Fest, japansk mad, svensker, østriger, Milano, grin, ømme fødder, rødvin, småmønter,

Det har været et par dage med gang i. Ja, rent faktisk har der været oplevelser nok til at fylde en hel måned ud. Og det kun på 2 dage! Hvilket også har resulteret i, at min søndag skal opleves i vandret tilstand. Nå, men for at være helt korrekt startede det hele jo torsdag, hvor jeg mødte de her 3 herlige piger. Som sagt blev jeg inviteret med til Milano lørdag, hvilket jeg med det samme begyndte at se meget frem til. Jeg har ikke været afsted og besøge byer eller andet med nogen andre end mig selv og min mor endnu, så jeg var meget spændt. Torsdag bestemte jeg mig for, at fredagen skulle bruges på at få lavet mit halstørklæde færdigt, stryge, løbe en tur og finde ud af, hvad jeg gerne ville se i Milano. Det var den første gang, jeg skulle dertil, så jeg vidste ikke, hvad man bør se, når man er der. Men torsdag aften spurgte en af pigerne, Sarah, hvor den butik, jeg havde købt garn i, ligger henne. Hun ville nemlig tage derind fredag morgen for at købe noget garn og starte på at strikke. Jeg manglede også garn til halstørklædet og skulle derfor også derind fredag morgen, så jeg foreslog, at vi mødtes i centrum og fulgtes derned. Det var hun, som det udadvendte menneske hun er, helt med på. Så sådan startede fredag, og når nu vi var i centrum, kunne vi da også lige sætte os på en café og drikke en kop kaffe. I stedet for at bruge en halv time i Bologna, var jeg der altså en 2-3 timer.

Da jeg kom hjem fik jeg lavet halstørklædet færdigt, og pludselig skrev en af de andre piger til mig på facebook. Hun har boet og studeret i Italien i 4 år nu, så hun skrev bare til mig på italiensk, da hun ikke kan så meget engelsk. Det var ret svært at forstå, men hun fik da forklaret mig (med lidt hjælp fra google translate), at der var en fest om aftenen hos hendes veninde, hvor der ville blive serveret noget japansk mad. Og så spurgte hun, om jeg havde lyst til at komme med. Jeg har én gang været til en fest, hvor jeg kun kendte én eneste person, og vi var trods alt meget tætte venner og havde været det i lang tid. Men man kan vel også godt argumentere for, at jeg ikke kendte hende, da jeg for det første mødte hende første gang dagen forinden, for det andet ikke forstår meget af, hvad hun siger, og for det tredje ikke kan finde ud af at udtale hendes navn. Trods det kom modet op i mig, og jeg sagde ja tak til at komme med til en fest, hvor jeg ikke kendte en sjæl. Ikke engang navnet på hende, der ejede lejligheden. Nå, men jeg fik at vide, at jeg kunne komme kl. 8, og jeg eventuelt kunne mødes med hende, jeg "kender", og så følges med hende.

Så da jeg sad i bussen på vej afsted, ringede hun til mig og fortalte mig (tror jeg nok), at hun var forsinket, at jeg selv skulle finde lejligheden, at pigen hed Bau-et-eller-andet, og hvor lejligheden lå. Jeg forstod godt nok ikke, at "Bau" var navnet, for sidst jeg hørte ordet "bau" blive brugt, var det Alessandro, der sagde "bau bau", mens han kravlede på alle 4 og legede hun. Ja, det forvirrede mig lidt. Og forklaringen af, hvor adressen var, forstod jeg heller intet af. Men som det praktiske menneske, jeg trods alt er, havde jeg naturligvis printet et kort, så jeg selv kunne finde den. Da jeg så kom derhen, stod der heldigvis en stor flok neden for lejlighedskomplekset, og jeg spurgte, om de var på vej til festen med japansk mad. Det var de, så der hægtede jeg mig på. De vidste heller ikke, hvad ejeren hed, så de læste de forskellige navne op, og da der kom et navn med "Bau", gik det op for mig, hvad den tidligere telefonsamtale havde handlet om.

Oppe i lejligheden var der forskelligt, udefinerbart mad på bordet, og jeg fik hurtigt stukket et glas vin og en tallerken i hånden. Foregående havde jeg hilst på et utal og japanske og italienske mennesker, hvis navne jeg ikke kan huske. Nicholas kunne jeg huske, fordi jeg blev overrasket over, at nogen faktisk hed noget normalt. Og så kan jeg huske Rio, da han præsenterede sig som "Rio, ligesom i Rio de Janeiro". I starten følte jeg mig akavet, men heldigvis smagte maden så fantastisk, at jeg bare kunne stå og spise og prøve at følge med i en samtale. Der gik dog ikke længe, før jeg faldt i snak med et par piger, hvor samtalen kørte rigtig godt, og jeg hyggede mig gevaldigt. Lidt senere mødte jeg en svensk fyr, som jeg kunne snakke dansk med, hvilket forvirrede mig ekstremt meget. Jeg var ikke ligefrem et sted, hvor jeg almindeligvis kan snakke dansk, så jeg søgte efter ord og var ved at sige italienske ord og foretrak egentlig bare at snakke engelsk med ham. Meget mærkelig oplevelse.

Alt i alt var det en super hyggeligt fest, og jeg mødte nogle rigtig søde og sjove mennesker fra alle mulige steder i verden. Rigtig spændende. Og jeg fik godt nok overskredet nogle grænser. Noget af det mærkelige var, når folk spurgte mig, hvorfor jeg var til festen. "Jo, ser du, hende den koreanske pige mødte jeg i går, og hun inviterede mig. Derfor er jeg her." Det var åbenbart et acceptabelt svar. Så ja, der kom godt nok noget mod op i mig. Jeg har jo aldrig gjort noget lignende før og hygget mig så meget.

Lørdag morgen stod den så på en tur til Milano. Og da jeg jo pludselig var inviteret til fest fredag, havde jeg overhovedet ikke haft tid til at finde ud af noget om Milano, så jeg tog bare afsted. Endnu engang på meget kort tid gjorde jeg noget spontant. Og vi havde en fantastisk tur. Sarah havde været der før og havde skrevet en lille seddel med de seværdigheder, hun kunne huske. Så vi startede med at tage ind og se Domkirken, som virkelig var flot. Uden for den var der et væld af duer, der ikke var lige så generte som almindelig duer. Hvis man for eksempel holdt brød eller lignende i hånden, fløj de straks op på én og begyndte at slås på ens arme, skuldre og hoved for at få noget at spise. Meget underholdende og sjovt.

Il Duomo.

Sarah og mig med duer over det hele.

Bagefter gik vi over i Galleria, som er den smukke bygning, hvor Prada og lignende butikker har adresse. Det var virkelig imponerende og naturligvis fuldstændig urealistisk dyrt. Sarah ville have en pose fra en butik med chokolade og konditorkager, så hun "blev nødt" til at købe 100g chokolade til 9 euro for at få sig den pose. Og hvor Sarah gik og var imponeret over chokoladen, var jeg meget imponeret over gulvet, der var virkelig smukt. Når jeg går i en by, bruger jeg meget tid på at gå og kigge op, fordi alt er så fantastisk stort. Men når man lige tog sig tid til også at kigge ned, var det også en fantastisk oplevelse.

Prada i la Galleria.

Gulvet i la Galleria.

Efter at have set la Galleria tog vi metroen ud til Castello Sforzesco, der er et gammelt, imponerende og stort slot. Desuden lå der en rigtig flot park lige ved siden af, hvor jeg med det samme sagde, at hvis jeg boede i Milano, ville jeg altid opholde mig i den park. Slottet var imponerende med dets gamle udseende, og hvis man havde interesseret sig for historien bag det, var det sikkert også meget spændende.

Castello Sforzesco.

Efter at have set slottet varmede vi os på en kop varm kakao og kaffe, hvorefter vi gik rundt i nogle butikker, hvor det rent faktisk var realistisk at købe noget. Så efter at have kigget på en masse sko, tøj og tasker lykkedes det mig faktisk at finde mig en taske. Men så var tiden sådan set også ved at være gået, og vi skulle til at bevæge os mod stationen for at komme hjem igen. På vejen fangede vi en sandwich til at spise i toget, og så skulle vi bare have købt billetter. Billetautomaten kan godt tage sedler, hvis bare ikke de er for store. Både Sarah og jeg havde købt vores billet, og så var det Birgits tur. Hun havde bare ikke små sedler nok, og det havde Sarah og jeg heller ikke. Vi var en lille smule sent på den og kunne sandsynligvis ikke nå at få splittet en seddel i en butik. Så istedet skyndte vi os hver især at hive alle de småmønter, vi havde, op af vores punge og febrilsk stoppe dem i maskinen. Det endte også med at være 2 og 1-cent, vi stoppede i, da vi ikke havde nok store mønter. Og da vi i alt havde 7 cent tilovers, havde vi puttet nok i til at få en billet, og vi kunne igen trække vejret almindeligt. Der var godt nok lige et øjeblik, hvor jeg frygtede, at vi ville stå og mangle 3 cent, men det skete heldigvis ikke. Så vi kom med toget, og jeg kom hjem i en meget savnet seng efter en fantastisk, begivenhedsrig dag.

På sådan en tur med 3 piger fra forskellige lande lærer man alle noget. Både jeg og hende fra Østrig, Birgit, er fra landet, mens Sarah kommer fra indre London. Så vi snakkede meget om land/by og selvfølgelig forskelligheder og ligheder mellem vores hjemlande. Jeg fik for eksempel lært, at der er nogle engelske dialekter, der lyder så mærkelige, at de ikke er til at forstå, medmindre man kommer derfra. Sarah kunne tilfældigvis sådan en dialekt, fordi hun ikke altid har boet i London, og jeg havde ingen anelse om, hvad hun sagde.

Det var en virkelig god dag, hvor vi har grinet utroligt meget både af og med hinanden. Længe siden jeg har haft så godt et grineflip, og dem vil der forhåbentlig komme mange flere af.