Ups, var det et sidespejl..?

Det har været en dag i bilens tegn. I eftermiddags skulle jeg for første gang køre pigen til dans. Altså skulle jeg for første gang ud og køre i seriøs, italiensk trafik, hvilket inkluderer ignorering af både fartbegrænsninger og fuldt optrukne striber. Og hvis man går i stå (ikke fordi det kunne ske for en elitebilist som mig - hmm), kan man godt regne med at blive dyttet af. Også selv efter man er kommet langt afsted. 

Nå, jeg fulgte GPS'en og kørte stille, roligt og ganske nydeligt.. Eller hey vent, nåh nej, jeg panikkede, droppede GPS'en (bogstaveligt talt - den faldt ned fra vinduet, og jeg kunne da slet ikke multitaske til at få den op igen) og skyndte mig at finde en parkeringsplads, før jeg kørte ind i et eller andet (hvilket det var skræmmende tæt på, mange gange).

Parkeringspladsen dukkede op, jeg skyndte mig ind på den, og bilen holdt stille. Lige lidt for stille. Og den sagde lidt for mange mærkelige lyde, Og der kom lidt for meget damp ud fra motoren. Og nej, bilen ville ikke køre videre. Men nåh ja, jeg drejede jo bare til venstre, tog 4. afkørsel i rundkørslen, drejede til venstre, højre, højre, venstre, højre. Eller var det højre, ventre, højre? Det måtte jo betyde, at jeg skulle hive GPS'en frem og gå efter den. Det var også meget godt, hvis ikke det var fordi, den konstant fortalte mig, at batteriniveauet var lavt. Så det handlede om at tænde den, skrive adressen ind, finde ud af hvilken vej, jeg skulle gå, slukke den, gå derhen, tænde den, skrive adressen ind osv.

1,5 km senere (halvvejs hjemme). Vaner er svære at slippe af med. Og nu har jeg i ikke mindre end 18 år IKKE skullet tage ansvar for, at bilen bliver låst, når man forlader den. Jep, jeg havde glemt at låse den lille Punto. I min rædsel løb jeg næsten hele vejen til bilen (jaja, motion får jeg også). Løb endda en omvej, fordi jeg nu ikke kunne finde bilen igen. Den dukkede heldigvis op, og den blev låst, og jeg forsøgte endnu en gang at finde hjem. På trods af uheldet (det regnede oven i købet) var humøret højt. Hvis bare man synger en sommersang, skal der heldgvis mere end en bil, der ikke kan køre, regn, italiensk trafik, 6 kilometers gå-/løbetur, dytten, båtten og aggressive italienere til at ødelægge ens humør.

Mon ikke, det var en stolt Cecilie, der trådte ind i lejligheden? Jo, det var det. Så var der en time til at falde ned, hvorefter moren kom hjem, så vi sammen kunne køre ud til bilen, der naturligvis ikke fejlede noget, da hun satte sig ind i den. Det er typisk. Hun kunne i det mindste trøste mig med, at der ALDRIG er problemer, når faren kører den, men at der straks er, når hun sætter sig ind i den. 

Med bilen tilbage i god behold prøvede jeg at køre lidt rundt i byen, for det lære trafikken lidt at kende. Så nu har jeg styr på, hvornår man blinker til venstre ind i en rundkørsel, og hvornår man kører 50 km/t i rundkørslen.

Da jeg så skulle hente pigen fra dans igen, parkerede foran en port. Jeg skulle jo bare "læsse på", så det må jo tage den tid, det tager. Ja, det må det, men når der kommer en italiener ind og siger bla bla bla bla bla bla bla Fiat Punto bla bla bla bla bla bla bla, betyder det sandsynligvis, at den har holdt der for længe. De var heldigvis søde, og jeg sagde mange gange undskyld. 

Og nåh ja, sidespejlet. Det var heldigvis moren, og ikke mig, der kørte ind i den modkørendes sidespejl ;) Vi laver alle fejl, og intet behøver være perfekt. Det er jeg ved at have lært af familien her :)