De kære børn

De sidste par dage har jeg haft et par gode "børneoplevelser". I går morges kl. 5 tog Patrizia og Fabio afsted til New York, hvor de skal være i en uge. Børnene skal bare være hos bedsteforældrene, så det er jo dejligt nemt for mig. Men i går skulle jeg altså være alene med dem om morgenen (jeg vil gætte på, forældrene gerne ville have den sidste aften sammen med børnene). Jeg var noget nervøs for det. En aften for noget tid siden var jeg alene med dem, og da vågnede jeg ikke af, at Alessandro stod op, så han begyndte at græde helt vildt og vækkede Alice og pludselig stod de begge på trappen, og jeg kunne slet ikke få hold i Alessandro, før forældrene kom hjem. Det var ikke en fantastisk god oplevelse, så jeg sov ret dårligt natten til i går, da jeg var bange for at noget lignende ville ske. Og da Patrizia og Fabio tog afsted kl. 5, vågnede jeg af min lette søvn og sov ikke mere, før Alessandro vågnede 6.20. Han græd og kaldte på sin mor, men efter fjernsynet havde været tændt lidt, mens jeg sad med ham i armene, holdt det op. Og da fik jeg en masse hyggelige kram. Selvom det var lidt svært, var det en rigtig dejlig oplevelse, for Alessandro havde virkelig brug for kram og brug for hjælp til at slappe af, og det kunne jeg give ham (med lidt hjælp fra fjernsynet).

Da Alice også var kommet op, og vi alle havde fået spist morgenmad og fået tog på, kom vi ud af døren, så begge børn kom i henholdsvis skole og børnehave til tiden. Succes!

Om eftermiddagen skulle jeg hente begge børn, og vi skulle køre hjem til bedsteforældrene. Børnene ville dog godt være lidt i parken, så der blev vi en times tid. Her mødte vi to "store" piger fra 4. klasse. Alle Alices venner var taget hjem, men hun fik en god kontakt til de to piger. Jeg fik også snakket noget med dem, og den ene af dem fortalte, at hun var virkelig god til at efterligne dyrelyde. Hun prøvede så at lave en ulv og en løve, som ikke var særligt overbevisende, men da der kom en delfin ind i billedet, blev jeg noget imponeret. Det var hun godt nok god til. Hendes veninde bad hende om at lave et får, hvilket ikke gik særligt godt. Jeg gav det et forsøg, og pludselig havde jeg fået fans. Min imitation imponerede dem noget. Dog tror jeg, at det var en pige, der havde brug for noget opmærksomhed. Hun spurgte mig mange gange, om jeg blev bange for hende, for det var jo ikke normalt, at mennesker kunne sådan noget. Det gik først op for mig, efter jeg havde svaret, at hun godt ville have, at jeg sagde, at hun var unormal. Det ligger bare ikke i min natur at fortælle børn, at de er mærkelige, så det fik hun altså ikke ud af mig. Bagefter fortalte hun, at hun var virkelig god til at synge også. Begge piger brød ud i sang, der ikke bare var skinger, men også falsk. Heldigvis kendte Alice sangen, og hun åbnede noget op og begyndte at synge med dem. Og så er det jo ligemeget, om man synger godt eller skidt, når bare man hygger sig med det.

Jeg blev desværre nødt til at afbryde Alice i hendes leg med de store piger, da bedsteforældrene ventede på os og faktisk havde ventet en time mere, end de havde regnet med at skulle.

Hjemme hos bedsteforældrene tegnede vi først lidt. Han bad mig tegne en dreng og en pige, så jeg tegnede to tændstikmænd - en stor med langt hår og en lille med kort hår. Da jeg var færdig, sagde han, at den ene var mor og den anden ham selv, og bad mig tegne Alice, far og mig. Jeg nåede dog kun at få tegnet Alice (lille tændstikmand med langt hår), før der var noget andet, jeg skulle tegne. Og da vi så kom tilbage til personerne, jeg havde tegnet, mente han pludselig, at det var Alice, ham selv og mig. Det er lidt sjovt, som min rolle er blevet mere og mere end mor-rolle end en legekammerat-rolle. I starten havde jeg svært ved at sætte mig selv igennem, fordi mit samvær med børnene handlede om leg. Nu har jeg derimod haft nogle opgaver i løbet af det sidste halve år, hvor jeg skulle tage mere ansvar. Jeg tror, det er derfor, han nogle gange kalder mig mor, og at jeg i vores lege er moren. Det er lidt sjovt.

Efter vi havde tegnet, fortalte bedstemoren Alice en historie, mens jeg legede med Alessandro. Han var fuld af energi og ville lege tumlelege i sofaen. Det var rigtig sjovt, hyggeligt og hårdt. Alessandro er ikke en helt lille dreng - han er faktisk lidt tung - og legene gik meget ud på, at jeg skulle løfte ham og så gøre et eller andet sjovt med ham. Den sidste leg handlede om, at han stillede sig op på min arm, og så skulle jeg kaste ham bagud i sofaen. Rigtig sjovt, og utroligt hårdt at løfte en 3-årig i strakt arm. Det gik der meget tid med, men det var ikke helt nok. Han ville jo også godt have, at jeg kunne lave de sjove ting, så han bad mig om stille sig op på sin arm, så han kunne kaste mig bagud. Jeg fortalte ham, at det var jeg simpelthen for stor til, hvortil han svarede "Devi diventare piccola come me!", der betyder "Du bliver nødt til at blive lille ligesom mig!" Det var lidt sødt. Jeg droppede at gå ud i en forklaring om, at det kan jeg altså ikke, og at det rent faktisk er ham, der vil blive stor ligesom mig.

En anden sjov oplevelse med Alessandro var en dag, hvor vi alle sad og spiste sammen. Der er ofte problemer med ham, når vi spiser, og i dag var ingen undtagelse. Han var bare i et rigtigt nej-humør. Efter at have ladet ham sidde lidt uden at det blev bedre, spurgte Fabio "Vuoi fare come dico io?", der betyder, "Vil du gøre, som jeg siger?", hvortil han selvfølgelig svarede nej. Så spurgte Fabio ham "Vil du gøre som du siger?", hvortil han også svarede nej. Så vendte Fabio den, og sagde "Okay, så gør du, som jeg siger", og det indvilgede han med det samme i. Det var ret morsomt.
Den samme aften spurgte Alice, hvad det var, vi spiste. Patrizia sagde "Det er svin - ligesom Peppa Pig". Peppa Pig er en tegneserie, med en grisefamilie, som børnene rigtig godt kan lide. Ikke særligt pædagogisk, men utroligt morsomt. Især da Alice svarede med spørgsmålet "Er det så George, vi sidder og spiser?" Virkelig sjovt.

Den sidste sjove oplevelse var i parken, hvor Alessandro havde fået øje på sin veninde Nogaye. Jeg spurgte, hvor hun var henne, for jeg kunne ikke se hende, hvortil han svarede "Det er hende den sorte derovre". Det lød simpelthen så morsomt, men var jo selvfølgelig bare ment som en beskrivelse, så jeg kunne få øje på hende. Og det er rigtigt nok. Hun er jo (næsten) sort.

Det er altid skønt med gode og hyggelige oplevelser med børnene. Og desuden er det vigtigt. Det er ligesom det, jeg skal leve højt på. Når nu jeg hverken har min kæreste, mine bedste venner eller min familie i nærheden, er det super vigtigt at have et par skønne børn, der gør hverdagen sjov, interessant og lærerig.

Legebarn?

Arbejdet som au pair kræver forskellige ting. Nogle gange kræver det en trøstende skulder, andre gange, at man kan finde ud af at skubbe en gynge i en halv time, at man kan tegne en ulv eller en løve, at man kan puste, når nogen slår sig, at man kan fjerne to søskende fra hinanden, når striden bliver for voldsom, og at man generelt kan holde to børn glade. Alt sammen kræver mere eller mindre energi. Jeg er god til det med at trøste, hvis de slår sig. Eller i hvert fald, hvis Alessandro slår sig. Det er nu imponerende, som Alessandro kan falde så meget og kun begynde at græde, hvis det virkelig gør ondt, hvorimod Alice straks begynder at græde, når hun falder, ligemeget hvor hårdt det er. Det har måske noget med størrelsen på dem at gøre. Jeg kan i hvert fald også mærke, at Alessandro er noget mere hårdhudet i forhold til at rende rundt på knæ og lege ulv, end jeg er. Mine knæ bliver da lynhurtigt røde og gør ondt efter sådan en kravletur, hvorimod han bare kan blive ved.

De der gynger var nu en god opfindelse. Alessandro er helt vild med det, og kan sidde stille uden at sige noget i overraskende lang tid, hvis det foregår på en gynge. Han kan virkelig bare sidde og nyde det. Og da de har en gynge hængende i legerummet, er det jo helt perfekt. Derudover har han jo også fundet ud af, hvor sjovt det er at dreje rundt på den. Der skal jeg så lige være lidt opmærksom, for drengen kan altså ikke gå efter at have drejet rundt på gyngen i en 3 minutter. Der er Alice heller ikke så hård som Alessandro. Hun synes, 1 rundtur på gyngen er nok, og så har hun ellers ondt i maven. Hun kan ikke underholdes helt så længe på gyngen, men det er dog et udmærket legetøj.

Det med at tegne er noget bøvl. Mine evner rækker til tandstiksmænd. Og da Sarah fortalte, at hendes tandstiksmænd havde knæ og albuer, blev jeg meget misundelig. Det viser vist meget godt mit niveau. Så nå Alessandro beder mig tegne en ulv, der står op, er det ikke noget kønt syn. På disse tidspunkter sender jeg en misundende tanke til Malene, der helt klart ikke har det problem med sine børn. Jeg forsøger mig da, så godt jeg nu kan. Min seneste oplevelse med dette var, at han bad mig tegne sole i forskellige farver. Det var da lige noget, jeg kunne overkomme. Han tegnede også en smule, og det endte jo med at blive en meget fin tegning med sole i alle regnbuens farver. Efterfølgende så Alice tegningen og spurgte "Wow, har Alessandro tegnet det helt selv?". Jeg fortalte hende så, hvilke ting han havde tegnet, mens jeg pegede på dem. Da jeg var færdig, pegede hun så på en af mine sole og spurgte, om han også havde tegnet den.

Alt sammen sætter mine evner på prøve, og jeg forsøger at løse opgaverne så godt som muligt. Det er selvfølgelig også almindelige ting som at spise med børnene, hjælpe Alessandro på toilet, få dem begge til at vaske hænder, før de spiser, lægge Alessandro i seng osv. I dag fik jeg dog en meget svær opgave, som på en eller anden måde formåede at overstige meget af det, jeg har prøvet før. Opgaven bestod i at lege med Barbie-dukker. Det er noget, jeg aldrig nogensinde har været god til. Heller ikke, da jeg var lille. Jeg synes simpelthen, at det er så svært sådan noget. Alessandro sov, så Alice og jeg havde noget tid alene sammen, hvilket var virkelig godt. Men at lege med Barbie-dukker er simpelthen svært. Først skulle vi vælge os to dukker hver. De lå alle sammen nøgne i en stor dynge - både piger og drenge. Det var et meget bizart syn, og det var svært der i al nøgenheden at bestemme sig til, hvilken dukke, man helst ville have. Jeg fik dog fanget mig en pige med noget langt, brunt hår og en dreng, som faktisk havde tøj på (som den eneste). Da vi begge havde fundet os to dukker, skulle vi vælge tøj til dem. Alice havde nogle forskellige kjoler, og så kunne vi ligesom skiftes til at vælge det, vi godt kunne lide. Det var også fint, indtil vi kom til skoene. Jeg havde hurtigt fået fundet mig et par sko, der passede til min dukkes kjole, så det var jo fint. Alice siger så, at hvis nu jeg lægger skoene tilbage, så skiftes vi til at tage et par, så vi ikke snyder. På den måde kan vi begge to få de par, vi gerne vil have, selvom den anden også gerne vil have samme par. Det endte med, at hendes dukke havde sko, og min ingen havde. Jeg ved ikke helt hvorfor. Denne del af legen havde jeg det sådan set fint med. Det med at have noget, man skal gøre, passer mig meget godt. Så hele arbejdet med at vælge tøj, lægge det sammen, putte det i skabet, putte maden i køleskabet, dække bordet osv. passede mig meget godt. Der kunne man ligesom se, hvad man rent praktisk kunne gøre. Mit første problem kom dog, da jeg skulle skifte drengedukkens tøj. På en eller anden mærkelig måde føltes det grænseoverskridende bare sådan at hive tøjet af en mand, der på ingen måde kunne kæmpe imod. Og at han så ikke engang havde, hvad en mand bør have mellem benene, gjorde det bare endnu mere mærkeligt (ikke fordi jeg tror, det havde været mindre mærkeligt, hvis dukken havde været mere naturtro). Han fik dog skiftet sit tøj, og så vil jeg godt lige sende en tak til vedkommende, der fandt på at skrive højre og venstre i hans sko. Det er sgu da til at finde ud af.

Efter alt det praktiske var ordnet (hvilket faktisk var det, det meste af legen handlede om, viste det sig), skulle de her dukker jo til at leve deres liv. To af dem var kærester, og de var alle 4 gode venner. Pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg skulle til at konversere dukkerne imellem, hvilket jeg aldrig har været god til. Og så endda på italiensk. Men det gik faktisk overraskende godt, og dukkerne fik da stablet sig et lille liv på benene. Det sjoveste var nu at se, hvordan Alice fik kæresteparret til at opføre sig. For det første kyssede de kun, når mine to dukker ikke var der. Alice lavede kysselydene for dem, men hvis jeg kiggede på hende, stoppede hun og begyndte at fnise. Ret sødt. Da dukkerne så skulle i poolen, komplimenterede pige-dukkens hans store muskler mange gange. Og manden var endda en gentleman at hjælpe hende op i poolen og sørge for, at hun ikke behøvede gå på jorden, efter hun havde taget sine badesandaler af (ja, man skal jo bruge badesandaler i svømmehallen i Italien, så selvfølgelig brugte de også badesandaler). De dukker skulle dog have anskaffet sig noget lidt større badetøj. Den ene endte med at bruge strømpebukser som overdel, mens den anden brugte et halstørklæde, da deres bikinier var for små. Og den tredjes trusser viste mere, end de skjulte. Men det var godt nok. Alice viste slet ikke, hvad hun skulle gøre, da overdelene ikke passede. Jeg var ved at foreslå, at de bare kunne gå topløse i poolen, men det føltes bare også grænseoverskridende på en mærkelig måde. De endte dog alle med at komme i poolen og fik efterfølgende spist deres pasta og kom derefter på hovedet i seng.

Det var en rigtig god oplevelse med Alice, og jeg er måske ikke helt så bange for Barbie-dukkerne næste gang, vi skal lege med dem. Så nu, i en alder af 19 år, har jeg fået lært at lege med Barbie-dukker.

Firenze? Rimini? Ravenna?

I dag skulle jeg på tur til Firenze sammen med Sarah. Der var fundet togtider for både frem- og tilbageturen, så vi skulle bare købe billetterne på stationen. Da vi mødtes på stationen en halv times tid før vores tog skulle køre, ville vi købe billetterne. Det var billetautomaten dog ikke enig i. "Nej, der er ikke flere sæder, I kan ikke købe en billet". Faktisk kunne vi slet ikke komme afsted før omkring ved en 4-tiden, hvilket ligesom var lidt sent. "Where do you wanna go?" var hendes næste spørgsmål så. Vi havde aftalt at tage til Firenze i dag og Rimini i morgen, så selvfølgelig var Rimini et bud. Jeg havde dog læst lidt om en by ved navn Ravenna, så det blev det. Vi fik billetterne, toget ville køre en lille halv time senere, og vi skulle bare skifte en enkelt gang. Da vi så stod af toget for at skifte til et andet tog, opstod så et nyt problem. På togplanen på stationen står der ved alle afgange, hvilket spor toget afgår fra. På den, vi skulle med, var der et billede af noget, der lignede et tog eller en bus i stedet for et spornummer. Efter at have vadet lidt rundt i forvirring var vi overbeviste om, at hvad enten det var, vi skulle have været med, var det kørt. Så vi havde næsten bestemt os for at tage et eller andet sted hen, der var billigt at komme til. Heldigvis dukkede der en bus op, hvorpå der stod "Ravenna", så den hoppede vi med. Vi kørte i en god halv time i noget landskab, der lignede meget Danmark. Buschaufføren kørte endda forkert, så han blev nødt til at give en omgang i rundkørslen. Han kunne da også bare have fulgt skiltene til Ravenna i stedet for at ville køre alle mulige mærkelige veje.

Trods omveje og veninder nåede vi til Ravenna uden nogen som helst ide om, hvad vi kunne se der. Jeg vidste, at der var noget med nogle mosaikker, men ikke hvor, hvordan og hvorledes. Det første, vi faldt over, var en kirke ved navn S. Giovanni Evangelista, hvorfra vi hørte noget sang og derfor gik ind i. Det viste sig, at sangen kom fra et par højtalere, men kirken var nu meget fin alligevel. Den var blevet bombet under 2. Verdenskrig, men nogle af mosaikkerne havde overlevet og var efterfølgende blevet hængt op på væggene af den renoverede kirke. De var rigtig fine i sten-farver og nogen med mønstre og andre med skildringer af dyr. Rigtig flot.

Mosaikker i S. Giovanni Evangelista.

Vi gik videre mod den største kirke i byen "San Vitale", der også måtte indeholde mosaikker, tænkte vi. Selvom vi ikke have fået fat på noget gik, lykkedes det os at gå lige direkte hen til den. Jeg har ingen ide om, hvordan vi gjorde det, men pludselig var vi der. Det viste sig, at det kostede en mindre formue at komme ind og se den, men vi bestemte os for at gøre det, da det ligesom er den kirke, man skal se, når man kommer til Ravenna. Billetten gav dog også adgang til en anden kirke, et dåbskapel og et museum, så det var ikke helt hul i hovedet. Og kirken var virkelig smuk. Der var de mest fantastiske mosaikker med blå/tyrkis og guld som de primære farver. Det var virkelig smukt. Og der var så utroligt mange små detaljer, så man bare kunne blive ved med at sidde og kigge og stadig finde noget nyt at lade øjnene falde på. Det var helt fantastisk. Og søjlerne i kirken var lavet af marmor på en sådan måde, at de fik nogle helt fantastiske mønstre. Meget imponerende. Udefra lignede kirken ikke noget særligt. Den var bare lavet af rød-brune mursten, hvilket var en ret sjov kontrast til både det indvendige af kirken og Italiens mange andre kirker, der almindeligvis har en meget imponerende facade.

Marmorsøjle i San Vitale. 

De fantastiske og store
mosaikker i Basilica di San Vitale.

Vi fortsatte videre hen til dåbskapellet Neoniano, der havde lige så imponerende mosaikker bare i et mindre omfang. Der sad vi også et stykke tid og bare nød det smukke syn. Selvom jeg prøver begge dele, vil hverken billeder eller beskrivelser give mosaikkerne retfærdighed. Det er simpelthen bare noget, der skal ses. Efterfølgende fortsatte vi direkte ind på et museum ved navn Museo Arcivescovile, der lå lige ved siden af. Det var et museum med forskellige sten, hvorpå der var skrevet en masse på latin - ikke noget jeg almindeligvis kan bruge ret lang tid på. Heldigvis har Sarah haft latin-lektioner i 5 år og kunne derfor oversætte en masse af det, der stod, hvilket gjorde det meget mere interessant at se på. Så opdagede man lige pludselig, at mange af stenene havde de samme inskriptioner og måtte have ligget i den samme grav for en bestemt person. Det var nu ret sjovt. Så selvom museet var meget lille, brugte vi faktisk en time derinde. Jeg fik også lige genopfrisket romertallene, så vi har også brugt en del tid på at "oversætte" årstal. Og apropos oversætte har vi i løbet af de par dage her været inde på mange forskellige sprog. Både engelsk, italiensk, dansk, latin, græsk, spansk, tysk, fransk og kinesisk. Sarah kan åbenbart en lille smule af alle mulige sprog. Ikke sært, at hun er så god til italiensk. Vi kunne endda gå forbi nogle personer, hvorefter hun siger "De var da vist fra Ungarn." Der er vist nogen, der har sprogøre.

Mosaikloft i Battistero Neoniano.. 

Efter at have været på museet var vi ved at være trætte og fuldt godt op. Vi havde stadig 1 ting tilbage at se på vores billet, så vi bestemte os for at se den, hvis den lå i samme retning som stationen. Det gjorde den heldigvis, og dette var faktisk den største oplevelse. Det var "bare" en kirke (Basilica di S. Apollinare Nuovo) med de fantastiske mosaikker, men pludselig begyndte Sarah at øse ud med sin viden. Hun kunne identificere personerne, der var skildret, og hun kunne fortælle, hvorfor de var vigtige, og hvorfor noget var af guld og noget andet blåt osv. Det var rigtig spændende. Jeg kan selvfølgelig ikke huske ret meget af det, og hvis jeg selv skulle have læst det, var jeg faldet i søvn, inden Jesus ville blive nævnt, men når hun bare kunne fortælle, var det rigtig spændende at lytte til det. Der var også nogle små kapeller, som vi gik og kiggede på. Her kunne hun også fortælle, hvem personerne var, og hvad de lavede. Vi så endda et kapel, der var fuldstændig mørkt. Man kunne kun lige ane, at der var en person derinde, og hun sagde straks "Det må være Francesco", hvilket vi efter at have taget et billede med blitz kunne konstatere, at det var. Imponerende siger jeg bare.

Mosaikker i lange baner i Basilica di S. Apollinare Nuovo.

Derefter gik turen tilbage til Bologna. Da vi ankom til Bolognas station, købte jeg billetter til Firenze til den kommende dag, så vi kunne være sikre på at komme afsted. Alle sæderne var dog optaget, men billetter kunne vi heldigvis godt få. Så den efterfølgende dag hoppede vi på toget til Firenze.

I Firenze var der gang i den i anledning af påsken. En eller anden havde åbenbart fået den fantastiske ide, at fyrværkeri om formiddagen ville være smart. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes. Vi kom lidt sent til det, da vi ikke vidste, at det var der, så det eneste vi nåede at se, var røg og lidt ild (+ brandbil). Der var ekstremt mange mennesker, og alle asede og masede for at komme tættere på... ja, det der nu skete. Der kom på et tidspunkt nogle mænd gående med 4 gigantiske køer. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes så store køer, men der var de altså. Først overvejede jeg, om det mon var virkelige køer, men kokagerne, der fyldte Firenzes gader, vidnede om, at det ikke var tilfældet. Men jeg fik da et dejligt gensyn med domkirken, som man vist aldrig kan blive træt af at kigge på. Sarah havde aldrig været der før, så hun tog en pokkers masse billeder. Jeg nøjedes med omkring en 100 stykker, da jeg ligesom havde været der før.

Kæmpekøer.

Vi fortsatte videre ud af Firenzes gader i vores søgning efter et gelateria. Vi glemte at spise is dagen forinden (ja, jeg ved heller ikke, hvordan det skete), så vi havde lige noget at indhente. En dejlig nutella-pistacie-is er nu ikke værst. Det lykkedes os at finde Piazza delle Signoria, hvor der står marmorskulpturer til fri beskuelse. Det er en rigtig hyggelig plads, og de andre var der også. Der var ekstremt mange engelsk-talende turister, hvilket jeg slet ikke kunne forholde mig til. Almindeligvis hører man ikke mange, der taler engelsk, så jeg blev ved at vende mig efter dem, når jeg hørte engelsk. De fleste var amerikanere, så Sarah, der har sin skønne accent fra London, fik gjort en del nar af dem.

Så er det jo også umuligt at lade være at købe en is!

Vi gik forbi Uffizzierne, da vi bestemte os for, at ingen af os fandt det særligt interessant at kigge på malerier. Begge kunne vi sagtens imponeres af en 5-6 stykker, men derefter ville interessen dale stødt. Selvom det nu kunne have været interessant at se de berømte malerier der, prioriterede vi anderledes og fortsatte mod Ponte Vecchio. Broen med butikkerne, der hænger ud over vandet, var stadig smuk og imponerende. Og området omkring floden giver et dejligt skue til bakker, vand og by. På den anden side af floden fandt vi Palazzo Pitti, som jeg stadig har til gode at se indefra. En alt for lang kø til billetlugen og derefter en endnu længere kø til indgangen holdt os fra det. Så vi nøjedes med at se det udefra. Til sommer skal jeg sandsynligvis på en dagstur dertil med min familie, så det skulle være muligt at komme derind (selvom køen nok ikke er blevet kortere i mellemtiden).

Derefter bestemte vi os for at følge floden og gå mod kirken Santa Croce. På vejen fandt vi den skønneste, lille butik med notesbøger indbundet i læder, smukt bemalede spillekort, og alle mulige andre nipsting. Et par spillekort til 15 euro og et bogmærke til 7 var dog lige i overkanten efter min mening. Men det var rigtig stemningsfuldt at gå rundt (rettelse: stå - butikken var ikke større) og kigge på tingene.

Butik med forskellige læderindbundne ting.  

Vi fortsatte videre, men kom til at gå forkert. Heldigvis gør det ikke noget i Italiens smukke byer, da vi så fik set bibliotekets facade, der selvfølgelig også er imponerende. Da vi ankom til Santa Croce, bestemte solen sig også for at kigge forbi, så der opholdt vi os lidt og nød det. Vi ville lige nyde en kop kaffe på pladsen, så vi satte os par en bar. Her fik vi også lige spist et stykke af Sarah's italienske mors hjemmelavede pizza-caky-bread. Det pizza, smagte lidt af kage og lignede brød - deraf vores opfindsomme navn.

Sarah, der tager billeder af Santa Croce gennem gitterporten.

Pizza-caky-bread, campari og limoncello.

Derefter var planen at gå mod stationen og få lidt mere i maven. På vejen kom vi forbi en chokolade-butik. Den havde også opdaget, at det er blevet påske. I hvert fald var der påskeæg i alle farver, størrelser og smagsvarianter. Det var meget imponerende. I det hele tager er der fuld af forskellige påskeæg i butikkerne, og endda reklamer for dem i tv. Naturligvis skal både Hello Kitty, Ben10 og Barbie have deres helt eget påskeæg. Jeg har endda set en reklame for påskeæg med overraskelse. Altså kinderæg i megasize. Det er i hvert fald store hundebamser og sådan noget, de hiver op af dem. Der er nogen, der tjener godt på Jesu opstandelse. På vejen mod stationen fandt vi dog også et lille marked (for turister - det antydede priserne i hvert fald). Her købte vi begge en friturestegt risbolle med kød og ost indeni. Meget mærkeligt. Især fordi der på skiltet stod "Risappelsin. Total forvirring, men den smagte rigtig godt.

Påskeæg i Lindt-butikken.

På turen hjem fik Sarah den skøre ide at tjekke, om der var nogle flybilletter til somewhere billigt, så vi kunne tage direkte videre til et eller andet sted i verden. Desværre var de billigste billetter til 100 euro for én vej, så den ide blev ikke til noget. Men vi havde nu også haft nok af oplevelser og masser af snak og hygge, så det var godt at komme hjem i seng. Alt i alt et par rigtig gode påskedage i godt selskab.

Påske-"hygge"

Hyggen startede allerede i søndags. Dette dog i anledning af Patrizias fødselsdag og ikke påsken. Det var en rigtig hyggelig dag, men intet varer evigt...

Dagen startede med, at vi alle 5 kørte til Giardini Margherita, der er en rigtig stor park i Bologna. Det er dog ikke bare en park. Det er en park, hvor alle kan fornøje sig. Ikke mindst børnene. Udover det almindelig legeplads-legetøj var der både radiobiler, trampoliner og hoppepuder til børnene. Så var der masser af græsarealer til boldspil, hvilket blev benyttet af ikke bare familier, men også 2 fodboldhold, der havde lavet sig en lille fodboldbane. Derudover egnede græsset sig godt til bedstefaren, der var blevet træt efter at have passet børnebørnene, spritteren, der var kommet til bunds i sin vodkaflaske og forældreparret med au pair-pigen, der ventede på, at børnene blev færdige med at lege. Ved en 1-tiden kørte vi afsted til en restaurant, som ingen af dem havde været på før. Fabio havde dog set, at der altid var fuldt derinde, så det måtte jo være godt. Fuldt viste sig at betyde, at alle 6 borde var optagede. Det var efter min mening en meget hyggelig restaurant, der desværre ikke egnede sig så godt til børn. Alice brød sig ikke om den. Der var jo kun 6 borde. Hun ville have en stor restaurant. Det var dog ikke det store problem. Problemet lå i den halve time, vi ventede på den første ellers helt fantastiske ret, og den time, vi ventede på andenretten, der af samme grund blev kastet ret hurtigt ned. Det var sådan set en skam, for det er første gang, jeg har smagt kød i Italien, som man ville betegne "godt kød". Klokken var blevet langt over Alessandros middagslurstid, og det var tydeligt at mærke. Det var ikke en glad dreng. Så noget af hyggen ved den ellers dejlige restaurant forsvandt desværre.

Heldigvis kunne vi indhente noget af det derhjemme. Fabio havde købt en kage og et spil uno. Jeg lærte Fabio og Patrizia at spille uno, da vi var på skiferie, og nu havde han altså bestemt sig for at købe et spil, til både Alices og min store glæde. Vi gik straks igang med at spille, og da Alices to veninder kom på besøg, fik de det også lært. Det var rigtig hyggeligt, og alt, hvad jeg kan lave med Alice, forstærker vores bånd. Det går nemlig noget bedre med kontakten med hende. Hun kommer til mig af sig selv og spørger, hvordan man gør et eller andet, eller hvordan man staver et bestemt ord, eller om jeg har slået min finger, fordi jeg har plaster på. Det lyder ikke af noget særligt, men det, at hun nu tør gå til mig af sig selv, er et stort fremskridt, der nu har været et halvt år undervejs. Det er en stor succes. Jeg har ikke endnu fået snakket med Patrizia om, om hun har lagt mærke til, hvordan det går med Alices jalousi over for Alessandro, men det skal jeg have gjort. Hun er desuden begyndt at opsøge mig noget mere til leg. Hun kommer selv hen med noget legetøj og spørger, om jeg vil lege med hende. Hvilket jeg selvfølgelig vil.

Påskehygge fik jeg også holdt med Sarah. Vi skulle mødes til aften i centrum og finde et sted at spise, og så skulle vi begge med toget hjem kl. 22. Ganske udmærket plan. Hvis ikke det var fordi, vi brugte den første time på et finde en restaurant. Der var masser at vælge imellem, men så var det ene for dyrt, det andet for fyldt og det tredje havde ikke pizza.Vi endte på en restaurant ved navn Il Veliero Ristorante med skibe over det hele og en kraftig dunst af fisk, hvilket var et virkelig godt valg, eftersom ingen af os er særligt vilde med fisk. Heldigvis havde de andet på menuen, og jeg fik den største og bedste pizza, jeg nogensinde har fået (noget siger mig, jeg har skrevet den her sætning før). Den var så stor, at den flød ud over tallerkenen. Jeg har dog efterfølgende overvejet, om de mon bevist har anskaffet sig for små tallerkener, men ligemeget hvad, smagte den fantastisk. Klokken endte dog med at blive over 10, så vi begge havde misset vores tog, og kl. 12 tog vi afsked. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi blev mange gange enige om, at vi bestemt måtte tage på den restaurant igen.

I dag skulle jeg så have "hygge-dag" med børnene, der har påskeferie, mens forældrene stadig arbejder. Det ville sikkert også have været meget hyggeligt, hvis ikke det havde været fordi, jeg kun havde sovet 3-4 timer i nat pga. sygdom. Til morgen kunne jeg knapt slæbe mig ud af sengen for snot, feber og ondt i halsen, men det hjalp et par panodil heldigvis på. For jeg skulle altså tage mig af børnene, og sådan var det. Der var ligesom ikke andre muligheder. Til middag gik det godt med at spise. I dag kunne Alessandro heldigvis godt lide sin yndlingsret. Hyggen blev først ødelagt, da han skulle have sin middagslur. En træt dreng, der ikke vil sove, er svær at kæmpe imod. Det er altså bare ikke muligt at tvinge nogen til at sove. Så efter en 3 kvarter, der startede med skrig og skrål, men heldigvis hurtigt blev aflyst af oplæsning, blev lyset slukket, og det var tid til at sove. MEN... Alessandro ville ikke sove. Han sagde noget, som jeg ikke forstod. "Jeg vil gerne...". Han ville gerne et eller andet. Efter han havde sagt det 10 gange, gik det op for mig, at det han sagde var, at han gerne ville stå op. Da jeg fortalte ham, at han blev nødt til at sove, begyndte han at græde helt hysterisk igen. Og det er ikke nemt at berolige en dreng, der er hysterisk sur på en. Heldigvis virkede min ide med at synge "Jeg ved en lærkerede" for ham, så efter et kvarter sov han. Nåh ja, så tog det da også kun en time at få drengen til at sove. Heldigvis er han jo også en fantastisk dreng, når han er i godt humør. En dag, hvor familien kom hjem fra et eller andet, og jeg var hjemme, skyndte Alessandro sig at løbe op til mig og spørge "Skal vi lege?", før han overhovedet kunne tage sig af at tage sine sko af. Det var ret sødt. Og så har han kaldt mig for "mor" en del. Det er nu lidt morsomt. Han har ellers meget styr på, at det kun er mor, der må hjælpe ham om morgenen, men nu hedder jeg altså også mor en gang imellem.

Så hygge og "hygge" har der været nok af på det sidste. Resten af dagen skal jeg bruge på at hygge mig med mig selv, så den her sygdom kan gå væk.

Ansvar

Det er ikke nogen overraskelse, at man som au pair står med et kæmpe ansvar. Et forældrepar lægger deres allerkæreste eje i hænderne på en fremmed pige. Og så har man altså bare af at tage det ansvar. Vi bor i en stor by, og derfor færdes jeg meget i trafikken med børnene. Både i bil, på gåben, cykel, løbehjul og endda rulleskøjter en enkelt gang. Da jeg ankom for et halvt års tid siden havde jeg haft mit kørekort godt en måned, og forældrene lagde straks deres bil i hænderne på mig, på trods af at de ganske udmærket vidste, at der var stor forskel på trafikken i Danmark og Italien. Og ikke bare bilen fik jeg stukket i hånden, også børn i bilen. Det er altså noget af en tiltro at have til en ung på, men når jeg bliver stolet så meget på, gør jeg det også ordentligt. Ja ja, jeg har haft mine episoder med bilen, men trods alt ikke noget alvorligt. At køre med dem i bilen er jeg ikke nervøs for længere. Jeg kan godt lide at køre i bil, og når børnene er deri, ved jeg ligesom, hvor jeg har dem. Så selvom jeg måske har sure børn, er de trods alt spændt fast og render ingen vegne. Det er dog ikke helt det samme, når  man færdes på gåben. Jeg foretrækker at holde Alessandro i hånden, fordi han altså nogle gange synes, det er sjovt at sætte i løb. Også midt ude på vejen. Men med en dreng, der selv vil bestemme, er det ikke altid muligt. Så jeg har måttet strække mig til, at når vi går på fortovet, kan han gå selv, men ude på vejen, skal han holde mig i hånden. Men selv det er han ikke altid enig i. Så nogle gange har jeg simpelthen måttet bære en skrigende, sparkende og spyttende 3-årig over vejen, fordi jeg havde været så fræk at tro, at jeg kunne holde ham i hånden. Selvom det ikke er rart direkte at gøre noget, man ved, gør børnene kede af det, er det simpelthen nødvendigt engang imellem. Jeg er dog ikke stor fan af det, og undgår det helst. Det betød i morges, at først var Alessandro kommet afsted på cykel, derefter skiftede vi til løbehjul, for til sidst at bytte løbehjulet ud med min arm, så han kunne blive båret. Noget af et bøvl, men jeg havde tilgengæld en glad dreng, der trods alt ankom til tiden. Men nej, jeg er ikke den store fan af direkte ved mine handlinger at gøre børnene kede af det. Desværre var jeg nødt til det i dag.

Selvom jeg står med ansvaret for børnene i flere timer om dagen, end forældrene gør, er det selvfølgelig Patrizia og Fabio, der bestemmer. I dag ville Alice ikke til dans. Hun kunne ikke forklare hvorfor, hun havde bare ikke lyst til det. Vi snakkede med Fabio om det, og han sagde, at det skulle hun, så jeg kørte afsted med en grædende Alice. Jeg ved ikke helt, om jeg er enig i beslutningen. I princippet synes jeg jo, at det er godt at lære sine børn, at når man har en aftale, så holder man den. På den anden side kunne jeg sagtens genkende følelsen, fra da jeg var lille, af bare ikke at have lyst til at tage afsted. Og da husker jeg det som om, at mine forældre har forsøgt at få mig afsted, men at jeg fik lov at blive hjemme, hvis jeg virkelig ikke ville. Måske husker jeg forkert, men det var i hvert fald den sidste løsning, jeg havde lyst til at tage, i dag. Men forældrene havde taget en anden beslutning, og det måtte jeg acceptere. Jeg forsøgte at snakke med Alice om det. Om der var sket noget i skolen, om hun var blevet uvenner med nogle af pigerne fra dans, om hun havde det skidt osv., men de fleste af spørgsmålene svarede hun ikke engang på, og svarene på de andre tydede ikke på, at der var noget galt. Afsted kom hun, og nu må jeg se, når hun kommer hjem, om hun havde en god eller dårlig oplevelse.

Jeg sidder og tænker på en konklusion uden at komme frem til nogen. Det var bare lidt tanker om ansvar, der måtte skrives ned.

Bryster, blyanter og bravi bambini

For en uges tid siden havde jeg pakket en bog til at tage med i parken. Da jeg hentede Alessandro, fortalte jeg ham, at jeg havde taget en bog med. Hans svar var "E la palla?", hvilket betyder "Og bolden?". Jaaa, den har jeg ikke med i dag. "Den skal du altså tage med Cecilie!" fik jeg meget hårdt at vide af ham. Fint fint, så pakker jeg bog og bold næste gang, var min tanke. Så det gjorde jeg. Samme historie om igen. Jeg fortalte ham, at jeg havde taget bogen med, og svaret var "E la palla?", og så kunne jeg storsmilende svare, at ja, den havde jeg også taget med. "Ma io voglio disegnare". Nå, så du vil tegne? Jamen, jeg har desværre ikke taget tusser med. "Dem skal du altså tage med Cecilie!". Så i går kom dagen, hvor der i min taske lå en bog, en bold, farveblyanter og lidt papir. Og det var opskriften til en rigtig god tur i parken. Jeg tiltrak i hvert fald en 3-4 andre børn oven i de 2, jeg havde i forvejen. Det var meget, meget hyggeligt. Især én af pigerne, der snakkede rigtig meget til mig på italiensk "Hvor er deres mor? Hvad er hendes arbejde? Kan du bande på italiensk? Hvor kommer du fra? Kan du lave en papirsflyver? osv." Efter et godt stykke tid spurgte hun mig så "Forstår du italiensk?". Øhm ja, nu har vi snakket sammen en halv times tid, og jeg har faktisk snakket italiensk, så jo, jeg forstår da noget italiensk. En anden i flokken var en lille, afrikanskudseende pige, som bare er virkelig kær. Hun går i børnehave med Alessandro, og de er gode venner, så jeg har efterhånden mødt hende en del gange. Hendes mor spurgte en dag, om jeg var Alessandros mor. Nej, det må jeg vist sige nej til. Men det var nogle søde og dygtige børn, der kom hen og holdt mig med selskab den eftermiddag. Succesen med at have farveblyanter med i parken skal i hvert fald gentages.

En anden interesse i en uges tid har været bryster. Jeg bar Alessandro på armen en dag, mens vi stod og ventede på, at Alice skulle komme ud fra skolen. Han havde samlet to blomster op og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med dem. Inden for rækkevidde, var der da heldigvis en fin, lille vase, så ned mellem mine bryster med blomster. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine højt. Det var ret morsomt. Han bestemte sig godt nok for, at det åbenbart ikke var et godt sted for dem, så han tog dem op og smed dem på jorden. Senere samme dag, blev jeg også aet af ham. Det bad jeg ham godt nok om at holde op med, det var simpelthen lidt for underligt. Den kommende dag havde vi endnu en bryst-episode. Vi var henne ved gyngestativet, og jeg stod og skubbede Alessandro på gyngen. Han ville så have mig til at kilde ham, hver gang han svang hen til mig, hvilket også var meget sjovt. Efter lidt tid blev legen dog for ensformig for ham, så vi måtte jo gøre noget nyt. Så han ville kilde mig. Og det er altså ikke særligt nemt, når han sidder på en gynge, og jeg står og skubber ham. Med hans korte arme kunne han jo ikke engang nå særligt langt, så jeg måtte, med fare for at blive sparket ned, gå helt tæt på, så han lige kunne nå det af mig, der stak længst frem. Og det var altså ikke min mave, selvom den italienske mad er god. Så han endte med at få hevet en del i min top, indtil jeg fik byttet rollerne igen.

Brystepisoder er heldigvis ikke det eneste, vi har haft. I går havde vi en rigtig god tur hjem fra parken. Alessandro var træt og Alice havde ret ondt i sit ben. Jeg bestemte mig for at tage Alice på ryggen hjem og Alessandro i hånden. Den gik ikke. Drengen ved, hvad han vil, og han ville altså bæres! Så storesøster på ryggen, lillebror på siden og tasken (indeholdende bog, bold og blyanter) på maven. Selvom ingen af dem sad særligt godt, og jeg pludselig var blevet en del kilo tungere, grinede vi hele vejen hjem, fordi det simpelthen var så morsomt og så så sjovt ud. Rigtig dejlig oplevelse. Fabio fortalte mig til aften, at det behøvede jeg altså ikke gøre, og at jeg bare kunne bede dem gå selv. Men for mig gjorde det bare dagen så meget bedre. Når børnene er glade, er jeg glade, og det er virkelig skønt. Og hvis det, der kræves af mig, er ekstra motion, så klager jeg ikke.

Så hvad jeg har lært på den sidste uge er at medbringe forskelligt legetøj til parken, at mine bryster uden problemer kan bruges som vase, og at dagen bliver meget bedre, når man griner.

Kunsten at lave ingenting

Det er noget, jeg arbejder meget hårdt på for tiden. At lave så lidt som muligt, altså. For det første er vejret ikke mindre end fantastisk, hvilket opfordrer til en masse timer ude i solen. Derfor er jeg fortiden travlt optaget af at få noget farve. Nu ville jeg gerne skrive sætningen "Så jeg er så meget ude i solen som muligt", men det ville være løgn. Det er nemlig sådan, at jeg faktisk ikke kan holde til at være ude i solen så længe, så jeg bliver nødt til at tage pauser fra solen indenfor. I APRIL! Men jeg nyder det. Og det var bl.a. noget af planen med dette år fri fra skole - at jeg skulle nyde livet. Det betyder dog også, at der ikke er sket meget de sidste weekender. Jeg havde en lille bytur sidste lørdag, men ellers var jeg bare ude i solen.

Heldigvis er jeg god til at være alene. Nogle gange foretrækker jeg det faktisk, fordi der altid er forpligtelser, når man er sammen med andre. Enten skal man gå og se på et eller andet, eller også skal samtalen køre med et rimelig godt flow. Og det kræver altså ekstra energi. Så da sidste uge blev brugt meget på kaffeaftaler, er denne weekend et par dage for mig selv. Og heldigvis kræver "Mads og Monopolet" ikke andet end en iPod med strøm, og det er heldigvis noget, jeg nemt kan skaffe. Noget af grunden, til at det er dejligt med noget tid alene, er også, at jeg er meget træt for tiden. Jeg tror det er en blanding af al den sol, friske luft, allergi og allergimedicin. Selvom det var lykkedes mig at glemme, at jeg hver sommer får allergi, er den vendt frygteligt tilbage igen i år. Så jeg render rundt med røde øjne, snot i næsen og nyser en del. Medicinen hjælper en smule, men jeg er som sagt meget træt. Jeg håber lidt, at jeg vænner mig til både solen og medicinen, så trætheden bliver mindre. Til mit held er træthed ikke noget, der kan ødelægge en dag i parken med en bog, hækletøj, iPoden og computeren. Det kræver ikke så meget, og det nyder jeg.

Selvom jeg forsøger at lave så lidt som muligt, sker der jo hele tiden noget. I går skulle jeg være sammen med børnene 2 timer, fordi Patrizia og Fabio skulle ud og kigge på en lejlighed ved havet, som vi skal bo i et par uger til sommer. Jeg skulle køre børnene hen til bedsteforældrene med det samme og så være sammen med børnene, deres kusine og bedsteforældrene ved en flod, lige hvor de bor. Det var meningen, at jeg bare kunne køre igen halv 12, men jeg måtte også godt spise med, hvis jeg havde lyst til det. Min plan var at køre, når jeg kunne, og så tage ud til en nationalpark, jeg havde fundet på et kort. Men der var engang én, der sagde "grib dagen", så det gjorde jeg. Det gik nemlig rigtig godt med Alice den dag. Alessandro legede med bedstemoren og kusinen, der er lidt yngre end ham, så jeg havde Alice for mig selv. Det betød, at hun mange gange spurgte mig om hjælp til at lave hendes sandbjerg, hvilket jeg naturligvis skyndte mig at gøre. Der var desuden en masse skår fra forskellige fliser, som hun var rigtig vild med, så hun spurgte mig, om ikke jeg ville samle nogen til hende, så hun kunne pynte sit bjerg. Det var en virkelig god leg, både for mig og hende. For det første spurgte hun mig mange gange, om jeg havde fundet nogle, hvilket er virkelig godt, fordi hun ikke tager særligt meget kontakt til mig af sig selv. Og hver gang jeg kom tilbage med nye skår, blev hun rigtig glad, fordi de var så fine - især hvis de var lyserøde. Derudover nød jeg bare at vade rundt og lede efter pæne potteskår. Rigtig hyggelig aktivitet. Efter lidt tid spurgte Alice mig, om jeg ville hjælpe hende med at få sandet ud af hendes sko. Det ville jeg selvfølgelig, så vi gik hen til en bænk, der var lidt væk, hvor vi snakkede og fik hendes sko gjort rene for sand. Jeg havde forudset, at lige så snart hun kom tilbage i sandet, ville de være fulde igen, men det gjorde ikke noget. Det var processen, der var vigtig. I hvert fald for mig. Faktisk også for hende, tror jeg. Hun har brug for lidt ekstra opmærksomhed for tiden. Hun opfører sig lidt mærkeligt. Det er nok mest det jalousi over for Alessandro, men måske også fordi hun ikke er så meget sammen med forældrene. I øjeblikket er det faktisk hverdag, når Fabio ikke er her, og det må altså have noget indflydelse på så små børn. Han sørger naturligvis for at være så meget sammen med dem som muligt, når han er hjemme, men for tiden har det næsten kun været i weekenderne. Heldigvis skifter han stilling i maj, så han ikke skal rejse mere. Det, er jeg sikker på, bliver godt for børnene.

Alice og jeg havde også en anden rigtig god oplevelse i den her uge. Hun ville rigtig gerne lege "store piger", der gjorde sig klar til at skulle til fest. Problemet er jo, at Alessandro altid er der og altid har brug for opmærksomhed. Det løste Alice ved at sætte en tegnefilm på, og så gik vi ind i et andet rum. Der fik vi lagt neglelak og læbestift og kom i fine kjoler og fine sko. Det var rigtig hyggeligt og godt for os begge to.

Når nu der har været nogle rigtig gode oplevelser med Alice, skulle der åbenbart også komme en rigtig dårlig. Det var i fredags, hvor vi var taget i parken. Vi havde været der et par timer, og Alessandro ville gerne hjem. Jeg forsøgte dog at holde ham underholdet, da Alice legede rigtig godt med sine veninder, og det ville jeg helst ikke forstyrre hende i. Heldigvis dukkede en af Alessandros venner op, så han var beskæftiget et stykke tid endnu. Fabio ringede så til mig og sagde, at om en halv time var aftensmaden klar. Så da vi skulle til at hjem, fortalte jeg Alice, at maden var klar, så vi blev nødt til at gå hjem. Det var hun ikke enig i. Bestemt ikke enig i! Først beklagede hun sig lidt og sagde nej og bad om 5 minutter mere. Jeg gav hende 2 minutter, fordi vi faktisk allerede burde være gået. Efter de to minutter fortalte jeg hende, at tiden var gået og vi skulle gå. Det resulterede i, at hun i protest satte sig ned og begyndte at hyle. Ikke græde, bare hyle. Jeg forsøgte mange gange at bede hende pænt om at rejse sig op og komme med, og jeg forklarede hende, at både far, mor og maden ventede derhjemme. Hun var dog ikke til at komme igennem, så jeg blev nødt til at hive hende op og skubbe hende gennem parken, indtil hun selv begyndte at gå. Hylende hele vejen hjem. Jeg orkede ikke at tage mig af det, fordi jeg kunne se, at hun ikke græd, så dybt seriøst var det ikke. Derfor gik jeg bare og snakkede med Alessandro (Alice holdt sig for ørene hele vejen, så jeg stoppede med at prøve at snakke med hende), og da vi kom hjem, tog moren sig af hende. Og selvom hun ikke engang ville sidde ved siden af mig til aftensmaden, var vi gode venner næste dag.

Så lige meget hvor meget jeg prøver på at lave ingenting, bliver jeg hele tiden sat over for udfordringer. Heldigvis gør alle udfordringerne mig klogere og mere rustet til den næste, så det er bestemt ikke en skidt ting.

Kaffe

Kaffe er, hvad jeg har brug for. Og jeg får det i rigelige mængder for tiden. Den sidste uges tid har jeg ikke haft meget "slappe-af"-tid, da det hele er gået en del op i kaffe-aftaler. Jeg er ikke den store kaffedrikker, men har forsøgt mig med nogle cappuccinoer med en del sukker i. Ganske udmærket måde at lære det kaffedrikkeri på. Jeg har haft et par aftaler med Sarah, som jeg kommer rigtig godt ud af det med. Har efterhånden lært at afbryde hende, hvis jeg også har lyst til at sige noget, for munden går godt nok på hende. Men det er altid hyggeligt at mødes med hende, og der er altid plads til et godt grin. Vi taler oftest italiensk sammen, når vi bare er os to, hvilket bare er super. Jo mere øvelse, jo bedre. Og hun er godt nok dygtig til det. Hvis der er noget, jeg er i tvivl om, spørger jeg bare hende, og som regel ved hun det. Men okay, hun er også alene-"mor" til 4, da forældrene arbejder meget, så hun arbejder 7 dage i ugen og skal holde styr på 4 unger. Det må give lidt.

En anden kaffeaftale, jeg har haft, var med "den nye dreng i klassen". På vores kursus er der kommet en fyr fra USA, der er flyttet til Bologna, fordi han er kommet på deres amerikanske fodboldhold. Han studerer meget for at lære det italienske og har også en lærebog. Så vi havde aftalt at sætte os sammen og få snakket noget også, for det er ikke så nemt at øve dialog alene. Det var rigtig hyggeligt, vi snakkede godt sammen, og vi har en ny aftale på fredag, så det er ikke tosset. Desuden er der også kaffeaftale i morgen, så jeg skal nok få stillet koffeintørsten. Det har jeg faktisk også brug for for tiden. Jeg har af en eller anden grund sovet ret dårligt de sidste nætter, så jeg har været noget træt. Og med en Alessandro, der åbenbart er inde i en periode, hvor han bare vil være på tværs, er det ikke særligt nemt. For det første er han ikke til at komme i nærheden af om morgenen. Det skal ALTID være mor, der hjælper med tøjet, selvom hun udtrykkeligt fortæller ham, at det er mig, der skal hjælpe ham. TV'et bliver ikke slukket, selvom både Patrizia og jeg gang på gang beder ham slukke. I dag ville han ikke sætte sig om på bagsædet, hvor hans stol er, da vi skulle køre hjem fra dans. Jeg prøvede, som jeg altid gør, med smil og endda også humor i dag. "Hvis ikke du sætter dig om bagi, kan vi ikke køre, og så bliver vi altså nødt til at sove her". Det viste sig at være en dårlig plan. Det resulterede i hvert fald i, at han "lagde sig til at sove" på forsædet. Mit næste forsøg bestod i at lave det til en leg, hvor jeg meget hurtigt tog fat i ham, hev ham ud af bilen og nærmest kastede ham ind på sædet. Det lyder voldsomt, men det hele foregik under latterbrøl fra både mig, Alice OG Alessandro. Jeg skyndte mig at give ham sikkerhedsselen på, men her gik det galt. Humøret skiftede på et sekund, og så var han sur. Og når nu Cecilie ville have ham til at have sele på, var den bedste måde at protestere på naturligvis ved at spænde sin sele op. Jeg endte med at råbe af ham, hvilket rent faktisk sivede ind. Han var stadig sur, men sad dog bare lige så stille med korslagte arme og kølede ned. Da vi så kom hjem, var humøret heldigvis i top, hvilket varede lige indtil maden kom på bordet. Vi sidder på sådan nogle barstole, når vi spiser, og Alessandro plejer selv bare at kravle op på sin stol. Men så var det et problem, at stolen var for tæt på bordet. Problemet blev naturligvis ikke løst af, at jeg flyttede stolen længere væk fra bordet, for så var det pludselig en anden stol, han ville have. Så beklagede han siger over, at han var for langt væk fra bordet, hvilket selvfølgelig ikke kunne løses ved at skubbe ham tættere på bordet. Ja, han har godt nok formået at prikke de rigtige steder. Har måttet trække vejret og tælle til 10 mange gange på det sidste, for lige så snart man bliver sur på ham, lukker han fuldstændig af.

Kan vist bare konkludere, at jeg må få sovet noget mere og få drukket noget mere kaffe, så jeg i det mindste ikke er træt.

Jeg er flyttet...

... ud i parken. I øjeblikket bruger jeg det meste af min tid i parken. Hvert fald så meget jeg kan komme til. Alice og jeg gik direkte i parken, efter jeg havde hentet hende fra skole, og så kom Fabio med Alessandro lidt senere. Egentlig fik jeg bare fri, fordi Fabio lige er kommet hjem fra Spanien og gerne ville være sammen med børnene, men jeg blev i parken. Her er rigtig mange både børn og voksne, og i dag sidder jeg bare og observerer.

Børnene gør, som de plejer. Leger, løber, råber, skriger, griner. Alt det, som børn nu gør. Det er kun underholdende, hvis man kan finde sit eget barn engang imellem og sende et smil afsted. Så det gør jeg. Men hvis der er noget, jeg kan bruge lang tid på, så er det at kigge på forældrene. Det unge par, jeg så i går, er her også i dag. Jeg har ikke set deres barn. Måske har de ikke et. Men de får da i hvert fald brugt tiden fornuftigt, kan man se. De er så smarte at have taget et tæppe med endda. Der er da ikke noget, som en tur i parken for et ungt par. Jeg sidder jo helt og bliver lidt småmisundelig.

Parret er dog ikke de eneste, jeg lægger mærke til. Der kommer en lille dreng med en bold hen til mig. 2 år vil være mit skud. Han smiler stort til mig og siger "Gah", der oversat betyder "Gah", mens han peger på bolden. Bedstemoren sidder henne på bænken. Det er vist længe siden, hun har vejet lidt nok til at bevæge sig længere end en meter fra en stol (hvis nu man skulle blive træt). Så selvom den her alt for søde dreng, er frisk og vil ud og spille bold, bliver hun ved at bede ham komme hen til hende. Heldigvis lytter han ikke til hende. Løber i stedet sin vej og tvinger bedste til at rejse sig op og sørge for, at hendes mand har styr på ungen, så hun kan sætte sig ned igen. Var det en løbetur i morgen, jeg snakkede om? Hans lidt ældre bror, en størrelse større end Alessandro, får fat på bolden og går hen mod mig. Han stiller sig op og kigger på mig, som om han forventer noget. Det skræmmer mig en lille smule. Jeg har ikke noget imod børn, der tager kontakt, men børn, der bare står og stirrer, er altså lidt uhyggelige. Jeg prøver med et smil, men uden held. Han går om bag mig, stadig med bolden, og stiller sig til at kigge på mig bagfra. Jeg er en smule bange for at få en bold i hovedet om lidt, men der sker ikke noget. Heldigvis går han sin vej.

En 3 andre drenge leger rundt om mig. Måske sidder jeg for tæt på rutsjebanen og det andet legetøj? Det er 3. gang, der er oppe og slås, og 20. gang inden for den sidste halve time, at moren siger, at nu går vi altså hjem. Dejligt med tomme trusler, så barnet virkelig kan forstå, at han ikke skal slå på sine venner. Men det er vel bare drenge. Selvom jeg nu synes, det er lidt synd, at ham, det hele tiden går ud over, er ham, der får skældud. Men børneopdragelse er jo en individuel beslutning. Jeg foretrækker for eksempel at lade være med at slå børn, selvom det faktisk ikke er ulovligt her. Hende den 14-årige tøs, der er her med sin 2-3-årige lillebror, er åbenbart ikke enig. I hvert fald får en lige et klap i numsen. Gad vide, hvad han har gjort for at fortjene det? Han ligner ikke en uvorn unge, men en lille dreng, der gerne vil lege. Hun ligner derimod én, der ikke burde have ansvaret for et barn. Et kys fra hendes veninde til lillebroren er ilde set fra hans side. Så hun må da naturligvis prøve igen, og han bliver endnu mere sur. Så får han også lige et klap af hende. Imponerende som vold bare løser alle problemer! Og så kan man endda stå og grine samtidig.

"Nej nej nej, du skal ikke tage den unge piges briller". Der er åbenbart en lille dreng, der er vild med briller og har tænkt sig at stjæle mine. Heldigvis er bedstemoren her, for jeg havde ikke set ham snige sig ind på mig. Men det var da en mærkelig sætning. Han kigger nu stadig langt efter mine briller, selvom de er gået lidt væk fra mig.

Og så er der mig. En dansk pige, der nyder solen, den italienske snak og alt det, der sker omkring hende. Jeg har åbenbart fået startet en leg med at gå ind i det bur, der er til hunde. Jeg er ikke helt sikker på, at alle forældrene er lige vilde med det, men det er der jo ikke så meget at gøre ved nu. Nu vil jeg bare nyde nyde nyde og måske tage min bog frem, hvis jeg skulle komme til at kede mig for meget.