Roller

Gennem disse 9 måneder har jeg naturligvis fået en rolle i familien, og det har almindeligvis været en legeven. Jeg har naturligvis også været ansvarlig for, at børnene kom hjem i live, at numsen blev vasket efter stort toiletbesøg, og at de fik et mellemmåltid, hvis det var nødvendigt. Nogle aftener har Fabio og Patrizia villet tage ud og spise sammen, og jeg har dermed fået en ny rolle, når det er sket. Så skulle jeg pludselig også være den, der sørgede for, at de spiste deres aftensmad, fik børstet tænder, fik nattøj på og kom ordentligt i seng. Som jeg husker det, har det været nogle gode og spændende aftener, når jeg har haft lidt ekstra ansvar, og de har bestemt også gjort, at jeg kom tættere på børnene. Naturligvis også de dage, hvor Alessandro har været syg, har jeg haft mere ansvar og har pludselig skullet stå i en moderrolle. Alt sammen er gået meget godt, og jeg har kunnet skifte mellem rollerne, da jeg hele forløbet igennem har haft min basisrolle som legekammerat.

Derfor tager det pludselig rigtig meget energi at skulle være fuldtidsmor til mindst 2 børn. Min rolle er pludselig skiftet radikalt og for mere en bare en aften. Jeg har skullet gøre morgenmad klar, få Alice til at spise et eller andet, hjælpe Alessandro i tøjet, smøre solcreme på, få børnene vasket, hjælpe Alessandro med at spise, lægge ham i seng, få dem ned på stranden igen, få dem med hjem, tage et bad, spise aftensmad og lægge dem i seng. Alt dette imens jeg også har skullet være legekammerat. Og jo desuden have et par bedsteforældre, der bruger det meste af tiden på at skændes og derudover gerne tilbyder 3 forskellige oste til et måltid, selvom forældrene har sagt pasta og grøntsager – men det er en helt anden snak. Det er en del opgaver, men det ville være fint, hvis så børnene havde lyst til at gøre alle disse ting, men det har de naturligvis ikke. Derfor har jeg nu fået en rolle som hende, der siger "Du skal" og "Nej", hvilket faktisk ikke er særligt sjovt. Det er en langt mere ansvarsfuld rolle, og jeg skal pludselig ikke kun tænke på, om børnene er glade, men også om de får spist nok og ikke for meget, om de får nok vand, om de kommer i seng til tiden osv. Jeg har syntes, at det virkede naturligt, at jeg har taget det ansvar i stedet for bedsteforældrene, da det ligesom er mig, der er sammen med dem i hverdagen og dermed ved, hvordan det almindeligvis foregår. Bedsteforældrene er bare ikke altid enige, hvilket har resulteret i, at jeg har måttet sige fra nogle gange over for dem. Især over for overspisningen synes jeg, jeg har måttet gøre lidt. Og det har naturligvis også været anstrengende.

Nu har jeg heldigvis fået snakket godt med Patrizia om det, og hun anbefalede mig bare at lade stå til. Så må de spise, hvad og hvor meget bedsteforældrene synes, hvilket var et rart ansvar at få lagt væk. Desuden mente hun, at det var bedre, hvis bedsteforældrene lagde dem i seng, hvilket jeg jo må give hende ret i. Jeg har sat sengetiden til kl. 10 for børnene, da de så ikke er fuldstændigt ødelagte den kommende dag. Det betyder, at de først begge to er faldet i søvn halv 11, hvilket er over min sengetid. Problemet er bare, at det er et rigtig rart tidspunkt, og jeg kan godt lide at putte dem, da det er lidt et sårbart tidspunkt, og der er en helt anden stilhed over dem, end man finder på nogen andre tidspunkter på dagen. Men jeg må nok erkende, at jeg lige skal huske, at jeg også skal holde mig selv i live.

Alice fortalte forældrene, da de var her i weekenden, at det er mig, der har kontrollen, hvilket var lidt af et skulderklap, da det jo også er det, jeg har forsøgt på. Denne uge vil jeg dog overlade kontrollen til bedsteforældrene, da jeg tror, det bliver lidt lettere på den måde. Så ikke flere frustrationer over mad, nu vil jeg bare lade stå til og se på, at mozzarellaen bliver proppet ned i halsen på børn, der har sagt, at de er mætte.

Så jeg vil forsøge at komme tilbage til legerollen ved ikke at tage kontrollen over meget andet end sengetiden. Jeg vil forsøge, at vi alle går hjem i samlet flok, i stedet for at én går hjem og lavet mad, mens de andre så kommer, når maden er klar. På den måde bliver det ikke kun mig, der siger, at nu skal legen stoppe. Derudover vil jeg forsøge at få Alice til at holde op med at lege mor. Patrizia har snakket med hende om det, og i dag har jeg faktisk ikke set meget af det. Men hvor kan jeg dog bare konstatere, at Danmark har fat i den helt rigtige ende ved at forbyde at slå børn...

Altså går jeg positivt ind til de næste dage og håber, at de nye tiltag vil gøre det lettere for mig, og at jeg ikke behøver være sure-Cecilie. Deres kusine på 2 har vi også pludselig ansvaret for, så det er jeg også lidt spændt på. Hun er en rigtig sød pige, og børnene kan godt lide hende, så jeg tror nu ikke, der bliver nogle problemer ud af det. Desuden har bedstemoren næsten mistet sin stemme, hvilket selvfølgelig er synd for hende, men noget af en lettelse for os andre.