Kaffe

Kaffe er, hvad jeg har brug for. Og jeg får det i rigelige mængder for tiden. Den sidste uges tid har jeg ikke haft meget "slappe-af"-tid, da det hele er gået en del op i kaffe-aftaler. Jeg er ikke den store kaffedrikker, men har forsøgt mig med nogle cappuccinoer med en del sukker i. Ganske udmærket måde at lære det kaffedrikkeri på. Jeg har haft et par aftaler med Sarah, som jeg kommer rigtig godt ud af det med. Har efterhånden lært at afbryde hende, hvis jeg også har lyst til at sige noget, for munden går godt nok på hende. Men det er altid hyggeligt at mødes med hende, og der er altid plads til et godt grin. Vi taler oftest italiensk sammen, når vi bare er os to, hvilket bare er super. Jo mere øvelse, jo bedre. Og hun er godt nok dygtig til det. Hvis der er noget, jeg er i tvivl om, spørger jeg bare hende, og som regel ved hun det. Men okay, hun er også alene-"mor" til 4, da forældrene arbejder meget, så hun arbejder 7 dage i ugen og skal holde styr på 4 unger. Det må give lidt.

En anden kaffeaftale, jeg har haft, var med "den nye dreng i klassen". På vores kursus er der kommet en fyr fra USA, der er flyttet til Bologna, fordi han er kommet på deres amerikanske fodboldhold. Han studerer meget for at lære det italienske og har også en lærebog. Så vi havde aftalt at sætte os sammen og få snakket noget også, for det er ikke så nemt at øve dialog alene. Det var rigtig hyggeligt, vi snakkede godt sammen, og vi har en ny aftale på fredag, så det er ikke tosset. Desuden er der også kaffeaftale i morgen, så jeg skal nok få stillet koffeintørsten. Det har jeg faktisk også brug for for tiden. Jeg har af en eller anden grund sovet ret dårligt de sidste nætter, så jeg har været noget træt. Og med en Alessandro, der åbenbart er inde i en periode, hvor han bare vil være på tværs, er det ikke særligt nemt. For det første er han ikke til at komme i nærheden af om morgenen. Det skal ALTID være mor, der hjælper med tøjet, selvom hun udtrykkeligt fortæller ham, at det er mig, der skal hjælpe ham. TV'et bliver ikke slukket, selvom både Patrizia og jeg gang på gang beder ham slukke. I dag ville han ikke sætte sig om på bagsædet, hvor hans stol er, da vi skulle køre hjem fra dans. Jeg prøvede, som jeg altid gør, med smil og endda også humor i dag. "Hvis ikke du sætter dig om bagi, kan vi ikke køre, og så bliver vi altså nødt til at sove her". Det viste sig at være en dårlig plan. Det resulterede i hvert fald i, at han "lagde sig til at sove" på forsædet. Mit næste forsøg bestod i at lave det til en leg, hvor jeg meget hurtigt tog fat i ham, hev ham ud af bilen og nærmest kastede ham ind på sædet. Det lyder voldsomt, men det hele foregik under latterbrøl fra både mig, Alice OG Alessandro. Jeg skyndte mig at give ham sikkerhedsselen på, men her gik det galt. Humøret skiftede på et sekund, og så var han sur. Og når nu Cecilie ville have ham til at have sele på, var den bedste måde at protestere på naturligvis ved at spænde sin sele op. Jeg endte med at råbe af ham, hvilket rent faktisk sivede ind. Han var stadig sur, men sad dog bare lige så stille med korslagte arme og kølede ned. Da vi så kom hjem, var humøret heldigvis i top, hvilket varede lige indtil maden kom på bordet. Vi sidder på sådan nogle barstole, når vi spiser, og Alessandro plejer selv bare at kravle op på sin stol. Men så var det et problem, at stolen var for tæt på bordet. Problemet blev naturligvis ikke løst af, at jeg flyttede stolen længere væk fra bordet, for så var det pludselig en anden stol, han ville have. Så beklagede han siger over, at han var for langt væk fra bordet, hvilket selvfølgelig ikke kunne løses ved at skubbe ham tættere på bordet. Ja, han har godt nok formået at prikke de rigtige steder. Har måttet trække vejret og tælle til 10 mange gange på det sidste, for lige så snart man bliver sur på ham, lukker han fuldstændig af.

Kan vist bare konkludere, at jeg må få sovet noget mere og få drukket noget mere kaffe, så jeg i det mindste ikke er træt.