Lidt her og lidt der

Det har været en stille og rolig uge. Jeg har ikke helt fordøjet weekenden endnu, og den næste er faktisk lige om hjørnet. Men selvom jeg ikke har været meget udadfarende siden lørdag, sker der jo altid noget.

En morgen, hvor jeg skulle give Alessandro tøj på, mens Patrizia kørte Alice til skole, skulle jeg huske og tage nogle balloner med ned. Alessandro har næsten lige haft fødselsdag, og det ville de fejre i hans børnehave, og da vi havde en 30-40 balloner tilovers fra festen herhjemme, skulle de med i børnehaven. Men men men, jeg kunne godt mærke, at når jeg skulle give Alessandro sine pantaloni (bukser) og huske palloncini (balloner), kunne der godt opstå lidt forvirring (ci udtales tji, så de to ord minder meget om hinanden). Det hele gik dog glat, og vi fik både bukser på og balloner med. Problemet opstod så om aftenen, hvor jeg skulle hente ham igen. Efter jeg hele dagen havde gået og sagt "pantaloni, palloncini, palloncini, pantaloni" var jeg efterhånden ret forvirret over de to ord. Jeg ville så lige være smart og spørge hans lærer, om vi skulle have ballonerne med hjem. Da hun så kom tilbage med en pose med et par bukser og en trøje i, kunne jeg nok regne ud, at jeg havde valgt det forkerte ord. Og da jeg havde lidt problemer med Alessandro tog jeg bare imod posen, hvilket resulterede i en forvirret Patrizia og endnu mere forvirrede lærere, da hun næste dag spurgte, hvorfor jeg havde bedt om det. Hov.

Heldigvis er det ikke kun mig, der forveksler ting. Efter aftensmaden en af dagene fandt Patrizia nogle pistacienødder frem og spurgte Alessandro om han ville have en pistacienød. Han bliver meget begejstret og skynder sig at sige "Síííííííííí". Da hun så giver ham nødden i hånden og siger værsgo, spørger han hvor isen er henne. Drengen har tydeligvis kun brugt ordet pistacchio i forbindelse med pistacieis og vidste sandsynligvis ikke, at det også var en nød. Det var ret morsomt.

Andre forvirringer kan opstå, når man lærer meget af sit italienske af en 3-årig. Han er ikke så god til at udtale ci (tji), og det bliver mere til et sji. Dette skaber problemer, når man skal kende forskel på op og ned, da der med Alessandros udtale ikke er megen forskel på op og ned. Jeg har nu lært, hvad ned rent faktisk hedder, og kan nu udtale det korrekt i stedet for at bruge hans udtale. Alligevel bliver han ved at spørge mig, hvorfor jeg altid siger op, når jeg peger ned, selvom jeg faktisk har koncentreret mig meget om at sige det korrekt i modsætning til ham. Nogle gange leder det til skrig og skrål, nogle gange leder det til et "Mamma Mia!" og andre gange bliver det bare accepteret, at jeg rent faktisk sagde ned første gang.

En anden lille misforståelse sker, når han skal pudse sin næse. Han tror, at man gør det ved at trække vejret ind, hvilket ligesom ikke har helt samme effekt. Derfor prøver jeg at sige "ud, ikke ind". Åbenbart har jeg fået sagt "blomst, ikke ind", hvilket vist bare forvirrede ham. Og selvom jeg siger det rigtigt nu, hører han det stadig som "blomst, ikke ind". Håber nu snart, han lærer at gøre det korrekt.

Et par morsomme misforståelser, der bare gør hverdagen lidt sjovere :) Jeg spurgte også Fabio (på italiensk) om, hvor Alessandros flaske var henne. Han har sådan en lille falske-agtig ting, som han altid drikker af, når vi spiser. Fabio gav mig den og rettede ordet flaske til glas. Jeg var helt paf, for jeg vidste godt, hvad jeg sagde, og at det var rigtigt. Vi havde åbenbart bare forskellige meninger om, hvad tingen rent faktisk var.

Men misforståelser er ikke det eneste, der har været fremtrædende i denne uge. Det har også været tydeligt, at jeg nu er mere vant til at bo her, end jeg var i starten. For eksempel har jeg nemt ved at se, når tager bussen til centrum, hvor på strækningen jeg er, og om jeg er ved at være tæt på. Også selvom jeg sidder og læser en bog. Det er nu lidt rart. Og så er det jo også rart at blive genkendt. Jeg var for en uges tid siden inde i en garnforretning, hvor jeg brugte en halv times tid og mange spørgsmål til den engelsktalende ekspedient på at finde det helt rigtige garn. I går var jeg så derinde for 3. gang, og selv samme ekspedient genkendte mig tydeligvis. I hvert fald smilede han stort og begyndte at snakke engelsk til mig. Ret morsomt. Men ikke kun tilfældige ekspedienter genkender mig. Også i går fik Alice og jeg et lift af et af familiens vennepar, der også var på vej over til børnehaven. Det var nu lidt rart. Især fordi det er nogle rigtig søde, hyggelige og åbne mennesker.

Det er egentlig imponerende, hvor meget en uge uden noget særligt planlagt kan byde på. Konklusionen må vist være, at det har været, og stadig er, en dejlig uge med fantastiske oplevelser her og der.

Fest, japansk mad, svensker, østriger, Milano, grin, ømme fødder, rødvin, småmønter,

Det har været et par dage med gang i. Ja, rent faktisk har der været oplevelser nok til at fylde en hel måned ud. Og det kun på 2 dage! Hvilket også har resulteret i, at min søndag skal opleves i vandret tilstand. Nå, men for at være helt korrekt startede det hele jo torsdag, hvor jeg mødte de her 3 herlige piger. Som sagt blev jeg inviteret med til Milano lørdag, hvilket jeg med det samme begyndte at se meget frem til. Jeg har ikke været afsted og besøge byer eller andet med nogen andre end mig selv og min mor endnu, så jeg var meget spændt. Torsdag bestemte jeg mig for, at fredagen skulle bruges på at få lavet mit halstørklæde færdigt, stryge, løbe en tur og finde ud af, hvad jeg gerne ville se i Milano. Det var den første gang, jeg skulle dertil, så jeg vidste ikke, hvad man bør se, når man er der. Men torsdag aften spurgte en af pigerne, Sarah, hvor den butik, jeg havde købt garn i, ligger henne. Hun ville nemlig tage derind fredag morgen for at købe noget garn og starte på at strikke. Jeg manglede også garn til halstørklædet og skulle derfor også derind fredag morgen, så jeg foreslog, at vi mødtes i centrum og fulgtes derned. Det var hun, som det udadvendte menneske hun er, helt med på. Så sådan startede fredag, og når nu vi var i centrum, kunne vi da også lige sætte os på en café og drikke en kop kaffe. I stedet for at bruge en halv time i Bologna, var jeg der altså en 2-3 timer.

Da jeg kom hjem fik jeg lavet halstørklædet færdigt, og pludselig skrev en af de andre piger til mig på facebook. Hun har boet og studeret i Italien i 4 år nu, så hun skrev bare til mig på italiensk, da hun ikke kan så meget engelsk. Det var ret svært at forstå, men hun fik da forklaret mig (med lidt hjælp fra google translate), at der var en fest om aftenen hos hendes veninde, hvor der ville blive serveret noget japansk mad. Og så spurgte hun, om jeg havde lyst til at komme med. Jeg har én gang været til en fest, hvor jeg kun kendte én eneste person, og vi var trods alt meget tætte venner og havde været det i lang tid. Men man kan vel også godt argumentere for, at jeg ikke kendte hende, da jeg for det første mødte hende første gang dagen forinden, for det andet ikke forstår meget af, hvad hun siger, og for det tredje ikke kan finde ud af at udtale hendes navn. Trods det kom modet op i mig, og jeg sagde ja tak til at komme med til en fest, hvor jeg ikke kendte en sjæl. Ikke engang navnet på hende, der ejede lejligheden. Nå, men jeg fik at vide, at jeg kunne komme kl. 8, og jeg eventuelt kunne mødes med hende, jeg "kender", og så følges med hende.

Så da jeg sad i bussen på vej afsted, ringede hun til mig og fortalte mig (tror jeg nok), at hun var forsinket, at jeg selv skulle finde lejligheden, at pigen hed Bau-et-eller-andet, og hvor lejligheden lå. Jeg forstod godt nok ikke, at "Bau" var navnet, for sidst jeg hørte ordet "bau" blive brugt, var det Alessandro, der sagde "bau bau", mens han kravlede på alle 4 og legede hun. Ja, det forvirrede mig lidt. Og forklaringen af, hvor adressen var, forstod jeg heller intet af. Men som det praktiske menneske, jeg trods alt er, havde jeg naturligvis printet et kort, så jeg selv kunne finde den. Da jeg så kom derhen, stod der heldigvis en stor flok neden for lejlighedskomplekset, og jeg spurgte, om de var på vej til festen med japansk mad. Det var de, så der hægtede jeg mig på. De vidste heller ikke, hvad ejeren hed, så de læste de forskellige navne op, og da der kom et navn med "Bau", gik det op for mig, hvad den tidligere telefonsamtale havde handlet om.

Oppe i lejligheden var der forskelligt, udefinerbart mad på bordet, og jeg fik hurtigt stukket et glas vin og en tallerken i hånden. Foregående havde jeg hilst på et utal og japanske og italienske mennesker, hvis navne jeg ikke kan huske. Nicholas kunne jeg huske, fordi jeg blev overrasket over, at nogen faktisk hed noget normalt. Og så kan jeg huske Rio, da han præsenterede sig som "Rio, ligesom i Rio de Janeiro". I starten følte jeg mig akavet, men heldigvis smagte maden så fantastisk, at jeg bare kunne stå og spise og prøve at følge med i en samtale. Der gik dog ikke længe, før jeg faldt i snak med et par piger, hvor samtalen kørte rigtig godt, og jeg hyggede mig gevaldigt. Lidt senere mødte jeg en svensk fyr, som jeg kunne snakke dansk med, hvilket forvirrede mig ekstremt meget. Jeg var ikke ligefrem et sted, hvor jeg almindeligvis kan snakke dansk, så jeg søgte efter ord og var ved at sige italienske ord og foretrak egentlig bare at snakke engelsk med ham. Meget mærkelig oplevelse.

Alt i alt var det en super hyggeligt fest, og jeg mødte nogle rigtig søde og sjove mennesker fra alle mulige steder i verden. Rigtig spændende. Og jeg fik godt nok overskredet nogle grænser. Noget af det mærkelige var, når folk spurgte mig, hvorfor jeg var til festen. "Jo, ser du, hende den koreanske pige mødte jeg i går, og hun inviterede mig. Derfor er jeg her." Det var åbenbart et acceptabelt svar. Så ja, der kom godt nok noget mod op i mig. Jeg har jo aldrig gjort noget lignende før og hygget mig så meget.

Lørdag morgen stod den så på en tur til Milano. Og da jeg jo pludselig var inviteret til fest fredag, havde jeg overhovedet ikke haft tid til at finde ud af noget om Milano, så jeg tog bare afsted. Endnu engang på meget kort tid gjorde jeg noget spontant. Og vi havde en fantastisk tur. Sarah havde været der før og havde skrevet en lille seddel med de seværdigheder, hun kunne huske. Så vi startede med at tage ind og se Domkirken, som virkelig var flot. Uden for den var der et væld af duer, der ikke var lige så generte som almindelig duer. Hvis man for eksempel holdt brød eller lignende i hånden, fløj de straks op på én og begyndte at slås på ens arme, skuldre og hoved for at få noget at spise. Meget underholdende og sjovt.

Il Duomo.

Sarah og mig med duer over det hele.

Bagefter gik vi over i Galleria, som er den smukke bygning, hvor Prada og lignende butikker har adresse. Det var virkelig imponerende og naturligvis fuldstændig urealistisk dyrt. Sarah ville have en pose fra en butik med chokolade og konditorkager, så hun "blev nødt" til at købe 100g chokolade til 9 euro for at få sig den pose. Og hvor Sarah gik og var imponeret over chokoladen, var jeg meget imponeret over gulvet, der var virkelig smukt. Når jeg går i en by, bruger jeg meget tid på at gå og kigge op, fordi alt er så fantastisk stort. Men når man lige tog sig tid til også at kigge ned, var det også en fantastisk oplevelse.

Prada i la Galleria.

Gulvet i la Galleria.

Efter at have set la Galleria tog vi metroen ud til Castello Sforzesco, der er et gammelt, imponerende og stort slot. Desuden lå der en rigtig flot park lige ved siden af, hvor jeg med det samme sagde, at hvis jeg boede i Milano, ville jeg altid opholde mig i den park. Slottet var imponerende med dets gamle udseende, og hvis man havde interesseret sig for historien bag det, var det sikkert også meget spændende.

Castello Sforzesco.

Efter at have set slottet varmede vi os på en kop varm kakao og kaffe, hvorefter vi gik rundt i nogle butikker, hvor det rent faktisk var realistisk at købe noget. Så efter at have kigget på en masse sko, tøj og tasker lykkedes det mig faktisk at finde mig en taske. Men så var tiden sådan set også ved at være gået, og vi skulle til at bevæge os mod stationen for at komme hjem igen. På vejen fangede vi en sandwich til at spise i toget, og så skulle vi bare have købt billetter. Billetautomaten kan godt tage sedler, hvis bare ikke de er for store. Både Sarah og jeg havde købt vores billet, og så var det Birgits tur. Hun havde bare ikke små sedler nok, og det havde Sarah og jeg heller ikke. Vi var en lille smule sent på den og kunne sandsynligvis ikke nå at få splittet en seddel i en butik. Så istedet skyndte vi os hver især at hive alle de småmønter, vi havde, op af vores punge og febrilsk stoppe dem i maskinen. Det endte også med at være 2 og 1-cent, vi stoppede i, da vi ikke havde nok store mønter. Og da vi i alt havde 7 cent tilovers, havde vi puttet nok i til at få en billet, og vi kunne igen trække vejret almindeligt. Der var godt nok lige et øjeblik, hvor jeg frygtede, at vi ville stå og mangle 3 cent, men det skete heldigvis ikke. Så vi kom med toget, og jeg kom hjem i en meget savnet seng efter en fantastisk, begivenhedsrig dag.

På sådan en tur med 3 piger fra forskellige lande lærer man alle noget. Både jeg og hende fra Østrig, Birgit, er fra landet, mens Sarah kommer fra indre London. Så vi snakkede meget om land/by og selvfølgelig forskelligheder og ligheder mellem vores hjemlande. Jeg fik for eksempel lært, at der er nogle engelske dialekter, der lyder så mærkelige, at de ikke er til at forstå, medmindre man kommer derfra. Sarah kunne tilfældigvis sådan en dialekt, fordi hun ikke altid har boet i London, og jeg havde ingen anelse om, hvad hun sagde.

Det var en virkelig god dag, hvor vi har grinet utroligt meget både af og med hinanden. Længe siden jeg har haft så godt et grineflip, og dem vil der forhåbentlig komme mange flere af.

Che bella giornata!

What a great day! Sikke en dejlig dag! Es ist einen guten tag (jaja, mit tyske er ikke, hvad det har været, hvis det nogensinde har været noget)! Hvad jeg vil frem til, er bare, at det har været en rigtig god dag. Trods gråvejr, regn, slud og SNE! Nå, fra morgenen af tog jeg afsted til italienskkursus med det mål (udover at lære noget italiensk) at spørge pigerne, om vi skulle tage en kop kaffe sammen, så jeg kunne lære dem lidt at kende. 3 af dem havde så allerede aftalt det, så der hægtede jeg mig på. Vi snakkede kun italiensk, mens vi sad på caféen, og det var virkelig godt! Jeg fik rent faktisk small-talket lidt på italiensk, selvom det var svært, og jeg ikke ligefrem bidrog meget til samtalen.

"Pigerne" kommer fra henholdsvis England, Østrig og Korea og har alle været her længere tid end jeg, hvilket jeg heldigvis nu har erkendt, gør meget for, hvor god man er til sproget. Derfor kunne jeg faktisk også acceptere, at jeg simpelthen bare var den dårligste (noget jeg havde store problemer med på mit første kursus). Oveni hatten var jeg også den yngste. Det var nu ikke nogen overraskelse, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden har vænnet mig til det, men de 3 tøser på henholdsvis 27, 25 og 23 blev noget overraskede over mine små 19 år. Heldigvis havde de ret stor respekt for, at jeg som 18-årig var taget alene til Italien, så det opvejede aldersforskellen lidt :) Efterfølgende var de 2 af dem nødt til at gå, og jeg fulgtes så med hende på London på 23. Vi snakkede italiensk sammen, og det gik faktisk ganske udmærket, men da vi sammen forsøgte at få lavet et lånerkort til biblioteket, tog vi den lige på engelsk. Derefter snakkede vi engelsk efter mit ønske, da det betød, at jeg kunne få fortalt lidt mere dybt om, hvem jeg er osv. Vi klikkede rigtig godt, og hun inviterede mig med en af de andre piger til Milano på lørdag. So i guess I'm going to Milano soon :) Det var virkelig hyggeligt, og vi snakkede rigtig godt sammen. Så det er spændende, hvad det fører til.

Så det var jo en fantastisk start på dagen, der rent faktisk varede til halv 3. Hjemme i lejligheden var forældrene i fuld sving med at gøre klar til fest, da Alessandro blev 3 i dag, og der skulle komme en flok børn og forældre til fødselsdag. Nu har jeg været til et par af disse famøse fester og har erfaret, at de ender i kaos. "Heldigvis" er lejligheden delt op i to etager, så børnene primært legede ovenpå, mens forældrene snakkede nedenunder. MEN det havde også den side effect, at når man har en repos, så er det virkelig sjovt at kaste ting fra øverste etage og ned på nederste etage. Især når alle forældrene bliver sure. Men det var da meget festligt, at der pludselig kom hoppebolde, slik, hullahopringe osv. ned ovenfra. Ja, som jeg lærte til FDF "Alle gode gaver, de kommer ovenned". Apropos gaver, så skulle den her nu 3-årige dreng selvfølgelig have gaver. Og for at det ikke skal være løgn, måtte han vente helt til kl. 8 om aftenen, før han fik dem. Tænk at børn kan vente så længe. Især når de ligger fremme. Men det kunne han. Selvom kaosset startede meget tidligt, eskalerede det netop på dette tidspunkt. Klokken 20.00. For det første var den første gave, han pakkede op, en vest. Ikke lige det, en 3-årig havde forventet, så han begyndte at skrige og ville ikke pakke flere gaver op :) Det ville de andre børn heldigvis, så intet problem her. Ha, der troede du lige. Jo, det leder naturligvis også til problemer, når andre 3-årige pakker en anden drengs gaver op, for så får de pludselig ejerfornemmelser (især her lige efter jul, hvor de sandsynligvis har fået gaver i bunkevis, hvis jeg kender børn ret). Så endnu flere skrigende børn, fordi de ikke kunne forstå, at legetøjet ikke var deres.

Altså et kæmpe stort kaos, som både Patrizia, Fabio og jeg selv tog med et stort smil. Kan vist hermed konstatere, at min positivitet er kommet tilbage. Men okay, menuen i dag har stået på havregryn fra morgenen af, chokoladebolle til mellemmåltid, pizza til middag og kage, nødder og butterdej med udefinerbart, men dog velsmagende, indhold til aftensmad. Så kan man da ikke blive andet end glad. Især ikke når jeg tænker på løbeturen i morgen. Og så er der vist ikke andet at sige end "Che bella giornata!".

Alessandro med en dejlig Peter Plys-kage.

Energi?

Så kom tiden, hvor min krop opdagede, at det rent faktisk er vinter. I november og december var solskinsdagene rent faktisk varme, og man kunne uden problemer gå rundt uden jakke på. Et visit i Danmark gav et kuldechok, men kæreste, familie og venner var savnet så meget, at det ingen effekt kunne have på mit humør. Og desuden var der jo smukt. Men nu er det noget andet. Næsten hver dag jeg står op, kan jeg ikke se jorden pga. tåge. Solen kommer nogle gange frem, men altid igennem et tyndt lag skyer. Jeg bliver altid påvirket af vinteren, og både mit humør og energi falder en tak. Og det er vist det tidspunkt, jeg er kommet ind i nu.

Jeg har hverken energi eller motivation til at lave noget som helst. Og selvom jeg ikke laver ret meget, er jeg dødtræt. Oven i det havde jeg også et par dage i sidste uge, hvor jeg var syg, hvilket jo heller ikke hjælper mere på hverken humør, energi eller motivation. Så det er lidt nogle hårde dage, og jeg håber snart, at vejret bliver bedre. I dag har købt noget garn, så jeg kan komme igang med et nyt strikkeprojekt. Det hjælper forhåbentlig på humøret, og så har jeg noget konkret at tage mig til. Men det er lidt en down-periode nu. Heldigvis er familien stadig lige så dejlig, og det giver da heldigvis mange smil i en ellers lidt grå hverdag i øjeblikket.

Almindeligvis er jeg meget positiv og forsøger altid at få det bedste ud af situationerne. Det kan jeg forhåbentlig bruge til at komme ud af den her periode. Og allerede med garn, løbeture og bagning på planen de næste dage skal jeg nok ende med at komme ovenpå igen. Det skal bare lige have lidt tid.

Fødselsdagsskønsang

I dag er det min fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres. Jeg havde ikke snakket med min italienske familie om, om der skulle ske noget, eller hvad de plejer at gøre. Så jeg havde ikke de store forventninger til dagen, men ville bare nyde den med at få slappet af.

Jeg havde aftalt med mine forældre og lillebror, at vi skulle snakke over skype fra morgenen af, hvor jeg så skulle pakke mine gaver op. Og lige i det, der var hul igennem, brød de 3 ud i skønsang, som jeg ikke havde problemer med at bilde mig selv ind, vækkede mig (alarmen havde ringet 5 minutter forinden). Fra juleferien havde jeg medbragt gaven fra familien, der den sidste halvanden uges tid har ligget på mit bord og ventet. I går fik den så selskab af en kuvert fra min efterskoleveninde Anne. Jeg pakkede først gaven fra mine forældre op, hvori der var et par lækre læderhandsker, som jeg havde ønsket mig. Mens jeg pakkede op, snakkede min mor om, hvor mærkeligt det var, at jeg for første gang ikke var hjemme på min fødselsdag. Heldigvis kunne jeg da "berolige" hende med, at det ikke var første gang. Jeg var jo hellere ikke hjemme på min fødselsdag, da jeg gik på efterskole. Desværre tror jeg ikke, det ændrede på, at hun gerne ville have sin datter hos sig.
I kuverten fra Anne var de skønneste, hjemmestrikkede luffer, tusind tak for dem. Nu kommer jeg i hvert fald ikke til at fryse mine hænder.

Da jeg så stod op af sengen og gik nedenunder, var lørdagen som enhver anden lørdag, dog naturligvis med lykønskninger. Jeg spiste min morgenmad og gik op på mit værelse igen. 10 minutter efter bankede det på døren, og Alessandro og Alice stod hånd i hånd og sang fødselsdagssang for mig. Rigtig sødt og hyggeligt. Siden det har melodien vist hængt fast i alles hoveder.
Som enhver anden lørdag skulle familien til musik med børnene, og jeg havde valgt at tage med i dag. Og det var noget af en succes. For det første var det denne gang ikke bare lyde, jeg sang, men rent faktisk rigtige ord, fordi jeg forstod noget af det, der blev sunget. Da timen var slut, gik Alice åbenbart hen til de to, der står for det, og bad dem starte en fødselsdagssang for mig. Så der stod en hel flok italienske mænd og kvinder med deres unger på armen og sang dagens 3. fødselsdagssang for mig.

I dag var også dagen, hvor al julepynten blev pillet ned. Det var nu også på tide, synes jeg. Min jul var altså færdig, da jeg kom tilbage til Italien, og det har været meget mærkeligt, at der stadig var julepynt oppe. Både i lejligheden men også på gaderne. Så det gik forældrene og puslede med, mens jeg lavede noget arbejde for min far.

Til aften kom der nogle af familiens venner på besøg til noget god mad. Da mødrene begyndte at lege med børnene, og mændene tændte for noget fodbold, trak jeg mig op på værelset og regnede med at bruge resten af aftenen på at snakke med Bjarke. Jeg kunne så pludselig høre Alessandro råbe "Cecilie!" efterfulgt af mindst to voksne, der tyssede på ham. Skulle man mon reagere eller lade være? Jeg lod være og ventede i stedet. Lidt efter kom de 3 børn op til mig og fortalte, at der var en kage og en gave til mig. "Aaaaah, så det er sådan, det foregår i Italien", tænkte jeg. Man får gaver til aften. Smaaaart. Da jeg så kom nedenunder, brød hele selskabet ud i endnu en fødselsdagssang. Denne gang på engelsk. "Happy birthday to you, happy birthday to you, happy birthday happy birthday, happy birthday to you" lød børnenes version :) På kagen stod der "Auguri Cecilie", altså "Tillykke Cecilie", og gaven var en blød gave - et rigtig fint tørklæde fra Istanbul, hvor forældrene lige har været på ferie.

Så det har været en rigtig dejlig dag med en surprise sidst på dagen. Desuden gik Alice og hendes veninde igang med at kreere endnu en gave. To fine tegninger, som de kom ind med senere. På konvolutten står der "Buon coplleanno a Cecilie. Baconi da Ali e Auri", der (i hvert fald næsten) kan oversættes til "Tillykke med føsdagen til Cecilie. Bacon fra Ali og Auri". Ja, så er der jo ikke mere at sige. Okay, skal jeg lige vedhæfte, at der skulle have stået "Bacioni", som betyder "kys", og det er jo tanken, der tæller.

Perché? Perché? Perché?

Det har været nogle skønne første dage efter ferien, og børnene har virkelig savnet mig. Nogle gange er det svært at få Alessandro med hjem fra skolen, men de første par dage her er han løbet hen i armene på mig.

Med Alessandro har jeg opdaget noget nyt. Han er tydeligvis kommet i spørgealderen og spørger hele tiden "Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?". Det kan være alt muligt forskelligt, han spørger om, og nogle gange forstår jeg det, andre gange gør jeg ikke. Men én ting er at forstå, hvad han siger, noget andet er rent faktisk også at svare på det. Da jeg kørte med ham i bilen her den anden dag, spurgte han, hvorfor vi stoppede. Heldigvis var det nemt at sige "Fordi der er rødt lys", og det godtog han. Vi har heldigvis mange gange gået, så han ved, at når det er grønt, må man gå, og når det er rødt, skal man stoppe. Det forvirrer ham godt nok lidt, når han opdager, at det er rødt for bilerne, mens det er rødt for fodgængerne. Og endnu mere forvirrende er det, når det er gult (der er både rød, gul og grøn for fodgængere). Hvad gør man så? Men han er nu ret god til at lade være at gå, når der kommer biler. Det resulterede så også i i går, at vi pludselig stod stille midt på vejen (en lille vej), fordi der kom en bil (som faktisk allerede holdt for os). Han nægtede at cykle videre, fordi der jo var en bil. Klog dreng. Så jeg måtte trække ham baglæns på cyklen, så bilen kunne passere. Føreren fik sig et godt grin :)

De gange, jeg kan give ham et svar, når han spørger hvorfor, går det hele sådan set meget godt. Hvis så han er lidt træt, så er "Jeg forstår ikke, hvad du siger" åbenbart ikke et legitimt svar. Så begynder han bare at spørge igen... i et højere toneleje... Heldigvis kan jeg nogle gange slippe uden om et svar ved bare at sige "Perché", der både betyder hvorfor og fordi, med en sjov stemme. Så begynder han også at sige det med en sjov stemme, hvis stemningen er den rette. Det er også en ret god teknik, når jeg kludrer fuldstændig i det, jeg vil sige til ham. Så kan jeg bare begynde at sige "blsudfl nsdfuaup bnuån sa fbips", hvortil han svarer "napooi bfyusoe byhuso ebbo", og så hygger vi os meget godt :)

Med sproget er jeg nået til et punkt, hvor jeg som regel kan få konstrueret en sætning med det, jeg gerne vil sige. Så kommer problemet bare med at forstå svaret. For italienere synes åbenbart ikke, det er sjovt bare at svare ja/nej til et ja/nej-spørgsmål. Der skal gerne være en laaang forklaring. Jeg spurgte Alessandros lærer, hvor hans cykel var, og hun kom ud i en lang forklaring, som jeg tror gik ud på, at man ikke kunne åbne døren for den, der hvor jeg havde sat den, så de havde flyttet den. Egentlig ved jeg ikke, om hun sagde noget andet vigtigt, men jeg fandt da cyklen. Desuden er Patrizia begyndt at tale italiensk til mig for det meste. Det er super godt, og nogle gange kan jeg så svare på italiensk, andre gange svarer jeg på engelsk, og nogle gange bliver hun nødt til at gentage det på engelsk. Så der er helt klart fremskridt, selvom jeg godt ville have, at det gik lidt hurtigere.

En hjertelig velkomst

Så kom familien også hjem fra ferie. Børnene har været hos deres bedsteforældre, mens forældrene tog på ferie i Tyrkiet. Det var rart at have et par dage alene til lige at ankomme, men jeg begyndte også at blive lidt ensom og se meget frem til, at de kom hjem. Det skete så i går aftes ved en 8-tiden (de havde sagt de nok kom kl. 7 ;) ). Jeg hørte dem uden for døren og skyndte mig ud af mit værelse for at tage imod dem. Det første, jeg hører, er Alessandro, der med meget lille stemme siger "Cecilie?!" Det var rigtig rart. Så jeg skyndte mig ned og fik naturligvis kindkys af moren, men også af Alessandro. Jeg er altså ret sikker på, at han er vokset, siden jeg tog afsted på juleferie. Angående Alice var jeg spændt på, hvordan hun ville tage imod mig, fordi jeg først lige er begyndt at komme ordentligt ind på hende. Og jeg blev glædeligt overrasket. Hun gav mig det største knus, kindkys, tog mig i hånden og ville næsten ikke slippe mig igen. Det var noget af en velkomst.

Alessandro skyndte sig at vise mig et nyt legetøj, han havde fået. Jeg havde forventet, at han ville være træt og lidt pirrelig efter en lang køretur, men han var bare glad og frisk. Efter at have leget lidt med ham gik jeg ovenpå igen for at hente de gaver, jeg havde med. Og de blev vel modtaget. Desuden ville Alice lege med det med det samme, og ikke med hendes mor, men med mig. Så fik jeg også lige lidt kvalitetstid med hende.

Efter aftensmaden, mens vi stadig sad ved bordet, bad Alessandro om at komme ud af sin stol, han ville nemlig hen og sidde ved mig. Det plejer han ikke almindeligvis at ville ved aftensmaden, så det viste ligesom, at han også havde savnet mig. Og her til morgen fik jeg da også et stort godmorgenkram af ham.

Noget andet, der har fået en hjertelig velkomst, er sproget. Det er stadig lige svært, og jeg forstår ikke imponerende meget, men det var trods det et glædeligt genhør. Allerede i lufthavnen i Billund sad der en masse italienere, hvis samtaler jeg forsøgte at følge lidt med i. Uden at jeg har tænkt over det, har jeg faktisk savnet at høre italiensk. Hvor mærkeligt det end lyder. Og så har jeg fået snakket med lidt italienere om, hvilken vej jeg skulle, om det var det rigtige tog osv. Jeg blev endda spurgt, om hvilket nummer toget, der holdt der, hed. Jeg kunne så svare, at det vidste jeg ikke. I øjeblikket havde jeg så glemt, hvordan man siger "Jeg beklager", så det blev bare et halvflabet "Det ved jeg ikke".

Så det har så sandelig været et glædeligt gensyn med Italien, og nu glæder jeg mig faktisk til at starte hverdagen og komme ind i en rutine igen.

Dengang jeg var ung...

Altså, dengang jeg gik på efterskole. Da lærte jeg, uden jeg faktisk bemærkede det dengang, noget meget vigtigt. For mit vedkommende gælder i hvert fald, at noget af glæden ved at være afsted hjemmefra er den store glæde ved så at komme en tur hjem også. Det kan være nok så sjovt, spændende og alt muligt andet at være afsted, men den ro og glæde, der kommer over én ved et besøg derhjemme, er altså noget særligt. Og det er jeg endnu engang blevet bekræftet i efter min særdeles vellykkede juleferie i Danmark. Der er altså ikke noget som at se kæresten, familien og vennerne igen, efter at have været i et fremmed land et stykke tid. Mange gange tak til alle de, der har været med til at gøre ferien så dejlig.

Men nu er jeg altså ankommet til Italien igen. Jeg tog afsted med tasken pakket fuld af julegaver til familien, så noget af mit tøj måtte nedprioriteres. Jeg måtte endda i panik hive et par støvler op, 5 minutter inden vi skulle ud af døren. Men det resulterede da i, at vægten i lufthavnen sagde 9,95 kg ud af de 10 tilladte kg.
Jeg er ikke specielt vild med at flyve, selvom jeg efterhånden har gjort det en del gange. Med min erfaring satte jeg mig ind i flyet og begyndte at fortælle mig selv, at alt jo var, som det plejede, og derfor ingen problemer. Desuden forsøgte jeg at lade være med at tænke på den lille artikel, jeg læste i avisen dagen forinden, om et fly, der pludselig faldt 8km på 3 minutter, uden nogen kunne forklare hvorfor. Oven i hatten var de to piloter klædt i matrix-frakker, hvilket skræmte mig en smule. Især ham den skaldede. Umiddelbart efter, at jeg begyndte at få mig selv til at slappe af, kom der en lastbiler hen på hver side af flyet og begyndte at sprøjte orange stads på vingerne. Og så var alt jo pludselig ikke, som det plejede. Først kunne man så starte med at undre sig over, hvad det mon skulle gøre godt for. Da jeg så så, at der stod "De-Icing" på siden af lastbilen, kunne jeg begynde at overveje, om det mon virkede. Ja, når man i forvejen ikke er så vild med situationen, skal der ikke meget til. Desuden præsenterede piloten crewet, der bestod af 4 personer. Da vi så var i luften, gik der 4 personer rundt og serverede mad og drikke. Hm.. Men de ved jo tydeligvis, hvad de laver. Flyet landede i hvert fald sikkert i Rom.

Hele turen varede i alt 14 timer, men føltes egentlig ikke så lang. Og så var det jo dejligt lige at få et hurtigt kig på Rom igen. Colosseum ser for eksempel heller ikke så tosset ud fra luften.

Så nu sidder jeg alene i lejligheden, da familien først kommer hjem fra ferie d. 8. Men rent faktisk er det meget rart lige at have et par dage til at hvile efter rejsen og falde på plads igen. Og så glæder jeg mig bare til at se familien og give børnene deres forsinkede julegaver.