Piacenza..?

Ja, navnet siger ikke noget særligt, og det var nok da, vi skulle have tænkt "Hm, så er byen måske ikke så spændende", men det gjorde vi ikke. Sarah og jeg havde bestemt os for at tage til denne lille by i lørdags, da hun havde en fridag. Hun kørte med sin familie, der tilfældigvis skulle samme sted hen, mens jeg tog toget alene. Det var en togtur på 1,5 time, men med en bog og en skøn, lille tøs, der sad over for mig og smilede næsten hele vejen, gjorde det ingenting. Jeg ankom ca. en time før, Sarah ville være der, så jeg smed mig i en park lige ved siden af stationen og fortsatte min (italienske) bog. Da jeg blev lidt træt af det, lagde jeg mig til at lave ingenting og nød bare varmen fra den skydækkede himmel. Der kørte så en fyr forbi på cykel, der sagde "Ciao bella". Jeg kiggede op på ham, og fortsatte så med at lave ingenting. Han begyndte at snakke til mig, men jeg måtte beklage mig på engelsk og sige til ham, at jeg altså ikke forstod et ord italiensk. Det var så først, da han var kørt afsted, at jeg opdagede den italienske bog, der lå ved siden af mig. Hov. Men så forstod han måske budskabet

Afslapning i parken.

Lidt efter sendte Sarah mig en sms om, om vi ikke kunne mødes på pladsen Piazza dei Cavalli (Hestepladsen) under hovedet på den hest, der naturligvis måtte stå der. Selvfølgelig kunne vi det, så jeg fandt et stort kort, tog et billede af det med mit kamera og gik mod pladsen. Den var nem at finde, og da jeg opdagede de to heste, kunne jeg ikke lade være med at grine. Sarah havde været så smart at finde et meget præcist sted at mødes i en by, ingen af os kendte, og så var der to heste. Vi fandt heldigvis hinanden med det samme trods det store marked, der (af en eller anden mærkelig grund) var hele vejen rundt om pladsen. Straks gik vi i gang med at lede efter et pizzeria, hvilket viste sig ikke at være særligt nemt. Så efter at have trasket rundt i en 20-25 minutter, lykkedes det os endelig at finde et i hjørnet af en anden plads. Der var en stor kirke ved pladsen, og jeg konstaterede, at det da egentlig var en meget pæn kirke. Det samme gjorde de franskmænd, der sad ved siden af os. Vi bestilte den samme pizza, som var ekstremt god, og så noget hvidvin til. Da franskmændende så skulle til at bestille, spurgte de tjeneren "Øhm, hvad er det for en pizza de får? Sådan en vil jeg også gerne have. Og hvidvinen, hvad er det for en? Sådan en tager vi også". Det var lidt morsomt. Det var selvfølgelig Sarah, der med sine sprogkundskaber, forstod noget af det franske, de sad og snakkede, og hun fik også opfanget, at de snakkede om, at vi da vist var englændere. Meget underholdende.

Den ene af de to heste.

Kyskager var da noget, Piacenza kunne finde ud af.

Efter at have forsøgt at kæmpe os igennem vores pizzaer i en times tid måtte vi give op og begive os ud og se byen. På det billede, jeg havde taget af kortet, var der markeret nogle bygninger, så vi gik først tilbage til Piazza dei Cavalli for at se den uden marked. Ganske hyggelig plads. På vejen derhen måtte vi konstatere, at hele byen holder lukket ved middagstid, hvilket også betød, at der stort set ingen mennesker var. For sådan en London-pige, som Sarah er, var det meget underligt, og jeg tog faktisk mig selv i også at være lidt træt af det. For der var meget stille. Vi gik mod en kirke, der viste sig at ligge lige ved en plads, der var under ombygning, så vi kunne se den igennem noget orange hegn. Jeg opdagede så på kortet, at der var en domkirke og dertilhørende domkirkeplads, som vi da selvfølgelig skulle se. Da vi så stod på den samme plads, som vi havde siddet og spist pizza på, og kiggede op på domkirken, følte jeg mig ekstremt intelligent. Da domkirken ligesom var en af de få ting, der var, bestemte vi os for at kigge ind i den også. Det var en meget pæn kirke, ikke noget særligt udover de store sølvlysestager, der stod på alteret, der skilte sig lidt ud fra den almindelige guldudsmykning. Vi valgte at sætte os ned derinde, da jeg havde ondt i hoften, og Sarah var træt, og pludselig gik der en messe i gang. Det viste sig, at der var en mand, der skulle "kåres" som præst, så det blev vi og så lidt af, ind til jeg kedede mig for meget. Derefter kig turen mod stationen og hjem igen.

Piacenzas domkirke. 

Det var ikke nogen særligt spændende eller pæn by, men det er altid rart at komme et sted hen og se noget andet. Og det var jo i godt selskab, så det var en skøn dag alligevel. Det var bare lidt langt væk at tage bare for at være et andet sted, end jeg plejer.