Med Mads på besøg

Ja, så er der gået en lille uge, hvor Mads har været på besøg. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke havde det hyggeligt. Han ankom onsdag aften, hvor vi mødtes på stationen. Da der ikke var den store sult, gik vi en tur hen på Piazza Maggiore, så han lige kunne blive præsenteret for Bolognas centrum. Så mens snakken gik, gik han i gang med at nyde, hvor pæn en by Bologna jo er. Vi ville have fundet et sted, hvor vi kunne få aperitivi, men da vi var lidt sent ude, var de ved at fjerne buffeten alle steder, så vi endte på en restaurant med et fantastisk stykke lasagne hver. Derefter gik turen bare hjem, hvor vi nød at kunne stå på terrassen i bare tæer omkring midnatstid.

Patrizia havde sagt til mig, at jeg skulle være alene med børnene den kommende morgen, men sagde så 10 minutter senere, at hun måske alligevel ville blive hjemme, så hun også var der. Konklusionen blev, at hun ville sende mig en sms om, hvad der skulle ske. Da jeg ikke havde fået nogen sms, og babyalarmen stadig stod nedenunder, gik jeg ud fra, at hun ville være der. Det viste sig, at jeg tog fejl. Så jeg vågnede lidt over 7 ved, at Alessandro stod og græd og kaldte på sin mor. Så kom man da op af sengen. Heldigvis blev han rimelig hurtigt i godt humør, og det blev endnu bedre, da jeg vækkede Alice. Det første, hun spurgte om, var nemlig, om Mads var ankommet. Det sagde jeg selvfølgelig, at han var, og fortalte så, at han lå og sov. Til det spurgte hun, om ikke hun måtte se ham. Så vi listede alle 3 op til mit værelse, åbnede døren en smule på klem og kiggede på Mads, der lå og sov. Det var ret sjovt.

Nå, men den dag skulle Alice på picnic med den klub, hun har været i de sidste to uger, så hun skulle også have madpakke med. Der stod en lille seddel på køkkenbordet med, at der skulle frugt, vand og sandwiches i madpakken. Jeg blev en lille smule træt af, at jeg pludselig skulle til at vurdere, hvor meget mad hun nu skulle have med, og det blev ikke bedre af, at der kun var to endeskiver tilbage af brødet. Men jeg gik da i gang med at varme det op. Da Alice så kom ud i køkkenet, spurgte hun, hvorfor jeg var i gang med at lave sandwiches. Selvfølgelig svarede jeg, at det var fordi, hun skulle på picnic. Hun var heldigvis så sød lige at vise mig, at de allerede havde lavet madpakken, der bare stod i køleskabet og ventede på at blive puttet i tasken. Dejligt! Så ud af døren med os, og vi var som sagt ikke det mindste forsinkede. Da vi ankom til der, hvor Alice skulle mødes med de andre, gik det op for mig, at de åbenbart havde ændret mødetidspunktet. I hvert fald var vi de sidste, der kom, og de tog afsted lige efter, vi var dukket op. Det var ikke så heldigt, men ikke så nemt at vide.

Så da begge børn var afleverede, og Mads og jeg havde fået spist morgenmad, satte vi snuden mod kirken San Luca, der ligger på en bakketop. Der er en god gåtur derop, og jeg har kun været der en gang før, hvor jeg ikke fik set udsigten på grund af snevejr. Og det var da en skam. For der er en helt fantastisk udsigt deroppe fra. Egentlig kunne vi ikke rigtig se centrum af Bologna, før vi begyndte at gå ned igen, men vi kunne se en masse bakker, dale og småbyer. Derudover er selve kirken faktisk også rigtig flot, og man kunne komme helt op og gå ved alteret. Efter både at være gået op og ned søgte vi mod centrum for at få noget frokost. Og endnu en gang har jeg fået den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt. Det er et sted, hvor man (hvis man kender det) altid deler en pizza, da de er så store. Jeg kunne ikke kæmpe mig igennem min halve, og selv Mads lod skorperne ligge, selvom de faktisk også smager helt fantastisk. Da klokken var ved at være mange, og jeg jo stadig skulle passe mit arbejde, fandt vi en bus, så vi kunne komme hjem og slappe lidt af, før børnene skulle hentes. Jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå med børnene, men følte mig ret sikker på, at de efter lidt tid ville være villige til at lege. Vi hentede først Alessandro, der blev fuldstændig stum. Han ville ikke engang snakke med mig - kun nikke eller ryste på hovedet. Da vi sad uden for en kirke og ventede på, at Alice skulle komme tilbage fra deres picnic, kom han dog i gang med at lege med mig. Han turde ikke lege med Mads eller snakke med ham eller noget som helst, og han var faktisk lidt bange for ham.

Efter at have leget lidt var det tid til at hente Alice, og hun var lidt mere åben. Jeg spurgte, om hun ville sige hej til ham, og det ville hun i hvert fald gerne. Han havde fået lært at sige "Hej, jeg hedder Mads, hvad hedder du?", så det var fint lige at få fyret af. Bagefter vidste de ikke lige, hvad de skulle sige til hinanden, så hun gik over og legede. Mads og jeg snakkede selvfølgelig sammen, og på vejen hjem begyndte Alessandro også at snakke. Jeg fortalte ham, at Mads altså godt ville lege med ham, og at han er en sød dreng, hvortil Alessandro svarede "Jamen, han snakker hele tiden engelsk". Alle andre sprog end italiensk er for Alessandro engelsk, hvilket, jeg synes, er ret morsomt. Jeg svarede ham, at det ikke var noget problem, han skulle bare snakke til ham. Og det gik begge børn så i gang med derhjemme. Der gik det nemlig rigtig godt med at lege, og begge børn havde pludselig masser af energi og snakkede og løb og legede med ham. Det var rigtig sjovt at se, og der var næsten ingen sure miner hele eftermiddagen, hvilket er ret usædvanligt. Mads ville godt lege en leg med Alice, der går ud på, at man siger et bogstav, og så skal man tegne alle de ting, man kan komme i tanker om, der starter med det bogstav. Han bad mig forklare hende legen, og den hoppede hun med på med det samme. Hun tegnede så ord på italiensk, og han ord på engelsk. På den måde lærte han lidt italiensk, og hun hørte noget engelsk, så det var bare rigtig godt. Det er i  hvert fald en leg, jeg skal forsøge at få leget noget med hende.

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og til aften tog Mads og jeg ind til centrum igen for at spise 3-retters menu. Han skulle jo præsenteres for noget italiensk mad, da det jo er en stor del af deres kultur og noget, som de sætter stor pris på. Og for at det ikke skal være løgn, lykkedes det os endda at få et ret godt stykke kød. Vi bestemte os for at tage hjem i stedet for at kigge på nattelivet, da det jo også var arbejdsdag den kommende dag, og vi faktisk skulle være sammen med børnene hele den kommende aften, da jeg skulle putte dem.

Fredag morgen var heldigvis ganske almindelig, og Patrizia sagde endda, at hun godt kunne klare morgenen alene, så vi bare kunne stå op, når vi ville. Planen lød på at skulle ind og se lidt mere af Bologna, så det gjorde vi. Vi kom både i en boghandel, hen til Piazza Cavour, ind på biblioteket og en tur ned af strøget, der endte ud en is på et helt fantastisk gelateria. Og så var al tiden faktisk pludselig gået, så vi søgte tilbage mod en bus.

Denne eftermiddag løsnede Alessandro sig hurtigt op, og han endte faktisk med at holde Mads i hånden på vej over vejen, selvom han lige til at starte med så lidt skeptisk ud. Derhjemme fandt Alice straks legen fra dagen før frem, og Mads fandt pludselig ud af, at han havde lavet noget af et selvmål, da han faktisk ikke var særligt god til legen selv. Så mens Alessandro og jeg lavede puslespil, legede Mads og Alice. Fabio kom hjem ret hurtigt efter og tog Alessandro med ud og købe ind. Og pludselig var vi 2 voksne om 1 barn. Det var noget af en luksus. Mads fik så skiftet legen ud med minibordfodbold, som Alice tævede ham fuldstændig i i det første spil. Meget underholdende. Da Fabio og Alessandro så kom hjem, ville han også lege med dem, men der var ikke rigtig plads. Alessandro skreg løs, at han altså ville lege med sin ven. Da Patrizia kom hjem, var der godt gang i begge børn og Mads, og hun spurgte, om ikke bare han kunne blive her. Hun har været rigtig glad for at have ham her de her dage. Der var pludselig også tid til, at jeg lige kunne snakke lidt med hende, selvom børnene var der, for dem holdt Mads styr på. Fantastisk!

Om aftenen var der afslutningsfest for det klub-noget, Alice har været i, og det tog vi med til. Det var meningen, at Fabio og Patrizia ville tage ud og spise sammen bagefter, så jeg skulle putte børnene. Da vi ankom til festen kl. 8, var både Mads og jeg rimelig sultne, men selvfølgelig starter festen ikke kl. 8, når festen starter kl. 8, må man jo kunne forstå. Derfor gik vi bare lidt rundt, kiggede på den kæmpe buffet og håbede, at vi snart kunne få lov at spise. Pludselig blev alle så gelejdede ned i rummet med buffetten, og præsten, der var primus motor for hele klubben og dermed også festen, forsøgte at få alle til at tie stille, da han ville sige noget. Det var åbenbart meget svært for så mange italienere at lade være med at snakke - også de voksne. Og han ville selvfølgelig ikke råbe højt op, for han var jo en ordentlig præst. Men det lykkedes da efter en 10 minutter at få nogenlunde ro, så han kunne sige nogle få, kirkelige ord, og så måtte vi spise. Endnu en gang oplevede jeg så, hvordan mennesker kaster sig over en buffet, hvor det handler om at rage så meget til sig hurtigst muligt, så man når at få noget af det gode. Så det gjorde vi. Det var en rigtig lækker buffet, og det hele var faktisk meget hyggeligt. Bagefter var der et par underholdende indslag, men da Mads og jeg var ret trætte der halv 10, var det ikke meget, vi hørte efter. Bagefter troede vi, at det var slut, hvilket viste sig at være helt galt. Alle børnene skulle ud og danse den dans, de havde brugt de foregående to uger på at lære, og så skulle der uddeles præmier, da de åbenbart havde haft en masse konkurrencer. Mads og jeg satte os ned og snakkede i stedet for at kigge på dem, men børnene virkede til at have masser energi. Det viste sig så, at Alices hold vandt 1. præmien, så det var jo fantastisk. SÅ måtte det jo være slut. Men næh nej, vi skulle også lige have is. Vi var lidt i tvivl om, om det kun var for børnene, men Patrizia mente, at vi også var lidt børn, så vi fik os da en is. Det var præsten, der delte dem ud, og vi måtte konstatere, at det var første gang, vi havde fået så god is af en præst.

Det var en rigtig sjov og underholdende fest, der nok lige blev trukket lidt for langt, og det endte da også med, at Patrizia og Fabio blev hjemme, så alle gik i seng med det samme, vi kom hjem.

Så startede weekenden, hvor jeg havde helt fri. Lørdag bestemte vi os til at tage til Ferrara i stedet for at blive i Bologna, så efter en tur på biblioteket efter en bog om byen tog vi med toget. Vejret var skønt, byen var endnu pænere end sidste gang, jeg var der, og bogen havde lavet to anbefalede ruter, som vi gik. På den måde fik vi set lidt mere, end det jeg havde set den foregående gang. Vi fandt også en rigtig hyggelig café, hvor vi sad og fik et glas juice, og vi var enige om, at der kunne vi faktisk godt bare bruge hele dagen. Dog fortsatte vi vores rute, da vi også havde planer om at skulle nå at spise aperitivi i Bologna. Dagen fløj afsted, og da vi kom tilbage til Bologna, fandt vi et lækkert, lille sted, hvor vi fik et par drinks og noget mad. Det hele rigtig hyggeligt.

Søndag var der ikke de store planer. Vi skulle hvert fald op i et af Bolognas to tårne, og så skulle vi have en is. Det var vist nogenlunde sådan, programmet lød. Da vi kom ind til centrum, startede vi med at lede efter posthuset. Det viste sig at være lukket om søndagen, så vi satte i stedet kurs mod Giardini Margherita, da det også er et rigtig skønt sted, jeg syntes, han skulle se. Så efter et kig på skildpadderne satte vi os på en bænk og kiggede på mennesker. Der var overraskende mange, der dyrkede motion der middagsheden, så vi sad og kiggede på, hvordan en mand blev mere og mere svedig efter at løbe rundt i ring. Og lidt senere dukkede en mand op på et skateboard, som han kørte på lidt ligesom et snowboard. Det så ret sjovt ud, og jeg tror han nød at have publikum.

Mad skal der også til. Og selvom vi spiste ekstremt meget ude, valgte vi alligevel at tage på restaurant igen og få os en rigtig lækker pastaret og gnocchi, så vi kunne få noget energi til at bestige tårnet. Jeg har aldrig været deroppe før, så det var også en super oplevelse for mig. Der var en skøn udsigt over hele Bolognas centrum, og man kunne pludselig forstå, hvorfor den kaldes Den Røde By. Så kunne der sættes kryds ved det mål for dagen, og dermed måtte jagten på et gelateria sættes i gang. Så lækker is blev det selvfølgelig også til, og da vi begge to var lidt flade, bestemte vi os for at tage hjem og lave aftensmad i stedet for at tåge rundt i centrum og bare vente på at blive sultne.

Derhjemme brugte vi en god halv time på at finde ud af, hvilke toge, busser og evt. metro, Mads skulle med den kommende dag for at komme hjem. Vi fandt med nød og næppe det hele og fik det endda skrevet ned. Bagefter lavede jeg os det, jeg altid laver, hvis jeg er alene og har lyst til pasta: Pasta med æg, revet squash og karry. På Mads' opfordring spiste vi ude på terrassen, hvilket jeg slet ikke har prøvet før, men det var da helt dejligt.

Efter aftensmaden stod den på lidt pakning og så bare tidligt i seng med alarmen sat til kl. 2.15, så vi kunne køre afsted til Bolognas station. Vi kom afsted til tiden, og bortset fra at jeg (måske?) kørte den forkerte vej rundt i en rundkørsel, gik det meget godt med at finde derind. Men når nu, man har lagt en god plan for, hvordan man kommer hjem, kan man selvfølgelig ikke regne med, at den kan føres ud i livet. Toget, han skulle have været med, var nemlig fyldt op, så man kunne ikke engang få lov at købe en billet. Panik! Så der omkring kvart over 3 skulle vi lige have fundet en nødløsning. Heldigvis gik der et tog direkte mod Bergamo (byen med lufthavnen) i stedet for med stop i Milano, men han skulle skifte tog 2 gange, og det første skift skulle han klare på 10 minutter og det næste på 6. Og de italienske togtider er altså ikke til at regne med, så det var lidt et sats, men det var jeg ligesom den mulighed, der var. Da der lige var noget tid, inden han skulle med toget, bestemte vi os for at finde alternative løsninger, hvis nu han missede et tog. Vi fandt så ud af, at han bare kunne skifte et andet sted med den samme billet, og så ville han have en halv time til at skifte i stedet for 6 minutter. Fantastisk! Så dermed kørte jeg hjem efter at have sagt farvel, god rejse, og at han bare kunne ringe, hvis der var noget som helst. Selvfølgelig kunne jeg ikke sove derhjemme, da tankerne kørte rundt om, om han mon ville nå det hele. Kl. 5 ringede han så, og spurgte om det kunne  passe, at toget var ved det første skift en halv time for tidligt. Det kunne det åbenbart, og han fandt det næste tog, han skulle med og nåede helt hjem til Danmark. Heldigvis.

Som man jo nok kan forstå, har det været nogle rigtig hyggelig dage i fantastisk selskab. Vi har set en masse og spist en masse god mad og is, og Mads har lært noget italiensk og noget om italiensk kultur. Min familie syntes endda så godt om ham, at de købte ham en t-shirt. Det var  ret overraskende og meget venligt. Så det har været en stor succes med et besøg fra Danmark.

For lige at sætte prikken over i'et nåede Alessandro faktisk at blive rigtig glad for ham. I går var Alessandro og jeg nede at købe mælk, og vi skulle have en blå mælk og en lyserød mælk. Han ville så holde den blå, da det var mælken for mænd. Jeg sagde, at det passede meget godt, da det er Patrizia og mig, der drikker den røde, og Alessandro, Fabio og Alice, der drikker den blå (og da Alices yndlingsfarve er blå, kunne det godt lige gå). Alessandro kiggede på mig og kunne tydeligvis godt følge, hvad jeg havde sagt, men så alligevel lidt mistroisk ud og spurgte: "Hvad så med Mads?".

Piacenza..?

Ja, navnet siger ikke noget særligt, og det var nok da, vi skulle have tænkt "Hm, så er byen måske ikke så spændende", men det gjorde vi ikke. Sarah og jeg havde bestemt os for at tage til denne lille by i lørdags, da hun havde en fridag. Hun kørte med sin familie, der tilfældigvis skulle samme sted hen, mens jeg tog toget alene. Det var en togtur på 1,5 time, men med en bog og en skøn, lille tøs, der sad over for mig og smilede næsten hele vejen, gjorde det ingenting. Jeg ankom ca. en time før, Sarah ville være der, så jeg smed mig i en park lige ved siden af stationen og fortsatte min (italienske) bog. Da jeg blev lidt træt af det, lagde jeg mig til at lave ingenting og nød bare varmen fra den skydækkede himmel. Der kørte så en fyr forbi på cykel, der sagde "Ciao bella". Jeg kiggede op på ham, og fortsatte så med at lave ingenting. Han begyndte at snakke til mig, men jeg måtte beklage mig på engelsk og sige til ham, at jeg altså ikke forstod et ord italiensk. Det var så først, da han var kørt afsted, at jeg opdagede den italienske bog, der lå ved siden af mig. Hov. Men så forstod han måske budskabet

Afslapning i parken.

Lidt efter sendte Sarah mig en sms om, om vi ikke kunne mødes på pladsen Piazza dei Cavalli (Hestepladsen) under hovedet på den hest, der naturligvis måtte stå der. Selvfølgelig kunne vi det, så jeg fandt et stort kort, tog et billede af det med mit kamera og gik mod pladsen. Den var nem at finde, og da jeg opdagede de to heste, kunne jeg ikke lade være med at grine. Sarah havde været så smart at finde et meget præcist sted at mødes i en by, ingen af os kendte, og så var der to heste. Vi fandt heldigvis hinanden med det samme trods det store marked, der (af en eller anden mærkelig grund) var hele vejen rundt om pladsen. Straks gik vi i gang med at lede efter et pizzeria, hvilket viste sig ikke at være særligt nemt. Så efter at have trasket rundt i en 20-25 minutter, lykkedes det os endelig at finde et i hjørnet af en anden plads. Der var en stor kirke ved pladsen, og jeg konstaterede, at det da egentlig var en meget pæn kirke. Det samme gjorde de franskmænd, der sad ved siden af os. Vi bestilte den samme pizza, som var ekstremt god, og så noget hvidvin til. Da franskmændende så skulle til at bestille, spurgte de tjeneren "Øhm, hvad er det for en pizza de får? Sådan en vil jeg også gerne have. Og hvidvinen, hvad er det for en? Sådan en tager vi også". Det var lidt morsomt. Det var selvfølgelig Sarah, der med sine sprogkundskaber, forstod noget af det franske, de sad og snakkede, og hun fik også opfanget, at de snakkede om, at vi da vist var englændere. Meget underholdende.

Den ene af de to heste.

Kyskager var da noget, Piacenza kunne finde ud af.

Efter at have forsøgt at kæmpe os igennem vores pizzaer i en times tid måtte vi give op og begive os ud og se byen. På det billede, jeg havde taget af kortet, var der markeret nogle bygninger, så vi gik først tilbage til Piazza dei Cavalli for at se den uden marked. Ganske hyggelig plads. På vejen derhen måtte vi konstatere, at hele byen holder lukket ved middagstid, hvilket også betød, at der stort set ingen mennesker var. For sådan en London-pige, som Sarah er, var det meget underligt, og jeg tog faktisk mig selv i også at være lidt træt af det. For der var meget stille. Vi gik mod en kirke, der viste sig at ligge lige ved en plads, der var under ombygning, så vi kunne se den igennem noget orange hegn. Jeg opdagede så på kortet, at der var en domkirke og dertilhørende domkirkeplads, som vi da selvfølgelig skulle se. Da vi så stod på den samme plads, som vi havde siddet og spist pizza på, og kiggede op på domkirken, følte jeg mig ekstremt intelligent. Da domkirken ligesom var en af de få ting, der var, bestemte vi os for at kigge ind i den også. Det var en meget pæn kirke, ikke noget særligt udover de store sølvlysestager, der stod på alteret, der skilte sig lidt ud fra den almindelige guldudsmykning. Vi valgte at sætte os ned derinde, da jeg havde ondt i hoften, og Sarah var træt, og pludselig gik der en messe i gang. Det viste sig, at der var en mand, der skulle "kåres" som præst, så det blev vi og så lidt af, ind til jeg kedede mig for meget. Derefter kig turen mod stationen og hjem igen.

Piacenzas domkirke. 

Det var ikke nogen særligt spændende eller pæn by, men det er altid rart at komme et sted hen og se noget andet. Og det var jo i godt selskab, så det var en skøn dag alligevel. Det var bare lidt langt væk at tage bare for at være et andet sted, end jeg plejer.

Børn, der vinder

Ja, børnene er begyndt at vinde over mig her på det sidste. Altså det er bare småepisoder, jeg kan gå fra med tanken om, at hov, den tabte jeg vist den der. For eksempel: Nogle gange, når Alice snakker, snakker jeg hende lidt efter munden, fordi det går lidt stærkt, fordi jeg måske ikke forstår det hele, eller fordi jeg har sagt "Hvad?" tilpas mange gange og stadig ikke forstået det, til at jeg bare smiler og vinker. Det er der som sådan ikke noget galt i, men her den anden dag sagde hun et eller andet, hvortil jeg bare nikkede, selvom jeg ikke forstod det. Hendes efterfølgende sætning lød så "Ved du, hvad det vil sige?" Ehm, ehm, ehm. Øv, jeg tabte til en 7-årig. Mit kække svar blev "Ja, men jeg kan ikke forklare det". Hun syntes heldigvis også, det var svært at forklare, men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig.

En anden episode var med Alessandro, der så, at jeg havde nogle kiks liggende på mit værelse. Han spurgte, om ikke han måtte få en, hvilket han egentlig ikke skal, for så er det umuligt at få aftensmad i ham. Han brokkede sig dog så meget, at jeg lavede en aftale med ham om, at han kunne spise en halv. Da han havde taget den, gemte jeg resten, da jeg vidste, at han et øjeblik senere ville bede om at få et stykke mere. Og min spådom holdt stik - han bad om en mere. Jeg sagde så "Jamen, jeg spiste de sidste, så du slet ikke det?", for så var det ligesom afgjort - når ikke der er mere tilbage, kan man ikke spise mere. Min ikke så dumme, lille 3-årige svarede så rapt "Allora fammi vedere la carta", som betyder "Ok, så vis mig papiret (som kiksene havde været i)". Pis! Min vage forklaring blev, at jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde lagt det, men han var meget skeptisk og begyndte at kigge rundt på mit værelse. Jeg havde ikke gemt dem særligt godt, da de bare lige skulle ud af øjesyn, men han fandt dem heldigvis ikke. Men puha, den var tæt på.

For at springe til noget helt andet så spillede vi UNO, da vi var ved havet. Jeg har spillet ekstremt meget UNO hjemme i Danmark, og i min familie har vi endda lavet nogle ekstra regler for at gøre det lidt sjovere. Så man må sige, at jeg er en garvet UNO-spiller. Ikke desto mindre formåede Alice at vinde gang på gang over både mig og Fabio. Det var noget af et nederlag. Men vi havde det sjovt, og det var en meget glad 7-årig, vi havde, og det kan jo kun smitte.

Det er ikke bare mine børn, der har fået sat mig i skakmat, men også nabodatteren på Alices alder. Hun var på besøg en dag, hvor jeg skulle ud om aftenen. Jeg havde været i bad og lagt lidt makeup osv., og så sad jeg og legede lidt med hende og Alessandro. Nabodatteren, Angelika, spurgte mig så "Hvor langt er dit hår, når det er vådt?". Jeg svarede, at det var ca. det samme, som det var da. "Jamen, har du vasket det i dag?" var så hendes svar. Øhm, ja, det havde jeg da. "Jamen, har du vasket det med sæbe?". Ja, gu har jeg da vasket mit hår med sæbe. Jeg blev helt paf, og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forholde mig, eller hvad jeg skulle sige.  Jeg går ud fra, at hun spurgte, fordi hun har noget meget tykt, kruset hår, og mit var næsten helt glat på det tidspunkt, og det kunne hun ikke forstå. Det kom bare til at lyde som om, mit hår lignede noget, der ikke havde været vasket i ugevis.

Noget helt andet, som ikke engang har med vindende børn at gøre, er, at vi i mandags var inde og se Alices danseopvisning. Hun har gået til klassisk dans meget af den tid, jeg har været her, men man må aldrig se, hvad de laver. Men i mandags var deres forestilling så. Der var masser af dansehold, og det var en blanding af ballet og moderne dans. Balletten var meget smuk, selvom historien var lidt mærkelig. Som jeg forstod det, røg hovedpersonerne noget, de åbenbart ikke kunne tåle, og endte i en drømmeverden, hvor manden blev forelsket i en kvinde, han ikke kunne få, da hendes forældre ville have hende afsat til en anden mand. Dog ombestemte de sig pludselig, og efter de to mænd havde kæmpet (danset), kunne de to forelskede blive gift. Derefter vågnede de så op af deres rus og opdagede, at det hele havde været en drøm. Eller måske har jeg misfortolket noget. I hvert fald var det smukt, og de var rigtig dygtige. Da Alice kom ind på scenen, var de nok omkring 15-20 små børn i røde strutskørter, der løb rundt. Hele salen udstødte et langt "Ååååårh", da de kom trippende ind. Det så også ekstremt sødt ud. Det var ikke meget, Alice var med i, men det har helt sikkert været en stor oplevelse for hende at være med i sådan en opvisning.

Alle danserne til slut.

Så endnu en uge med forskellige oplevelser er ved at være gået. Lørdag står den på en tur til Piacenza, som er en by, jeg overhovedet ikke ved, hvad har at byde på. Men det må vi jo se til. Og i næste uge kommer min efterskoleven Mads på besøg, så det er jeg allerede gået i gang med at glæde mig til.

I weekendens tegn

Så er en af de sidste weekender uden noget planlagt faktisk gået. Men selvom der ikke var planlagt noget, skulle der selvfølgelig ske et eller andet. Det eneste, der var planlagt, var dog, at jeg skulle til en klassisk koncert lørdag aften, hvor Sarah skulle synge med i koret. Vi havde aftalt at mødes kl. 8 og få en kaffe, før koncerten skulle starte kl. 9. Jeg kedede mig dog ret meget derhjemme, så jeg tog ind til centrum allerede kl. 2, da vejret jo var skønt, og jeg bare kunne sætte mig et sted og læse i min bog. Efter at have kigget lidt på butikker endte jeg på en café, da det begyndte at regne i stride strømme. Så kunne det altså godt blive en lang eftermiddag/aften. Heldigvis fik jeg en besked fra Sarah, om vi ikke kunne mødes kl. 5, og så fik vi da lige slået en time ihjel sammen. Hun kunne så ikke komme ud af kirken til vores aftale, så jeg kom bare derind, lidt før koncerten skulle starte. Der fik jeg hilst på noget af hendes værtsfamilie, som virker rigtig sød. Dejlig, åben 9-årig pige, som jeg faktisk sad og hyggede mig lidt med, før koncerten starte. Selve koncerten var ekstremt smuk. Jeg kunne genkende navnet Bach, der stod på programmet, men ellers var der ikke noget, jeg kendte. Det var rigtig flot, og det var især sjovt at se, fordi Sarah var med i det. Det var bare et kor på omkring 20 personer, et par violiner og en kontrabas, så det var ikke noget stort, men det var rigtig fint.

Søndag tog jeg med familien til havet, da jeg som sagt ikke lige umiddelbart havde noget at lave, og da en tur ved havet jo aldrig skader. Vi tog samme sted hen, som vi skal hen i de 2 første uger af juli, så det var fint lige at se det sted. Men det er godt nok et turiststed. Fantastisk, stor strand, man overhovedet ikke kunne se for liggestole og parasoller, men det er vel sådan, det er. Det er rigtig dejligt for Patrizia og Fabio at være ved havet ved børnene, da de meget af tiden faktisk kan underholde sig selv med legetøj, sand og vand. Der var lidt skyer og en del vind den dag, hvilket bestemt ikke gjorde noget, da det ellers ville have været alt for varmt. Så sådan noget vejr håber jeg også på, når vi kommer igen. Med det samme, da vi ankom til stranden, ville Alice ud og bade, så hun spurgte mig, om jeg ville gå med hende. Det ville jeg selvfølgelig godt, selvom jeg havde tænkt, at jeg skulle ligge og stege lidt først. Vandet var noget koldt, men efter at have bevæget sig en del, var det faktisk ok. Efter vi havde pjasket lidt rundt, fik Alice en lille hudafskrabning på sin finger, hvilket gjorde noget ondt i det saltvand. Derfor spurgte hun, om jeg ikke ville bære hende, og for en gangs skyld kunne jeg faktisk svare ja, da det jo ikke var noget problem, når vi var nede i vandet. Så hun sad på min mave, mens jeg gik lidt rundt og frem og tilbage, og vi hyggede os bare rigtig meget. Det var simpelthen så skønt. Resten af dagen gik mest med læsning, solbadning og en lille lur.

Alt i alt en rigtig skøn weekend, selvom jeg nu tror, at det bliver lidt hårdt med 2 hele uger på den strand.

Endnu en fest!

Hvis der er noget, italienerne godt kan lide, så er det altså at feste. Og nu er det altså italienerne med børn, jeg snakker om. Man skal i hvert fald ikke forspilde en chance for at holde en fest, så der har været en del her på det sidste. Der var jo festen, hvor Alessandro skulle have hue på, da han rykker en klasse op i børnehaven. Det var stort. Det skal lige siges, at til alle de her fester, er der buffet, og det er altid en masse lækre småting at spise. Denne fest var ikke nogen undtagelse. Pædagogerne fremførte et lille teaterstykke, mens buffetten blev gjort klar. Teaterstykket henvendte sig noget mere til børnene end til de voksne, så der kom mange, lange blikke hen mod buffetten bagved - fra mig selv inklusiv, selvom det var skønt at se, hvordan børnene nød stykket. Da teaterstykket var slut, og børnene alle havde fået huer (hue - den samme blev brugt til alle børnene, så den bare blev sat på og taget af, når de fik udleveret deres diplom), kunne man gå i krig med buffetten. De voksne kastede sig som sultne ulve over den, og der var først plads til at komme til (medmindre selvfølgelig man maste), da alt det gode var spist. Det var ganske hyggeligt, det var lige så meget kaos, som det plejer at være, med børn, der løber rundt, leger og råber. De er alle sammen gennemblødt af sved og smiler konstant. Det er fantastisk!

En af de andre fester, der har været, var fødselsdagsfest for en 4 piger fra Alices klasse, som jeg allerede har skrevet om. Der var heller ikke noget at klage over.

I dag var der så endnu en fest. Afslutningsfesten for Alices skole, da de går på sommerferie på fredag. Og skolen havde virkelig regnet det godt ud. Hele dagen har børnene forberedt småkager, perlekæder, hårspænder, armbånd, malerier osv., som forældrene så kunne få lov at købe. Ja, det maleri, Alice havde lavet, skulle vi betale 4 euro for. Og selvfølgelig vil børnene jo have de malerier, de har lavet, det er klart. Det er en skole i underskud, og forældrene betaler allerede ekstra, fordi den ellers ville gå nedenom og hjem, men det her, synes jeg godt nok, var lidt groft. Men det virkede da. Børnene var glade, og skolen fik penge i kassen. Men det var nu nok kun mig med en pung med mindre end 1 euro i, der blev lidt forarget. Buffet skulle der selvfølgelig også være. Selvom det ikke helt rigtigt var en buffet. Alle forældrene havde hver købt noget mad til buffetten og afleveret det tidligere på dagen. Lærerne lavede så nogle små tallerkener med blandinger af de forskellige ting, forældrene havde bragt. Og så skulle man så betale for at kunne få en tallerken. Så man kunne lige få lov at betale for sin mad to gange. Det er gennemtænkt. Det var meget spøjst, men mad fik vi da, og børnene legede godt. Jeg fik endda snakket med et par mennesker til festen og så selvfølgelig leget lidt med Alessandro. Og for at det ikke skal være løgn, fandt jeg pludselig mig selv midt i en stafet. Jeg render rundt med en hofte, der brokker sig lidt, og en tå i dobbeltstørrelse, men man kan da ikke sådan svigte sit stafethold. Jeg har altid hadet stafetter, men det var faktisk ganske sjovt. Det "sjoveste" var nok, da vores sidste mand kom løbende, alt hvad han kunne, tilbage, men pludselig gled så han faldt ned på maven og gled hele vejen over målstregen og slog hovedet ind i væggen. Han kom ikke til skade, skal det siges, og da det var på plads, startede latterbrølene. Det så simpelthen så komisk ud, og jeg tror faktisk, at vi vandt på det. Festen tog dog lidt en drejning, da Alices veninde Sofia pludselig var væk. Hendes mor var helt oppe at køre, og der var en masse mødre, der ledte efter hende. Vi opdagede så, at Alice også var væk, hvilket Patrizia tog helt roligt. Hun sagde bare "Nåååh, jamen så er de jo sammen". Vi kunne imidlertid stadig ikke finde nogle af dem, og Sofias mor blev mere og mere panikslagen, mens Patrizia gik rundt og smilede og rystede lidt på hovedet, mens hun hjalp med at lede. De fandt dem så i deres klasselokale sammen med en 3. pige, som, der ikke lige var nogen, der havde opdaget, var væk. Patrizia forklarede Alice lige så stille på vejen hjem, at hun ikke havde været bekymret, da de er nogle store piger, men at hun ikke skulle gøre det igen. For hvis der var gået længere tid, uden de var dukket op, ville hun også være blevet bekymret. Desuden forklarede hun, at sådan en lille, fin, lyshåret pige som Alice i pæn kjole og med nye hårspænder godt kunne være interessant for slemme personer. Det ved jeg ikke helt, om hun forstod, men det er vel godt nok at forklare hende, at hun ikke skal gå med folk, hun ikke kender.

Det har været en rigtig hyggelig dag, hvor det var Alices tur til at være lidt i centrum. Jeg fik taget en masse skønne billeder af hende, og hun har bestemt nydt aftenen. Hende og Patrizia skulle lige nå at køre over på danseskolen, hvor Alice skulle prøve den kjole, hun skal have på til deres opvisning. Da de kom hjem, råbte hun op til mig "Ceciiiiilieeee? Vil du se min kjole til opvisningen?", hvilket gjorde mig rigtig glad. Det var rigtig skønt, at hun syntes, det var vigtigt at vise mig den. Og det var en helt fantastisk flot kjole, så jeg kunne komplimentere den rigtig mange gange uden at lyve. Fantastiske børn, fantastisk dag.

Hverdagshygge

Miniferien blev velafsluttet, og hverdagen er hermed startet igen. Allerede søndag gik jeg lidt i gang igen, da jeg faktisk havde savnet familien. Da jeg stod op søndag og mødte børnene nede i stuen, udbrød Alessandro "Eccola qua la signora", hvilket ca. betyder "Og her har vi damen". Det var ret sødt, og jeg var meget glad for at se ham, hvilket bestemt var gengældt. Om aftenen kom Alice så ind på mit værelse og spurgte mig, om jeg ikke ville lave en tegning sammen med hende. Det ville jeg bestemt. Vi sad og tegnede, hyggede og småsnakkede i halvanden time. Min tegning var en ikke særligt vellykket dansk kirke, men blomsterne, flaget og træerne rundt om blev ret pæne, og Alice spurgte faktisk om hun måtte få min flotte tegning. Hun tegnede et slot med 3 vinduer med en prinsesse i hvert vindue. Først spurgte hun mig, om ikke jeg ville tegne prinsesserne, da hun kun kunne finde ud af at tegne almindelige mennesker og ikke prinsesser, hvilket morede mig ret meget. Jeg fik hende da overtalt til selv at tegne dem, og de blev meget vellykkede. Hun spurgte også, hvilken farve kjole en prinsesse ville have på, hvortil mit svar, der lød på lyserød eller lyseblå, hvert fald ikke var godt nok. Den første prinsesse, som fik en gul kjole, skulle være rigtig smuk, og de andre lidt tykke, kedelige og grimme. Det var meget svært at finde ud af, hvad man skulle svare, når hun pegede på en af de grimme prinsesser og sagde "Hvad synes du? Er hun ikke også grim?". Men vi havde det rigtig hyggeligt, og det var dejligt at være sammen med hende igen.

Mandag var der fødselsdag, som jeg skulle med begge børn til. Alice gik straks i gang med at lege, men der var ikke rigtig nogle af Alessandros venner, så han klamrede sig meget til mig. Der er rigtig mange børn til de her slags fester, og de fleste er både ældre og større end Alessandro, og når de løber rundt og skriger og leger, bliver det lidt svært at være så lille. Så vi satte os ned og spiste lidt nødder, pizzastykker og andre snacks, mens vi ventede på, at hans ven Lorenzo ville dukke op. Det gjorde han imidlertid ikke, så vi satte os til at lege, da det blev kedeligt at spise. Det var super hyggeligt, og Alessandro var bare i skønt humør. Vi tumlede, kildede og pjattede i lang tid, hvilket virkelig var skønt at gøre igen. Og når nu Alice var sammen med sine venner, kunne jeg give al min opmærksomhed til Alessandro, hvilket er dejligt. Heldigvis dukkede Lorenzo op senere, og så legede de to drenge sammen, og der var ikke mere generthed tilbage i min 3-årige. Det gav mig en lille pause, men da jeg begyndte at kede mig lidt og faktisk godt kunne tage hjem, fordi Patrizia var ankommet, gik jeg i stedet i gang med at lege med de to drenge. Det var simpelthen så sjovt, og de nød det virkelig. Jeg prøvede at fange dem oppe på hoppeborgen, og de gjorde det helt rigtig med at komme lidt tæt på og så løbe væk fra mig igen. Det gav rigtig mange, gode grin.

Altså et par dejlige dage i skønt selskab med et par børn i super humør. De næste dage bliver forhåbentligt lige så hyggelige. 

En pause?

Jeg fik pludselig en uventet miniferie, da der åbenbart også har været helligdag i Italien i torsdags, og familien dermed valgte også at holde fri fredag. Sarahs familie valgte at gøre det samme, så vi havde lavet et par aftaler. Torsdag skulle vi bare mødes for at drikke lidt kaffe, men endte med at gå rundt i byen, sippe lidt vin, spise en pizza og tage på vores stamsted Irish Pub til den sidste bus gik om aftenen. Det var super hyggeligt, og vi endte faktisk med at gå rundt og snakke i 10 timer i stedet for et par timers kaffe. Meget vellykket aften. Den efterfølgende dag tog min familie til havet, men Sarah og jeg havde endnu en aftale, så jeg blev hjemme.

Jeg skulle hjem til hende om aftenen, hvor planen lød på noget mad, en film, og så skulle jeg sove hos hende. Første problem opstod dog, da jeg ikke kunne finde den bus, jeg skulle med. Sarah bor et stykke uden for Bologna i den modsatte retning af, hvor jeg bor, så jeg har aldrig været derude. Selvom hun var i gang med at undervise engelsk, tog hun heldigvis sin telefon og fik mig navigeret hen til bussen. Jeg skulle køre i omkring 40 minutter, og Sarah skulle nok vente på mig på busstoppestedet, så det skulle ikke være noget problem at komme af det rigtige sted. Alligevel ringede min telefon pludselig, og Sarah spørger "Are you still on the bus?!! Get off, now!" Jeg havde åbenbart ikke set hende, så jeg skyndte mig at stå af ved det næste stop, og Sarah ville gå i min retning. Jeg valgte så at gå tilbage mod det forrige busstoppested, så vi kunne mødes på halvvejen. Min telefon ringede så igen. Det var Sarah, der sagde, at hun nu var ved det busstoppested, hvor jeg lige var stået af. Det mente jeg altså ikke kunne passe, for jeg havde ikke set hende på min vej. Hun spurgte så, hvad jeg kunne se, og jeg sagde, at jeg kunne se et Coop-skilt. Perfekt, det kunne hun også godt se. Vi aftalte at mødes lige neden under skiltet, så der gik jeg selvfølgelig hen og ventede. Igen ringede hun, uden at sige hej udbrød hun bare "I'm underneath the Coop-sign, where are you?" Jeg kunne jo så fortælle hende, at det gjorde jeg også. Nå, så gik vi i gang med legen "Hvad kan du se?". Det første spørgsmål gik på, om jeg kunne se en gul bil. Negativ. Det næste spørgsmål var, om jeg kunne se en benzin-tank. Jeg skyndte mig at sige, at ja, ja det kan jeg da, den hedder Tamoil. Åbenbart skulle den have heddet Esso, så vi begyndte på vejskilte i stedet og fandt ud af, at jeg var hoppet af omkring 7km før stoppet, hvor jeg skulle have været af. Heldigvis gik der en bus ikke ret længe efter, og det lykkedes os at finde hinanden.

Det var en fin lejlighed, de havde. Ca. på størrelse med vores, bare til 7 mennesker i stedet for 5. Kun 1 børneværelse til 4 børn. Det var alligevel en del. Efter lige at have fået sagt hej, gik vi igang med at lave mad, hvilket blev meget vellykket. Hun havde også lige noget salat, frugtsalat, oliven og kage liggende, så vi spiste faktisk hele aftenen. Vi endte med at sidde og snakke, kigge på folk på facebook og finde mærkelige klip på youtube i stedet for at se film. Så da klokken var omkring halv 12, bestemte vi os til at det var for sent, og at vi hellere måtte komme i seng. Næste morgen skulle vi nemlig tidligt op og til Verona. Sarahs ekstreme planlægningsgen, der rækker til at finde en søndagsbustid til den lørdagsbus, vi skulle med, gjorde, at vi på stationen i Bologna måtte skynde os at få vores billetter, så vi kunne komme med toget. Heldigvis nåede vi det, og allerede der i toget fik vi gode oplevelser. Almindeligvis starter Sarah og jeg altid ud på italiensk, når vi mødes, og skifter lidt senere til engelsk, hvorefter samtalen kører uafbrudt. Nu, hvor vi havde været sammen så længe i træk, kørte vi bare engelsk, hvilket også var dejlig rart og afslappende. Der var fuld af amerikanere i toget, men der sad faktisk 3 italienere på den anden side af midtergangen. Sarah hørte den ene af pigerne sige til sine venner noget med "de to amerikanske piger derovre" refererende til Sarah og mig. Ret morsomt når nu vi for det første ikke var amerikanere og for det andet forstod, hvad de sagde. Vi fortsatte dog på engelsk, men blev enige om, at vi ville skifte sprog lidt senere - bare for sjov. Så jeg begyndte at fortælle om episoder med Alessandro, hvor jeg citerede, hvad han havde sagt, på italiensk selvfølgelig. Sarah svarede med episoder fra sin hverdag, hvor hun også citerede sine børn. Pigen, der før havde snakket om os, havde siddet og læst i sin bog, og da hun havde hørt os snakke italiensk, lagde hun simpelthen sin bog ned og begyndte at stirre på os - hvilket hendes to venner også gjorde. Det var ekstremt underholdende, og hun må virkelig have følt sig dum, da hun fandt ud af, at vi havde forstået, hvad hun havde sagt før. Så efter en sjov togtur ankom vi til Verona, som, jeg fandt ud af, er en helt fantastisk by.

Amfiteateret Arena.

I Verona ligger der et kæmpe amfiteater, der rent faktisk er det 3. største i verden og det første, man ser, når man kommer ind i byen. Vi så det bare udefra, men lysten til at komme ind i det og se én af de operaer, der bliver opført derinde, blev ret stor. Det har Sarah været så heldig at opleve for nogle år siden, og det kunne jeg da kun misunde hende. Derudover er Verona stedet, hvor historien om Romeo og Julie foregår, og derfor ligger Julies hus også der. Det bliver besøgt af ekstremt mange turister, og selvfølgelig skulle vi også hen og se det. Man skal gå under en arkade for at komme ind i en gård, hvor man kan se muren, som Romeo efter sigende kravlede over, og Julies balkon. På væggene inde i arkaden var der skrevet milliarder af kærestepars navne, og allerøverst stod der kæmpestort "Aabybro Ungdomsskole", hvilket jeg fandt meget underholdende. Men vi fik sammen med de mange andre turister mast os ind i den lille går, hvor der også stod en statue af Julie. Man skal røre ved hendes bryst, som er blevet helt gyldent af folk, der har haft fat i det, så det var jeg selvfølgelig henne og prøve (Sarah mente at én gang i livet, var nok for hende). Efterfølgende fandt vi et hyggeligt spisested med en tjener, der var i skønt humør. En dejlig pizza med så meget forskelligt slags fyld på, at vi ikke engang kunne huske det, efter vi havde bestilt den.

Væg dækket af initialer på kærestepar.

Julies balkon.

Julie med sit gyldne bryst.

Efter maden styrede vi mod en kirke, hvori Sarah engang havde sunget, og efterfølgende mod et slot. Kirken krævede entre, så vi så den bare lige fra indgangspartiet og så udefra selvfølgelig. Den havde et helt fantastisk loft, med masser af malede motiver i mange farver, hvilket man ikke almindeligvis ser. Vi gik videre mod slottet, men måtte gå ret langsomt pga. en ret god varme. Vi blev også hurtigt enige om, at det næste gelateria, vi så, måtte være vores stop. Vi endte dog med at sidde lidt i en park og nyde skyggen, mens vi diskuterede, hvilken vej vi skulle. Vi fandt også et par kirker på vejen, og der var en skøn udsigt til både bjerge og de hyggelige, små gader i Verona fra den bro, vi skulle over. Verona er nemlig fuld af små, skønne gader, der simpelthen bare er flotte. Jeg ved ikke, hvad det er med dem, men det var bare et rart sted at opholde sig. Det er ikke nogen stor by, men der er alligevel en del mennesker, hvilket vi ikke havde noget imod. Vi manglede dog et sprog. Eller Sarah manglede - efter min mening - at kunne snakke dansk. For folk var enten italienere eller engelsktalende, så det var ikke særligt nemt at gå rundt og snakke om folk. For eksempel fik Sarah sagt noget med, at hende pigen der da havde noget helt fantastisk hår. Den lille pige vendte sig meget hurtigt om og kiggede på os, så der var ikke meget tvivl om, at hun havde forstået os.

Kirke hvori Sarah engang har sunget.

Udsigt ud over Adige-floden.

Efterfølgende fik vi fundet vores slot, og vi spiste en is inde i en lille slotshave. Det var ret hyggeligt, flot og meget varmt. Hele vejen gennem en relativt stor is spiste jeg kun det, der var ved at smelte, indtil der ikke var mere tilbage. Og så gik vi i gang med at smelte. Med kursen mod togstationen - eller hvad vi håbede, var kursen mod togstationen - måtte vi gå ret stærkt for at nå det. Heldigvis nåede vi det, og da ingen af de 5-6 maskiner, vi prøvede at validere vores billet i, virkede, endte vi med at tage afsted med en halvvalideret billet, da der havde været en lille smule blæk tilbage i en af maskinerne. Vi løb ind i toget, som var stinkende varmt, og nu har jeg faktisk prøvet at hænge med hovedet ud af togvinduet som en anden tegneseriefigur. Det havde været en skøn tur, og jeg sov næsten hele vejen. I Bologna styrtregnede det dog, og de 10 minutter jeg skal gå fra togstationen i min by og hjem gennemblødte mig fuldstændigt. Men det gjorde ikke så meget, da jeg bare kunne komme ind og få tørt tøj på. Sarah derimod blev gennemblødt på vejen hen til sin bus. Øv.

Slotsbro.

Udsigt fra slottet. 

I dag er så sidste dag i miniferien, og den har stået på ikke ret meget. Jeg har haft en pause fra hverdagen, men glæder mig til at komme i gang igen. Selvom jeg lidt for hurtigt fik sagt nej tak til at komme med ud og grille hos nogle af familiens venner, var det nok udmærket. Det er godt nok nogle fine venner, men det ville nok ikke have været meget underholdende for mig. Så det har været en fin pause fra hverdagen, men der har godt nok været noget tryk på, hvilket jeg jo ikke kan klage over. Det har været virkelig, virkelig hyggeligt, og der er ikke forfærdeligt længe til, Sarah tager på ferie og ikke kommer tilbage til Bologna, før jeg er taget afsted igen, så det er dejligt at få brugt noget tid med hende.

Det forstår jeg ikke..

Jeg har nu boet i Italien i godt 7 måneder, og der er stadig meget, jeg ikke forstår. Min familie er italiensk, og jeg er rigtig, rigtig glad for den. Også de mandlige medlemmer - Fabio og Alessandro. Men kan det virkelig passe, at disse skal være de eneste ordentlige "mænd" i dette land?

Italienere snakker. Det er der ikke noget nyt i. Om det er en fordom eller pure fakta, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald tættere på fakta end fordom. Så er det bare utroligt, hvad lyst hår kan gøre ved denne evne... Når jeg tager i byen, foretrækker jeg at tage afsted med en lille venneflok og så hygge med dem. Det er de personer, jeg godt kan lide, og jeg har ikke det store behov for at møde en masse nye, eventuelle venner. Men det har de masse nye, eventuelle venner åbenbart. I hvert fald ender vi altid med at sidde og snakke med tilfældige fyre, hvis ordforråd strækker sig til "Hvad hedder du? Hvor kommer du fra? Hvor gammel er du? Har du en kæreste?". Og når svaret til sidste spørgsmål naturligvis er "Ja", så er jeg ikke længere interessant. Det er også fair nok, bare skræmmende, at det er så tydeligt. Det er den ene slags samtale, man kan have med italienske fyre. Den anden slags lyder på, at begge parter præsenterer sig, og så kører den ellers "Næh, hvor er du smuk, ej du er altså virkelig smuk, ej hvor er du smuk i profil, du har så smukke øjne, sikke smukt, blond hår du har", og sådan kan man så sidde i en times tid. Ganske flatterende den gang, men når man har fundet ud af, at de ikke kan sammensætte en sætning uden ordet "bella", bliver det en smule belastende. Det bliver jo helt rart at komme hjem til Danmark og være en lille, anonym, ikke engang blond pige igen. Ja, det hårdt at have så mange kavalerer, man gang på gang må afvise (bemærk venligst undertonen). Ej, det jeg prøver at komme frem til er bare, at jeg ikke forstår italienske mænd. Det er ikke lykkedes mig bare at blive venner med nogen endnu, da de alle sammen virker til at have bagtanker.

En anden ting, jeg stadig ikke forstår, er sengetiderne for de her børn. Alice står mellem 7 og halv 8, er i skole fra halv 9 til halv 5 hver eneste dag, har fritidsaktiviteter eller leg i parken efter skole til omkring spisetid, og kommer i seng mellem 10 og halv 11. Dette er stort set ligesom mig, bortset fra at jeg lige slipper for de mange timers skole og i stedet bare har fri. Jeg kan simpelthen ikke tro andet, end at den pige må være lidt træt engang imellem. Fabio havde så en dag hørt en læge sige, at børn under 13 år skal have mellem 9 og 11 timers søvn. Dette diskuterede vi over aftensmaden, og de spurgte mig, hvornår jeg almindeligvis gik i seng osv. Konklusionen blev tydeligvis, at børnene jo klarer sig, så hvorfor lave om på det? Jeg er kommet frem til, at det må være forældrenes behov, der bliver opfyldt på bekostning af børnenes søvn. Både Patrizia og Fabio er først hjemme ved en halv 7-7-tiden hver dag, og så skal der laves mad, så vi kan spise ved en 8-tiden, og omkring en 3 kvarter senere er vi færdige med aftensmaden. Altså er klokken næsten 9, før forældrene har tid til at være sammen med børnene. Det er faktisk skræmmende lidt tid, de har sammen, med med Patrizia i nyt job og Fabio i ny position er det svært at gøre det anderledes.

Der er flere typiske, italienske ting, jeg ikke forstår, men noget er dog sikkert: Jeg forstår sproget, og jeg forstår maden, og har man så brug for meget mere her i livet?