Faktum er, at...

... jeg er blevet bedre til italiensk. Faktum er, at jeg nok aldrig kommer til at tale flydende italiensk, selvom det ville være virkelig sejt. Faktum er, at dansk er et meget irriterende modersprog at have, når man prøver at lære andre sprog. Faktum er, at Spiderman-filmen er slut, når Cecilie siger, at den er slut. Desværre er faktum også, at filmen bare ikke er slut på det tidspunkt (sagt med høj, spinkel stemme af en 3-årig, efterfulgt af skrig og skrål). Faktum er, at parken er et super sted at lege. Faktum er, at Alessandro savnede mig rigtig meget, da jeg var på ferie sidste uge. Faktum er, at det er koldt, og derfor skal du have din jakke på, ellers fryser du. Faktum er, at en bog er rigtig god at bruge til at slå tiden ihjel, når storesøster har fritidsaktiviteter 3 gange i ugen og lillebror skal vente på hende. Faktum er, at du ikke kan gøre det selv, så jeg bliver nødt til at hjælpe dig, selvom faktum tydeligvis også er, at du ikke vil have min hjælp. Faktum er, at man bliver øm i armene af at bære rundt på en 3-årig. Faktum er, at Alice er rigtig dygtig til at gøre ting selv, især når mor ikke er der. Faktum er, at en bog faktisk også kan forene to børn med 3-4 års forskel. Faktum er, at mit arbejde er nemt, når begge børn går på toilettet for at lave stort. Faktum er, at jeg bliver en god bedstemor, for jeg kan da slet ikke få hold i strikkepindene. Faktum er, at vejret er blevet bedre, selvom det godt kan lide at drille med frost om natten. Faktum er, at bilen siger mærkelige lyde, det er ikke noget nyt, men at så lille en bil kunne sige så høj en lyd, som en bilalarm er, vidste jeg ikke.  Faktum er også, at bilalarmen ikke slukker, bare fordi man skruer ned for varmen eller åbner askebægeret i panik. Faktum er, at ham manden, der da heldigvis kom mig til hjælp, godt kunne finde ud af at slukke en bilalarm. Og faktum er åbenbart også, at sådan gør den bare nogle gange. Faktum er, at jeg ikke kan kontrollere en mobil uden gratis sms. Faktum er, at cafébesøg er dyre på 2 måder. Faktum er, at mit italienske ordforråd ikke er så stort, så jeg altid kan svare, når Alessandro spørger "hvad er det?". Faktum er, at "det ved jeg ikke" hedder "non lo so", og det er en god sætning at kunne. Faktum er, at jeg nu har uploadet 1719 billeder som backup, men der i min mappe på computeren er  1720. Faktum er, at Alessandro synes, det er sjovere at dreje rundt på gyngen end at gynge normalt, og det oveni er virkelig skægt, når man så bagefter ikke kan stå på sine ben. Faktum er, at 4 arbejdsdage i træk er lige i overkanten, så jeg smutter til Spanien nu!

Pisa - en ferie for at være sammen

Det vigtigste mål for ugen i Pisa var bare at være sammen, Bjarke og jeg. Og det har vi så sandelig været. Jeg ankom lørdag eftermiddag og havde nogle timer at slå ihjel, før Bjarke skulle komme ind med flyet 22.45. Men da jeg brugte tiden med lidt arbejde og en roman, er Bjarkes rejse faktisk mere interessant at fortælle om. Da han ankom, fandt jeg nemlig ud af, at den havde været noget mere spændende end min. For det første lykkedes det ham at brække næsen på en fyr på stationen. De havde lige sagt over højtalerne, at der var en lommetyv på stationen, man skulle være opmærksom på. Da Bjarke så mærkede, at der blev rodet i hans lomme, reagerede han ved at vende sig for at gribe fat i ham, men kom til at give ham en knytnæve i hovedet i stedet. Mærkeligt nok dukker politiet ret hurtigt op, når folk begynder at slå på hinanden, men heldigvis gik den uheldige rundt med 8 punge, så Bjarkes forklaring om, at fyren var ude på at stjæle hans pung, lød ikke helt urealistisk.

Da han så kom på toget, var der problemer med pladserne, da der var en anden, der mente, at han skulle sidde på samme sæde som Bjarke. Det blev dog hurtigt løst af DSB-personalet, der sendte Bjarke på 1. klasse de kommende 4 timer. Ikke tosset. Så det lykkedes ham at lande med flyet i Pisa med både pungen og humøret i behold. Den første aften var vi begge trætte og hoppede ret hurtigt i seng.

Den første dag, vi havde, skulle bruges på at se, hvad Pisa nu er for en by. Planen var at sove, til vi vågnede og så gå ud og have en stille og rolig dag, Trods regnen tog vi af sted med retning mod Det Skæve Tårn. Piazza dei Miracoli, som er den plads, tårnet står på, er utroligt hyggelig. Selvom regnen slørede synet noget, var både tårnet, domkirken og dåbskapellet meget imponerende. Efter at have nydt synet gik vi ad nogle små, hyggelige veje over til en anden plads, Piazza dei Cavalieri, som faktisk også er ret flot. Det gik dog ret hurtigt op for os, at sightseeing bare ikke er så meget ved i regnvejr. Så efter vi langt om længe havde fået noget at spise, tog vi tilbage til hotellet og slappede af resten af dagen.

Det Skæve Tårn i regn.

Da vi havde konstateret, at Pisa ikke havde så meget mere at byde på, end det vi havde set, bestemte vi os for at tage til en by ved navn Lucca på andendagen. Vejret var lidt bedre, så vi undlod at pakke paraplyerne. Lucca er en stor by, men centrum, der er omkranset af en å og en mur, er det mest interessante, og det er ikke ret stort. Husene var gamle, og de skabte en rigtig hyggelig stemning, og byen var meget charmerende. Så vi så en masse små gader med hyggelige huse i alle mulige farver. Det lykkedes os endda at finde et tårn, hvorfra vi kunne se ud over byen. Der var en rigtig fin udsigt, og vi brugte nok en times tid på bare at sidde deroppe og hygge og snakke. Det er noget, vi har gjort rigtig meget. Altså hygget og snakket. Udover hyggelige gader har Lucca et utal af kirker. Vi så en masse kirketårne fra toppen af det tårn, vi var oppe i, og ellers så vi nogle af kirkerne udefra, når vi gik forbi dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og det lykkedes endda Bjarke at finde lidt tøj i et outlet. Og naturligvis skulle vi spise pizza. Det var et ret stille sted og lignede egentlig mest af alt en kro, men pizzaen smagte rigtig godt. Det var dog ikke den bedste på turen. Til aften var vi godt trætte efter at have gået rundt hele dagen, og vi gik tidligt i seng.

Tidligere amfiteater i Lucca.

Den 3. dag ville jeg gerne se noget natur, så vi fandt en by, der ligger tæt på vandet. Byen hedder Livorno og viste sig ikke rigtig at have noget at byde på. Vi havde en bog om Toscana med, hvori der var et kort over byen. Og efter 20 minutters gang fra stationen kom vi rent faktisk også ind på kortet. Der var solskin, og som altid brugte vi tiden fornuftigt med hyggesnak. Det første, vi gik mod, var en kæmpe park med en voldgrav rundt om. Voldgraven viste sig at være ment seriøst, ligesom hængelåsen på porten ind til parken var det. Så vi måtte gå videre, og efter et frokoststop gik vi mod havnen. Det var rart at se vand og mærke noget vind i håret, men meget natur var der ikke over det. Da jeg var træt, vendte snuden hjemad igen, efter at have siddet på havnen. På vejen lå der heldigvis et gelateria, og sådan nogle skal man jo huske at komme ind på, når man er på ferie i Italien.

Regn stod på menuen for vores 4. dag, hvilket betød, at vi tog en slappe-af-dag på hotelværelset. Så med søde sager, brætspil og mere eller mindre dybe samtaler, gik den dag også, og der var store planer for næste dag. Da skulle vi nemlig et godt stykke med tog op til nationalparken Cinque Terre. Den ligger lige ud til Det Liguriske Hav, og med klipper førende ned til vandet, var det et meget smukt syn. Vejen Via Dell’Amore forbinder de 5 byer (Cinque Terre = Fem lande), men det meste af vejen var lukket, da det ikke er sommer endnu. Så vi nøjedes med at gå mellem de to første byer Riomaggiore og Manarola. I Riomaggiore gik vi lidt rundt og så de hyggelige gader med huse, der var stablet oven på hinanden. Det var utroligt smukt, og havet i baggrunden satte prikken over i’et. Vi var begge to enige om, at det ikke skulle være sidste gang, vi besøgte det sted. Da regnen ankom hen på eftermiddagen, begyndte vi at tænke på at komme hjem. ”Desværre” gik toget først en time senere, så vi ”blev nødt til” at sætte os på en restaurant og spise et fantastisk stykke kage og få en kop kaffe. Turen tilbage til Pisa tog lang tid, og vi fik begge blundet lidt, og selvom Bjarkes energiniveau blev boosted af den friske luft, var det ikke tilfældet med mit. Heldigvis skulle vi bare have købt lidt pålæg og så tilbage på værelset og have en god, gammel rugbrødsmad.

Bjarke og mig i Cinque Terre.

Cinque Terre.

6. dag ville vi have været i Firenze, men da jeg ikke havde det særligt godt, bestemte vi os for at blive i Pisa i stedet. Vejret var fantastisk. Ja, faktisk sommer i solen. Så vi satte os på Piazza dei Miracoli og snakkede, kiggede på mennesker og fodrede duer. Det blev en helt fantastisk dag, hvor vi oveni fik den bedste pizza nogensinde. Vi brugte hele dagen på pladsen og nød bare hinanden og solen. Og så er der bare noget over at grine af mærkelige mennesker, der ikke forstår, hvad man siger. Mærkelige mennesker var dog ikke de eneste, der havde fundet vejen til Det Skæve Tårn. Der var ekstremt mange kinesere. Bjarke konstaterede, at det nok bare var fordi, der er mange flere kinesere end alle andre i hele verden, derfor var der selvfølgelig også mange kinesere der. Udover mærkelige mennesker og kinesere (nogle gange en blanding) var der rigtig mange forældre med små børn. Som au pair, der arbejder med en 3-årig og en 6-årig, har jeg fået en stor forkærlighed for børn. Så der blev godt nok udbrudt mange ”Nååååh”, ”Ååårh”, ”Iiiiih”, og ”Ååååh”er, som blev besvaret med ”Okay, han er ret sød ham der”er fra Bjarke. Og så var endnu en fantastisk dag i godt selskab gået.

Piazza dei Miracoli i høj solskin.

7. og sidste dag havde jeg det igen skidt fra morgenen af, og blev nødt til at stå tidligt op. Efter at have vendt og drejet mig i en time og brugt en halv time på et bad, vækkede jeg Bjarke, og vi gik ned til en tidlig morgenmad. Heldigvis kunne jeg sove bagefter, hvor vi tog en dejlig morgenlur. Det skal ikke undervurderes. Og så stod den ellers på pakning. Bjarke havde over ugen sørget for at lægge alle sine ting i sin taske, når de begyndte at fylde for meget på gulvet, så han havde faktisk bare et rod i tasken. Jeg havde derimod invaderet begge stole, der var godt fyldt op med rent, beskidt, og halvbeskidt tøj. Efter at have fået et overblik kunne jeg konstatere, at jeg var en sok og en stilletsko i underskud. Sokken dukkede op. Det gjorde stilletten ikke. Vi kom frem til, at den måtte ligge hjemme ved Bjarke, for det er altså ikke muligt bare at forsvinde. Selv ikke for en sko. Nå, vi fik vores ting lukket ind i et rum på hotellet, så vi slap med at gå rundt med dem. Og så brugte vi endnu en halv dag på Piazza dei Miracoli. Denne dag var det faktisk så varmt, at vi blev nødt til at gå en lille tur i skyggen for ikke at stege op. Da det også var sidste dag, skulle vi have pizza, og Bjarke gik så vidt som til at bestille en kun med tomatsovs og ost, og den smagte fantastisk. Det siger lidt om kvaliteten på italiensk pizza.

Fodring af duerne i solen på Piazza dei Miracoli.

Tidligt på aftenen blev Bjarke sat på en bus ud til lufthavnen, og jeg på et tog tilbage til Bologna. Bjarke havde endnu engang en mere begivenhedsrig tur end jeg, og det lykkedes hans fly at bruge dobbelt så lang tid som beregnet på at komme hjem. Der var åbenbart noget galt med flyet, som hverken teknikkerne eller ingeniørerne kunne rette, så de sad og ventede i der 2 timer, indtil de blev forflyttet til et andet fly. Så med Bjarke sendt af sted og mig på vej til Bologna var ferien velafsluttet. For at opsummere har vi sådan set ikke lavet det store, selvom vi har lavet noget hele tiden. Men det vigtigste var også at være sammen og nyde hinandens selskab, og det har vi hvert fald fået gjort. Alt i alt en super skøn uge, der har ladet os op til ikke at skulle se hinanden før om for lang tid. 

Unge mødre

Der er gået noget tid siden sidste blogindlæg. Og det er der én simpel grund til: Der er ikke sket noget som helst. Hverken jeg eller børnene var raske til weekenden, så der blev ikke noget Venedig i denne omgang. Til gengæld har jeg set 3 sæsoner af en ny serie. Oversat betyder det, at jeg har ligget i sengen i næsten en uge. Nu er alle heldigvis raske, og hverdagen er startet igen, endda med lidt højere temperaturer.

Egentlig vil jeg starte et helt andet sted. Nemlig et par måneder forinden, da jeg mødtes med en anden au pair. Hun snakkede om, at hun tænkte meget på, om folk nu troede, at hun var børnenes mor. Det havde jeg ikke skænket en tanke, men blev derefter opmærksom på, at Alice rent faktisk har nogle af de samme karakteristika som jeg. Så ja, der er nok nogen, der har taget mig for at være en ung mor. Heldigvis lægger Alessandro en udseendemæssig afstand til mig med sit mørke hår og brune øjne. Hvis jeg skulle have en 6-årig, havde jeg nok været rigeligt ung, men en 3-årig er mere realistisk. Trods det var der hele to episoder i går med folk, der troede, at jeg var hans mor. Den første var, da jeg afleverede ham i børnehaven, og en anden mor (eller søster måske?) spurgte "Er du hans mor? Søster? Babysitter?" Jeg blev noget overrasket, men fik da sagt, at jeg var familiens au pair, og så var alt jo godt.

Den anden episode var senere på dagen på legepladsen. Der sad et par "seje" fyre på en bænk på legepladsen, hvor Alessandro og jeg var på vej hen. Jeg skød dem til en 15-16 år, eftersom de 1. Hang ud på legepladsen, 2. Hang ud på legepladsen foran folkeskolen, 3. Hang ud på legepladsen foran folkeskolen med deres skoletasker. De gloede noget på mig, da jeg kom gående med Alessandro i den ene hånd og en pink skoletaske i den anden. Men det kunne jeg ikke lige tage mig af, så jeg begyndte selvfølgelig at lege med Alessandro. Drengene begyndte så at råbe "Hey!" og andre mærkelige lyde. Jeg gad ikke rigtig reagere på det, hvis nu det ikke var mig, de råbte til, men jeg syntes godt nok, at de havde kigget meget. Efterfølgende kom de så hen til mig og spurgte, hvor gammel jeg var. Svarede selvfølgelig 19, og ærgrer mig over, at jeg ikke fik det efterfulgt af et "hvorfor?". De brød alle 3 ud i grin og sagde undskyld. Almindeligvis skyder folk mig til at være yngre, end jeg er, men jeg tror ikke, det var tilfældet denne gang.

At blive forvekslet med børnenes mor er nok bare en del af jobbet. Ikke fordi jeg gider bruge energi på at tage mig af det, det er bare lidt sjovt.

1 gang, 2 gange, 3 gange feber

Alices feber startede fredag aften. Vi skulle have været i Venedig i weekenden, men det blev aflyst pga. sygdommen. Heldigvis forsøger vi igen den kommende weekend, så snydt bliver vi ikke. Men så skulle weekenden jo bruges på noget andet. Lørdag skete der ikke så meget, men søndag var jeg med til at lave mad. Meget hyggeligt og dejligt at lære lidt om italiensk madlavning. For eksempel er "lidt olie" så meget olie, at Patrizia kunne nå at kigge hen på mig, sige "Så kommer vi lidt olie i", og kigge tilbage på panden, før hun stoppede med at hælde. I min verden er det altså ikke "lidt olie". Søndag aften tog jeg ud og spiste appetivi med nogle mennesker, hvoraf jeg kun havde mødt én af dem før. Det var ganske hyggeligt, og så er jeg ret vild med princippet med kun at købe en drink, og så må man ellers bare tage af buffetten.

Weekenden endte altså med at blive udmærket, men fik lidt for lidt søvn op til mandag morgen. Og da Alice stadig var syg, skulle hun blive hjemme. I morges var det så min tur til at have ondt i halsen og feber. Men arbejdet skal jo gøres alligevel. Heldigvis kom Alice hjem til sine bedsteforældre, så jeg skulle ikke lave så meget. Da jeg så skulle hente Alessandro, havde han også fået feber. Sikke en køn, lille flok vi er herhjemme lige nu. Så i morgen bliver både Alessandro, Alice, jeg og muligvis også Patrizia hjemme.

Men feber er heldigvis ikke det eneste, der har været de seneste dage. Noget, jeg har opdaget, er, at mit og Alessandros forhold har ændret sig lidt. For ikke så længe siden var jeg alene hjemme med ham og skulle derfor lægge ham i seng, så han kunne få sin middagslur. Sidst, jeg var alene med ham, begyndte han og græde og kalde på sin mor, da han skulle sove. Denne gang blev han sur på mig, fordi han gerne ville blive ved at lege. Lige i øjeblikket (den 1,5 time det tog at få ham til at sove) var det lidt træls, fordi jeg nærmest selv var faldet i søvn, mens han rendte rundt i sengen. Men bagefter var det dejligt opløftende, at han i det mindste ikke havde grædt og kaldt på sin mor. Tilliden har altså udviklet sig lidt. Men også vores lege har udviklet sig. Og det i takt med mit sprog. Nu kan vi nemlig lege lege, hvor Alessandro siger "Så siger jeg det, og så svarer du det, og så siger jeg det", og så kan vi have en lille samtale, som Alessandro bestemmer. Hvilket bestemt er en fordel, for så kommer jeg ikke til at sige noget forkert, der gør ham sur :) Bortset fra når samtalen bliver for lang. Så skal jeg pludselig til at sige en lang sætning, som jeg ikke forstår, og bagefter svarer han, og så skal jeg svare noget tilbage på det. Sådan bliver den leg hurtigt svær. Især når jeg så endelig har kæmpet mig igennem sætningen, og Alessandro så afslutter med et ikke indøvet "hvorfor?", og så skal man til at improvisere og alt muligt. Men det hele hjælper jo på mit italienske.

Han har også fundet på en anden ny leg. Jeg har fået introduceret for ham, at når han slår sig, så puster jeg der, hvor han har slået sig. Det virker super godt, fordi det åbenbart er så spændende og mærkeligt, at han helt glemmer, at han har slået sig (hvis ikke det er for slemt). Også hvis han har slået sin fod, så beder jeg ham komme hen til mig, så jeg kan puste. Han kommer straks løbende for at få pustet på stedet. Men legen går så ud på, at han lader som om, at han har slået sig, og så skal jeg puste på stedet. Det er en ret hyggelig leg. Og han har endda også lært det den anden vej. Han kom i kampens hede til at slå mig i ansigtet, så mine briller blev presset ind i mit hoved, hvilket gjorde ret ondt. Så kom han lige hen og pustede, der hvor han havde slået mig. Ja, selvom Alessandro kan være en temperamentsfuld, lille italiener, er han nu inderst inde den charmetrold, man først får indtryk af. Han er faktisk noget af en gentleman. En lille ting som at dele er han faktisk overraskende god til. For eksempel når vi tegner, så tegner han lidt, giver mig blyanten, og så er det min tur til at tegne lidt. Sådan skiftes vi så, og han sørger hele tiden for, at det også bliver min tur. Og det er det samme med hans mad. I dag tilbød han mig en bid af sin dejlige kage med smørost. Ikke fordi han ikke selv ville have den. Bare for at dele. Det er da sødt. Og de sidste par aftenener har han villet side ved siden af mig til aftensmaden. Det giver godt nok en god følelse. Især fordi han faktisk har fået valget mellem mor og Cecilie, og så ville han gerne sidde ved mig.

I morgen er helbredet forhåbentlig bedre både for mit, Alices og Alessandros vedkommende. Og hvis ikke i morgen, så i det mindste inden lørdag, så vi kan komme til Venedig.