. I stedet tager jeg et tog til Rom, overnatter der to gange og tager så et fly derfra til Billund, for samme pris som flybilletterne fra Bologna. Det, synes jeg faktisk selv, var en ret god løsning.

Men nu skal jeg også passe på ikke at glæde mig så meget til, at jeg ikke oplever nuet. Der sker nemlig gode ting i nuet trods travlheden. Jeg får for eksempel farvelkram og drengen om morgenen, og jeg får endda et casual kram engang imellem, bare fordi han har lyst. Det kan lyse meget op på en trist regnvejrsdag, som der tydeligvis er mange af.

Der er ikke sket så meget siden mit sidste blogindlæg. Det er mest tanker, der er plads og tid til. Tanker om gode dage. Tanker om, at én af farens kolleger snart vil tage noget havregryn hjem til mig, tanker om at komme igang med at svømme, løbe, læse, snakke godt italiensk, drikke en rom og cola. Tanker om at nyde livet.

Så nu vil jeg tage og nyde at have lidt fri i aften og glæde mig til at se de kendte ansigter hjemme i Danmark.

Sommer, sol og pickpocketing

I dag skulle jeg mødes med en britisk pige, som også er au pair her i området. Vi havde aftalt at mødes ved det berømte monument af Poseidon. Det var dejligt solskin og dejlig varmt, så der var mange mennesker på pladsen omkring Poseidon. Jeg ankom før hende, så naturligvis stod jeg bare og nød solen, mens jeg ventede. To herrer på omkring 30 kiggede på mig og smilede og grinede til mig. Høflig som jeg jo er, smilede jeg igen, men gik trods alt lidt væk derfra. Den ene fulgte så efter mig og spurgte, om ikke jeg ville tage et billede af dem. Det ville jeg da godt. Der går ikke noget af mig for at tage et billede. Så ville de her to alt for nærgående mænd pludselig have et billede af dem og mig. Det kunne de da også godt få. Jeg regnede jo ikke ligefrem med at skulle møde dem igen, så det var ret ligegyldigt.

Man (i hvert fald jeg) har en barriere, der kommer op, når fremmede mennesker kommer alt for tæt på én. Det resulterede i, at jeg holdt ekstra godt fast på min taske. Så selvom jeg fik mange rosende ord med på vejen, kunne jeg jo godt se, at det forhold, vi var ved at bygge op, kun havde fundament i, at han ville have mine penge. Og smart var hun jo, for når nu jeg havde min højre hånd på tasken, kunne han jo tage min hånd og hilse pænt med et håndtryk. Jeg blev "desværre" nødt til at gå, da jeg jo skulle mødes med én. Så med både taske, penge, telefon og kamera i behold sendte jeg en sms til den anden au pair, hvor jeg bad om at mødes et andet sted.

Vi fandt hinanden og gik lidt rundt og snakkede om livet som au pair. Jeg spurgte hende om hendes planer for julen, da jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Hun fortalte, at hun ville tage hjem og ikke rigtig vidste, om hun kom tilbage igen. Hendes host family var ikke fantastisk, men hun nød Italien. Vi satte os på en plads og spiste en is i solen. Det var så dejligt varmt, at det var muligt at sidde bare i en top og nyde det. Ikke tosset i november måned. Efter en 3 timer skulle hun med en bus, og så gik jeg lidt rundt og kiggede efter julegaver, dog uden held.

Det har været en dejlig dag. Især fordi jeg rent faktisk har haft tid til at nyde noget fritid. Det er hårdt at studere italiensk, mens man skal holde styr på et par børn. Så jeg har set meget frem til denne lørdag og søndagen i morgen. Og dagen har bestemt levet op til forventningerne.

Italiensk er ligesom...

... ABSOLUT INGENTING, JEG KENDER TIL. Nå ja, jeg startede på et italienskkursus i går. Det er et begynderkursus, og vi er 3 på holdet - mig, en pige på 22 og én på 28. Men tydeligvis er jeg den eneste, der er fuldstændig begynder. Hende på 22 har en italiensk mormor, der ofte er på besøg hjemme hos dem. Og når hun er det, snakker hun KUN italiensk til min medstuderendes mor. Ergo har hun lyttet til italiensk, sådan ca. lige siden hun blev født.! Og har desuden haft spansk, der minder en del om italiensk, i 5 år. Hende på 28 er lige flyttet til Italien til sin italienske kæreste. Italienske kæreste, med italienske venner, italiensk familie og italiensk som modersmål. Og så kan hun desuden en del fransk, som også minder om italiensk.

Når det så er sagt, kan lærerne forresten ikke ret meget engelsk, så de forventer tydeligvis, at vi forstår, hvad de siger på italiensk, OG at vi kan svare dem på italiensk. Nåh ja, det er et begynderkursus, jeg er på, I see, I see. Well, i går var jeg fuldstændig slået ud, men i dag blev det bedre. De to andre kan heldigvis ikke basisgrammatikken, så der er jeg ikke bagud :) Timerne i dag var heldigvis langt bedre end i går, og jeg begynder at forstå lidt af, hvad læreren prøver at sige til mig. Nu kræver det bare meget tid og energi at lære et nyt sprog. Og med sygdom på vej og to børn, der skal passes, er det ekstra hårdt. Så jeg ser virkelig frem til weekenden.

Trods det hårde slid har det været en virkelig god dag i dag. Jeg kommer tættere og tættere på børnene, og når jeg kan begynde at snakke med dem, bliver det endnu bedre. Drengen er ikke så glad for at overlade opgaver, som hans mor plejer at varetage, til mig. I går forberedte hans lærer ham på, at jeg ville komme og hente ham. Det var i stedet hans mor, og da hun dukkede op, sagde han, at han ville have mig. Det var noget af en succes. Og i dag har han kaldt mig Cecilie flere gange, end han har kaldt mig Louise.

Alt i alt er der små fremskridt at se i samværet med børnene og minimale fremskridt i mine sprogkundskaber - men dog fremskridt. I går blev jeg ved at sige "alt bliver bedre i morgen,". I dag kan jeg kun håbe på, at morgendagen bliver mindst lige så god som i dag.

Halloween med stort H..

.. og stort A, L, L, O, W, E, E og N. I går var det Halloween. Jeg fik ikke muligheden for at fejre dagen på god, dansk manér (med alkohol og sandsynligvis ikke engang udklædning), da jeg endnu ikke har mødt nogle unge mennesker - ting tager den tid, ting tager, og det må jeg affinde mig med. I stedet blev aftenen fejret på god, italiensk manér. Og det betyder tydeligvis - hvert fald her i opgangen - i TOTAL KAOS.

Det startede fint med, at vi tog nogle duge og noget mad ned i et lille festlokale, og der begyndte lige så stille at ankomme udklædte børn i alderen 1,5 til nok 12 år. Ganske (u)hyggeligt. Men der blev så ved med at komme flere og flere og flere og flere børn ned i det her alt for lille festlokale med alt for dårligt akustik. Og nogle af dem havde endda cykler og løbehjul med. Desuden var der stor forskel på, hvor meget forældrene havde gjort ud af det. Nogle havde taget en heksehat på i dagens anledning, mens andre havde stor udklædning og makeup på. Så er jeg oveni købet ret sikker på, at jeg så en moderne udgave af Peter Lundin, og så var der jo også de, der dukkede op i et joggingsæt. Nogle gange blev det hele lige lidt for farligt for den lille 2-årige, men så var det jo godt, at han havde sin Peter Plys trøje på.

Men midt blandt alle heksene, psykopaterne og spøgelserne sad der en lille, dansk au pair pige, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Heldigvis var både den 2-årige og hans bedstemor lige så malplacerede som jeg selv, så dem brugte jeg aftenen med. Og så er det jo altid nemmere, når man har noget i hånden, så jeg endte med en forfærdelig kvalme af at spise en masse godter.

Italienerne, har jeg lært, går MEGET op i Halloween. I byen er der pyntet op til Halloween overalt - undtagen på kommunen, hvor de har pyntet op til jul.. i oktober.. Men nabolejlighedens oppyntning er dog det vildeste, jeg har set (der er et par uskarpe billeder nederst i indlægget).

Alt dette ser for mine øjne ud til at være alt for overgearet, og mit humør havde masser af grunde til at være dårligt, men når man kan glæde sig over det på børnenes vegne er alt godt. Så det gjorde jeg, og det var en super god oplevelse at se, hvor meget de nød Halloween-aften.

Ups and Downs

De sidste dage har været præget af op- og nedture. Jeg skulle for første gang hente den 2-årige dreng fra hans børnehave. En smule nervøsitet listede sig frem, men moren sagde, at det ikke ville være et problem, når bare jeg havde hans storesøster med. Det havde hun imidlertid ikke helt ret i. For det første var hans jakke væk, og det var tydeligvis ikke læreren, der kan engelsk, der var der den dag. Men hende, der var der, sagde "Bla bla bla bla bla DOMANI bla bla bla bla". Jeg har lige lært, at "domani" betyder "i morgen", og så måtte jeg jo - som jeg efterhånden er blevet god til - gætte mig frem til, hvad hun mente. Han lånte en trøje, og så måtte hans mor snakke med lærerne den kommende dag.

Da vi så skulle forlade børnehaven, var han ikke helt tilfreds med, at det var mig og ikke hans mor, der var der for at hente ham. Han begyndte at skrige "No Louise. No." (ja, jeg hedder Louise. Ligesom deres tidligere barnepige - også lidt et nederlag, at han ikke kan mit navn efter en uge), men hans søster fik ham til at køle ned og komme med ud. Da vi så skulle til at passere vejen, nægtede han at holde mig i hånden. Han skreg og prøvede at rive sig fri. Heldigvis er jeg - tro det eller ej - stærkere end en 2-årig, så jeg holdt ham, til vi var ovre vejen trods skrigeriget. Og naturligvis måtte jeg heller ikke spænde hans autostol, og det er faktisk ikke nemt at gøre med magt, når drengen hopper og skriger. Ikke den bedste første experience.
Hjemme igen var der heldigvis ingen hard feelings, og han ville gerne lege med mig.

Til gengæld er jeg kommet tættere på pigen, og det er blevet lidt nemmere at lege med hende. Som jeg har nævnt tidligere, er det svært med hende, fordi vi ikke snakker. Hun er heldigvis god til at lave fagter og pege, så vi ofte ender med at forstå hinanden. Dejlig optur.

Så har jeg været til en italiensktime. Det var fedt at lære nogle nye ord og erfare, at jeg faktisk kunne følge lidt med i timen (holdet startede sidste uge, så det var noget af en oprejsning). Og jeg kan også mærke, at jeg begynder at forstå mere og mere af sproget. Når moren siger noget til børnene på italiensk, er det nogle gange muligt at forstå, hvad det er, uden hun oversætter til engelsk. På tirsdag starter jeg så på et kursus, der varer 2 uger, så jeg kan få lært noget basis italiensk. Vi er 3 på holdet, så der er god mulighed for at få lært noget.

Det er mærkeligt som småting kan slå én helt ud, mens større ting ikke har den store påvirkning. Mine problemer med bilen og den 6km lange gåtur i regnvejr kunne ikke slå mig ud. Men problemerne med drengen tærer en masse energi, på trods af at jeg ved, at det bliver bedre med tiden.

Ups, var det et sidespejl..?

Det har været en dag i bilens tegn. I eftermiddags skulle jeg for første gang køre pigen til dans. Altså skulle jeg for første gang ud og køre i seriøs, italiensk trafik, hvilket inkluderer ignorering af både fartbegrænsninger og fuldt optrukne striber. Og hvis man går i stå (ikke fordi det kunne ske for en elitebilist som mig - hmm), kan man godt regne med at blive dyttet af. Også selv efter man er kommet langt afsted. 

Nå, jeg fulgte GPS'en og kørte stille, roligt og ganske nydeligt.. Eller hey vent, nåh nej, jeg panikkede, droppede GPS'en (bogstaveligt talt - den faldt ned fra vinduet, og jeg kunne da slet ikke multitaske til at få den op igen) og skyndte mig at finde en parkeringsplads, før jeg kørte ind i et eller andet (hvilket det var skræmmende tæt på, mange gange).

Parkeringspladsen dukkede op, jeg skyndte mig ind på den, og bilen holdt stille. Lige lidt for stille. Og den sagde lidt for mange mærkelige lyde, Og der kom lidt for meget damp ud fra motoren. Og nej, bilen ville ikke køre videre. Men nåh ja, jeg drejede jo bare til venstre, tog 4. afkørsel i rundkørslen, drejede til venstre, højre, højre, venstre, højre. Eller var det højre, ventre, højre? Det måtte jo betyde, at jeg skulle hive GPS'en frem og gå efter den. Det var også meget godt, hvis ikke det var fordi, den konstant fortalte mig, at batteriniveauet var lavt. Så det handlede om at tænde den, skrive adressen ind, finde ud af hvilken vej, jeg skulle gå, slukke den, gå derhen, tænde den, skrive adressen ind osv.

1,5 km senere (halvvejs hjemme). Vaner er svære at slippe af med. Og nu har jeg i ikke mindre end 18 år IKKE skullet tage ansvar for, at bilen bliver låst, når man forlader den. Jep, jeg havde glemt at låse den lille Punto. I min rædsel løb jeg næsten hele vejen til bilen (jaja, motion får jeg også). Løb endda en omvej, fordi jeg nu ikke kunne finde bilen igen. Den dukkede heldigvis op, og den blev låst, og jeg forsøgte endnu en gang at finde hjem. På trods af uheldet (det regnede oven i købet) var humøret højt. Hvis bare man synger en sommersang, skal der heldgvis mere end en bil, der ikke kan køre, regn, italiensk trafik, 6 kilometers gå-/løbetur, dytten, båtten og aggressive italienere til at ødelægge ens humør.

Mon ikke, det var en stolt Cecilie, der trådte ind i lejligheden? Jo, det var det. Så var der en time til at falde ned, hvorefter moren kom hjem, så vi sammen kunne køre ud til bilen, der naturligvis ikke fejlede noget, da hun satte sig ind i den. Det er typisk. Hun kunne i det mindste trøste mig med, at der ALDRIG er problemer, når faren kører den, men at der straks er, når hun sætter sig ind i den. 

Med bilen tilbage i god behold prøvede jeg at køre lidt rundt i byen, for det lære trafikken lidt at kende. Så nu har jeg styr på, hvornår man blinker til venstre ind i en rundkørsel, og hvornår man kører 50 km/t i rundkørslen.

Da jeg så skulle hente pigen fra dans igen, parkerede foran en port. Jeg skulle jo bare "læsse på", så det må jo tage den tid, det tager. Ja, det må det, men når der kommer en italiener ind og siger bla bla bla bla bla bla bla Fiat Punto bla bla bla bla bla bla bla, betyder det sandsynligvis, at den har holdt der for længe. De var heldigvis søde, og jeg sagde mange gange undskyld. 

Og nåh ja, sidespejlet. Det var heldigvis moren, og ikke mig, der kørte ind i den modkørendes sidespejl ;) Vi laver alle fejl, og intet behøver være perfekt. Det er jeg ved at have lært af familien her :)