Kunsten at lave ingenting

Det er noget, jeg arbejder meget hårdt på for tiden. At lave så lidt som muligt, altså. For det første er vejret ikke mindre end fantastisk, hvilket opfordrer til en masse timer ude i solen. Derfor er jeg fortiden travlt optaget af at få noget farve. Nu ville jeg gerne skrive sætningen "Så jeg er så meget ude i solen som muligt", men det ville være løgn. Det er nemlig sådan, at jeg faktisk ikke kan holde til at være ude i solen så længe, så jeg bliver nødt til at tage pauser fra solen indenfor. I APRIL! Men jeg nyder det. Og det var bl.a. noget af planen med dette år fri fra skole - at jeg skulle nyde livet. Det betyder dog også, at der ikke er sket meget de sidste weekender. Jeg havde en lille bytur sidste lørdag, men ellers var jeg bare ude i solen.

Heldigvis er jeg god til at være alene. Nogle gange foretrækker jeg det faktisk, fordi der altid er forpligtelser, når man er sammen med andre. Enten skal man gå og se på et eller andet, eller også skal samtalen køre med et rimelig godt flow. Og det kræver altså ekstra energi. Så da sidste uge blev brugt meget på kaffeaftaler, er denne weekend et par dage for mig selv. Og heldigvis kræver "Mads og Monopolet" ikke andet end en iPod med strøm, og det er heldigvis noget, jeg nemt kan skaffe. Noget af grunden, til at det er dejligt med noget tid alene, er også, at jeg er meget træt for tiden. Jeg tror det er en blanding af al den sol, friske luft, allergi og allergimedicin. Selvom det var lykkedes mig at glemme, at jeg hver sommer får allergi, er den vendt frygteligt tilbage igen i år. Så jeg render rundt med røde øjne, snot i næsen og nyser en del. Medicinen hjælper en smule, men jeg er som sagt meget træt. Jeg håber lidt, at jeg vænner mig til både solen og medicinen, så trætheden bliver mindre. Til mit held er træthed ikke noget, der kan ødelægge en dag i parken med en bog, hækletøj, iPoden og computeren. Det kræver ikke så meget, og det nyder jeg.

Selvom jeg forsøger at lave så lidt som muligt, sker der jo hele tiden noget. I går skulle jeg være sammen med børnene 2 timer, fordi Patrizia og Fabio skulle ud og kigge på en lejlighed ved havet, som vi skal bo i et par uger til sommer. Jeg skulle køre børnene hen til bedsteforældrene med det samme og så være sammen med børnene, deres kusine og bedsteforældrene ved en flod, lige hvor de bor. Det var meningen, at jeg bare kunne køre igen halv 12, men jeg måtte også godt spise med, hvis jeg havde lyst til det. Min plan var at køre, når jeg kunne, og så tage ud til en nationalpark, jeg havde fundet på et kort. Men der var engang én, der sagde "grib dagen", så det gjorde jeg. Det gik nemlig rigtig godt med Alice den dag. Alessandro legede med bedstemoren og kusinen, der er lidt yngre end ham, så jeg havde Alice for mig selv. Det betød, at hun mange gange spurgte mig om hjælp til at lave hendes sandbjerg, hvilket jeg naturligvis skyndte mig at gøre. Der var desuden en masse skår fra forskellige fliser, som hun var rigtig vild med, så hun spurgte mig, om ikke jeg ville samle nogen til hende, så hun kunne pynte sit bjerg. Det var en virkelig god leg, både for mig og hende. For det første spurgte hun mig mange gange, om jeg havde fundet nogle, hvilket er virkelig godt, fordi hun ikke tager særligt meget kontakt til mig af sig selv. Og hver gang jeg kom tilbage med nye skår, blev hun rigtig glad, fordi de var så fine - især hvis de var lyserøde. Derudover nød jeg bare at vade rundt og lede efter pæne potteskår. Rigtig hyggelig aktivitet. Efter lidt tid spurgte Alice mig, om jeg ville hjælpe hende med at få sandet ud af hendes sko. Det ville jeg selvfølgelig, så vi gik hen til en bænk, der var lidt væk, hvor vi snakkede og fik hendes sko gjort rene for sand. Jeg havde forudset, at lige så snart hun kom tilbage i sandet, ville de være fulde igen, men det gjorde ikke noget. Det var processen, der var vigtig. I hvert fald for mig. Faktisk også for hende, tror jeg. Hun har brug for lidt ekstra opmærksomhed for tiden. Hun opfører sig lidt mærkeligt. Det er nok mest det jalousi over for Alessandro, men måske også fordi hun ikke er så meget sammen med forældrene. I øjeblikket er det faktisk hverdag, når Fabio ikke er her, og det må altså have noget indflydelse på så små børn. Han sørger naturligvis for at være så meget sammen med dem som muligt, når han er hjemme, men for tiden har det næsten kun været i weekenderne. Heldigvis skifter han stilling i maj, så han ikke skal rejse mere. Det, er jeg sikker på, bliver godt for børnene.

Alice og jeg havde også en anden rigtig god oplevelse i den her uge. Hun ville rigtig gerne lege "store piger", der gjorde sig klar til at skulle til fest. Problemet er jo, at Alessandro altid er der og altid har brug for opmærksomhed. Det løste Alice ved at sætte en tegnefilm på, og så gik vi ind i et andet rum. Der fik vi lagt neglelak og læbestift og kom i fine kjoler og fine sko. Det var rigtig hyggeligt og godt for os begge to.

Når nu der har været nogle rigtig gode oplevelser med Alice, skulle der åbenbart også komme en rigtig dårlig. Det var i fredags, hvor vi var taget i parken. Vi havde været der et par timer, og Alessandro ville gerne hjem. Jeg forsøgte dog at holde ham underholdet, da Alice legede rigtig godt med sine veninder, og det ville jeg helst ikke forstyrre hende i. Heldigvis dukkede en af Alessandros venner op, så han var beskæftiget et stykke tid endnu. Fabio ringede så til mig og sagde, at om en halv time var aftensmaden klar. Så da vi skulle til at hjem, fortalte jeg Alice, at maden var klar, så vi blev nødt til at gå hjem. Det var hun ikke enig i. Bestemt ikke enig i! Først beklagede hun sig lidt og sagde nej og bad om 5 minutter mere. Jeg gav hende 2 minutter, fordi vi faktisk allerede burde være gået. Efter de to minutter fortalte jeg hende, at tiden var gået og vi skulle gå. Det resulterede i, at hun i protest satte sig ned og begyndte at hyle. Ikke græde, bare hyle. Jeg forsøgte mange gange at bede hende pænt om at rejse sig op og komme med, og jeg forklarede hende, at både far, mor og maden ventede derhjemme. Hun var dog ikke til at komme igennem, så jeg blev nødt til at hive hende op og skubbe hende gennem parken, indtil hun selv begyndte at gå. Hylende hele vejen hjem. Jeg orkede ikke at tage mig af det, fordi jeg kunne se, at hun ikke græd, så dybt seriøst var det ikke. Derfor gik jeg bare og snakkede med Alessandro (Alice holdt sig for ørene hele vejen, så jeg stoppede med at prøve at snakke med hende), og da vi kom hjem, tog moren sig af hende. Og selvom hun ikke engang ville sidde ved siden af mig til aftensmaden, var vi gode venner næste dag.

Så lige meget hvor meget jeg prøver på at lave ingenting, bliver jeg hele tiden sat over for udfordringer. Heldigvis gør alle udfordringerne mig klogere og mere rustet til den næste, så det er bestemt ikke en skidt ting.