Ups and Downs

De sidste dage har været præget af op- og nedture. Jeg skulle for første gang hente den 2-årige dreng fra hans børnehave. En smule nervøsitet listede sig frem, men moren sagde, at det ikke ville være et problem, når bare jeg havde hans storesøster med. Det havde hun imidlertid ikke helt ret i. For det første var hans jakke væk, og det var tydeligvis ikke læreren, der kan engelsk, der var der den dag. Men hende, der var der, sagde "Bla bla bla bla bla DOMANI bla bla bla bla". Jeg har lige lært, at "domani" betyder "i morgen", og så måtte jeg jo - som jeg efterhånden er blevet god til - gætte mig frem til, hvad hun mente. Han lånte en trøje, og så måtte hans mor snakke med lærerne den kommende dag.

Da vi så skulle forlade børnehaven, var han ikke helt tilfreds med, at det var mig og ikke hans mor, der var der for at hente ham. Han begyndte at skrige "No Louise. No." (ja, jeg hedder Louise. Ligesom deres tidligere barnepige - også lidt et nederlag, at han ikke kan mit navn efter en uge), men hans søster fik ham til at køle ned og komme med ud. Da vi så skulle til at passere vejen, nægtede han at holde mig i hånden. Han skreg og prøvede at rive sig fri. Heldigvis er jeg - tro det eller ej - stærkere end en 2-årig, så jeg holdt ham, til vi var ovre vejen trods skrigeriget. Og naturligvis måtte jeg heller ikke spænde hans autostol, og det er faktisk ikke nemt at gøre med magt, når drengen hopper og skriger. Ikke den bedste første experience.
Hjemme igen var der heldigvis ingen hard feelings, og han ville gerne lege med mig.

Til gengæld er jeg kommet tættere på pigen, og det er blevet lidt nemmere at lege med hende. Som jeg har nævnt tidligere, er det svært med hende, fordi vi ikke snakker. Hun er heldigvis god til at lave fagter og pege, så vi ofte ender med at forstå hinanden. Dejlig optur.

Så har jeg været til en italiensktime. Det var fedt at lære nogle nye ord og erfare, at jeg faktisk kunne følge lidt med i timen (holdet startede sidste uge, så det var noget af en oprejsning). Og jeg kan også mærke, at jeg begynder at forstå mere og mere af sproget. Når moren siger noget til børnene på italiensk, er det nogle gange muligt at forstå, hvad det er, uden hun oversætter til engelsk. På tirsdag starter jeg så på et kursus, der varer 2 uger, så jeg kan få lært noget basis italiensk. Vi er 3 på holdet, så der er god mulighed for at få lært noget.

Det er mærkeligt som småting kan slå én helt ud, mens større ting ikke har den store påvirkning. Mine problemer med bilen og den 6km lange gåtur i regnvejr kunne ikke slå mig ud. Men problemerne med drengen tærer en masse energi, på trods af at jeg ved, at det bliver bedre med tiden.

Ups, var det et sidespejl..?

Det har været en dag i bilens tegn. I eftermiddags skulle jeg for første gang køre pigen til dans. Altså skulle jeg for første gang ud og køre i seriøs, italiensk trafik, hvilket inkluderer ignorering af både fartbegrænsninger og fuldt optrukne striber. Og hvis man går i stå (ikke fordi det kunne ske for en elitebilist som mig - hmm), kan man godt regne med at blive dyttet af. Også selv efter man er kommet langt afsted. 

Nå, jeg fulgte GPS'en og kørte stille, roligt og ganske nydeligt.. Eller hey vent, nåh nej, jeg panikkede, droppede GPS'en (bogstaveligt talt - den faldt ned fra vinduet, og jeg kunne da slet ikke multitaske til at få den op igen) og skyndte mig at finde en parkeringsplads, før jeg kørte ind i et eller andet (hvilket det var skræmmende tæt på, mange gange).

Parkeringspladsen dukkede op, jeg skyndte mig ind på den, og bilen holdt stille. Lige lidt for stille. Og den sagde lidt for mange mærkelige lyde, Og der kom lidt for meget damp ud fra motoren. Og nej, bilen ville ikke køre videre. Men nåh ja, jeg drejede jo bare til venstre, tog 4. afkørsel i rundkørslen, drejede til venstre, højre, højre, venstre, højre. Eller var det højre, ventre, højre? Det måtte jo betyde, at jeg skulle hive GPS'en frem og gå efter den. Det var også meget godt, hvis ikke det var fordi, den konstant fortalte mig, at batteriniveauet var lavt. Så det handlede om at tænde den, skrive adressen ind, finde ud af hvilken vej, jeg skulle gå, slukke den, gå derhen, tænde den, skrive adressen ind osv.

1,5 km senere (halvvejs hjemme). Vaner er svære at slippe af med. Og nu har jeg i ikke mindre end 18 år IKKE skullet tage ansvar for, at bilen bliver låst, når man forlader den. Jep, jeg havde glemt at låse den lille Punto. I min rædsel løb jeg næsten hele vejen til bilen (jaja, motion får jeg også). Løb endda en omvej, fordi jeg nu ikke kunne finde bilen igen. Den dukkede heldigvis op, og den blev låst, og jeg forsøgte endnu en gang at finde hjem. På trods af uheldet (det regnede oven i købet) var humøret højt. Hvis bare man synger en sommersang, skal der heldgvis mere end en bil, der ikke kan køre, regn, italiensk trafik, 6 kilometers gå-/løbetur, dytten, båtten og aggressive italienere til at ødelægge ens humør.

Mon ikke, det var en stolt Cecilie, der trådte ind i lejligheden? Jo, det var det. Så var der en time til at falde ned, hvorefter moren kom hjem, så vi sammen kunne køre ud til bilen, der naturligvis ikke fejlede noget, da hun satte sig ind i den. Det er typisk. Hun kunne i det mindste trøste mig med, at der ALDRIG er problemer, når faren kører den, men at der straks er, når hun sætter sig ind i den. 

Med bilen tilbage i god behold prøvede jeg at køre lidt rundt i byen, for det lære trafikken lidt at kende. Så nu har jeg styr på, hvornår man blinker til venstre ind i en rundkørsel, og hvornår man kører 50 km/t i rundkørslen.

Da jeg så skulle hente pigen fra dans igen, parkerede foran en port. Jeg skulle jo bare "læsse på", så det må jo tage den tid, det tager. Ja, det må det, men når der kommer en italiener ind og siger bla bla bla bla bla bla bla Fiat Punto bla bla bla bla bla bla bla, betyder det sandsynligvis, at den har holdt der for længe. De var heldigvis søde, og jeg sagde mange gange undskyld. 

Og nåh ja, sidespejlet. Det var heldigvis moren, og ikke mig, der kørte ind i den modkørendes sidespejl ;) Vi laver alle fejl, og intet behøver være perfekt. Det er jeg ved at have lært af familien her :)

Udkonkurreret i pizzaspisning...

... af en 6-årig! Aftensmaden stod på pizza på en lækker restaurant. Børnene fik deres pizzaer ca. 5 minutter efter bestillingen, og de var altså almindelig størrelse pizza. Jeg kan almindeligvis ikke spise en hel pizza, men da den lille 6-årige tøs havde kværnet sig igennem sin og halvdelen af sin lillebrors pizza, kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne tillade mig at lade mit sidste stykke ligge. Jeg proppede mig altså mæt for ikke at tabe ansigt til en 6-årig. Jep, that's my life. Men men men. Det er altså ikke mange steder i Danmark, man kan komme om ved at lave en pizza kun med tomatsovs og ost. Det kan man altså her.

I går spurgte forældrene mig "if I wanted to come for some music with the family tomorrow". Jeg sagde straks ja og begyndte derefter at undre mig over, hvilke slags koncerter der kan holde en 2-årig drengs opmærksomhed. I morges gjorde jeg mig så klar til at komme til koncert. Da vi ankom til "koncertsalen" sad der - i stedet for et band - en masse forældre med deres små børn og sang italienske børnesange. Jep, sådan kan man hurtigt misforstå hinanden, når det engelske er med italiensk accent, og jeg tror, jeg forstår, hvad de siger.

Jeg har nu for første gang været ude og køre. Skøn bil. Især når man kun har haft sit kørekort 1,5 måned. Koblingen hakker - lige pludselig sætter den sig fast, og så skal man løfte foden et par centimeter, før den kommer op igen. Ja tak, prøv at find koblingspunktet nu! Og så kan jeg konstant høre min kørelærer sige "Ikke så tæt på Cecilie. Ikke så tæt på! IKKE SÅ TÆT PÅ!!" mens jeg kører. Men man kan altså ikke andet her. Der holder bare biler parkeret overalt.

Da jeg valgte at blive au pair, var der noget jeg ikke havde tænkt på. Lige pludselig står der bare en halvfremmed mand og hænger mit blondeundertøj til tørre. Det er altså ret så akavet. Håber jeg kan snige mig ud i morgen tidlig og tage mit tøj af tørrestativet, så han ikke behøver have fingrene i det mere end højst nødvendigt.

Parallelparkering og r'er

Så er min første dag i Italien gået. Har set så mange ting og fået så mange oplysninger, at jeg ikke kan finde hoved eller hale i det, og nu ved jeg ikke engang, hvor morgenmaden står.

Dagen startede med at mine forældre hentede mig i lufthavnen og kørte mig ud til familien, der består af to forældre, en pige på 6 og en dreng på 2. Drengen er nem at komme i kontakt med, for man kan bare sige "buh" og grine, og så griner han. Men det er ikke så nemt med pigen, når hun kan 2 engelske ord, og jeg kan ligeså mange italienske, men hun endte da med gerne at ville vise mig sine malebøger :)

Jeg har mødt en masse mennesker og kan stort set ikke huske nogle navne, men hvis jeg prøver med Alessandro, går jeg nok ikke helt galt i byen - har allerede mødt 3 børn med det navn. Men når man ikke kan rulle på r'erne endnu, er det måske ikke det bedste forsøg.

Faren kørte en tur med mig i bilen, så jeg kunne se, hvor den stod, hvordan jeg kommer ud derfra osv. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at hvis man skal køre bil i Italien, skal man lære at parallelparkere. Der er stort set ikke almindelige parkeringspladser. Og desuden skal jeg lige gennemskue systemet med at blinke til venstre, når man kører ind i en rundkørsel. Ren forvirring.

Senere mens der blev lavet aftensmad (hjemmelavet pasta), forsøgte jeg at se lidt tv med børnene. Jeg blev meget overrasket, da der i Teletubbies blev vist en film med to halvstore, afrikanske kvinder, der slog sig selv og hinanden i røven. Og derefter begyndte den lilla Teletubby at klaske sig selv bagi. Jeg var meget forarget.

Efter aftensmaden (kl. 9) skulle vi åbenbart ud og have is, og det var da naturligvis med to unger, der begge skulle i henholdsvis skole og børnehave den kommende dag. Men det er jo altid sjovt at se, hvordan sådan noget foregår i udlandet.

Det var det fra min første dag. Det lyder måske ikke af meget, men mit hoved er propfyldt med indtryk.