"Der var en gang en pige, som var meget maskulin, og ingen mænd var interesserede i hende. Hun mødte Barbablú, som gerne ville giftes med hende. Han var rig, 32 år ældre end hende, og han havde en fysisk ejendommelighed - hans skæg var nemlig blåt. Desuden havde han været gift 6 gange forinden, og alle de tidligere koner var på mystisk vis forsvundet. Men pigen indvilligede i at gifte sig med ham, da ingen andre mænd fandt hende interessant.
Da de havde været gift et stykke tid, var Barbablú nødt til at rejse ud i for at gøre forretninger. Han gav sin kone en kiste med nøgler, der kunne åbne alle dørene i hans slot. Hun måtte bruge dem, som hun ville, men hun skulle være forsigtig: Der var nemlig én dør, hun ikke måtte åbne ligemeget hvad, og det lovede hun at lade være med. Et par dage efter, at Barbablú var rejst afsted, blev hans unge kone nysgerrig, og åbnede det forbudte rum, og et makabert syn viste sig: Dér fandt hun nemlig ligene af Barbablús tidligere 6 koner, der hang i kroge ned fra loftet smurt ind i blod. Hun blev så bange, at hun smed nøglen fra sig, og den blev straks smurt helt ind i blod. Hun forsøgte at gøre den ren, men den var fortryllet, og blodet ville ikke forsvinde.
Dagen, hvor Barbablú vendte tilbage, var det første han gjorde at bede sin unge kone om at få kisten med nøgler tilbage. Han opdagede med det samme konens ulydighed, og han blev rasende. Han begyndte ubarmhjertigt at forberede sig på at slå sin kone ihjel. Han ville hugge hendes hoved af uden varsel, men hun overbeviste ham om, at hun skulle have et kvarter til at bede til Gud. Hun ventede i det højeste tårn på, at hendes brødre, som begge var krigere, skulle ankomme. Da Barbablú var lige ved at skære halsen over på den stakkels pige, farede brødrene ind i rummet og slog den onde Barbablú ihjel med deres sværd. Pigen arvede alle Barbablús skatte, og hun brugte dem på at få hendes søster gift med manden, hun elskede, at købe en rang af kaptajner til sine brødre, og at gifte sig med en gentleman, der fik hende til at glemme den forfærdelige oplevelse med Barbablú."
Dette eventyr er et gammelt, fransk eventyr, som italienske børn åbenbart får læst højt. Analyse har jeg ikke gjort noget i, jeg syntes bare, det var et meget mærkeligt eventyr, og jeg kan ikke umiddelbart se en god morale - Hold hvad du lover, ellers bliver du dræbt? Hvis du er lige ved at dø, så bare vent, dine brødre ved det med sikkerhed og vil rede dig i sidste sekund? Gift dig ikke med en mand med blåt skæg? Hvis du møder en mand, hvis forrige 6 koner på mystisk vis er forsvundet, så lad være med at gifte dig med ham? Ved nærmere eftertanke er det faktisk en god morale. Men hvis det var mig, der sad med ideen til den historie, ville jeg nok have lavet et drama ud af det, og ikke et børneeventyr. Billederne i bogen var dog uden blod, det hjælper i det mindste på det.
På trods af, at Patrizia havde læst det højt for både Alice, Alessandro og mig, har børnene nu været i godt humør og virker ikke til at have taget skade. Fabio har ikke været hjemme i denne uge, og Patrizia har haft en del aftaler om aftenen, så børnene har savnet dem begge meget. Men vi har fået gode ture i parken og masser af leg ud af det, så alt er godt. Desuden har jeg endelig fundet en god metode til at få Alessandro til at sove eftermiddagslur, hvis han er hjemme. Almindeligvis gider han ikke, selvom han træt, men denne gang spurgte jeg ham bare, om vi ikke skulle læse en bog, i stedet for at sige, at nu skulle han tage en lur. Det gik virkelig godt, der var ingen beklagelser og han fik sovet sine to timer. Det var virkelig en succesoplevelse.
Et andet højdepunkt har været leg med Alice. Det er stadig svært med hende, jeg ved ikke helt hvorfor. Hun er ikke et besværligt, uvornt eller krævende barn, hun er bare meget stille sammen med mig. Hun tager ikke særligt meget kontakt, og det er svært for mig at snakke med hende. Men de sidste dage har vi leget nogle rollespilslege, hvor der er kommet lidt konversation ud af det i nogle forskellige roller (hende som prinsesse naturligvis). Så det har været rigtig rart at se en (lille) udvikling der.
Ellers er foråret jo på vej. Jeg endda gået så vidt som til at tage en lidt tyndere jakke i brug. Jeg er skandinaver, men en kuldskær én af slagsen, så jeg tager det lige så stille. Alt i alt en ganske udmærket uge uden store problemer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar