Grænser

Det der med at sætte dem. Det der med at have dem. Det med at trække dem op. Det der med at overskride dem.

Dette har været det mest grænseoverskridende, jeg har været udsat for i de her 9 måneder. Det lyder jo ikke så galt med en arbejdsferie ved havet, hvor hovedaktiviteten er at opholde sig ved vandet. Det ville det sådan set heller ikke have været, hvis bare det var Patrizia og Fabia, der havde været med. Men med de 2 bedsteforældre, føltes det faktisk noget nær helvede. I forgårs var jeg på nippet til at pakke mine ting, finde den nærmeste togstation og tage til Bologna. Det har jeg så i stedet fået lov at gøre i dag. Men det var det der med grænser.

For det første har jeg jo fået lært på denne her ”ferie”, at det er ekstremt vigtigt, at sætte grænser for børn. De skal ikke have alt, hvad de peger på, for hvis de får det, bliver de fuldstændig umulige, når så de får et nej. Det er selvfølgelig ikke deres skyld, da de nu pludselig er blevet vant til at få nyt legetøj hver eller hver anden dag. Legetøjet bliver ikke nødvendigvis pakket op, men nogle gange bare lagt på hylden i indpakningen. Alice begyndte at opføre sig fuldstændig skørt og ”kunne slet ikke vente til, hun skulle købe noget mere legetøj”. Og takker blev der ikke uddelt mange af. Når man bare pludselig får i hoved og røv, er det åbenbart lidt svært at være taknemmelig (udover at det i den alder selvfølgelig er lidt svært altid at huske at sige). Alessandro reagerede også på det, men han reagerede bare lidt omvendt. Da bedstemoren og bedstefaren dukkede op i mandags, havde bedstemoren noget legetøj med til alle 3 børn. Kusinen tog gerne imod (også legetøjet til Alessandro), Alice rakte grådigt hånden ud, men Alessandro lukkede helt af. Han ville ikke have det. Og det var ikke sådan, at han skiftede mening, selvom de spurgte ham senere på dagen. Han gad simpelthen ikke engang se det. Meget mærkelig reaktion. Men konklusionen er altså, at børn ikke skal have alt, hvad de peger på, hvilket jo i sig selv ikke er nogen overraskelse. Nu har jeg bare selv oplevet de problemer, det giver.

Så er der det med at have grænser og trække dem op. Jeg har grænser for, hvad jeg vil finde mig i. Jeg har ikke altid været lige god til at trække dem op, og efter samtalen i weekenden med Patrizia havde jeg også bestemt mig for, at jeg ikke ville bruge kræfter på at gøre det. Men nogle grænser skal trækkes op. Deriblandt alt, der indeholder børnenes sikkerhed som for eksempel den sele, de ikke mente, var nødvendig, at Alice fik på. Derudover er det legen i havet. Det er en rolig kyst, hvor man skal gå rigtig langt ud for ikke at kunne bunde mere. Om morgenen var der næsten ingen bølger, så det er jo perfekt for børn. Men det betyder altså ikke, at man ikke skal holde øje med dem. Det er bedstefaren åbenbart ikke enig i. I går gik vi sammen ud med de 3 børn, og Alice opdagede pludselig, at hun stadig havde sit tyggegummi, hvilket hun gerne ville af med. Jeg sagde så til bedstefaren, at jeg lige ville gå med Alice ind på stranden og spytte det ud, og så kunne han holde øje med børnene. Da vi kom tilbage i vandet gik bedstefaren med kusinen i hånden og kiggede ud mod horisonten, mens Alessandro svømmede 10 meter bag dem, skrækslagen. Da sagde jeg rimelig hårdt til bedstefaren, at de altså blev nødt til at blive sammen. Det tog han sig ikke særligt af, og det var da, jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville lade ham gå i vandet alene med børnene igen, da han åbenbart ikke er stor nok til at klare det. Ved samme svømmetur begyndte jeg på et tidspunkt at fryse og sagde derfor, at nu ville jeg gå op (underforstået, at i hvert fald 1 barn skulle med mig). Og smart, som bedstefaren er, spørger han ”Vil i op børn?”, hvilket naturligvis blev efterfulgt af et langt ”Neeeeej!”. Han sagde så til mig, at jeg bare kunne gå op, så ville han holde sig sammen med kusinen og Alessandro, og så kunne Alice svømme alene. Aldrig i livet! Til stor brok fra både bedstefarens og Alices side måtte jeg så blive i vandet. Heldigvis frøs kusinen rimelig kort tid efter, så vi gik op sammen. Men hvor uansvarsfuld har man dog lov at være over for andres børn.

Derudover har jeg også en intimgrænse. Jeg har brug for frihed, jeg har brug for at være alene, jeg har brug for at kunne være i fred. Selvom jeg er ekstremt glad for børnene, er det stadig mit arbejde, og jeg har brug for en pause fra det en gang imellem. Desuden havde jeg brug for en pause fra bedstemoren, da jeg ikke kunne holde hendes selskab ud. Desværre var det værelse, som egentlig var tiltænkt mig og Alice blevet fyldt op med bedstemors og kusinens ting, hvilket selvfølgelig resulterede i et rend derinde plus, at kusinen jo skulle have sin middagslur der. Lejligheden bestod af 2 værelse og et køkkenalrum, og den var altså meget lille. Derudover var der kun aircondition i køkkenet, og den kunne ikke være tændt, når bedstemoren og kusinen skulle sove derude, da kusinen af en eller anden grund (efter bedstemorens mening) ikke kunne tåle den friske luft. Det resulterede i en nat, hvor jeg vågnede hver time, fordi det var for varmt, og jeg gik ud på toilet, hver gang jeg vågnede. Næste dag skældte bedstemoren mig ud for at larme, når jeg stod op, og da blev min grænse overskredet. Den var nået allerede i midten af forrige uge, hvor jeg (efter en historie om Fabio sidste år) bare forsøgte at lade være at snakke til hende. Men da, blev min grænse overskredet, og jeg var på nippet til at tage hjem. Heldigvis fik jeg en god snak med en god ven hjemmefra, og jeg gik rimelig positivt tilbage efter min pause. Som sagt, har jeg ikke rigtig haft et værelse, så stranden har været mit tilflugtssted, hvilket ikke har været helt så afslappende, da der jo har været folk hele tiden. Og til den efterfølgende nat blev jeg nødt til at tilbyde at sove på sofaen i køkkenet, så bedstemoren og kusinen kunne sove på ”mit” værelse, så vi kunne få tændt den aircondition. Det gik heldigvis godt med at sove for alle udover bedstemoren, som havde sovet lige så skidt som natten før – så var det jo heldigt, hun fik skældt mig ud. Dermed var ”mit” værelse også givet op. Ikke, at det var nogens skyld, men det hele blev bare for meget og alt alt for grænseoverskridende.

Hvis jeg skulle give denne ferie en overskrift, ville det være ”forfærdelig”, men heldigvis dækker det ikke. For selvom 1 voksen kan formå at terrorisere alt, og den anden voksne ikke har sans for sikkerhed, kan jeg jo stadig godt lide mine børn. Og jeg har da heldigvis fortsat haft gode oplevelser med dem. Alessandro er altså noget af det skønneste, når han bare kommer løbende hen i armene på mig efter sin lur bare for at give mig et kram. Eller når han kommer ud til mig på terrassen bare lige for at spørge, hvordan det går, og sige, at han har fundet en sten. Eller når han vågner efter at være blevet lagt i seng og kalder ”Cecilie, Cecilie”, fordi han ville have mig til at hjælpe ham til at falde i søvn igen. Det er helt fantastisk. Jeg har forsøgt de sidste par dage at forklare ham, at jeg snart skal hjem til min mor, at jeg derfor ikke vil være hos dem mere, og at der så vil komme en ny pige for at tage sig af dem. Det har været lidt svært at forstå, og da jeg så fortalte ham i dag, at nu tager jeg hjem, spurgte han ”Og hvem kommer så?”. Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, men han uddybede så ved at spørge, om den nye pige kommer. Det er sørme lykkes mig at forvirre ham. Så måtte jeg jo forklare, at jeg tog hjem til Bologna, og at vi ville ses igen lørdag.

Også Alice har sine rigtig skønne tidspunkter. Det har mest været i vandet, vi har hygget os, da Alessandro almindeligvis har haft brug for mig ellers. Men der har vi altså også hygget os, og da jeg kom ud i vandet i dag, lidt efter de var gået derud med bedstefaren, kom først Alessandro hen til mig og bagefter Alice. Alessandro sagde så meget surt til hende, at det altså var ham, der legede med mig. Alice svarede bare, at så måtte han lege med mig bagefter. Det var rart, at hun helt af sig selv foretrak at komme hen til mig. Hun viser ikke lige så tydeligt som Alessandro, at hun er glad for mig, derfor er det rart, når jeg så kan se det.

Nu sidder jeg i toget på vej hjem til Casa Bologna og kan slet ikke vente med at ligge i en seng helt uden sand, helt uden lyden af bedstemors host, helt uden bekymring for, om jeg mon vækker nogen, når jeg går på toilet, helt uden at blive vækket af børn, der er klar til at stå op, lidt før jeg er.