søndag den 29. maj 2011

Che pazzo!

Hvor skørt! Dette har været noget af en skør weekend. Jeg havde ikke rigtig nogle planer, så jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg skulle bruge det meste af tiden i solen i parken. Dog havde Sarah og jeg en aftale lørdag aften, om at vi skulle ud og spise og få delt noget vin. Det var ligesom det, planen gik ud på. Så da jeg stod op ved en halv 10-tiden lørdag morgen, kastede jeg bare noget tøj på, og gik ned og spiste morgenmad. Det var kun Patrizia, der var hjemme, så jeg spurgte hende, hvad de havde af planer for dagen. Hun fortalte, at hun var på vej ud af døren for at tage til IKEA og et eller andet center for at købe nogle ting til børnene. Hun spurgte så, om jeg ville med, hvilket jeg skyndte mig at sige ja til. Hun var allerede klar, så jeg havde bare lige et par minutter. Da jeg så stod klar 5 minutter senere, manglede Patrizia selvfølgelig liiiiiige at få ordnet noget, så jeg endte med at vente på hende. Meget morsomt. Men vi kom afsted, og det viste sig så, at centeret, vi var taget ind til, faktisk var rigtig spændende - også for mig. Selvom jeg har brugt stort set alle mine penge i Paris, var der lige en fødselsdagsgave, der skulle købes, og den lykkedes det mig faktisk at finde på den halve time, jeg havde der. Vi havde ikke meget mere tid, så vi kørte hjem igen med det samme. Men det var skønt lige med en lille, uplanlagt udflugt lørdagformiddag.

Resten af dagen gik med at ordne billeder osv., indtil jeg skulle mødes med Sarah om aftenen. Sarah er stort set aldrig på Facebook, men hun sendte mig en sms i løbet af lørdagen, om ikke vi kunne snakkes sammen på Facebook 5 minutter senere. Det faldt så dejligt sammen med, at Fabio skiftede routeren, og det nye internet selvfølgelig ikke ville virke på lige præcis min computer. Men jeg fik da fat på Sarah, da det kom op at stå. Og jeg har nok aldrig haft en mærkeligere samtale. Vi havde mindst 3 samtaler kørende på én gang, og nogle gange blev der svaret på spørgsmålene, der blev stillet, og andre gange ikke. Det var ekstremt hyggeligt, og efter en time var hun meget overrasket over, at der var gået så længe.

Til aften mødtes vi så som altid ved Nettuno, som er en pænt høj fontæne. Og lige der oven på hovedet af Poseidon sad en mand. Jeg var allerede lidt forvirret, fordi bussen havde kørt en anden vej, da der havde været et trafikuheld, og den skulle vises udenom. Men jo, der sad altså en mand på hovedet af Nettuno og råbte op om, at han ville have sin frihed tilbage osv. osv. Jeg kunne ikke se Sarah nogle steder for menneskemængden, og pludselig kom der et stort optog gående tværs over pladsen. Der var nonner, præster og almindelig mennesker, og pludselig kom de bærende med et stort kors, hvorpå Jesus hang. De bad Fadervor, og sang og snakkede. Meget mærkeligt. Heldigvis fik jeg øje på Sarah på den anden side af optoget, hvilket gjorde det umuligt at komme over til hende. Og optoget fortsatte og fortsatte, mens vi kunne stå og sende ansigter til hinanden. Det lykkedes mig dog at mase mig igennem og komme over til hende, hvorefter hun fortalte mig om bilulykken, der åbenbart havde forårsaget 5 dødsfald. Ligene havde bare ligget på vejen, da hun var kommet med sin bus, så det var ret skræmmende og uhyggeligt. Aftenen gik relativt stille og roligt med en samtale med en hjemløs, lidt seen fodbold og ellers snakket. Jeg var tidligt hjemme halv 2, hvorimod Sarah blev ude til kl. 9.

Søndag morgen var jeg træt. Fabio fortalte mig, at de havde planer om at tage på picnic en halv time senere, og jeg sagde, at jeg måske ville med, men ikke lige kunne bestemme mig. I stedet fandt jeg Bjarke på skype og fik snakket lidt med ham. Mens vi snakkede kom Alessandro pludselig ind og fortalte om, at han havde brugt sin pistol til at skyde med tis, fordi den var faldet ned i toilettet. Skøre dreng! Jeg snakkede til Bjarke på dansk, og Alessandro spurgte selvfølgelig, hvad jeg lavede, hvortil jeg svarede, at jeg snakkede med min kæreste. Endnu engang viste Alessandro lige, hvor klog han er, da han svarede "Jamen han er her jo ikke". Jeg forklarede ham, at computeren virkede ligesom en telefon, og så forstod han det. Da jeg godt ville snakke med Bjarke, bad jeg ham lukke døren. Jeg fik vist bare ikke lige nævnt, at det også indebar, at han skulle gå ud. Så han lukkede døren og blev inde for at snakke med mig. Han er nu altså sød. Pludselig stod der også 2 piger på mit værelse, og det næste, der skete, var, at jeg fik sms fra min veninde Birgit, der spurgte, om jeg havde lyst til at tage til Ferrara med hende. Det er en lille, hyggelig by i nærheden, og jeg havde ingen planer, så jeg skyndte mig at sige ja. Pludselig havde jeg ikke andet end et kvarter til at komme i bad og komme ud af døren, så da jeg - efter at have løbet hele vejen til stationen - sad i toget, kunne jeg endelig slappe af.

Ingen af os vidste, hvad man sådan kan se i Ferrara, men vi tog afsted og styrede direkte mod centrum, da vi kom der. Det er en ekstremt hyggelig by, der har en masse smukke, små gader og stræder, som vi gik rundt i. Vi gik stort set konstant i de 4-5 timer, vi var der, men det var simpelthen bare så flot. Og mens vi sad på en stor plads i centrum og slappede lidt af, hørte vi pludselig nogle trommer. Vi gik mod lyden og havde pludselig taget en rejse i tiden. Der var fuld af mennesker i middelaldertøj, som gik i et optog, spillede på tromme og kastede med flag. Optoget fortsatte og fortsatte og fortsatte. Der var både unge mennesker, børn og ældre med i optoget, og alle var glade og hyggede sig. Vi kiggede nok på det i en 20-30 minutter fuldstændig lammet af de smukke kostumer og stemningen. Det var en rigtig god oplevelse. Bagefter styrede vi mod stationen, da vi begge sådan set var ret trætte, og vi havde allerede gået en del.

Hyggelig, lille gade i Ferrara.

Stemningsfuldt middelalderoptog.

Så sådan en weekend, hvor der faktisk ikke skulle ske noget, blev pludselig en meget mærkelig weekend. Men det har uden tvivl været sjovt, og det var skønt med sådan en uplanlagt tur, selvom det betød, at vi bare gik rundt lidt på må og få. Fantastisk weekend. Den næste skal nok blive lige så god, da den også står på i hvert fald mindst 1 udflugt. Jeg er godt nok kommet ind i en slutspurt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar