Firenze? Rimini? Ravenna?

I dag skulle jeg på tur til Firenze sammen med Sarah. Der var fundet togtider for både frem- og tilbageturen, så vi skulle bare købe billetterne på stationen. Da vi mødtes på stationen en halv times tid før vores tog skulle køre, ville vi købe billetterne. Det var billetautomaten dog ikke enig i. "Nej, der er ikke flere sæder, I kan ikke købe en billet". Faktisk kunne vi slet ikke komme afsted før omkring ved en 4-tiden, hvilket ligesom var lidt sent. "Where do you wanna go?" var hendes næste spørgsmål så. Vi havde aftalt at tage til Firenze i dag og Rimini i morgen, så selvfølgelig var Rimini et bud. Jeg havde dog læst lidt om en by ved navn Ravenna, så det blev det. Vi fik billetterne, toget ville køre en lille halv time senere, og vi skulle bare skifte en enkelt gang. Da vi så stod af toget for at skifte til et andet tog, opstod så et nyt problem. På togplanen på stationen står der ved alle afgange, hvilket spor toget afgår fra. På den, vi skulle med, var der et billede af noget, der lignede et tog eller en bus i stedet for et spornummer. Efter at have vadet lidt rundt i forvirring var vi overbeviste om, at hvad enten det var, vi skulle have været med, var det kørt. Så vi havde næsten bestemt os for at tage et eller andet sted hen, der var billigt at komme til. Heldigvis dukkede der en bus op, hvorpå der stod "Ravenna", så den hoppede vi med. Vi kørte i en god halv time i noget landskab, der lignede meget Danmark. Buschaufføren kørte endda forkert, så han blev nødt til at give en omgang i rundkørslen. Han kunne da også bare have fulgt skiltene til Ravenna i stedet for at ville køre alle mulige mærkelige veje.

Trods omveje og veninder nåede vi til Ravenna uden nogen som helst ide om, hvad vi kunne se der. Jeg vidste, at der var noget med nogle mosaikker, men ikke hvor, hvordan og hvorledes. Det første, vi faldt over, var en kirke ved navn S. Giovanni Evangelista, hvorfra vi hørte noget sang og derfor gik ind i. Det viste sig, at sangen kom fra et par højtalere, men kirken var nu meget fin alligevel. Den var blevet bombet under 2. Verdenskrig, men nogle af mosaikkerne havde overlevet og var efterfølgende blevet hængt op på væggene af den renoverede kirke. De var rigtig fine i sten-farver og nogen med mønstre og andre med skildringer af dyr. Rigtig flot.

Mosaikker i S. Giovanni Evangelista.

Vi gik videre mod den største kirke i byen "San Vitale", der også måtte indeholde mosaikker, tænkte vi. Selvom vi ikke have fået fat på noget gik, lykkedes det os at gå lige direkte hen til den. Jeg har ingen ide om, hvordan vi gjorde det, men pludselig var vi der. Det viste sig, at det kostede en mindre formue at komme ind og se den, men vi bestemte os for at gøre det, da det ligesom er den kirke, man skal se, når man kommer til Ravenna. Billetten gav dog også adgang til en anden kirke, et dåbskapel og et museum, så det var ikke helt hul i hovedet. Og kirken var virkelig smuk. Der var de mest fantastiske mosaikker med blå/tyrkis og guld som de primære farver. Det var virkelig smukt. Og der var så utroligt mange små detaljer, så man bare kunne blive ved med at sidde og kigge og stadig finde noget nyt at lade øjnene falde på. Det var helt fantastisk. Og søjlerne i kirken var lavet af marmor på en sådan måde, at de fik nogle helt fantastiske mønstre. Meget imponerende. Udefra lignede kirken ikke noget særligt. Den var bare lavet af rød-brune mursten, hvilket var en ret sjov kontrast til både det indvendige af kirken og Italiens mange andre kirker, der almindeligvis har en meget imponerende facade.

Marmorsøjle i San Vitale. 

De fantastiske og store
mosaikker i Basilica di San Vitale.

Vi fortsatte videre hen til dåbskapellet Neoniano, der havde lige så imponerende mosaikker bare i et mindre omfang. Der sad vi også et stykke tid og bare nød det smukke syn. Selvom jeg prøver begge dele, vil hverken billeder eller beskrivelser give mosaikkerne retfærdighed. Det er simpelthen bare noget, der skal ses. Efterfølgende fortsatte vi direkte ind på et museum ved navn Museo Arcivescovile, der lå lige ved siden af. Det var et museum med forskellige sten, hvorpå der var skrevet en masse på latin - ikke noget jeg almindeligvis kan bruge ret lang tid på. Heldigvis har Sarah haft latin-lektioner i 5 år og kunne derfor oversætte en masse af det, der stod, hvilket gjorde det meget mere interessant at se på. Så opdagede man lige pludselig, at mange af stenene havde de samme inskriptioner og måtte have ligget i den samme grav for en bestemt person. Det var nu ret sjovt. Så selvom museet var meget lille, brugte vi faktisk en time derinde. Jeg fik også lige genopfrisket romertallene, så vi har også brugt en del tid på at "oversætte" årstal. Og apropos oversætte har vi i løbet af de par dage her været inde på mange forskellige sprog. Både engelsk, italiensk, dansk, latin, græsk, spansk, tysk, fransk og kinesisk. Sarah kan åbenbart en lille smule af alle mulige sprog. Ikke sært, at hun er så god til italiensk. Vi kunne endda gå forbi nogle personer, hvorefter hun siger "De var da vist fra Ungarn." Der er vist nogen, der har sprogøre.

Mosaikloft i Battistero Neoniano.. 

Efter at have været på museet var vi ved at være trætte og fuldt godt op. Vi havde stadig 1 ting tilbage at se på vores billet, så vi bestemte os for at se den, hvis den lå i samme retning som stationen. Det gjorde den heldigvis, og dette var faktisk den største oplevelse. Det var "bare" en kirke (Basilica di S. Apollinare Nuovo) med de fantastiske mosaikker, men pludselig begyndte Sarah at øse ud med sin viden. Hun kunne identificere personerne, der var skildret, og hun kunne fortælle, hvorfor de var vigtige, og hvorfor noget var af guld og noget andet blåt osv. Det var rigtig spændende. Jeg kan selvfølgelig ikke huske ret meget af det, og hvis jeg selv skulle have læst det, var jeg faldet i søvn, inden Jesus ville blive nævnt, men når hun bare kunne fortælle, var det rigtig spændende at lytte til det. Der var også nogle små kapeller, som vi gik og kiggede på. Her kunne hun også fortælle, hvem personerne var, og hvad de lavede. Vi så endda et kapel, der var fuldstændig mørkt. Man kunne kun lige ane, at der var en person derinde, og hun sagde straks "Det må være Francesco", hvilket vi efter at have taget et billede med blitz kunne konstatere, at det var. Imponerende siger jeg bare.

Mosaikker i lange baner i Basilica di S. Apollinare Nuovo.

Derefter gik turen tilbage til Bologna. Da vi ankom til Bolognas station, købte jeg billetter til Firenze til den kommende dag, så vi kunne være sikre på at komme afsted. Alle sæderne var dog optaget, men billetter kunne vi heldigvis godt få. Så den efterfølgende dag hoppede vi på toget til Firenze.

I Firenze var der gang i den i anledning af påsken. En eller anden havde åbenbart fået den fantastiske ide, at fyrværkeri om formiddagen ville være smart. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes. Vi kom lidt sent til det, da vi ikke vidste, at det var der, så det eneste vi nåede at se, var røg og lidt ild (+ brandbil). Der var ekstremt mange mennesker, og alle asede og masede for at komme tættere på... ja, det der nu skete. Der kom på et tidspunkt nogle mænd gående med 4 gigantiske køer. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes så store køer, men der var de altså. Først overvejede jeg, om det mon var virkelige køer, men kokagerne, der fyldte Firenzes gader, vidnede om, at det ikke var tilfældet. Men jeg fik da et dejligt gensyn med domkirken, som man vist aldrig kan blive træt af at kigge på. Sarah havde aldrig været der før, så hun tog en pokkers masse billeder. Jeg nøjedes med omkring en 100 stykker, da jeg ligesom havde været der før.

Kæmpekøer.

Vi fortsatte videre ud af Firenzes gader i vores søgning efter et gelateria. Vi glemte at spise is dagen forinden (ja, jeg ved heller ikke, hvordan det skete), så vi havde lige noget at indhente. En dejlig nutella-pistacie-is er nu ikke værst. Det lykkedes os at finde Piazza delle Signoria, hvor der står marmorskulpturer til fri beskuelse. Det er en rigtig hyggelig plads, og de andre var der også. Der var ekstremt mange engelsk-talende turister, hvilket jeg slet ikke kunne forholde mig til. Almindeligvis hører man ikke mange, der taler engelsk, så jeg blev ved at vende mig efter dem, når jeg hørte engelsk. De fleste var amerikanere, så Sarah, der har sin skønne accent fra London, fik gjort en del nar af dem.

Så er det jo også umuligt at lade være at købe en is!

Vi gik forbi Uffizzierne, da vi bestemte os for, at ingen af os fandt det særligt interessant at kigge på malerier. Begge kunne vi sagtens imponeres af en 5-6 stykker, men derefter ville interessen dale stødt. Selvom det nu kunne have været interessant at se de berømte malerier der, prioriterede vi anderledes og fortsatte mod Ponte Vecchio. Broen med butikkerne, der hænger ud over vandet, var stadig smuk og imponerende. Og området omkring floden giver et dejligt skue til bakker, vand og by. På den anden side af floden fandt vi Palazzo Pitti, som jeg stadig har til gode at se indefra. En alt for lang kø til billetlugen og derefter en endnu længere kø til indgangen holdt os fra det. Så vi nøjedes med at se det udefra. Til sommer skal jeg sandsynligvis på en dagstur dertil med min familie, så det skulle være muligt at komme derind (selvom køen nok ikke er blevet kortere i mellemtiden).

Derefter bestemte vi os for at følge floden og gå mod kirken Santa Croce. På vejen fandt vi den skønneste, lille butik med notesbøger indbundet i læder, smukt bemalede spillekort, og alle mulige andre nipsting. Et par spillekort til 15 euro og et bogmærke til 7 var dog lige i overkanten efter min mening. Men det var rigtig stemningsfuldt at gå rundt (rettelse: stå - butikken var ikke større) og kigge på tingene.

Butik med forskellige læderindbundne ting.  

Vi fortsatte videre, men kom til at gå forkert. Heldigvis gør det ikke noget i Italiens smukke byer, da vi så fik set bibliotekets facade, der selvfølgelig også er imponerende. Da vi ankom til Santa Croce, bestemte solen sig også for at kigge forbi, så der opholdt vi os lidt og nød det. Vi ville lige nyde en kop kaffe på pladsen, så vi satte os par en bar. Her fik vi også lige spist et stykke af Sarah's italienske mors hjemmelavede pizza-caky-bread. Det pizza, smagte lidt af kage og lignede brød - deraf vores opfindsomme navn.

Sarah, der tager billeder af Santa Croce gennem gitterporten.

Pizza-caky-bread, campari og limoncello.

Derefter var planen at gå mod stationen og få lidt mere i maven. På vejen kom vi forbi en chokolade-butik. Den havde også opdaget, at det er blevet påske. I hvert fald var der påskeæg i alle farver, størrelser og smagsvarianter. Det var meget imponerende. I det hele tager er der fuld af forskellige påskeæg i butikkerne, og endda reklamer for dem i tv. Naturligvis skal både Hello Kitty, Ben10 og Barbie have deres helt eget påskeæg. Jeg har endda set en reklame for påskeæg med overraskelse. Altså kinderæg i megasize. Det er i hvert fald store hundebamser og sådan noget, de hiver op af dem. Der er nogen, der tjener godt på Jesu opstandelse. På vejen mod stationen fandt vi dog også et lille marked (for turister - det antydede priserne i hvert fald). Her købte vi begge en friturestegt risbolle med kød og ost indeni. Meget mærkeligt. Især fordi der på skiltet stod "Risappelsin. Total forvirring, men den smagte rigtig godt.

Påskeæg i Lindt-butikken.

På turen hjem fik Sarah den skøre ide at tjekke, om der var nogle flybilletter til somewhere billigt, så vi kunne tage direkte videre til et eller andet sted i verden. Desværre var de billigste billetter til 100 euro for én vej, så den ide blev ikke til noget. Men vi havde nu også haft nok af oplevelser og masser af snak og hygge, så det var godt at komme hjem i seng. Alt i alt et par rigtig gode påskedage i godt selskab.