Om lidt...

... bli'r her stille. Faktisk er her allerede blevet stille. Der er sagt farvel til børnene, og nu kan jeg kun høre larmen fra bilerne. Det har været nogle skønne sidste dage. Jeg har haft Alessandro alene i 3 dage, og vi har hygget os rigtig meget. Vi har leget tumlelege, taget billeder, læst en masse bøger og været en masse i parken. Han havde parkens mest populære legetøj, hvilket medførte, at 3-4 børn fulgte ham rundt i parken og også ville lege med hans fjernstyrede bil. Det var ikke særligt sjovt for min meget generte 3-årige, der oven i købet var den mindste af børnene. Men det lykkedes ham faktisk at sige nej, når de andre spurgte, om de måtte prøve. Almindeligvis, når han bliver genert, lukker han bare af og reagerer slet ikke på, at man snakker til ham. Han kunne godt nok ikke stå imod, når børnene tog legetøjet ud af hånden på ham, men det var jo derfor, han havde mig. Selvom det ikke var særligt nemt at forklare de 3 sigøjnerbørn, at de desværre ikke måtte lege med det fantastiske stykke legetøj, fordi Alessandro altså ville lege alene, lykkedes det mig da. De forstod heldigvis et nej - eller de forstod det i hvert fald efter nogle nej'er. I parken Alessandro og Alices lille kusine også tilfældigvis. Så Alessandro havde hende og lege med, og jeg fik endelig hilst på faren til den kusine, jeg efterhånden har brugt en del tid sammen med. Selvom førstehåndsindtrykket var en mand med en lang, sort fletning og solbriller, så man ikke kunne se hans øjne, viste han sig at være en rigtig venlig og sjov mand.

Derudover har Alessandro og jeg brugt en dag på at pakke mine ting. Eller jeg forsøgte at pakke, mens Alessandro syntes, at alle de ting, jeg tog ud af mine skuffer, var vildt spændende, og han ville lege med det hele. Så jeg fik pillet alle de breve ned, jeg har fået igennem det her år, men til gengæld sat et par julestjerne op på væggen. Og min hulahopring, som hele tiden har været et stort hit, blev nærmest et endnu større hit, da den blev skilt ad, for så havde man pludselig sværd i alle regnbuens farver. Jeg kunne godt nok ikke holde ham inde på mit værelse hele dagen, så fik ikke pakket det hele. Men så lykkedes det os da også at komme lidt ud den dag, hvor jeg fik sparket bolden op på en terrasse, så vi ikke kunne få fat på den. Ups. Først tog Alessandro det virkelig pænt, og sagde bare, at så vil Alice altså begynde at græde, når hun kommer hjem, for det var nemlig hendes bold. Da han begyndte at forstå, at det altså ikke var muligt at få bolden ned, begyndte han så at græde i stedet. Det er også fair nok. Jeg har stort set ikke haft problemer med ham, de dage vi har været alene, så lidt problemer kunne jeg godt lige klare.¨

Det var meningen, at begge børn skulle have været taget til bedsteforældrenes sommerhus i mandags, og så skulle jeg have sagt farvel da. Men da bedstemoren var syg, ville de gerne holde Alessandro hjemme (på ubestemt tid). Det, var jeg godt nok rigtig glad for, blev sådan, da det altså har været noget hyggeligere med ham, end det ville have været alene. I dag kom Alice så også, og vi havde formiddagen sammen os 3, og så spiste vi til middag sammen med Patrizia, der også har været her til eftermiddag. Selvom det skabte lidt problemer, at begge børn nu var sammen, da de de sidste dage begge har været vant til, at al opmærksomhed var mod dem, og at de i grove træk kunne bestemme, hvad der skulle ske, har det været en fin dag. Jeg har fået leget med begge børn, hygget og slappet af.

Og så kom jeg jo til det punkt, hvor der skulle siges farvel. Jeg har været ved at bryde ud i tårer hele dagen, og gjorde det da også, da jeg gav dem kram og kys. Alessandro gav mig et kæmpe smil og et hurtigt kram og sagde "Ciao!". Som jeg havde regnet med, forstod han ikke, at det var sidste gang, vi skulle ses, før jeg tager hjem. Alice gav mig et langt kram og et kys, så hende fik jeg også sagt godt farvel til. Det er altså noget mærkeligt, og jeg kan slet ikke komme i hold med at græde. Men jeg er bestemt klar til at komme videre, og fuldstændig klar til at se min kæreste, mine forældre, min lillebror og mine farfar og farmor i morgen.

Så nu er der sagt farvel til børnene, hvilket jeg regnede med ville blive det sværeste. Nu må vi se, hvad der sker i morgen, når alle mine ting pludselig skal ud af "mit" værelse, nøglerne skal afleveres og jeg skal sige farvel til forældrene og livet i Italien.

Ro på

Efter at være kommet hjem til Bologna har der været noget mere ro på. Jeg har brugt det meste af tiden på at være indenfor og nyde airconditionen, hvilket var lige det, jeg havde brug for - helt uden at skulle tage sig af nogle børn. Så har jeg haft et par aftaler med Sarah, så vi kunne få taget afsked, da hun tog afsted på arbejdsferie i forgårs. Altså er tiden gået med at få styr på mig selv efter de uheldige uger ved havet.

Lørdag aften kom familien så hjem, og dem brugte jeg det meste af søndagen sammen med. Alice er nu hos bedsteforældrene i deres sommerhus og kommer kun lige tilbage på et tidspunkt for at sige farvel til mig. Bedstemoren er dog stadig syg og nu endda på penicillin, så Alessandro ville de gerne holde hjemme, hvilket jeg da bestemt ikke kan klage over. Så jeg har lige et par dage sammen med ham, hvilket jeg vil nyde i fulde drag. Halvdelen af den første dag er faktisk allerede gået, og vi har bare haft det så sjovt, så det, håber jeg, vil fortsætte.

Ellers går jeg rundt med tanker om, hvornår jeg skal pakke, hvordan det bliver at sige farvel til børnene, og hvor dejligt det bliver at se min familie og Bjarke på fredag. Altså render jeg rundt med meget blandede følelser, men de dominerende tanker er dog, at jeg glæder mig til at komme videre med mit liv, selvom jeg har det godt her. Det hele er lidt ligesom slutningen på efterskole. Det er meget trist og slet ikke nemt at sige farvel, men derudover med en glæde til at starte noget nyt og komme videre.

Grænser

Det der med at sætte dem. Det der med at have dem. Det med at trække dem op. Det der med at overskride dem.

Dette har været det mest grænseoverskridende, jeg har været udsat for i de her 9 måneder. Det lyder jo ikke så galt med en arbejdsferie ved havet, hvor hovedaktiviteten er at opholde sig ved vandet. Det ville det sådan set heller ikke have været, hvis bare det var Patrizia og Fabia, der havde været med. Men med de 2 bedsteforældre, føltes det faktisk noget nær helvede. I forgårs var jeg på nippet til at pakke mine ting, finde den nærmeste togstation og tage til Bologna. Det har jeg så i stedet fået lov at gøre i dag. Men det var det der med grænser.

For det første har jeg jo fået lært på denne her ”ferie”, at det er ekstremt vigtigt, at sætte grænser for børn. De skal ikke have alt, hvad de peger på, for hvis de får det, bliver de fuldstændig umulige, når så de får et nej. Det er selvfølgelig ikke deres skyld, da de nu pludselig er blevet vant til at få nyt legetøj hver eller hver anden dag. Legetøjet bliver ikke nødvendigvis pakket op, men nogle gange bare lagt på hylden i indpakningen. Alice begyndte at opføre sig fuldstændig skørt og ”kunne slet ikke vente til, hun skulle købe noget mere legetøj”. Og takker blev der ikke uddelt mange af. Når man bare pludselig får i hoved og røv, er det åbenbart lidt svært at være taknemmelig (udover at det i den alder selvfølgelig er lidt svært altid at huske at sige). Alessandro reagerede også på det, men han reagerede bare lidt omvendt. Da bedstemoren og bedstefaren dukkede op i mandags, havde bedstemoren noget legetøj med til alle 3 børn. Kusinen tog gerne imod (også legetøjet til Alessandro), Alice rakte grådigt hånden ud, men Alessandro lukkede helt af. Han ville ikke have det. Og det var ikke sådan, at han skiftede mening, selvom de spurgte ham senere på dagen. Han gad simpelthen ikke engang se det. Meget mærkelig reaktion. Men konklusionen er altså, at børn ikke skal have alt, hvad de peger på, hvilket jo i sig selv ikke er nogen overraskelse. Nu har jeg bare selv oplevet de problemer, det giver.

Så er der det med at have grænser og trække dem op. Jeg har grænser for, hvad jeg vil finde mig i. Jeg har ikke altid været lige god til at trække dem op, og efter samtalen i weekenden med Patrizia havde jeg også bestemt mig for, at jeg ikke ville bruge kræfter på at gøre det. Men nogle grænser skal trækkes op. Deriblandt alt, der indeholder børnenes sikkerhed som for eksempel den sele, de ikke mente, var nødvendig, at Alice fik på. Derudover er det legen i havet. Det er en rolig kyst, hvor man skal gå rigtig langt ud for ikke at kunne bunde mere. Om morgenen var der næsten ingen bølger, så det er jo perfekt for børn. Men det betyder altså ikke, at man ikke skal holde øje med dem. Det er bedstefaren åbenbart ikke enig i. I går gik vi sammen ud med de 3 børn, og Alice opdagede pludselig, at hun stadig havde sit tyggegummi, hvilket hun gerne ville af med. Jeg sagde så til bedstefaren, at jeg lige ville gå med Alice ind på stranden og spytte det ud, og så kunne han holde øje med børnene. Da vi kom tilbage i vandet gik bedstefaren med kusinen i hånden og kiggede ud mod horisonten, mens Alessandro svømmede 10 meter bag dem, skrækslagen. Da sagde jeg rimelig hårdt til bedstefaren, at de altså blev nødt til at blive sammen. Det tog han sig ikke særligt af, og det var da, jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville lade ham gå i vandet alene med børnene igen, da han åbenbart ikke er stor nok til at klare det. Ved samme svømmetur begyndte jeg på et tidspunkt at fryse og sagde derfor, at nu ville jeg gå op (underforstået, at i hvert fald 1 barn skulle med mig). Og smart, som bedstefaren er, spørger han ”Vil i op børn?”, hvilket naturligvis blev efterfulgt af et langt ”Neeeeej!”. Han sagde så til mig, at jeg bare kunne gå op, så ville han holde sig sammen med kusinen og Alessandro, og så kunne Alice svømme alene. Aldrig i livet! Til stor brok fra både bedstefarens og Alices side måtte jeg så blive i vandet. Heldigvis frøs kusinen rimelig kort tid efter, så vi gik op sammen. Men hvor uansvarsfuld har man dog lov at være over for andres børn.

Derudover har jeg også en intimgrænse. Jeg har brug for frihed, jeg har brug for at være alene, jeg har brug for at kunne være i fred. Selvom jeg er ekstremt glad for børnene, er det stadig mit arbejde, og jeg har brug for en pause fra det en gang imellem. Desuden havde jeg brug for en pause fra bedstemoren, da jeg ikke kunne holde hendes selskab ud. Desværre var det værelse, som egentlig var tiltænkt mig og Alice blevet fyldt op med bedstemors og kusinens ting, hvilket selvfølgelig resulterede i et rend derinde plus, at kusinen jo skulle have sin middagslur der. Lejligheden bestod af 2 værelse og et køkkenalrum, og den var altså meget lille. Derudover var der kun aircondition i køkkenet, og den kunne ikke være tændt, når bedstemoren og kusinen skulle sove derude, da kusinen af en eller anden grund (efter bedstemorens mening) ikke kunne tåle den friske luft. Det resulterede i en nat, hvor jeg vågnede hver time, fordi det var for varmt, og jeg gik ud på toilet, hver gang jeg vågnede. Næste dag skældte bedstemoren mig ud for at larme, når jeg stod op, og da blev min grænse overskredet. Den var nået allerede i midten af forrige uge, hvor jeg (efter en historie om Fabio sidste år) bare forsøgte at lade være at snakke til hende. Men da, blev min grænse overskredet, og jeg var på nippet til at tage hjem. Heldigvis fik jeg en god snak med en god ven hjemmefra, og jeg gik rimelig positivt tilbage efter min pause. Som sagt, har jeg ikke rigtig haft et værelse, så stranden har været mit tilflugtssted, hvilket ikke har været helt så afslappende, da der jo har været folk hele tiden. Og til den efterfølgende nat blev jeg nødt til at tilbyde at sove på sofaen i køkkenet, så bedstemoren og kusinen kunne sove på ”mit” værelse, så vi kunne få tændt den aircondition. Det gik heldigvis godt med at sove for alle udover bedstemoren, som havde sovet lige så skidt som natten før – så var det jo heldigt, hun fik skældt mig ud. Dermed var ”mit” værelse også givet op. Ikke, at det var nogens skyld, men det hele blev bare for meget og alt alt for grænseoverskridende.

Hvis jeg skulle give denne ferie en overskrift, ville det være ”forfærdelig”, men heldigvis dækker det ikke. For selvom 1 voksen kan formå at terrorisere alt, og den anden voksne ikke har sans for sikkerhed, kan jeg jo stadig godt lide mine børn. Og jeg har da heldigvis fortsat haft gode oplevelser med dem. Alessandro er altså noget af det skønneste, når han bare kommer løbende hen i armene på mig efter sin lur bare for at give mig et kram. Eller når han kommer ud til mig på terrassen bare lige for at spørge, hvordan det går, og sige, at han har fundet en sten. Eller når han vågner efter at være blevet lagt i seng og kalder ”Cecilie, Cecilie”, fordi han ville have mig til at hjælpe ham til at falde i søvn igen. Det er helt fantastisk. Jeg har forsøgt de sidste par dage at forklare ham, at jeg snart skal hjem til min mor, at jeg derfor ikke vil være hos dem mere, og at der så vil komme en ny pige for at tage sig af dem. Det har været lidt svært at forstå, og da jeg så fortalte ham i dag, at nu tager jeg hjem, spurgte han ”Og hvem kommer så?”. Jeg forstod ikke helt spørgsmålet, men han uddybede så ved at spørge, om den nye pige kommer. Det er sørme lykkes mig at forvirre ham. Så måtte jeg jo forklare, at jeg tog hjem til Bologna, og at vi ville ses igen lørdag.

Også Alice har sine rigtig skønne tidspunkter. Det har mest været i vandet, vi har hygget os, da Alessandro almindeligvis har haft brug for mig ellers. Men der har vi altså også hygget os, og da jeg kom ud i vandet i dag, lidt efter de var gået derud med bedstefaren, kom først Alessandro hen til mig og bagefter Alice. Alessandro sagde så meget surt til hende, at det altså var ham, der legede med mig. Alice svarede bare, at så måtte han lege med mig bagefter. Det var rart, at hun helt af sig selv foretrak at komme hen til mig. Hun viser ikke lige så tydeligt som Alessandro, at hun er glad for mig, derfor er det rart, når jeg så kan se det.

Nu sidder jeg i toget på vej hjem til Casa Bologna og kan slet ikke vente med at ligge i en seng helt uden sand, helt uden lyden af bedstemors host, helt uden bekymring for, om jeg mon vækker nogen, når jeg går på toilet, helt uden at blive vækket af børn, der er klar til at stå op, lidt før jeg er.

Roller

Gennem disse 9 måneder har jeg naturligvis fået en rolle i familien, og det har almindeligvis været en legeven. Jeg har naturligvis også været ansvarlig for, at børnene kom hjem i live, at numsen blev vasket efter stort toiletbesøg, og at de fik et mellemmåltid, hvis det var nødvendigt. Nogle aftener har Fabio og Patrizia villet tage ud og spise sammen, og jeg har dermed fået en ny rolle, når det er sket. Så skulle jeg pludselig også være den, der sørgede for, at de spiste deres aftensmad, fik børstet tænder, fik nattøj på og kom ordentligt i seng. Som jeg husker det, har det været nogle gode og spændende aftener, når jeg har haft lidt ekstra ansvar, og de har bestemt også gjort, at jeg kom tættere på børnene. Naturligvis også de dage, hvor Alessandro har været syg, har jeg haft mere ansvar og har pludselig skullet stå i en moderrolle. Alt sammen er gået meget godt, og jeg har kunnet skifte mellem rollerne, da jeg hele forløbet igennem har haft min basisrolle som legekammerat.

Derfor tager det pludselig rigtig meget energi at skulle være fuldtidsmor til mindst 2 børn. Min rolle er pludselig skiftet radikalt og for mere en bare en aften. Jeg har skullet gøre morgenmad klar, få Alice til at spise et eller andet, hjælpe Alessandro i tøjet, smøre solcreme på, få børnene vasket, hjælpe Alessandro med at spise, lægge ham i seng, få dem ned på stranden igen, få dem med hjem, tage et bad, spise aftensmad og lægge dem i seng. Alt dette imens jeg også har skullet være legekammerat. Og jo desuden have et par bedsteforældre, der bruger det meste af tiden på at skændes og derudover gerne tilbyder 3 forskellige oste til et måltid, selvom forældrene har sagt pasta og grøntsager – men det er en helt anden snak. Det er en del opgaver, men det ville være fint, hvis så børnene havde lyst til at gøre alle disse ting, men det har de naturligvis ikke. Derfor har jeg nu fået en rolle som hende, der siger "Du skal" og "Nej", hvilket faktisk ikke er særligt sjovt. Det er en langt mere ansvarsfuld rolle, og jeg skal pludselig ikke kun tænke på, om børnene er glade, men også om de får spist nok og ikke for meget, om de får nok vand, om de kommer i seng til tiden osv. Jeg har syntes, at det virkede naturligt, at jeg har taget det ansvar i stedet for bedsteforældrene, da det ligesom er mig, der er sammen med dem i hverdagen og dermed ved, hvordan det almindeligvis foregår. Bedsteforældrene er bare ikke altid enige, hvilket har resulteret i, at jeg har måttet sige fra nogle gange over for dem. Især over for overspisningen synes jeg, jeg har måttet gøre lidt. Og det har naturligvis også været anstrengende.

Nu har jeg heldigvis fået snakket godt med Patrizia om det, og hun anbefalede mig bare at lade stå til. Så må de spise, hvad og hvor meget bedsteforældrene synes, hvilket var et rart ansvar at få lagt væk. Desuden mente hun, at det var bedre, hvis bedsteforældrene lagde dem i seng, hvilket jeg jo må give hende ret i. Jeg har sat sengetiden til kl. 10 for børnene, da de så ikke er fuldstændigt ødelagte den kommende dag. Det betyder, at de først begge to er faldet i søvn halv 11, hvilket er over min sengetid. Problemet er bare, at det er et rigtig rart tidspunkt, og jeg kan godt lide at putte dem, da det er lidt et sårbart tidspunkt, og der er en helt anden stilhed over dem, end man finder på nogen andre tidspunkter på dagen. Men jeg må nok erkende, at jeg lige skal huske, at jeg også skal holde mig selv i live.

Alice fortalte forældrene, da de var her i weekenden, at det er mig, der har kontrollen, hvilket var lidt af et skulderklap, da det jo også er det, jeg har forsøgt på. Denne uge vil jeg dog overlade kontrollen til bedsteforældrene, da jeg tror, det bliver lidt lettere på den måde. Så ikke flere frustrationer over mad, nu vil jeg bare lade stå til og se på, at mozzarellaen bliver proppet ned i halsen på børn, der har sagt, at de er mætte.

Så jeg vil forsøge at komme tilbage til legerollen ved ikke at tage kontrollen over meget andet end sengetiden. Jeg vil forsøge, at vi alle går hjem i samlet flok, i stedet for at én går hjem og lavet mad, mens de andre så kommer, når maden er klar. På den måde bliver det ikke kun mig, der siger, at nu skal legen stoppe. Derudover vil jeg forsøge at få Alice til at holde op med at lege mor. Patrizia har snakket med hende om det, og i dag har jeg faktisk ikke set meget af det. Men hvor kan jeg dog bare konstatere, at Danmark har fat i den helt rigtige ende ved at forbyde at slå børn...

Altså går jeg positivt ind til de næste dage og håber, at de nye tiltag vil gøre det lettere for mig, og at jeg ikke behøver være sure-Cecilie. Deres kusine på 2 har vi også pludselig ansvaret for, så det er jeg også lidt spændt på. Hun er en rigtig sød pige, og børnene kan godt lide hende, så jeg tror nu ikke, der bliver nogle problemer ud af det. Desuden har bedstemoren næsten mistet sin stemme, hvilket selvfølgelig er synd for hende, men noget af en lettelse for os andre. 

Sikke nogle dage!

Der er kommet lidt mere ro på børnene. Enten har de nu vænnet sig til, at hverdagen foregår ved stranden, eller også har de haft godt af min hårdt håndhævede sengetid kl. 22. De er stadig lidt besværlige, men det er bedre. I går legede de endda rigtig længe sammen alene uden de store problemer, hvilket nærmest ikke har været muligt. Jeg har også fundet en metode til at gøre det noget nemmere. Børnene er nemlig nogenlunde nemme at have at gøre, når de bare er hver for sig (hvilket så også resulterer i, at jeg ikke behøver være sammen med bedsteforældrene). Så jeg har fortsat mine badeture alene med Alice, hvilket er gået godt dog med de 2 problemer, at hun 1. altid vil gå så langt ud, at vandet går hende til halsen, så hun faktisk ikke kan bunde, når der kommer en bølge, og 2. aldrig vil med tilbage på stranden. Så meget af tiden er gået med at sige "Ikke længere ud" og "Nu går vi tilbage. Jo, vi gør så. Jo, det gør vi. Vi går nu.", men det er da gået ok.

I dag stjal jeg så Alessandro. Mens bedsteforældrene legede med Alice, gik jeg væk med ham. Både fordi jeg faktisk ikke har været ret meget sammen med ham, og fordi i den tid, jeg så har været sammen med ham, har han været ret sur. Derfor var det rigtig skønt med en ret lang gåtur i vandkanten, hvor vi fik samlet muslinger, drukket noget saltvand, kigget på fisk og leget med de små bølger - alt sammen uden at blive sure. Han er lidt bange for havet, da der nogle gange er nogle lidt store bølger, og fordi han bliver gennemblødt, når de kommer. Og når han så får vand i øjnene, skal han bare have noget at tørre dem i med det samme. Tydeligvis sidder mine bikinitrusser i en god højde, så lige pludselig kommer han hen og hiver ud i dem. Jeg blev noget overrasket, første gang han gjorde det, men det er da forståeligt nok. Der er ikke rigtig andet tørt stof, når man står ude i havet.

Jeg har desværre haft en del skænderier med Alice de her dage. Min lunte er noget kortere, når børnene er mere besværlige, end de plejer, jeg er sammen med dem hele dagen, bortset fra de to timer, Alessandro sover til middag, jeg har ikke Patrizia og Fabio som de to, der trods alt har "ret" til at sige helt bestemt nej eller ja, og bedstemoren ikke er til at være sammen med. Så når Alice bare overhovedet ikke vil gøre det, man beder hende om, ender det desværre med en sur Cecilie. Jeg bare simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere hende, når hun slet ikke vil det, hun bare skal. Heldigvis havde vi en rigtig god oplevelse sammen i går. Børnene skal altid i bad om aftenen, og det foregår almindeligvis sådan, at Alessandro sidder i en lille balje, mens Alice tager et brusebad, og så hjælper jeg lidt dem begge 2. I går ville Alice så også gerne sidder i baljen, hvilket jeg gav hende lov til. Så imens jeg tørrede Alessandro gik hun i gang med at fylde lidt mere vand i baljen for at få sæben til at skumme. Pludselig skete der noget med bruseren, så den kun sprøjtede koldt vand ud, og man kunne ikke slukke den. Panik! Jeg tvivlede på bedstemoren ville have nogen ide om, hvad man kunne gøre, men heldigvis var bedstefaren kommet tilbage lige i det øjeblik. Han viste mig, hvor jeg kunne slukke helt for alt vandet, så det gjorde jeg. Men Alice var ligesom allerede i gang med sit bad, så det skulle jo gøres færdigt. Og da der jo kun kom iskoldt vand ud af bruseren, gjorde jeg bidetet godt rent, så hun kunne vaske sit hår der. Så brusehovedet ned i toilettet, så vi ikke blev sprøjtet til, og så varmt vand i bidetet. Det var noget af et bøvl, men vi kunne heldigvis begge grine over, hvor mærkeligt det hele var. Imens vi vaskede hendes hår, spurgte hun så, hvordan vi skulle vaske hendes krop, hvilket jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde overvejet endnu. Hun foreslog at vi fyldte vand i baljen, og så kunne jeg hælde det ud over hende. Fantastisk ide, klog pige! Det gjorde vi så, og det gik ganske udmærket. Badet havde dog taget så lang tid, at aftensmaden var blevet kold i mellemtiden, men hva' faen, vi hyggede os, og Alice blev ren.

En ting, der selvfølgelig også er svært for børnene, er at være så længe væk fra forældrene. Og nogle gange går Alessandro bare i baglås og kan ikke andet end græde, mens han kalder "Mamma, mammaaaa, mammaaaa...". Men det har jeg fundet en løsning på (eller i hvert fald en løsning, der virkede sidste gang, problemet opstod). Han har en lille bog, som vi har læst ekstremt mange gange. Næsten siden jeg ankom, og havde lært nogenlunde at læse italiensk, har vi læst den. Og som månederne er gået, har jeg forstået mere og mere af den, hvilket er lidt sjovt. Men det er altså en bog, vi begge kender virkelig godt, og så rimer linjerne tilmed. Så det er rigtig sjovt, når jeg læser den virkelig hurtigt. Altså nærmest har sagt ord nummer 2 før ord nummer 1. Det er virkelig sjovt både for ham og mig, og det er noget af en prøvelse - især når han begynder at sige "hurtigere, hurtigere". Jeg er helt stakåndet bagefter, og Alessandro kan ikke lade være med at grine. Og jeg prøver selvfølgelig at lave de samme stemmer og alt muligt, selvom det går hurtigt. Meget underholdende.

Så endnu en gang op- og nedture dog med overvægt til opturene denne gang. Ja, jeg lærer jo hele tiden noget - den ene dag, hvordan man siger "Lad være at kaste med sand!" på italiensk, den næste, at hvis Alice er sur, er det bedste at lade hende være i fred, og en anden, at det er nemmere at få Alessandro til at sove, hvis man hurtigt bliver færdig med historien. De 2 store børn er jeg også begyndt at lære et par metoder til at håndtere. For eksempel måtte jeg råbe op og vise mig som den ansvarlige, da de ikke mente, at det var nødvendigt, at Alice fik sele på i bilen. Derudover måtte jeg afbryde bedstemoren, da hun i sin raseri på Alice begyndte at svare mig de ting, som jeg spurgte Alice om. Altså har jeg lært at åbne munden og gøre det kontant. Så selvom nedturene har hobet sig lidt op de sidste dage, er jeg trods alt blevet klogere. Nu ser jeg bare frem til weekenden, hvor Patrizia og Fabio kommer, så jeg kan holde bedsteforældrefri.

Børn!

Og så har jeg endda 4 af dem! Alene! To af dem hedder godt nok farfar og farmor og kan godt selv finde ud af at tage tøj på, men derudover opfører de sig meget lig mine 2 unger. Hvis farfaren lige har overhørt noget, begynder farmoren at råbe af ham, og hun er faktisk sur på ham det meste af tiden. Det minder mig lidt om 2 personer, jeg kendte engang, der havde været rigtig glade for hinanden, men endte med ikke at kunne være sammen mere end 5 minutter ad gangen uden skænderier. De er tydeligvis fra en generation, hvor man ikke bliver gift. Derudover er farmoren også så overvægtig, at hun ikke kan gå ret langt, før hun skal sidde ned, hvilket selvfølgelig også betyder, at det – efter hendes mening – er nemmere for hendes mand at rejse sig og hente noget, end det er for hende. Og så skal der selvfølgelig også råbes, når ikke han gør det hurtigt nok. Mamma Mia, siger jeg bare.

Nå, men det var de 2 børn, jeg vidste, ville være umulige og ulidelige at være sammen med. Jeg er begyndt bare at gå min vej, når de går i gang – tager Alessandro i hånden og tager ham med, hvis det kan lade sig gøre.

Mine 2 børn, som faktisk er børn, opfører sig derimod mærkeligt. Alessandro burde have indhentet sit søvnunderskud, men er stadig fuldstændig umulig det meste af tiden. Der er åbenbart ikke noget sjovere end at irritere sin søster, når man er 3 år. Nåh jo, det skulle da lige være at blive sur over, at ens au pair ikke kan høre, hvad man siger, fordi man hvisker. Eller blive sur over, at det sisand, man skubber ned i hullet, helt af sig selv er faldet ned i hullet. Og så er man så sur, at man ikke kan sige andet end ”No” eller ”Niente”, lige meget hvad ens au pair måtte spørge om. Slet ikke til at have med at gøre. Oveni er der så storesøster, som agerer mor, når "mor" ikke er der. Hun "opdrager" på ham, slår ham, truer med, at han ikke får is, hvis ikke han stopper, truer med at slå ham bagi, råber af ham osv., hvoraf intet naturligvis hjælper. Derudover er hans nye yndlingsudtryk blevet "Sento puzza!", hvilket betyder "Her lugter (dårligt!)". Og hvis ikke man reagerer på det, bliver det sagt højere, og selvom man siger "Ja, det synes jeg også.", bliver han ved at sige det, som om man kan gøre noget ved det. En 3-årig er bare ikke stor nok til at forstå, at man ikke kan gøre noget ved alt i verden, og at man ikke ved alt. Eller konsekvenser for den sags skyld. "Hvis ikke du spiser, er du sulten om kort tid, og da har vi ikke noget mad at give dig." siver bare ikke ind.

Alice er også noget for sig selv de her dage. Hun har i al den tid, jeg har været her, haft en rimelig stor mave, som, hun er blevet bevist om, ikke er pæn. Derfor vil hun gerne af med den. Og i bedste teenagestil nægter den her 7-årige tøs at spise et ordentligt morgenmåltid. Et lille stykke kage, og det er så det. Det er ikke fordi, det italienske morgenmåltid er fantastisk godt i forvejen, men når hun er sulten allerede en time efter morgenmaden, men ikke vil spise mere, fordi hun vil tabe sig, er der altså noget galt. Så det er ret svært at håndtere, og jeg har næsten droppet det.

Ja, det er faktisk lidt hårdt de her "feriedage". Heldigvis er der jo også de positive episoder, som de 2 skønne børn jo også er i stand til at fremmane, hvis de lige gør sig lidt umage. Nu, hvor Patrizia og Fabio ikke er her, var det mig, der skulle lægge Alessandro i seng, så han kunne få en middagslur i går. Han ville ikke sove og blev ved at sige "Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke sove. Jeg vil ikke sove.", mens vi begge lå i sengen, selvom han var så træt, at han skulle bruge energi på at holde øjnene åbne for at nægte at sove. Derudover kunne jeg ikke finde de bøger, de har taget med, som altid bliver læst, før de skal sove. Så jeg måtte jo til at fortælle en historie, hvilket faktisk gik overraskende godt, og det var noget af en succes, da han så faktisk faldt i søvn. Og da han vågnede, var det en glad dreng, der gav et stort kram og et fantastisk smil, så jeg pludselig glemte alle de irriterende episoder. Skønt!

Samme aften tog vi på stranden igen, hvor vi ville bygge et sandslot. Det blev i stedet til et stort hul, hvor både mine, Alices og Alessandros fødder kunne være i. Vi dækkede dem til og sad faktisk alle 3 og hyggede os rigtig meget, selvom det nærmest har været umuligt for de 2 børn at være sammen.

Forsvundne ben med sandslot på toppen.

I går skulle vi så ud og gå en tur til aften, og jeg tog Alessandro i hånden. Bedsteforældrene gik for langsomt, så Alice kom op til Alessandro og jeg og sagde "Anche io.". Hun ville altså også holde mig i hånden, hvilket er noget af en sjældenhed. Det var virkelig rart og skønt at se, at jeg er kommet så langt med hende. Derudover får Alice og jeg os nogle hyggelige badeture i havet, hvilket også er rigtig skønt. Der kan man altid bare snakke om "Lad os gå derhen, nej derhen, nej her er lidt koldt, aah her er det dejligt varmt". Og da hun blev brændt af en brændmand lige ved munden, var hun også så heldig at blive båret hele vejen op på stranden. Hun har desuden noget af et problem med ulækre ting. Faktisk synes hun, at virkelig mange ting er ulækre, og er så fin på den, at hun slet ikke vil have noget med det at gøre. Jeg er af den opfattelse, at børn skal svine sig til, så derfor samlede jeg tang ude i havet. Det var ret sjovt, for først, da tangen bare kom flydende, syntes hun, at det var virkelig ulækkert og skyndte sig væk fra det. Jeg tog så fat i det og sagde noget med, at det var blødt og føltes sjovt under vandet. Og når det ikke var for ulækkert for mig, turde hun også godt. Hun endte endda med at kaste det i mit hår og faktisk selv fjerne det igen (eller i hvert fald fortælle mig, hvor det var). Vi hyggede os, vi var ulækre, og det var skønt!

Så trods de mange kedelige situationer, der opstår, forsøger jeg at leve højt på de gode. Det er ikke altid nemt, når Alessandro pludselig er mere besværlig end nogensinde, og Alice er ved at blive teenager i en alder af 7 år. Men de er stadig 2 fantastiske børn, som jeg virkelig kommer til at savne, når jeg om 2,5 uge forlader dem. 

Arbjedsferie i Pinarella

Så startede de to ugers ferie med familien ved havet. Det lyder jo ikke tosset, og i bund og grund er det det heller ikke. Der var ved at være for varmt i Bologna, til at det var rart at opholde sig ret meget udenfor. Vejret passede perfekt til solbadning, men hvis man skulle lave noget, der krævede lidt mere aktivitet, var det for varmt. Og det skulle jeg jo ligesom. I stedet er vi nu ved havet, hvor der selvfølgelig er havet til at køle en ned, men så er her også en del vind, hvilket er virkelig skønt.

Vi ankom torsdag aften, hvor tiden gik med at få installeret os i den meget lille lejlighed, vi har. Det er en fin lejlighed, men der er godt nok ikke meget plads til 5 mennesker. Der var ikke nogen, der gad lave mad, så vi tog på en rigtig lækker restaurant i stedet. Det resulterede naturligvis i en meget fyldt mave, men også sen sengetid for børnene allerede første dag. Mon det mon har været med til, at Alessandro var fuldstændig umulig hele fredag? Hvem ved? Men udover en 3-årig, der vil være Mister-Modsat, var det faktisk en rigtig god dag. Der var tid til solbadning, læsning, leg og slappen af. Jeg har et par mål for denne ferie. For det første vil jeg arbejde hårdt på min kulør, men det går vist helt af sig selv. Derudover vil jeg gerne have gjort noget ved min form. En træls hofte og en træls tå satte mit løb i stå, men nu vil jeg forsøge mig. I går blev det til en løbe-/gåtur i sandet. Dermed kan jeg konstatere, at en god halv time med løb og gåen i sand resulterer i ømme ben. Så jeg regner med også at skulle svømme noget, og så bliver der lavet noget vandgymnastik en gang imellem, som man bare kan hoppe med på, så det vil jeg også benytte mig af.

Et andet mål er at komme igennem Harry Potter 1 på italiensk. Og det går allerede rigtig godt. Naturligvis går det langsomt, men jeg forstår rigtig meget af det på trods af, det hele er skrevet i en tid, jeg ikke kender. Så det er ret hyggeligt og lærerigt. Til slut skal jeg selvfølgelig også lige undgå at miste nogle børn og forsøge ikke at irritere mig over bedsteforældrenes tilstedeværelse.

Tilbage til i går. Efter at have brugt dagen på at nå mine mål, skulle vi til aften deltage i den fest, der var i byen.  "La Notte Rosa" eller "Den Lyserøde Nat" hed den. Så alle var klædt i lyserødt og byen var pyntet smukt, lyserødt op. Den by, vi bor i, er der, hvor børnefamilier tager på ferie, så der var masser af børn sent ude til denne fest. Der var rigtig god stemning, og de var overraskende fulde af energi. Vi gik hen til et sted, hvor man kunne leje en cykel for hele familien, hvilket var en super ide. Børnene sad i en slags kurv foran (den var beregnet til dem), mens Fabio, Patrizia og jeg sad på et langt sæde bagved, hvor Patrizia og Fabio havde pedaler og rat. Det sjove var bare, at det kun var Fabios ret, der kunne styre, og som det legebarn, han er, kørte han selvfølgelig ned i huller, næsten ind i folk og drejede skarpt, mens Patrizia uden held forsøgte at rette op med sit eget rat. Det var en rigtig fin tur, og på vejen fik vi også lige en is. Bagefter var det tid til at komme hjem i seng, for klokken var vel ved at være 11 halv 12.

I dag er også gået fint. Jeg havde børnene alene lidt tid, hvor vi fik leget en hel masse med sand, mens Fabio og Patrizia havde lidt tid for dem selv. Så 3 huller, 1 bjerg til at trille tennisbolden på, 2 tildækkede fødder og 2 sår efter at have gravet i sand med muslinger senere var det tid til at spise frokost. Derefter er der noget mere ro på, da Alessandro sover, og hele familien er i lejligheden. Det vil også sige, at det er det eneste tidspunkt, hvor jeg har rigtigt fri. Men det er fint, for mens vi er sammen med børnene, er der også tid til at slappe af, da der altid vil være mindst 2 voksne, medmindre nogen går en tur.

Alt i alt er jeg meget positivt overrasket over denne strand, hvor man lejer en parasol og to liggestole, og man derfor slet ikke kan se stranden for solbadningsudstyr. Sådan en ferie har jeg ikke prøvet at holde før, men jeg kan godt se, at det er en rigtig fin løsning for børnene, da der er sand, vand, legetøj, restauranter, legepladser lejligheden, butikker og legesale inden for rækkevidde. Derudover kommer både bedsteforældrene, Fabios søsters familie og Patrizias brors familie. Der skal nok blive lidt kaos med alle de børn, men med et positivt sind skal det nok gå alt sammen.