mandag den 1. november 2010

Halloween med stort H..

.. og stort A, L, L, O, W, E, E og N. I går var det Halloween. Jeg fik ikke muligheden for at fejre dagen på god, dansk manér (med alkohol og sandsynligvis ikke engang udklædning), da jeg endnu ikke har mødt nogle unge mennesker - ting tager den tid, ting tager, og det må jeg affinde mig med. I stedet blev aftenen fejret på god, italiensk manér. Og det betyder tydeligvis - hvert fald her i opgangen - i TOTAL KAOS.

Det startede fint med, at vi tog nogle duge og noget mad ned i et lille festlokale, og der begyndte lige så stille at ankomme udklædte børn i alderen 1,5 til nok 12 år. Ganske (u)hyggeligt. Men der blev så ved med at komme flere og flere og flere og flere børn ned i det her alt for lille festlokale med alt for dårligt akustik. Og nogle af dem havde endda cykler og løbehjul med. Desuden var der stor forskel på, hvor meget forældrene havde gjort ud af det. Nogle havde taget en heksehat på i dagens anledning, mens andre havde stor udklædning og makeup på. Så er jeg oveni købet ret sikker på, at jeg så en moderne udgave af Peter Lundin, og så var der jo også de, der dukkede op i et joggingsæt. Nogle gange blev det hele lige lidt for farligt for den lille 2-årige, men så var det jo godt, at han havde sin Peter Plys trøje på.

Men midt blandt alle heksene, psykopaterne og spøgelserne sad der en lille, dansk au pair pige, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Heldigvis var både den 2-årige og hans bedstemor lige så malplacerede som jeg selv, så dem brugte jeg aftenen med. Og så er det jo altid nemmere, når man har noget i hånden, så jeg endte med en forfærdelig kvalme af at spise en masse godter.

Italienerne, har jeg lært, går MEGET op i Halloween. I byen er der pyntet op til Halloween overalt - undtagen på kommunen, hvor de har pyntet op til jul.. i oktober.. Men nabolejlighedens oppyntning er dog det vildeste, jeg har set (der er et par uskarpe billeder nederst i indlægget).

Alt dette ser for mine øjne ud til at være alt for overgearet, og mit humør havde masser af grunde til at være dårligt, men når man kan glæde sig over det på børnenes vegne er alt godt. Så det gjorde jeg, og det var en super god oplevelse at se, hvor meget de nød Halloween-aften.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar