Påske-"hygge"

Hyggen startede allerede i søndags. Dette dog i anledning af Patrizias fødselsdag og ikke påsken. Det var en rigtig hyggelig dag, men intet varer evigt...

Dagen startede med, at vi alle 5 kørte til Giardini Margherita, der er en rigtig stor park i Bologna. Det er dog ikke bare en park. Det er en park, hvor alle kan fornøje sig. Ikke mindst børnene. Udover det almindelig legeplads-legetøj var der både radiobiler, trampoliner og hoppepuder til børnene. Så var der masser af græsarealer til boldspil, hvilket blev benyttet af ikke bare familier, men også 2 fodboldhold, der havde lavet sig en lille fodboldbane. Derudover egnede græsset sig godt til bedstefaren, der var blevet træt efter at have passet børnebørnene, spritteren, der var kommet til bunds i sin vodkaflaske og forældreparret med au pair-pigen, der ventede på, at børnene blev færdige med at lege. Ved en 1-tiden kørte vi afsted til en restaurant, som ingen af dem havde været på før. Fabio havde dog set, at der altid var fuldt derinde, så det måtte jo være godt. Fuldt viste sig at betyde, at alle 6 borde var optagede. Det var efter min mening en meget hyggelig restaurant, der desværre ikke egnede sig så godt til børn. Alice brød sig ikke om den. Der var jo kun 6 borde. Hun ville have en stor restaurant. Det var dog ikke det store problem. Problemet lå i den halve time, vi ventede på den første ellers helt fantastiske ret, og den time, vi ventede på andenretten, der af samme grund blev kastet ret hurtigt ned. Det var sådan set en skam, for det er første gang, jeg har smagt kød i Italien, som man ville betegne "godt kød". Klokken var blevet langt over Alessandros middagslurstid, og det var tydeligt at mærke. Det var ikke en glad dreng. Så noget af hyggen ved den ellers dejlige restaurant forsvandt desværre.

Heldigvis kunne vi indhente noget af det derhjemme. Fabio havde købt en kage og et spil uno. Jeg lærte Fabio og Patrizia at spille uno, da vi var på skiferie, og nu havde han altså bestemt sig for at købe et spil, til både Alices og min store glæde. Vi gik straks igang med at spille, og da Alices to veninder kom på besøg, fik de det også lært. Det var rigtig hyggeligt, og alt, hvad jeg kan lave med Alice, forstærker vores bånd. Det går nemlig noget bedre med kontakten med hende. Hun kommer til mig af sig selv og spørger, hvordan man gør et eller andet, eller hvordan man staver et bestemt ord, eller om jeg har slået min finger, fordi jeg har plaster på. Det lyder ikke af noget særligt, men det, at hun nu tør gå til mig af sig selv, er et stort fremskridt, der nu har været et halvt år undervejs. Det er en stor succes. Jeg har ikke endnu fået snakket med Patrizia om, om hun har lagt mærke til, hvordan det går med Alices jalousi over for Alessandro, men det skal jeg have gjort. Hun er desuden begyndt at opsøge mig noget mere til leg. Hun kommer selv hen med noget legetøj og spørger, om jeg vil lege med hende. Hvilket jeg selvfølgelig vil.

Påskehygge fik jeg også holdt med Sarah. Vi skulle mødes til aften i centrum og finde et sted at spise, og så skulle vi begge med toget hjem kl. 22. Ganske udmærket plan. Hvis ikke det var fordi, vi brugte den første time på et finde en restaurant. Der var masser at vælge imellem, men så var det ene for dyrt, det andet for fyldt og det tredje havde ikke pizza.Vi endte på en restaurant ved navn Il Veliero Ristorante med skibe over det hele og en kraftig dunst af fisk, hvilket var et virkelig godt valg, eftersom ingen af os er særligt vilde med fisk. Heldigvis havde de andet på menuen, og jeg fik den største og bedste pizza, jeg nogensinde har fået (noget siger mig, jeg har skrevet den her sætning før). Den var så stor, at den flød ud over tallerkenen. Jeg har dog efterfølgende overvejet, om de mon bevist har anskaffet sig for små tallerkener, men ligemeget hvad, smagte den fantastisk. Klokken endte dog med at blive over 10, så vi begge havde misset vores tog, og kl. 12 tog vi afsked. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi blev mange gange enige om, at vi bestemt måtte tage på den restaurant igen.

I dag skulle jeg så have "hygge-dag" med børnene, der har påskeferie, mens forældrene stadig arbejder. Det ville sikkert også have været meget hyggeligt, hvis ikke det havde været fordi, jeg kun havde sovet 3-4 timer i nat pga. sygdom. Til morgen kunne jeg knapt slæbe mig ud af sengen for snot, feber og ondt i halsen, men det hjalp et par panodil heldigvis på. For jeg skulle altså tage mig af børnene, og sådan var det. Der var ligesom ikke andre muligheder. Til middag gik det godt med at spise. I dag kunne Alessandro heldigvis godt lide sin yndlingsret. Hyggen blev først ødelagt, da han skulle have sin middagslur. En træt dreng, der ikke vil sove, er svær at kæmpe imod. Det er altså bare ikke muligt at tvinge nogen til at sove. Så efter en 3 kvarter, der startede med skrig og skrål, men heldigvis hurtigt blev aflyst af oplæsning, blev lyset slukket, og det var tid til at sove. MEN... Alessandro ville ikke sove. Han sagde noget, som jeg ikke forstod. "Jeg vil gerne...". Han ville gerne et eller andet. Efter han havde sagt det 10 gange, gik det op for mig, at det han sagde var, at han gerne ville stå op. Da jeg fortalte ham, at han blev nødt til at sove, begyndte han at græde helt hysterisk igen. Og det er ikke nemt at berolige en dreng, der er hysterisk sur på en. Heldigvis virkede min ide med at synge "Jeg ved en lærkerede" for ham, så efter et kvarter sov han. Nåh ja, så tog det da også kun en time at få drengen til at sove. Heldigvis er han jo også en fantastisk dreng, når han er i godt humør. En dag, hvor familien kom hjem fra et eller andet, og jeg var hjemme, skyndte Alessandro sig at løbe op til mig og spørge "Skal vi lege?", før han overhovedet kunne tage sig af at tage sine sko af. Det var ret sødt. Og så har han kaldt mig for "mor" en del. Det er nu lidt morsomt. Han har ellers meget styr på, at det kun er mor, der må hjælpe ham om morgenen, men nu hedder jeg altså også mor en gang imellem.

Så hygge og "hygge" har der været nok af på det sidste. Resten af dagen skal jeg bruge på at hygge mig med mig selv, så den her sygdom kan gå væk.