Che pazzo!

Hvor skørt! Dette har været noget af en skør weekend. Jeg havde ikke rigtig nogle planer, så jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg skulle bruge det meste af tiden i solen i parken. Dog havde Sarah og jeg en aftale lørdag aften, om at vi skulle ud og spise og få delt noget vin. Det var ligesom det, planen gik ud på. Så da jeg stod op ved en halv 10-tiden lørdag morgen, kastede jeg bare noget tøj på, og gik ned og spiste morgenmad. Det var kun Patrizia, der var hjemme, så jeg spurgte hende, hvad de havde af planer for dagen. Hun fortalte, at hun var på vej ud af døren for at tage til IKEA og et eller andet center for at købe nogle ting til børnene. Hun spurgte så, om jeg ville med, hvilket jeg skyndte mig at sige ja til. Hun var allerede klar, så jeg havde bare lige et par minutter. Da jeg så stod klar 5 minutter senere, manglede Patrizia selvfølgelig liiiiiige at få ordnet noget, så jeg endte med at vente på hende. Meget morsomt. Men vi kom afsted, og det viste sig så, at centeret, vi var taget ind til, faktisk var rigtig spændende - også for mig. Selvom jeg har brugt stort set alle mine penge i Paris, var der lige en fødselsdagsgave, der skulle købes, og den lykkedes det mig faktisk at finde på den halve time, jeg havde der. Vi havde ikke meget mere tid, så vi kørte hjem igen med det samme. Men det var skønt lige med en lille, uplanlagt udflugt lørdagformiddag.

Resten af dagen gik med at ordne billeder osv., indtil jeg skulle mødes med Sarah om aftenen. Sarah er stort set aldrig på Facebook, men hun sendte mig en sms i løbet af lørdagen, om ikke vi kunne snakkes sammen på Facebook 5 minutter senere. Det faldt så dejligt sammen med, at Fabio skiftede routeren, og det nye internet selvfølgelig ikke ville virke på lige præcis min computer. Men jeg fik da fat på Sarah, da det kom op at stå. Og jeg har nok aldrig haft en mærkeligere samtale. Vi havde mindst 3 samtaler kørende på én gang, og nogle gange blev der svaret på spørgsmålene, der blev stillet, og andre gange ikke. Det var ekstremt hyggeligt, og efter en time var hun meget overrasket over, at der var gået så længe.

Til aften mødtes vi så som altid ved Nettuno, som er en pænt høj fontæne. Og lige der oven på hovedet af Poseidon sad en mand. Jeg var allerede lidt forvirret, fordi bussen havde kørt en anden vej, da der havde været et trafikuheld, og den skulle vises udenom. Men jo, der sad altså en mand på hovedet af Nettuno og råbte op om, at han ville have sin frihed tilbage osv. osv. Jeg kunne ikke se Sarah nogle steder for menneskemængden, og pludselig kom der et stort optog gående tværs over pladsen. Der var nonner, præster og almindelig mennesker, og pludselig kom de bærende med et stort kors, hvorpå Jesus hang. De bad Fadervor, og sang og snakkede. Meget mærkeligt. Heldigvis fik jeg øje på Sarah på den anden side af optoget, hvilket gjorde det umuligt at komme over til hende. Og optoget fortsatte og fortsatte, mens vi kunne stå og sende ansigter til hinanden. Det lykkedes mig dog at mase mig igennem og komme over til hende, hvorefter hun fortalte mig om bilulykken, der åbenbart havde forårsaget 5 dødsfald. Ligene havde bare ligget på vejen, da hun var kommet med sin bus, så det var ret skræmmende og uhyggeligt. Aftenen gik relativt stille og roligt med en samtale med en hjemløs, lidt seen fodbold og ellers snakket. Jeg var tidligt hjemme halv 2, hvorimod Sarah blev ude til kl. 9.

Søndag morgen var jeg træt. Fabio fortalte mig, at de havde planer om at tage på picnic en halv time senere, og jeg sagde, at jeg måske ville med, men ikke lige kunne bestemme mig. I stedet fandt jeg Bjarke på skype og fik snakket lidt med ham. Mens vi snakkede kom Alessandro pludselig ind og fortalte om, at han havde brugt sin pistol til at skyde med tis, fordi den var faldet ned i toilettet. Skøre dreng! Jeg snakkede til Bjarke på dansk, og Alessandro spurgte selvfølgelig, hvad jeg lavede, hvortil jeg svarede, at jeg snakkede med min kæreste. Endnu engang viste Alessandro lige, hvor klog han er, da han svarede "Jamen han er her jo ikke". Jeg forklarede ham, at computeren virkede ligesom en telefon, og så forstod han det. Da jeg godt ville snakke med Bjarke, bad jeg ham lukke døren. Jeg fik vist bare ikke lige nævnt, at det også indebar, at han skulle gå ud. Så han lukkede døren og blev inde for at snakke med mig. Han er nu altså sød. Pludselig stod der også 2 piger på mit værelse, og det næste, der skete, var, at jeg fik sms fra min veninde Birgit, der spurgte, om jeg havde lyst til at tage til Ferrara med hende. Det er en lille, hyggelig by i nærheden, og jeg havde ingen planer, så jeg skyndte mig at sige ja. Pludselig havde jeg ikke andet end et kvarter til at komme i bad og komme ud af døren, så da jeg - efter at have løbet hele vejen til stationen - sad i toget, kunne jeg endelig slappe af.

Ingen af os vidste, hvad man sådan kan se i Ferrara, men vi tog afsted og styrede direkte mod centrum, da vi kom der. Det er en ekstremt hyggelig by, der har en masse smukke, små gader og stræder, som vi gik rundt i. Vi gik stort set konstant i de 4-5 timer, vi var der, men det var simpelthen bare så flot. Og mens vi sad på en stor plads i centrum og slappede lidt af, hørte vi pludselig nogle trommer. Vi gik mod lyden og havde pludselig taget en rejse i tiden. Der var fuld af mennesker i middelaldertøj, som gik i et optog, spillede på tromme og kastede med flag. Optoget fortsatte og fortsatte og fortsatte. Der var både unge mennesker, børn og ældre med i optoget, og alle var glade og hyggede sig. Vi kiggede nok på det i en 20-30 minutter fuldstændig lammet af de smukke kostumer og stemningen. Det var en rigtig god oplevelse. Bagefter styrede vi mod stationen, da vi begge sådan set var ret trætte, og vi havde allerede gået en del.

Hyggelig, lille gade i Ferrara.

Stemningsfuldt middelalderoptog.

Så sådan en weekend, hvor der faktisk ikke skulle ske noget, blev pludselig en meget mærkelig weekend. Men det har uden tvivl været sjovt, og det var skønt med sådan en uplanlagt tur, selvom det betød, at vi bare gik rundt lidt på må og få. Fantastisk weekend. Den næste skal nok blive lige så god, da den også står på i hvert fald mindst 1 udflugt. Jeg er godt nok kommet ind i en slutspurt!

Fantastiske Paris!

Endnu en weekendtur i Malenes selskab er veloverstået. Denne gang gik turen til hendes "hjemland", og vi mødtes i Paris. Jeg ankom fredag eftermiddag og havde resten af den dag for mig selv, da Malene først ville lande ved en 23-tiden. Derfor tog jeg straks på sightseeing og stilede direkte mod et shoppingcenter kaldet Galeries Lafayette. Men når man har planlagt at gå noget af turen, går alting ikke altid efter planen. På vejen lå Operaen nemlig, hvilket også er en ekstremt flot bygning. Faktisk allerede da jeg stod ud af metroen, dukkede der smukke bygninger op over det hele. Jeg kunne slet ikke lade være at gå rundt og smile hele tiden, fordi det hele bare var så fantastisk.

Operaen med flot lugtepæl.

Efter at have fået lidt smag på, hvad Paris er for en slags by, lykkedes det mig da at finde hen til Galeries Lafayette. Det var ikke så meget for shoppingens skyld, da Louis Vuittone, Gucci og Diesel tydeligvis stadig er dyrt, men i stedet bare for at se centeret. Det skulle nemlig være meget smukt udsmykket, hvilket jeg bestemt kunne bekræfte efter at have set det. Loftet i midten var en glaskuppel i forskellige smukke farver, og alle etagerne i centeret havde en balkon ud mod midten af centret, som alle var ekstremt flotte med mange detaljer. Det var meget overvældende, og man gik bare inde midt i det hele.

Galeries Lafayette.

Efterfølgende gik jeg mod nogle overdækkede passager, som i 1800-tallet var forløbere til stormagasiner, og som nu er små, hyggelige gader, med sjove butikker. Jeg havde læst, at Galerie Vivienne skulle være én af de flotteste, og da den lå i nærheden, søgte jeg mod den. Og det var ganske rigtig meget hyggeligt. Det var en fin, gammel gade med mosaikgulv, smukke udsmykninger af vægge og imponerende lofte. Nogle af butikkerne var lukkede, men de åbne var rigtig hyggelige og sjove - nogle af dem også meget dyre, men stadig med sære ting, man kunne gå rundt og kigge på.

Hyggelige Galerie Vivienne.

Derefter gik jeg forkert og fik derfor set en statue af en mand på en hest, som jeg ingen ide har om, hvem var. Desuden dukkede Banque de France op, hvilket også er en meget flot bygning. Og selv bare bygningerne med lejligheder i er jo flotte, så der var hele tiden noget at forkæle øjnene med. Jeg forsøgte efter at have gået lidt at finde Les Halles, som er et storcenter, hvor det faktisk kunne være, at jeg ville kunne købe noget. Det viste sig, at der lige ved siden af var en hyggelig plads med en kirke, som jeg først lige fik kigget lidt på. Der var fuld af mennesker i alle aldre, og derfor var der også en skøn stemning. Så da jeg havde siddet der og nydt det lidt, gik jeg ned i centeret, som viste sig at lukke ret kort tid efter. Det gjorde nu ikke så meget, da jeg da havde fået det set og endda havde noget at prøve lidt fransk mode.

Plads ved Les Halles.

Efter lidt shopping gik turen mod Louvre. Jeg havde ikke planer om at skulle derind (hvilket der desværre overhovedet ikke blev tid til), men jeg ville se pladsen med glaspyramiden. Først gik jeg forkert igen og fik derfor set endnu et monument, jeg ikke ved, hvad er. Det var rigtig flot tårn med en mand på toppen. Det pyntede meget godt, og det var sikkert en klog mand. Ved siden af lå dog Rue Nicolas Flamel, hvilket jeg morede mig meget over. Især efterfølgende, hvor Harry Potter-referencer dukkede op hele tiden. Heldigvis lykkedes det mig at finde hen til Louvre, hvilket jo var helt fantastisk. Først kom jeg ind på en plads, hvor man kunne se Louvres bygninger, men ikke pladsen med pyramiden. Det var helt fantastisk stort og flot, og for at komme til den anden plads, skulle jeg bare krydse den, jeg var på. Og der fik jeg det smukkeste syn i Paris. Jeg satte mig på trappen og havde udsigt til Lovures vidunderlige bygninger og glaspyramiden lige foran mig. I næsten 3 kvarter sad jeg bare og kiggede og nød det. Rent faktisk fik jeg set solnedgangen bag pyramiden, hvilket gav et smukt farvespil, og det hele var bare ekstremt flot.

Plads ved Louvre.

Fantastisk solnedgang gennem Louvres pyramide.

Da solen var gået ned bestemte jeg mig for at gå en tur, så jeg kunne få varmen igen. Så jeg gik i retning af Eiffeltårnet langs Seinen, som er floden, der går gennem Paris. Det var lidt en lang gåtur på fødder, der faktisk allerede var ømme, men det var smukt hele vejen. Og da jeg ankom til tårnet, var det hele turen værd. Det var simpelthen så smukt i mørket. Med alle lysene fremstod det helt gult og virkelig bare fantastisk. Efter at have gået og kigget, smilet og nydt stemningen, styrede jeg mod en café, hvor jeg kunne sidde og vente det sidste stykke tid på Malene. Jeg var efterhånden ved at være noget træt, så da jeg mødtes med Malene på vores hostel ved en 12-tiden, skulle vi selvfølgelig ikke direkte i seng. Efter det lange stykke tid uden at have set hinanden skulle vi selvfølgelig lige catche op, og så skulle den næste dag også planlægges i grove træk. Så da klokken var ved at være omkring 1 smuttede vi i seng. Dog ikke uden problemer. Vi havde nemlig fået os et par ret ubetænksomme, tyske værelseskammerater. Så da vi kom ind på værelset, viste det sig, at den ene af dem åbenbart havde frosset og derfor havde syntes, at det var smart, at tage Malenes tæppe i stedet for at spørge om et ekstra i receptionen. Så med meget dårlig og uhøflig hjælp fra receptionisten, måtte Malene gå hen og tage det ene tæppe af pigen. Det var lidt en træls start. Heldigvis gjorde det ikke noget, at vi kom lidt sent i seng, for tyskernes alarm var først sat til klokken 6. Klokken 6! Så da skulle gardinet rulles fra, der skulle tages bad, snakkes og selvfølgelig også tørres hår med hårtørrer. Endnu en gang fik de vist deres dejlige betænksomhed.

Eiffeltårnet med de smukke, gule lys.

Så tidligt op kom vi, og efter en typisk, fransk baguette til morgenmad sad vi i metroen mod Eiffeltårnet kl. 8. Det var faktisk rigtig fint, for på det tidspunkt var der ikke ret mange mennesker ved tårnet, og vi kunne derfor gå og hygge stille og roligt i den allerede varme sol. Og åbenbart må vi se ud som et par søde piger, for endnu engang kontaktede et par fyre os. De ville gerne vide, hvem vi var, og om vi havde lyst til at drikke kaffe med dem osv. Trods vores afvisende adfærd, blev de ved ret længe, og til sidst ignorerede vi dem, snakkede sammen på dansk og gik lidt hurtigere. Efter det dejlige syn af Eiffeltårnet i solskin skulle vi nemlig over at se, hvor prinsesse Diana døde. Samme sted er der også en miniudgave af faklen fra Frihedsgudinden, som er skænket af Amerika som symbol på fred mellem Frankrig og USA. Der lå billeder og blomster nedenfor faklen (og en t-shirt + et halstørklæde?) som minde om Lady Diana.

Eiffeltårnet i solskin.

Så lød planen på en tur ud til den nye triumfbue, La Grande Arche, som blev færdiggjort i 1989. Det er en 111 meter høj,  107 meter bred og 112 meter dyb firkant i hvid marmor. Meget moderne og egentlig ikke særligt pæn efter min mening, men hele området var meget specielt, og den passede godt derind. Der lå en masse kontorbygninger, som var høje glasbygninger, og nedenunder mange af dem var der forskelligt, særpræget kunst. Det var en helt anden slags bydel end det Paris, jeg allerede var blevet gode venner med dagen forinden. Vi gik en lille tur der, og nød udsigten ned mod den gamle triumfbue. Den nye triumfbue ligger for enden af den historiske akse, der går gennem noget af Paris, så hvis øjet rakte så langt, kunne man se helt til Louvre.

La Grande Arche.

Ude fra La Grande Arche tog vi metroen tilbage til den gamle triumfbue, som var beordret bygget af Napoleon. Triumfbuen ligger inde i midten af en meget stor rundkørsel, så for at komme derind skal man gå nedenunder. Så vi gik ned af trapperne og endte på den anden side af rundkørslen. Hov. Tilbage ned af trapperne, og vi endte på en 3. side. Det var efterhånden en lang tur, vi havde gået under Triumfbuen, og jeg var lige ved at give op, da vi 4. gang gik forkert, men vi fandt da derind. Og den var helt fantastisk flot. Den er 50 meter høj, og under buen brænder der en evig flamme på en ukendt soldats grav. Det var ret specielt. Buen havde mange smukke detaljer, og de viser Napoleons sejre og episoder fra revolutionen.

Den gamle triumfbue.

Vi fortsatte ad Champ-Elysées, som er Paris' hovedstrøg og der, hvor Tour de France afsluttes. Her stod den på lidt shopping og nydelse af en af verdens smukkeste gader. Der var helt fantastisk smukt, og trods lidt blæst, gav solen en god varme. Champ-Elysées fører direkte til Concorde-pladsen, hvor der står en obelisk, der er skænket til Frankrig af Egypten. Den var rigtig flot, og det var en meget stor plads og flere springvand, der også var værd at nyde synet af. Lige efter Concorde-pladsen blev vi ført direkte ind i Jardin des Tuileries, som er parken, der ligger lige op mod Louvre. Her var der en dejlig stemning fra en god blanding af turister med deres bøger og kameraer og parisere, der var kommet der for at tage sol med en god bog. Vi blev enige om, at det var et sted, vi ikke ville have noget imod at komme hver dag for bare at slappe af.

Obelisken på Concorde-pladsen.

Smuk fontæne på Concorde-pladsen.

Stemningen på pladsen med pyramiden var helt anderledes end aftenen før. Der var fyldt med mennesker, der hyggede sig, og det lykkedes os lige at finde en plads på kanten af det vandbassin, der er rundt om pyramiden. Her sad vi et stykke tid og snakkede endnu mere, mens vi nød synet og varmen. Man må sige, at det er lykkedes os at nyde meget. Både det smukke, smukke Paris, men også hinandens selskab.

Efter at have taget nogle billeder af det smukke område, osede vi lidt videre af nogle smågader. Først fik vi dog lige spist en pandekage hver med henholdsvis nutella og mørk chokolade. Det er altså ikke tosset. Efterfølgende søgte vi direkte mod Centre Pompidou, der er et kunstmuseum med moderne kunst. Der var mange skøre ting, og det lykkedes endda Malene at støde hovedet mod et af kunststykkerne. Heldigvis uden nogen opdagede det, og uden der skete noget med hendes nyerhvervede solbriller. Da vi havde set den moderne del, gik vi op på en anden etage med kunst fra perioden lige før. Det skal lige siges, at vi for at komme op skulle tage en rulletrappe, som sad udenpå bygningen, og var omkranset af glas, så man kunne kigge ned på pladsen hele vejen op. Det var rigtig fint, både inde- og udefra. Efter at have holdt en lille pause sammen, gik Malene rundt og kiggede på malerier, mens jeg holdt endnu mere pause. Vi havde efterhånden fået brugt benene en del, og det var ved at blive lidt sent. Så det sidste punkt på planen (skulle man tro) var aftensmad. Vi fandt et lækkert sted i nærheden, og jeg fik mig en rigtig god bøf, som ingen italiener kunne have gjort kunsten efter. Det var på tide.

Vi fik pludselig dårligt syn, mens vi besøgte Centre Pompidou.

Efter den typiske, franske dessert Crème Brulée var vores maver godt fyldte, men energiniveauet ikke helt i bund. Så vi bestemte os for at tage ud og se Eiffeltårnet blinke til midnat. Det blinker én gang hver time, og vi kom derud en 10 minutter, før det startede. Der var masser af mennesker på pladsen til at skabe en dejlig stemning, og der gik et helt sus gennem flokken, da blinkene startede. Det var ret pænt, men jeg foretrækker nu den ikke blinkende model. Den gule farve, det har, uden blink, synes jeg nu er mere hyggelig. Derefter gik turen direkte hjem, men alligevel lykkedes det os først at komme i seng ved en halv 2-2 tiden.

Næste morgen var vi tidligst oppe, så det lykkedes os at komme ud af døren, så vi kunne nå med til gudstjeneste i Notre Dame. Først skulle vi dog have fundet en café, hvor man kunne få chokoladebrød, som en typisk søndagsmorgenmad i Frankrig. Det smagte også dejligt, men holdt desværre ikke en mæt så længe. Men vi kom ind til gudstjeneste, hvilket var en meget speciel oplevelse. For det første var der ikke bare én præst, som vi er vant til i Danmark, men der var en masse forskellige mennesker. De gik igennem kirken på række. Den første holdt en snor med en lille spand i enden, hvorfra der kom røgelse. Han svingede den i pendulfart, så røgelsen blev spredt godt ud til tilskuerne. Bagved gik ham, der lignede præsten, og efterfølgende kom der en flok, hvoraf én bar en meget smuk Bibel i opstrakte arme. Det var en meget smuk ceremoni. Der var forskellige oppe og fortælle lignelser, og indimellem blev der også sunget salmer. Orglet lød helt fantastisk, og i starten var det en meget højtidelig stemning, det frembragte. En lille smule trist, men virkelig smukt. Ceremonien fortsatte med forskellige fortællinger og sang, og da nadveren startede, bestemte vi os for at gå. Vi gik en tur gennem kirken og stillede os derefter i kø udenfor for at komme op i toppen af den.

Notre Dame.

Køen var ret lang og bevægede sig i ryk, så det var svært at afgøre, hvor længe det ville tage. Og da vi havde stået der i en 3-kvarter var min tålmodighed løbet ud. Heldigvis var Malene endnu engang mere tålmodig, og vi blev der. Der gik også en gadekunstner rundt med en gammelmandsmaske og forskrækkede folk. Han tog kvinder i hånden, så de troede, det var deres kæreste eller barn, han stillede sig meget tæt på nogen, der kiggede kort og stillede sig i vejen for folk. Det var meget morsomt at se på, men ekstremt grænseoverskridende. Og det var naturligvis ikke alle, der kunne tage det med et smil. Så selvom vi var godt underholdt, havde jeg ikke lyst til at give ham penge, da han kom rundt.

Da vi endelig kom op i kirken, var det bestemt også ventetiden værd. Vi havde en smuk udsigt ud over byen og fik peget forskellige ting ud, som vi havde set. Også bakken hvorpå Sacré Coeur, som vi skulle op til efterfølgende, ligger. Derudover gik vi jo mellem forskellige, sjove gargoiler, hvilket også var ret interessant at se. Helt oppe på toppen af det ene tårn gik vi rundt i en firkant, og så gik turen ned igen af en meget smal vindeltrappe. Da vi kom ned til bunden, var vi helt ved siden af os selv efter at have snurret så meget rundt, men det lykkedes da at finde en restaurant. Der fik vi begge en 3-retters menu, og jeg fik prøvet en ret fra området, hvor Malene bor. Det var rigtig lækkert med kartofler, ost og bacon, og det fyldte godt i maven.

Udsigt fra Notre Dame.

Gargoiler på toppen af Notre Dame.

Så da vi havde fået gjort kål på det store måltid mad, tog vi mod Sacré Coeur. Man skal gå op af en lille bakke og derefter en trappe for at komme derop, så det tog en del energi, da vi efterhånden var godt trætte. Men oppe fra toppen skulle der eftersigende være Paris' bedste udsigt, hvilket jeg gerne tror på. Man kunne se ekstremt langt og rigtig meget af byen. Det var virkelig flot. Og efter at have nydt endnu et fantastisk syn, gik vi ind i kirken, der også var meget flot med både store mosaikbilleder og -vinduer.

Den hvide Sacré Coeur.

Udsigt fra Sacré Coeur.

Ved siden af kirken ligger en plads, hvor der er fuld af caféer og malere. Endnu engang mærkede vi den fantiske stemning, som Paris åbenbart er rigtig god til at få frem. Det var hyggeligt at gå og se på de dygtige tegnere og malere, selvom de var lige lovligt desperate efter at få lov at tegne en. Efter at have gået lidt rundt satte vi os på en kantsten og slappede af. Der var ikke rigtig tid til at tage ud og se noget særligt, da Malene skulle med sit fly om aftenen, men der var dog stadig noget tid tilbage, der skulle bruges på et eller andet. Så vi gik ned mod et område, der hedder Pigalle, som Malenes mor mente, at vi skulle se. Det er et område at sammenligne med det i Amsterdam, hvor prostituerede står i vinduerne. Vi så dog ingen prostituerede, men det var tydeligt, at det var et sex-område. Og vi blev hurtige enige om, at det ikke var et sted, vi havde lyst til at opholde os om aftenen.

Vi gik lidt rundt i området, og jeg fik spist mig en pandekage med skinke og ost til aftensmad. Derefter var det sådan set tid til at komme tilbage til vores hostel, så Malene kunne få fat på sine ting og komme afsted. På hele vores tur havde vi ledt efter et bageri, så vi kunne få en bestemt slags kage, der hedder maccaron. De ligner små burgere, og så fås de i alle mulige farver med forskellig smag. Vi havde helt glemt, at vi havde ledt efter dem, men meget tæt på hostellet, lå et bageri, der havde dem. Så som en god afslutning på en skøn tur, satte vi os og fik smagt dem. De var rigtig, rigtig lækre, og det er bestemt noget, der skal købes igen. Efter vi havde spist dem, kom Malene dog lidt sent afsted, da der pludselig var panik over en glemt jakke på værelset. Heldigvis har hun åbenbart bentøjet i orden, så hun kunne løbe hen til gaten og nå sit fly, fortalte hun mig. Jeg havde en nat mere på hostellet, da jeg skulle med et fly tidligt næste morgen. Derfor stod den også bare på tidligt i seng og ud af døren 5.15 den efterfølgende dag. Rejsen gik gnidningsfrit, og det var dejligt at komme tilbage til Italien.

Det har været en helt fantastisk tur med masser af gode oplevelser, grin og hyggesnak. Det var noget af en udfordring at komme til et land, hvor jeg pludselig ikke forstod sproget (igen). Jeg er blevet så sikker i italiensk, at jeg altid bare kan spørge om hjælp, hvis jeg har brug for det, men i Frankrig var jeg på bar bund. I starten fik jeg virkelig lyst til at lære fransk, så jeg kunne begå mig. Fransk kan være virkelig smukt, men som Malene også har nævnt før, bliver det ret misbrugt, og det bliver grimt. Det er noget af en skam. Det smukke fransk fik jeg oplevet i Notre Dame under gudstjenesten, men det grimme, brokkende fransk fik jeg også hørt. Desuden blev jeg virkelig glad, hver gang jeg hørte italiensk, fordi der pludselig var noget, jeg kunne forstå. Og ligesom man føler, man er i familie med andre danskere, når man hører nogen i udlandet, følte jeg mig nærmest i familie med de italienere, jeg hørte. Selvom Paris er fuldstændig fantastisk, enestående og smuk, kom jeg faktisk til at savne Italien i de 3,5 dage, jeg var afsted. Jeg fik pludselig en stor trang til pasta, og ville gerne høre noget italiensk, der efter min mening, faktisk er flottere end det franske. Der er ingen tvivl om, at det var helt fantastisk at se noget andet end Italien, og at jeg vil komme tilbage til Paris engang, men mit hjerte er dog tabt til Italien.

Tøsehygge

Der har været lidt et tøsetema her de sidste par dage. I lørdags skulle Alices fødselsdag fejres, og det selvfølgelig med manér. Hele hendes klasse plus parallelklasse var inviteret, så jeg var noget spændt på, hvor mange børn der dukkede op. Heldigvis var vejret fantastisk, så ligemeget hvor mange, der kom, var der god plads udenfor til dem alle sammen. Og der kom en del børn. Jeg genkendte de fleste af forældrene fra alle eftermiddagene, hvor jeg henter Alice efter skole, og flere af børnene kendte jeg naturligvis også. Mit problem med de her fester er bare, at jeg hverken hører med til børnegruppen eller voksengruppen. Alle forældreparrene kender hinanden godt, eller kender i det mindste hinanden. Så jeg var en lille smule uden for fællesskabet, og havde derfor også bestemt mig for at tage rimelig tidligt ind til centrum i stedet. Men selvfølgelig skulle jeg lige være der lidt tid. Jeg havde bestemt mig for, at en times tid til fødselsdagskaos måtte kunne gøre det. Hvad jeg ikke havde kalkuleret for, var, at der naturligvis ikke var ankommet andet end 2 familier en halv time efter de var inviteret til. Så da de sidste først ankom ca. 3 kvarter inde i festen, følte jeg alligevel ikke, at jeg bare kunne smutte med det samme. Heldigvis havde der da på bordet blandt kager, chips og pizzastykker sneget sig både øl og vin ind. Så den del vil jeg ikke klage over.

Dog skete der noget uventet. Alices bedstemor havde taget en hel masse udklædningstøj med, og pludselig løb der prinsesser, cowboys og humlebier rundt i et stort virvar. Det var bestemt også hyggeligt, indtil hun fandt en kjole, som hun da mente liiiiiige mente, jeg kunne hoppe i. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagerer, så jeg skyndte mig ud og finde et stykke kage i stedet. Da jeg kom tilbage, var en mor heldigvis ved at få sin datter i kjolen, så jeg slap. Alice var rigtig fint klædt ud i stor prinsessekjole, og jeg fik lige taget et par billeder af hende. Børnene var super søde, og der var bare gang i den, men som sagt passede jeg ikke rigtig ind, så efter en time og 3 kvarter smuttede jeg afsted til noget tøsehygge inde i byen, der ikke omhandlede prinsesser.

I dag har den så stået på endnu mere pigehygge, da Alices skole havde lyst til at holde lukket i dag og i morgen, hvilket betyder, at vi er alene sammen de her to dage. Og i dag har jeg faktisk kunnet se ret tydeligt, at vores forhold er blevet noget bedre. Hun foreslog med det samme ting, vi kunne lave sammen, hun spurgte om hjælp til sine lektier, hun spurgte mig, om ikke vi kunne bytte plads i sofaen, hun fortalte om en ven i skolen, der havde brækket armen, og hun beskrev ivrigt alle personerne i den Winx-film, vi har set. Det har simpelthen bare været rigtig hyggeligt, og vi har snakket og hygget. Vi har endda drillet hinanden lidt. Og det var ikke bare i dag, men faktisk har der været flere episoder på det sidste.

Her den anden dag, mens vi spiste aftensmad, skulle Patrizia lige ringe til Fabio, der var ude og købe ind. Så jeg sad lige et øjeblik med børnene alene ved maden. Alice så så, at der var noget på min tallerken, der så godt ud, så hun huggede det. Jeg var færdig med at spise, og det havde hun set, så det gjorde ikke så meget. Da hun så puttede det i munden, konstaterede hun, at det ikke var det, hun regnede med, og hun spyttede det ud igen. Til min store morskab, eftersom hun jo havde stjålet det. Hun spurgte så, hvor hun skulle lægge det, da det jo ikke var hendes, og hun selvfølgelig ikke ville lægge det på sin egen tallerken. Jeg bad hende lægge det på sin egen tallerken, da hun jo havde haft det i munden, og der derfor måtte være hendes. Det var hun slet ikke enig i og smed det derfor på min tallerken. Så huggede jeg én af hendes kartofler, puttede den i munden og spurgte hende, hvis det var. Det svarede hun ikke på, men begyndte at slå mig med sin serviet - kærligt og grinende både hende og jeg. Det var faktisk en rigtig god oplevelse.

En anden dejlig oplevelse var en dag, hvor vi sad og legede med modellervoks, Alice og jeg. Vi havde lavet en stribe græs og en stribe himmel, og så skulle vi have et træ at sætte ind. Det brune modellervoks var dog noget hårdt, så jeg lavede træet, som endte med at blive meget skrøbeligt. Alice kastede så nærmest rundt med det, indtil det gik i stykker, og bad mig så lave et nyt. Det gjorde jeg så, og samme procedure gentog sig, selvom jeg mange gange sagde til hende, at hun skulle behandle det ordentligt. Hun grinede bare og bad mig lave endnu et. Det er super godt, at hun kan finde ud af at drille mig, for det har hun slet ikke gjort i før. Jeg forklarede hende så, da jeg startede på mit 3. træ, at hvis hun ødelagde det, ville jeg ikke lave hende et nyt. Hun begyndte at brokke sig, men accepterede det og var meget glad for sit færdige træ, der ikke blev ødelagt. Succes!

Men tilbage til, hvor jeg kom frem. Episoden med drillerier i dag. Vi havde aftalt, at når hun var færdig med at lave sine lektier, skulle vi lave en kage. Det er en ekstremt god kage, og jeg har efterhånden lavet den en del gange hernede, og Alice er helt vild med den. Derudover er den utroligt nem at lave. Da vi havde lavet dejen, skulle vi bare brække noget chokolade i stykker, som skulle hældes i. Så mens jeg rørte rundt i dejen, brækkede hun chokoladen i små stykker. Hun lavede dog nogle af dem lidt for store, og jeg sagde til hende, at de godt kunne være lidt mindre. Hun spiste så et stykke, som hun konstaterede var for stort, hvilket jeg jo synes, var en fantastisk god måde at løse det problem på. Så da hun holdt den næste op og spurgte, om den var for stor, sagde jeg, at den var perfekt, huggede den ud af hånden på hende og spiste den - med et stort smil på. Det syntes hun, var lidt sjovt, men også lidt frækt, så hun blev nødt til lige selv at spise et stykke.

Alt i alt har vi bare hygget os, og jeg har virkelig fået øjnene op for, at vores forhold faktisk har udviklet sig, selvom vi stadig har nogle meget stille køreture til dans.

Ordlege

Denne uge er gået ekstremt hurtigt, uden der rigtig er sket så meget. Et gennemgående tema har dog været sproget. Jeg har ikke snakket så meget om det i et stykke tid, da det går stødt fremad, og jeg lærer mere og mere. Dog har vist sat lige lovligt meget igang. Jeg er i hvert fald ved at prøve at lære 3 nye tider på én gang. Én af dem, fordi jeg var blevet træt af at vide, at jeg snakkede i en forkert datid, så jeg blev nødt til at lære den anden. En anden tid, fordi jeg var (er) træt af at snakke i nutid, når jeg ved, at det skal være fremtid, men bare ikke kan finde ud af at konstruere den. Den sidste tid, fordi den lyder ekstremt sej. Nærmest syngende. Helt fantastisk tid. Men nok om italiensk grammatik. I går legede vi en ordleg, som jeg var overraskende god til. Alice sagde det første bogstav eller lyd i et ord, og så skulle Fabio og jeg gætte, hvilket ord det var. Vi kørte lidt rundt i nogle forskellige temaer, men endte ved temaet "hjemmet", hvor vi kom igennem en masse ord. De fleste gange gættede jeg ordet, uden Fabio overhovedet havde forsøgt at gætte. Jeg var lidt stolt, men kom til at tænke på, at det måske kunne skyldes mit begrænsede ordforråd. Men jeg kendte da i det mindste de ord, hun valgte, så det er da positivt.

Med Alessandro har jeg også haft nogle ordsituationer. Eller sætningssituationer, hvis det overhovedet er et ord. En dag spurgte han mig "Cosa vuole dire 'Ha bevuto il caffé'?", der betyder "Hvad betyder 'Han drak kaffen'?". Jeg syntes jo, at det var ret tydeligt, hvad det ville sige, men jeg kom da ud i en forklaring, der oversat nogenlunde lød "Jo, det vil sige, at der var en mand, som drak sin kaffe." Hvis det var en ordbog, der havde det forklaring, ville man nok havde brokket sig lidt, men Alessandro var ganske tilfreds. Det er en sætning, han har hørt i en sang, så jeg tror bare, han havde problemer med at se det som en sætning og ikke bare som en række lyde. En anden oplevelse var en dag, hvor vi var på en lille legeplads - Alessandro, Alice, Fabio og mig. Der kom en dame hen til Fabio og spurgte ham, om han lige kunne hjælpe hende. Børnene forstod ikke, hvad der skete, så jeg fortalte dem "Aveva bisogno del uomo alto", hvilket vil sige "Hun havde brug for en høj man". Uomo betyder mand, og alto betyder høj. Alessandro spurgte så, hvad en "uomo alto" er. Det giver jo rimelig meget sig selv, når man kender de to ord, hvilket jeg ved, at hun gør, men han havde forvirret sig selv. Nu har vi jo set ekstremt meget Spiderman, som selvfølgelig skulle oversættes til italiensk, så han hedder Uomoragno. Så i Alessandros hoved, var uomo alto nok lige blevet en superhelt. Da jeg så havde forklaret ham, at han er lav, hvorimod Fabio er høj, forstod han bedre. For lige at sætte prikken over i'et er Fabio faktisk ikke ret meget højere end mig, men for en 3-årig var der fin forståelse.

I parken er jeg også begyndt at have mine sprogoplevelser. I dag, mens jeg sad og strikkede, kom der 3 piger hen til mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg forklarede dem, hvad det var, og de begyndte at snakke endnu mere. De spurgte om de typiske ting med, hvor jeg kommer fra, hvad sprog jeg taler osv. Men de spurgte også, om jeg er god til italiensk. Jeg fortalte, at det var svært at svare på, men at jeg forstår en del og kan sige en del. Og så bad de mig selvfølgelig sige noget svært. Det syntes jeg, var en rigtig dårlig leg, for selvom jeg måske kunne bruge en af de nye tider, jeg er ved at lære, at kunne udtale et ord, med en masse r'er eller sådan noget, vil det jo aldrig være svært for et par 10-11-årige piger. Mine tanker blev ledt hen på dansk, og jeg forsøgte, at komme i tanke om, hvad man ville kunne sige på dansk, der er svært (for at have noget at sammenligne med). Det eneste, jeg kunne tænke på var "stativ, stakit, kasket", og jeg kender ikke sådan nogle remser på italiensk. Så mit svar måtte desværre være, at jeg kun kan sige nemme ting. Det var ikke det svar, de ville have haft, men sådan blev det.

Her til aften fik jeg så den største kompliment, jeg har fået længe. Og det trods de mange "ciao bella"er, jeg har fået med på vejen, og blikkene fra håndværkeren i dag. Fabio sagde nemlig, at jeg snakkede bedre italiensk end ham. Det forstod jeg ikke helt, for jeg føler mig nu rimelig overbevist om, at hans italienske erfaring er lidt større end min. Jeg spurgte selvfølgelig hvordan og hvorfor, men han svarede ikke rigtig noget. Så jeg begyndte selvfølgelig at gætte for mig selv, og jeg havde faktisk noget at referere til. Malene fortalte mig nemlig, om de franske unge, der snakkede grimt. Og hun demonstrerede endda ved at sige "Oui!", der mere lød som et "Wuæ!", som åbenbart er den måde, man siger det på, hvis man ikke gør noget ud af det. Så jeg tænkte, at det måske var noget i den retning, Fabio mente. Jeg har jeg endelig fået nogenlunde styr på mine rullende r'er, som nu er skønne at bruge, og da jeg skal koncentrere mig meget for at snakke, udtaler jeg også tingene meget tydeligt (medmindre jeg er rigtig meget i tvivl).

Så det har været en uge med mange ord, forklaringer og en fantastisk kompliment. Jeg har endda fået lært at sige "Han/hun gjorde det ikke med vilje", hvilket er ekstremt nyttigt i mange situationer! Så en skøn uge med en dreng, der udfordrer mig i forklaringer på italiensk, en pige, der udfordrer mig i ordleg, og en mand, der udfordrer mig i at blive endnu bedre til sproget.

Mode, mad og Milano

Så ankom weekenden, hvor turen til Milano med Malene fra min gymnasieklasse, var planlagt. Jeg havde købt togbilletter, så jeg ville være der fredag halv 12, og Malene kom ind med flyet halv 4. Altså havde jeg lidt tid alene først. Jeg havde bestemt mig for at gå hen til vores hostel for lige at få en fornemmelse af, hvor langt tingene lå fra hinanden. Efter at have gået i 3 kvarter kunne jeg konkludere, at stationen og hostellet ikke lå særligt tæt. Vi havde bestilt det billigste af det billigste, fordi det bare skulle være et sted at sove, så mine forventninger var meget lave. Det gør heldigvis, at man så kan blive positivt overrasket. Manden i receptionen var rigtig venlig og startede ud med at snakke til mig på engelsk. Han spurgte, hvornår Malene ville ankomme, hvortil jeg svarede "She arrives ehm.. ehm.. a pomeriggio o sera. Depende al scioppero." Det var simpelthen bare nemmere at få det sagt på italiensk end på engelsk. Hvad jeg fortalte ham, var, at hun ville komme om eftermiddagen eller aftenen, afhængig af strejken (eller det var i hvert fald det, jeg fik kommunikeret). Ja, vi var nemlig så heldige, at Italien holdt strejke, så der skulle være problemer med busser, toge, fly og metro. Og da vi skulle bruge alle 4 muligheder, var vi forberedte på, at rejsetiden godt kunne bliver forlænget lidt. Heldigvis var der ingen problemer overhovedet. Malene fandt en bus til centrum med det samme, og jeg hoppede på en metro for at mødes med hende på stationen, hvor vi uden problemer fandt hinanden.

Resten af dagen gik med at gå en tur, som receptionisten havde anbefalet os at gå. Den gik igennem den shoppinggade, hvor almindelige mennesker har råd til at købe ting, så vi gik lidt på shopping og nød ellers omgivelserne med de fantastiske bygninger, der er overalt i Milano. Tiden gik stærkt, og pludselig skulle vi altså have fundet os noget at spise. Den første aften endte det med apperitivi, som ikke var helt tosset. Vi sad og småspiste og snakkede i et par timer, hvorefter vi gik videre mod domkirkepladsen. Domkirkepladsen er et helt fantastisk sted med den imponerende domkirke, der er Italiens 2. største, og så er der bare liv og glade dage. Der gik da heller ikke længe, før to italienske fyre kom hen til os og spurgte hvem vi var osv. De bad os på kaffe eller en drink, hvilket sikkert også kunne have udviklet sig meget sjovt, men vi gad det ikke rigtig. Så mens vi storsmilede, snakkede vi på dansk om "Åh nej, hvordan slipper vi nu af med dem? Hvad gør vi lige". De snakkede en smule engelsk, men ellers foregik samtalen mest på italiensk, og så måtte jeg lige oversætte til dansk. Det endte da heldigvis med, at de forklarede os, at på søndag skulle de i parken med nogle venner og sidde og drikke nogle øl og sådan, så hvis jeg gav dem mit nummer, kunne vi bare komme med. Jeg gav ham så et forkert nummer, og vi fik sagt farvel. Det var ikke lige et eventyr, vi havde lyst til at kaste os ud i, selvom de virkede meget søde og flinke og sikkert bare syntes, at vi så søde ud.

Il Duomo.

Selvom det ikke er nemt at holde styr på alle de is, vi fik, tror jeg, at vi på det tidspunkt endte med at købe os en is. Det ville i hvert fald have lignet os godt. Vi gik os en god tur, og mens snakken kørte derud af blev klokken pludselig mange, og det var efterhånden ved at være tid til at komme hjem og sove. De to fyre, vi havde mødt, havde fortalt os, at metroen ikke kørte efter kl. 23 pga. strejken, så vi havde sat os op til, at vi måske var nødt til at gå hjem, selvom vi havde gået meget den dag. Heldigvis fandt vi en metrostation, og de kørte stadig, så der var ikke nogen problemer. Vi kom hjem halv 1 og var godt smadrede. Vi var også de sidste, der kom hjem, så vi havde hvert fald ikke problemer med folk, der vadede ind hele natten (som var en af de forventninger, jeg havde til det). Køjesengene var dog meget knirkende, og hver gang den ene vendte sig, rystede hele sengen. Men det er vel noget af charmen ved sådan et sted. Jeg sov dog ekstremt dårligt den første nat, da jeg jo ville prøve at bevæge mig så lidt som muligt, men bare endte med at vende og dreje  mig hele natten. Så efter halv 6 sov jeg ikke mere. Jeg kunne også se, at hende, der lå i sengen ved siden af mig, havde ligget og drejet sig lige så meget som mig. Hun stod så også op og viskede ned til sin veninde "Jeg går lige ud i bad"... på dansk... Det var en smule overraskende, da vi  faktisk kun havde hørt andre danskere 1 gang før, så dem fik vi snakket lidt med. Malene vågnede heldigvis også ret tidligt, så halv 9 sad vi på en café og fik vores italienske morgenmad.

Ved morgenmaden bestemte vi os for at tage ud og se Castello Sforzesco, der er et gammelt slot, hvor der nu er en masse museer indeni. Vi brugte en del tid på museerne, hvor der både var malerier, musikinstrumenter, jernting, service, træværk og skulpturer. Det var rigtig fredfyldt, som det jo ofte er på museer, men der var heller ikke særligt mange mennesker, så vi kunne lige så stille gå rundt og kigge. Vi fik også set det loft, som Leonardo da Vinci havde malet. Det var nok den største grund til, at vi tog derind. Milano huser også "Den sidste nadver", hvilket vi selvfølgelig godt ville have set, men det kræver billetter måneder i forvejen, og så forberedte var vi ikke lige. Heldigvis var det et rigtig spændende museum, og vi blev også fyldt op af at se på malerier og alle de andre genstande. Vi fik ikke set det hele, så der er god grund til at komme tilbage engang.

Udsigt over pladsen midt i Castello Sforzesco.

Loft malet af Leonardo da Vinci.

Vi fortsatte ud i parken Sempione, der ligger lige bag ved slottet. Det er en rigtig hyggelig og stor park, hvor vi gik rundt et stykke tid. For enden af den ligger Arco della Pace (eller Fredsbuen), som også var rigtig flot og imponerende. Og som prikken over i'et var vejret fantastisk hele weekenden. Søndag var det endda lidt for varmt. Efterfølgende tog vi til I Navigli, som er nogle små kanaler. Selve kanalerne var rigtig hyggelige, men der var også en eller anden udstilling, hvor forskellige kunstnere kunne komme og stille deres billeder op. Der var så meget forskelligt, og det var ofte tydeligt at se, hvad kunstnerne var inspireret af. Der var billeder med inspiration fra havet, katte, heste, huse, farver, men også forskellige teknikker, som jeg af gode grunde ikke kan gøre rede for, var repræsenteret. Der var både abstrakte, vellignende og børnevenlige malerier. Efter at have gået op og ned og kigget på billeder og nydt stemningen, bestemte vi os for at få os en pizza. Og naturligvis smagte den skønt. Så der sad vi et stykke tid og kiggede på mennesker og nød maden.

Parken Sempione.

I Navigli.

Efter at have fyldt maven op med pizza, skulle der naturligvis endnu en skøn is til. Vi skulle jo nødig komme i underskud. Så mens vi nød endnu en is, kom vi frem til at det næste stykke tid hellere måtte gå med noget shopping. Det havde vi jo ikke gjort så meget i. Og denne gang lykkedes det endda at købe noget. Selvom vi i alt kun købte 3 ting hver, har det været super hyggeligt at bruge en masse timer på shopping. Og det er ikke altid tydeligt udefra, om kjolerne derinde vil koste 20 euro eller 400, så vi fik også kigget lidt på dyrt dyrt tøj.

Om aftenen gik vi lidt rundt i nogle hyggelige gader og bestemte os for, at vi ville tage tidligere hjem end forrige aften. Sådan gik det dog ikke. Vi endte endnu en gang med at sidde og hygge os med snak, is og kaffe, og pludselig blev klokken mange, og vi endte endnu en gang hjemme halv 1. Inden vi kom hjem, opdagede vi dog, at Milano tydeligvis havde vundet den fodboldkamp mod Rom, der havde stået på. Der var helt vildt gang i gaden. Der kørte ekstremt mange biler, og de havde alle flag, bannere, halstørklæder og t-shirts hængende ud af bilerne, men også folkene hang ud af dem. Folk sad i vinduerne, på taget og i de åbne bagagerum. Det var fuldstændig sindssygt, og der var så meget trafikprop. Hver gang folk holdt stille, gik nogle også ud af bilerne og startede på at danse og synge. Der var bare stor fest. Det var en helt fantastisk oplevelse at se, hvor ekstremt mange mennesker det betød noget for, at Milano havde vundet. Jeg fandt så også senere ud af, at de ved at vinde den kamp vandt det italienske mesterskab for første gang i  7 år. Så det var ikke mærkeligt, at der var stor fest. Vi gik og så på det længe, og alle bilerne dyttede hele tiden, så det var heller ikke helt nemt at falde i søvn, da vi kom hjem. Heldigvis havde vi ikke de store planer om søndagen, så det gjorde ikke så meget, at vi var lidt flade. Som sagt var det også så varmt, at vi ikke rigtig orkede noget. Så planen lød på noget god mad og muligvis en tur op på taget af domkirken.

Fodboldfest i gaderne.

Det lykkedes os at finde en hyggelig bar søndag morgen, hvor vi fik os en cappuccino og en croissant i bedste italienske stil, hvorefter vi gik mod domkirken. Og det var godt nok fantastisk. Vi gik oppe imellem alle spirerne og havde selvfølgelig en fantastisk udsigt ud over domkirkepladsen, der ikke blev grimmere af at blive set fra oven. Det var simpelthen så smukt et syn, som jeg er virkelig glad for, at vi fik os. Det var nok den største oplevelse, vi havde der. Det var bare ubeskriveligt smukt.

Fantastiske spir på domkirkens tag.

Domkirkens smukke tagspir.

Udsigt over domkirkepladsen.

Efter at have set taget af domkirken var det endnu en gang tid til at få os en god, italiensk middag. Menuen stod på tortelloni, som er min yndlingspasta. Det, vi fandt, var med nøddesovs, hvilket lød ret sjovt, men virkede helt fantastisk. Det smagte så godt og fyldte virkelig meget i maven. Så efter at være godt proppede, skulle vi hente vores ting på hostellet og begive os mod stationen, så vi kunne komme hjem. Vi havde lidt tid til at se markedet uden for stationen, men så var energi, penge og muskler også godt brugt, og vi glædede os begge til at sidde i toget. Malene skulle med en time før jeg, så vi fik sagt farvel og tak for en god weekend.

For en god weekend var det i hvert fald. Det er jo skønt, at man kan opleve Milano ved at spise god mad, nyde solen og shoppe. Selvom vi selvfølgelig også har fået kulturelle oplevelser, har god, italiensk mad altså også fyldt meget. Det italienske køkken er jo fantastisk, og pasta, pizza og is kunne jeg sagtens leve af. Alt i alt en virkelig skøn weekend i godt selskab.

Hemmeligheder

Det gik en dag op for mig, at jeg stadig ikke kender ret meget af Bologna. Når jeg skal hjem til Danmark, kommer min familie ned og henter mig, og vi har en dag eller to i Bologna, hvor jeg gerne skal være guide. Det kræver jo ligesom, at jeg ved noget. Så jeg tog på biblioteket og lånte en bog (på italiensk naturligvis) om byen. Jeg blev dog meget hurtigt træt af at læse i den, fordi det var meget formelt og ikke særligt nemt at forstå. Heldigvis var der et fint kort med billeder af forskellige, store bygninger, man burde se. Så i weekenden bestemte jeg mig for at skifte min korte løbetur ud med en lang gåtur inde i centrum, hvor jeg lige kunne slå et smut forbi nogle af de ting, jeg ikke har set endnu.

Den første hemmelighed, jeg fik vished om, var Piazza Cavour. En lille bitte plads, som nogle måske ville kalde en park. Der var i hvert fald et lille springvand, noget græs, nogle bænke og et par træer. Ganske hyggeligt sted. Men det mest fantastiske var arkaderne lige ved siden af pladsen. De må uden tvivl være byens smukkeste arkader med deres freskoer i guld og rød som dominerende farver. Man kan sagtens se noget lignende i forskellige kirker, men det her var jo bare ude på gaden, hvilket gjorde det virkelig smukt.

Fantastiske arkader ved Piazza Cavour.

Det næste, jeg faldt over, var en rigtig fin kirke, jeg slet ikke vidste eksisterede. San Domenico hed den. Jeg har set mange kirker, og er faktisk ved at være en smule træt af dem, fordi de ofte ligner hinanden meget. Men nogle gange lykkes det at finde én, der stikker ud, og det gjorde denne her faktisk. Temaet var "hvid", så derfor var der ikke malet alt muligt på væggene eller på loftet. I stedet var der en masse udskæringer, som var holdt i farven hvid. Det var rigtig fint, og kirken fremstod meget - med frygt for at lyde alt for religiøs - ren. Dette gav også en sjov kontrast til dens ydre, som var af røde mursten, og på bagsiden var der endda grafitti.

San Domenicos hvide indre.

Planen lød på at fortsætte ud mod Giardini Margherita, der er en rigtig stor og lækker park. Jeg havde været der en enkelt gang med familien, men ikke set så meget andet end legeredskaberne og græsarealerne. For eksempel havde jeg ikke fået set den lille sø, der skulle være der, så det stod på min ønskeliste. Da ankom viste det sig, at søen gemte på en hemmelig, som jeg ikke overhovedet havde forestillet mig. Den var nemlig fuld af skildpadder. De lå og solede sig, svømmede lidt rundt og var alt i alt bare rigtig hyggelige. Jeg har aldrig før set skildpadder ude i naturen, så det var faktisk en ret sjov oplevelse. Oppe på en bro, hvorfra man kunne kigge ned på dem, mødte jeg en lille dreng, der sagde hej til mig. Jeg svarede naturligvis med et ciao, og så sagde han et eller andet, jeg ikke forstod. Derfor smilede jeg bare til ham og gik hen til gelænderet. Hans mor sagde så til ham, at jeg nok snakkede engelsk og ikke forstod italiensk. Drengen svarede kvikt, at jeg jo havde sagt "ciao", så jeg måtte jo kunne forstå italiensk. Morens forklaring var dog, at alle ved, hvordan man siger hej, så det betød ikke nødvendigvis, at jeg forstod italiensk. Det var ret sjovt som de "i al hemmelighed" stod og snakkede om mig på italiensk, mens jeg faktisk forstod, alt hvad de sagde.

Skildpadderne, der slikker sol i Giardini Margherita.

Men ikke kun Bologna gemmer på hemmeligheder. Også Alessandro havde et par hemmeligheder, han har indviet i. Nu har jeg været her i godt 6 måneder, og har gennem hele mit ophold forsøgt at lære Alessandro, at man ikke løber ude på vejen. Han er jo kun 3 år, så det kan være svært at huske fra gang til gang, at man stadig ikke må løbe på vejen. Men det kan især være svært at huske, når nu mor netop beder ham løbe på vejen. Ja, han fortalte mig pludselig, at når han går med mor, og der kommer en bil, så siger hun "løb løb løb". Der er jeg så nok mere til løsningen med at vente, til man er sikker på, at man kan nå over.

Apropos voksne, der giver modsatrettede ordrer, havde jeg en oplevelse med Alice i går. Alessandro ville ikke sætte sig i sin stol i bilen, og Alice begyndte at råbe af ham, at han skulle sætte sig ned. Hvis man råber af Alessandro, lukker han fuldstændig af, så jeg bad hende lige så stille at holde op med at råbe. Desuden havde jeg en slem hovedpine, og det hjælper råben ikke ligefrem på. Det gad hun imidlertid ikke at høre på, så hun blev bare sur på mig. Og som så mange andre har gjort oprør ved at lade være med at tage sikkerhedssele på, var det også hendes ide. Hun nægtede simpelthen. Jeg fortalte hende stille og roligt, at det ikke er fin at råbe, og det derudover giver ondt i hovedet. Desværre blødte hun ikke op af den grund, men blev ved med at være sur. Heldigvis skulle vi ikke nå noget, så jeg sagde bare "Fint, så kører vi heller ikke" og satte mig til at læse min avis (for at provokere hende til at selen på). Hun startede lidt leg med Alessandro, men jeg tyssede på dem, så hun komme til at kede sig og gerne ville afsted. Det lykkedes heldigvis efter lidt tid, og lige da jeg hørte klikket fra selen, kørte vi afsted, og hun var ikke længere sur på mig. Da så vi ankom til bedsteforældrene, skulle Alice og bedstemoren skrive navne på fødselsdagsinvitationer. Det var Alice, der skulle skrive navnene, men hun kom til at lave en fejl. Dette blev bedstemoren ret sur over, og sagde ret hårdt, at hun altså ikke skulle lave fejl, for så blev de nødt til at printe nye sedler. Alice kom til at lave endnu en fejl, og bedstemoren begyndte at råbe af hende (for det ville være et stooooort problem at printe flere invitationer, kan man jo nok forstå). Hun råbte så længe, at Alice blev virkelig ked af det, og begyndte at græde. Meget synd for hende. Men det, jeg ville frem til, var egentlig bare, at der tydeligvis ikke er noget mærkeligt i, at Alice forsøger at løse problemerne ved at råbe. Det er bare synd, at det skal være sådan.

For at komme tilbage til hemmelighederne fortalte Alessandro mig en anden hemmelighed, som godt nok også er en halv løgn. Alessandro har jo sin dejlige veninde Nogaye, men i dag mente han altså ikke, at de var venner. Han fortalte mig, at han kun ville have drengevenner, hvortil jeg spurgte "Jamen er Nogaye ikke din ven?". Han svarede, at nej det er hun ikke, for hun gør mig bange, fordi hun er sort. Sådan. Så er der vist ikke mere at sige til det. Jeg fortalte ham, at jeg synes, hun er smuk med sin mørke hud, men den hoppede han ikke på. Selvom vi ikke snakkede mere om det, og jeg ikke fik ham til at sige, at de rent faktisk er gode venner, så så jeg dem lege sammen, da jeg hentede ham samme eftermiddag i børnehaven. Så helt bange har han altså ikke været.

Der er altså gået nogle dage med at opdage hemmeligheder, og så har jeg desuden lært vigtigheden af ikke at råbe. Det er ikke noget, jeg almindeligvis gør i, så jeg har ikke tænkt meget på det, men nu har jeg da fået et meget konkret eksempel på, hvorfor det er en dårlig ide (også over for større børn). Derudover tror jeg nu stadig, at Bologna har flere hemmeligheder, og jeg regner bestemt med at få tid til at opdage dem.