mandag den 16. maj 2011

Tøsehygge

Der har været lidt et tøsetema her de sidste par dage. I lørdags skulle Alices fødselsdag fejres, og det selvfølgelig med manér. Hele hendes klasse plus parallelklasse var inviteret, så jeg var noget spændt på, hvor mange børn der dukkede op. Heldigvis var vejret fantastisk, så ligemeget hvor mange, der kom, var der god plads udenfor til dem alle sammen. Og der kom en del børn. Jeg genkendte de fleste af forældrene fra alle eftermiddagene, hvor jeg henter Alice efter skole, og flere af børnene kendte jeg naturligvis også. Mit problem med de her fester er bare, at jeg hverken hører med til børnegruppen eller voksengruppen. Alle forældreparrene kender hinanden godt, eller kender i det mindste hinanden. Så jeg var en lille smule uden for fællesskabet, og havde derfor også bestemt mig for at tage rimelig tidligt ind til centrum i stedet. Men selvfølgelig skulle jeg lige være der lidt tid. Jeg havde bestemt mig for, at en times tid til fødselsdagskaos måtte kunne gøre det. Hvad jeg ikke havde kalkuleret for, var, at der naturligvis ikke var ankommet andet end 2 familier en halv time efter de var inviteret til. Så da de sidste først ankom ca. 3 kvarter inde i festen, følte jeg alligevel ikke, at jeg bare kunne smutte med det samme. Heldigvis havde der da på bordet blandt kager, chips og pizzastykker sneget sig både øl og vin ind. Så den del vil jeg ikke klage over.

Dog skete der noget uventet. Alices bedstemor havde taget en hel masse udklædningstøj med, og pludselig løb der prinsesser, cowboys og humlebier rundt i et stort virvar. Det var bestemt også hyggeligt, indtil hun fandt en kjole, som hun da mente liiiiiige mente, jeg kunne hoppe i. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagerer, så jeg skyndte mig ud og finde et stykke kage i stedet. Da jeg kom tilbage, var en mor heldigvis ved at få sin datter i kjolen, så jeg slap. Alice var rigtig fint klædt ud i stor prinsessekjole, og jeg fik lige taget et par billeder af hende. Børnene var super søde, og der var bare gang i den, men som sagt passede jeg ikke rigtig ind, så efter en time og 3 kvarter smuttede jeg afsted til noget tøsehygge inde i byen, der ikke omhandlede prinsesser.

I dag har den så stået på endnu mere pigehygge, da Alices skole havde lyst til at holde lukket i dag og i morgen, hvilket betyder, at vi er alene sammen de her to dage. Og i dag har jeg faktisk kunnet se ret tydeligt, at vores forhold er blevet noget bedre. Hun foreslog med det samme ting, vi kunne lave sammen, hun spurgte om hjælp til sine lektier, hun spurgte mig, om ikke vi kunne bytte plads i sofaen, hun fortalte om en ven i skolen, der havde brækket armen, og hun beskrev ivrigt alle personerne i den Winx-film, vi har set. Det har simpelthen bare været rigtig hyggeligt, og vi har snakket og hygget. Vi har endda drillet hinanden lidt. Og det var ikke bare i dag, men faktisk har der været flere episoder på det sidste.

Her den anden dag, mens vi spiste aftensmad, skulle Patrizia lige ringe til Fabio, der var ude og købe ind. Så jeg sad lige et øjeblik med børnene alene ved maden. Alice så så, at der var noget på min tallerken, der så godt ud, så hun huggede det. Jeg var færdig med at spise, og det havde hun set, så det gjorde ikke så meget. Da hun så puttede det i munden, konstaterede hun, at det ikke var det, hun regnede med, og hun spyttede det ud igen. Til min store morskab, eftersom hun jo havde stjålet det. Hun spurgte så, hvor hun skulle lægge det, da det jo ikke var hendes, og hun selvfølgelig ikke ville lægge det på sin egen tallerken. Jeg bad hende lægge det på sin egen tallerken, da hun jo havde haft det i munden, og der derfor måtte være hendes. Det var hun slet ikke enig i og smed det derfor på min tallerken. Så huggede jeg én af hendes kartofler, puttede den i munden og spurgte hende, hvis det var. Det svarede hun ikke på, men begyndte at slå mig med sin serviet - kærligt og grinende både hende og jeg. Det var faktisk en rigtig god oplevelse.

En anden dejlig oplevelse var en dag, hvor vi sad og legede med modellervoks, Alice og jeg. Vi havde lavet en stribe græs og en stribe himmel, og så skulle vi have et træ at sætte ind. Det brune modellervoks var dog noget hårdt, så jeg lavede træet, som endte med at blive meget skrøbeligt. Alice kastede så nærmest rundt med det, indtil det gik i stykker, og bad mig så lave et nyt. Det gjorde jeg så, og samme procedure gentog sig, selvom jeg mange gange sagde til hende, at hun skulle behandle det ordentligt. Hun grinede bare og bad mig lave endnu et. Det er super godt, at hun kan finde ud af at drille mig, for det har hun slet ikke gjort i før. Jeg forklarede hende så, da jeg startede på mit 3. træ, at hvis hun ødelagde det, ville jeg ikke lave hende et nyt. Hun begyndte at brokke sig, men accepterede det og var meget glad for sit færdige træ, der ikke blev ødelagt. Succes!

Men tilbage til, hvor jeg kom frem. Episoden med drillerier i dag. Vi havde aftalt, at når hun var færdig med at lave sine lektier, skulle vi lave en kage. Det er en ekstremt god kage, og jeg har efterhånden lavet den en del gange hernede, og Alice er helt vild med den. Derudover er den utroligt nem at lave. Da vi havde lavet dejen, skulle vi bare brække noget chokolade i stykker, som skulle hældes i. Så mens jeg rørte rundt i dejen, brækkede hun chokoladen i små stykker. Hun lavede dog nogle af dem lidt for store, og jeg sagde til hende, at de godt kunne være lidt mindre. Hun spiste så et stykke, som hun konstaterede var for stort, hvilket jeg jo synes, var en fantastisk god måde at løse det problem på. Så da hun holdt den næste op og spurgte, om den var for stor, sagde jeg, at den var perfekt, huggede den ud af hånden på hende og spiste den - med et stort smil på. Det syntes hun, var lidt sjovt, men også lidt frækt, så hun blev nødt til lige selv at spise et stykke.

Alt i alt har vi bare hygget os, og jeg har virkelig fået øjnene op for, at vores forhold faktisk har udviklet sig, selvom vi stadig har nogle meget stille køreture til dans.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar