Hemmeligheder

Det gik en dag op for mig, at jeg stadig ikke kender ret meget af Bologna. Når jeg skal hjem til Danmark, kommer min familie ned og henter mig, og vi har en dag eller to i Bologna, hvor jeg gerne skal være guide. Det kræver jo ligesom, at jeg ved noget. Så jeg tog på biblioteket og lånte en bog (på italiensk naturligvis) om byen. Jeg blev dog meget hurtigt træt af at læse i den, fordi det var meget formelt og ikke særligt nemt at forstå. Heldigvis var der et fint kort med billeder af forskellige, store bygninger, man burde se. Så i weekenden bestemte jeg mig for at skifte min korte løbetur ud med en lang gåtur inde i centrum, hvor jeg lige kunne slå et smut forbi nogle af de ting, jeg ikke har set endnu.

Den første hemmelighed, jeg fik vished om, var Piazza Cavour. En lille bitte plads, som nogle måske ville kalde en park. Der var i hvert fald et lille springvand, noget græs, nogle bænke og et par træer. Ganske hyggeligt sted. Men det mest fantastiske var arkaderne lige ved siden af pladsen. De må uden tvivl være byens smukkeste arkader med deres freskoer i guld og rød som dominerende farver. Man kan sagtens se noget lignende i forskellige kirker, men det her var jo bare ude på gaden, hvilket gjorde det virkelig smukt.

Fantastiske arkader ved Piazza Cavour.

Det næste, jeg faldt over, var en rigtig fin kirke, jeg slet ikke vidste eksisterede. San Domenico hed den. Jeg har set mange kirker, og er faktisk ved at være en smule træt af dem, fordi de ofte ligner hinanden meget. Men nogle gange lykkes det at finde én, der stikker ud, og det gjorde denne her faktisk. Temaet var "hvid", så derfor var der ikke malet alt muligt på væggene eller på loftet. I stedet var der en masse udskæringer, som var holdt i farven hvid. Det var rigtig fint, og kirken fremstod meget - med frygt for at lyde alt for religiøs - ren. Dette gav også en sjov kontrast til dens ydre, som var af røde mursten, og på bagsiden var der endda grafitti.

San Domenicos hvide indre.

Planen lød på at fortsætte ud mod Giardini Margherita, der er en rigtig stor og lækker park. Jeg havde været der en enkelt gang med familien, men ikke set så meget andet end legeredskaberne og græsarealerne. For eksempel havde jeg ikke fået set den lille sø, der skulle være der, så det stod på min ønskeliste. Da ankom viste det sig, at søen gemte på en hemmelig, som jeg ikke overhovedet havde forestillet mig. Den var nemlig fuld af skildpadder. De lå og solede sig, svømmede lidt rundt og var alt i alt bare rigtig hyggelige. Jeg har aldrig før set skildpadder ude i naturen, så det var faktisk en ret sjov oplevelse. Oppe på en bro, hvorfra man kunne kigge ned på dem, mødte jeg en lille dreng, der sagde hej til mig. Jeg svarede naturligvis med et ciao, og så sagde han et eller andet, jeg ikke forstod. Derfor smilede jeg bare til ham og gik hen til gelænderet. Hans mor sagde så til ham, at jeg nok snakkede engelsk og ikke forstod italiensk. Drengen svarede kvikt, at jeg jo havde sagt "ciao", så jeg måtte jo kunne forstå italiensk. Morens forklaring var dog, at alle ved, hvordan man siger hej, så det betød ikke nødvendigvis, at jeg forstod italiensk. Det var ret sjovt som de "i al hemmelighed" stod og snakkede om mig på italiensk, mens jeg faktisk forstod, alt hvad de sagde.

Skildpadderne, der slikker sol i Giardini Margherita.

Men ikke kun Bologna gemmer på hemmeligheder. Også Alessandro havde et par hemmeligheder, han har indviet i. Nu har jeg været her i godt 6 måneder, og har gennem hele mit ophold forsøgt at lære Alessandro, at man ikke løber ude på vejen. Han er jo kun 3 år, så det kan være svært at huske fra gang til gang, at man stadig ikke må løbe på vejen. Men det kan især være svært at huske, når nu mor netop beder ham løbe på vejen. Ja, han fortalte mig pludselig, at når han går med mor, og der kommer en bil, så siger hun "løb løb løb". Der er jeg så nok mere til løsningen med at vente, til man er sikker på, at man kan nå over.

Apropos voksne, der giver modsatrettede ordrer, havde jeg en oplevelse med Alice i går. Alessandro ville ikke sætte sig i sin stol i bilen, og Alice begyndte at råbe af ham, at han skulle sætte sig ned. Hvis man råber af Alessandro, lukker han fuldstændig af, så jeg bad hende lige så stille at holde op med at råbe. Desuden havde jeg en slem hovedpine, og det hjælper råben ikke ligefrem på. Det gad hun imidlertid ikke at høre på, så hun blev bare sur på mig. Og som så mange andre har gjort oprør ved at lade være med at tage sikkerhedssele på, var det også hendes ide. Hun nægtede simpelthen. Jeg fortalte hende stille og roligt, at det ikke er fin at råbe, og det derudover giver ondt i hovedet. Desværre blødte hun ikke op af den grund, men blev ved med at være sur. Heldigvis skulle vi ikke nå noget, så jeg sagde bare "Fint, så kører vi heller ikke" og satte mig til at læse min avis (for at provokere hende til at selen på). Hun startede lidt leg med Alessandro, men jeg tyssede på dem, så hun komme til at kede sig og gerne ville afsted. Det lykkedes heldigvis efter lidt tid, og lige da jeg hørte klikket fra selen, kørte vi afsted, og hun var ikke længere sur på mig. Da så vi ankom til bedsteforældrene, skulle Alice og bedstemoren skrive navne på fødselsdagsinvitationer. Det var Alice, der skulle skrive navnene, men hun kom til at lave en fejl. Dette blev bedstemoren ret sur over, og sagde ret hårdt, at hun altså ikke skulle lave fejl, for så blev de nødt til at printe nye sedler. Alice kom til at lave endnu en fejl, og bedstemoren begyndte at råbe af hende (for det ville være et stooooort problem at printe flere invitationer, kan man jo nok forstå). Hun råbte så længe, at Alice blev virkelig ked af det, og begyndte at græde. Meget synd for hende. Men det, jeg ville frem til, var egentlig bare, at der tydeligvis ikke er noget mærkeligt i, at Alice forsøger at løse problemerne ved at råbe. Det er bare synd, at det skal være sådan.

For at komme tilbage til hemmelighederne fortalte Alessandro mig en anden hemmelighed, som godt nok også er en halv løgn. Alessandro har jo sin dejlige veninde Nogaye, men i dag mente han altså ikke, at de var venner. Han fortalte mig, at han kun ville have drengevenner, hvortil jeg spurgte "Jamen er Nogaye ikke din ven?". Han svarede, at nej det er hun ikke, for hun gør mig bange, fordi hun er sort. Sådan. Så er der vist ikke mere at sige til det. Jeg fortalte ham, at jeg synes, hun er smuk med sin mørke hud, men den hoppede han ikke på. Selvom vi ikke snakkede mere om det, og jeg ikke fik ham til at sige, at de rent faktisk er gode venner, så så jeg dem lege sammen, da jeg hentede ham samme eftermiddag i børnehaven. Så helt bange har han altså ikke været.

Der er altså gået nogle dage med at opdage hemmeligheder, og så har jeg desuden lært vigtigheden af ikke at råbe. Det er ikke noget, jeg almindeligvis gør i, så jeg har ikke tænkt meget på det, men nu har jeg da fået et meget konkret eksempel på, hvorfor det er en dårlig ide (også over for større børn). Derudover tror jeg nu stadig, at Bologna har flere hemmeligheder, og jeg regner bestemt med at få tid til at opdage dem.