Ansvar

Det er ikke nogen overraskelse, at man som au pair står med et kæmpe ansvar. Et forældrepar lægger deres allerkæreste eje i hænderne på en fremmed pige. Og så har man altså bare af at tage det ansvar. Vi bor i en stor by, og derfor færdes jeg meget i trafikken med børnene. Både i bil, på gåben, cykel, løbehjul og endda rulleskøjter en enkelt gang. Da jeg ankom for et halvt års tid siden havde jeg haft mit kørekort godt en måned, og forældrene lagde straks deres bil i hænderne på mig, på trods af at de ganske udmærket vidste, at der var stor forskel på trafikken i Danmark og Italien. Og ikke bare bilen fik jeg stukket i hånden, også børn i bilen. Det er altså noget af en tiltro at have til en ung på, men når jeg bliver stolet så meget på, gør jeg det også ordentligt. Ja ja, jeg har haft mine episoder med bilen, men trods alt ikke noget alvorligt. At køre med dem i bilen er jeg ikke nervøs for længere. Jeg kan godt lide at køre i bil, og når børnene er deri, ved jeg ligesom, hvor jeg har dem. Så selvom jeg måske har sure børn, er de trods alt spændt fast og render ingen vegne. Det er dog ikke helt det samme, når  man færdes på gåben. Jeg foretrækker at holde Alessandro i hånden, fordi han altså nogle gange synes, det er sjovt at sætte i løb. Også midt ude på vejen. Men med en dreng, der selv vil bestemme, er det ikke altid muligt. Så jeg har måttet strække mig til, at når vi går på fortovet, kan han gå selv, men ude på vejen, skal han holde mig i hånden. Men selv det er han ikke altid enig i. Så nogle gange har jeg simpelthen måttet bære en skrigende, sparkende og spyttende 3-årig over vejen, fordi jeg havde været så fræk at tro, at jeg kunne holde ham i hånden. Selvom det ikke er rart direkte at gøre noget, man ved, gør børnene kede af det, er det simpelthen nødvendigt engang imellem. Jeg er dog ikke stor fan af det, og undgår det helst. Det betød i morges, at først var Alessandro kommet afsted på cykel, derefter skiftede vi til løbehjul, for til sidst at bytte løbehjulet ud med min arm, så han kunne blive båret. Noget af et bøvl, men jeg havde tilgengæld en glad dreng, der trods alt ankom til tiden. Men nej, jeg er ikke den store fan af direkte ved mine handlinger at gøre børnene kede af det. Desværre var jeg nødt til det i dag.

Selvom jeg står med ansvaret for børnene i flere timer om dagen, end forældrene gør, er det selvfølgelig Patrizia og Fabio, der bestemmer. I dag ville Alice ikke til dans. Hun kunne ikke forklare hvorfor, hun havde bare ikke lyst til det. Vi snakkede med Fabio om det, og han sagde, at det skulle hun, så jeg kørte afsted med en grædende Alice. Jeg ved ikke helt, om jeg er enig i beslutningen. I princippet synes jeg jo, at det er godt at lære sine børn, at når man har en aftale, så holder man den. På den anden side kunne jeg sagtens genkende følelsen, fra da jeg var lille, af bare ikke at have lyst til at tage afsted. Og da husker jeg det som om, at mine forældre har forsøgt at få mig afsted, men at jeg fik lov at blive hjemme, hvis jeg virkelig ikke ville. Måske husker jeg forkert, men det var i hvert fald den sidste løsning, jeg havde lyst til at tage, i dag. Men forældrene havde taget en anden beslutning, og det måtte jeg acceptere. Jeg forsøgte at snakke med Alice om det. Om der var sket noget i skolen, om hun var blevet uvenner med nogle af pigerne fra dans, om hun havde det skidt osv., men de fleste af spørgsmålene svarede hun ikke engang på, og svarene på de andre tydede ikke på, at der var noget galt. Afsted kom hun, og nu må jeg se, når hun kommer hjem, om hun havde en god eller dårlig oplevelse.

Jeg sidder og tænker på en konklusion uden at komme frem til nogen. Det var bare lidt tanker om ansvar, der måtte skrives ned.