Hverdagshygge

Miniferien blev velafsluttet, og hverdagen er hermed startet igen. Allerede søndag gik jeg lidt i gang igen, da jeg faktisk havde savnet familien. Da jeg stod op søndag og mødte børnene nede i stuen, udbrød Alessandro "Eccola qua la signora", hvilket ca. betyder "Og her har vi damen". Det var ret sødt, og jeg var meget glad for at se ham, hvilket bestemt var gengældt. Om aftenen kom Alice så ind på mit værelse og spurgte mig, om jeg ikke ville lave en tegning sammen med hende. Det ville jeg bestemt. Vi sad og tegnede, hyggede og småsnakkede i halvanden time. Min tegning var en ikke særligt vellykket dansk kirke, men blomsterne, flaget og træerne rundt om blev ret pæne, og Alice spurgte faktisk om hun måtte få min flotte tegning. Hun tegnede et slot med 3 vinduer med en prinsesse i hvert vindue. Først spurgte hun mig, om ikke jeg ville tegne prinsesserne, da hun kun kunne finde ud af at tegne almindelige mennesker og ikke prinsesser, hvilket morede mig ret meget. Jeg fik hende da overtalt til selv at tegne dem, og de blev meget vellykkede. Hun spurgte også, hvilken farve kjole en prinsesse ville have på, hvortil mit svar, der lød på lyserød eller lyseblå, hvert fald ikke var godt nok. Den første prinsesse, som fik en gul kjole, skulle være rigtig smuk, og de andre lidt tykke, kedelige og grimme. Det var meget svært at finde ud af, hvad man skulle svare, når hun pegede på en af de grimme prinsesser og sagde "Hvad synes du? Er hun ikke også grim?". Men vi havde det rigtig hyggeligt, og det var dejligt at være sammen med hende igen.

Mandag var der fødselsdag, som jeg skulle med begge børn til. Alice gik straks i gang med at lege, men der var ikke rigtig nogle af Alessandros venner, så han klamrede sig meget til mig. Der er rigtig mange børn til de her slags fester, og de fleste er både ældre og større end Alessandro, og når de løber rundt og skriger og leger, bliver det lidt svært at være så lille. Så vi satte os ned og spiste lidt nødder, pizzastykker og andre snacks, mens vi ventede på, at hans ven Lorenzo ville dukke op. Det gjorde han imidlertid ikke, så vi satte os til at lege, da det blev kedeligt at spise. Det var super hyggeligt, og Alessandro var bare i skønt humør. Vi tumlede, kildede og pjattede i lang tid, hvilket virkelig var skønt at gøre igen. Og når nu Alice var sammen med sine venner, kunne jeg give al min opmærksomhed til Alessandro, hvilket er dejligt. Heldigvis dukkede Lorenzo op senere, og så legede de to drenge sammen, og der var ikke mere generthed tilbage i min 3-årige. Det gav mig en lille pause, men da jeg begyndte at kede mig lidt og faktisk godt kunne tage hjem, fordi Patrizia var ankommet, gik jeg i stedet i gang med at lege med de to drenge. Det var simpelthen så sjovt, og de nød det virkelig. Jeg prøvede at fange dem oppe på hoppeborgen, og de gjorde det helt rigtig med at komme lidt tæt på og så løbe væk fra mig igen. Det gav rigtig mange, gode grin.

Altså et par dejlige dage i skønt selskab med et par børn i super humør. De næste dage bliver forhåbentligt lige så hyggelige.