lørdag den 2. juli 2011

Arbjedsferie i Pinarella

Så startede de to ugers ferie med familien ved havet. Det lyder jo ikke tosset, og i bund og grund er det det heller ikke. Der var ved at være for varmt i Bologna, til at det var rart at opholde sig ret meget udenfor. Vejret passede perfekt til solbadning, men hvis man skulle lave noget, der krævede lidt mere aktivitet, var det for varmt. Og det skulle jeg jo ligesom. I stedet er vi nu ved havet, hvor der selvfølgelig er havet til at køle en ned, men så er her også en del vind, hvilket er virkelig skønt.

Vi ankom torsdag aften, hvor tiden gik med at få installeret os i den meget lille lejlighed, vi har. Det er en fin lejlighed, men der er godt nok ikke meget plads til 5 mennesker. Der var ikke nogen, der gad lave mad, så vi tog på en rigtig lækker restaurant i stedet. Det resulterede naturligvis i en meget fyldt mave, men også sen sengetid for børnene allerede første dag. Mon det mon har været med til, at Alessandro var fuldstændig umulig hele fredag? Hvem ved? Men udover en 3-årig, der vil være Mister-Modsat, var det faktisk en rigtig god dag. Der var tid til solbadning, læsning, leg og slappen af. Jeg har et par mål for denne ferie. For det første vil jeg arbejde hårdt på min kulør, men det går vist helt af sig selv. Derudover vil jeg gerne have gjort noget ved min form. En træls hofte og en træls tå satte mit løb i stå, men nu vil jeg forsøge mig. I går blev det til en løbe-/gåtur i sandet. Dermed kan jeg konstatere, at en god halv time med løb og gåen i sand resulterer i ømme ben. Så jeg regner med også at skulle svømme noget, og så bliver der lavet noget vandgymnastik en gang imellem, som man bare kan hoppe med på, så det vil jeg også benytte mig af.

Et andet mål er at komme igennem Harry Potter 1 på italiensk. Og det går allerede rigtig godt. Naturligvis går det langsomt, men jeg forstår rigtig meget af det på trods af, det hele er skrevet i en tid, jeg ikke kender. Så det er ret hyggeligt og lærerigt. Til slut skal jeg selvfølgelig også lige undgå at miste nogle børn og forsøge ikke at irritere mig over bedsteforældrenes tilstedeværelse.

Tilbage til i går. Efter at have brugt dagen på at nå mine mål, skulle vi til aften deltage i den fest, der var i byen.  "La Notte Rosa" eller "Den Lyserøde Nat" hed den. Så alle var klædt i lyserødt og byen var pyntet smukt, lyserødt op. Den by, vi bor i, er der, hvor børnefamilier tager på ferie, så der var masser af børn sent ude til denne fest. Der var rigtig god stemning, og de var overraskende fulde af energi. Vi gik hen til et sted, hvor man kunne leje en cykel for hele familien, hvilket var en super ide. Børnene sad i en slags kurv foran (den var beregnet til dem), mens Fabio, Patrizia og jeg sad på et langt sæde bagved, hvor Patrizia og Fabio havde pedaler og rat. Det sjove var bare, at det kun var Fabios ret, der kunne styre, og som det legebarn, han er, kørte han selvfølgelig ned i huller, næsten ind i folk og drejede skarpt, mens Patrizia uden held forsøgte at rette op med sit eget rat. Det var en rigtig fin tur, og på vejen fik vi også lige en is. Bagefter var det tid til at komme hjem i seng, for klokken var vel ved at være 11 halv 12.

I dag er også gået fint. Jeg havde børnene alene lidt tid, hvor vi fik leget en hel masse med sand, mens Fabio og Patrizia havde lidt tid for dem selv. Så 3 huller, 1 bjerg til at trille tennisbolden på, 2 tildækkede fødder og 2 sår efter at have gravet i sand med muslinger senere var det tid til at spise frokost. Derefter er der noget mere ro på, da Alessandro sover, og hele familien er i lejligheden. Det vil også sige, at det er det eneste tidspunkt, hvor jeg har rigtigt fri. Men det er fint, for mens vi er sammen med børnene, er der også tid til at slappe af, da der altid vil være mindst 2 voksne, medmindre nogen går en tur.

Alt i alt er jeg meget positivt overrasket over denne strand, hvor man lejer en parasol og to liggestole, og man derfor slet ikke kan se stranden for solbadningsudstyr. Sådan en ferie har jeg ikke prøvet at holde før, men jeg kan godt se, at det er en rigtig fin løsning for børnene, da der er sand, vand, legetøj, restauranter, legepladser lejligheden, butikker og legesale inden for rækkevidde. Derudover kommer både bedsteforældrene, Fabios søsters familie og Patrizias brors familie. Der skal nok blive lidt kaos med alle de børn, men med et positivt sind skal det nok gå alt sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar