En pause?

Jeg fik pludselig en uventet miniferie, da der åbenbart også har været helligdag i Italien i torsdags, og familien dermed valgte også at holde fri fredag. Sarahs familie valgte at gøre det samme, så vi havde lavet et par aftaler. Torsdag skulle vi bare mødes for at drikke lidt kaffe, men endte med at gå rundt i byen, sippe lidt vin, spise en pizza og tage på vores stamsted Irish Pub til den sidste bus gik om aftenen. Det var super hyggeligt, og vi endte faktisk med at gå rundt og snakke i 10 timer i stedet for et par timers kaffe. Meget vellykket aften. Den efterfølgende dag tog min familie til havet, men Sarah og jeg havde endnu en aftale, så jeg blev hjemme.

Jeg skulle hjem til hende om aftenen, hvor planen lød på noget mad, en film, og så skulle jeg sove hos hende. Første problem opstod dog, da jeg ikke kunne finde den bus, jeg skulle med. Sarah bor et stykke uden for Bologna i den modsatte retning af, hvor jeg bor, så jeg har aldrig været derude. Selvom hun var i gang med at undervise engelsk, tog hun heldigvis sin telefon og fik mig navigeret hen til bussen. Jeg skulle køre i omkring 40 minutter, og Sarah skulle nok vente på mig på busstoppestedet, så det skulle ikke være noget problem at komme af det rigtige sted. Alligevel ringede min telefon pludselig, og Sarah spørger "Are you still on the bus?!! Get off, now!" Jeg havde åbenbart ikke set hende, så jeg skyndte mig at stå af ved det næste stop, og Sarah ville gå i min retning. Jeg valgte så at gå tilbage mod det forrige busstoppested, så vi kunne mødes på halvvejen. Min telefon ringede så igen. Det var Sarah, der sagde, at hun nu var ved det busstoppested, hvor jeg lige var stået af. Det mente jeg altså ikke kunne passe, for jeg havde ikke set hende på min vej. Hun spurgte så, hvad jeg kunne se, og jeg sagde, at jeg kunne se et Coop-skilt. Perfekt, det kunne hun også godt se. Vi aftalte at mødes lige neden under skiltet, så der gik jeg selvfølgelig hen og ventede. Igen ringede hun, uden at sige hej udbrød hun bare "I'm underneath the Coop-sign, where are you?" Jeg kunne jo så fortælle hende, at det gjorde jeg også. Nå, så gik vi i gang med legen "Hvad kan du se?". Det første spørgsmål gik på, om jeg kunne se en gul bil. Negativ. Det næste spørgsmål var, om jeg kunne se en benzin-tank. Jeg skyndte mig at sige, at ja, ja det kan jeg da, den hedder Tamoil. Åbenbart skulle den have heddet Esso, så vi begyndte på vejskilte i stedet og fandt ud af, at jeg var hoppet af omkring 7km før stoppet, hvor jeg skulle have været af. Heldigvis gik der en bus ikke ret længe efter, og det lykkedes os at finde hinanden.

Det var en fin lejlighed, de havde. Ca. på størrelse med vores, bare til 7 mennesker i stedet for 5. Kun 1 børneværelse til 4 børn. Det var alligevel en del. Efter lige at have fået sagt hej, gik vi igang med at lave mad, hvilket blev meget vellykket. Hun havde også lige noget salat, frugtsalat, oliven og kage liggende, så vi spiste faktisk hele aftenen. Vi endte med at sidde og snakke, kigge på folk på facebook og finde mærkelige klip på youtube i stedet for at se film. Så da klokken var omkring halv 12, bestemte vi os til at det var for sent, og at vi hellere måtte komme i seng. Næste morgen skulle vi nemlig tidligt op og til Verona. Sarahs ekstreme planlægningsgen, der rækker til at finde en søndagsbustid til den lørdagsbus, vi skulle med, gjorde, at vi på stationen i Bologna måtte skynde os at få vores billetter, så vi kunne komme med toget. Heldigvis nåede vi det, og allerede der i toget fik vi gode oplevelser. Almindeligvis starter Sarah og jeg altid ud på italiensk, når vi mødes, og skifter lidt senere til engelsk, hvorefter samtalen kører uafbrudt. Nu, hvor vi havde været sammen så længe i træk, kørte vi bare engelsk, hvilket også var dejlig rart og afslappende. Der var fuld af amerikanere i toget, men der sad faktisk 3 italienere på den anden side af midtergangen. Sarah hørte den ene af pigerne sige til sine venner noget med "de to amerikanske piger derovre" refererende til Sarah og mig. Ret morsomt når nu vi for det første ikke var amerikanere og for det andet forstod, hvad de sagde. Vi fortsatte dog på engelsk, men blev enige om, at vi ville skifte sprog lidt senere - bare for sjov. Så jeg begyndte at fortælle om episoder med Alessandro, hvor jeg citerede, hvad han havde sagt, på italiensk selvfølgelig. Sarah svarede med episoder fra sin hverdag, hvor hun også citerede sine børn. Pigen, der før havde snakket om os, havde siddet og læst i sin bog, og da hun havde hørt os snakke italiensk, lagde hun simpelthen sin bog ned og begyndte at stirre på os - hvilket hendes to venner også gjorde. Det var ekstremt underholdende, og hun må virkelig have følt sig dum, da hun fandt ud af, at vi havde forstået, hvad hun havde sagt før. Så efter en sjov togtur ankom vi til Verona, som, jeg fandt ud af, er en helt fantastisk by.

Amfiteateret Arena.

I Verona ligger der et kæmpe amfiteater, der rent faktisk er det 3. største i verden og det første, man ser, når man kommer ind i byen. Vi så det bare udefra, men lysten til at komme ind i det og se én af de operaer, der bliver opført derinde, blev ret stor. Det har Sarah været så heldig at opleve for nogle år siden, og det kunne jeg da kun misunde hende. Derudover er Verona stedet, hvor historien om Romeo og Julie foregår, og derfor ligger Julies hus også der. Det bliver besøgt af ekstremt mange turister, og selvfølgelig skulle vi også hen og se det. Man skal gå under en arkade for at komme ind i en gård, hvor man kan se muren, som Romeo efter sigende kravlede over, og Julies balkon. På væggene inde i arkaden var der skrevet milliarder af kærestepars navne, og allerøverst stod der kæmpestort "Aabybro Ungdomsskole", hvilket jeg fandt meget underholdende. Men vi fik sammen med de mange andre turister mast os ind i den lille går, hvor der også stod en statue af Julie. Man skal røre ved hendes bryst, som er blevet helt gyldent af folk, der har haft fat i det, så det var jeg selvfølgelig henne og prøve (Sarah mente at én gang i livet, var nok for hende). Efterfølgende fandt vi et hyggeligt spisested med en tjener, der var i skønt humør. En dejlig pizza med så meget forskelligt slags fyld på, at vi ikke engang kunne huske det, efter vi havde bestilt den.

Væg dækket af initialer på kærestepar.

Julies balkon.

Julie med sit gyldne bryst.

Efter maden styrede vi mod en kirke, hvori Sarah engang havde sunget, og efterfølgende mod et slot. Kirken krævede entre, så vi så den bare lige fra indgangspartiet og så udefra selvfølgelig. Den havde et helt fantastisk loft, med masser af malede motiver i mange farver, hvilket man ikke almindeligvis ser. Vi gik videre mod slottet, men måtte gå ret langsomt pga. en ret god varme. Vi blev også hurtigt enige om, at det næste gelateria, vi så, måtte være vores stop. Vi endte dog med at sidde lidt i en park og nyde skyggen, mens vi diskuterede, hvilken vej vi skulle. Vi fandt også et par kirker på vejen, og der var en skøn udsigt til både bjerge og de hyggelige, små gader i Verona fra den bro, vi skulle over. Verona er nemlig fuld af små, skønne gader, der simpelthen bare er flotte. Jeg ved ikke, hvad det er med dem, men det var bare et rart sted at opholde sig. Det er ikke nogen stor by, men der er alligevel en del mennesker, hvilket vi ikke havde noget imod. Vi manglede dog et sprog. Eller Sarah manglede - efter min mening - at kunne snakke dansk. For folk var enten italienere eller engelsktalende, så det var ikke særligt nemt at gå rundt og snakke om folk. For eksempel fik Sarah sagt noget med, at hende pigen der da havde noget helt fantastisk hår. Den lille pige vendte sig meget hurtigt om og kiggede på os, så der var ikke meget tvivl om, at hun havde forstået os.

Kirke hvori Sarah engang har sunget.

Udsigt ud over Adige-floden.

Efterfølgende fik vi fundet vores slot, og vi spiste en is inde i en lille slotshave. Det var ret hyggeligt, flot og meget varmt. Hele vejen gennem en relativt stor is spiste jeg kun det, der var ved at smelte, indtil der ikke var mere tilbage. Og så gik vi i gang med at smelte. Med kursen mod togstationen - eller hvad vi håbede, var kursen mod togstationen - måtte vi gå ret stærkt for at nå det. Heldigvis nåede vi det, og da ingen af de 5-6 maskiner, vi prøvede at validere vores billet i, virkede, endte vi med at tage afsted med en halvvalideret billet, da der havde været en lille smule blæk tilbage i en af maskinerne. Vi løb ind i toget, som var stinkende varmt, og nu har jeg faktisk prøvet at hænge med hovedet ud af togvinduet som en anden tegneseriefigur. Det havde været en skøn tur, og jeg sov næsten hele vejen. I Bologna styrtregnede det dog, og de 10 minutter jeg skal gå fra togstationen i min by og hjem gennemblødte mig fuldstændigt. Men det gjorde ikke så meget, da jeg bare kunne komme ind og få tørt tøj på. Sarah derimod blev gennemblødt på vejen hen til sin bus. Øv.

Slotsbro.

Udsigt fra slottet. 

I dag er så sidste dag i miniferien, og den har stået på ikke ret meget. Jeg har haft en pause fra hverdagen, men glæder mig til at komme i gang igen. Selvom jeg lidt for hurtigt fik sagt nej tak til at komme med ud og grille hos nogle af familiens venner, var det nok udmærket. Det er godt nok nogle fine venner, men det ville nok ikke have været meget underholdende for mig. Så det har været en fin pause fra hverdagen, men der har godt nok været noget tryk på, hvilket jeg jo ikke kan klage over. Det har været virkelig, virkelig hyggeligt, og der er ikke forfærdeligt længe til, Sarah tager på ferie og ikke kommer tilbage til Bologna, før jeg er taget afsted igen, så det er dejligt at få brugt noget tid med hende.