De kære børn

De sidste par dage har jeg haft et par gode "børneoplevelser". I går morges kl. 5 tog Patrizia og Fabio afsted til New York, hvor de skal være i en uge. Børnene skal bare være hos bedsteforældrene, så det er jo dejligt nemt for mig. Men i går skulle jeg altså være alene med dem om morgenen (jeg vil gætte på, forældrene gerne ville have den sidste aften sammen med børnene). Jeg var noget nervøs for det. En aften for noget tid siden var jeg alene med dem, og da vågnede jeg ikke af, at Alessandro stod op, så han begyndte at græde helt vildt og vækkede Alice og pludselig stod de begge på trappen, og jeg kunne slet ikke få hold i Alessandro, før forældrene kom hjem. Det var ikke en fantastisk god oplevelse, så jeg sov ret dårligt natten til i går, da jeg var bange for at noget lignende ville ske. Og da Patrizia og Fabio tog afsted kl. 5, vågnede jeg af min lette søvn og sov ikke mere, før Alessandro vågnede 6.20. Han græd og kaldte på sin mor, men efter fjernsynet havde været tændt lidt, mens jeg sad med ham i armene, holdt det op. Og da fik jeg en masse hyggelige kram. Selvom det var lidt svært, var det en rigtig dejlig oplevelse, for Alessandro havde virkelig brug for kram og brug for hjælp til at slappe af, og det kunne jeg give ham (med lidt hjælp fra fjernsynet).

Da Alice også var kommet op, og vi alle havde fået spist morgenmad og fået tog på, kom vi ud af døren, så begge børn kom i henholdsvis skole og børnehave til tiden. Succes!

Om eftermiddagen skulle jeg hente begge børn, og vi skulle køre hjem til bedsteforældrene. Børnene ville dog godt være lidt i parken, så der blev vi en times tid. Her mødte vi to "store" piger fra 4. klasse. Alle Alices venner var taget hjem, men hun fik en god kontakt til de to piger. Jeg fik også snakket noget med dem, og den ene af dem fortalte, at hun var virkelig god til at efterligne dyrelyde. Hun prøvede så at lave en ulv og en løve, som ikke var særligt overbevisende, men da der kom en delfin ind i billedet, blev jeg noget imponeret. Det var hun godt nok god til. Hendes veninde bad hende om at lave et får, hvilket ikke gik særligt godt. Jeg gav det et forsøg, og pludselig havde jeg fået fans. Min imitation imponerede dem noget. Dog tror jeg, at det var en pige, der havde brug for noget opmærksomhed. Hun spurgte mig mange gange, om jeg blev bange for hende, for det var jo ikke normalt, at mennesker kunne sådan noget. Det gik først op for mig, efter jeg havde svaret, at hun godt ville have, at jeg sagde, at hun var unormal. Det ligger bare ikke i min natur at fortælle børn, at de er mærkelige, så det fik hun altså ikke ud af mig. Bagefter fortalte hun, at hun var virkelig god til at synge også. Begge piger brød ud i sang, der ikke bare var skinger, men også falsk. Heldigvis kendte Alice sangen, og hun åbnede noget op og begyndte at synge med dem. Og så er det jo ligemeget, om man synger godt eller skidt, når bare man hygger sig med det.

Jeg blev desværre nødt til at afbryde Alice i hendes leg med de store piger, da bedsteforældrene ventede på os og faktisk havde ventet en time mere, end de havde regnet med at skulle.

Hjemme hos bedsteforældrene tegnede vi først lidt. Han bad mig tegne en dreng og en pige, så jeg tegnede to tændstikmænd - en stor med langt hår og en lille med kort hår. Da jeg var færdig, sagde han, at den ene var mor og den anden ham selv, og bad mig tegne Alice, far og mig. Jeg nåede dog kun at få tegnet Alice (lille tændstikmand med langt hår), før der var noget andet, jeg skulle tegne. Og da vi så kom tilbage til personerne, jeg havde tegnet, mente han pludselig, at det var Alice, ham selv og mig. Det er lidt sjovt, som min rolle er blevet mere og mere end mor-rolle end en legekammerat-rolle. I starten havde jeg svært ved at sætte mig selv igennem, fordi mit samvær med børnene handlede om leg. Nu har jeg derimod haft nogle opgaver i løbet af det sidste halve år, hvor jeg skulle tage mere ansvar. Jeg tror, det er derfor, han nogle gange kalder mig mor, og at jeg i vores lege er moren. Det er lidt sjovt.

Efter vi havde tegnet, fortalte bedstemoren Alice en historie, mens jeg legede med Alessandro. Han var fuld af energi og ville lege tumlelege i sofaen. Det var rigtig sjovt, hyggeligt og hårdt. Alessandro er ikke en helt lille dreng - han er faktisk lidt tung - og legene gik meget ud på, at jeg skulle løfte ham og så gøre et eller andet sjovt med ham. Den sidste leg handlede om, at han stillede sig op på min arm, og så skulle jeg kaste ham bagud i sofaen. Rigtig sjovt, og utroligt hårdt at løfte en 3-årig i strakt arm. Det gik der meget tid med, men det var ikke helt nok. Han ville jo også godt have, at jeg kunne lave de sjove ting, så han bad mig om stille sig op på sin arm, så han kunne kaste mig bagud. Jeg fortalte ham, at det var jeg simpelthen for stor til, hvortil han svarede "Devi diventare piccola come me!", der betyder "Du bliver nødt til at blive lille ligesom mig!" Det var lidt sødt. Jeg droppede at gå ud i en forklaring om, at det kan jeg altså ikke, og at det rent faktisk er ham, der vil blive stor ligesom mig.

En anden sjov oplevelse med Alessandro var en dag, hvor vi alle sad og spiste sammen. Der er ofte problemer med ham, når vi spiser, og i dag var ingen undtagelse. Han var bare i et rigtigt nej-humør. Efter at have ladet ham sidde lidt uden at det blev bedre, spurgte Fabio "Vuoi fare come dico io?", der betyder, "Vil du gøre, som jeg siger?", hvortil han selvfølgelig svarede nej. Så spurgte Fabio ham "Vil du gøre som du siger?", hvortil han også svarede nej. Så vendte Fabio den, og sagde "Okay, så gør du, som jeg siger", og det indvilgede han med det samme i. Det var ret morsomt.
Den samme aften spurgte Alice, hvad det var, vi spiste. Patrizia sagde "Det er svin - ligesom Peppa Pig". Peppa Pig er en tegneserie, med en grisefamilie, som børnene rigtig godt kan lide. Ikke særligt pædagogisk, men utroligt morsomt. Især da Alice svarede med spørgsmålet "Er det så George, vi sidder og spiser?" Virkelig sjovt.

Den sidste sjove oplevelse var i parken, hvor Alessandro havde fået øje på sin veninde Nogaye. Jeg spurgte, hvor hun var henne, for jeg kunne ikke se hende, hvortil han svarede "Det er hende den sorte derovre". Det lød simpelthen så morsomt, men var jo selvfølgelig bare ment som en beskrivelse, så jeg kunne få øje på hende. Og det er rigtigt nok. Hun er jo (næsten) sort.

Det er altid skønt med gode og hyggelige oplevelser med børnene. Og desuden er det vigtigt. Det er ligesom det, jeg skal leve højt på. Når nu jeg hverken har min kæreste, mine bedste venner eller min familie i nærheden, er det super vigtigt at have et par skønne børn, der gør hverdagen sjov, interessant og lærerig.