Sikke nogle dage!

Der er kommet lidt mere ro på børnene. Enten har de nu vænnet sig til, at hverdagen foregår ved stranden, eller også har de haft godt af min hårdt håndhævede sengetid kl. 22. De er stadig lidt besværlige, men det er bedre. I går legede de endda rigtig længe sammen alene uden de store problemer, hvilket nærmest ikke har været muligt. Jeg har også fundet en metode til at gøre det noget nemmere. Børnene er nemlig nogenlunde nemme at have at gøre, når de bare er hver for sig (hvilket så også resulterer i, at jeg ikke behøver være sammen med bedsteforældrene). Så jeg har fortsat mine badeture alene med Alice, hvilket er gået godt dog med de 2 problemer, at hun 1. altid vil gå så langt ud, at vandet går hende til halsen, så hun faktisk ikke kan bunde, når der kommer en bølge, og 2. aldrig vil med tilbage på stranden. Så meget af tiden er gået med at sige "Ikke længere ud" og "Nu går vi tilbage. Jo, vi gør så. Jo, det gør vi. Vi går nu.", men det er da gået ok.

I dag stjal jeg så Alessandro. Mens bedsteforældrene legede med Alice, gik jeg væk med ham. Både fordi jeg faktisk ikke har været ret meget sammen med ham, og fordi i den tid, jeg så har været sammen med ham, har han været ret sur. Derfor var det rigtig skønt med en ret lang gåtur i vandkanten, hvor vi fik samlet muslinger, drukket noget saltvand, kigget på fisk og leget med de små bølger - alt sammen uden at blive sure. Han er lidt bange for havet, da der nogle gange er nogle lidt store bølger, og fordi han bliver gennemblødt, når de kommer. Og når han så får vand i øjnene, skal han bare have noget at tørre dem i med det samme. Tydeligvis sidder mine bikinitrusser i en god højde, så lige pludselig kommer han hen og hiver ud i dem. Jeg blev noget overrasket, første gang han gjorde det, men det er da forståeligt nok. Der er ikke rigtig andet tørt stof, når man står ude i havet.

Jeg har desværre haft en del skænderier med Alice de her dage. Min lunte er noget kortere, når børnene er mere besværlige, end de plejer, jeg er sammen med dem hele dagen, bortset fra de to timer, Alessandro sover til middag, jeg har ikke Patrizia og Fabio som de to, der trods alt har "ret" til at sige helt bestemt nej eller ja, og bedstemoren ikke er til at være sammen med. Så når Alice bare overhovedet ikke vil gøre det, man beder hende om, ender det desværre med en sur Cecilie. Jeg bare simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere hende, når hun slet ikke vil det, hun bare skal. Heldigvis havde vi en rigtig god oplevelse sammen i går. Børnene skal altid i bad om aftenen, og det foregår almindeligvis sådan, at Alessandro sidder i en lille balje, mens Alice tager et brusebad, og så hjælper jeg lidt dem begge 2. I går ville Alice så også gerne sidder i baljen, hvilket jeg gav hende lov til. Så imens jeg tørrede Alessandro gik hun i gang med at fylde lidt mere vand i baljen for at få sæben til at skumme. Pludselig skete der noget med bruseren, så den kun sprøjtede koldt vand ud, og man kunne ikke slukke den. Panik! Jeg tvivlede på bedstemoren ville have nogen ide om, hvad man kunne gøre, men heldigvis var bedstefaren kommet tilbage lige i det øjeblik. Han viste mig, hvor jeg kunne slukke helt for alt vandet, så det gjorde jeg. Men Alice var ligesom allerede i gang med sit bad, så det skulle jo gøres færdigt. Og da der jo kun kom iskoldt vand ud af bruseren, gjorde jeg bidetet godt rent, så hun kunne vaske sit hår der. Så brusehovedet ned i toilettet, så vi ikke blev sprøjtet til, og så varmt vand i bidetet. Det var noget af et bøvl, men vi kunne heldigvis begge grine over, hvor mærkeligt det hele var. Imens vi vaskede hendes hår, spurgte hun så, hvordan vi skulle vaske hendes krop, hvilket jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde overvejet endnu. Hun foreslog at vi fyldte vand i baljen, og så kunne jeg hælde det ud over hende. Fantastisk ide, klog pige! Det gjorde vi så, og det gik ganske udmærket. Badet havde dog taget så lang tid, at aftensmaden var blevet kold i mellemtiden, men hva' faen, vi hyggede os, og Alice blev ren.

En ting, der selvfølgelig også er svært for børnene, er at være så længe væk fra forældrene. Og nogle gange går Alessandro bare i baglås og kan ikke andet end græde, mens han kalder "Mamma, mammaaaa, mammaaaa...". Men det har jeg fundet en løsning på (eller i hvert fald en løsning, der virkede sidste gang, problemet opstod). Han har en lille bog, som vi har læst ekstremt mange gange. Næsten siden jeg ankom, og havde lært nogenlunde at læse italiensk, har vi læst den. Og som månederne er gået, har jeg forstået mere og mere af den, hvilket er lidt sjovt. Men det er altså en bog, vi begge kender virkelig godt, og så rimer linjerne tilmed. Så det er rigtig sjovt, når jeg læser den virkelig hurtigt. Altså nærmest har sagt ord nummer 2 før ord nummer 1. Det er virkelig sjovt både for ham og mig, og det er noget af en prøvelse - især når han begynder at sige "hurtigere, hurtigere". Jeg er helt stakåndet bagefter, og Alessandro kan ikke lade være med at grine. Og jeg prøver selvfølgelig at lave de samme stemmer og alt muligt, selvom det går hurtigt. Meget underholdende.

Så endnu en gang op- og nedture dog med overvægt til opturene denne gang. Ja, jeg lærer jo hele tiden noget - den ene dag, hvordan man siger "Lad være at kaste med sand!" på italiensk, den næste, at hvis Alice er sur, er det bedste at lade hende være i fred, og en anden, at det er nemmere at få Alessandro til at sove, hvis man hurtigt bliver færdig med historien. De 2 store børn er jeg også begyndt at lære et par metoder til at håndtere. For eksempel måtte jeg råbe op og vise mig som den ansvarlige, da de ikke mente, at det var nødvendigt, at Alice fik sele på i bilen. Derudover måtte jeg afbryde bedstemoren, da hun i sin raseri på Alice begyndte at svare mig de ting, som jeg spurgte Alice om. Altså har jeg lært at åbne munden og gøre det kontant. Så selvom nedturene har hobet sig lidt op de sidste dage, er jeg trods alt blevet klogere. Nu ser jeg bare frem til weekenden, hvor Patrizia og Fabio kommer, så jeg kan holde bedsteforældrefri.