Der sker overraskende meget lige for tiden. Jeg har lige været inde i et par uger, hvor jeg mest har glædet mig til at komme tilbage til Danmark og til Århus, fordi jeg er så spændt på alt det, der skal ske. Så jeg måtte lige hanke op i mig selv, så jeg kan nyde nuet. Det har jeg så gjort. I den grad endda, for sommeren er virkelig kommet til Italien. Selvom det ikke forhindrer italienerne i at rende rundt i dynejakker, har jeg nu brugt et par dage i mine korteste shorts og opsmøget top i en park. Det har bare været skønt. Og med det gode vejr er der også kommet godt humør, så det er ikke til at klage over. Desværre er ikke alle i lige godt humør. Buschaufførerne for eksempel er ikke i godt humør. Det resulterede i en strejke i dag. Over hele Italien. Jeg havde ikke hørt noget om det, men da jeg kom med en bus, som var 20 minutter forsinket (de går endda hvert 7. minut ca.), så jeg et opslag i bussen. Almindeligvis læser jeg de opslag, der er, for at lære noget mere italiensk, men i dag var datoen på opslaget d. 31. marts. "Det må være rimelig tæt på" var min første tanke, og med et kig på kalenderen kunne jeg jo konstatere, at det var i dag. Og så blev opslaget jo pludselig meget mere spændende. Men forvirret var, hvad jeg blev. For på sedlen stod der, at busserne ikke kørte d. 31. marts fra kl. 8.30 til 18.00, og jeg havde altså fanget en bus 8.50. Da jeg læste lidt videre, kunne jeg så forstå, at der stod, at man ikke kunne være sikker på, at busserne kørte i det tidsrum. Så jeg endte i centrum og kunne godt regne med, at der ikke ville være en bus hjem. Heldigvis kunne jeg tage et tog, hvis det gik helt galt, hvilket det gjorde. Så en god gåtur i centrum, og jeg var hjemme en time senere end normalt. Godt jeg ingen steder skal i morgen, for da kører togene ikke engang.
En anden, der ikke er så glad for tiden, er Alice. Det er stadig svært med hende, fordi hun er meget genert og indelukket sammen med mig. Jeg kan være meget snakkesalig, hvis jeg er sammen med de rigtige mennesker, men hvis ikke, bliver jeg også stille. Og det gør jeg i hendes selskab, så jeg skal tage mig rigtig meget sammen for at få snakket med hende. Men problemet ligger i, at hun er begyndt at være jaloux på Alessandro. Muligvis fordi jeg har så godt et forhold til ham og ikke har det samme med hende, men også fordi han bare generelt kræver meget opmærksomhed. Jeg ved ikke, om forældrene også har en rolle i det, men jeg skal i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at mindske den jalousi. Så med hjælp fra min mor er jeg nu startet på det projekt, som jo også har den sidegevinst, at jeg får mere kontakt med hende. Min mors forslag var bl.a. at få hende til at hjælpe med Alessandro. Det gjorde jeg så denne morgen. Det er umuligt at sige nu, om det gjorde nogen forskel, men hun er en rigtig dygtig pige og kan faktisk godt lide at hjælpe sin lillebror, så jeg tror kun, det kan være godt. I dag havde vi endda en rigtig god samtale om, hvilke dyr vi godt kunne lide, og at vi begge to gerne ville bo i et hus med en have til, når vi bliver store. Det var rigtig hyggeligt og virkelig godt med en god samtale. Desuden har jeg sørget for at smile rigtig meget til hende og holde øjenkontakten længe. Og så lavede jeg et trick i dag, så jeg kunne få hende til at komme til mig af sig selv. Jeg har nemlig strikket et par vanter til hende, og jeg bestemte mig for, at dem skulle hun have i dag. Så jeg fortalte hende, før hun gik ind til naboen, at når hun kom tilbage, havde jeg en overraskelse til hende. Det var noget, der fangede hendes opmærksomhed, og øjeblikkeligt efter hun var kommet ind af døren, spurgte hun mig efter overraskelsen. Som hun desuden blev virkelig glad for, selvom det er for varmt til at bruge dem.
Heldigvis er ikke alle andre end jeg sure og triste. Alessandro er i rigtig godt humør for tiden. Hvert fald når ikke det er morgen. Han nyder også det dejlige vejr, og han kunne slet ikke få hold i legen, da han mødte en af sine venner i parken. Men med ham går det rigtig godt for mig. Nogle gange tager jeg mig selv i at tage ham i hånden, bare fordi det er lidt hyggeligt. Desuden går det rigtig godt med at forstå, hvad han siger. Jeg forstår selvfølgelig ikke alt, og når han siger noget, jeg ikke forstår, har jeg fået lært mig selv to gode fraser. Den ene lyder "Non c'é" og betyder "Det er der ikke". Så hvis han siger, at han gerne vil have et eller andet, kan jeg altid svare, at det er der ikke. Nogle gange ender det så med, at han siger "Jo, se selv her", og så får han, hvad han vil have, og jeg bliver klogere. Det kan selvfølgelig også ende i hyl og skrig, og så er jeg lidt på spanden, men oftest bliver det accepteret. Den anden frase er "Chiedi la mamma", der betyder "Spørg mor". Den er super god, når Patrizia er til stede, fordi det som regel er et tidspunkt, hvor han er træt og derfor ekstra følsom, hvis ikke jeg forstår, hvad han siger. Jeg havde dog en oplevelse i dag, jeg faktisk er ret stolt af. Alessandro spurgte mig "Hvor er stotorries?", hvilket i mine ører ikke gav meget mening. Jeg kunne dog godt høre rytmen i ordet og kom hurtigt frem til, at det var samme rytme som i Toy Stories, som han så i går. Så endda når ikke han snakker rigtigt hverken italiensk eller engelsk, eller hvad han nu prøver at snakke, forstår jeg noget af, hvad han siger. Det er da en succes. Og da han senere spurgte, hvor sulitter var henne, kunne jeg fortælle ham, at jeg ikke vidste, hvor Buzz Lightyear var blevet af.
Så alt i alt går det godt, og jeg lærer mere og mere om børneopdragelse. Jeg bliver udsat for problemstillinger, som jeg ikke selv havde set komme, og jeg bliver klogere for hver dag, der går. Det hele giver virkelig noget livserfaring, jeg ikke vil være foruden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar