... bli'r her stille. Faktisk er her allerede blevet stille. Der er sagt farvel til børnene, og nu kan jeg kun høre larmen fra bilerne. Det har været nogle skønne sidste dage. Jeg har haft Alessandro alene i 3 dage, og vi har hygget os rigtig meget. Vi har leget tumlelege, taget billeder, læst en masse bøger og været en masse i parken. Han havde parkens mest populære legetøj, hvilket medførte, at 3-4 børn fulgte ham rundt i parken og også ville lege med hans fjernstyrede bil. Det var ikke særligt sjovt for min meget generte 3-årige, der oven i købet var den mindste af børnene. Men det lykkedes ham faktisk at sige nej, når de andre spurgte, om de måtte prøve. Almindeligvis, når han bliver genert, lukker han bare af og reagerer slet ikke på, at man snakker til ham. Han kunne godt nok ikke stå imod, når børnene tog legetøjet ud af hånden på ham, men det var jo derfor, han havde mig. Selvom det ikke var særligt nemt at forklare de 3 sigøjnerbørn, at de desværre ikke måtte lege med det fantastiske stykke legetøj, fordi Alessandro altså ville lege alene, lykkedes det mig da. De forstod heldigvis et nej - eller de forstod det i hvert fald efter nogle nej'er. I parken Alessandro og Alices lille kusine også tilfældigvis. Så Alessandro havde hende og lege med, og jeg fik endelig hilst på faren til den kusine, jeg efterhånden har brugt en del tid sammen med. Selvom førstehåndsindtrykket var en mand med en lang, sort fletning og solbriller, så man ikke kunne se hans øjne, viste han sig at være en rigtig venlig og sjov mand.
Derudover har Alessandro og jeg brugt en dag på at pakke mine ting. Eller jeg forsøgte at pakke, mens Alessandro syntes, at alle de ting, jeg tog ud af mine skuffer, var vildt spændende, og han ville lege med det hele. Så jeg fik pillet alle de breve ned, jeg har fået igennem det her år, men til gengæld sat et par julestjerne op på væggen. Og min hulahopring, som hele tiden har været et stort hit, blev nærmest et endnu større hit, da den blev skilt ad, for så havde man pludselig sværd i alle regnbuens farver. Jeg kunne godt nok ikke holde ham inde på mit værelse hele dagen, så fik ikke pakket det hele. Men så lykkedes det os da også at komme lidt ud den dag, hvor jeg fik sparket bolden op på en terrasse, så vi ikke kunne få fat på den. Ups. Først tog Alessandro det virkelig pænt, og sagde bare, at så vil Alice altså begynde at græde, når hun kommer hjem, for det var nemlig hendes bold. Da han begyndte at forstå, at det altså ikke var muligt at få bolden ned, begyndte han så at græde i stedet. Det er også fair nok. Jeg har stort set ikke haft problemer med ham, de dage vi har været alene, så lidt problemer kunne jeg godt lige klare.¨
Det var meningen, at begge børn skulle have været taget til bedsteforældrenes sommerhus i mandags, og så skulle jeg have sagt farvel da. Men da bedstemoren var syg, ville de gerne holde Alessandro hjemme (på ubestemt tid). Det, var jeg godt nok rigtig glad for, blev sådan, da det altså har været noget hyggeligere med ham, end det ville have været alene. I dag kom Alice så også, og vi havde formiddagen sammen os 3, og så spiste vi til middag sammen med Patrizia, der også har været her til eftermiddag. Selvom det skabte lidt problemer, at begge børn nu var sammen, da de de sidste dage begge har været vant til, at al opmærksomhed var mod dem, og at de i grove træk kunne bestemme, hvad der skulle ske, har det været en fin dag. Jeg har fået leget med begge børn, hygget og slappet af.
Og så kom jeg jo til det punkt, hvor der skulle siges farvel. Jeg har været ved at bryde ud i tårer hele dagen, og gjorde det da også, da jeg gav dem kram og kys. Alessandro gav mig et kæmpe smil og et hurtigt kram og sagde "Ciao!". Som jeg havde regnet med, forstod han ikke, at det var sidste gang, vi skulle ses, før jeg tager hjem. Alice gav mig et langt kram og et kys, så hende fik jeg også sagt godt farvel til. Det er altså noget mærkeligt, og jeg kan slet ikke komme i hold med at græde. Men jeg er bestemt klar til at komme videre, og fuldstændig klar til at se min kæreste, mine forældre, min lillebror og mine farfar og farmor i morgen.
Så nu er der sagt farvel til børnene, hvilket jeg regnede med ville blive det sværeste. Nu må vi se, hvad der sker i morgen, når alle mine ting pludselig skal ud af "mit" værelse, nøglerne skal afleveres og jeg skal sige farvel til forældrene og livet i Italien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar