Om lidt...

... bli'r her stille. Faktisk er her allerede blevet stille. Der er sagt farvel til børnene, og nu kan jeg kun høre larmen fra bilerne. Det har været nogle skønne sidste dage. Jeg har haft Alessandro alene i 3 dage, og vi har hygget os rigtig meget. Vi har leget tumlelege, taget billeder, læst en masse bøger og været en masse i parken. Han havde parkens mest populære legetøj, hvilket medførte, at 3-4 børn fulgte ham rundt i parken og også ville lege med hans fjernstyrede bil. Det var ikke særligt sjovt for min meget generte 3-årige, der oven i købet var den mindste af børnene. Men det lykkedes ham faktisk at sige nej, når de andre spurgte, om de måtte prøve. Almindeligvis, når han bliver genert, lukker han bare af og reagerer slet ikke på, at man snakker til ham. Han kunne godt nok ikke stå imod, når børnene tog legetøjet ud af hånden på ham, men det var jo derfor, han havde mig. Selvom det ikke var særligt nemt at forklare de 3 sigøjnerbørn, at de desværre ikke måtte lege med det fantastiske stykke legetøj, fordi Alessandro altså ville lege alene, lykkedes det mig da. De forstod heldigvis et nej - eller de forstod det i hvert fald efter nogle nej'er. I parken Alessandro og Alices lille kusine også tilfældigvis. Så Alessandro havde hende og lege med, og jeg fik endelig hilst på faren til den kusine, jeg efterhånden har brugt en del tid sammen med. Selvom førstehåndsindtrykket var en mand med en lang, sort fletning og solbriller, så man ikke kunne se hans øjne, viste han sig at være en rigtig venlig og sjov mand.

Derudover har Alessandro og jeg brugt en dag på at pakke mine ting. Eller jeg forsøgte at pakke, mens Alessandro syntes, at alle de ting, jeg tog ud af mine skuffer, var vildt spændende, og han ville lege med det hele. Så jeg fik pillet alle de breve ned, jeg har fået igennem det her år, men til gengæld sat et par julestjerne op på væggen. Og min hulahopring, som hele tiden har været et stort hit, blev nærmest et endnu større hit, da den blev skilt ad, for så havde man pludselig sværd i alle regnbuens farver. Jeg kunne godt nok ikke holde ham inde på mit værelse hele dagen, så fik ikke pakket det hele. Men så lykkedes det os da også at komme lidt ud den dag, hvor jeg fik sparket bolden op på en terrasse, så vi ikke kunne få fat på den. Ups. Først tog Alessandro det virkelig pænt, og sagde bare, at så vil Alice altså begynde at græde, når hun kommer hjem, for det var nemlig hendes bold. Da han begyndte at forstå, at det altså ikke var muligt at få bolden ned, begyndte han så at græde i stedet. Det er også fair nok. Jeg har stort set ikke haft problemer med ham, de dage vi har været alene, så lidt problemer kunne jeg godt lige klare.¨

Det var meningen, at begge børn skulle have været taget til bedsteforældrenes sommerhus i mandags, og så skulle jeg have sagt farvel da. Men da bedstemoren var syg, ville de gerne holde Alessandro hjemme (på ubestemt tid). Det, var jeg godt nok rigtig glad for, blev sådan, da det altså har været noget hyggeligere med ham, end det ville have været alene. I dag kom Alice så også, og vi havde formiddagen sammen os 3, og så spiste vi til middag sammen med Patrizia, der også har været her til eftermiddag. Selvom det skabte lidt problemer, at begge børn nu var sammen, da de de sidste dage begge har været vant til, at al opmærksomhed var mod dem, og at de i grove træk kunne bestemme, hvad der skulle ske, har det været en fin dag. Jeg har fået leget med begge børn, hygget og slappet af.

Og så kom jeg jo til det punkt, hvor der skulle siges farvel. Jeg har været ved at bryde ud i tårer hele dagen, og gjorde det da også, da jeg gav dem kram og kys. Alessandro gav mig et kæmpe smil og et hurtigt kram og sagde "Ciao!". Som jeg havde regnet med, forstod han ikke, at det var sidste gang, vi skulle ses, før jeg tager hjem. Alice gav mig et langt kram og et kys, så hende fik jeg også sagt godt farvel til. Det er altså noget mærkeligt, og jeg kan slet ikke komme i hold med at græde. Men jeg er bestemt klar til at komme videre, og fuldstændig klar til at se min kæreste, mine forældre, min lillebror og mine farfar og farmor i morgen.

Så nu er der sagt farvel til børnene, hvilket jeg regnede med ville blive det sværeste. Nu må vi se, hvad der sker i morgen, når alle mine ting pludselig skal ud af "mit" værelse, nøglerne skal afleveres og jeg skal sige farvel til forældrene og livet i Italien.

Ro på

Efter at være kommet hjem til Bologna har der været noget mere ro på. Jeg har brugt det meste af tiden på at være indenfor og nyde airconditionen, hvilket var lige det, jeg havde brug for - helt uden at skulle tage sig af nogle børn. Så har jeg haft et par aftaler med Sarah, så vi kunne få taget afsked, da hun tog afsted på arbejdsferie i forgårs. Altså er tiden gået med at få styr på mig selv efter de uheldige uger ved havet.

Lørdag aften kom familien så hjem, og dem brugte jeg det meste af søndagen sammen med. Alice er nu hos bedsteforældrene i deres sommerhus og kommer kun lige tilbage på et tidspunkt for at sige farvel til mig. Bedstemoren er dog stadig syg og nu endda på penicillin, så Alessandro ville de gerne holde hjemme, hvilket jeg da bestemt ikke kan klage over. Så jeg har lige et par dage sammen med ham, hvilket jeg vil nyde i fulde drag. Halvdelen af den første dag er faktisk allerede gået, og vi har bare haft det så sjovt, så det, håber jeg, vil fortsætte.

Ellers går jeg rundt med tanker om, hvornår jeg skal pakke, hvordan det bliver at sige farvel til børnene, og hvor dejligt det bliver at se min familie og Bjarke på fredag. Altså render jeg rundt med meget blandede følelser, men de dominerende tanker er dog, at jeg glæder mig til at komme videre med mit liv, selvom jeg har det godt her. Det hele er lidt ligesom slutningen på efterskole. Det er meget trist og slet ikke nemt at sige farvel, men derudover med en glæde til at starte noget nyt og komme videre.

Grænser

Det der med at sætte dem. Det der med at have dem. Det med at trække dem op. Det der med at overskride dem.

Dette har været det mest grænseoverskridende, jeg har været udsat for i de her 9 måneder. Det lyder jo ikke så galt med en arbejdsferie ved havet, hvor hovedaktiviteten er at opholde sig ved vandet. Det ville det sådan set heller ikke have været, hvis bare det var Patrizia og Fabia, der havde været med. Men med de 2 bedsteforældre, føltes det faktisk noget nær helvede. I forgårs var jeg på nippet til at pakke mine ting, finde den nærmeste togstation og tage til Bologna. Det har jeg så i stedet fået lov at gøre i dag. Men det var det der med grænser.

For det første har jeg jo fået lært på denne her ”ferie”, at det er ekstremt vigtigt, at sætte grænser for børn. De skal ikke have alt, hvad de peger på, for hvis de får det, bliver de fuldstændig umulige, når så de får et nej. Det er selvfølgelig ikke deres skyld, da de nu pludselig er blevet vant til at få nyt legetøj hver eller hver anden dag. Legetøjet bliver ikke nødvendigvis pakket op, men nogle gange bare lagt på hylden i indpakningen. Alice begyndte at opføre sig fuldstændig skørt og ”kunne slet ikke vente til, hun skulle købe noget mere legetøj”. Og takker blev der ikke uddelt mange af. Når man bare pludselig får i hoved og røv, er det åbenbart lidt svært at være taknemmelig (udover at det i den alder selvfølgelig er lidt svært altid at huske at sige). Alessandro reagerede også på det, men han reagerede bare lidt omvendt. Da bedstemoren og bedstefaren dukkede op i mandags, havde bedstemoren noget legetøj med til alle 3 børn. Kusinen tog gerne imod (også legetøjet til Alessandro), Alice rakte grådigt hånden ud, men Alessandro lukkede helt af. Han ville ikke have det. Og det var ikke sådan, at han skiftede mening, selvom de spurgte ham senere på dagen. Han gad simpelthen ikke engang se det. Meget mærkelig reaktion. Men konklusionen er altså, at børn ikke skal have alt, hvad de peger på, hvilket jo i sig selv ikke er nogen overraskelse. Nu har jeg bare selv oplevet de problemer, det giver.

Så er der det med at have grænser og trække dem op. Jeg har grænser for, hvad jeg vil finde mig i. Jeg har ikke altid været lige god til at trække dem op, og efter samtalen i weekenden med Patrizia havde jeg også bestemt mig for, at jeg ikke ville bruge kræfter på at gøre det. Men nogle grænser skal trækkes op. Deriblandt alt, der indeholder børnenes sikkerhed som for eksempel den sele, de ikke mente, var nødvendig, at Alice fik på. Derudover er det legen i havet. Det er en rolig kyst, hvor man skal gå rigtig langt ud for ikke at kunne bunde mere. Om morgenen var der næsten ingen bølger, så det er jo perfekt for børn. Men det betyder altså ikke, at man ikke skal holde øje med dem. Det er bedstefaren åbenbart ikke enig i. I går gik vi sammen ud med de 3 børn, og Alice opdagede pludselig, at hun stadig havde sit tyggegummi, hvilket hun gerne ville af med. Jeg sagde så til bedstefaren, at jeg lige ville gå med Alice ind på stranden og spytte det ud, og så kunne han holde øje med børnene. Da vi kom tilbage i vandet gik bedstefaren med kusinen i hånden og kiggede ud mod horisonten, mens Alessandro svømmede 10 meter bag dem, skrækslagen. Da sagde jeg rimelig hårdt til bedstefaren, at de altså blev nødt til at blive sammen. Det tog han sig ikke særligt af, og det var da, jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville lade ham gå i vandet alene med børnene igen, da han åbenbart ikke er stor nok til at klare det. Ved samme svømmetur begyndte jeg på et tidspunkt at fryse og sagde derfor, at nu ville jeg gå op (underforstået, at i hvert fald 1 barn skulle med mig). Og smart, som bedstefaren er, spørger han ”Vil i op børn?”, hvilket naturligvis blev efterfulgt af et langt ”Neeeeej!”. Han sagde så til mig, at jeg bare kunne gå op, så ville han holde sig sammen med kusinen og Alessandro, og så kunne Alice svømme alene. Aldrig i livet! Til stor brok fra både bedstefarens og Alices side måtte jeg så blive i vandet. Heldigvis frøs kusinen rimelig kort tid efter, så vi gik op sammen. Men hvor uansvarsfuld har man dog lov at være over for andres børn.

Derudover har jeg også en intimgrænse. Jeg har brug for frihed, jeg har brug for at være alene, jeg har brug for at kunne være i fred. Selvom jeg er ekstremt glad for børnene, er det stadig mit arbejde, og jeg har brug for en pause fra det en gang imellem. Desuden havde jeg brug for en pause fra bedstemoren, da jeg ikke kunne holde hendes selskab ud. Desværre var det værelse, som egentlig var tiltænkt mig og Alice blevet fyldt op med bedstemors og kusinens ting, hvilket selvfølgelig resulterede i et rend derinde plus, at kusinen jo skulle have sin middagslur der. Lejligheden bestod af 2 værelse og et køkkenalrum, og den var altså meget lille. Derudover var der kun aircondition i køkkenet, og den kunne ikke være tændt, når bedstemoren og kusinen skulle sove derude, da kusinen af en eller anden grund (efter bedstemorens mening) ikke kunne tåle den friske luft. Det resulterede i en nat, hvor jeg vågnede hver time, fordi det var for varmt, og jeg gik ud på toilet, hver gang jeg vågnede. Næste dag skældte bedstemoren mig ud for at larme, når jeg stod op, og da blev min grænse overskredet. Den var nået allerede i midten af forrige uge, hvor jeg (efter en historie om Fabio sidste år) bare forsøgte at lade være at snakke til hende. Men da, blev min grænse overskredet, og jeg var på nippet til at tage hjem. Heldigvis fik jeg en god snak med en god ven hjemmefra, og jeg gik rimelig positivt tilbage efter min pause. Som sagt, har jeg ikke rigtig haft et værelse, så stranden har været mit tilflugtssted, hvilket ikke har været helt så afslappende, da der jo har været folk hele tiden. Og til den efterfølgende nat blev jeg nødt til at tilbyde at sove på sofaen i køkkenet, så bedstemoren og kusinen kunne sove på ”mit” værelse, så vi kunne få tændt den aircondition. Det gik heldigvis godt med at sove for alle udover bedstemoren, som havde sovet lige så skidt som natten før – så var det jo heldigt, hun fik skældt mig ud. Dermed var ”mit” værelse også givet op. Ikke, at det var nogens skyld, men det hele blev bare for meget og alt alt for grænseoverskridende.

Hvis jeg skulle give denne ferie en overskrift, ville det være ”forfærdelig”, men heldigvis dækker det ikke. For selvom 1 voksen kan formå at terrorisere alt, og den anden voksne ikke har sans for sikkerhed, kan jeg jo stadig godt lide mine børn. Og jeg har da heldigvis fortsat haft gode oplevelser med dem. Alessandro er altså noget af det skønneste, når han bare kommer løbende hen i armene på mig efter sin lur bare for at give mig et kram. Eller når han kommer ud til mig på terrassen bare lige for at spørge, hvordan det går, og sige, at han har fundet en sten. Eller når han vågner efter at være blevet lagt i seng og kalder ”Cecilie, Cecilie”, fordi han ville have mig til at hjælpe ham til at falde i søvn igen. Det er helt fantastisk. Jeg har forsøgt de sidste par dage at forklare ham, at jeg snart skal hjem til min mor, at jeg derfor ikke vil være hos dem mere, og at der så vil komme en ny pige for at tage sig af dem. Det har været lidt svært at forstå, og da jeg så fortalte ham i dag, at nu tager jeg hjem, spurgte han ”Og hvem kommer så?”. Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, men han uddybede så ved at spørge, om den nye pige kommer. Det er sørme lykkes mig at forvirre ham. Så måtte jeg jo forklare, at jeg tog hjem til Bologna, og at vi ville ses igen lørdag.

Også Alice har sine rigtig skønne tidspunkter. Det har mest været i vandet, vi har hygget os, da Alessandro almindeligvis har haft brug for mig ellers. Men der har vi altså også hygget os, og da jeg kom ud i vandet i dag, lidt efter de var gået derud med bedstefaren, kom først Alessandro hen til mig og bagefter Alice. Alessandro sagde så meget surt til hende, at det altså var ham, der legede med mig. Alice svarede bare, at så måtte han lege med mig bagefter. Det var rart, at hun helt af sig selv foretrak at komme hen til mig. Hun viser ikke lige så tydeligt som Alessandro, at hun er glad for mig, derfor er det rart, når jeg så kan se det.

Nu sidder jeg i toget på vej hjem til Casa Bologna og kan slet ikke vente med at ligge i en seng helt uden sand, helt uden lyden af bedstemors host, helt uden bekymring for, om jeg mon vækker nogen, når jeg går på toilet, helt uden at blive vækket af børn, der er klar til at stå op, lidt før jeg er.

Roller

Gennem disse 9 måneder har jeg naturligvis fået en rolle i familien, og det har almindeligvis været en legeven. Jeg har naturligvis også været ansvarlig for, at børnene kom hjem i live, at numsen blev vasket efter stort toiletbesøg, og at de fik et mellemmåltid, hvis det var nødvendigt. Nogle aftener har Fabio og Patrizia villet tage ud og spise sammen, og jeg har dermed fået en ny rolle, når det er sket. Så skulle jeg pludselig også være den, der sørgede for, at de spiste deres aftensmad, fik børstet tænder, fik nattøj på og kom ordentligt i seng. Som jeg husker det, har det været nogle gode og spændende aftener, når jeg har haft lidt ekstra ansvar, og de har bestemt også gjort, at jeg kom tættere på børnene. Naturligvis også de dage, hvor Alessandro har været syg, har jeg haft mere ansvar og har pludselig skullet stå i en moderrolle. Alt sammen er gået meget godt, og jeg har kunnet skifte mellem rollerne, da jeg hele forløbet igennem har haft min basisrolle som legekammerat.

Derfor tager det pludselig rigtig meget energi at skulle være fuldtidsmor til mindst 2 børn. Min rolle er pludselig skiftet radikalt og for mere en bare en aften. Jeg har skullet gøre morgenmad klar, få Alice til at spise et eller andet, hjælpe Alessandro i tøjet, smøre solcreme på, få børnene vasket, hjælpe Alessandro med at spise, lægge ham i seng, få dem ned på stranden igen, få dem med hjem, tage et bad, spise aftensmad og lægge dem i seng. Alt dette imens jeg også har skullet være legekammerat. Og jo desuden have et par bedsteforældre, der bruger det meste af tiden på at skændes og derudover gerne tilbyder 3 forskellige oste til et måltid, selvom forældrene har sagt pasta og grøntsager – men det er en helt anden snak. Det er en del opgaver, men det ville være fint, hvis så børnene havde lyst til at gøre alle disse ting, men det har de naturligvis ikke. Derfor har jeg nu fået en rolle som hende, der siger "Du skal" og "Nej", hvilket faktisk ikke er særligt sjovt. Det er en langt mere ansvarsfuld rolle, og jeg skal pludselig ikke kun tænke på, om børnene er glade, men også om de får spist nok og ikke for meget, om de får nok vand, om de kommer i seng til tiden osv. Jeg har syntes, at det virkede naturligt, at jeg har taget det ansvar i stedet for bedsteforældrene, da det ligesom er mig, der er sammen med dem i hverdagen og dermed ved, hvordan det almindeligvis foregår. Bedsteforældrene er bare ikke altid enige, hvilket har resulteret i, at jeg har måttet sige fra nogle gange over for dem. Især over for overspisningen synes jeg, jeg har måttet gøre lidt. Og det har naturligvis også været anstrengende.

Nu har jeg heldigvis fået snakket godt med Patrizia om det, og hun anbefalede mig bare at lade stå til. Så må de spise, hvad og hvor meget bedsteforældrene synes, hvilket var et rart ansvar at få lagt væk. Desuden mente hun, at det var bedre, hvis bedsteforældrene lagde dem i seng, hvilket jeg jo må give hende ret i. Jeg har sat sengetiden til kl. 10 for børnene, da de så ikke er fuldstændigt ødelagte den kommende dag. Det betyder, at de først begge to er faldet i søvn halv 11, hvilket er over min sengetid. Problemet er bare, at det er et rigtig rart tidspunkt, og jeg kan godt lide at putte dem, da det er lidt et sårbart tidspunkt, og der er en helt anden stilhed over dem, end man finder på nogen andre tidspunkter på dagen. Men jeg må nok erkende, at jeg lige skal huske, at jeg også skal holde mig selv i live.

Alice fortalte forældrene, da de var her i weekenden, at det er mig, der har kontrollen, hvilket var lidt af et skulderklap, da det jo også er det, jeg har forsøgt på. Denne uge vil jeg dog overlade kontrollen til bedsteforældrene, da jeg tror, det bliver lidt lettere på den måde. Så ikke flere frustrationer over mad, nu vil jeg bare lade stå til og se på, at mozzarellaen bliver proppet ned i halsen på børn, der har sagt, at de er mætte.

Så jeg vil forsøge at komme tilbage til legerollen ved ikke at tage kontrollen over meget andet end sengetiden. Jeg vil forsøge, at vi alle går hjem i samlet flok, i stedet for at én går hjem og lavet mad, mens de andre så kommer, når maden er klar. På den måde bliver det ikke kun mig, der siger, at nu skal legen stoppe. Derudover vil jeg forsøge at få Alice til at holde op med at lege mor. Patrizia har snakket med hende om det, og i dag har jeg faktisk ikke set meget af det. Men hvor kan jeg dog bare konstatere, at Danmark har fat i den helt rigtige ende ved at forbyde at slå børn...

Altså går jeg positivt ind til de næste dage og håber, at de nye tiltag vil gøre det lettere for mig, og at jeg ikke behøver være sure-Cecilie. Deres kusine på 2 har vi også pludselig ansvaret for, så det er jeg også lidt spændt på. Hun er en rigtig sød pige, og børnene kan godt lide hende, så jeg tror nu ikke, der bliver nogle problemer ud af det. Desuden har bedstemoren næsten mistet sin stemme, hvilket selvfølgelig er synd for hende, men noget af en lettelse for os andre. 

Sikke nogle dage!

Der er kommet lidt mere ro på børnene. Enten har de nu vænnet sig til, at hverdagen foregår ved stranden, eller også har de haft godt af min hårdt håndhævede sengetid kl. 22. De er stadig lidt besværlige, men det er bedre. I går legede de endda rigtig længe sammen alene uden de store problemer, hvilket nærmest ikke har været muligt. Jeg har også fundet en metode til at gøre det noget nemmere. Børnene er nemlig nogenlunde nemme at have at gøre, når de bare er hver for sig (hvilket så også resulterer i, at jeg ikke behøver være sammen med bedsteforældrene). Så jeg har fortsat mine badeture alene med Alice, hvilket er gået godt dog med de 2 problemer, at hun 1. altid vil gå så langt ud, at vandet går hende til halsen, så hun faktisk ikke kan bunde, når der kommer en bølge, og 2. aldrig vil med tilbage på stranden. Så meget af tiden er gået med at sige "Ikke længere ud" og "Nu går vi tilbage. Jo, vi gør så. Jo, det gør vi. Vi går nu.", men det er da gået ok.

I dag stjal jeg så Alessandro. Mens bedsteforældrene legede med Alice, gik jeg væk med ham. Både fordi jeg faktisk ikke har været ret meget sammen med ham, og fordi i den tid, jeg så har været sammen med ham, har han været ret sur. Derfor var det rigtig skønt med en ret lang gåtur i vandkanten, hvor vi fik samlet muslinger, drukket noget saltvand, kigget på fisk og leget med de små bølger - alt sammen uden at blive sure. Han er lidt bange for havet, da der nogle gange er nogle lidt store bølger, og fordi han bliver gennemblødt, når de kommer. Og når han så får vand i øjnene, skal han bare have noget at tørre dem i med det samme. Tydeligvis sidder mine bikinitrusser i en god højde, så lige pludselig kommer han hen og hiver ud i dem. Jeg blev noget overrasket, første gang han gjorde det, men det er da forståeligt nok. Der er ikke rigtig andet tørt stof, når man står ude i havet.

Jeg har desværre haft en del skænderier med Alice de her dage. Min lunte er noget kortere, når børnene er mere besværlige, end de plejer, jeg er sammen med dem hele dagen, bortset fra de to timer, Alessandro sover til middag, jeg har ikke Patrizia og Fabio som de to, der trods alt har "ret" til at sige helt bestemt nej eller ja, og bedstemoren ikke er til at være sammen med. Så når Alice bare overhovedet ikke vil gøre det, man beder hende om, ender det desværre med en sur Cecilie. Jeg bare simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere hende, når hun slet ikke vil det, hun bare skal. Heldigvis havde vi en rigtig god oplevelse sammen i går. Børnene skal altid i bad om aftenen, og det foregår almindeligvis sådan, at Alessandro sidder i en lille balje, mens Alice tager et brusebad, og så hjælper jeg lidt dem begge 2. I går ville Alice så også gerne sidder i baljen, hvilket jeg gav hende lov til. Så imens jeg tørrede Alessandro gik hun i gang med at fylde lidt mere vand i baljen for at få sæben til at skumme. Pludselig skete der noget med bruseren, så den kun sprøjtede koldt vand ud, og man kunne ikke slukke den. Panik! Jeg tvivlede på bedstemoren ville have nogen ide om, hvad man kunne gøre, men heldigvis var bedstefaren kommet tilbage lige i det øjeblik. Han viste mig, hvor jeg kunne slukke helt for alt vandet, så det gjorde jeg. Men Alice var ligesom allerede i gang med sit bad, så det skulle jo gøres færdigt. Og da der jo kun kom iskoldt vand ud af bruseren, gjorde jeg bidetet godt rent, så hun kunne vaske sit hår der. Så brusehovedet ned i toilettet, så vi ikke blev sprøjtet til, og så varmt vand i bidetet. Det var noget af et bøvl, men vi kunne heldigvis begge grine over, hvor mærkeligt det hele var. Imens vi vaskede hendes hår, spurgte hun så, hvordan vi skulle vaske hendes krop, hvilket jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde overvejet endnu. Hun foreslog at vi fyldte vand i baljen, og så kunne jeg hælde det ud over hende. Fantastisk ide, klog pige! Det gjorde vi så, og det gik ganske udmærket. Badet havde dog taget så lang tid, at aftensmaden var blevet kold i mellemtiden, men hva' faen, vi hyggede os, og Alice blev ren.

En ting, der selvfølgelig også er svært for børnene, er at være så længe væk fra forældrene. Og nogle gange går Alessandro bare i baglås og kan ikke andet end græde, mens han kalder "Mamma, mammaaaa, mammaaaa...". Men det har jeg fundet en løsning på (eller i hvert fald en løsning, der virkede sidste gang, problemet opstod). Han har en lille bog, som vi har læst ekstremt mange gange. Næsten siden jeg ankom, og havde lært nogenlunde at læse italiensk, har vi læst den. Og som månederne er gået, har jeg forstået mere og mere af den, hvilket er lidt sjovt. Men det er altså en bog, vi begge kender virkelig godt, og så rimer linjerne tilmed. Så det er rigtig sjovt, når jeg læser den virkelig hurtigt. Altså nærmest har sagt ord nummer 2 før ord nummer 1. Det er virkelig sjovt både for ham og mig, og det er noget af en prøvelse - især når han begynder at sige "hurtigere, hurtigere". Jeg er helt stakåndet bagefter, og Alessandro kan ikke lade være med at grine. Og jeg prøver selvfølgelig at lave de samme stemmer og alt muligt, selvom det går hurtigt. Meget underholdende.

Så endnu en gang op- og nedture dog med overvægt til opturene denne gang. Ja, jeg lærer jo hele tiden noget - den ene dag, hvordan man siger "Lad være at kaste med sand!" på italiensk, den næste, at hvis Alice er sur, er det bedste at lade hende være i fred, og en anden, at det er nemmere at få Alessandro til at sove, hvis man hurtigt bliver færdig med historien. De 2 store børn er jeg også begyndt at lære et par metoder til at håndtere. For eksempel måtte jeg råbe op og vise mig som den ansvarlige, da de ikke mente, at det var nødvendigt, at Alice fik sele på i bilen. Derudover måtte jeg afbryde bedstemoren, da hun i sin raseri på Alice begyndte at svare mig de ting, som jeg spurgte Alice om. Altså har jeg lært at åbne munden og gøre det kontant. Så selvom nedturene har hobet sig lidt op de sidste dage, er jeg trods alt blevet klogere. Nu ser jeg bare frem til weekenden, hvor Patrizia og Fabio kommer, så jeg kan holde bedsteforældrefri.

Børn!

Og så har jeg endda 4 af dem! Alene! To af dem hedder godt nok farfar og farmor og kan godt selv finde ud af at tage tøj på, men derudover opfører de sig meget lig mine 2 unger. Hvis farfaren lige har overhørt noget, begynder farmoren at råbe af ham, og hun er faktisk sur på ham det meste af tiden. Det minder mig lidt om 2 personer, jeg kendte engang, der havde været rigtig glade for hinanden, men endte med ikke at kunne være sammen mere end 5 minutter ad gangen uden skænderier. De er tydeligvis fra en generation, hvor man ikke bliver gift. Derudover er farmoren også så overvægtig, at hun ikke kan gå ret langt, før hun skal sidde ned, hvilket selvfølgelig også betyder, at det – efter hendes mening – er nemmere for hendes mand at rejse sig og hente noget, end det er for hende. Og så skal der selvfølgelig også råbes, når ikke han gør det hurtigt nok. Mamma Mia, siger jeg bare.

Nå, men det var de 2 børn, jeg vidste, ville være umulige og ulidelige at være sammen med. Jeg er begyndt bare at gå min vej, når de går i gang – tager Alessandro i hånden og tager ham med, hvis det kan lade sig gøre.

Mine 2 børn, som faktisk er børn, opfører sig derimod mærkeligt. Alessandro burde have indhentet sit søvnunderskud, men er stadig fuldstændig umulig det meste af tiden. Der er åbenbart ikke noget sjovere end at irritere sin søster, når man er 3 år. Nåh jo, det skulle da lige være at blive sur over, at ens au pair ikke kan høre, hvad man siger, fordi man hvisker. Eller blive sur over, at det sisand, man skubber ned i hullet, helt af sig selv er faldet ned i hullet. Og så er man så sur, at man ikke kan sige andet end ”No” eller ”Niente”, lige meget hvad ens au pair måtte spørge om. Slet ikke til at have med at gøre. Oveni er der så storesøster, som agerer mor, når "mor" ikke er der. Hun "opdrager" på ham, slår ham, truer med, at han ikke får is, hvis ikke han stopper, truer med at slå ham bagi, råber af ham osv., hvoraf intet naturligvis hjælper. Derudover er hans nye yndlingsudtryk blevet "Sento puzza!", hvilket betyder "Her lugter (dårligt!)". Og hvis ikke man reagerer på det, bliver det sagt højere, og selvom man siger "Ja, det synes jeg også.", bliver han ved at sige det, som om man kan gøre noget ved det. En 3-årig er bare ikke stor nok til at forstå, at man ikke kan gøre noget ved alt i verden, og at man ikke ved alt. Eller konsekvenser for den sags skyld. "Hvis ikke du spiser, er du sulten om kort tid, og da har vi ikke noget mad at give dig." siver bare ikke ind.

Alice er også noget for sig selv de her dage. Hun har i al den tid, jeg har været her, haft en rimelig stor mave, som, hun er blevet bevist om, ikke er pæn. Derfor vil hun gerne af med den. Og i bedste teenagestil nægter den her 7-årige tøs at spise et ordentligt morgenmåltid. Et lille stykke kage, og det er så det. Det er ikke fordi, det italienske morgenmåltid er fantastisk godt i forvejen, men når hun er sulten allerede en time efter morgenmaden, men ikke vil spise mere, fordi hun vil tabe sig, er der altså noget galt. Så det er ret svært at håndtere, og jeg har næsten droppet det.

Ja, det er faktisk lidt hårdt de her "feriedage". Heldigvis er der jo også de positive episoder, som de 2 skønne børn jo også er i stand til at fremmane, hvis de lige gør sig lidt umage. Nu, hvor Patrizia og Fabio ikke er her, var det mig, der skulle lægge Alessandro i seng, så han kunne få en middagslur i går. Han ville ikke sove og blev ved at sige "Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke sove.", mens vi begge lå i sengen, selvom han var så træt, at han skulle bruge energi på at holde øjnene åbne for at nægte at sove. Derudover kunne jeg ikke finde de bøger, de har taget med, som altid bliver læst, før de skal sove. Så jeg måtte jo til at fortælle en historie, hvilket faktisk gik overraskende godt, og det var noget af en succes, da han så faktisk faldt i søvn. Og da han vågnede, var det en glad dreng, der gav et stort kram og et fantastisk smil, så jeg pludselig glemte alle de irriterende episoder. Skønt!

Samme aften tog vi på stranden igen, hvor vi ville bygge et sandslot. Det blev i stedet til et stort hul, hvor både mine, Alices og Alessandros fødder kunne være i. Vi dækkede dem til og sad faktisk alle 3 og hyggede os rigtig meget, selvom det nærmest har været umuligt for de 2 børn at være sammen.

Forsvundne ben med sandslot på toppen.

I går skulle vi så ud og gå en tur til aften, og jeg tog Alessandro i hånden. Bedsteforældrene gik for langsomt, så Alice kom op til Alessandro og jeg og sagde "Anche io.". Hun ville altså også holde mig i hånden, hvilket er noget af en sjældenhed. Det var virkelig rart og skønt at se, at jeg er kommet så langt med hende. Derudover får Alice og jeg os nogle hyggelige badeture i havet, hvilket også er rigtig skønt. Der kan man altid bare snakke om "Lad os gå derhen, nej derhen, nej her er lidt koldt, aah her er det dejligt varmt". Og da hun blev brændt af en brændmand lige ved munden, var hun også så heldig at blive båret hele vejen op på stranden. Hun har desuden noget af et problem med ulækre ting. Faktisk synes hun, at virkelig mange ting er ulækre, og er så fin på den, at hun slet ikke vil have noget med det at gøre. Jeg er af den opfattelse, at børn skal svine sig til, så derfor samlede jeg tang ude i havet. Det var ret sjovt, for først, da tangen bare kom flydende, syntes hun, at det var virkelig ulækkert og skyndte sig væk fra det. Jeg tog så fat i det og sagde noget med, at det var blødt og føltes sjovt under vandet. Og når det ikke var for ulækkert for mig, turde hun også godt. Hun endte endda med at kaste det i mit hår og faktisk selv fjerne det igen (eller i hvert fald fortælle mig, hvor det var). Vi hyggede os, vi var ulækre, og det var skønt!

Så trods de mange kedelige situationer, der opstår, forsøger jeg at leve højt på de gode. Det er ikke altid nemt, når Alessandro pludselig er mere besværlig end nogensinde, og Alice er ved at blive teenager i en alder af 7 år. Men de er stadig 2 fantastiske børn, som jeg virkelig kommer til at savne, når jeg om 2,5 uge forlader dem. 

Arbjedsferie i Pinarella

Så startede de to ugers ferie med familien ved havet. Det lyder jo ikke tosset, og i bund og grund er det det heller ikke. Der var ved at være for varmt i Bologna, til at det var rart at opholde sig ret meget udenfor. Vejret passede perfekt til solbadning, men hvis man skulle lave noget, der krævede lidt mere aktivitet, var det for varmt. Og det skulle jeg jo ligesom. I stedet er vi nu ved havet, hvor der selvfølgelig er havet til at køle en ned, men så er her også en del vind, hvilket er virkelig skønt.

Vi ankom torsdag aften, hvor tiden gik med at få installeret os i den meget lille lejlighed, vi har. Det er en fin lejlighed, men der er godt nok ikke meget plads til 5 mennesker. Der var ikke nogen, der gad lave mad, så vi tog på en rigtig lækker restaurant i stedet. Det resulterede naturligvis i en meget fyldt mave, men også sen sengetid for børnene allerede første dag. Mon det mon har været med til, at Alessandro var fuldstændig umulig hele fredag? Hvem ved? Men udover en 3-årig, der vil være Mister-Modsat, var det faktisk en rigtig god dag. Der var tid til solbadning, læsning, leg og slappen af. Jeg har et par mål for denne ferie. For det første vil jeg arbejde hårdt på min kulør, men det går vist helt af sig selv. Derudover vil jeg gerne have gjort noget ved min form. En træls hofte og en træls tå satte mit løb i stå, men nu vil jeg forsøge mig. I går blev det til en løbe-/gåtur i sandet. Dermed kan jeg konstatere, at en god halv time med løb og gåen i sand resulterer i ømme ben. Så jeg regner med også at skulle svømme noget, og så bliver der lavet noget vandgymnastik en gang imellem, som man bare kan hoppe med på, så det vil jeg også benytte mig af.

Et andet mål er at komme igennem Harry Potter 1 på italiensk. Og det går allerede rigtig godt. Naturligvis går det langsomt, men jeg forstår rigtig meget af det på trods af, det hele er skrevet i en tid, jeg ikke kender. Så det er ret hyggeligt og lærerigt. Til slut skal jeg selvfølgelig også lige undgå at miste nogle børn og forsøge ikke at irritere mig over bedsteforældrenes tilstedeværelse.

Tilbage til i går. Efter at have brugt dagen på at nå mine mål, skulle vi til aften deltage i den fest, der var i byen.  "La Notte Rosa" eller "Den Lyserøde Nat" hed den. Så alle var klædt i lyserødt og byen var pyntet smukt, lyserødt op. Den by, vi bor i, er der, hvor børnefamilier tager på ferie, så der var masser af børn sent ude til denne fest. Der var rigtig god stemning, og de var overraskende fulde af energi. Vi gik hen til et sted, hvor man kunne leje en cykel for hele familien, hvilket var en super ide. Børnene sad i en slags kurv foran (den var beregnet til dem), mens Fabio, Patrizia og jeg sad på et langt sæde bagved, hvor Patrizia og Fabio havde pedaler og rat. Det sjove var bare, at det kun var Fabios ret, der kunne styre, og som det legebarn, han er, kørte han selvfølgelig ned i huller, næsten ind i folk og drejede skarpt, mens Patrizia uden held forsøgte at rette op med sit eget rat. Det var en rigtig fin tur, og på vejen fik vi også lige en is. Bagefter var det tid til at komme hjem i seng, for klokken var vel ved at være 11 halv 12.

I dag er også gået fint. Jeg havde børnene alene lidt tid, hvor vi fik leget en hel masse med sand, mens Fabio og Patrizia havde lidt tid for dem selv. Så 3 huller, 1 bjerg til at trille tennisbolden på, 2 tildækkede fødder og 2 sår efter at have gravet i sand med muslinger senere var det tid til at spise frokost. Derefter er der noget mere ro på, da Alessandro sover, og hele familien er i lejligheden. Det vil også sige, at det er det eneste tidspunkt, hvor jeg har rigtigt fri. Men det er fint, for mens vi er sammen med børnene, er der også tid til at slappe af, da der altid vil være mindst 2 voksne, medmindre nogen går en tur.

Alt i alt er jeg meget positivt overrasket over denne strand, hvor man lejer en parasol og to liggestole, og man derfor slet ikke kan se stranden for solbadningsudstyr. Sådan en ferie har jeg ikke prøvet at holde før, men jeg kan godt se, at det er en rigtig fin løsning for børnene, da der er sand, vand, legetøj, restauranter, legepladser lejligheden, butikker og legesale inden for rækkevidde. Derudover kommer både bedsteforældrene, Fabios søsters familie og Patrizias brors familie. Der skal nok blive lidt kaos med alle de børn, men med et positivt sind skal det nok gå alt sammen.

Med Mads på besøg

Ja, så er der gået en lille uge, hvor Mads har været på besøg. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke havde det hyggeligt. Han ankom onsdag aften, hvor vi mødtes på stationen. Da der ikke var den store sult, gik vi en tur hen på Piazza Maggiore, så han lige kunne blive præsenteret for Bolognas centrum. Så mens snakken gik, gik han i gang med at nyde, hvor pæn en by Bologna jo er. Vi ville have fundet et sted, hvor vi kunne få aperitivi, men da vi var lidt sent ude, var de ved at fjerne buffeten alle steder, så vi endte på en restaurant med et fantastisk stykke lasagne hver. Derefter gik turen bare hjem, hvor vi nød at kunne stå på terrassen i bare tæer omkring midnatstid.

Patrizia havde sagt til mig, at jeg skulle være alene med børnene den kommende morgen, men sagde så 10 minutter senere, at hun måske alligevel ville blive hjemme, så hun også var der. Konklusionen blev, at hun ville sende mig en sms om, hvad der skulle ske. Da jeg ikke havde fået nogen sms, og babyalarmen stadig stod nedenunder, gik jeg ud fra, at hun ville være der. Det viste sig, at jeg tog fejl. Så jeg vågnede lidt over 7 ved, at Alessandro stod og græd og kaldte på sin mor. Så kom man da op af sengen. Heldigvis blev han rimelig hurtigt i godt humør, og det blev endnu bedre, da jeg vækkede Alice. Det første, hun spurgte om, var nemlig, om Mads var ankommet. Det sagde jeg selvfølgelig, at han var, og fortalte så, at han lå og sov. Til det spurgte hun, om ikke hun måtte se ham. Så vi listede alle 3 op til mit værelse, åbnede døren en smule på klem og kiggede på Mads, der lå og sov. Det var ret sjovt.

Nå, men den dag skulle Alice på picnic med den klub, hun har været i de sidste to uger, så hun skulle også have madpakke med. Der stod en lille seddel på køkkenbordet med, at der skulle frugt, vand og sandwiches i madpakken. Jeg blev en lille smule træt af, at jeg pludselig skulle til at vurdere, hvor meget mad hun nu skulle have med, og det blev ikke bedre af, at der kun var to endeskiver tilbage af brødet. Men jeg gik da i gang med at varme det op. Da Alice så kom ud i køkkenet, spurgte hun, hvorfor jeg var i gang med at lave sandwiches. Selvfølgelig svarede jeg, at det var fordi, hun skulle på picnic. Hun var heldigvis så sød lige at vise mig, at de allerede havde lavet madpakken, der bare stod i køleskabet og ventede på at blive puttet i tasken. Dejligt! Så ud af døren med os, og vi var som sagt ikke det mindste forsinkede. Da vi ankom til der, hvor Alice skulle mødes med de andre, gik det op for mig, at de åbenbart havde ændret mødetidspunktet. I hvert fald var vi de sidste, der kom, og de tog afsted lige efter, vi var dukket op. Det var ikke så heldigt, men ikke så nemt at vide.

Så da begge børn var afleverede, og Mads og jeg havde fået spist morgenmad, satte vi snuden mod kirken San Luca, der ligger på en bakketop. Der er en god gåtur derop, og jeg har kun været der en gang før, hvor jeg ikke fik set udsigten på grund af snevejr. Og det var da en skam. For der er en helt fantastisk udsigt deroppe fra. Egentlig kunne vi ikke rigtig se centrum af Bologna, før vi begyndte at gå ned igen, men vi kunne se en masse bakker, dale og småbyer. Derudover er selve kirken faktisk også rigtig flot, og man kunne komme helt op og gå ved alteret. Efter både at være gået op og ned søgte vi mod centrum for at få noget frokost. Og endnu en gang har jeg fået den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt. Det er et sted, hvor man (hvis man kender det) altid deler en pizza, da de er så store. Jeg kunne ikke kæmpe mig igennem min halve, og selv Mads lod skorperne ligge, selvom de faktisk også smager helt fantastisk. Da klokken var ved at være mange, og jeg jo stadig skulle passe mit arbejde, fandt vi en bus, så vi kunne komme hjem og slappe lidt af, før børnene skulle hentes. Jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå med børnene, men følte mig ret sikker på, at de efter lidt tid ville være villige til at lege. Vi hentede først Alessandro, der blev fuldstændig stum. Han ville ikke engang snakke med mig - kun nikke eller ryste på hovedet. Da vi sad uden for en kirke og ventede på, at Alice skulle komme tilbage fra deres picnic, kom han dog i gang med at lege med mig. Han turde ikke lege med Mads eller snakke med ham eller noget som helst, og han var faktisk lidt bange for ham.

Efter at have leget lidt var det tid til at hente Alice, og hun var lidt mere åben. Jeg spurgte, om hun ville sige hej til ham, og det ville hun i hvert fald gerne. Han havde fået lært at sige "Hej, jeg hedder Mads, hvad hedder du?", så det var fint lige at få fyret af. Bagefter vidste de ikke lige, hvad de skulle sige til hinanden, så hun gik over og legede. Mads og jeg snakkede selvfølgelig sammen, og på vejen hjem begyndte Alessandro også at snakke. Jeg fortalte ham, at Mads altså godt ville lege med ham, og at han er en sød dreng, hvortil Alessandro svarede "Jamen, han snakker hele tiden engelsk". Alle andre sprog end italiensk er for Alessandro engelsk, hvilket, jeg synes, er ret morsomt. Jeg svarede ham, at det ikke var noget problem, han skulle bare snakke til ham. Og det gik begge børn så i gang med derhjemme. Der gik det nemlig rigtig godt med at lege, og begge børn havde pludselig masser af energi og snakkede og løb og legede med ham. Det var rigtig sjovt at se, og der var næsten ingen sure miner hele eftermiddagen, hvilket er ret usædvanligt. Mads ville godt lege en leg med Alice, der går ud på, at man siger et bogstav, og så skal man tegne alle de ting, man kan komme i tanker om, der starter med det bogstav. Han bad mig forklare hende legen, og den hoppede hun med på med det samme. Hun tegnede så ord på italiensk, og han ord på engelsk. På den måde lærte han lidt italiensk, og hun hørte noget engelsk, så det var bare rigtig godt. Det er i  hvert fald en leg, jeg skal forsøge at få leget noget med hende.

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og til aften tog Mads og jeg ind til centrum igen for at spise 3-retters menu. Han skulle jo præsenteres for noget italiensk mad, da det jo er en stor del af deres kultur og noget, som de sætter stor pris på. Og for at det ikke skal være løgn, lykkedes det os endda at få et ret godt stykke kød. Vi bestemte os for at tage hjem i stedet for at kigge på nattelivet, da det jo også var arbejdsdag den kommende dag, og vi faktisk skulle være sammen med børnene hele den kommende aften, da jeg skulle putte dem.

Fredag morgen var heldigvis ganske almindelig, og Patrizia sagde endda, at hun godt kunne klare morgenen alene, så vi bare kunne stå op, når vi ville. Planen lød på at skulle ind og se lidt mere af Bologna, så det gjorde vi. Vi kom både i en boghandel, hen til Piazza Cavour, ind på biblioteket og en tur ned af strøget, der endte ud en is på et helt fantastisk gelateria. Og så var al tiden faktisk pludselig gået, så vi søgte tilbage mod en bus.

Denne eftermiddag løsnede Alessandro sig hurtigt op, og han endte faktisk med at holde Mads i hånden på vej over vejen, selvom han lige til at starte med så lidt skeptisk ud. Derhjemme fandt Alice straks legen fra dagen før frem, og Mads fandt pludselig ud af, at han havde lavet noget af et selvmål, da han faktisk ikke var særligt god til legen selv. Så mens Alessandro og jeg lavede puslespil, legede Mads og Alice. Fabio kom hjem ret hurtigt efter og tog Alessandro med ud og købe ind. Og pludselig var vi 2 voksne om 1 barn. Det var noget af en luksus. Mads fik så skiftet legen ud med minibordfodbold, som Alice tævede ham fuldstændig i i det første spil. Meget underholdende. Da Fabio og Alessandro så kom hjem, ville han også lege med dem, men der var ikke rigtig plads. Alessandro skreg løs, at han altså ville lege med sin ven. Da Patrizia kom hjem, var der godt gang i begge børn og Mads, og hun spurgte, om ikke bare han kunne blive her. Hun har været rigtig glad for at have ham her de her dage. Der var pludselig også tid til, at jeg lige kunne snakke lidt med hende, selvom børnene var der, for dem holdt Mads styr på. Fantastisk!

Om aftenen var der afslutningsfest for det klub-noget, Alice har været i, og det tog vi med til. Det var meningen, at Fabio og Patrizia ville tage ud og spise sammen bagefter, så jeg skulle putte børnene. Da vi ankom til festen kl. 8, var både Mads og jeg rimelig sultne, men selvfølgelig starter festen ikke kl. 8, når festen starter kl. 8, må man jo kunne forstå. Derfor gik vi bare lidt rundt, kiggede på den kæmpe buffet og håbede, at vi snart kunne få lov at spise. Pludselig blev alle så gelejdede ned i rummet med buffetten, og præsten, der var primus motor for hele klubben og dermed også festen, forsøgte at få alle til at tie stille, da han ville sige noget. Det var åbenbart meget svært for så mange italienere at lade være med at snakke - også de voksne. Og han ville selvfølgelig ikke råbe højt op, for han var jo en ordentlig præst. Men det lykkedes da efter en 10 minutter at få nogenlunde ro, så han kunne sige nogle få, kirkelige ord, og så måtte vi spise. Endnu en gang oplevede jeg så, hvordan mennesker kaster sig over en buffet, hvor det handler om at rage så meget til sig hurtigst muligt, så man når at få noget af det gode. Så det gjorde vi. Det var en rigtig lækker buffet, og det hele var faktisk meget hyggeligt. Bagefter var der et par underholdende indslag, men da Mads og jeg var ret trætte der halv 10, var det ikke meget, vi hørte efter. Bagefter troede vi, at det var slut, hvilket viste sig at være helt galt. Alle børnene skulle ud og danse den dans, de havde brugt de foregående to uger på at lære, og så skulle der uddeles præmier, da de åbenbart havde haft en masse konkurrencer. Mads og jeg satte os ned og snakkede i stedet for at kigge på dem, men børnene virkede til at have masser energi. Det viste sig så, at Alices hold vandt 1. præmien, så det var jo fantastisk. SÅ måtte det jo være slut. Men næh nej, vi skulle også lige have is. Vi var lidt i tvivl om, om det kun var for børnene, men Patrizia mente, at vi også var lidt børn, så vi fik os da en is. Det var præsten, der delte dem ud, og vi måtte konstatere, at det var første gang, vi havde fået så god is af en præst.

Det var en rigtig sjov og underholdende fest, der nok lige blev trukket lidt for langt, og det endte da også med, at Patrizia og Fabio blev hjemme, så alle gik i seng med det samme, vi kom hjem.

Så startede weekenden, hvor jeg havde helt fri. Lørdag bestemte vi os til at tage til Ferrara i stedet for at blive i Bologna, så efter en tur på biblioteket efter en bog om byen tog vi med toget. Vejret var skønt, byen var endnu pænere end sidste gang, jeg var der, og bogen havde lavet to anbefalede ruter, som vi gik. På den måde fik vi set lidt mere, end det jeg havde set den foregående gang. Vi fandt også en rigtig hyggelig café, hvor vi sad og fik et glas juice, og vi var enige om, at der kunne vi faktisk godt bare bruge hele dagen. Dog fortsatte vi vores rute, da vi også havde planer om at skulle nå at spise aperitivi i Bologna. Dagen fløj afsted, og da vi kom tilbage til Bologna, fandt vi et lækkert, lille sted, hvor vi fik et par drinks og noget mad. Det hele rigtig hyggeligt.

Søndag var der ikke de store planer. Vi skulle hvert fald op i et af Bolognas to tårne, og så skulle vi have en is. Det var vist nogenlunde sådan, programmet lød. Da vi kom ind til centrum, startede vi med at lede efter posthuset. Det viste sig at være lukket om søndagen, så vi satte i stedet kurs mod Giardini Margherita, da det også er et rigtig skønt sted, jeg syntes, han skulle se. Så efter et kig på skildpadderne satte vi os på en bænk og kiggede på mennesker. Der var overraskende mange, der dyrkede motion der middagsheden, så vi sad og kiggede på, hvordan en mand blev mere og mere svedig efter at løbe rundt i ring. Og lidt senere dukkede en mand op på et skateboard, som han kørte på lidt ligesom et snowboard. Det så ret sjovt ud, og jeg tror han nød at have publikum.

Mad skal der også til. Og selvom vi spiste ekstremt meget ude, valgte vi alligevel at tage på restaurant igen og få os en rigtig lækker pastaret og gnocchi, så vi kunne få noget energi til at bestige tårnet. Jeg har aldrig været deroppe før, så det var også en super oplevelse for mig. Der var en skøn udsigt over hele Bolognas centrum, og man kunne pludselig forstå, hvorfor den kaldes Den Røde By. Så kunne der sættes kryds ved det mål for dagen, og dermed måtte jagten på et gelateria sættes i gang. Så lækker is blev det selvfølgelig også til, og da vi begge to var lidt flade, bestemte vi os for at tage hjem og lave aftensmad i stedet for at tåge rundt i centrum og bare vente på at blive sultne.

Derhjemme brugte vi en god halv time på at finde ud af, hvilke toge, busser og evt. metro, Mads skulle med den kommende dag for at komme hjem. Vi fandt med nød og næppe det hele og fik det endda skrevet ned. Bagefter lavede jeg os det, jeg altid laver, hvis jeg er alene og har lyst til pasta: Pasta med æg, revet squash og karry. På Mads' opfordring spiste vi ude på terrassen, hvilket jeg slet ikke har prøvet før, men det var da helt dejligt.

Efter aftensmaden stod den på lidt pakning og så bare tidligt i seng med alarmen sat til kl. 2.15, så vi kunne køre afsted til Bolognas station. Vi kom afsted til tiden, og bortset fra at jeg (måske?) kørte den forkerte vej rundt i en rundkørsel, gik det meget godt med at finde derind. Men når nu, man har lagt en god plan for, hvordan man kommer hjem, kan man selvfølgelig ikke regne med, at den kan føres ud i livet. Toget, han skulle have været med, var nemlig fyldt op, så man kunne ikke engang få lov at købe en billet. Panik! Så der omkring kvart over 3 skulle vi lige have fundet en nødløsning. Heldigvis gik der et tog direkte mod Bergamo (byen med lufthavnen) i stedet for med stop i Milano, men han skulle skifte tog 2 gange, og det første skift skulle han klare på 10 minutter og det næste på 6. Og de italienske togtider er altså ikke til at regne med, så det var lidt et sats, men det var jeg ligesom den mulighed, der var. Da der lige var noget tid, inden han skulle med toget, bestemte vi os for at finde alternative løsninger, hvis nu han missede et tog. Vi fandt så ud af, at han bare kunne skifte et andet sted med den samme billet, og så ville han have en halv time til at skifte i stedet for 6 minutter. Fantastisk! Så dermed kørte jeg hjem efter at have sagt farvel, god rejse, og at han bare kunne ringe, hvis der var noget som helst. Selvfølgelig kunne jeg ikke sove derhjemme, da tankerne kørte rundt om, om han mon ville nå det hele. Kl. 5 ringede han så, og spurgte om det kunne  passe, at toget var ved det første skift en halv time for tidligt. Det kunne det åbenbart, og han fandt det næste tog, han skulle med og nåede helt hjem til Danmark. Heldigvis.

Som man jo nok kan forstå, har det været nogle rigtig hyggelig dage i fantastisk selskab. Vi har set en masse og spist en masse god mad og is, og Mads har lært noget italiensk og noget om italiensk kultur. Min familie syntes endda så godt om ham, at de købte ham en t-shirt. Det var  ret overraskende og meget venligt. Så det har været en stor succes med et besøg fra Danmark.

For lige at sætte prikken over i'et nåede Alessandro faktisk at blive rigtig glad for ham. I går var Alessandro og jeg nede at købe mælk, og vi skulle have en blå mælk og en lyserød mælk. Han ville så holde den blå, da det var mælken for mænd. Jeg sagde, at det passede meget godt, da det er Patrizia og mig, der drikker den røde, og Alessandro, Fabio og Alice, der drikker den blå (og da Alices yndlingsfarve er blå, kunne det godt lige gå). Alessandro kiggede på mig og kunne tydeligvis godt følge, hvad jeg havde sagt, men så alligevel lidt mistroisk ud og spurgte: "Hvad så med Mads?".

Piacenza..?

Ja, navnet siger ikke noget særligt, og det var nok da, vi skulle have tænkt "Hm, så er byen måske ikke så spændende", men det gjorde vi ikke. Sarah og jeg havde bestemt os for at tage til denne lille by i lørdags, da hun havde en fridag. Hun kørte med sin familie, der tilfældigvis skulle samme sted hen, mens jeg tog toget alene. Det var en togtur på 1,5 time, men med en bog og en skøn, lille tøs, der sad over for mig og smilede næsten hele vejen, gjorde det ingenting. Jeg ankom ca. en time før, Sarah ville være der, så jeg smed mig i en park lige ved siden af stationen og fortsatte min (italienske) bog. Da jeg blev lidt træt af det, lagde jeg mig til at lave ingenting og nød bare varmen fra den skydækkede himmel. Der kørte så en fyr forbi på cykel, der sagde "Ciao bella". Jeg kiggede op på ham, og fortsatte så med at lave ingenting. Han begyndte at snakke til mig, men jeg måtte beklage mig på engelsk og sige til ham, at jeg altså ikke forstod et ord italiensk. Det var så først, da han var kørt afsted, at jeg opdagede den italienske bog, der lå ved siden af mig. Hov. Men så forstod han måske budskabet

Afslapning i parken.

Lidt efter sendte Sarah mig en sms om, om vi ikke kunne mødes på pladsen Piazza dei Cavalli (Hestepladsen) under hovedet på den hest, der naturligvis måtte stå der. Selvfølgelig kunne vi det, så jeg fandt et stort kort, tog et billede af det med mit kamera og gik mod pladsen. Den var nem at finde, og da jeg opdagede de to heste, kunne jeg ikke lade være med at grine. Sarah havde været så smart at finde et meget præcist sted at mødes i en by, ingen af os kendte, og så var der to heste. Vi fandt heldigvis hinanden med det samme trods det store marked, der (af en eller anden mærkelig grund) var hele vejen rundt om pladsen. Straks gik vi i gang med at lede efter et pizzeria, hvilket viste sig ikke at være særligt nemt. Så efter at have trasket rundt i en 20-25 minutter, lykkedes det os endelig at finde et i hjørnet af en anden plads. Der var en stor kirke ved pladsen, og jeg konstaterede, at det da egentlig var en meget pæn kirke. Det samme gjorde de franskmænd, der sad ved siden af os. Vi bestilte den samme pizza, som var ekstremt god, og så noget hvidvin til. Da franskmændende så skulle til at bestille, spurgte de tjeneren "Øhm, hvad er det for en pizza de får? Sådan en vil jeg også gerne have. Og hvidvinen, hvad er det for en? Sådan en tager vi også". Det var lidt morsomt. Det var selvfølgelig Sarah, der med sine sprogkundskaber, forstod noget af det franske, de sad og snakkede, og hun fik også opfanget, at de snakkede om, at vi da vist var englændere. Meget underholdende.

Den ene af de to heste.

Kyskager var da noget, Piacenza kunne finde ud af.

Efter at have forsøgt at kæmpe os igennem vores pizzaer i en times tid måtte vi give op og begive os ud og se byen. På det billede, jeg havde taget af kortet, var der markeret nogle bygninger, så vi gik først tilbage til Piazza dei Cavalli for at se den uden marked. Ganske hyggelig plads. På vejen derhen måtte vi konstatere, at hele byen holder lukket ved middagstid, hvilket også betød, at der stort set ingen mennesker var. For sådan en London-pige, som Sarah er, var det meget underligt, og jeg tog faktisk mig selv i også at være lidt træt af det. For der var meget stille. Vi gik mod en kirke, der viste sig at ligge lige ved en plads, der var under ombygning, så vi kunne se den igennem noget orange hegn. Jeg opdagede så på kortet, at der var en domkirke og dertilhørende domkirkeplads, som vi da selvfølgelig skulle se. Da vi så stod på den samme plads, som vi havde siddet og spist pizza på, og kiggede op på domkirken, følte jeg mig ekstremt intelligent. Da domkirken ligesom var en af de få ting, der var, bestemte vi os for at kigge ind i den også. Det var en meget pæn kirke, ikke noget særligt udover de store sølvlysestager, der stod på alteret, der skilte sig lidt ud fra den almindelige guldudsmykning. Vi valgte at sætte os ned derinde, da jeg havde ondt i hoften, og Sarah var træt, og pludselig gik der en messe i gang. Det viste sig, at der var en mand, der skulle "kåres" som præst, så det blev vi og så lidt af, ind til jeg kedede mig for meget. Derefter kig turen mod stationen og hjem igen.

Piacenzas domkirke. 

Det var ikke nogen særligt spændende eller pæn by, men det er altid rart at komme et sted hen og se noget andet. Og det var jo i godt selskab, så det var en skøn dag alligevel. Det var bare lidt langt væk at tage bare for at være et andet sted, end jeg plejer.

Børn, der vinder

Ja, børnene er begyndt at vinde over mig her på det sidste. Altså det er bare småepisoder, jeg kan gå fra med tanken om, at hov, den tabte jeg vist den der. For eksempel: Nogle gange, når Alice snakker, snakker jeg hende lidt efter munden, fordi det går lidt stærkt, fordi jeg måske ikke forstår det hele, eller fordi jeg har sagt "Hvad?" tilpas mange gange og stadig ikke forstået det, til at jeg bare smiler og vinker. Det er der som sådan ikke noget galt i, men her den anden dag sagde hun et eller andet, hvortil jeg bare nikkede, selvom jeg ikke forstod det. Hendes efterfølgende sætning lød så "Ved du, hvad det vil sige?" Ehm, ehm, ehm. Øv, jeg tabte til en 7-årig. Mit kække svar blev "Ja, men jeg kan ikke forklare det". Hun syntes heldigvis også, det var svært at forklare, men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig.

En anden episode var med Alessandro, der så, at jeg havde nogle kiks liggende på mit værelse. Han spurgte, om ikke han måtte få en, hvilket han egentlig ikke skal, for så er det umuligt at få aftensmad i ham. Han brokkede sig dog så meget, at jeg lavede en aftale med ham om, at han kunne spise en halv. Da han havde taget den, gemte jeg resten, da jeg vidste, at han et øjeblik senere ville bede om at få et stykke mere. Og min spådom holdt stik - han bad om en mere. Jeg sagde så "Jamen, jeg spiste de sidste, så du slet ikke det?", for så var det ligesom afgjort - når ikke der er mere tilbage, kan man ikke spise mere. Min ikke så dumme, lille 3-årige svarede så rapt "Allora fammi vedere la carta", som betyder "Ok, så vis mig papiret (som kiksene havde været i)". Pis! Min vage forklaring blev, at jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde lagt det, men han var meget skeptisk og begyndte at kigge rundt på mit værelse. Jeg havde ikke gemt dem særligt godt, da de bare lige skulle ud af øjesyn, men han fandt dem heldigvis ikke. Men puha, den var tæt på.

For at springe til noget helt andet så spillede vi UNO, da vi var ved havet. Jeg har spillet ekstremt meget UNO hjemme i Danmark, og i min familie har vi endda lavet nogle ekstra regler for at gøre det lidt sjovere. Så man må sige, at jeg er en garvet UNO-spiller. Ikke desto mindre formåede Alice at vinde gang på gang over både mig og Fabio. Det var noget af et nederlag. Men vi havde det sjovt, og det var en meget glad 7-årig, vi havde, og det kan jo kun smitte.

Det er ikke bare mine børn, der har fået sat mig i skakmat, men også nabodatteren på Alices alder. Hun var på besøg en dag, hvor jeg skulle ud om aftenen. Jeg havde været i bad og lagt lidt makeup osv., og så sad jeg og legede lidt med hende og Alessandro. Nabodatteren, Angelika, spurgte mig så "Hvor langt er dit hår, når det er vådt?". Jeg svarede, at det var ca. det samme, som det var da. "Jamen, har du vasket det i dag?" var så hendes svar. Øhm, ja, det havde jeg da. "Jamen, har du vasket det med sæbe?". Ja, gu har jeg da vasket mit hår med sæbe. Jeg blev helt paf, og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forholde mig, eller hvad jeg skulle sige.  Jeg går ud fra, at hun spurgte, fordi hun har noget meget tykt, kruset hår, og mit var næsten helt glat på det tidspunkt, og det kunne hun ikke forstå. Det kom bare til at lyde som om, mit hår lignede noget, der ikke havde været vasket i ugevis.

Noget helt andet, som ikke engang har med vindende børn at gøre, er, at vi i mandags var inde og se Alices danseopvisning. Hun har gået til klassisk dans meget af den tid, jeg har været her, men man må aldrig se, hvad de laver. Men i mandags var deres forestilling så. Der var masser af dansehold, og det var en blanding af ballet og moderne dans. Balletten var meget smuk, selvom historien var lidt mærkelig. Som jeg forstod det, røg hovedpersonerne noget, de åbenbart ikke kunne tåle, og endte i en drømmeverden, hvor manden blev forelsket i en kvinde, han ikke kunne få, da hendes forældre ville have hende afsat til en anden mand. Dog ombestemte de sig pludselig, og efter de to mænd havde kæmpet (danset), kunne de to forelskede blive gift. Derefter vågnede de så op af deres rus og opdagede, at det hele havde været en drøm. Eller måske har jeg misfortolket noget. I hvert fald var det smukt, og de var rigtig dygtige. Da Alice kom ind på scenen, var de nok omkring 15-20 små børn i røde strutskørter, der løb rundt. Hele salen udstødte et langt "Ååååårh", da de kom trippende ind. Det så også ekstremt sødt ud. Det var ikke meget, Alice var med i, men det har helt sikkert været en stor oplevelse for hende at være med i sådan en opvisning.

Alle danserne til slut.

Så endnu en uge med forskellige oplevelser er ved at være gået. Lørdag står den på en tur til Piacenza, som er en by, jeg overhovedet ikke ved, hvad har at byde på. Men det må vi jo se til. Og i næste uge kommer min efterskoleven Mads på besøg, så det er jeg allerede gået i gang med at glæde mig til.

I weekendens tegn

Så er en af de sidste weekender uden noget planlagt faktisk gået. Men selvom der ikke var planlagt noget, skulle der selvfølgelig ske et eller andet. Det eneste, der var planlagt, var dog, at jeg skulle til en klassisk koncert lørdag aften, hvor Sarah skulle synge med i koret. Vi havde aftalt at mødes kl. 8 og få en kaffe, før koncerten skulle starte kl. 9. Jeg kedede mig dog ret meget derhjemme, så jeg tog ind til centrum allerede kl. 2, da vejret jo var skønt, og jeg bare kunne sætte mig et sted og læse i min bog. Efter at have kigget lidt på butikker endte jeg på en café, da det begyndte at regne i stride strømme. Så kunne det altså godt blive en lang eftermiddag/aften. Heldigvis fik jeg en besked fra Sarah, om vi ikke kunne mødes kl. 5, og så fik vi da lige slået en time ihjel sammen. Hun kunne så ikke komme ud af kirken til vores aftale, så jeg kom bare derind, lidt før koncerten skulle starte. Der fik jeg hilst på noget af hendes værtsfamilie, som virker rigtig sød. Dejlig, åben 9-årig pige, som jeg faktisk sad og hyggede mig lidt med, før koncerten starte. Selve koncerten var ekstremt smuk. Jeg kunne genkende navnet Bach, der stod på programmet, men ellers var der ikke noget, jeg kendte. Det var rigtig flot, og det var især sjovt at se, fordi Sarah var med i det. Det var bare et kor på omkring 20 personer, et par violiner og en kontrabas, så det var ikke noget stort, men det var rigtig fint.

Søndag tog jeg med familien til havet, da jeg som sagt ikke lige umiddelbart havde noget at lave, og da en tur ved havet jo aldrig skader. Vi tog samme sted hen, som vi skal hen i de 2 første uger af juli, så det var fint lige at se det sted. Men det er godt nok et turiststed. Fantastisk, stor strand, man overhovedet ikke kunne se for liggestole og parasoller, men det er vel sådan, det er. Det er rigtig dejligt for Patrizia og Fabio at være ved havet ved børnene, da de meget af tiden faktisk kan underholde sig selv med legetøj, sand og vand. Der var lidt skyer og en del vind den dag, hvilket bestemt ikke gjorde noget, da det ellers ville have været alt for varmt. Så sådan noget vejr håber jeg også på, når vi kommer igen. Med det samme, da vi ankom til stranden, ville Alice ud og bade, så hun spurgte mig, om jeg ville gå med hende. Det ville jeg selvfølgelig godt, selvom jeg havde tænkt, at jeg skulle ligge og stege lidt først. Vandet var noget koldt, men efter at have bevæget sig en del, var det faktisk ok. Efter vi havde pjasket lidt rundt, fik Alice en lille hudafskrabning på sin finger, hvilket gjorde noget ondt i det saltvand. Derfor spurgte hun, om jeg ikke ville bære hende, og for en gangs skyld kunne jeg faktisk svare ja, da det jo ikke var noget problem, når vi var nede i vandet. Så hun sad på min mave, mens jeg gik lidt rundt og frem og tilbage, og vi hyggede os bare rigtig meget. Det var simpelthen så skønt. Resten af dagen gik mest med læsning, solbadning og en lille lur.

Alt i alt en rigtig skøn weekend, selvom jeg nu tror, at det bliver lidt hårdt med 2 hele uger på den strand.

Endnu en fest!

Hvis der er noget, italienerne godt kan lide, så er det altså at feste. Og nu er det altså italienerne med børn, jeg snakker om. Man skal i hvert fald ikke forspilde en chance for at holde en fest, så der har været en del her på det sidste. Der var jo festen, hvor Alessandro skulle have hue på, da han rykker en klasse op i børnehaven. Det var stort. Det skal lige siges, at til alle de her fester, er der buffet, og det er altid en masse lækre småting at spise. Denne fest var ikke nogen undtagelse. Pædagogerne fremførte et lille teaterstykke, mens buffetten blev gjort klar. Teaterstykket henvendte sig noget mere til børnene end til de voksne, så der kom mange, lange blikke hen mod buffetten bagved - fra mig selv inklusiv, selvom det var skønt at se, hvordan børnene nød stykket. Da teaterstykket var slut, og børnene alle havde fået huer (hue - den samme blev brugt til alle børnene, så den bare blev sat på og taget af, når de fik udleveret deres diplom), kunne man gå i krig med buffetten. De voksne kastede sig som sultne ulve over den, og der var først plads til at komme til (medmindre selvfølgelig man maste), da alt det gode var spist. Det var ganske hyggeligt, det var lige så meget kaos, som det plejer at være, med børn, der løber rundt, leger og råber. De er alle sammen gennemblødt af sved og smiler konstant. Det er fantastisk!

En af de andre fester, der har været, var fødselsdagsfest for en 4 piger fra Alices klasse, som jeg allerede har skrevet om. Der var heller ikke noget at klage over.

I dag var der så endnu en fest. Afslutningsfesten for Alices skole, da de går på sommerferie på fredag. Og skolen havde virkelig regnet det godt ud. Hele dagen har børnene forberedt småkager, perlekæder, hårspænder, armbånd, malerier osv., som forældrene så kunne få lov at købe. Ja, det maleri, Alice havde lavet, skulle vi betale 4 euro for. Og selvfølgelig vil børnene jo have de malerier, de har lavet, det er klart. Det er en skole i underskud, og forældrene betaler allerede ekstra, fordi den ellers ville gå nedenom og hjem, men det her, synes jeg godt nok, var lidt groft. Men det virkede da. Børnene var glade, og skolen fik penge i kassen. Men det var nu nok kun mig med en pung med mindre end 1 euro i, der blev lidt forarget. Buffet skulle der selvfølgelig også være. Selvom det ikke helt rigtigt var en buffet. Alle forældrene havde hver købt noget mad til buffetten og afleveret det tidligere på dagen. Lærerne lavede så nogle små tallerkener med blandinger af de forskellige ting, forældrene havde bragt. Og så skulle man så betale for at kunne få en tallerken. Så man kunne lige få lov at betale for sin mad to gange. Det er gennemtænkt. Det var meget spøjst, men mad fik vi da, og børnene legede godt. Jeg fik endda snakket med et par mennesker til festen og så selvfølgelig leget lidt med Alessandro. Og for at det ikke skal være løgn, fandt jeg pludselig mig selv midt i en stafet. Jeg render rundt med en hofte, der brokker sig lidt, og en tå i dobbeltstørrelse, men man kan da ikke sådan svigte sit stafethold. Jeg har altid hadet stafetter, men det var faktisk ganske sjovt. Det "sjoveste" var nok, da vores sidste mand kom løbende, alt hvad han kunne, tilbage, men pludselig gled så han faldt ned på maven og gled hele vejen over målstregen og slog hovedet ind i væggen. Han kom ikke til skade, skal det siges, og da det var på plads, startede latterbrølene. Det så simpelthen så komisk ud, og jeg tror faktisk, at vi vandt på det. Festen tog dog lidt en drejning, da Alices veninde Sofia pludselig var væk. Hendes mor var helt oppe at køre, og der var en masse mødre, der ledte efter hende. Vi opdagede så, at Alice også var væk, hvilket Patrizia tog helt roligt. Hun sagde bare "Nåååh, jamen så er de jo sammen". Vi kunne imidlertid stadig ikke finde nogle af dem, og Sofias mor blev mere og mere panikslagen, mens Patrizia gik rundt og smilede og rystede lidt på hovedet, mens hun hjalp med at lede. De fandt dem så i deres klasselokale sammen med en 3. pige, som, der ikke lige var nogen, der havde opdaget, var væk. Patrizia forklarede Alice lige så stille på vejen hjem, at hun ikke havde været bekymret, da de er nogle store piger, men at hun ikke skulle gøre det igen. For hvis der var gået længere tid, uden de var dukket op, ville hun også være blevet bekymret. Desuden forklarede hun, at sådan en lille, fin, lyshåret pige som Alice i pæn kjole og med nye hårspænder godt kunne være interessant for slemme personer. Det ved jeg ikke helt, om hun forstod, men det er vel godt nok at forklare hende, at hun ikke skal gå med folk, hun ikke kender.

Det har været en rigtig hyggelig dag, hvor det var Alices tur til at være lidt i centrum. Jeg fik taget en masse skønne billeder af hende, og hun har bestemt nydt aftenen. Hende og Patrizia skulle lige nå at køre over på danseskolen, hvor Alice skulle prøve den kjole, hun skal have på til deres opvisning. Da de kom hjem, råbte hun op til mig "Ceciiiiilieeee? Vil du se min kjole til opvisningen?", hvilket gjorde mig rigtig glad. Det var rigtig skønt, at hun syntes, det var vigtigt at vise mig den. Og det var en helt fantastisk flot kjole, så jeg kunne komplimentere den rigtig mange gange uden at lyve. Fantastiske børn, fantastisk dag.

Hverdagshygge

Miniferien blev velafsluttet, og hverdagen er hermed startet igen. Allerede søndag gik jeg lidt i gang igen, da jeg faktisk havde savnet familien. Da jeg stod op søndag og mødte børnene nede i stuen, udbrød Alessandro "Eccola qua la signora", hvilket ca. betyder "Og her har vi damen". Det var ret sødt, og jeg var meget glad for at se ham, hvilket bestemt var gengældt. Om aftenen kom Alice så ind på mit værelse og spurgte mig, om jeg ikke ville lave en tegning sammen med hende. Det ville jeg bestemt. Vi sad og tegnede, hyggede og småsnakkede i halvanden time. Min tegning var en ikke særligt vellykket dansk kirke, men blomsterne, flaget og træerne rundt om blev ret pæne, og Alice spurgte faktisk om hun måtte få min flotte tegning. Hun tegnede et slot med 3 vinduer med en prinsesse i hvert vindue. Først spurgte hun mig, om ikke jeg ville tegne prinsesserne, da hun kun kunne finde ud af at tegne almindelige mennesker og ikke prinsesser, hvilket morede mig ret meget. Jeg fik hende da overtalt til selv at tegne dem, og de blev meget vellykkede. Hun spurgte også, hvilken farve kjole en prinsesse ville have på, hvortil mit svar, der lød på lyserød eller lyseblå, hvert fald ikke var godt nok. Den første prinsesse, som fik en gul kjole, skulle være rigtig smuk, og de andre lidt tykke, kedelige og grimme. Det var meget svært at finde ud af, hvad man skulle svare, når hun pegede på en af de grimme prinsesser og sagde "Hvad synes du? Er hun ikke også grim?". Men vi havde det rigtig hyggeligt, og det var dejligt at være sammen med hende igen.

Mandag var der fødselsdag, som jeg skulle med begge børn til. Alice gik straks i gang med at lege, men der var ikke rigtig nogle af Alessandros venner, så han klamrede sig meget til mig. Der er rigtig mange børn til de her slags fester, og de fleste er både ældre og større end Alessandro, og når de løber rundt og skriger og leger, bliver det lidt svært at være så lille. Så vi satte os ned og spiste lidt nødder, pizzastykker og andre snacks, mens vi ventede på, at hans ven Lorenzo ville dukke op. Det gjorde han imidlertid ikke, så vi satte os til at lege, da det blev kedeligt at spise. Det var super hyggeligt, og Alessandro var bare i skønt humør. Vi tumlede, kildede og pjattede i lang tid, hvilket virkelig var skønt at gøre igen. Og når nu Alice var sammen med sine venner, kunne jeg give al min opmærksomhed til Alessandro, hvilket er dejligt. Heldigvis dukkede Lorenzo op senere, og så legede de to drenge sammen, og der var ikke mere generthed tilbage i min 3-årige. Det gav mig en lille pause, men da jeg begyndte at kede mig lidt og faktisk godt kunne tage hjem, fordi Patrizia var ankommet, gik jeg i stedet i gang med at lege med de to drenge. Det var simpelthen så sjovt, og de nød det virkelig. Jeg prøvede at fange dem oppe på hoppeborgen, og de gjorde det helt rigtig med at komme lidt tæt på og så løbe væk fra mig igen. Det gav rigtig mange, gode grin.

Altså et par dejlige dage i skønt selskab med et par børn i super humør. De næste dage bliver forhåbentligt lige så hyggelige. 

En pause?

Jeg fik pludselig en uventet miniferie, da der åbenbart også har været helligdag i Italien i torsdags, og familien dermed valgte også at holde fri fredag. Sarahs familie valgte at gøre det samme, så vi havde lavet et par aftaler. Torsdag skulle vi bare mødes for at drikke lidt kaffe, men endte med at gå rundt i byen, sippe lidt vin, spise en pizza og tage på vores stamsted Irish Pub til den sidste bus gik om aftenen. Det var super hyggeligt, og vi endte faktisk med at gå rundt og snakke i 10 timer i stedet for et par timers kaffe. Meget vellykket aften. Den efterfølgende dag tog min familie til havet, men Sarah og jeg havde endnu en aftale, så jeg blev hjemme.

Jeg skulle hjem til hende om aftenen, hvor planen lød på noget mad, en film, og så skulle jeg sove hos hende. Første problem opstod dog, da jeg ikke kunne finde den bus, jeg skulle med. Sarah bor et stykke uden for Bologna i den modsatte retning af, hvor jeg bor, så jeg har aldrig været derude. Selvom hun var i gang med at undervise engelsk, tog hun heldigvis sin telefon og fik mig navigeret hen til bussen. Jeg skulle køre i omkring 40 minutter, og Sarah skulle nok vente på mig på busstoppestedet, så det skulle ikke være noget problem at komme af det rigtige sted. Alligevel ringede min telefon pludselig, og Sarah spørger "Are you still on the bus?!! Get off, now!" Jeg havde åbenbart ikke set hende, så jeg skyndte mig at stå af ved det næste stop, og Sarah ville gå i min retning. Jeg valgte så at gå tilbage mod det forrige busstoppested, så vi kunne mødes på halvvejen. Min telefon ringede så igen. Det var Sarah, der sagde, at hun nu var ved det busstoppested, hvor jeg lige var stået af. Det mente jeg altså ikke kunne passe, for jeg havde ikke set hende på min vej. Hun spurgte så, hvad jeg kunne se, og jeg sagde, at jeg kunne se et Coop-skilt. Perfekt, det kunne hun også godt se. Vi aftalte at mødes lige neden under skiltet, så der gik jeg selvfølgelig hen og ventede. Igen ringede hun, uden at sige hej udbrød hun bare "I'm underneath the Coop-sign, where are you?" Jeg kunne jo så fortælle hende, at det gjorde jeg også. Nå, så gik vi i gang med legen "Hvad kan du se?". Det første spørgsmål gik på, om jeg kunne se en gul bil. Negativ. Det næste spørgsmål var, om jeg kunne se en benzin-tank. Jeg skyndte mig at sige, at ja, ja det kan jeg da, den hedder Tamoil. Åbenbart skulle den have heddet Esso, så vi begyndte på vejskilte i stedet og fandt ud af, at jeg var hoppet af omkring 7km før stoppet, hvor jeg skulle have været af. Heldigvis gik der en bus ikke ret længe efter, og det lykkedes os at finde hinanden.

Det var en fin lejlighed, de havde. Ca. på størrelse med vores, bare til 7 mennesker i stedet for 5. Kun 1 børneværelse til 4 børn. Det var alligevel en del. Efter lige at have fået sagt hej, gik vi igang med at lave mad, hvilket blev meget vellykket. Hun havde også lige noget salat, frugtsalat, oliven og kage liggende, så vi spiste faktisk hele aftenen. Vi endte med at sidde og snakke, kigge på folk på facebook og finde mærkelige klip på youtube i stedet for at se film. Så da klokken var omkring halv 12, bestemte vi os til at det var for sent, og at vi hellere måtte komme i seng. Næste morgen skulle vi nemlig tidligt op og til Verona. Sarahs ekstreme planlægningsgen, der rækker til at finde en søndagsbustid til den lørdagsbus, vi skulle med, gjorde, at vi på stationen i Bologna måtte skynde os at få vores billetter, så vi kunne komme med toget. Heldigvis nåede vi det, og allerede der i toget fik vi gode oplevelser. Almindeligvis starter Sarah og jeg altid ud på italiensk, når vi mødes, og skifter lidt senere til engelsk, hvorefter samtalen kører uafbrudt. Nu, hvor vi havde været sammen så længe i træk, kørte vi bare engelsk, hvilket også var dejlig rart og afslappende. Der var fuld af amerikanere i toget, men der sad faktisk 3 italienere på den anden side af midtergangen. Sarah hørte den ene af pigerne sige til sine venner noget med "de to amerikanske piger derovre" refererende til Sarah og mig. Ret morsomt når nu vi for det første ikke var amerikanere og for det andet forstod, hvad de sagde. Vi fortsatte dog på engelsk, men blev enige om, at vi ville skifte sprog lidt senere - bare for sjov. Så jeg begyndte at fortælle om episoder med Alessandro, hvor jeg citerede, hvad han havde sagt, på italiensk selvfølgelig. Sarah svarede med episoder fra sin hverdag, hvor hun også citerede sine børn. Pigen, der før havde snakket om os, havde siddet og læst i sin bog, og da hun havde hørt os snakke italiensk, lagde hun simpelthen sin bog ned og begyndte at stirre på os - hvilket hendes to venner også gjorde. Det var ekstremt underholdende, og hun må virkelig have følt sig dum, da hun fandt ud af, at vi havde forstået, hvad hun havde sagt før. Så efter en sjov togtur ankom vi til Verona, som, jeg fandt ud af, er en helt fantastisk by.

Amfiteateret Arena.

I Verona ligger der et kæmpe amfiteater, der rent faktisk er det 3. største i verden og det første, man ser, når man kommer ind i byen. Vi så det bare udefra, men lysten til at komme ind i det og se én af de operaer, der bliver opført derinde, blev ret stor. Det har Sarah været så heldig at opleve for nogle år siden, og det kunne jeg da kun misunde hende. Derudover er Verona stedet, hvor historien om Romeo og Julie foregår, og derfor ligger Julies hus også der. Det bliver besøgt af ekstremt mange turister, og selvfølgelig skulle vi også hen og se det. Man skal gå under en arkade for at komme ind i en gård, hvor man kan se muren, som Romeo efter sigende kravlede over, og Julies balkon. På væggene inde i arkaden var der skrevet milliarder af kærestepars navne, og allerøverst stod der kæmpestort "Aabybro Ungdomsskole", hvilket jeg fandt meget underholdende. Men vi fik sammen med de mange andre turister mast os ind i den lille går, hvor der også stod en statue af Julie. Man skal røre ved hendes bryst, som er blevet helt gyldent af folk, der har haft fat i det, så det var jeg selvfølgelig henne og prøve (Sarah mente at én gang i livet, var nok for hende). Efterfølgende fandt vi et hyggeligt spisested med en tjener, der var i skønt humør. En dejlig pizza med så meget forskelligt slags fyld på, at vi ikke engang kunne huske det, efter vi havde bestilt den.

Væg dækket af initialer på kærestepar.

Julies balkon.

Julie med sit gyldne bryst.

Efter maden styrede vi mod en kirke, hvori Sarah engang havde sunget, og efterfølgende mod et slot. Kirken krævede entre, så vi så den bare lige fra indgangspartiet og så udefra selvfølgelig. Den havde et helt fantastisk loft, med masser af malede motiver i mange farver, hvilket man ikke almindeligvis ser. Vi gik videre mod slottet, men måtte gå ret langsomt pga. en ret god varme. Vi blev også hurtigt enige om, at det næste gelateria, vi så, måtte være vores stop. Vi endte dog med at sidde lidt i en park og nyde skyggen, mens vi diskuterede, hvilken vej vi skulle. Vi fandt også et par kirker på vejen, og der var en skøn udsigt til både bjerge og de hyggelige, små gader i Verona fra den bro, vi skulle over. Verona er nemlig fuld af små, skønne gader, der simpelthen bare er flotte. Jeg ved ikke, hvad det er med dem, men det var bare et rart sted at opholde sig. Det er ikke nogen stor by, men der er alligevel en del mennesker, hvilket vi ikke havde noget imod. Vi manglede dog et sprog. Eller Sarah manglede - efter min mening - at kunne snakke dansk. For folk var enten italienere eller engelsktalende, så det var ikke særligt nemt at gå rundt og snakke om folk. For eksempel fik Sarah sagt noget med, at hende pigen der da havde noget helt fantastisk hår. Den lille pige vendte sig meget hurtigt om og kiggede på os, så der var ikke meget tvivl om, at hun havde forstået os.

Kirke hvori Sarah engang har sunget.

Udsigt ud over Adige-floden.

Efterfølgende fik vi fundet vores slot, og vi spiste en is inde i en lille slotshave. Det var ret hyggeligt, flot og meget varmt. Hele vejen gennem en relativt stor is spiste jeg kun det, der var ved at smelte, indtil der ikke var mere tilbage. Og så gik vi i gang med at smelte. Med kursen mod togstationen - eller hvad vi håbede, var kursen mod togstationen - måtte vi gå ret stærkt for at nå det. Heldigvis nåede vi det, og da ingen af de 5-6 maskiner, vi prøvede at validere vores billet i, virkede, endte vi med at tage afsted med en halvvalideret billet, da der havde været en lille smule blæk tilbage i en af maskinerne. Vi løb ind i toget, som var stinkende varmt, og nu har jeg faktisk prøvet at hænge med hovedet ud af togvinduet som en anden tegneseriefigur. Det havde været en skøn tur, og jeg sov næsten hele vejen. I Bologna styrtregnede det dog, og de 10 minutter jeg skal gå fra togstationen i min by og hjem gennemblødte mig fuldstændigt. Men det gjorde ikke så meget, da jeg bare kunne komme ind og få tørt tøj på. Sarah derimod blev gennemblødt på vejen hen til sin bus. Øv.

Slotsbro.

Udsigt fra slottet. 

I dag er så sidste dag i miniferien, og den har stået på ikke ret meget. Jeg har haft en pause fra hverdagen, men glæder mig til at komme i gang igen. Selvom jeg lidt for hurtigt fik sagt nej tak til at komme med ud og grille hos nogle af familiens venner, var det nok udmærket. Det er godt nok nogle fine venner, men det ville nok ikke have været meget underholdende for mig. Så det har været en fin pause fra hverdagen, men der har godt nok været noget tryk på, hvilket jeg jo ikke kan klage over. Det har været virkelig, virkelig hyggeligt, og der er ikke forfærdeligt længe til, Sarah tager på ferie og ikke kommer tilbage til Bologna, før jeg er taget afsted igen, så det er dejligt at få brugt noget tid med hende.

Det forstår jeg ikke..

Jeg har nu boet i Italien i godt 7 måneder, og der er stadig meget, jeg ikke forstår. Min familie er italiensk, og jeg er rigtig, rigtig glad for den. Også de mandlige medlemmer - Fabio og Alessandro. Men kan det virkelig passe, at disse skal være de eneste ordentlige "mænd" i dette land?

Italienere snakker. Det er der ikke noget nyt i. Om det er en fordom eller pure fakta, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald tættere på fakta end fordom. Så er det bare utroligt, hvad lyst hår kan gøre ved denne evne... Når jeg tager i byen, foretrækker jeg at tage afsted med en lille venneflok og så hygge med dem. Det er de personer, jeg godt kan lide, og jeg har ikke det store behov for at møde en masse nye, eventuelle venner. Men det har de masse nye, eventuelle venner åbenbart. I hvert fald ender vi altid med at sidde og snakke med tilfældige fyre, hvis ordforråd strækker sig til "Hvad hedder du? Hvor kommer du fra? Hvor gammel er du? Har du en kæreste?". Og når svaret til sidste spørgsmål naturligvis er "Ja", så er jeg ikke længere interessant. Det er også fair nok, bare skræmmende, at det er så tydeligt. Det er den ene slags samtale, man kan have med italienske fyre. Den anden slags lyder på, at begge parter præsenterer sig, og så kører den ellers "Næh, hvor er du smuk, ej du er altså virkelig smuk, ej hvor er du smuk i profil, du har så smukke øjne, sikke smukt, blond hår du har", og sådan kan man så sidde i en times tid. Ganske flatterende den gang, men når man har fundet ud af, at de ikke kan sammensætte en sætning uden ordet "bella", bliver det en smule belastende. Det bliver jo helt rart at komme hjem til Danmark og være en lille, anonym, ikke engang blond pige igen. Ja, det hårdt at have så mange kavalerer, man gang på gang må afvise (bemærk venligst undertonen). Ej, det jeg prøver at komme frem til er bare, at jeg ikke forstår italienske mænd. Det er ikke lykkedes mig bare at blive venner med nogen endnu, da de alle sammen virker til at have bagtanker.

En anden ting, jeg stadig ikke forstår, er sengetiderne for de her børn. Alice står mellem 7 og halv 8, er i skole fra halv 9 til halv 5 hver eneste dag, har fritidsaktiviteter eller leg i parken efter skole til omkring spisetid, og kommer i seng mellem 10 og halv 11. Dette er stort set ligesom mig, bortset fra at jeg lige slipper for de mange timers skole og i stedet bare har fri. Jeg kan simpelthen ikke tro andet, end at den pige må være lidt træt engang imellem. Fabio havde så en dag hørt en læge sige, at børn under 13 år skal have mellem 9 og 11 timers søvn. Dette diskuterede vi over aftensmaden, og de spurgte mig, hvornår jeg almindeligvis gik i seng osv. Konklusionen blev tydeligvis, at børnene jo klarer sig, så hvorfor lave om på det? Jeg er kommet frem til, at det må være forældrenes behov, der bliver opfyldt på bekostning af børnenes søvn. Både Patrizia og Fabio er først hjemme ved en halv 7-7-tiden hver dag, og så skal der laves mad, så vi kan spise ved en 8-tiden, og omkring en 3 kvarter senere er vi færdige med aftensmaden. Altså er klokken næsten 9, før forældrene har tid til at være sammen med børnene. Det er faktisk skræmmende lidt tid, de har sammen, med med Patrizia i nyt job og Fabio i ny position er det svært at gøre det anderledes.

Der er flere typiske, italienske ting, jeg ikke forstår, men noget er dog sikkert: Jeg forstår sproget, og jeg forstår maden, og har man så brug for meget mere her i livet?

Che pazzo!

Hvor skørt! Dette har været noget af en skør weekend. Jeg havde ikke rigtig nogle planer, så jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg skulle bruge det meste af tiden i solen i parken. Dog havde Sarah og jeg en aftale lørdag aften, om at vi skulle ud og spise og få delt noget vin. Det var ligesom det, planen gik ud på. Så da jeg stod op ved en halv 10-tiden lørdag morgen, kastede jeg bare noget tøj på, og gik ned og spiste morgenmad. Det var kun Patrizia, der var hjemme, så jeg spurgte hende, hvad de havde af planer for dagen. Hun fortalte, at hun var på vej ud af døren for at tage til IKEA og et eller andet center for at købe nogle ting til børnene. Hun spurgte så, om jeg ville med, hvilket jeg skyndte mig at sige ja til. Hun var allerede klar, så jeg havde bare lige et par minutter. Da jeg så stod klar 5 minutter senere, manglede Patrizia selvfølgelig liiiiiige at få ordnet noget, så jeg endte med at vente på hende. Meget morsomt. Men vi kom afsted, og det viste sig så, at centeret, vi var taget ind til, faktisk var rigtig spændende - også for mig. Selvom jeg har brugt stort set alle mine penge i Paris, var der lige en fødselsdagsgave, der skulle købes, og den lykkedes det mig faktisk at finde på den halve time, jeg havde der. Vi havde ikke meget mere tid, så vi kørte hjem igen med det samme. Men det var skønt lige med en lille, uplanlagt udflugt lørdagformiddag.

Resten af dagen gik med at ordne billeder osv., indtil jeg skulle mødes med Sarah om aftenen. Sarah er stort set aldrig på Facebook, men hun sendte mig en sms i løbet af lørdagen, om ikke vi kunne snakkes sammen på Facebook 5 minutter senere. Det faldt så dejligt sammen med, at Fabio skiftede routeren, og det nye internet selvfølgelig ikke ville virke på lige præcis min computer. Men jeg fik da fat på Sarah, da det kom op at stå. Og jeg har nok aldrig haft en mærkeligere samtale. Vi havde mindst 3 samtaler kørende på én gang, og nogle gange blev der svaret på spørgsmålene, der blev stillet, og andre gange ikke. Det var ekstremt hyggeligt, og efter en time var hun meget overrasket over, at der var gået så længe.

Til aften mødtes vi så som altid ved Nettuno, som er en pænt høj fontæne. Og lige der oven på hovedet af Poseidon sad en mand. Jeg var allerede lidt forvirret, fordi bussen havde kørt en anden vej, da der havde været et trafikuheld, og den skulle vises udenom. Men jo, der sad altså en mand på hovedet af Nettuno og råbte op om, at han ville have sin frihed tilbage osv. osv. Jeg kunne ikke se Sarah nogle steder for menneskemængden, og pludselig kom der et stort optog gående tværs over pladsen. Der var nonner, præster og almindelig mennesker, og pludselig kom de bærende med et stort kors, hvorpå Jesus hang. De bad Fadervor, og sang og snakkede. Meget mærkeligt. Heldigvis fik jeg øje på Sarah på den anden side af optoget, hvilket gjorde det umuligt at komme over til hende. Og optoget fortsatte og fortsatte, mens vi kunne stå og sende ansigter til hinanden. Det lykkedes mig dog at mase mig igennem og komme over til hende, hvorefter hun fortalte mig om bilulykken, der åbenbart havde forårsaget 5 dødsfald. Ligene havde bare ligget på vejen, da hun var kommet med sin bus, så det var ret skræmmende og uhyggeligt. Aftenen gik relativt stille og roligt med en samtale med en hjemløs, lidt seen fodbold og ellers snakket. Jeg var tidligt hjemme halv 2, hvorimod Sarah blev ude til kl. 9.

Søndag morgen var jeg træt. Fabio fortalte mig, at de havde planer om at tage på picnic en halv time senere, og jeg sagde, at jeg måske ville med, men ikke lige kunne bestemme mig. I stedet fandt jeg Bjarke på skype og fik snakket lidt med ham. Mens vi snakkede kom Alessandro pludselig ind og fortalte om, at han havde brugt sin pistol til at skyde med tis, fordi den var faldet ned i toilettet. Skøre dreng! Jeg snakkede til Bjarke på dansk, og Alessandro spurgte selvfølgelig, hvad jeg lavede, hvortil jeg svarede, at jeg snakkede med min kæreste. Endnu engang viste Alessandro lige, hvor klog han er, da han svarede "Jamen han er her jo ikke". Jeg forklarede ham, at computeren virkede ligesom en telefon, og så forstod han det. Da jeg godt ville snakke med Bjarke, bad jeg ham lukke døren. Jeg fik vist bare ikke lige nævnt, at det også indebar, at han skulle gå ud. Så han lukkede døren og blev inde for at snakke med mig. Han er nu altså sød. Pludselig stod der også 2 piger på mit værelse, og det næste, der skete, var, at jeg fik sms fra min veninde Birgit, der spurgte, om jeg havde lyst til at tage til Ferrara med hende. Det er en lille, hyggelig by i nærheden, og jeg havde ingen planer, så jeg skyndte mig at sige ja. Pludselig havde jeg ikke andet end et kvarter til at komme i bad og komme ud af døren, så da jeg - efter at have løbet hele vejen til stationen - sad i toget, kunne jeg endelig slappe af.

Ingen af os vidste, hvad man sådan kan se i Ferrara, men vi tog afsted og styrede direkte mod centrum, da vi kom der. Det er en ekstremt hyggelig by, der har en masse smukke, små gader og stræder, som vi gik rundt i. Vi gik stort set konstant i de 4-5 timer, vi var der, men det var simpelthen bare så flot. Og mens vi sad på en stor plads i centrum og slappede lidt af, hørte vi pludselig nogle trommer. Vi gik mod lyden og havde pludselig taget en rejse i tiden. Der var fuld af mennesker i middelaldertøj, som gik i et optog, spillede på tromme og kastede med flag. Optoget fortsatte og fortsatte og fortsatte. Der var både unge mennesker, børn og ældre med i optoget, og alle var glade og hyggede sig. Vi kiggede nok på det i en 20-30 minutter fuldstændig lammet af de smukke kostumer og stemningen. Det var en rigtig god oplevelse. Bagefter styrede vi mod stationen, da vi begge sådan set var ret trætte, og vi havde allerede gået en del.

Hyggelig, lille gade i Ferrara.

Stemningsfuldt middelalderoptog.

Så sådan en weekend, hvor der faktisk ikke skulle ske noget, blev pludselig en meget mærkelig weekend. Men det har uden tvivl været sjovt, og det var skønt med sådan en uplanlagt tur, selvom det betød, at vi bare gik rundt lidt på må og få. Fantastisk weekend. Den næste skal nok blive lige så god, da den også står på i hvert fald mindst 1 udflugt. Jeg er godt nok kommet ind i en slutspurt!