Legebarn?

Arbejdet som au pair kræver forskellige ting. Nogle gange kræver det en trøstende skulder, andre gange, at man kan finde ud af at skubbe en gynge i en halv time, at man kan tegne en ulv eller en løve, at man kan puste, når nogen slår sig, at man kan fjerne to søskende fra hinanden, når striden bliver for voldsom, og at man generelt kan holde to børn glade. Alt sammen kræver mere eller mindre energi. Jeg er god til det med at trøste, hvis de slår sig. Eller i hvert fald, hvis Alessandro slår sig. Det er nu imponerende, som Alessandro kan falde så meget og kun begynde at græde, hvis det virkelig gør ondt, hvorimod Alice straks begynder at græde, når hun falder, ligemeget hvor hårdt det er. Det har måske noget med størrelsen på dem at gøre. Jeg kan i hvert fald også mærke, at Alessandro er noget mere hårdhudet i forhold til at rende rundt på knæ og lege ulv, end jeg er. Mine knæ bliver da lynhurtigt røde og gør ondt efter sådan en kravletur, hvorimod han bare kan blive ved.

De der gynger var nu en god opfindelse. Alessandro er helt vild med det, og kan sidde stille uden at sige noget i overraskende lang tid, hvis det foregår på en gynge. Han kan virkelig bare sidde og nyde det. Og da de har en gynge hængende i legerummet, er det jo helt perfekt. Derudover har han jo også fundet ud af, hvor sjovt det er at dreje rundt på den. Der skal jeg så lige være lidt opmærksom, for drengen kan altså ikke gå efter at have drejet rundt på gyngen i en 3 minutter. Der er Alice heller ikke så hård som Alessandro. Hun synes, 1 rundtur på gyngen er nok, og så har hun ellers ondt i maven. Hun kan ikke underholdes helt så længe på gyngen, men det er dog et udmærket legetøj.

Det med at tegne er noget bøvl. Mine evner rækker til tandstiksmænd. Og da Sarah fortalte, at hendes tandstiksmænd havde knæ og albuer, blev jeg meget misundelig. Det viser vist meget godt mit niveau. Så nå Alessandro beder mig tegne en ulv, der står op, er det ikke noget kønt syn. På disse tidspunkter sender jeg en misundende tanke til Malene, der helt klart ikke har det problem med sine børn. Jeg forsøger mig da, så godt jeg nu kan. Min seneste oplevelse med dette var, at han bad mig tegne sole i forskellige farver. Det var da lige noget, jeg kunne overkomme. Han tegnede også en smule, og det endte jo med at blive en meget fin tegning med sole i alle regnbuens farver. Efterfølgende så Alice tegningen og spurgte "Wow, har Alessandro tegnet det helt selv?". Jeg fortalte hende så, hvilke ting han havde tegnet, mens jeg pegede på dem. Da jeg var færdig, pegede hun så på en af mine sole og spurgte, om han også havde tegnet den.

Alt sammen sætter mine evner på prøve, og jeg forsøger at løse opgaverne så godt som muligt. Det er selvfølgelig også almindelige ting som at spise med børnene, hjælpe Alessandro på toilet, få dem begge til at vaske hænder, før de spiser, lægge Alessandro i seng osv. I dag fik jeg dog en meget svær opgave, som på en eller anden måde formåede at overstige meget af det, jeg har prøvet før. Opgaven bestod i at lege med Barbie-dukker. Det er noget, jeg aldrig nogensinde har været god til. Heller ikke, da jeg var lille. Jeg synes simpelthen, at det er så svært sådan noget. Alessandro sov, så Alice og jeg havde noget tid alene sammen, hvilket var virkelig godt. Men at lege med Barbie-dukker er simpelthen svært. Først skulle vi vælge os to dukker hver. De lå alle sammen nøgne i en stor dynge - både piger og drenge. Det var et meget bizart syn, og det var svært der i al nøgenheden at bestemme sig til, hvilken dukke, man helst ville have. Jeg fik dog fanget mig en pige med noget langt, brunt hår og en dreng, som faktisk havde tøj på (som den eneste). Da vi begge havde fundet os to dukker, skulle vi vælge tøj til dem. Alice havde nogle forskellige kjoler, og så kunne vi ligesom skiftes til at vælge det, vi godt kunne lide. Det var også fint, indtil vi kom til skoene. Jeg havde hurtigt fået fundet mig et par sko, der passede til min dukkes kjole, så det var jo fint. Alice siger så, at hvis nu jeg lægger skoene tilbage, så skiftes vi til at tage et par, så vi ikke snyder. På den måde kan vi begge to få de par, vi gerne vil have, selvom den anden også gerne vil have samme par. Det endte med, at hendes dukke havde sko, og min ingen havde. Jeg ved ikke helt hvorfor. Denne del af legen havde jeg det sådan set fint med. Det med at have noget, man skal gøre, passer mig meget godt. Så hele arbejdet med at vælge tøj, lægge det sammen, putte det i skabet, putte maden i køleskabet, dække bordet osv. passede mig meget godt. Der kunne man ligesom se, hvad man rent praktisk kunne gøre. Mit første problem kom dog, da jeg skulle skifte drengedukkens tøj. På en eller anden mærkelig måde føltes det grænseoverskridende bare sådan at hive tøjet af en mand, der på ingen måde kunne kæmpe imod. Og at han så ikke engang havde, hvad en mand bør have mellem benene, gjorde det bare endnu mere mærkeligt (ikke fordi jeg tror, det havde været mindre mærkeligt, hvis dukken havde været mere naturtro). Han fik dog skiftet sit tøj, og så vil jeg godt lige sende en tak til vedkommende, der fandt på at skrive højre og venstre i hans sko. Det er sgu da til at finde ud af.

Efter alt det praktiske var ordnet (hvilket faktisk var det, det meste af legen handlede om, viste det sig), skulle de her dukker jo til at leve deres liv. To af dem var kærester, og de var alle 4 gode venner. Pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg skulle til at konversere dukkerne imellem, hvilket jeg aldrig har været god til. Og så endda på italiensk. Men det gik faktisk overraskende godt, og dukkerne fik da stablet sig et lille liv på benene. Det sjoveste var nu at se, hvordan Alice fik kæresteparret til at opføre sig. For det første kyssede de kun, når mine to dukker ikke var der. Alice lavede kysselydene for dem, men hvis jeg kiggede på hende, stoppede hun og begyndte at fnise. Ret sødt. Da dukkerne så skulle i poolen, komplimenterede pige-dukkens hans store muskler mange gange. Og manden var endda en gentleman at hjælpe hende op i poolen og sørge for, at hun ikke behøvede gå på jorden, efter hun havde taget sine badesandaler af (ja, man skal jo bruge badesandaler i svømmehallen i Italien, så selvfølgelig brugte de også badesandaler). De dukker skulle dog have anskaffet sig noget lidt større badetøj. Den ene endte med at bruge strømpebukser som overdel, mens den anden brugte et halstørklæde, da deres bikinier var for små. Og den tredjes trusser viste mere, end de skjulte. Men det var godt nok. Alice viste slet ikke, hvad hun skulle gøre, da overdelene ikke passede. Jeg var ved at foreslå, at de bare kunne gå topløse i poolen, men det føltes bare også grænseoverskridende på en mærkelig måde. De endte dog alle med at komme i poolen og fik efterfølgende spist deres pasta og kom derefter på hovedet i seng.

Det var en rigtig god oplevelse med Alice, og jeg er måske ikke helt så bange for Barbie-dukkerne næste gang, vi skal lege med dem. Så nu, i en alder af 19 år, har jeg fået lært at lege med Barbie-dukker.