Børn, der vinder

Ja, børnene er begyndt at vinde over mig her på det sidste. Altså det er bare småepisoder, jeg kan gå fra med tanken om, at hov, den tabte jeg vist den der. For eksempel: Nogle gange, når Alice snakker, snakker jeg hende lidt efter munden, fordi det går lidt stærkt, fordi jeg måske ikke forstår det hele, eller fordi jeg har sagt "Hvad?" tilpas mange gange og stadig ikke forstået det, til at jeg bare smiler og vinker. Det er der som sådan ikke noget galt i, men her den anden dag sagde hun et eller andet, hvortil jeg bare nikkede, selvom jeg ikke forstod det. Hendes efterfølgende sætning lød så "Ved du, hvad det vil sige?" Ehm, ehm, ehm. Øv, jeg tabte til en 7-årig. Mit kække svar blev "Ja, men jeg kan ikke forklare det". Hun syntes heldigvis også, det var svært at forklare, men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig.

En anden episode var med Alessandro, der så, at jeg havde nogle kiks liggende på mit værelse. Han spurgte, om ikke han måtte få en, hvilket han egentlig ikke skal, for så er det umuligt at få aftensmad i ham. Han brokkede sig dog så meget, at jeg lavede en aftale med ham om, at han kunne spise en halv. Da han havde taget den, gemte jeg resten, da jeg vidste, at han et øjeblik senere ville bede om at få et stykke mere. Og min spådom holdt stik - han bad om en mere. Jeg sagde så "Jamen, jeg spiste de sidste, så du slet ikke det?", for så var det ligesom afgjort - når ikke der er mere tilbage, kan man ikke spise mere. Min ikke så dumme, lille 3-årige svarede så rapt "Allora fammi vedere la carta", som betyder "Ok, så vis mig papiret (som kiksene havde været i)". Pis! Min vage forklaring blev, at jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde lagt det, men han var meget skeptisk og begyndte at kigge rundt på mit værelse. Jeg havde ikke gemt dem særligt godt, da de bare lige skulle ud af øjesyn, men han fandt dem heldigvis ikke. Men puha, den var tæt på.

For at springe til noget helt andet så spillede vi UNO, da vi var ved havet. Jeg har spillet ekstremt meget UNO hjemme i Danmark, og i min familie har vi endda lavet nogle ekstra regler for at gøre det lidt sjovere. Så man må sige, at jeg er en garvet UNO-spiller. Ikke desto mindre formåede Alice at vinde gang på gang over både mig og Fabio. Det var noget af et nederlag. Men vi havde det sjovt, og det var en meget glad 7-årig, vi havde, og det kan jo kun smitte.

Det er ikke bare mine børn, der har fået sat mig i skakmat, men også nabodatteren på Alices alder. Hun var på besøg en dag, hvor jeg skulle ud om aftenen. Jeg havde været i bad og lagt lidt makeup osv., og så sad jeg og legede lidt med hende og Alessandro. Nabodatteren, Angelika, spurgte mig så "Hvor langt er dit hår, når det er vådt?". Jeg svarede, at det var ca. det samme, som det var da. "Jamen, har du vasket det i dag?" var så hendes svar. Øhm, ja, det havde jeg da. "Jamen, har du vasket det med sæbe?". Ja, gu har jeg da vasket mit hår med sæbe. Jeg blev helt paf, og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forholde mig, eller hvad jeg skulle sige.  Jeg går ud fra, at hun spurgte, fordi hun har noget meget tykt, kruset hår, og mit var næsten helt glat på det tidspunkt, og det kunne hun ikke forstå. Det kom bare til at lyde som om, mit hår lignede noget, der ikke havde været vasket i ugevis.

Noget helt andet, som ikke engang har med vindende børn at gøre, er, at vi i mandags var inde og se Alices danseopvisning. Hun har gået til klassisk dans meget af den tid, jeg har været her, men man må aldrig se, hvad de laver. Men i mandags var deres forestilling så. Der var masser af dansehold, og det var en blanding af ballet og moderne dans. Balletten var meget smuk, selvom historien var lidt mærkelig. Som jeg forstod det, røg hovedpersonerne noget, de åbenbart ikke kunne tåle, og endte i en drømmeverden, hvor manden blev forelsket i en kvinde, han ikke kunne få, da hendes forældre ville have hende afsat til en anden mand. Dog ombestemte de sig pludselig, og efter de to mænd havde kæmpet (danset), kunne de to forelskede blive gift. Derefter vågnede de så op af deres rus og opdagede, at det hele havde været en drøm. Eller måske har jeg misfortolket noget. I hvert fald var det smukt, og de var rigtig dygtige. Da Alice kom ind på scenen, var de nok omkring 15-20 små børn i røde strutskørter, der løb rundt. Hele salen udstødte et langt "Ååååårh", da de kom trippende ind. Det så også ekstremt sødt ud. Det var ikke meget, Alice var med i, men det har helt sikkert været en stor oplevelse for hende at være med i sådan en opvisning.

Alle danserne til slut.

Så endnu en uge med forskellige oplevelser er ved at være gået. Lørdag står den på en tur til Piacenza, som er en by, jeg overhovedet ikke ved, hvad har at byde på. Men det må vi jo se til. Og i næste uge kommer min efterskoleven Mads på besøg, så det er jeg allerede gået i gang med at glæde mig til.