Jeg har nu boet i Italien i godt 7 måneder, og der er stadig meget, jeg ikke forstår. Min familie er italiensk, og jeg er rigtig, rigtig glad for den. Også de mandlige medlemmer - Fabio og Alessandro. Men kan det virkelig passe, at disse skal være de eneste ordentlige "mænd" i dette land?
Italienere snakker. Det er der ikke noget nyt i. Om det er en fordom eller pure fakta, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald tættere på fakta end fordom. Så er det bare utroligt, hvad lyst hår kan gøre ved denne evne... Når jeg tager i byen, foretrækker jeg at tage afsted med en lille venneflok og så hygge med dem. Det er de personer, jeg godt kan lide, og jeg har ikke det store behov for at møde en masse nye, eventuelle venner. Men det har de masse nye, eventuelle venner åbenbart. I hvert fald ender vi altid med at sidde og snakke med tilfældige fyre, hvis ordforråd strækker sig til "Hvad hedder du? Hvor kommer du fra? Hvor gammel er du? Har du en kæreste?". Og når svaret til sidste spørgsmål naturligvis er "Ja", så er jeg ikke længere interessant. Det er også fair nok, bare skræmmende, at det er så tydeligt. Det er den ene slags samtale, man kan have med italienske fyre. Den anden slags lyder på, at begge parter præsenterer sig, og så kører den ellers "Næh, hvor er du smuk, ej du er altså virkelig smuk, ej hvor er du smuk i profil, du har så smukke øjne, sikke smukt, blond hår du har", og sådan kan man så sidde i en times tid. Ganske flatterende den gang, men når man har fundet ud af, at de ikke kan sammensætte en sætning uden ordet "bella", bliver det en smule belastende. Det bliver jo helt rart at komme hjem til Danmark og være en lille, anonym, ikke engang blond pige igen. Ja, det hårdt at have så mange kavalerer, man gang på gang må afvise (bemærk venligst undertonen). Ej, det jeg prøver at komme frem til er bare, at jeg ikke forstår italienske mænd. Det er ikke lykkedes mig bare at blive venner med nogen endnu, da de alle sammen virker til at have bagtanker.
En anden ting, jeg stadig ikke forstår, er sengetiderne for de her børn. Alice står mellem 7 og halv 8, er i skole fra halv 9 til halv 5 hver eneste dag, har fritidsaktiviteter eller leg i parken efter skole til omkring spisetid, og kommer i seng mellem 10 og halv 11. Dette er stort set ligesom mig, bortset fra at jeg lige slipper for de mange timers skole og i stedet bare har fri. Jeg kan simpelthen ikke tro andet, end at den pige må være lidt træt engang imellem. Fabio havde så en dag hørt en læge sige, at børn under 13 år skal have mellem 9 og 11 timers søvn. Dette diskuterede vi over aftensmaden, og de spurgte mig, hvornår jeg almindeligvis gik i seng osv. Konklusionen blev tydeligvis, at børnene jo klarer sig, så hvorfor lave om på det? Jeg er kommet frem til, at det må være forældrenes behov, der bliver opfyldt på bekostning af børnenes søvn. Både Patrizia og Fabio er først hjemme ved en halv 7-7-tiden hver dag, og så skal der laves mad, så vi kan spise ved en 8-tiden, og omkring en 3 kvarter senere er vi færdige med aftensmaden. Altså er klokken næsten 9, før forældrene har tid til at være sammen med børnene. Det er faktisk skræmmende lidt tid, de har sammen, med med Patrizia i nyt job og Fabio i ny position er det svært at gøre det anderledes.
Der er flere typiske, italienske ting, jeg ikke forstår, men noget er dog sikkert: Jeg forstår sproget, og jeg forstår maden, og har man så brug for meget mere her i livet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar