"Du er dansker og flyver fra Italien til Spanien?"

spurgte min sidemand i flyet mig lidt småforvirret. Heldigvis ledte det opmærksomheden væk fra den skøre dame, der sad på min anden side. Italienere kan snakke, det er der vist ingen tvivl om, og det viste hun meget tydeligt. Måske var det fordi, jeg ikke forstod så meget af, hvad hun sagde, men føler mig nu ret overbevist om, at hun brugte en halv time på at snakke om, at hun godt kunne have haft sin in-checkede bagage med som håndbagage i stedet for. Men jeg fik da forklaret min første sidemand min situation, og han stillede så det klassiske spørgsmål "Ti piace Bologna?", der betyder "Kan du lide Bologna?". Og jeg gav ham det klassiske svar "Sí, sí, é bella". Han var ikke enig, synes byen er for stor. Dog bor han der og var nu på vej på ferie med sin forlovede. Egentlig kunne han heller ikke lide at rejse. Man må da håbe, at hende den forlovede er en fantastisk person, for umiddelbart virkede hans liv lidt trist. Men jeg fik da øvet noget italiensk, og det er jo aldrig spildt.

På flyturen hjem sad jeg ved siden af en ung fyr. Jeg stod også bag ved ham i køen, da vi ventede på at komme ind og så tilfældigvis, at han kom fra Italien. Da han så tog sin telefon op, fik jeg et glimt af fire røde firkanter med et hvidt kryds i midten. Meget lig Dannebrog. Jeg var dog ikke helt sikker og undlod at tage kontakt til ham. Da flyet så landede i Bologna, spurgte han, om det var første gang, jeg var i byen. Han blev noget overrasket, da jeg svarede, at jeg boede her. Jeg så så hans telefon igen, og var nu sikker på, at det danske flag var hans baggrundsbillede. Og så blev jeg altså nødt til at spørge. Det viste sig, at han bare rigtig godt kunne lide København, men jeg kunne da overraske en gang til ved at fortælle, at jeg var fra Danmark. Det var nu lidt sjovt.

Jeg landede i Sevilla, hvor min far hentede mig i lufthavnen. Mine 4 lag tøj var godt nok lige rigeligt til 27 graders varme, så jeg skyndte mig at skifte. Skønt allerede at mærke temperaturforskellen. Jeg fik også en sms fra Patrizia om, at der lige var kommet sne i Bologna. Vi havde ikke meget tid i Sevilla, da vi boede knap 3 timer derfra og derfor blev nødt til at køre derfra lidt tidligt. Men jeg nåede da at få set den imponerende domkirke udefra, og min mors billeder kunne efterfølgende vise mig, at den var endnu flottere indvendigt. Vi slog også lige et smut forbi universitetet, hvilket, vi blev enige om, slog Struer Statsgymnasiums udsmykning.

Sevillas domkirke.

Universitetet i Sevilla.

Og nu, jeg var landet i Spanien, skulle jeg da også have tapas som mit første måltid. Jeg er meget imponeret over, hvordan man kan få en tallerken med 6 forskellige småretter, hvoraf man kun kan identificere 2 af dem. De resterende 4 kunne jeg bare konstatere smagte helt fantastisk og så forsøge at gætte på, hvad de mon havde kommet i. En dejlig oplevelse, der blev fuldendt af den meget charmerende restaurant med håndmalede stole og tyrefægtertøj på væggen. Og madoplevelser har vi da fået masser af. Paella fik vi også smagt. Vi skulle bare lige have lidt at fylde en halvtom mave med, men den kæmpestore paellagryde kunne åbenbart ikke lave små portioner, men lækkert smagte det. Tapas har vi også spist mere af. Det er ret svært at blive træt af at få tapas, da det er forskelligt fra gang til gang. Det er virkelig smart.

Hyggelig restaurant i Sevilla.

Da vi ankom til Torrox Costa, hvor vi boede, var det mørkt, så det var først den efterfølgende dag, jeg så, at havet ikke lå mere end en 20 meter fra vores lejlighed. Helt fantastisk! Den dag skulle da også bare gå med, at jeg skulle se området, deriblandt en by ved navn Nerja, der lå tæt ved. Vejret var fantastisk, så min mor og jeg gik på en halv times shopping, hvorefter vi mødtes med min far og lillebror på Europapladsen. Det var en plads med en virkelig god udsigt til havet, stranden og de smukke bjerge. Meget stemningsfuldt. Og så var der selvfølgelig tid til at nyde en kage i den bagende sol.

Tagterrassen.

Udsigten fra Europapladsen.

Til aften tog vi ned til en knapt så befærdet strand, Maro strand, hvor vi lige havde en halv times solbadning, før vi så solen gå ned bag bjergene og havet. Noget af det fantastiske ved at holde ferie ved bjerge er, at man så kan tage sin bil, køre lidt op i bjergene, og så fortsætter solnedgangen bare deroppe. Så den fik vi også nydt lidt højere oppe fra i byen Frigiliana. Frigiliana er, som de fleste af de byer i området, en hvid bjergby. Alle husene var hvide, hvilket skabte en skøn stemning, både i aftenmørket og senere i solskin. De små gader var utroligt hyggelige, og når man lige kiggede ind i en gård, kunne man se et hav af forskellige planter. Også uden for deres døre stod der planter, og det hele skabte faktisk bare en ren eventyrstemning.

En lille, stejl gade i Frigiliana.

Udsigt og solnedgang fra Frigiliana.

Den efterfølgende dag stod den på vandretur i bjergene. Min far havde fundet en rute på et kort, og skiltet, hvorpå der stod "Turistrute", fortalte, at vi var på rette vej. Da vi så havde krydset den samme flod en 5-6 gange pga. ufremkommelighed, begyndte turen at blive lidt ensformig, og da var der nok gået 20 minutter. Heldigvis gik vejen pludselig op i bjergene, og det hjalp noget. Det var meget de samme bjerge, vi kunne se, men hver gang, vi bevægede os, ændrede vinklen sig, så de blev ved at være utroligt flotte. I takt med at vi kom højere og højere op, åbenbarede mere og mere af landskabet sig også for os. Der var både floden, skov på bjergene og rå klippesider. Meget imponerende og smukt. Da vi var kommet et godt stykke op, blev udsigten dog lidt ensformig, men da vi var relativt tæt på toppen, bestemte vi os for at gå helt derop. Der kunne vi nemlig også se ud på den anden side, og flere bjerge tårnede sig op bag de, vi allerede havde inspiceret. Det var meget, meget fantastisk. Og det var først lige, da vi kom ned og satte os i bilen, at regnen startede, så det kunne vi ikke klage over.

Udsigt fra bjergtoppen.

En anden stor oplevelse var at se den drypstenshule, der lå lige i nærheden. "Cueva de Nerja" hedder den, og den indeholder verdens største drypsten. Min familie og jeg har igennem tiden set en del drypstenshuler, men det er efterhånden ved at være længe siden, så vi var spændte på, hvordan det ville være. Det første, der sker, er, at vi bliver ledt ned i noget, der ligner Spøgelseshuset i Tivoli. Det følges så op med, at der på god rutsjebane manér tages et billede af os under nogle drypsten. Så er stemningen ligesom sat. Og med de meget højtlydende dryp, havde vi dem også mistænkt for at have sat højtalere op, så stemningen forstærkedes. Sikke en velkomst. Heldigvis blev det meget bedre, da vi kom længere ind i grotten. Der havde for lang tid siden (nej, jeg er ikke god til årstal, men så lang tid tilbage, at mennesker lever i huler) levet mennesker i hulen, og mange år efter blev den ved et tilfælde opdaget af nogle drenge, der legede. Hulen er kæmpestor, men kun en lille del er til offentlig skue, og det er naturligvis delen med verdens største drypsten. For lige at få en (fuldstændig urealistisk) fornemmelse af størrelsen, så er den 32 meter høj og 13 gange 7 meter ved bunden. Det er altså stort. Vi blev alle sammen glædeligt overraskede og havde en super god dag, der blev afsluttet med synet af solnedgangen over Afrika. Det var nu meget pænt og stemningsfuldt.

Drypstenshulen i Nerja.

Et solnedgangshjerte.

Den næste dag tog vi til feriebyen Armuñécar, der ved første øjekast ikke var andet end en strand og 1000 ferieboliger kastet op på så kort tid som muligt til så få penge så muligt. Ikke særligt charmerende. De havde dog også et lille udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ud over vandet, klipper og op på andre, hvide byer. Da vejret ruskede noget, havde vi næsten bestemt os for bare at køre videre, efter vi havde fået kaffe, men byen havde rent faktisk både en borg og en fuglepark, vi ikke havde set. Så vi bestemte os for at gå ind og kigge på nogle fugle. Der var rigtig mange rigtig flotte fugle, men det var svært at overse de dårlige kår, de levede under. Da vi havde indfundet os med, at det var der ikke rigtig noget, vi kunne gøre ved det, nød vi dog de farverige fugle og grinede af deres mærkelige bevægelser.

Da vi så kørte op til borgen, viste det sig, at det var her, spanierne boede. Der lå nemlig sådan en lille, hyggelig, hvid by, som bare var blevet gemt bag ferielejlighederne. Det var rigtig dejligt at se, at der også var nogle hyggelige gader i byen. Den gamle maurborg, som der er rigtig mange af i området, var imponerende på sin egen måde. Det var ikke imponerende som f.eks. Colosseum, men gav dog en forståelse for, at det var vigtigt at have en borg tæt på havet. Og man kunne endda stadig se både badeværelse og fangekælder.

Den efterfølgende dag havde Jeppe det ikke så godt, så det blev til en slappe-af-dag. Vejret var skønt, så jeg brugte nogle timer i bikini på tagterrassen. Det var altså ikke tosset. Jeg havde også fået startet på en bog, som jeg var nødt til at få læst færdig, så det var der jo dejlig god tid til. Senere mens min far arbejdede, og Jeppe slappede af, gik min mor og jeg hen på strandpromenaden lige på den anden side af en klippe og kiggede på mennesker, marked og nød en is. Det var en skøn dag, som ikke kun Jeppe havde brug for. Vi skulle også lade op til en stor udflugt den følgende dag. Da skulle vi nemlig se en anden maur-borg i Granada ved navn Alhambra. Den har været udnævnt som et af verdens 7 vidundere, og det af gode grunde. Det første indtryk var ikke meget imponerende. Jovist, det var en stor borg, meget stor borg, men vildere var det heller ikke. På et bestemt tidspunkt skulle vi ind og se noget af det indre, og det var her, det blev imponerende. Her var ALT nemlig udsmykket på smukkeste vis. Det kan slet ikke beskrives. Der var udskæringer på kæmpe flader. Der var både stenvægge og trælofter med de smukkeste udskæringer. Ikke engang kameraerne kunne gengive denne store oplevelse. Det skal ses. Og det skal ses igen. Der var så ekstremt mange små detaljer, og der var skrevet ting i midten af stjerner og andre figurer. Meget imponerende. Og det var også imponerende på den måde, at det bare blev ved. Der var mange, store rum, der bare var dekoreret over det hele. Fuldstændigt ubegribeligt. Ja, jeg kan blive ved at prøve at forklare det, men det er simpelthen ikke muligt. Jeg prøver også med nogle billeder, der på ingen måde kan leve op til synet. "Det var fantastisk! Fantastisk!" for at citere min mor, der slet ikke kunne komme i hold.

Min skøre familie i Alhambra.

De smukke udskæringer og mønstre i Alhambra.

For at afslutte dagen med manér bestemte vi os for at køre op mod de sneklædte bjerge, vi kunne se, for at spise aftensmad der. Vi kom op i godt 2000 meters højde og fandt et skisportssted, hvor vi fik vores aftensmad. Turen derop var virkelig smuk. Der kom mere og mere udsigt og mere og mere sne. Det var meget smukt. Både far og jeg bestilte en stenstegt bøf. Det viste sig så, at vi begge fik en lille, meget varm sten ind på bordet, og så skulle vi selv sidde og stege vores bøf. Det var en meget sjov oplevelse, og bøffen smagte helt fantastisk. En rigtig god afslutning på en endnu bedre dag.

Min far steger sin bøf på stenen.

Den kommende dag var min hjemrejsedag, og den gik med at pakke, lave os en lækker frokost, købe et par dykkerbriller, spille et spil og se nogle billeder. Efter en dejlig uge måtte jeg sige farvel til min familie og vende snuden mod Bologna. Der var jeg heldigvis også savnet. Alessandro har igen spurgt meget til mig, og har endda spurgt, om der skulle komme en ny au pair. Det er vist på tide, at jeg stopper med at holde al det ferie, så jeg kan være sammen med den dreng.

En sjov ting, jeg oplevede på ferien var, at jeg rent faktisk forstod noget af, hvad de sagde. Italiensk og spansk er lidt ligesom dansk, norsk og svensk. Så hvis jeg lyttede godt efter, kunne jeg forstå små bidder og nogle gange faktisk få en sammenhæng ud af det. Jeg blev dog lidt forvirret, da en mand i en reception (åbenbart) spurgte, hvor gammel jeg var. Jeg svarede "4" på italiensk, da jeg troede, han spurgte om, hvor mange vi var. Det mente han ikke helt kunne passe. Så svarede min far på italiensk "90", men han har vist ikke fået brugt sine italienskfærdigheder så meget endnu. Da vi så både havde forsøgt at snyde mig ind som barn og pensionist, fik jeg sagt, at jeg var 19, og så var alt godt. Ja, misforståelser kan der også hurtigt komme. Og man skal nemlig passe på med bare at gå ud fra, at det betyder det samme, når det lyder ens. Der er f.eks. meget stor forskel på det spanske "Hola Pipi" og det italienske "Ho la pipí", selvom det udtales ens. Jeg må sige, at jeg blev meget overrasket, da drengen ved siden af mig tog sin telefon og sagde "Jeg skal tisse".