Børn!

Og så har jeg endda 4 af dem! Alene! To af dem hedder godt nok farfar og farmor og kan godt selv finde ud af at tage tøj på, men derudover opfører de sig meget lig mine 2 unger. Hvis farfaren lige har overhørt noget, begynder farmoren at råbe af ham, og hun er faktisk sur på ham det meste af tiden. Det minder mig lidt om 2 personer, jeg kendte engang, der havde været rigtig glade for hinanden, men endte med ikke at kunne være sammen mere end 5 minutter ad gangen uden skænderier. De er tydeligvis fra en generation, hvor man ikke bliver gift. Derudover er farmoren også så overvægtig, at hun ikke kan gå ret langt, før hun skal sidde ned, hvilket selvfølgelig også betyder, at det – efter hendes mening – er nemmere for hendes mand at rejse sig og hente noget, end det er for hende. Og så skal der selvfølgelig også råbes, når ikke han gør det hurtigt nok. Mamma Mia, siger jeg bare.

Nå, men det var de 2 børn, jeg vidste, ville være umulige og ulidelige at være sammen med. Jeg er begyndt bare at gå min vej, når de går i gang – tager Alessandro i hånden og tager ham med, hvis det kan lade sig gøre.

Mine 2 børn, som faktisk er børn, opfører sig derimod mærkeligt. Alessandro burde have indhentet sit søvnunderskud, men er stadig fuldstændig umulig det meste af tiden. Der er åbenbart ikke noget sjovere end at irritere sin søster, når man er 3 år. Nåh jo, det skulle da lige være at blive sur over, at ens au pair ikke kan høre, hvad man siger, fordi man hvisker. Eller blive sur over, at det sisand, man skubber ned i hullet, helt af sig selv er faldet ned i hullet. Og så er man så sur, at man ikke kan sige andet end ”No” eller ”Niente”, lige meget hvad ens au pair måtte spørge om. Slet ikke til at have med at gøre. Oveni er der så storesøster, som agerer mor, når "mor" ikke er der. Hun "opdrager" på ham, slår ham, truer med, at han ikke får is, hvis ikke han stopper, truer med at slå ham bagi, råber af ham osv., hvoraf intet naturligvis hjælper. Derudover er hans nye yndlingsudtryk blevet "Sento puzza!", hvilket betyder "Her lugter (dårligt!)". Og hvis ikke man reagerer på det, bliver det sagt højere, og selvom man siger "Ja, det synes jeg også.", bliver han ved at sige det, som om man kan gøre noget ved det. En 3-årig er bare ikke stor nok til at forstå, at man ikke kan gøre noget ved alt i verden, og at man ikke ved alt. Eller konsekvenser for den sags skyld. "Hvis ikke du spiser, er du sulten om kort tid, og da har vi ikke noget mad at give dig." siver bare ikke ind.

Alice er også noget for sig selv de her dage. Hun har i al den tid, jeg har været her, haft en rimelig stor mave, som, hun er blevet bevist om, ikke er pæn. Derfor vil hun gerne af med den. Og i bedste teenagestil nægter den her 7-årige tøs at spise et ordentligt morgenmåltid. Et lille stykke kage, og det er så det. Det er ikke fordi, det italienske morgenmåltid er fantastisk godt i forvejen, men når hun er sulten allerede en time efter morgenmaden, men ikke vil spise mere, fordi hun vil tabe sig, er der altså noget galt. Så det er ret svært at håndtere, og jeg har næsten droppet det.

Ja, det er faktisk lidt hårdt de her "feriedage". Heldigvis er der jo også de positive episoder, som de 2 skønne børn jo også er i stand til at fremmane, hvis de lige gør sig lidt umage. Nu, hvor Patrizia og Fabio ikke er her, var det mig, der skulle lægge Alessandro i seng, så han kunne få en middagslur i går. Han ville ikke sove og blev ved at sige "Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke sove.", mens vi begge lå i sengen, selvom han var så træt, at han skulle bruge energi på at holde øjnene åbne for at nægte at sove. Derudover kunne jeg ikke finde de bøger, de har taget med, som altid bliver læst, før de skal sove. Så jeg måtte jo til at fortælle en historie, hvilket faktisk gik overraskende godt, og det var noget af en succes, da han så faktisk faldt i søvn. Og da han vågnede, var det en glad dreng, der gav et stort kram og et fantastisk smil, så jeg pludselig glemte alle de irriterende episoder. Skønt!

Samme aften tog vi på stranden igen, hvor vi ville bygge et sandslot. Det blev i stedet til et stort hul, hvor både mine, Alices og Alessandros fødder kunne være i. Vi dækkede dem til og sad faktisk alle 3 og hyggede os rigtig meget, selvom det nærmest har været umuligt for de 2 børn at være sammen.

Forsvundne ben med sandslot på toppen.

I går skulle vi så ud og gå en tur til aften, og jeg tog Alessandro i hånden. Bedsteforældrene gik for langsomt, så Alice kom op til Alessandro og jeg og sagde "Anche io.". Hun ville altså også holde mig i hånden, hvilket er noget af en sjældenhed. Det var virkelig rart og skønt at se, at jeg er kommet så langt med hende. Derudover får Alice og jeg os nogle hyggelige badeture i havet, hvilket også er rigtig skønt. Der kan man altid bare snakke om "Lad os gå derhen, nej derhen, nej her er lidt koldt, aah her er det dejligt varmt". Og da hun blev brændt af en brændmand lige ved munden, var hun også så heldig at blive båret hele vejen op på stranden. Hun har desuden noget af et problem med ulækre ting. Faktisk synes hun, at virkelig mange ting er ulækre, og er så fin på den, at hun slet ikke vil have noget med det at gøre. Jeg er af den opfattelse, at børn skal svine sig til, så derfor samlede jeg tang ude i havet. Det var ret sjovt, for først, da tangen bare kom flydende, syntes hun, at det var virkelig ulækkert og skyndte sig væk fra det. Jeg tog så fat i det og sagde noget med, at det var blødt og føltes sjovt under vandet. Og når det ikke var for ulækkert for mig, turde hun også godt. Hun endte endda med at kaste det i mit hår og faktisk selv fjerne det igen (eller i hvert fald fortælle mig, hvor det var). Vi hyggede os, vi var ulækre, og det var skønt!

Så trods de mange kedelige situationer, der opstår, forsøger jeg at leve højt på de gode. Det er ikke altid nemt, når Alessandro pludselig er mere besværlig end nogensinde, og Alice er ved at blive teenager i en alder af 7 år. Men de er stadig 2 fantastiske børn, som jeg virkelig kommer til at savne, når jeg om 2,5 uge forlader dem.