... ud i parken. I øjeblikket bruger jeg det meste af min tid i parken. Hvert fald så meget jeg kan komme til. Alice og jeg gik direkte i parken, efter jeg havde hentet hende fra skole, og så kom Fabio med Alessandro lidt senere. Egentlig fik jeg bare fri, fordi Fabio lige er kommet hjem fra Spanien og gerne ville være sammen med børnene, men jeg blev i parken. Her er rigtig mange både børn og voksne, og i dag sidder jeg bare og observerer.
Børnene gør, som de plejer. Leger, løber, råber, skriger, griner. Alt det, som børn nu gør. Det er kun underholdende, hvis man kan finde sit eget barn engang imellem og sende et smil afsted. Så det gør jeg. Men hvis der er noget, jeg kan bruge lang tid på, så er det at kigge på forældrene. Det unge par, jeg så i går, er her også i dag. Jeg har ikke set deres barn. Måske har de ikke et. Men de får da i hvert fald brugt tiden fornuftigt, kan man se. De er så smarte at have taget et tæppe med endda. Der er da ikke noget, som en tur i parken for et ungt par. Jeg sidder jo helt og bliver lidt småmisundelig.
Parret er dog ikke de eneste, jeg lægger mærke til. Der kommer en lille dreng med en bold hen til mig. 2 år vil være mit skud. Han smiler stort til mig og siger "Gah", der oversat betyder "Gah", mens han peger på bolden. Bedstemoren sidder henne på bænken. Det er vist længe siden, hun har vejet lidt nok til at bevæge sig længere end en meter fra en stol (hvis nu man skulle blive træt). Så selvom den her alt for søde dreng, er frisk og vil ud og spille bold, bliver hun ved at bede ham komme hen til hende. Heldigvis lytter han ikke til hende. Løber i stedet sin vej og tvinger bedste til at rejse sig op og sørge for, at hendes mand har styr på ungen, så hun kan sætte sig ned igen. Var det en løbetur i morgen, jeg snakkede om? Hans lidt ældre bror, en størrelse større end Alessandro, får fat på bolden og går hen mod mig. Han stiller sig op og kigger på mig, som om han forventer noget. Det skræmmer mig en lille smule. Jeg har ikke noget imod børn, der tager kontakt, men børn, der bare står og stirrer, er altså lidt uhyggelige. Jeg prøver med et smil, men uden held. Han går om bag mig, stadig med bolden, og stiller sig til at kigge på mig bagfra. Jeg er en smule bange for at få en bold i hovedet om lidt, men der sker ikke noget. Heldigvis går han sin vej.
En 3 andre drenge leger rundt om mig. Måske sidder jeg for tæt på rutsjebanen og det andet legetøj? Det er 3. gang, der er oppe og slås, og 20. gang inden for den sidste halve time, at moren siger, at nu går vi altså hjem. Dejligt med tomme trusler, så barnet virkelig kan forstå, at han ikke skal slå på sine venner. Men det er vel bare drenge. Selvom jeg nu synes, det er lidt synd, at ham, det hele tiden går ud over, er ham, der får skældud. Men børneopdragelse er jo en individuel beslutning. Jeg foretrækker for eksempel at lade være med at slå børn, selvom det faktisk ikke er ulovligt her. Hende den 14-årige tøs, der er her med sin 2-3-årige lillebror, er åbenbart ikke enig. I hvert fald får en lige et klap i numsen. Gad vide, hvad han har gjort for at fortjene det? Han ligner ikke en uvorn unge, men en lille dreng, der gerne vil lege. Hun ligner derimod én, der ikke burde have ansvaret for et barn. Et kys fra hendes veninde til lillebroren er ilde set fra hans side. Så hun må da naturligvis prøve igen, og han bliver endnu mere sur. Så får han også lige et klap af hende. Imponerende som vold bare løser alle problemer! Og så kan man endda stå og grine samtidig.
"Nej nej nej, du skal ikke tage den unge piges briller". Der er åbenbart en lille dreng, der er vild med briller og har tænkt sig at stjæle mine. Heldigvis er bedstemoren her, for jeg havde ikke set ham snige sig ind på mig. Men det var da en mærkelig sætning. Han kigger nu stadig langt efter mine briller, selvom de er gået lidt væk fra mig.
Og så er der mig. En dansk pige, der nyder solen, den italienske snak og alt det, der sker omkring hende. Jeg har åbenbart fået startet en leg med at gå ind i det bur, der er til hunde. Jeg er ikke helt sikker på, at alle forældrene er lige vilde med det, men det er der jo ikke så meget at gøre ved nu. Nu vil jeg bare nyde nyde nyde og måske tage min bog frem, hvis jeg skulle komme til at kede mig for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar