Præcision er en dyd

Hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at italieneres præcisionsevne er stærkt begrænset. I weekenden var der, som tidligere nævnt, klassefest for pigen. Moren skulle så fra morgenen af lave budding og havde i den anledning købt nogle små bægre med tilhørende låg. Lågene sad ret godt sammen, så nogle gange kom hun til at sætte 2 låg på samme bøtte. Da hun så havde sat alle lågene på, var der ikke låg til de to sidste bøtter. Hun begyndte, som den perfektionist hun for det meste er, at tjekke alle lågene efter, om der var to på nogen af dem. Efter at have tjekket én gang uden held tog hun alle lågene af og gennemgik dem stadig uden succes. Hendes næste træk var så at finde den anden pakke frem og tælle sig frem til, at der deri var de 15 låg, der skulle være. Og med et suk måtte hun jo tage to låg fra den bøtte, hvorefter hun stablede buddingerne 2 og 2. Alle buddingerne blev stablet 2 og 2. Alle 15 bøtter budding blev stablet 2 og 2. Ja, der skal ikke meget matematikkendskab til at regne sig frem til, at der er noget, der ikke stemmer. Det kunne hun også rimelig hurtigt konstatere og griner over, at der var en bøtte for meget og et låg for lidt, hvorefter hun slutter af med at sige "typisk Italien".

Men det er ikke bare industrien, der ikke kender til præcision. Tid er også et vidt begreb i Italien. I den måned, jeg har været her, er det kun lykkedes at få pigen i skole til tiden et par gange. Af den simple grund, at moren pludselig skal sætte en vask over, lave et puslespil, tage et bad, lege med drengen osv., 2 minutter før vi burde være ude af døren. Det er hende, der gør børnene klar, og jeg skal bare gå med pigen til skole. I dag var det allerede pigens mødetid, da tasken lige skulle pakkes. Troede jeg... Moren roder i tasken og hiver så en kontaktbog op. Den er gået lidt fra hinanden, og hun begynder at reparere den. Jeg tænkte "nåh ja, man skal vel passe sit image, så hvis der skal sendes en besked til skolen, skal det vel gøres ordentligt." Men det skulle der ikke, hun skulle bare lige reparere den, og det alt imens jeg stod og trippede, og pigen rent faktisk var klar. Og det viste sig endda, at hun ikke engang skulle pakke tasken, hun skulle åbenbart bare lige kigge. Ja, sådan kan man jo vælge at bruge den rent faktisk udløbne tid.

Da vi så alt for sent ankom til skolen, stod der en bedstemor med sit barnebarn, der jo var lige så sent på den, som vi var. Bedstemoren skulle åbenbart lige føre en meget vigtig samtale med en anden bedstemor, så så måtte drengen jo vente på det. Med den store betydning, som børnene har for italienerne, forstår jeg simpelthen ikke, at de ikke kan nosse sig sammen og føre samtalen på et andet tidspunkt (for eksempel et halvt minut senere, hvor drengen ville være afleveret i skolen) eller sætte vasken over senere.

Men præcision er en dyd, og det kan være, at jeg må igang med at kæmpe hårdt for at presse min egen præcisionsevne ned over hovedet på den her familie. Min er tydeligvis noget mere veludviklet, men det kan selvfølgelig være fordi, jeg ikke selv har prøvet at have børn. Hvad ved jeg? Ja, jeg ved i hvert fald, at der skal gøres noget seriøst for at få den pige afsted til tiden.

Samvittighed

Weekenden har været præget af god og dårlig samvittighed. I går holdt pigen klassefest. Jeg lærte til halloweenfesten, at til sådan en fest kommer der en masse larmende børn med deres italienske forældre. Ikke den mest interessante begivenhed for mit vedkommende, MEN... "heldigvis" inkluderer en sådan fest også en masse godterier, hvilket var grunden til, at jeg deltog i en times tid.

Alle forældrepar havde lidt sødt med, så det kan jo hurtigt løbe op, når en hel klasse mødes. Og man kan jo ikke bare lade de ekstremt gode brownies stå. Og da heller ikke buddingen, som moren havde lavet, og så var der jo også de skønne butterdejskager med chokoladecreme og alt for meget glasur. Og til alt dette søde får man jo også pludselig brug for lidt salt i form af nogle chips, og så krævede sulten også, at man spiste en bolle (med et godt lag nutella). Der var altså rigtig meget, og det hele skulle da smages, så lidt dårlig samvittighed var der godt nok, da jeg gik i seng.

I dag havde jeg så brug for at se noget andet end lejligheden og havde derfor planlagt en lille tur op til kirken San Luca, der skulle være meget smuk. Faren foreslog, at jeg tog bilen og parkede neden for bakken, hvorpå kirken ligger. Det gjorde jeg så og fortrød det, da jeg havde kørt rundt og ledt efter en parkeringsplads i en halv time. Men sådan kan man jo blive klogere.

Bakken, som kirken ligger på, forårsagede naturligvis en ret stejl gåtur. Denne gåtur under de 666 arkader (mon der er nogen, der har haft dårlig humor?) hjalp heldigvis på den dårlige samvittighed, og så var det endda pænt at kigge på. Og kirken var da også helt klart gåturen værd. Den var rigtig flot, og så var der ovenikøbet en gudstjeneste igang, så det var endda muligt at få en lille bid brød med på vejen.

Så med resterne af en budding i hånden må jeg konstatere, at det faktisk har været en ganske udmærket weekend.

Chokolade ud over alle grænser

I går var jeg til chokolademarked inde i centrum af Bologna. Det var ellers noget af en oplevelse. Der var chokolade i alle regnbuens farver, hvilket naturligvis inkluderer både diamant og guld. Og chokoladen var i alle mulige og umulige former. Men det førte, jeg vil fortælle om, skete lige i det, jeg trådte ind på markedet. Da råbte en mand Ciao! til mig. Det viste sig så, at det var én af de tidligere nævnte lommetyve, der havde genkendt mig. Endnu en gang med et fast greb om min taske, sagde jeg modvilligt hej til ham. Sidst jeg mødte ham, tog han nogle billeder af mig, og dem havde han så fået fremkaldt, og han havde dem tilfældigvis lige med i sin taske (creepy?). Så jeg fik et par billeder med hjem af mig selv.

Det næste mærkelige, der skete, var, at han skyndte sig at trække mig hen til en bod og købe en lille pose chokolade til mig for 16 euro. Ja, de der små, håndlavede konditorchokolader var ret dyre, men til gengæld også  ekstremt gode. Manden er meget sær, men med en au pair-løn kan man ikke klage over at blive beriget med en pose chokolade til godt 100 kr. Derudover forærede han mig også et manicuresæt og to ure. Selvom jeg mange gange sagde nononononono til at modtage hans tyvekoster, var der ikke noget, der stoppede ham. Så nu er jeg altså to billeder af mig selv, et billede af en abe (no idea why), et manicuresæt, to ure og en topmave rigere.

Han var simpelthen for mærkelig. Min første tanke, da jeg så ham, var også "shit! Hvordan slipper jeg af med ham igen?". Det gik heldigvis rimelig nemt. Trods hans imponerende pågåenhed og omklamren er det de færreste mennesker, der bryder sig om at blive 100 % ignoreret. Så jeg slap af med ham og kunne gå rundt og kigge på de imponerende chokolader for mig selv. Og det var da godt nok fantastisk. Man kunne faktisk nå at blive fascineret på forskellige måder. For det første var der jo de førnævnte håndlavede, små chokolader, der fascinerede ved deres unikke og naturligvis flotte udseende. Så var der ekstremt meget værktøj, der lignede, at det var sprayet med guld, og noget af det lignende endda værktøj så meget, at det ville føles mærkeligt at sætte tænderne i det. Så var der også meget store stykker chokolade, som imponerede i, ja mærkeligt nok, deres størrelse. Ud over det var mængden af chokolade, der kan proppes ind i en lille bod, også ret fantastisk. Der var så overvældende meget chokolade på et faktisk ikke voldsomt stort marked. De unikke chokolader var naturligvis imponerende, men jeg vil faktisk også lige hylde masseproduktionen, for der var simpelthen så mange, smukke stykker chokolade, at det ikke var til at forstå. Og det var altså chokolade ligesom chokoladejulemænd i Danmark, som man kan se, er kommet direkte ud af en form. Men imponerende var det. I al sin overvældenhed.

Trods den fine præsentation vil jeg henlægge mig til at afslutte blogindlægget med den kendte frase "et billede siger mere end tusind ord". I kan selv vurdere.

Ikke alt er, hvad det ser ud til. Heller ikke kyllingen...

Den 70cm lange krokodille.

Det er, hvad man får, for 16 euro...

Mutandskoldkopper

Ja, som kom konsekvensen af mit hårde arbejde med en syg dreng: Sygdom. Drengen havde skoldkopper, og den første dag, jeg var syg med noget lignende, blev jeg ved at sige til mig selv, at det var godt, at jeg fik det nu. Dagen efter fortalte faren, at Alessandro havde haft det samme 5 gange sidste år. Så med håndfladerne fuldstændig fulde af knopper, der havde sat mine hænder total ud af funktion, kunne jeg ikke engang glæde mig over at vide, at det var den eneste gang, jeg skulle have det. Det er heldigvis meget i bedring nu, og jeg kan i dag skrive på min computer.

I dag er familien i Venedig. Jeg var naturligvis velkommen, men med stadig lettere handicappede hænder, og fødder, der af samme grund, ikke er særligt glade for at gå, sagde jeg nej tak til et smut til Venedig. Ja, det er hvad sygdom fører med sig. Det har dog haft den konsekvens, at jeg nu er igang med at planlægge hurtigst muligt at komme en tur til Venedig. Og jeg er desuden blevet meget opsat på snart at skulle udforske lidt mere af Bolognas kultur.

Men nu, hvor jeg ikke kom til Venedig i dag (som i øvrigt har regnvejr i dag. Pff hvad skal jeg bruge det til?), ville jeg naturligvis gerne nyde en dag, hvor jeg faktisk kan andet end at ligge i sengen med hænderne i koldt vand og se fjernsyn. Så i dag står den på julehygge med pebernødder, pandekager og Pyrussange. Og måske jeg skulle kaste mig ud i en italiensk julefilm også?

Selvom mit italienske er minimalt, er det dejligt at se, at jeg rent faktisk lærer noget. De dage, jeg havde med Alessandro, snakkede jeg "meget". Han elsker at snakke og forstår ikke, at jeg ikke forstår italiensk, så han snakker og snakker og snakker. Nu begynder jeg rent faktisk også at kunne svare ham. Men jeg er lige nu på et stadie, hvor jeg bliver imponeret og overrasket, hver gang han forstår, hvad jeg siger. Det er jo godt at have en lille dreng man kan øve sit meget usikre italienske på.

Jeg har desuden efterhånden fået styr på at sige "ondt i halsen", for det er blevet brugt en del gange. Både i forhold til mig, Alessandro og moren. Og så har de naturligvis 5 forskellige slags medikamenter mod ondt i halsen + kogt æble med honning. Jeg ved ikke, hvor meget af det, der virker. Penicillin er også blevet udskrevet til mig, efter lægen kiggede mig i halsen og konstaterede, at jeg ENTEN havde en virus eller en bakterie. Han fortalte så, at det også var godt at få Penicillin, hvis det var en virus. Hm.

Så trods den hårde uge, har mutandskoldkopper haft en masse gode konsekvenser med sig.

"Du er ulv"

De 2 sidste dage kræver vist et blogindlæg. Drengen, Alessandro, på 2 har været syg de sidste 4 dage, så jeg har været hjemme i går og i dag for at passe ham. Han jeg skoldkopper. Jeg har aldrig været syg med skoldkopper. Jeg håber håber håber, at jeg har været så heldig at have haft en nem omgang som lille, men det vil tiden vise. Udover en overhængende fare for sygdom er det noget af en udfordring at være sammen med ham hele dagen.

Både i går og i dag startede rigtig godt. Han sagde pænt farvel til sine forældre og var glad og tilfreds. I dag lukkede han endda døren, nærmest før hans mor var ude af den, så han kunne komme til at lege med mig. Det går også rigtig godt med at lege. Vi har en skøn leg, der hedder "Sei lupo" der betyder "du er ulv". Det handler om at vi sammen skal mase os ind på de mindste steder i huset. Eller det vil sige, jeg maser, han kravler bare, for jeg er trods alt lidt stor (i forhold til en 2-årig i hvert fald). Og lige så snart, jeg har fået mast mig ind, skal vi skynde os ud igen. Som jeg sagde: God leg!

Desuden er der en anden leg, som egner sig rigtig godt til trætte teenagere (inkl. undertegnede). Den handler om at skynde sig ind under trappen (som naturligvis er et af gemmestederne fra den tidligere leg), skynde sig ud igen, løbe op af trappen, løbe en rundtur der, ned af trappen, rundt i stuen, under trappen, op af trappen, rundt, ned af trappen osv. Og man skal helst gerne sige "Kom Cecilie, kom her", mens man gør det. Puha.
Og så retter han min grammatik. Det synes jeg, er ret imponerende. Men jeg troede faktisk, at Po fra Teletubbies var en pige. Men hvis det er en dreng, kan jeg da godt se, at det er mærkeligt at sige "Hun er smuk".

Og så er der jo maden. Almindeligvis skal jeg hverken hjælpe ham med at spise eller komme i seng. Det sørger forældrene for. Men nu er der ingen kære mor, og når man vil se Teletubbies, vil man tydeligvis se Teletubbies. I går gik det super med maden, han spiste endda selv. I dag skulle han liiiiige se Teletubbies færdig. Jeg tænkte "Nåh ja, hvor lang tid kan sådan en film tage? Det er trods alt bare et afsnit". Ja, et afsnit på en time og et kvarter. Men så var han altså også sulten, og spisningen gik super.

I går skulle jeg lægge ham til at sove ca. kl. 2. Jeg tænkte, at det nok godt kunne tage lidt tid, så jeg gik igang med at forberede ham halv 2. En time senere sov han. Vi var åbenbart ikke helt enige om, at det var mig, og ikke hans mor, der skulle putte ham. Og da han ikke engang ville gå med mig ind på værelset, endte han med at sove i stuen. Det gik heldigvis bedre i dag, og han sover sødt på sit værelse.

Ja, en 2-årig ved, hvad han vil, og det skal man lige lære, hvordan man håndterer. Heldigvis går det hele fremad, og jeg lærer hele tiden.

Ost, ost ost, oooog lidt mere ost

Og ost. Ja, de kan godt lide ost de der italienere. Middagsmaden i dag blev krydret med 3 forskellige oste. Og til aften kom der en 4. på bordet. Det er jo skønt, når man godt kan lide ost, meeen jeg kan se, at jeg ikke er på helt samme niveau som familien her. For eksempel spiser jeg ikke min smørreost MED SKE! Så bliver det alligevel for meget ost. Alt med måde, ikke? Men ja, trods al den ost er det endnu ikke lykkedes mig at finde en ostehøvl. Er ikke helt sikker på, de har én. Men så må jeg vel bare lære at spise ost på italiensk vis (med ske?).

Apropos mad er det også lige gået op for mig, at ingen rugbrød betyder ingen øllebrød, hvilket virkelig er en skam, da det faktisk er én af mine yndlingsretter. Jeg bliver simpelthen nødt til at tage noget rugbrød med herned, efter jeg har været hjemme på juleferie.

Men nu hvor jeg bliver nødt til at lære italienske madvaner at kende, ser det også ud til, at det går den anden vej. Faren i familien kiggede ret interesseret på min havregrynspakke og kunne konstatere, at det rent faktisk er ret sundt (oh really?). Han gik dog ikke så langt som til at smage det, men nu må vi se. Det kan være jeg har startet en dille. Jeg er ikke specielt habil i madlavning, så har ikke rigtig præsenteret noget dansk mad (endnu). I morgen skal jeg så være alene hjemme med drengen, der er syg. Det kræver naturligvis, at der bliver lavet noget mad til den lille. "Heldigvis" inkluderer hans sygdom problemer med maven, så jeg bare skal koge noget pasta og komme olivenolie på. Det rækker mine evner da trods alt til. Og nåh ja, der skal naturligvis også parmesanost på.

Jeg glæder mig til...

.. næste uge, jul, at se Rom, at komme hjem og se min kæreste, familie og venner... Jeg glæder mig meget for tiden. Det er nogle hårde dage med italienskkursus, lektier, børnepasning og oprydning. Faktisk har jeg kun ca. 1-2 timers fri om dagen. Det er hårdt, men det er jo skønt at mærke, at jeg bliver bedre til italiensk. Jeg kan ikke snakke så meget endnu, men jeg forstår mere og mere. Men de krævende uger her har gjort, at jeg måtte have noget at se frem til. Så nu er der bestilt flybilletter, så jeg kan komme hjem til jul. "Desværre" var billetterne ret dyre fra Bologna, og så skulle jeg endda mellemlande i tyskland. Så hele turen ville tage omkring 20 timer. I stedet tager jeg et tog til Rom, overnatter der to gange og tager så et fly derfra til Billund, for samme pris som flybilletterne fra Bologna. Det, synes jeg faktisk selv, var en ret god løsning.

Men nu skal jeg også passe på ikke at glæde mig så meget til, at jeg ikke oplever nuet. Der sker nemlig gode ting i nuet trods travlheden. Jeg får for eksempel farvelkram og drengen om morgenen, og jeg får endda et casual kram engang imellem, bare fordi han har lyst. Det kan lyse meget op på en trist regnvejrsdag, som der tydeligvis er mange af.

Der er ikke sket så meget siden mit sidste blogindlæg. Det er mest tanker, der er plads og tid til. Tanker om gode dage. Tanker om, at én af farens kolleger snart vil tage noget havregryn hjem til mig, tanker om at komme igang med at svømme, løbe, læse, snakke godt italiensk, drikke en rom og cola. Tanker om at nyde livet.

Så nu vil jeg tage og nyde at have lidt fri i aften og glæde mig til at se de kendte ansigter hjemme i Danmark.

Sommer, sol og pickpocketing

I dag skulle jeg mødes med en britisk pige, som også er au pair her i området. Vi havde aftalt at mødes ved det berømte monument af Poseidon. Det var dejligt solskin og dejlig varmt, så der var mange mennesker på pladsen omkring Poseidon. Jeg ankom før hende, så naturligvis stod jeg bare og nød solen, mens jeg ventede. To herrer på omkring 30 kiggede på mig og smilede og grinede til mig. Høflig som jeg jo er, smilede jeg igen, men gik trods alt lidt væk derfra. Den ene fulgte så efter mig og spurgte, om ikke jeg ville tage et billede af dem. Det ville jeg da godt. Der går ikke noget af mig for at tage et billede. Så ville de her to alt for nærgående mænd pludselig have et billede af dem og mig. Det kunne de da også godt få. Jeg regnede jo ikke ligefrem med at skulle møde dem igen, så det var ret ligegyldigt.

Man (i hvert fald jeg) har en barriere, der kommer op, når fremmede mennesker kommer alt for tæt på én. Det resulterede i, at jeg holdt ekstra godt fast på min taske. Så selvom jeg fik mange rosende ord med på vejen, kunne jeg jo godt se, at det forhold, vi var ved at bygge op, kun havde fundament i, at han ville have mine penge. Og smart var hun jo, for når nu jeg havde min højre hånd på tasken, kunne han jo tage min hånd og hilse pænt med et håndtryk. Jeg blev "desværre" nødt til at gå, da jeg jo skulle mødes med én. Så med både taske, penge, telefon og kamera i behold sendte jeg en sms til den anden au pair, hvor jeg bad om at mødes et andet sted.

Vi fandt hinanden og gik lidt rundt og snakkede om livet som au pair. Jeg spurgte hende om hendes planer for julen, da jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Hun fortalte, at hun ville tage hjem og ikke rigtig vidste, om hun kom tilbage igen. Hendes host family var ikke fantastisk, men hun nød Italien. Vi satte os på en plads og spiste en is i solen. Det var så dejligt varmt, at det var muligt at sidde bare i en top og nyde det. Ikke tosset i november måned. Efter en 3 timer skulle hun med en bus, og så gik jeg lidt rundt og kiggede efter julegaver, dog uden held.

Det har været en dejlig dag. Især fordi jeg rent faktisk har haft tid til at nyde noget fritid. Det er hårdt at studere italiensk, mens man skal holde styr på et par børn. Så jeg har set meget frem til denne lørdag og søndagen i morgen. Og dagen har bestemt levet op til forventningerne.

Italiensk er ligesom...

... ABSOLUT INGENTING, JEG KENDER TIL. Nå ja, jeg startede på et italienskkursus i går. Det er et begynderkursus, og vi er 3 på holdet - mig, en pige på 22 og én på 28. Men tydeligvis er jeg den eneste, der er fuldstændig begynder. Hende på 22 har en italiensk mormor, der ofte er på besøg hjemme hos dem. Og når hun er det, snakker hun KUN italiensk til min medstuderendes mor. Ergo har hun lyttet til italiensk, sådan ca. lige siden hun blev født.! Og har desuden haft spansk, der minder en del om italiensk, i 5 år. Hende på 28 er lige flyttet til Italien til sin italienske kæreste. Italienske kæreste, med italienske venner, italiensk familie og italiensk som modersmål. Og så kan hun desuden en del fransk, som også minder om italiensk.

Når det så er sagt, kan lærerne forresten ikke ret meget engelsk, så de forventer tydeligvis, at vi forstår, hvad de siger på italiensk, OG at vi kan svare dem på italiensk. Nåh ja, det er et begynderkursus, jeg er på, I see, I see. Well, i går var jeg fuldstændig slået ud, men i dag blev det bedre. De to andre kan heldigvis ikke basisgrammatikken, så der er jeg ikke bagud :) Timerne i dag var heldigvis langt bedre end i går, og jeg begynder at forstå lidt af, hvad læreren prøver at sige til mig. Nu kræver det bare meget tid og energi at lære et nyt sprog. Og med sygdom på vej og to børn, der skal passes, er det ekstra hårdt. Så jeg ser virkelig frem til weekenden.

Trods det hårde slid har det været en virkelig god dag i dag. Jeg kommer tættere og tættere på børnene, og når jeg kan begynde at snakke med dem, bliver det endnu bedre. Drengen er ikke så glad for at overlade opgaver, som hans mor plejer at varetage, til mig. I går forberedte hans lærer ham på, at jeg ville komme og hente ham. Det var i stedet hans mor, og da hun dukkede op, sagde han, at han ville have mig. Det var noget af en succes. Og i dag har han kaldt mig Cecilie flere gange, end han har kaldt mig Louise.

Alt i alt er der små fremskridt at se i samværet med børnene og minimale fremskridt i mine sprogkundskaber - men dog fremskridt. I går blev jeg ved at sige "alt bliver bedre i morgen,". I dag kan jeg kun håbe på, at morgendagen bliver mindst lige så god som i dag.

Halloween med stort H..

.. og stort A, L, L, O, W, E, E og N. I går var det Halloween. Jeg fik ikke muligheden for at fejre dagen på god, dansk manér (med alkohol og sandsynligvis ikke engang udklædning), da jeg endnu ikke har mødt nogle unge mennesker - ting tager den tid, ting tager, og det må jeg affinde mig med. I stedet blev aftenen fejret på god, italiensk manér. Og det betyder tydeligvis - hvert fald her i opgangen - i TOTAL KAOS.

Det startede fint med, at vi tog nogle duge og noget mad ned i et lille festlokale, og der begyndte lige så stille at ankomme udklædte børn i alderen 1,5 til nok 12 år. Ganske (u)hyggeligt. Men der blev så ved med at komme flere og flere og flere og flere børn ned i det her alt for lille festlokale med alt for dårligt akustik. Og nogle af dem havde endda cykler og løbehjul med. Desuden var der stor forskel på, hvor meget forældrene havde gjort ud af det. Nogle havde taget en heksehat på i dagens anledning, mens andre havde stor udklædning og makeup på. Så er jeg oveni købet ret sikker på, at jeg så en moderne udgave af Peter Lundin, og så var der jo også de, der dukkede op i et joggingsæt. Nogle gange blev det hele lige lidt for farligt for den lille 2-årige, men så var det jo godt, at han havde sin Peter Plys trøje på.

Men midt blandt alle heksene, psykopaterne og spøgelserne sad der en lille, dansk au pair pige, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Heldigvis var både den 2-årige og hans bedstemor lige så malplacerede som jeg selv, så dem brugte jeg aftenen med. Og så er det jo altid nemmere, når man har noget i hånden, så jeg endte med en forfærdelig kvalme af at spise en masse godter.

Italienerne, har jeg lært, går MEGET op i Halloween. I byen er der pyntet op til Halloween overalt - undtagen på kommunen, hvor de har pyntet op til jul.. i oktober.. Men nabolejlighedens oppyntning er dog det vildeste, jeg har set (der er et par uskarpe billeder nederst i indlægget).

Alt dette ser for mine øjne ud til at være alt for overgearet, og mit humør havde masser af grunde til at være dårligt, men når man kan glæde sig over det på børnenes vegne er alt godt. Så det gjorde jeg, og det var en super god oplevelse at se, hvor meget de nød Halloween-aften.