Med Mads på besøg

Ja, så er der gået en lille uge, hvor Mads har været på besøg. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke havde det hyggeligt. Han ankom onsdag aften, hvor vi mødtes på stationen. Da der ikke var den store sult, gik vi en tur hen på Piazza Maggiore, så han lige kunne blive præsenteret for Bolognas centrum. Så mens snakken gik, gik han i gang med at nyde, hvor pæn en by Bologna jo er. Vi ville have fundet et sted, hvor vi kunne få aperitivi, men da vi var lidt sent ude, var de ved at fjerne buffeten alle steder, så vi endte på en restaurant med et fantastisk stykke lasagne hver. Derefter gik turen bare hjem, hvor vi nød at kunne stå på terrassen i bare tæer omkring midnatstid.

Patrizia havde sagt til mig, at jeg skulle være alene med børnene den kommende morgen, men sagde så 10 minutter senere, at hun måske alligevel ville blive hjemme, så hun også var der. Konklusionen blev, at hun ville sende mig en sms om, hvad der skulle ske. Da jeg ikke havde fået nogen sms, og babyalarmen stadig stod nedenunder, gik jeg ud fra, at hun ville være der. Det viste sig, at jeg tog fejl. Så jeg vågnede lidt over 7 ved, at Alessandro stod og græd og kaldte på sin mor. Så kom man da op af sengen. Heldigvis blev han rimelig hurtigt i godt humør, og det blev endnu bedre, da jeg vækkede Alice. Det første, hun spurgte om, var nemlig, om Mads var ankommet. Det sagde jeg selvfølgelig, at han var, og fortalte så, at han lå og sov. Til det spurgte hun, om ikke hun måtte se ham. Så vi listede alle 3 op til mit værelse, åbnede døren en smule på klem og kiggede på Mads, der lå og sov. Det var ret sjovt.

Nå, men den dag skulle Alice på picnic med den klub, hun har været i de sidste to uger, så hun skulle også have madpakke med. Der stod en lille seddel på køkkenbordet med, at der skulle frugt, vand og sandwiches i madpakken. Jeg blev en lille smule træt af, at jeg pludselig skulle til at vurdere, hvor meget mad hun nu skulle have med, og det blev ikke bedre af, at der kun var to endeskiver tilbage af brødet. Men jeg gik da i gang med at varme det op. Da Alice så kom ud i køkkenet, spurgte hun, hvorfor jeg var i gang med at lave sandwiches. Selvfølgelig svarede jeg, at det var fordi, hun skulle på picnic. Hun var heldigvis så sød lige at vise mig, at de allerede havde lavet madpakken, der bare stod i køleskabet og ventede på at blive puttet i tasken. Dejligt! Så ud af døren med os, og vi var som sagt ikke det mindste forsinkede. Da vi ankom til der, hvor Alice skulle mødes med de andre, gik det op for mig, at de åbenbart havde ændret mødetidspunktet. I hvert fald var vi de sidste, der kom, og de tog afsted lige efter, vi var dukket op. Det var ikke så heldigt, men ikke så nemt at vide.

Så da begge børn var afleverede, og Mads og jeg havde fået spist morgenmad, satte vi snuden mod kirken San Luca, der ligger på en bakketop. Der er en god gåtur derop, og jeg har kun været der en gang før, hvor jeg ikke fik set udsigten på grund af snevejr. Og det var da en skam. For der er en helt fantastisk udsigt deroppe fra. Egentlig kunne vi ikke rigtig se centrum af Bologna, før vi begyndte at gå ned igen, men vi kunne se en masse bakker, dale og småbyer. Derudover er selve kirken faktisk også rigtig flot, og man kunne komme helt op og gå ved alteret. Efter både at være gået op og ned søgte vi mod centrum for at få noget frokost. Og endnu en gang har jeg fået den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt. Det er et sted, hvor man (hvis man kender det) altid deler en pizza, da de er så store. Jeg kunne ikke kæmpe mig igennem min halve, og selv Mads lod skorperne ligge, selvom de faktisk også smager helt fantastisk. Da klokken var ved at være mange, og jeg jo stadig skulle passe mit arbejde, fandt vi en bus, så vi kunne komme hjem og slappe lidt af, før børnene skulle hentes. Jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå med børnene, men følte mig ret sikker på, at de efter lidt tid ville være villige til at lege. Vi hentede først Alessandro, der blev fuldstændig stum. Han ville ikke engang snakke med mig - kun nikke eller ryste på hovedet. Da vi sad uden for en kirke og ventede på, at Alice skulle komme tilbage fra deres picnic, kom han dog i gang med at lege med mig. Han turde ikke lege med Mads eller snakke med ham eller noget som helst, og han var faktisk lidt bange for ham.

Efter at have leget lidt var det tid til at hente Alice, og hun var lidt mere åben. Jeg spurgte, om hun ville sige hej til ham, og det ville hun i hvert fald gerne. Han havde fået lært at sige "Hej, jeg hedder Mads, hvad hedder du?", så det var fint lige at få fyret af. Bagefter vidste de ikke lige, hvad de skulle sige til hinanden, så hun gik over og legede. Mads og jeg snakkede selvfølgelig sammen, og på vejen hjem begyndte Alessandro også at snakke. Jeg fortalte ham, at Mads altså godt ville lege med ham, og at han er en sød dreng, hvortil Alessandro svarede "Jamen, han snakker hele tiden engelsk". Alle andre sprog end italiensk er for Alessandro engelsk, hvilket, jeg synes, er ret morsomt. Jeg svarede ham, at det ikke var noget problem, han skulle bare snakke til ham. Og det gik begge børn så i gang med derhjemme. Der gik det nemlig rigtig godt med at lege, og begge børn havde pludselig masser af energi og snakkede og løb og legede med ham. Det var rigtig sjovt at se, og der var næsten ingen sure miner hele eftermiddagen, hvilket er ret usædvanligt. Mads ville godt lege en leg med Alice, der går ud på, at man siger et bogstav, og så skal man tegne alle de ting, man kan komme i tanker om, der starter med det bogstav. Han bad mig forklare hende legen, og den hoppede hun med på med det samme. Hun tegnede så ord på italiensk, og han ord på engelsk. På den måde lærte han lidt italiensk, og hun hørte noget engelsk, så det var bare rigtig godt. Det er i  hvert fald en leg, jeg skal forsøge at få leget noget med hende.

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og til aften tog Mads og jeg ind til centrum igen for at spise 3-retters menu. Han skulle jo præsenteres for noget italiensk mad, da det jo er en stor del af deres kultur og noget, som de sætter stor pris på. Og for at det ikke skal være løgn, lykkedes det os endda at få et ret godt stykke kød. Vi bestemte os for at tage hjem i stedet for at kigge på nattelivet, da det jo også var arbejdsdag den kommende dag, og vi faktisk skulle være sammen med børnene hele den kommende aften, da jeg skulle putte dem.

Fredag morgen var heldigvis ganske almindelig, og Patrizia sagde endda, at hun godt kunne klare morgenen alene, så vi bare kunne stå op, når vi ville. Planen lød på at skulle ind og se lidt mere af Bologna, så det gjorde vi. Vi kom både i en boghandel, hen til Piazza Cavour, ind på biblioteket og en tur ned af strøget, der endte ud en is på et helt fantastisk gelateria. Og så var al tiden faktisk pludselig gået, så vi søgte tilbage mod en bus.

Denne eftermiddag løsnede Alessandro sig hurtigt op, og han endte faktisk med at holde Mads i hånden på vej over vejen, selvom han lige til at starte med så lidt skeptisk ud. Derhjemme fandt Alice straks legen fra dagen før frem, og Mads fandt pludselig ud af, at han havde lavet noget af et selvmål, da han faktisk ikke var særligt god til legen selv. Så mens Alessandro og jeg lavede puslespil, legede Mads og Alice. Fabio kom hjem ret hurtigt efter og tog Alessandro med ud og købe ind. Og pludselig var vi 2 voksne om 1 barn. Det var noget af en luksus. Mads fik så skiftet legen ud med minibordfodbold, som Alice tævede ham fuldstændig i i det første spil. Meget underholdende. Da Fabio og Alessandro så kom hjem, ville han også lege med dem, men der var ikke rigtig plads. Alessandro skreg løs, at han altså ville lege med sin ven. Da Patrizia kom hjem, var der godt gang i begge børn og Mads, og hun spurgte, om ikke bare han kunne blive her. Hun har været rigtig glad for at have ham her de her dage. Der var pludselig også tid til, at jeg lige kunne snakke lidt med hende, selvom børnene var der, for dem holdt Mads styr på. Fantastisk!

Om aftenen var der afslutningsfest for det klub-noget, Alice har været i, og det tog vi med til. Det var meningen, at Fabio og Patrizia ville tage ud og spise sammen bagefter, så jeg skulle putte børnene. Da vi ankom til festen kl. 8, var både Mads og jeg rimelig sultne, men selvfølgelig starter festen ikke kl. 8, når festen starter kl. 8, må man jo kunne forstå. Derfor gik vi bare lidt rundt, kiggede på den kæmpe buffet og håbede, at vi snart kunne få lov at spise. Pludselig blev alle så gelejdede ned i rummet med buffetten, og præsten, der var primus motor for hele klubben og dermed også festen, forsøgte at få alle til at tie stille, da han ville sige noget. Det var åbenbart meget svært for så mange italienere at lade være med at snakke - også de voksne. Og han ville selvfølgelig ikke råbe højt op, for han var jo en ordentlig præst. Men det lykkedes da efter en 10 minutter at få nogenlunde ro, så han kunne sige nogle få, kirkelige ord, og så måtte vi spise. Endnu en gang oplevede jeg så, hvordan mennesker kaster sig over en buffet, hvor det handler om at rage så meget til sig hurtigst muligt, så man når at få noget af det gode. Så det gjorde vi. Det var en rigtig lækker buffet, og det hele var faktisk meget hyggeligt. Bagefter var der et par underholdende indslag, men da Mads og jeg var ret trætte der halv 10, var det ikke meget, vi hørte efter. Bagefter troede vi, at det var slut, hvilket viste sig at være helt galt. Alle børnene skulle ud og danse den dans, de havde brugt de foregående to uger på at lære, og så skulle der uddeles præmier, da de åbenbart havde haft en masse konkurrencer. Mads og jeg satte os ned og snakkede i stedet for at kigge på dem, men børnene virkede til at have masser energi. Det viste sig så, at Alices hold vandt 1. præmien, så det var jo fantastisk. SÅ måtte det jo være slut. Men næh nej, vi skulle også lige have is. Vi var lidt i tvivl om, om det kun var for børnene, men Patrizia mente, at vi også var lidt børn, så vi fik os da en is. Det var præsten, der delte dem ud, og vi måtte konstatere, at det var første gang, vi havde fået så god is af en præst.

Det var en rigtig sjov og underholdende fest, der nok lige blev trukket lidt for langt, og det endte da også med, at Patrizia og Fabio blev hjemme, så alle gik i seng med det samme, vi kom hjem.

Så startede weekenden, hvor jeg havde helt fri. Lørdag bestemte vi os til at tage til Ferrara i stedet for at blive i Bologna, så efter en tur på biblioteket efter en bog om byen tog vi med toget. Vejret var skønt, byen var endnu pænere end sidste gang, jeg var der, og bogen havde lavet to anbefalede ruter, som vi gik. På den måde fik vi set lidt mere, end det jeg havde set den foregående gang. Vi fandt også en rigtig hyggelig café, hvor vi sad og fik et glas juice, og vi var enige om, at der kunne vi faktisk godt bare bruge hele dagen. Dog fortsatte vi vores rute, da vi også havde planer om at skulle nå at spise aperitivi i Bologna. Dagen fløj afsted, og da vi kom tilbage til Bologna, fandt vi et lækkert, lille sted, hvor vi fik et par drinks og noget mad. Det hele rigtig hyggeligt.

Søndag var der ikke de store planer. Vi skulle hvert fald op i et af Bolognas to tårne, og så skulle vi have en is. Det var vist nogenlunde sådan, programmet lød. Da vi kom ind til centrum, startede vi med at lede efter posthuset. Det viste sig at være lukket om søndagen, så vi satte i stedet kurs mod Giardini Margherita, da det også er et rigtig skønt sted, jeg syntes, han skulle se. Så efter et kig på skildpadderne satte vi os på en bænk og kiggede på mennesker. Der var overraskende mange, der dyrkede motion der middagsheden, så vi sad og kiggede på, hvordan en mand blev mere og mere svedig efter at løbe rundt i ring. Og lidt senere dukkede en mand op på et skateboard, som han kørte på lidt ligesom et snowboard. Det så ret sjovt ud, og jeg tror han nød at have publikum.

Mad skal der også til. Og selvom vi spiste ekstremt meget ude, valgte vi alligevel at tage på restaurant igen og få os en rigtig lækker pastaret og gnocchi, så vi kunne få noget energi til at bestige tårnet. Jeg har aldrig været deroppe før, så det var også en super oplevelse for mig. Der var en skøn udsigt over hele Bolognas centrum, og man kunne pludselig forstå, hvorfor den kaldes Den Røde By. Så kunne der sættes kryds ved det mål for dagen, og dermed måtte jagten på et gelateria sættes i gang. Så lækker is blev det selvfølgelig også til, og da vi begge to var lidt flade, bestemte vi os for at tage hjem og lave aftensmad i stedet for at tåge rundt i centrum og bare vente på at blive sultne.

Derhjemme brugte vi en god halv time på at finde ud af, hvilke toge, busser og evt. metro, Mads skulle med den kommende dag for at komme hjem. Vi fandt med nød og næppe det hele og fik det endda skrevet ned. Bagefter lavede jeg os det, jeg altid laver, hvis jeg er alene og har lyst til pasta: Pasta med æg, revet squash og karry. På Mads' opfordring spiste vi ude på terrassen, hvilket jeg slet ikke har prøvet før, men det var da helt dejligt.

Efter aftensmaden stod den på lidt pakning og så bare tidligt i seng med alarmen sat til kl. 2.15, så vi kunne køre afsted til Bolognas station. Vi kom afsted til tiden, og bortset fra at jeg (måske?) kørte den forkerte vej rundt i en rundkørsel, gik det meget godt med at finde derind. Men når nu, man har lagt en god plan for, hvordan man kommer hjem, kan man selvfølgelig ikke regne med, at den kan føres ud i livet. Toget, han skulle have været med, var nemlig fyldt op, så man kunne ikke engang få lov at købe en billet. Panik! Så der omkring kvart over 3 skulle vi lige have fundet en nødløsning. Heldigvis gik der et tog direkte mod Bergamo (byen med lufthavnen) i stedet for med stop i Milano, men han skulle skifte tog 2 gange, og det første skift skulle han klare på 10 minutter og det næste på 6. Og de italienske togtider er altså ikke til at regne med, så det var lidt et sats, men det var jeg ligesom den mulighed, der var. Da der lige var noget tid, inden han skulle med toget, bestemte vi os for at finde alternative løsninger, hvis nu han missede et tog. Vi fandt så ud af, at han bare kunne skifte et andet sted med den samme billet, og så ville han have en halv time til at skifte i stedet for 6 minutter. Fantastisk! Så dermed kørte jeg hjem efter at have sagt farvel, god rejse, og at han bare kunne ringe, hvis der var noget som helst. Selvfølgelig kunne jeg ikke sove derhjemme, da tankerne kørte rundt om, om han mon ville nå det hele. Kl. 5 ringede han så, og spurgte om det kunne  passe, at toget var ved det første skift en halv time for tidligt. Det kunne det åbenbart, og han fandt det næste tog, han skulle med og nåede helt hjem til Danmark. Heldigvis.

Som man jo nok kan forstå, har det været nogle rigtig hyggelig dage i fantastisk selskab. Vi har set en masse og spist en masse god mad og is, og Mads har lært noget italiensk og noget om italiensk kultur. Min familie syntes endda så godt om ham, at de købte ham en t-shirt. Det var  ret overraskende og meget venligt. Så det har været en stor succes med et besøg fra Danmark.

For lige at sætte prikken over i'et nåede Alessandro faktisk at blive rigtig glad for ham. I går var Alessandro og jeg nede at købe mælk, og vi skulle have en blå mælk og en lyserød mælk. Han ville så holde den blå, da det var mælken for mænd. Jeg sagde, at det passede meget godt, da det er Patrizia og mig, der drikker den røde, og Alessandro, Fabio og Alice, der drikker den blå (og da Alices yndlingsfarve er blå, kunne det godt lige gå). Alessandro kiggede på mig og kunne tydeligvis godt følge, hvad jeg havde sagt, men så alligevel lidt mistroisk ud og spurgte: "Hvad så med Mads?".