Endnu en fest!

Hvis der er noget, italienerne godt kan lide, så er det altså at feste. Og nu er det altså italienerne med børn, jeg snakker om. Man skal i hvert fald ikke forspilde en chance for at holde en fest, så der har været en del her på det sidste. Der var jo festen, hvor Alessandro skulle have hue på, da han rykker en klasse op i børnehaven. Det var stort. Det skal lige siges, at til alle de her fester, er der buffet, og det er altid en masse lækre småting at spise. Denne fest var ikke nogen undtagelse. Pædagogerne fremførte et lille teaterstykke, mens buffetten blev gjort klar. Teaterstykket henvendte sig noget mere til børnene end til de voksne, så der kom mange, lange blikke hen mod buffetten bagved - fra mig selv inklusiv, selvom det var skønt at se, hvordan børnene nød stykket. Da teaterstykket var slut, og børnene alle havde fået huer (hue - den samme blev brugt til alle børnene, så den bare blev sat på og taget af, når de fik udleveret deres diplom), kunne man gå i krig med buffetten. De voksne kastede sig som sultne ulve over den, og der var først plads til at komme til (medmindre selvfølgelig man maste), da alt det gode var spist. Det var ganske hyggeligt, det var lige så meget kaos, som det plejer at være, med børn, der løber rundt, leger og råber. De er alle sammen gennemblødt af sved og smiler konstant. Det er fantastisk!

En af de andre fester, der har været, var fødselsdagsfest for en 4 piger fra Alices klasse, som jeg allerede har skrevet om. Der var heller ikke noget at klage over.

I dag var der så endnu en fest. Afslutningsfesten for Alices skole, da de går på sommerferie på fredag. Og skolen havde virkelig regnet det godt ud. Hele dagen har børnene forberedt småkager, perlekæder, hårspænder, armbånd, malerier osv., som forældrene så kunne få lov at købe. Ja, det maleri, Alice havde lavet, skulle vi betale 4 euro for. Og selvfølgelig vil børnene jo have de malerier, de har lavet, det er klart. Det er en skole i underskud, og forældrene betaler allerede ekstra, fordi den ellers ville gå nedenom og hjem, men det her, synes jeg godt nok, var lidt groft. Men det virkede da. Børnene var glade, og skolen fik penge i kassen. Men det var nu nok kun mig med en pung med mindre end 1 euro i, der blev lidt forarget. Buffet skulle der selvfølgelig også være. Selvom det ikke helt rigtigt var en buffet. Alle forældrene havde hver købt noget mad til buffetten og afleveret det tidligere på dagen. Lærerne lavede så nogle små tallerkener med blandinger af de forskellige ting, forældrene havde bragt. Og så skulle man så betale for at kunne få en tallerken. Så man kunne lige få lov at betale for sin mad to gange. Det er gennemtænkt. Det var meget spøjst, men mad fik vi da, og børnene legede godt. Jeg fik endda snakket med et par mennesker til festen og så selvfølgelig leget lidt med Alessandro. Og for at det ikke skal være løgn, fandt jeg pludselig mig selv midt i en stafet. Jeg render rundt med en hofte, der brokker sig lidt, og en tå i dobbeltstørrelse, men man kan da ikke sådan svigte sit stafethold. Jeg har altid hadet stafetter, men det var faktisk ganske sjovt. Det "sjoveste" var nok, da vores sidste mand kom løbende, alt hvad han kunne, tilbage, men pludselig gled så han faldt ned på maven og gled hele vejen over målstregen og slog hovedet ind i væggen. Han kom ikke til skade, skal det siges, og da det var på plads, startede latterbrølene. Det så simpelthen så komisk ud, og jeg tror faktisk, at vi vandt på det. Festen tog dog lidt en drejning, da Alices veninde Sofia pludselig var væk. Hendes mor var helt oppe at køre, og der var en masse mødre, der ledte efter hende. Vi opdagede så, at Alice også var væk, hvilket Patrizia tog helt roligt. Hun sagde bare "Nåååh, jamen så er de jo sammen". Vi kunne imidlertid stadig ikke finde nogle af dem, og Sofias mor blev mere og mere panikslagen, mens Patrizia gik rundt og smilede og rystede lidt på hovedet, mens hun hjalp med at lede. De fandt dem så i deres klasselokale sammen med en 3. pige, som, der ikke lige var nogen, der havde opdaget, var væk. Patrizia forklarede Alice lige så stille på vejen hjem, at hun ikke havde været bekymret, da de er nogle store piger, men at hun ikke skulle gøre det igen. For hvis der var gået længere tid, uden de var dukket op, ville hun også være blevet bekymret. Desuden forklarede hun, at sådan en lille, fin, lyshåret pige som Alice i pæn kjole og med nye hårspænder godt kunne være interessant for slemme personer. Det ved jeg ikke helt, om hun forstod, men det er vel godt nok at forklare hende, at hun ikke skal gå med folk, hun ikke kender.

Det har været en rigtig hyggelig dag, hvor det var Alices tur til at være lidt i centrum. Jeg fik taget en masse skønne billeder af hende, og hun har bestemt nydt aftenen. Hende og Patrizia skulle lige nå at køre over på danseskolen, hvor Alice skulle prøve den kjole, hun skal have på til deres opvisning. Da de kom hjem, råbte hun op til mig "Ceciiiiilieeee? Vil du se min kjole til opvisningen?", hvilket gjorde mig rigtig glad. Det var rigtig skønt, at hun syntes, det var vigtigt at vise mig den. Og det var en helt fantastisk flot kjole, så jeg kunne komplimentere den rigtig mange gange uden at lyve. Fantastiske børn, fantastisk dag.