Der sker overraskende meget lige for tiden. Jeg har lige været inde i et par uger, hvor jeg mest har glædet mig til at komme tilbage til Danmark og til Århus, fordi jeg er så spændt på alt det, der skal ske. Så jeg måtte lige hanke op i mig selv, så jeg kan nyde nuet. Det har jeg så gjort. I den grad endda, for sommeren er virkelig kommet til Italien. Selvom det ikke forhindrer italienerne i at rende rundt i dynejakker, har jeg nu brugt et par dage i mine korteste shorts og opsmøget top i en park. Det har bare været skønt. Og med det gode vejr er der også kommet godt humør, så det er ikke til at klage over. Desværre er ikke alle i lige godt humør. Buschaufførerne for eksempel er ikke i godt humør. Det resulterede i en strejke i dag. Over hele Italien. Jeg havde ikke hørt noget om det, men da jeg kom med en bus, som var 20 minutter forsinket (de går endda hvert 7. minut ca.), så jeg et opslag i bussen. Almindeligvis læser jeg de opslag, der er, for at lære noget mere italiensk, men i dag var datoen på opslaget d. 31. marts. "Det må være rimelig tæt på" var min første tanke, og med et kig på kalenderen kunne jeg jo konstatere, at det var i dag. Og så blev opslaget jo pludselig meget mere spændende. Men forvirret var, hvad jeg blev. For på sedlen stod der, at busserne ikke kørte d. 31. marts fra kl. 8.30 til 18.00, og jeg havde altså fanget en bus 8.50. Da jeg læste lidt videre, kunne jeg så forstå, at der stod, at man ikke kunne være sikker på, at busserne kørte i det tidsrum. Så jeg endte i centrum og kunne godt regne med, at der ikke ville være en bus hjem. Heldigvis kunne jeg tage et tog, hvis det gik helt galt, hvilket det gjorde. Så en god gåtur i centrum, og jeg var hjemme en time senere end normalt. Godt jeg ingen steder skal i morgen, for da kører togene ikke engang.
En anden, der ikke er så glad for tiden, er Alice. Det er stadig svært med hende, fordi hun er meget genert og indelukket sammen med mig. Jeg kan være meget snakkesalig, hvis jeg er sammen med de rigtige mennesker, men hvis ikke, bliver jeg også stille. Og det gør jeg i hendes selskab, så jeg skal tage mig rigtig meget sammen for at få snakket med hende. Men problemet ligger i, at hun er begyndt at være jaloux på Alessandro. Muligvis fordi jeg har så godt et forhold til ham og ikke har det samme med hende, men også fordi han bare generelt kræver meget opmærksomhed. Jeg ved ikke, om forældrene også har en rolle i det, men jeg skal i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at mindske den jalousi. Så med hjælp fra min mor er jeg nu startet på det projekt, som jo også har den sidegevinst, at jeg får mere kontakt med hende. Min mors forslag var bl.a. at få hende til at hjælpe med Alessandro. Det gjorde jeg så denne morgen. Det er umuligt at sige nu, om det gjorde nogen forskel, men hun er en rigtig dygtig pige og kan faktisk godt lide at hjælpe sin lillebror, så jeg tror kun, det kan være godt. I dag havde vi endda en rigtig god samtale om, hvilke dyr vi godt kunne lide, og at vi begge to gerne ville bo i et hus med en have til, når vi bliver store. Det var rigtig hyggeligt og virkelig godt med en god samtale. Desuden har jeg sørget for at smile rigtig meget til hende og holde øjenkontakten længe. Og så lavede jeg et trick i dag, så jeg kunne få hende til at komme til mig af sig selv. Jeg har nemlig strikket et par vanter til hende, og jeg bestemte mig for, at dem skulle hun have i dag. Så jeg fortalte hende, før hun gik ind til naboen, at når hun kom tilbage, havde jeg en overraskelse til hende. Det var noget, der fangede hendes opmærksomhed, og øjeblikkeligt efter hun var kommet ind af døren, spurgte hun mig efter overraskelsen. Som hun desuden blev virkelig glad for, selvom det er for varmt til at bruge dem.
Heldigvis er ikke alle andre end jeg sure og triste. Alessandro er i rigtig godt humør for tiden. Hvert fald når ikke det er morgen. Han nyder også det dejlige vejr, og han kunne slet ikke få hold i legen, da han mødte en af sine venner i parken. Men med ham går det rigtig godt for mig. Nogle gange tager jeg mig selv i at tage ham i hånden, bare fordi det er lidt hyggeligt. Desuden går det rigtig godt med at forstå, hvad han siger. Jeg forstår selvfølgelig ikke alt, og når han siger noget, jeg ikke forstår, har jeg fået lært mig selv to gode fraser. Den ene lyder "Non c'é" og betyder "Det er der ikke". Så hvis han siger, at han gerne vil have et eller andet, kan jeg altid svare, at det er der ikke. Nogle gange ender det så med, at han siger "Jo, se selv her", og så får han, hvad han vil have, og jeg bliver klogere. Det kan selvfølgelig også ende i hyl og skrig, og så er jeg lidt på spanden, men oftest bliver det accepteret. Den anden frase er "Chiedi la mamma", der betyder "Spørg mor". Den er super god, når Patrizia er til stede, fordi det som regel er et tidspunkt, hvor han er træt og derfor ekstra følsom, hvis ikke jeg forstår, hvad han siger. Jeg havde dog en oplevelse i dag, jeg faktisk er ret stolt af. Alessandro spurgte mig "Hvor er stotorries?", hvilket i mine ører ikke gav meget mening. Jeg kunne dog godt høre rytmen i ordet og kom hurtigt frem til, at det var samme rytme som i Toy Stories, som han så i går. Så endda når ikke han snakker rigtigt hverken italiensk eller engelsk, eller hvad han nu prøver at snakke, forstår jeg noget af, hvad han siger. Det er da en succes. Og da han senere spurgte, hvor sulitter var henne, kunne jeg fortælle ham, at jeg ikke vidste, hvor Buzz Lightyear var blevet af.
Så alt i alt går det godt, og jeg lærer mere og mere om børneopdragelse. Jeg bliver udsat for problemstillinger, som jeg ikke selv havde set komme, og jeg bliver klogere for hver dag, der går. Det hele giver virkelig noget livserfaring, jeg ikke vil være foruden.
torsdag den 31. marts 2011
onsdag den 30. marts 2011
Trafik
Der er altså stadig noget italiensk kultur, jeg ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. Deres adfærd i trafikken er så ulig min, at det er svært at forstå. I starten var jeg ret nervøs for at køre i den aggressive, italienske trafik, men jeg har vænnet mig til det. Nu tjekker lige en ekstra gang, at ham, der skal holde tilbage for mig, rent faktisk også holder tilbage for mig. For ofte mener de, at de da sagtens lige kan nå ud foran mig, hvilket de jo også godt kan, hvis bare jeg sætter hastigheden ned til 10km/t. Jeg er en meget overbærende person og bruger ikke hornet på samme måde som mange italienere. Jeg hidser mig ikke op over, at nogen gør det lidt besværligt for mig at køre, så hvis jeg dytter, er der faktisk en alvorlig grund til det. Og jeg har brugt hornet et par gange. Nogle gange er det naturligvis nødvendigt, men jeg tror nu, det er oftere i Italien end i Danmark.
Italienernes brug af hornet er verdenskendt. Der er faktisk skilte i nogle byer, der forbyder at dytte, og det af gode grunde. Hornet bliver nemlig totalt misbrugt. For eksempel gik jeg med Alessandro til børnehaven en dag. Han på sin trehjulede cykel og jeg på gåben. Vi skulle krydse en bred vej (2 spor i begge retninger), hvor der var plads til at stoppe op og vente, når man var nået halvvejs over. Det går ikke altid så hurtigt med en 3-årig – pludselig får han øje på noget, han må stoppe op og se, nogle gange taber han det legetøj, som han absolut skal have i hånden, mens han cykler osv. Der kan være mange gode grunde til at stoppe op midt ude på vejen, så det er godt altid at have god tid. Da vi så var kommet ud på midten, hvor der var plads til at vente, skiftede fodgængerlyset fra grønt til gult (ja, de har både rød, gul og grøn for fodgængere her). Det er gult i relativt lang tid, men jeg foretrækker udelukkende at gå over for grønt, når jeg er med børnene, så vi stoppede op og ventede. Fuldstændig legalt og ufarligt. Det fik åbenbart pisset i kog på ham den 60-årige, der holdt i sin bil og ventede på grønt, så han begyndte at dytte af os. Jeg blev fuldstændig paf og nåede desværre ikke at få givet ham et Jeg-skal-nok-bestemme-hvornår-vi-går-blik, før han var kørt forbi med et meget vredt ansigtsudtryk. Utålmodige italiener.
Som mange andre folkeslag har italienerne også et afslappet forhold til hastighedsgrænser. Det er der ikke noget at sige til. Jeg har dog for vane konsekvent at holde hastighedsbegrænsningerne, hvilket åbenbart er til gene for både almindelige mennesker og politiet. I hvert fald er jeg flere gange blevet overhalet af politibiler – uden udrykning skal det siges – mens jeg kørte med den rette hastighed. Jeg har endda oplevet at blive dyttet af, fordi jeg kørte ”for langsomt”. Hans bedste træk var altså at dytte af mig i stedet for for eksempel at bruge bare én af de andre to tilstedeværende kørebaner.
Men på trods af italienernes utålmodighed går det for mit vedkommende godt i trafikken. Jeg har endda våget mig ud i op til flere parallelparkeringer med forskellige resultater. Der er dog ikke blevet ridser ud af det, så helt skidt er det ikke gået. Selvom jeg var ret bange for at ridse den BMW, der havde parkeret 10cm bag mig, mens jeg havde ca. en halv meter til bilen foran mig. Men efter adskillige frem og tilbageture kom vi da ud derfra.
Kan vist bare konstatere, at man åbenbart bliver utålmodig af altid at være sent på den. Det er i hvert fald den stereotype italiener.
søndag den 27. marts 2011
Denne, eller måske den anden?
Gennem hele livet stiller man sig selv dette spørgsmål. Skal jeg tage denne, eller måske den anden der? Skal jeg tage denne kage, eller måske den anden? Skal jeg til denne fest, eller måske den anden? Skal jeg købe denne sko, eller måske den anden? I dette tilfælde sandsynligvis begge to. Men når man sådan tager ud i verden, bliver man stillet i endnu flere af sådanne situationer.
Helt i begyndelsen - altså dengang jeg stadig sad i Danmark - skulle jeg tage det aller vigtigste valg. Hvilken familie? Det valg viste sig da heldigvis at være det helt rigtige, og det har lagt grobund for alle kommende spørgsmål. De er heller ikke altid så vigtige, valgene. Nogle gange handler det også bare om, om jeg skal spise en gulerod eller en kage. Til andre tider virker valgene ikke vigtige, men viser sig at være det. For eksempel håndeklædevalget. Men fælles for valgene er, at jeg hele tiden lærer noget. Nu har jeg lært, hvilket håndklæde der er numsehåndklædet. Jeg har lært, at selvom kagen smager bedst, får jeg en bedre mavefornemmelsen af guleroden. Jeg har lært, at hvis man køber mange ting til 1 euro, forenes de og bliver til en stor 27 euros helhed. Alt i alt en masse god viden.
I går stod jeg over for flere af disse slags valg. Jeg skulle mødes med en veninde i centrum kl. 5. Min erfaring siger mig, at hun ville komme for sent, så det første valg lå på, om jeg skulle tage toget, der var 16.55 eller det, der var der 17.10. Mit valg faldt på den første, hvilket betød, at jeg kunne sidde et kvarter og nyde solen og slappe af, inden hun ankom. Allerede da vi mødtes, stødte vi på det næste valg. Hvor skulle vi spise? Jeg er ikke særligt kendt i spisestederne i centrum. Det er hun tilgengæld, hun kan bare ikke huske, hvor de ligger. Så vi endte med at gå rundt i en times tid, før vi endelig fik sat os ned et sted. Heldigvis var der en buffet med småretter, som man bare kunne tage af (sådan et dejligt koncept, de har i Italien), og det udgjorde faktisk et helt måltid, så jeg slap for at skulle vælge, hvad jeg ville spise. Bagefter bestemte vi os for at gå hen på den Irske Pub. Rigtig hyggeligt sted. På vejen kom der så en lastbil kørende med et stort anlæg, lysshow og masser af mennesker. Da vi frøs en del, trak den Irske Pub meget, men musikken, festen og stemningen trak også. Vi endte med at stå helt henne ved vognen og danse og feste sammen med alle de andre mennesker. Der blev holdt en lille tale af én af de, der stod på vognen, men det eneste, jeg nåede at fange, var Shakespeare, Berlusconi og fremtid, hvilket ikke gjorde mig klogere. Vi fandt dog ud af, at det var et kommunistoptog, vi var kommet ind i, og pludselig trak pubben lidt mere.
Selvom det var noget mærkeligt, var det en ret sjov oplevelse. Det hele var festligt, og selvom politiet rendte rundt med både knipler, skjolde og hjelme, var der ikke nogen, der lagde op til vold. Der var én, der smadrede en flaske lige foran politiet, men det var kun fordi, kæresten kyssede ham så voldsomt. Han sagde også mange gange undskyld.
Da optoget gik i retning af pubben, fulgte vi bare med, indtil vi ankom. Og da lastbilen og menneskemængden var kørt forbi, var byen som den plejer, og vi havde en hyggelig aften.
Men valgene bliver ved med at komme. Hver eneste dag. I dag er det hele gået op i en højere enhed, der hed oprydning, rengøring, skiften sengetøj og vasken tøj. Nu mangler jeg bare at træffe valget om, om løbeturen bliver i dag eller i morgen.
Helt i begyndelsen - altså dengang jeg stadig sad i Danmark - skulle jeg tage det aller vigtigste valg. Hvilken familie? Det valg viste sig da heldigvis at være det helt rigtige, og det har lagt grobund for alle kommende spørgsmål. De er heller ikke altid så vigtige, valgene. Nogle gange handler det også bare om, om jeg skal spise en gulerod eller en kage. Til andre tider virker valgene ikke vigtige, men viser sig at være det. For eksempel håndeklædevalget. Men fælles for valgene er, at jeg hele tiden lærer noget. Nu har jeg lært, hvilket håndklæde der er numsehåndklædet. Jeg har lært, at selvom kagen smager bedst, får jeg en bedre mavefornemmelsen af guleroden. Jeg har lært, at hvis man køber mange ting til 1 euro, forenes de og bliver til en stor 27 euros helhed. Alt i alt en masse god viden.
I går stod jeg over for flere af disse slags valg. Jeg skulle mødes med en veninde i centrum kl. 5. Min erfaring siger mig, at hun ville komme for sent, så det første valg lå på, om jeg skulle tage toget, der var 16.55 eller det, der var der 17.10. Mit valg faldt på den første, hvilket betød, at jeg kunne sidde et kvarter og nyde solen og slappe af, inden hun ankom. Allerede da vi mødtes, stødte vi på det næste valg. Hvor skulle vi spise? Jeg er ikke særligt kendt i spisestederne i centrum. Det er hun tilgengæld, hun kan bare ikke huske, hvor de ligger. Så vi endte med at gå rundt i en times tid, før vi endelig fik sat os ned et sted. Heldigvis var der en buffet med småretter, som man bare kunne tage af (sådan et dejligt koncept, de har i Italien), og det udgjorde faktisk et helt måltid, så jeg slap for at skulle vælge, hvad jeg ville spise. Bagefter bestemte vi os for at gå hen på den Irske Pub. Rigtig hyggeligt sted. På vejen kom der så en lastbil kørende med et stort anlæg, lysshow og masser af mennesker. Da vi frøs en del, trak den Irske Pub meget, men musikken, festen og stemningen trak også. Vi endte med at stå helt henne ved vognen og danse og feste sammen med alle de andre mennesker. Der blev holdt en lille tale af én af de, der stod på vognen, men det eneste, jeg nåede at fange, var Shakespeare, Berlusconi og fremtid, hvilket ikke gjorde mig klogere. Vi fandt dog ud af, at det var et kommunistoptog, vi var kommet ind i, og pludselig trak pubben lidt mere.
Selvom det var noget mærkeligt, var det en ret sjov oplevelse. Det hele var festligt, og selvom politiet rendte rundt med både knipler, skjolde og hjelme, var der ikke nogen, der lagde op til vold. Der var én, der smadrede en flaske lige foran politiet, men det var kun fordi, kæresten kyssede ham så voldsomt. Han sagde også mange gange undskyld.
Da optoget gik i retning af pubben, fulgte vi bare med, indtil vi ankom. Og da lastbilen og menneskemængden var kørt forbi, var byen som den plejer, og vi havde en hyggelig aften.
Men valgene bliver ved med at komme. Hver eneste dag. I dag er det hele gået op i en højere enhed, der hed oprydning, rengøring, skiften sengetøj og vasken tøj. Nu mangler jeg bare at træffe valget om, om løbeturen bliver i dag eller i morgen.
torsdag den 24. marts 2011
Bidetet..
Ja, det står ude på badeværelset og kigger. Bidetet altså. For lige at få det på plads er et bidet et lille kar til at vaske sig bagi efter at have lavet stort på toilettet. I starten vidste jeg ikke rigtig, om det var noget, "almindelige italienere" brugte. Efter bedsteforældrenes besøg kunne jeg se, at det havde været brugt, da de sov ovenpå og derfor brugte "mit" badeværelse. Men måske er det kun den ældre generation, der gør det?
Jeg har jo hjulpet Alessandro mange gange på toilettet og er ved de lejligheder kommet frem til, at hvis han var vant til at bruget bidetet bagefter, ville han nok selv bede om det. Og da han ikke har gjort det, har jeg hjulpet ham, som jeg har fundet det mest naturligt. Altså uden en afslutning på bidetet. MEN jeg har fået mit svar...
Min italienske familie er en familie "med styr på tingene". Alt tøj bliver strøget, der er altid ryddet op i køkkenet og sengene er altid redte. Derfor har det heller ikke undret mig, at de på deres badeværelse har 4 forskellige håndklæder. Håndklæderne passer sammen i par: Et stort rødmønstret og et lille rødmønstret plus et stort blåt og et lille blåt. De to store hænger sammen, og de to små hænger sammen. Og så er det jo bare med at regne systemet ud. Med min logiske tankegang kom jeg hurtigt frem til at små håndklæder er til små mennesker, og store håndklæder til store mennesker. Og da Alessandro konsekvent tørrede sine hænder i det lille, blå håndklæde, gik det hele jo op i en højere enhed. For mig... Så alt var fryd og gammen, indtil Patrizia så, at han tørrede hænderne i det, og hun derpå råbte "No, no, no, Alessandro. É per il sedere!", hvilket resulterede i et latterbrøl fra Alices side og en forvirret au pair. Med et enkelt opslag i ordbogen, gav det hele mening "Nej, nej nej, Alessandro. Det er til numsen!". Ups. Så små håndklæder er altså til numsen, og store er til hænderne. Og bidetet bliver brugt.
Jeg vidste dog stadig ikke helt, hvordan jeg skulle håndtere det. Da det endda nogle gange er et problem at få ham til at vaske sine hænder bagefter, har jeg slet ikke turdet tænke på, hvordan et minibad ville få ham til at opføre sig. Så jeg har bare fortsat gjort, som jeg fandt bedst. Det viste sig dog, at dagen, hvor han ville bede om at få vasket numsen, kom. I går. Efter han havde lavet en lille, fin lort, sagde han overraskende "Quando un bimbo ha fato la caca si lava il sedere". Jep, det sidste ord betyder numse, og det lige før betyder vaske. Alt i alt "Når et barn har lavet stort, vasker han sin numse". Så op med ham på bidetet, og så måtte jeg jo vaske. Heldigvis er barnenumser da så søde, og da vandet var blevet varmt, brokkede han sig slet ikke. Nu må vi bare se, om det er proceduren fremover.
Konklusionen er i hvert fald klar: Bidetet bliver brugt af ganske almindelige italienere.
Jeg har jo hjulpet Alessandro mange gange på toilettet og er ved de lejligheder kommet frem til, at hvis han var vant til at bruget bidetet bagefter, ville han nok selv bede om det. Og da han ikke har gjort det, har jeg hjulpet ham, som jeg har fundet det mest naturligt. Altså uden en afslutning på bidetet. MEN jeg har fået mit svar...
Min italienske familie er en familie "med styr på tingene". Alt tøj bliver strøget, der er altid ryddet op i køkkenet og sengene er altid redte. Derfor har det heller ikke undret mig, at de på deres badeværelse har 4 forskellige håndklæder. Håndklæderne passer sammen i par: Et stort rødmønstret og et lille rødmønstret plus et stort blåt og et lille blåt. De to store hænger sammen, og de to små hænger sammen. Og så er det jo bare med at regne systemet ud. Med min logiske tankegang kom jeg hurtigt frem til at små håndklæder er til små mennesker, og store håndklæder til store mennesker. Og da Alessandro konsekvent tørrede sine hænder i det lille, blå håndklæde, gik det hele jo op i en højere enhed. For mig... Så alt var fryd og gammen, indtil Patrizia så, at han tørrede hænderne i det, og hun derpå råbte "No, no, no, Alessandro. É per il sedere!", hvilket resulterede i et latterbrøl fra Alices side og en forvirret au pair. Med et enkelt opslag i ordbogen, gav det hele mening "Nej, nej nej, Alessandro. Det er til numsen!". Ups. Så små håndklæder er altså til numsen, og store er til hænderne. Og bidetet bliver brugt.
Jeg vidste dog stadig ikke helt, hvordan jeg skulle håndtere det. Da det endda nogle gange er et problem at få ham til at vaske sine hænder bagefter, har jeg slet ikke turdet tænke på, hvordan et minibad ville få ham til at opføre sig. Så jeg har bare fortsat gjort, som jeg fandt bedst. Det viste sig dog, at dagen, hvor han ville bede om at få vasket numsen, kom. I går. Efter han havde lavet en lille, fin lort, sagde han overraskende "Quando un bimbo ha fato la caca si lava il sedere". Jep, det sidste ord betyder numse, og det lige før betyder vaske. Alt i alt "Når et barn har lavet stort, vasker han sin numse". Så op med ham på bidetet, og så måtte jeg jo vaske. Heldigvis er barnenumser da så søde, og da vandet var blevet varmt, brokkede han sig slet ikke. Nu må vi bare se, om det er proceduren fremover.
Konklusionen er i hvert fald klar: Bidetet bliver brugt af ganske almindelige italienere.
mandag den 21. marts 2011
Ski, cappuccino og våde underbukser
I anledning af Italiens 150 års fødselsdag var der helligdag torsdag d. 17. marts, og derfor ville min familie tage en 4 dage på skiferie i Norditalien. Det var så tæt på Østrig, at de, der bor der, både snakker italiensk og tysk. Skiltene stod også på begge sprog, så det var jo et skønt gensyn at komme til "Ausfahrt". Planen med miniferien var, at jeg skulle lege med Alessandro om formiddagen, mens Patrizia, Fabio og Alice stod på ski i et par timer, hvorefter vi spiste frokost sammen, og så kunne jeg komme på ski om eftermiddagen.
Formiddagene med Alessandro gik overraskende godt. Den første dag legede vi rigtig meget i sneen, Alessandro kørte lidt på ski, og vi kørte sammen på kælk. Han fandt desuden nogle andre børn at lege med, så jeg kunne sidde og nyde den dejlige sol i ro og mag. Vejret var skønt, men lidt for varmt for sneen, så det var ret vådt. Det resulterede også i, at da resten af familien ankom var Alessandro gennemblødt helt ind til underbukserne, uden jeg havde opdaget det. Det var ikke helt heldigt. Den næste formiddag var dog lidt anderledes, da der ikke rigtig var nogle andre børn, og Alessandro blev meget hurtigt træt og ville gerne hjem. Hotellet lå dog for langt væk til, at vi kunne gå derover, så efter en times leg måtte vi nøjes med at gå ind på en café. Alessandro var træt og frøs og ville bare gerne have sin mor. Jeg vidste, at det ville blive nogle meget hårde timer, hvis han holdt det humør, så jeg forsøgte at muntre ham op. Det gik heldigvis rigtig godt - det er åbenbart sjovt, når jeg prøver at spise hans fødder, så den leg legede vi et stykke tid. Da humøret var blevet bedre tillod jeg mig at bestille en cappuccino, og den var åbenbart også meget spændende, så den skulle han da også smage. Overraskende nok kunne han faktisk godt lide den (måske det havde noget at gøre med andelen af sukker, jeg havde kommet i?). Så vi sad og drak min cappuccino sammen, mens jeg tog nogle billeder af min skøre 3-årige. Jeg fik taget et billede, hvor han lavede så sjovt et ansigt, at han var underholdt i rigtig lang tid bare ved at kigge på billedet. Vi hyggede os rigtig meget og havde det rigtig sjovt.
I vindueskarmen lå der et spil kort, så jeg tænkte, at vi da også kunne spille et spil. Jeg fortalte ham, at han skulle trække et kort fra bunken, og hver gang der var et rødt kort, vandt han, og hvis han trak et sort, vandt jeg. Det spil tog han med glæde til sig, så det spillede vi længe. Lige indtil han blev for træt af, at der kom sorte kort, så han smed alle de sorte kort væk og jublede hver gang, der kom et rødt.
Noget helt andet var skiturene. Sidst jeg stod på ski, var på efterskolen, og det er alligevel nogle år siden. Dengang syntes jeg, det var rigtig sjovt, og det lykkedes mig da at blive ret ferm til at køre på de røde pister. Men jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå efter så lang en pause. Og det var også en noget svajende Cecilie, der kom ud på babybakken. Jeg måtte dog konstatere, at jeg blev nødt til at komme op på noget stejlere, for det gik simpelthen for langsomt til at jeg kunne styre skiene. Så afsted med mig op på en blå pist. Efter 1 tur op med tallerkenliften og ned ad pisten, måtte jeg konstatere, at jeg godt kunne huske, hvad man skulle gøre, men at det bare var svært at gøre det. Hvad, jeg ikke kunne huske, var, hvordan man slapper mest af i benene, så efter den første tur var jeg meget træt og havde allerede brug for en pause. Jeg fik dog rimelig hurtigt fat i teknikken og tog lidt længere op på en lidt stejlere pist. Det gik rigtig godt, og da Fabio kom, sagde han, at han havde set mig, men ikke troede det var mig, fordi jeg var for god. Det var lidt en dejlig anerkendelse, især efter han havde sendt en sms om, at det var bedst, hvis ikke jeg tog op på nogle af de sværere pister den dag. Han mente dog, at vi kunne tage sammen derop den efterfølgende dag, så det var rigtig fint.
Man skulle tage en bjergbane op for at komme op til de sværere pister, så det gjorde vi den kommende dag. Der var rigtigt smukt deroppe, og sneen var meget bedre, fordi der var køligere. Jeg blev dog med det samme kastet ud på en rød pist, fordi det ligesom var den, der førte ned fra bjergbanen. Det var på lettere skælvende ben, men jeg kom da ned i live, og kunne efterfølgende tage en lift op til en blå pist. Fabio hjalp mig med lidt teknik, og jeg blev noget bedre i løbet af dagen. Det lykkedes mig endda at komme sikkert ned af den røde pist, jeg blev nødt til at tage for at komme tilbage til bjergbanen. Om søndagen stod jeg på ski fra kl. 10 til halv 4, fordi Fabio og Patrizia gerne ville lege med børnene. Da forbedrede jeg mig virkelig og fik mod på at tage den lidt sværere røde pist. Den var helt perfekt, fordi der var et rigtig stejlt stykke, hvor jeg kunne udfordre mig selv, og så kunne jeg køre hurtigt uden at miste kontrollen (det meste af tiden hvert fald) på resten af pisten. Helt perfekt. Så jeg endte faktisk med at have ret godt styr på det, og det blev endda mig, der overhalede de andre, og ikke omvendt. Jeg blev dog lidt overmodig. Fra skiliften havde jeg set, at der var nogle små hop, man kunne tage. Jeg kunne huske fra turen med efterskolen, at jeg nød sådan nogle små flyvehop rigtig meget, så det skulle da prøves. Det resulterede dog i, at jeg kom med alt for høj fart og ikke kunne bremse, fordi jeg pludselig var i luften, pludselig for tæt på et træ, og pludselig skulle dreje. Da jeg var næsten ved bunden - stadig med for meget fart - kunne jeg se, de sidste to hop, og konstaterede, at det ville gå galt, hvis jeg prøvede. Så jeg bestemte meget hurtigt at køre begge ski ind i en snedrive, hvor jeg også stak begge arme ind i i faldet. Nej, hoppene var ikke noget for mig. Det havde de to børn, der let kom kørende forbi mig vist også opdaget.
Alt i alt gik det rigtig godt på skiene, og jeg endte mig at bestemme mig for, at det ikke skulle være sidste gang. Jeg lærte også, at det var svært at køre i det løse sne. På trods af det blev jeg ved at gøre det, fordi jeg var helt vild med den lækre lyd, der kom. Og så ser det bare godt ud, når der flyver sne op fra ens ski.
Det gik altså både godt med skiene og med Alessandro. En ting, jeg dog ikke havde set komme, var problemer med sproget. De fleste var tyskere, så jeg hørte rigtig meget tysk. Jeg har aldrig været særligt god til tysk, og det har heller aldrig rigtig interesseret mig, og jeg kunne på denne ferie konstatere, at de italienske fraser har overtaget de tyske. Da ham ved skiliften spurgte mig "Geht's gut?", kunne jeg ikke få andet frem end "Sí, sí". Og da en tysker i skiliften spurgte mig, om jeg var der alene, kunne jeg simpelthen ikke få sagt, "Nej, men min familie er ikke heroppe i dag" på tysk. Det var lidt skræmmende.
Noget andet, jeg ikke var forberedt på, var maden. Almindeligvis får familien jo en caffé latte og kiks til morgenmad. Her var der det helt store morgenmad med både brød, skinke, morgenmadsprodukter, yoghurt, frugt osv. Og der blev sådan nogenlunde spist lidt af det hele, da man jo skulle have energi til at stå på ski. Men det var lækkert det hele, så det var ikke til at klage over. Aftensmaden var dog også noget overraskende. Vi spiste på hotellet, og da vi kom ned i spisesalen var der en buffet med forskellige grøntsager, nogle blandede salater med kød i og nogle kartofler. Jeg tænkte "Mh, lækker buffet, jeg tager lidt af hvert", og endte med at få fyldt min tallerken op. Da jeg så kom ned til bordet blev jeg lidt overrasket over de 3 gafler, der lå der, men tænkte ikke mere over det. Det viste sig dog ikke at være et tilfælde med antallet af gafler, da der kom flere retter. Faktisk fik vi i alt 4 retter, og jeg var propfyldt, da vi var færdige. Det var heller ikke meget kød, jeg fik spist, da det var den sidste ret udover desserten, som der jo altid er plads til.
Den kommende aften skulle der være gallamiddag, hvilket viste sig at betyde, at de hævede antallet af gafler til 4. Så en lækker, lille 5-retters menu. Nogle af retterne var heldigvis ret små, og der var lidt ventetid mellem dem, så det lykkedes at få spist det meste. Udover det stykke kød, der lignede rå hakkebøf. Det fik pænt lov at ligge, både på min og Patrizias tallerken.
Stemningen var rigtig god det meste af tiden, og der blev både snakket, grinet, sunget og fortalt jokes. Det er ikke særligt nemt at forstå jokes på et sprog, man ikke behersker særligt godt. Med lidt forklaring lykkedes det dog. Én af dem lød sådan her:
Formiddagene med Alessandro gik overraskende godt. Den første dag legede vi rigtig meget i sneen, Alessandro kørte lidt på ski, og vi kørte sammen på kælk. Han fandt desuden nogle andre børn at lege med, så jeg kunne sidde og nyde den dejlige sol i ro og mag. Vejret var skønt, men lidt for varmt for sneen, så det var ret vådt. Det resulterede også i, at da resten af familien ankom var Alessandro gennemblødt helt ind til underbukserne, uden jeg havde opdaget det. Det var ikke helt heldigt. Den næste formiddag var dog lidt anderledes, da der ikke rigtig var nogle andre børn, og Alessandro blev meget hurtigt træt og ville gerne hjem. Hotellet lå dog for langt væk til, at vi kunne gå derover, så efter en times leg måtte vi nøjes med at gå ind på en café. Alessandro var træt og frøs og ville bare gerne have sin mor. Jeg vidste, at det ville blive nogle meget hårde timer, hvis han holdt det humør, så jeg forsøgte at muntre ham op. Det gik heldigvis rigtig godt - det er åbenbart sjovt, når jeg prøver at spise hans fødder, så den leg legede vi et stykke tid. Da humøret var blevet bedre tillod jeg mig at bestille en cappuccino, og den var åbenbart også meget spændende, så den skulle han da også smage. Overraskende nok kunne han faktisk godt lide den (måske det havde noget at gøre med andelen af sukker, jeg havde kommet i?). Så vi sad og drak min cappuccino sammen, mens jeg tog nogle billeder af min skøre 3-årige. Jeg fik taget et billede, hvor han lavede så sjovt et ansigt, at han var underholdt i rigtig lang tid bare ved at kigge på billedet. Vi hyggede os rigtig meget og havde det rigtig sjovt.
I vindueskarmen lå der et spil kort, så jeg tænkte, at vi da også kunne spille et spil. Jeg fortalte ham, at han skulle trække et kort fra bunken, og hver gang der var et rødt kort, vandt han, og hvis han trak et sort, vandt jeg. Det spil tog han med glæde til sig, så det spillede vi længe. Lige indtil han blev for træt af, at der kom sorte kort, så han smed alle de sorte kort væk og jublede hver gang, der kom et rødt.
 |
| "Det får mig til at grine. Får det også dig til at grine Cecilie?" |
Noget helt andet var skiturene. Sidst jeg stod på ski, var på efterskolen, og det er alligevel nogle år siden. Dengang syntes jeg, det var rigtig sjovt, og det lykkedes mig da at blive ret ferm til at køre på de røde pister. Men jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå efter så lang en pause. Og det var også en noget svajende Cecilie, der kom ud på babybakken. Jeg måtte dog konstatere, at jeg blev nødt til at komme op på noget stejlere, for det gik simpelthen for langsomt til at jeg kunne styre skiene. Så afsted med mig op på en blå pist. Efter 1 tur op med tallerkenliften og ned ad pisten, måtte jeg konstatere, at jeg godt kunne huske, hvad man skulle gøre, men at det bare var svært at gøre det. Hvad, jeg ikke kunne huske, var, hvordan man slapper mest af i benene, så efter den første tur var jeg meget træt og havde allerede brug for en pause. Jeg fik dog rimelig hurtigt fat i teknikken og tog lidt længere op på en lidt stejlere pist. Det gik rigtig godt, og da Fabio kom, sagde han, at han havde set mig, men ikke troede det var mig, fordi jeg var for god. Det var lidt en dejlig anerkendelse, især efter han havde sendt en sms om, at det var bedst, hvis ikke jeg tog op på nogle af de sværere pister den dag. Han mente dog, at vi kunne tage sammen derop den efterfølgende dag, så det var rigtig fint.
Man skulle tage en bjergbane op for at komme op til de sværere pister, så det gjorde vi den kommende dag. Der var rigtigt smukt deroppe, og sneen var meget bedre, fordi der var køligere. Jeg blev dog med det samme kastet ud på en rød pist, fordi det ligesom var den, der førte ned fra bjergbanen. Det var på lettere skælvende ben, men jeg kom da ned i live, og kunne efterfølgende tage en lift op til en blå pist. Fabio hjalp mig med lidt teknik, og jeg blev noget bedre i løbet af dagen. Det lykkedes mig endda at komme sikkert ned af den røde pist, jeg blev nødt til at tage for at komme tilbage til bjergbanen. Om søndagen stod jeg på ski fra kl. 10 til halv 4, fordi Fabio og Patrizia gerne ville lege med børnene. Da forbedrede jeg mig virkelig og fik mod på at tage den lidt sværere røde pist. Den var helt perfekt, fordi der var et rigtig stejlt stykke, hvor jeg kunne udfordre mig selv, og så kunne jeg køre hurtigt uden at miste kontrollen (det meste af tiden hvert fald) på resten af pisten. Helt perfekt. Så jeg endte faktisk med at have ret godt styr på det, og det blev endda mig, der overhalede de andre, og ikke omvendt. Jeg blev dog lidt overmodig. Fra skiliften havde jeg set, at der var nogle små hop, man kunne tage. Jeg kunne huske fra turen med efterskolen, at jeg nød sådan nogle små flyvehop rigtig meget, så det skulle da prøves. Det resulterede dog i, at jeg kom med alt for høj fart og ikke kunne bremse, fordi jeg pludselig var i luften, pludselig for tæt på et træ, og pludselig skulle dreje. Da jeg var næsten ved bunden - stadig med for meget fart - kunne jeg se, de sidste to hop, og konstaterede, at det ville gå galt, hvis jeg prøvede. Så jeg bestemte meget hurtigt at køre begge ski ind i en snedrive, hvor jeg også stak begge arme ind i i faldet. Nej, hoppene var ikke noget for mig. Det havde de to børn, der let kom kørende forbi mig vist også opdaget.
Alt i alt gik det rigtig godt på skiene, og jeg endte mig at bestemme mig for, at det ikke skulle være sidste gang. Jeg lærte også, at det var svært at køre i det løse sne. På trods af det blev jeg ved at gøre det, fordi jeg var helt vild med den lækre lyd, der kom. Og så ser det bare godt ud, når der flyver sne op fra ens ski.
Det gik altså både godt med skiene og med Alessandro. En ting, jeg dog ikke havde set komme, var problemer med sproget. De fleste var tyskere, så jeg hørte rigtig meget tysk. Jeg har aldrig været særligt god til tysk, og det har heller aldrig rigtig interesseret mig, og jeg kunne på denne ferie konstatere, at de italienske fraser har overtaget de tyske. Da ham ved skiliften spurgte mig "Geht's gut?", kunne jeg ikke få andet frem end "Sí, sí". Og da en tysker i skiliften spurgte mig, om jeg var der alene, kunne jeg simpelthen ikke få sagt, "Nej, men min familie er ikke heroppe i dag" på tysk. Det var lidt skræmmende.
Noget andet, jeg ikke var forberedt på, var maden. Almindeligvis får familien jo en caffé latte og kiks til morgenmad. Her var der det helt store morgenmad med både brød, skinke, morgenmadsprodukter, yoghurt, frugt osv. Og der blev sådan nogenlunde spist lidt af det hele, da man jo skulle have energi til at stå på ski. Men det var lækkert det hele, så det var ikke til at klage over. Aftensmaden var dog også noget overraskende. Vi spiste på hotellet, og da vi kom ned i spisesalen var der en buffet med forskellige grøntsager, nogle blandede salater med kød i og nogle kartofler. Jeg tænkte "Mh, lækker buffet, jeg tager lidt af hvert", og endte med at få fyldt min tallerken op. Da jeg så kom ned til bordet blev jeg lidt overrasket over de 3 gafler, der lå der, men tænkte ikke mere over det. Det viste sig dog ikke at være et tilfælde med antallet af gafler, da der kom flere retter. Faktisk fik vi i alt 4 retter, og jeg var propfyldt, da vi var færdige. Det var heller ikke meget kød, jeg fik spist, da det var den sidste ret udover desserten, som der jo altid er plads til.
Den kommende aften skulle der være gallamiddag, hvilket viste sig at betyde, at de hævede antallet af gafler til 4. Så en lækker, lille 5-retters menu. Nogle af retterne var heldigvis ret små, og der var lidt ventetid mellem dem, så det lykkedes at få spist det meste. Udover det stykke kød, der lignede rå hakkebøf. Det fik pænt lov at ligge, både på min og Patrizias tallerken.
Stemningen var rigtig god det meste af tiden, og der blev både snakket, grinet, sunget og fortalt jokes. Det er ikke særligt nemt at forstå jokes på et sprog, man ikke behersker særligt godt. Med lidt forklaring lykkedes det dog. Én af dem lød sådan her:
"En dreng gik hen til isbutikken og spurgte 'Har du is med artiskoksmag?', hvorpå ismanden måtte svare, at nej, det havde han desværre ikke. Næste dag kom drengen igen og spurgte 'Har du is med artiskoksmag?', og svaret blev igen, at nej, det havde han ikke. 3. dag kom drengen og spurgte om det samme og fik samme svar. Så bestemte ismanden sig for at købe is med artiskoksmag. På 4.-dagen kom drengen så igen og spurgte 'Har du is med artiskoksmag?', og ismanden svarede gladeligt 'Ja, det har jeg', hvorpå drengen spurgte 'Er det rigtigt, den smager dårligt?'"
tirsdag den 15. marts 2011
Husk at fare vild!
Nu har jeg boet i Bologna i lige knap 5 måneder, og jeg har haft meget at se til. Naturligvis har jeg brugt en masse energi på at lære familien at kende og lære, hvordan man gebærder sig. Derudover har jeg haft travlt med at komme ud og besøge nogle af de store byer i Italien. Det har været rigtig rigtig spændende og sjovt, men det gik også op for mig, at jeg ikke har set ret meget af Bologna.
Bologna er efter min mening en hyggeligt by. Der er godt nok meget trafik, men bygningerne er fantastisk smukke, og det giver en skøn stemning. Jeg var for nogle måneder siden oppe og besøge kirken San Luca, og så har jeg mange gange været på Piazza Maggiore, som er en stor plads lige i centrum. I søndags bestemte jeg mig så for, at nu skulle jeg simpelthen se lidt mere af Bologna, så jeg tog afsted med det mål at besøge universitetet og en bestemt park.
Da jeg ankom til centrum blev jeg dog trukket i en anden retning, da der på Piazza Maggiore faktisk ligger en stor kirke, som jeg aldrig har været inde i. Smuk, smuk kirke, og der var endda en messe derinde med børn i forskellige dragter og alt muligt. Meget stemningsfuldt. Derefter gik jeg lidt rundt i et rigtig hyggeligt kvarter af Bologna, hvor der er små delikatessebutikker og gamle, flotte gader. Der var hele tiden noget nyt, flot at kigge på, så jeg blev trukket længere og længere væk fra mit oprindelige mål. Det gjorde imidlertid ikke noget, for der er nu ikke noget som at fare vild og så se en masse spændende ting.
Jeg stødte tilfældigvis på et museum, som viste sig at være noget mere imponerende, end det så ud udefra. Der hang et stort, rødt skilt udenfor, og så skulle man ellers gå igennem en masse døre, gennem en gård og op ad trapper for at komme derop. Det viste sig at være et galleri, hvilket jeg ikke finder særligt interessant, men lofterne i galleriet var meget imponerende. De var fuld af malerier, da gav en fornemmelse af, at loftet fortsatte opad i himlen. Der var malerier af guder, engle osv., og det må vel have været malet med en slags perspektiv, hvor der bare ikke var en horisontlinje men et punkt i midten, hvor alt så blev trukket ind mod. Det var meget specielt, og jeg lavede ikke andet end at gå og kigge op i loftet.
Derefter bestemte jeg mig for at gå i retning af universitetet. Selvom jeg ikke vidste, hvor jeg var, havde jeg dog en fornemmelse af, hvilken retning jeg var gået i. På min vej stødte jeg tilfældigvis på en anden hyggelig kirke og et marked. Ved den første stand solgte de to danske juleplatter, og jeg blev helt sentimental. "Juleaften" stod der på dem. Meget hyggeligt. Markedet var et antikmarked, og hvis jeg lige havde fundet mig en lejlighed i Bologna, havde jeg både købt bestik, stole, borde, lænestole og komoder. Der var virkelig mange flotte ting, som man garanteret kunne få til en god pris. Selvom der ikke var imponerende meget interessant for mig, synes jeg altid, det er hyggeligt at gå rundt på et marked, så der brugte jeg noget tid. Jeg fik da også købt et par knapper, så det lykkedes mig da at finde noget.
Fik jeg nævnt, at det var søndag? Det gjorde jeg vist, og det var så også ensbetydende med, at universitet var lukket. Så i stedet for at se selve universitetet, gik jeg på et par museer tilknyttet universitetet. Det første museum hed "Evolutionsmuseet", hvilket sætter mine forventninger højt. Jeg fik imidlertid flashback til folkeskolens biologilokale med udstoppede dyr inde i skabene. Det var et 3-etagers museum fuldt med udstoppede dyr og dyr i glas. Det var meget specielt at gå mellem så mange dyr, og tankerne ledtes hen til "Nat på Museet", selvom jeg aldrig har fået set filmen. Men det var faktisk rigtig interessant at gå mellem en masse eksotiske fugle og andre dyr, og det gav mig lidt lyst til engang i fremtiden at tage til et sted, hvor jeg kan se dem i virkeligheden.
Efter at have besøgt Evolutionsmuseet bestemte jeg mig for at tage hjem. På vejen var der dog et andet museum, hvor der stod noget med science, hvilket fik mine tanker til at ledes direkte mod matematik, og så var min nysgerrighed vakt. Der var dog ikke noget matematik derinde. Jeg ved heller ikke lige, hvor godt matematik gør sig på et museum, men det kunne nu have været interessant. I stedet var der, udover fantastisk smukke lofter, forskellige fossiler. De var rigtig flotte, men ikke meget interessante at kigge på i længden. Det næste rum, jeg kom ind i, var dog meget spektakulært. 3 af de 4 vægge var fuldt med hylder med forskellige modeller af, hvordan et barn kan ligge forkert inde i kvindens mave. Det var faktisk nogle meget uhyggelige modeller, men garanteret nyttige for studerende. Den mest skræmmende var godt nok den, var jordemoren stak hånden op i kvinden og ved en fejl kom til at rive hul på livmoderen, hvilket resulterede i, at hun døde. Sådan.
De næste rum, jeg besøgte, var dog ikke lige så dramatiske. Jeg så bl.a. nogle modeller af forskellige skibe. De var virkelig smukke og store. 1,5 meter lang og 1 meter høj var det største nok. Det var virkelig imponerende. Og så var der tusindevis af snore til at holde sejlene osv. Meget smukt. Det sidste, jeg nåede at se, var et museum, hvor man kunne lære noget om det gamle Bologna. Det kunne være rigtig interessant, og jeg vil bestemt tage derhen igen, men jeg var simpelthen for træt og måtte tage hjem.
Jeg fik aldrig besøgt parken, da der var alt muligt andet spændende at se. Det ville nu heller ikke have været meget interessant, da regnen gjorde det hele ret vådt og gråt. Men jeg havde en rigtig god dag med sightseeing og lidt shopping i hjembyen. En dag, når vejret er bedre, må jeg få set den park, og så må jeg også få besøgt universitetet på en hverdag.
Bologna er efter min mening en hyggeligt by. Der er godt nok meget trafik, men bygningerne er fantastisk smukke, og det giver en skøn stemning. Jeg var for nogle måneder siden oppe og besøge kirken San Luca, og så har jeg mange gange været på Piazza Maggiore, som er en stor plads lige i centrum. I søndags bestemte jeg mig så for, at nu skulle jeg simpelthen se lidt mere af Bologna, så jeg tog afsted med det mål at besøge universitetet og en bestemt park.
Da jeg ankom til centrum blev jeg dog trukket i en anden retning, da der på Piazza Maggiore faktisk ligger en stor kirke, som jeg aldrig har været inde i. Smuk, smuk kirke, og der var endda en messe derinde med børn i forskellige dragter og alt muligt. Meget stemningsfuldt. Derefter gik jeg lidt rundt i et rigtig hyggeligt kvarter af Bologna, hvor der er små delikatessebutikker og gamle, flotte gader. Der var hele tiden noget nyt, flot at kigge på, så jeg blev trukket længere og længere væk fra mit oprindelige mål. Det gjorde imidlertid ikke noget, for der er nu ikke noget som at fare vild og så se en masse spændende ting.
 |
| Piazza Maggiore. |
Jeg stødte tilfældigvis på et museum, som viste sig at være noget mere imponerende, end det så ud udefra. Der hang et stort, rødt skilt udenfor, og så skulle man ellers gå igennem en masse døre, gennem en gård og op ad trapper for at komme derop. Det viste sig at være et galleri, hvilket jeg ikke finder særligt interessant, men lofterne i galleriet var meget imponerende. De var fuld af malerier, da gav en fornemmelse af, at loftet fortsatte opad i himlen. Der var malerier af guder, engle osv., og det må vel have været malet med en slags perspektiv, hvor der bare ikke var en horisontlinje men et punkt i midten, hvor alt så blev trukket ind mod. Det var meget specielt, og jeg lavede ikke andet end at gå og kigge op i loftet.
 |
| Palazzo Pepoli Campogrande - Galleri. |
Derefter bestemte jeg mig for at gå i retning af universitetet. Selvom jeg ikke vidste, hvor jeg var, havde jeg dog en fornemmelse af, hvilken retning jeg var gået i. På min vej stødte jeg tilfældigvis på en anden hyggelig kirke og et marked. Ved den første stand solgte de to danske juleplatter, og jeg blev helt sentimental. "Juleaften" stod der på dem. Meget hyggeligt. Markedet var et antikmarked, og hvis jeg lige havde fundet mig en lejlighed i Bologna, havde jeg både købt bestik, stole, borde, lænestole og komoder. Der var virkelig mange flotte ting, som man garanteret kunne få til en god pris. Selvom der ikke var imponerende meget interessant for mig, synes jeg altid, det er hyggeligt at gå rundt på et marked, så der brugte jeg noget tid. Jeg fik da også købt et par knapper, så det lykkedes mig da at finde noget.
Fik jeg nævnt, at det var søndag? Det gjorde jeg vist, og det var så også ensbetydende med, at universitet var lukket. Så i stedet for at se selve universitetet, gik jeg på et par museer tilknyttet universitetet. Det første museum hed "Evolutionsmuseet", hvilket sætter mine forventninger højt. Jeg fik imidlertid flashback til folkeskolens biologilokale med udstoppede dyr inde i skabene. Det var et 3-etagers museum fuldt med udstoppede dyr og dyr i glas. Det var meget specielt at gå mellem så mange dyr, og tankerne ledtes hen til "Nat på Museet", selvom jeg aldrig har fået set filmen. Men det var faktisk rigtig interessant at gå mellem en masse eksotiske fugle og andre dyr, og det gav mig lidt lyst til engang i fremtiden at tage til et sted, hvor jeg kan se dem i virkeligheden.
 |
| Nogle af de udstoppede fugle. |
 |
| Skræmmende, når dyrene i glassene begynder at smile til én. |
Efter at have besøgt Evolutionsmuseet bestemte jeg mig for at tage hjem. På vejen var der dog et andet museum, hvor der stod noget med science, hvilket fik mine tanker til at ledes direkte mod matematik, og så var min nysgerrighed vakt. Der var dog ikke noget matematik derinde. Jeg ved heller ikke lige, hvor godt matematik gør sig på et museum, men det kunne nu have været interessant. I stedet var der, udover fantastisk smukke lofter, forskellige fossiler. De var rigtig flotte, men ikke meget interessante at kigge på i længden. Det næste rum, jeg kom ind i, var dog meget spektakulært. 3 af de 4 vægge var fuldt med hylder med forskellige modeller af, hvordan et barn kan ligge forkert inde i kvindens mave. Det var faktisk nogle meget uhyggelige modeller, men garanteret nyttige for studerende. Den mest skræmmende var godt nok den, var jordemoren stak hånden op i kvinden og ved en fejl kom til at rive hul på livmoderen, hvilket resulterede i, at hun døde. Sådan.
 |
| Model af livmoder... |
De næste rum, jeg besøgte, var dog ikke lige så dramatiske. Jeg så bl.a. nogle modeller af forskellige skibe. De var virkelig smukke og store. 1,5 meter lang og 1 meter høj var det største nok. Det var virkelig imponerende. Og så var der tusindevis af snore til at holde sejlene osv. Meget smukt. Det sidste, jeg nåede at se, var et museum, hvor man kunne lære noget om det gamle Bologna. Det kunne være rigtig interessant, og jeg vil bestemt tage derhen igen, men jeg var simpelthen for træt og måtte tage hjem.
Jeg fik aldrig besøgt parken, da der var alt muligt andet spændende at se. Det ville nu heller ikke have været meget interessant, da regnen gjorde det hele ret vådt og gråt. Men jeg havde en rigtig god dag med sightseeing og lidt shopping i hjembyen. En dag, når vejret er bedre, må jeg få set den park, og så må jeg også få besøgt universitetet på en hverdag.
lørdag den 12. marts 2011
Barbablú - Blåskæg
Eventyret om Barbablú (Blåskæg)
"Der var en gang en pige, som var meget maskulin, og ingen mænd var interesserede i hende. Hun mødte Barbablú, som gerne ville giftes med hende. Han var rig, 32 år ældre end hende, og han havde en fysisk ejendommelighed - hans skæg var nemlig blåt. Desuden havde han været gift 6 gange forinden, og alle de tidligere koner var på mystisk vis forsvundet. Men pigen indvilligede i at gifte sig med ham, da ingen andre mænd fandt hende interessant.
Da de havde været gift et stykke tid, var Barbablú nødt til at rejse ud i for at gøre forretninger. Han gav sin kone en kiste med nøgler, der kunne åbne alle dørene i hans slot. Hun måtte bruge dem, som hun ville, men hun skulle være forsigtig: Der var nemlig én dør, hun ikke måtte åbne ligemeget hvad, og det lovede hun at lade være med. Et par dage efter, at Barbablú var rejst afsted, blev hans unge kone nysgerrig, og åbnede det forbudte rum, og et makabert syn viste sig: Dér fandt hun nemlig ligene af Barbablús tidligere 6 koner, der hang i kroge ned fra loftet smurt ind i blod. Hun blev så bange, at hun smed nøglen fra sig, og den blev straks smurt helt ind i blod. Hun forsøgte at gøre den ren, men den var fortryllet, og blodet ville ikke forsvinde.
Dagen, hvor Barbablú vendte tilbage, var det første han gjorde at bede sin unge kone om at få kisten med nøgler tilbage. Han opdagede med det samme konens ulydighed, og han blev rasende. Han begyndte ubarmhjertigt at forberede sig på at slå sin kone ihjel. Han ville hugge hendes hoved af uden varsel, men hun overbeviste ham om, at hun skulle have et kvarter til at bede til Gud. Hun ventede i det højeste tårn på, at hendes brødre, som begge var krigere, skulle ankomme. Da Barbablú var lige ved at skære halsen over på den stakkels pige, farede brødrene ind i rummet og slog den onde Barbablú ihjel med deres sværd. Pigen arvede alle Barbablús skatte, og hun brugte dem på at få hendes søster gift med manden, hun elskede, at købe en rang af kaptajner til sine brødre, og at gifte sig med en gentleman, der fik hende til at glemme den forfærdelige oplevelse med Barbablú."
Dette eventyr er et gammelt, fransk eventyr, som italienske børn åbenbart får læst højt. Analyse har jeg ikke gjort noget i, jeg syntes bare, det var et meget mærkeligt eventyr, og jeg kan ikke umiddelbart se en god morale - Hold hvad du lover, ellers bliver du dræbt? Hvis du er lige ved at dø, så bare vent, dine brødre ved det med sikkerhed og vil rede dig i sidste sekund? Gift dig ikke med en mand med blåt skæg? Hvis du møder en mand, hvis forrige 6 koner på mystisk vis er forsvundet, så lad være med at gifte dig med ham? Ved nærmere eftertanke er det faktisk en god morale. Men hvis det var mig, der sad med ideen til den historie, ville jeg nok have lavet et drama ud af det, og ikke et børneeventyr. Billederne i bogen var dog uden blod, det hjælper i det mindste på det.
På trods af, at Patrizia havde læst det højt for både Alice, Alessandro og mig, har børnene nu været i godt humør og virker ikke til at have taget skade. Fabio har ikke været hjemme i denne uge, og Patrizia har haft en del aftaler om aftenen, så børnene har savnet dem begge meget. Men vi har fået gode ture i parken og masser af leg ud af det, så alt er godt. Desuden har jeg endelig fundet en god metode til at få Alessandro til at sove eftermiddagslur, hvis han er hjemme. Almindeligvis gider han ikke, selvom han træt, men denne gang spurgte jeg ham bare, om vi ikke skulle læse en bog, i stedet for at sige, at nu skulle han tage en lur. Det gik virkelig godt, der var ingen beklagelser og han fik sovet sine to timer. Det var virkelig en succesoplevelse.
Et andet højdepunkt har været leg med Alice. Det er stadig svært med hende, jeg ved ikke helt hvorfor. Hun er ikke et besværligt, uvornt eller krævende barn, hun er bare meget stille sammen med mig. Hun tager ikke særligt meget kontakt, og det er svært for mig at snakke med hende. Men de sidste dage har vi leget nogle rollespilslege, hvor der er kommet lidt konversation ud af det i nogle forskellige roller (hende som prinsesse naturligvis). Så det har været rigtig rart at se en (lille) udvikling der.
Ellers er foråret jo på vej. Jeg endda gået så vidt som til at tage en lidt tyndere jakke i brug. Jeg er skandinaver, men en kuldskær én af slagsen, så jeg tager det lige så stille. Alt i alt en ganske udmærket uge uden store problemer.
"Der var en gang en pige, som var meget maskulin, og ingen mænd var interesserede i hende. Hun mødte Barbablú, som gerne ville giftes med hende. Han var rig, 32 år ældre end hende, og han havde en fysisk ejendommelighed - hans skæg var nemlig blåt. Desuden havde han været gift 6 gange forinden, og alle de tidligere koner var på mystisk vis forsvundet. Men pigen indvilligede i at gifte sig med ham, da ingen andre mænd fandt hende interessant.
Da de havde været gift et stykke tid, var Barbablú nødt til at rejse ud i for at gøre forretninger. Han gav sin kone en kiste med nøgler, der kunne åbne alle dørene i hans slot. Hun måtte bruge dem, som hun ville, men hun skulle være forsigtig: Der var nemlig én dør, hun ikke måtte åbne ligemeget hvad, og det lovede hun at lade være med. Et par dage efter, at Barbablú var rejst afsted, blev hans unge kone nysgerrig, og åbnede det forbudte rum, og et makabert syn viste sig: Dér fandt hun nemlig ligene af Barbablús tidligere 6 koner, der hang i kroge ned fra loftet smurt ind i blod. Hun blev så bange, at hun smed nøglen fra sig, og den blev straks smurt helt ind i blod. Hun forsøgte at gøre den ren, men den var fortryllet, og blodet ville ikke forsvinde.
Dagen, hvor Barbablú vendte tilbage, var det første han gjorde at bede sin unge kone om at få kisten med nøgler tilbage. Han opdagede med det samme konens ulydighed, og han blev rasende. Han begyndte ubarmhjertigt at forberede sig på at slå sin kone ihjel. Han ville hugge hendes hoved af uden varsel, men hun overbeviste ham om, at hun skulle have et kvarter til at bede til Gud. Hun ventede i det højeste tårn på, at hendes brødre, som begge var krigere, skulle ankomme. Da Barbablú var lige ved at skære halsen over på den stakkels pige, farede brødrene ind i rummet og slog den onde Barbablú ihjel med deres sværd. Pigen arvede alle Barbablús skatte, og hun brugte dem på at få hendes søster gift med manden, hun elskede, at købe en rang af kaptajner til sine brødre, og at gifte sig med en gentleman, der fik hende til at glemme den forfærdelige oplevelse med Barbablú."
Dette eventyr er et gammelt, fransk eventyr, som italienske børn åbenbart får læst højt. Analyse har jeg ikke gjort noget i, jeg syntes bare, det var et meget mærkeligt eventyr, og jeg kan ikke umiddelbart se en god morale - Hold hvad du lover, ellers bliver du dræbt? Hvis du er lige ved at dø, så bare vent, dine brødre ved det med sikkerhed og vil rede dig i sidste sekund? Gift dig ikke med en mand med blåt skæg? Hvis du møder en mand, hvis forrige 6 koner på mystisk vis er forsvundet, så lad være med at gifte dig med ham? Ved nærmere eftertanke er det faktisk en god morale. Men hvis det var mig, der sad med ideen til den historie, ville jeg nok have lavet et drama ud af det, og ikke et børneeventyr. Billederne i bogen var dog uden blod, det hjælper i det mindste på det.
På trods af, at Patrizia havde læst det højt for både Alice, Alessandro og mig, har børnene nu været i godt humør og virker ikke til at have taget skade. Fabio har ikke været hjemme i denne uge, og Patrizia har haft en del aftaler om aftenen, så børnene har savnet dem begge meget. Men vi har fået gode ture i parken og masser af leg ud af det, så alt er godt. Desuden har jeg endelig fundet en god metode til at få Alessandro til at sove eftermiddagslur, hvis han er hjemme. Almindeligvis gider han ikke, selvom han træt, men denne gang spurgte jeg ham bare, om vi ikke skulle læse en bog, i stedet for at sige, at nu skulle han tage en lur. Det gik virkelig godt, der var ingen beklagelser og han fik sovet sine to timer. Det var virkelig en succesoplevelse.
Et andet højdepunkt har været leg med Alice. Det er stadig svært med hende, jeg ved ikke helt hvorfor. Hun er ikke et besværligt, uvornt eller krævende barn, hun er bare meget stille sammen med mig. Hun tager ikke særligt meget kontakt, og det er svært for mig at snakke med hende. Men de sidste dage har vi leget nogle rollespilslege, hvor der er kommet lidt konversation ud af det i nogle forskellige roller (hende som prinsesse naturligvis). Så det har været rigtig rart at se en (lille) udvikling der.
Ellers er foråret jo på vej. Jeg endda gået så vidt som til at tage en lidt tyndere jakke i brug. Jeg er skandinaver, men en kuldskær én af slagsen, så jeg tager det lige så stille. Alt i alt en ganske udmærket uge uden store problemer.
tirsdag den 8. marts 2011
"Se Venedig og..."
...få en fantastisk oplevelse! Især når der er karneval. Og især hvis man finder smilet frem, ser lyst på det hele og tager ja-hatten på. Karnevalsoplevelsen startede allerede i Bologna. Der kom pludselig to cowboys gående, og jeg nåede lige at tænke, at det sgu da var noget sært tøj at gå rundt i, men da jeg så havde passeret en kylling, en pakke pomfritter og Cruella De Vil, gav det hele pludselig mening.
Jeg skulle med toget fra Bologna, og jeg var ankommet til stationen i god tid, og heldigvis for det da. Så var jeg jo én af de heldige, der fik en siddeplads. For toget var fuldstændig proppet. Altså så proppet, at da det kørte kunne vi, der var så heldige at være inde i toget, vinke farvel til de, der stadig stod på stationen og gerne ville have været med. Det var en meget spøjs oplevelse at se panikken i ansigterne på de mennesker, der stod og ventede på toget på stationerne mellem Bologna og Venedig, og meget hurtigt kunne konstatere, at det ikke var muligt at komme med toget.
2 timer senere ankom jeg til Venedig. Jeg kiggede over den massive flok af mennesker, og så et skilt mod toiletterne. Desværre var det ikke muligt at komme derhen, fordi massen gik i en anden retning. Det siger lidt om, hvor mange mennesker der var. Og da jeg kom ud på pladsen foran stationen, åbnede der sig et eventyrland med de fantastiske kostumer. Nogle mere kreative end andre. Der var rigtig mange klassiske kostumer fra det gamle Venedig. Lig dem, jeg har været så heldig at blive præsenteret for i engelsktimerne i gymnasiet, da vi havde om Shakespeare. Helt fantastisk at se dem i virkeligheden. Og maskerne med de lange næser kunne man købe overalt. Man kunne sådan set købe alle slags masker overalt. Det var fuldstændig fantastisk. Men udover de klassiske kostumer så jeg både Teletubbies, køer, grise, Spiderman (både i stor og lille udgave), Mel Gibson, Superman, djævelen ham selv, en kotelet, en facebookprofil, præster osv. Og så var der også mange, der havde gjort ligesom jeg og købt én af de tusindevis af masker, der blev solgt. Det var virkelig et smukt syn. Og kulissen med Venedigs hyggelige gader og kanaler satte prikken over i'et.
Almindeligvis undersøger jeg, planlægger, kigger kort osv. før jeg tager et sted hen. Den pige var jeg åbenbart ikke den dag. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle se, eller hvor jeg skulle gå hen. Heldigvis mødte jeg 4 fyre, som jeg fulgtes med resten af dagen. Meget hyggeligt, og så fik jeg snakket noget mere italiensk. Derudover vidste de, hvor de fleste mennesker havde samlet sig, selvom alle gaderne nu var fyldt med mennesker. Politiet dirigerede folk til at holde til højre, så de, der skulle den modsatte vej, kunne komme forbi. Men vi gik mod Piazza San Marco, som er en fuldstændig fantastisk, smuk plads. Og der var mennesker overalt. Det kan slet ikke beskrives, hvor befærdet der var. Pladsen var ekstremt stor, og man kunne ikke se jorden for bare mennesker. Stemningen var fantastisk. Alle var glade og nød solskinnet, udklædningerne og hele arrangementet i sig selv.
Da de andre 4 skulle hjem, gik jeg med dem hen til stationen. Jeg havde som sagt ingen ide om, hvor jeg befandt mig, eller hvor jeg skulle gå hen for at komme tilbage. Så jeg fulgtes med dem, og da jeg havde sagt farvel bestemte jeg mig for at tage det næste tog til Bologna. Der var en halv time til det kørte, så det var jo fin tid. Troede jeg. Jeg brugte 20 minutter i køen til en billetautomat og gik efterfølgende hen til toget. Det var åbenbart lige så proppet, som det havde været fra morgenen af, og det var ikke muligt at presse flere mennesker derind, så jeg måtte vente en time, til det næste kørte. Heldigvis kunne jeg jo sidde og kigge på mærkelige mennesker, hvilket er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Men pludselig stormede alle de, der ikke var kommet på toget til Bologna hen mod et andet tog, som var det, der skulle køre en time senere. Jeg kom også ind og blev nødt til at stå op tæt ved døren. Det lyder ikke umiddelbart som et højdepunkt, at kunne se frem til at skulle stå der 2 timer og 3 kvarter, men jeg var bare lykkelig for at være kommet ind, og stemningen var stadig i top. Der gik heller ikke mange minutter, efter jeg var kommet ind, til toget var fyldt. Og når vi holdt på stationerne, og dørene blev åbnet, fordi der var nogen, der ville ind, råbte alle inde i toget "NOOOOO!". Der var altså bare ikke mere plads.
Da jeg endelig kom hjem i min seng, var det en meget træt og oplevelsesfyldt pige, der lagde sig til at sove. Det havde været en fantastisk dag, hvor jeg virkelig fik overskredet nogle grænser og fået gode oplevelser ud af det.
Jeg skulle med toget fra Bologna, og jeg var ankommet til stationen i god tid, og heldigvis for det da. Så var jeg jo én af de heldige, der fik en siddeplads. For toget var fuldstændig proppet. Altså så proppet, at da det kørte kunne vi, der var så heldige at være inde i toget, vinke farvel til de, der stadig stod på stationen og gerne ville have været med. Det var en meget spøjs oplevelse at se panikken i ansigterne på de mennesker, der stod og ventede på toget på stationerne mellem Bologna og Venedig, og meget hurtigt kunne konstatere, at det ikke var muligt at komme med toget.
2 timer senere ankom jeg til Venedig. Jeg kiggede over den massive flok af mennesker, og så et skilt mod toiletterne. Desværre var det ikke muligt at komme derhen, fordi massen gik i en anden retning. Det siger lidt om, hvor mange mennesker der var. Og da jeg kom ud på pladsen foran stationen, åbnede der sig et eventyrland med de fantastiske kostumer. Nogle mere kreative end andre. Der var rigtig mange klassiske kostumer fra det gamle Venedig. Lig dem, jeg har været så heldig at blive præsenteret for i engelsktimerne i gymnasiet, da vi havde om Shakespeare. Helt fantastisk at se dem i virkeligheden. Og maskerne med de lange næser kunne man købe overalt. Man kunne sådan set købe alle slags masker overalt. Det var fuldstændig fantastisk. Men udover de klassiske kostumer så jeg både Teletubbies, køer, grise, Spiderman (både i stor og lille udgave), Mel Gibson, Superman, djævelen ham selv, en kotelet, en facebookprofil, præster osv. Og så var der også mange, der havde gjort ligesom jeg og købt én af de tusindevis af masker, der blev solgt. Det var virkelig et smukt syn. Og kulissen med Venedigs hyggelige gader og kanaler satte prikken over i'et.
 |
| Vi fik hilst på Mel Gibson. |
 |
| Smukke kostumer. |
 |
| Venedig. |
Almindeligvis undersøger jeg, planlægger, kigger kort osv. før jeg tager et sted hen. Den pige var jeg åbenbart ikke den dag. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle se, eller hvor jeg skulle gå hen. Heldigvis mødte jeg 4 fyre, som jeg fulgtes med resten af dagen. Meget hyggeligt, og så fik jeg snakket noget mere italiensk. Derudover vidste de, hvor de fleste mennesker havde samlet sig, selvom alle gaderne nu var fyldt med mennesker. Politiet dirigerede folk til at holde til højre, så de, der skulle den modsatte vej, kunne komme forbi. Men vi gik mod Piazza San Marco, som er en fuldstændig fantastisk, smuk plads. Og der var mennesker overalt. Det kan slet ikke beskrives, hvor befærdet der var. Pladsen var ekstremt stor, og man kunne ikke se jorden for bare mennesker. Stemningen var fantastisk. Alle var glade og nød solskinnet, udklædningerne og hele arrangementet i sig selv.
 |
| Piazza San Marco. |
Da de andre 4 skulle hjem, gik jeg med dem hen til stationen. Jeg havde som sagt ingen ide om, hvor jeg befandt mig, eller hvor jeg skulle gå hen for at komme tilbage. Så jeg fulgtes med dem, og da jeg havde sagt farvel bestemte jeg mig for at tage det næste tog til Bologna. Der var en halv time til det kørte, så det var jo fin tid. Troede jeg. Jeg brugte 20 minutter i køen til en billetautomat og gik efterfølgende hen til toget. Det var åbenbart lige så proppet, som det havde været fra morgenen af, og det var ikke muligt at presse flere mennesker derind, så jeg måtte vente en time, til det næste kørte. Heldigvis kunne jeg jo sidde og kigge på mærkelige mennesker, hvilket er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Men pludselig stormede alle de, der ikke var kommet på toget til Bologna hen mod et andet tog, som var det, der skulle køre en time senere. Jeg kom også ind og blev nødt til at stå op tæt ved døren. Det lyder ikke umiddelbart som et højdepunkt, at kunne se frem til at skulle stå der 2 timer og 3 kvarter, men jeg var bare lykkelig for at være kommet ind, og stemningen var stadig i top. Der gik heller ikke mange minutter, efter jeg var kommet ind, til toget var fyldt. Og når vi holdt på stationerne, og dørene blev åbnet, fordi der var nogen, der ville ind, råbte alle inde i toget "NOOOOO!". Der var altså bare ikke mere plads.
Da jeg endelig kom hjem i min seng, var det en meget træt og oplevelsesfyldt pige, der lagde sig til at sove. Det havde været en fantastisk dag, hvor jeg virkelig fik overskredet nogle grænser og fået gode oplevelser ud af det.
lørdag den 5. marts 2011
"Du er dansker og flyver fra Italien til Spanien?"
spurgte min sidemand i flyet mig lidt småforvirret. Heldigvis ledte det opmærksomheden væk fra den skøre dame, der sad på min anden side. Italienere kan snakke, det er der vist ingen tvivl om, og det viste hun meget tydeligt. Måske var det fordi, jeg ikke forstod så meget af, hvad hun sagde, men føler mig nu ret overbevist om, at hun brugte en halv time på at snakke om, at hun godt kunne have haft sin in-checkede bagage med som håndbagage i stedet for. Men jeg fik da forklaret min første sidemand min situation, og han stillede så det klassiske spørgsmål "Ti piace Bologna?", der betyder "Kan du lide Bologna?". Og jeg gav ham det klassiske svar "Sí, sí, é bella". Han var ikke enig, synes byen er for stor. Dog bor han der og var nu på vej på ferie med sin forlovede. Egentlig kunne han heller ikke lide at rejse. Man må da håbe, at hende den forlovede er en fantastisk person, for umiddelbart virkede hans liv lidt trist. Men jeg fik da øvet noget italiensk, og det er jo aldrig spildt.
På flyturen hjem sad jeg ved siden af en ung fyr. Jeg stod også bag ved ham i køen, da vi ventede på at komme ind og så tilfældigvis, at han kom fra Italien. Da han så tog sin telefon op, fik jeg et glimt af fire røde firkanter med et hvidt kryds i midten. Meget lig Dannebrog. Jeg var dog ikke helt sikker og undlod at tage kontakt til ham. Da flyet så landede i Bologna, spurgte han, om det var første gang, jeg var i byen. Han blev noget overrasket, da jeg svarede, at jeg boede her. Jeg så så hans telefon igen, og var nu sikker på, at det danske flag var hans baggrundsbillede. Og så blev jeg altså nødt til at spørge. Det viste sig, at han bare rigtig godt kunne lide København, men jeg kunne da overraske en gang til ved at fortælle, at jeg var fra Danmark. Det var nu lidt sjovt.
Jeg landede i Sevilla, hvor min far hentede mig i lufthavnen. Mine 4 lag tøj var godt nok lige rigeligt til 27 graders varme, så jeg skyndte mig at skifte. Skønt allerede at mærke temperaturforskellen. Jeg fik også en sms fra Patrizia om, at der lige var kommet sne i Bologna. Vi havde ikke meget tid i Sevilla, da vi boede knap 3 timer derfra og derfor blev nødt til at køre derfra lidt tidligt. Men jeg nåede da at få set den imponerende domkirke udefra, og min mors billeder kunne efterfølgende vise mig, at den var endnu flottere indvendigt. Vi slog også lige et smut forbi universitetet, hvilket, vi blev enige om, slog Struer Statsgymnasiums udsmykning.
Og nu, jeg var landet i Spanien, skulle jeg da også have tapas som mit første måltid. Jeg er meget imponeret over, hvordan man kan få en tallerken med 6 forskellige småretter, hvoraf man kun kan identificere 2 af dem. De resterende 4 kunne jeg bare konstatere smagte helt fantastisk og så forsøge at gætte på, hvad de mon havde kommet i. En dejlig oplevelse, der blev fuldendt af den meget charmerende restaurant med håndmalede stole og tyrefægtertøj på væggen. Og madoplevelser har vi da fået masser af. Paella fik vi også smagt. Vi skulle bare lige have lidt at fylde en halvtom mave med, men den kæmpestore paellagryde kunne åbenbart ikke lave små portioner, men lækkert smagte det. Tapas har vi også spist mere af. Det er ret svært at blive træt af at få tapas, da det er forskelligt fra gang til gang. Det er virkelig smart.
Da vi ankom til Torrox Costa, hvor vi boede, var det mørkt, så det var først den efterfølgende dag, jeg så, at havet ikke lå mere end en 20 meter fra vores lejlighed. Helt fantastisk! Den dag skulle da også bare gå med, at jeg skulle se området, deriblandt en by ved navn Nerja, der lå tæt ved. Vejret var fantastisk, så min mor og jeg gik på en halv times shopping, hvorefter vi mødtes med min far og lillebror på Europapladsen. Det var en plads med en virkelig god udsigt til havet, stranden og de smukke bjerge. Meget stemningsfuldt. Og så var der selvfølgelig tid til at nyde en kage i den bagende sol.
Til aften tog vi ned til en knapt så befærdet strand, Maro strand, hvor vi lige havde en halv times solbadning, før vi så solen gå ned bag bjergene og havet. Noget af det fantastiske ved at holde ferie ved bjerge er, at man så kan tage sin bil, køre lidt op i bjergene, og så fortsætter solnedgangen bare deroppe. Så den fik vi også nydt lidt højere oppe fra i byen Frigiliana. Frigiliana er, som de fleste af de byer i området, en hvid bjergby. Alle husene var hvide, hvilket skabte en skøn stemning, både i aftenmørket og senere i solskin. De små gader var utroligt hyggelige, og når man lige kiggede ind i en gård, kunne man se et hav af forskellige planter. Også uden for deres døre stod der planter, og det hele skabte faktisk bare en ren eventyrstemning.
Den efterfølgende dag stod den på vandretur i bjergene. Min far havde fundet en rute på et kort, og skiltet, hvorpå der stod "Turistrute", fortalte, at vi var på rette vej. Da vi så havde krydset den samme flod en 5-6 gange pga. ufremkommelighed, begyndte turen at blive lidt ensformig, og da var der nok gået 20 minutter. Heldigvis gik vejen pludselig op i bjergene, og det hjalp noget. Det var meget de samme bjerge, vi kunne se, men hver gang, vi bevægede os, ændrede vinklen sig, så de blev ved at være utroligt flotte. I takt med at vi kom højere og højere op, åbenbarede mere og mere af landskabet sig også for os. Der var både floden, skov på bjergene og rå klippesider. Meget imponerende og smukt. Da vi var kommet et godt stykke op, blev udsigten dog lidt ensformig, men da vi var relativt tæt på toppen, bestemte vi os for at gå helt derop. Der kunne vi nemlig også se ud på den anden side, og flere bjerge tårnede sig op bag de, vi allerede havde inspiceret. Det var meget, meget fantastisk. Og det var først lige, da vi kom ned og satte os i bilen, at regnen startede, så det kunne vi ikke klage over.
En anden stor oplevelse var at se den drypstenshule, der lå lige i nærheden. "Cueva de Nerja" hedder den, og den indeholder verdens største drypsten. Min familie og jeg har igennem tiden set en del drypstenshuler, men det er efterhånden ved at være længe siden, så vi var spændte på, hvordan det ville være. Det første, der sker, er, at vi bliver ledt ned i noget, der ligner Spøgelseshuset i Tivoli. Det følges så op med, at der på god rutsjebane manér tages et billede af os under nogle drypsten. Så er stemningen ligesom sat. Og med de meget højtlydende dryp, havde vi dem også mistænkt for at have sat højtalere op, så stemningen forstærkedes. Sikke en velkomst. Heldigvis blev det meget bedre, da vi kom længere ind i grotten. Der havde for lang tid siden (nej, jeg er ikke god til årstal, men så lang tid tilbage, at mennesker lever i huler) levet mennesker i hulen, og mange år efter blev den ved et tilfælde opdaget af nogle drenge, der legede. Hulen er kæmpestor, men kun en lille del er til offentlig skue, og det er naturligvis delen med verdens største drypsten. For lige at få en (fuldstændig urealistisk) fornemmelse af størrelsen, så er den 32 meter høj og 13 gange 7 meter ved bunden. Det er altså stort. Vi blev alle sammen glædeligt overraskede og havde en super god dag, der blev afsluttet med synet af solnedgangen over Afrika. Det var nu meget pænt og stemningsfuldt.
Den næste dag tog vi til feriebyen Armuñécar, der ved første øjekast ikke var andet end en strand og 1000 ferieboliger kastet op på så kort tid som muligt til så få penge så muligt. Ikke særligt charmerende. De havde dog også et lille udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ud over vandet, klipper og op på andre, hvide byer. Da vejret ruskede noget, havde vi næsten bestemt os for bare at køre videre, efter vi havde fået kaffe, men byen havde rent faktisk både en borg og en fuglepark, vi ikke havde set. Så vi bestemte os for at gå ind og kigge på nogle fugle. Der var rigtig mange rigtig flotte fugle, men det var svært at overse de dårlige kår, de levede under. Da vi havde indfundet os med, at det var der ikke rigtig noget, vi kunne gøre ved det, nød vi dog de farverige fugle og grinede af deres mærkelige bevægelser.
Da vi så kørte op til borgen, viste det sig, at det var her, spanierne boede. Der lå nemlig sådan en lille, hyggelig, hvid by, som bare var blevet gemt bag ferielejlighederne. Det var rigtig dejligt at se, at der også var nogle hyggelige gader i byen. Den gamle maurborg, som der er rigtig mange af i området, var imponerende på sin egen måde. Det var ikke imponerende som f.eks. Colosseum, men gav dog en forståelse for, at det var vigtigt at have en borg tæt på havet. Og man kunne endda stadig se både badeværelse og fangekælder.
Den efterfølgende dag havde Jeppe det ikke så godt, så det blev til en slappe-af-dag. Vejret var skønt, så jeg brugte nogle timer i bikini på tagterrassen. Det var altså ikke tosset. Jeg havde også fået startet på en bog, som jeg var nødt til at få læst færdig, så det var der jo dejlig god tid til. Senere mens min far arbejdede, og Jeppe slappede af, gik min mor og jeg hen på strandpromenaden lige på den anden side af en klippe og kiggede på mennesker, marked og nød en is. Det var en skøn dag, som ikke kun Jeppe havde brug for. Vi skulle også lade op til en stor udflugt den følgende dag. Da skulle vi nemlig se en anden maur-borg i Granada ved navn Alhambra. Den har været udnævnt som et af verdens 7 vidundere, og det af gode grunde. Det første indtryk var ikke meget imponerende. Jovist, det var en stor borg, meget stor borg, men vildere var det heller ikke. På et bestemt tidspunkt skulle vi ind og se noget af det indre, og det var her, det blev imponerende. Her var ALT nemlig udsmykket på smukkeste vis. Det kan slet ikke beskrives. Der var udskæringer på kæmpe flader. Der var både stenvægge og trælofter med de smukkeste udskæringer. Ikke engang kameraerne kunne gengive denne store oplevelse. Det skal ses. Og det skal ses igen. Der var så ekstremt mange små detaljer, og der var skrevet ting i midten af stjerner og andre figurer. Meget imponerende. Og det var også imponerende på den måde, at det bare blev ved. Der var mange, store rum, der bare var dekoreret over det hele. Fuldstændigt ubegribeligt. Ja, jeg kan blive ved at prøve at forklare det, men det er simpelthen ikke muligt. Jeg prøver også med nogle billeder, der på ingen måde kan leve op til synet. "Det var fantastisk! Fantastisk!" for at citere min mor, der slet ikke kunne komme i hold.
For at afslutte dagen med manér bestemte vi os for at køre op mod de sneklædte bjerge, vi kunne se, for at spise aftensmad der. Vi kom op i godt 2000 meters højde og fandt et skisportssted, hvor vi fik vores aftensmad. Turen derop var virkelig smuk. Der kom mere og mere udsigt og mere og mere sne. Det var meget smukt. Både far og jeg bestilte en stenstegt bøf. Det viste sig så, at vi begge fik en lille, meget varm sten ind på bordet, og så skulle vi selv sidde og stege vores bøf. Det var en meget sjov oplevelse, og bøffen smagte helt fantastisk. En rigtig god afslutning på en endnu bedre dag.
Den kommende dag var min hjemrejsedag, og den gik med at pakke, lave os en lækker frokost, købe et par dykkerbriller, spille et spil og se nogle billeder. Efter en dejlig uge måtte jeg sige farvel til min familie og vende snuden mod Bologna. Der var jeg heldigvis også savnet. Alessandro har igen spurgt meget til mig, og har endda spurgt, om der skulle komme en ny au pair. Det er vist på tide, at jeg stopper med at holde al det ferie, så jeg kan være sammen med den dreng.
En sjov ting, jeg oplevede på ferien var, at jeg rent faktisk forstod noget af, hvad de sagde. Italiensk og spansk er lidt ligesom dansk, norsk og svensk. Så hvis jeg lyttede godt efter, kunne jeg forstå små bidder og nogle gange faktisk få en sammenhæng ud af det. Jeg blev dog lidt forvirret, da en mand i en reception (åbenbart) spurgte, hvor gammel jeg var. Jeg svarede "4" på italiensk, da jeg troede, han spurgte om, hvor mange vi var. Det mente han ikke helt kunne passe. Så svarede min far på italiensk "90", men han har vist ikke fået brugt sine italienskfærdigheder så meget endnu. Da vi så både havde forsøgt at snyde mig ind som barn og pensionist, fik jeg sagt, at jeg var 19, og så var alt godt. Ja, misforståelser kan der også hurtigt komme. Og man skal nemlig passe på med bare at gå ud fra, at det betyder det samme, når det lyder ens. Der er f.eks. meget stor forskel på det spanske "Hola Pipi" og det italienske "Ho la pipí", selvom det udtales ens. Jeg må sige, at jeg blev meget overrasket, da drengen ved siden af mig tog sin telefon og sagde "Jeg skal tisse".
På flyturen hjem sad jeg ved siden af en ung fyr. Jeg stod også bag ved ham i køen, da vi ventede på at komme ind og så tilfældigvis, at han kom fra Italien. Da han så tog sin telefon op, fik jeg et glimt af fire røde firkanter med et hvidt kryds i midten. Meget lig Dannebrog. Jeg var dog ikke helt sikker og undlod at tage kontakt til ham. Da flyet så landede i Bologna, spurgte han, om det var første gang, jeg var i byen. Han blev noget overrasket, da jeg svarede, at jeg boede her. Jeg så så hans telefon igen, og var nu sikker på, at det danske flag var hans baggrundsbillede. Og så blev jeg altså nødt til at spørge. Det viste sig, at han bare rigtig godt kunne lide København, men jeg kunne da overraske en gang til ved at fortælle, at jeg var fra Danmark. Det var nu lidt sjovt.
Jeg landede i Sevilla, hvor min far hentede mig i lufthavnen. Mine 4 lag tøj var godt nok lige rigeligt til 27 graders varme, så jeg skyndte mig at skifte. Skønt allerede at mærke temperaturforskellen. Jeg fik også en sms fra Patrizia om, at der lige var kommet sne i Bologna. Vi havde ikke meget tid i Sevilla, da vi boede knap 3 timer derfra og derfor blev nødt til at køre derfra lidt tidligt. Men jeg nåede da at få set den imponerende domkirke udefra, og min mors billeder kunne efterfølgende vise mig, at den var endnu flottere indvendigt. Vi slog også lige et smut forbi universitetet, hvilket, vi blev enige om, slog Struer Statsgymnasiums udsmykning.
 |
| Sevillas domkirke. |
 |
| Universitetet i Sevilla. |
Og nu, jeg var landet i Spanien, skulle jeg da også have tapas som mit første måltid. Jeg er meget imponeret over, hvordan man kan få en tallerken med 6 forskellige småretter, hvoraf man kun kan identificere 2 af dem. De resterende 4 kunne jeg bare konstatere smagte helt fantastisk og så forsøge at gætte på, hvad de mon havde kommet i. En dejlig oplevelse, der blev fuldendt af den meget charmerende restaurant med håndmalede stole og tyrefægtertøj på væggen. Og madoplevelser har vi da fået masser af. Paella fik vi også smagt. Vi skulle bare lige have lidt at fylde en halvtom mave med, men den kæmpestore paellagryde kunne åbenbart ikke lave små portioner, men lækkert smagte det. Tapas har vi også spist mere af. Det er ret svært at blive træt af at få tapas, da det er forskelligt fra gang til gang. Det er virkelig smart.
 |
| Hyggelig restaurant i Sevilla. |
Da vi ankom til Torrox Costa, hvor vi boede, var det mørkt, så det var først den efterfølgende dag, jeg så, at havet ikke lå mere end en 20 meter fra vores lejlighed. Helt fantastisk! Den dag skulle da også bare gå med, at jeg skulle se området, deriblandt en by ved navn Nerja, der lå tæt ved. Vejret var fantastisk, så min mor og jeg gik på en halv times shopping, hvorefter vi mødtes med min far og lillebror på Europapladsen. Det var en plads med en virkelig god udsigt til havet, stranden og de smukke bjerge. Meget stemningsfuldt. Og så var der selvfølgelig tid til at nyde en kage i den bagende sol.
 |
| Tagterrassen. |
 |
| Udsigten fra Europapladsen. |
Til aften tog vi ned til en knapt så befærdet strand, Maro strand, hvor vi lige havde en halv times solbadning, før vi så solen gå ned bag bjergene og havet. Noget af det fantastiske ved at holde ferie ved bjerge er, at man så kan tage sin bil, køre lidt op i bjergene, og så fortsætter solnedgangen bare deroppe. Så den fik vi også nydt lidt højere oppe fra i byen Frigiliana. Frigiliana er, som de fleste af de byer i området, en hvid bjergby. Alle husene var hvide, hvilket skabte en skøn stemning, både i aftenmørket og senere i solskin. De små gader var utroligt hyggelige, og når man lige kiggede ind i en gård, kunne man se et hav af forskellige planter. Også uden for deres døre stod der planter, og det hele skabte faktisk bare en ren eventyrstemning.
 |
| En lille, stejl gade i Frigiliana. |
 |
| Udsigt og solnedgang fra Frigiliana. |
Den efterfølgende dag stod den på vandretur i bjergene. Min far havde fundet en rute på et kort, og skiltet, hvorpå der stod "Turistrute", fortalte, at vi var på rette vej. Da vi så havde krydset den samme flod en 5-6 gange pga. ufremkommelighed, begyndte turen at blive lidt ensformig, og da var der nok gået 20 minutter. Heldigvis gik vejen pludselig op i bjergene, og det hjalp noget. Det var meget de samme bjerge, vi kunne se, men hver gang, vi bevægede os, ændrede vinklen sig, så de blev ved at være utroligt flotte. I takt med at vi kom højere og højere op, åbenbarede mere og mere af landskabet sig også for os. Der var både floden, skov på bjergene og rå klippesider. Meget imponerende og smukt. Da vi var kommet et godt stykke op, blev udsigten dog lidt ensformig, men da vi var relativt tæt på toppen, bestemte vi os for at gå helt derop. Der kunne vi nemlig også se ud på den anden side, og flere bjerge tårnede sig op bag de, vi allerede havde inspiceret. Det var meget, meget fantastisk. Og det var først lige, da vi kom ned og satte os i bilen, at regnen startede, så det kunne vi ikke klage over.
 |
| Udsigt fra bjergtoppen. |
En anden stor oplevelse var at se den drypstenshule, der lå lige i nærheden. "Cueva de Nerja" hedder den, og den indeholder verdens største drypsten. Min familie og jeg har igennem tiden set en del drypstenshuler, men det er efterhånden ved at være længe siden, så vi var spændte på, hvordan det ville være. Det første, der sker, er, at vi bliver ledt ned i noget, der ligner Spøgelseshuset i Tivoli. Det følges så op med, at der på god rutsjebane manér tages et billede af os under nogle drypsten. Så er stemningen ligesom sat. Og med de meget højtlydende dryp, havde vi dem også mistænkt for at have sat højtalere op, så stemningen forstærkedes. Sikke en velkomst. Heldigvis blev det meget bedre, da vi kom længere ind i grotten. Der havde for lang tid siden (nej, jeg er ikke god til årstal, men så lang tid tilbage, at mennesker lever i huler) levet mennesker i hulen, og mange år efter blev den ved et tilfælde opdaget af nogle drenge, der legede. Hulen er kæmpestor, men kun en lille del er til offentlig skue, og det er naturligvis delen med verdens største drypsten. For lige at få en (fuldstændig urealistisk) fornemmelse af størrelsen, så er den 32 meter høj og 13 gange 7 meter ved bunden. Det er altså stort. Vi blev alle sammen glædeligt overraskede og havde en super god dag, der blev afsluttet med synet af solnedgangen over Afrika. Det var nu meget pænt og stemningsfuldt.
 |
| Drypstenshulen i Nerja. |
 |
| Et solnedgangshjerte. |
Den næste dag tog vi til feriebyen Armuñécar, der ved første øjekast ikke var andet end en strand og 1000 ferieboliger kastet op på så kort tid som muligt til så få penge så muligt. Ikke særligt charmerende. De havde dog også et lille udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ud over vandet, klipper og op på andre, hvide byer. Da vejret ruskede noget, havde vi næsten bestemt os for bare at køre videre, efter vi havde fået kaffe, men byen havde rent faktisk både en borg og en fuglepark, vi ikke havde set. Så vi bestemte os for at gå ind og kigge på nogle fugle. Der var rigtig mange rigtig flotte fugle, men det var svært at overse de dårlige kår, de levede under. Da vi havde indfundet os med, at det var der ikke rigtig noget, vi kunne gøre ved det, nød vi dog de farverige fugle og grinede af deres mærkelige bevægelser.
Den efterfølgende dag havde Jeppe det ikke så godt, så det blev til en slappe-af-dag. Vejret var skønt, så jeg brugte nogle timer i bikini på tagterrassen. Det var altså ikke tosset. Jeg havde også fået startet på en bog, som jeg var nødt til at få læst færdig, så det var der jo dejlig god tid til. Senere mens min far arbejdede, og Jeppe slappede af, gik min mor og jeg hen på strandpromenaden lige på den anden side af en klippe og kiggede på mennesker, marked og nød en is. Det var en skøn dag, som ikke kun Jeppe havde brug for. Vi skulle også lade op til en stor udflugt den følgende dag. Da skulle vi nemlig se en anden maur-borg i Granada ved navn Alhambra. Den har været udnævnt som et af verdens 7 vidundere, og det af gode grunde. Det første indtryk var ikke meget imponerende. Jovist, det var en stor borg, meget stor borg, men vildere var det heller ikke. På et bestemt tidspunkt skulle vi ind og se noget af det indre, og det var her, det blev imponerende. Her var ALT nemlig udsmykket på smukkeste vis. Det kan slet ikke beskrives. Der var udskæringer på kæmpe flader. Der var både stenvægge og trælofter med de smukkeste udskæringer. Ikke engang kameraerne kunne gengive denne store oplevelse. Det skal ses. Og det skal ses igen. Der var så ekstremt mange små detaljer, og der var skrevet ting i midten af stjerner og andre figurer. Meget imponerende. Og det var også imponerende på den måde, at det bare blev ved. Der var mange, store rum, der bare var dekoreret over det hele. Fuldstændigt ubegribeligt. Ja, jeg kan blive ved at prøve at forklare det, men det er simpelthen ikke muligt. Jeg prøver også med nogle billeder, der på ingen måde kan leve op til synet. "Det var fantastisk! Fantastisk!" for at citere min mor, der slet ikke kunne komme i hold.
 |
| Min skøre familie i Alhambra. |
 |
| De smukke udskæringer og mønstre i Alhambra. |
For at afslutte dagen med manér bestemte vi os for at køre op mod de sneklædte bjerge, vi kunne se, for at spise aftensmad der. Vi kom op i godt 2000 meters højde og fandt et skisportssted, hvor vi fik vores aftensmad. Turen derop var virkelig smuk. Der kom mere og mere udsigt og mere og mere sne. Det var meget smukt. Både far og jeg bestilte en stenstegt bøf. Det viste sig så, at vi begge fik en lille, meget varm sten ind på bordet, og så skulle vi selv sidde og stege vores bøf. Det var en meget sjov oplevelse, og bøffen smagte helt fantastisk. En rigtig god afslutning på en endnu bedre dag.
 |
| Min far steger sin bøf på stenen. |
Den kommende dag var min hjemrejsedag, og den gik med at pakke, lave os en lækker frokost, købe et par dykkerbriller, spille et spil og se nogle billeder. Efter en dejlig uge måtte jeg sige farvel til min familie og vende snuden mod Bologna. Der var jeg heldigvis også savnet. Alessandro har igen spurgt meget til mig, og har endda spurgt, om der skulle komme en ny au pair. Det er vist på tide, at jeg stopper med at holde al det ferie, så jeg kan være sammen med den dreng.
En sjov ting, jeg oplevede på ferien var, at jeg rent faktisk forstod noget af, hvad de sagde. Italiensk og spansk er lidt ligesom dansk, norsk og svensk. Så hvis jeg lyttede godt efter, kunne jeg forstå små bidder og nogle gange faktisk få en sammenhæng ud af det. Jeg blev dog lidt forvirret, da en mand i en reception (åbenbart) spurgte, hvor gammel jeg var. Jeg svarede "4" på italiensk, da jeg troede, han spurgte om, hvor mange vi var. Det mente han ikke helt kunne passe. Så svarede min far på italiensk "90", men han har vist ikke fået brugt sine italienskfærdigheder så meget endnu. Da vi så både havde forsøgt at snyde mig ind som barn og pensionist, fik jeg sagt, at jeg var 19, og så var alt godt. Ja, misforståelser kan der også hurtigt komme. Og man skal nemlig passe på med bare at gå ud fra, at det betyder det samme, når det lyder ens. Der er f.eks. meget stor forskel på det spanske "Hola Pipi" og det italienske "Ho la pipí", selvom det udtales ens. Jeg må sige, at jeg blev meget overrasket, da drengen ved siden af mig tog sin telefon og sagde "Jeg skal tisse".
Abonner på:
Opslag (Atom)