Ski, cappuccino og våde underbukser

I anledning af Italiens 150 års fødselsdag var der helligdag torsdag d. 17. marts, og derfor ville min familie tage en 4 dage på skiferie i Norditalien. Det var så tæt på Østrig, at de, der bor der, både snakker italiensk og tysk. Skiltene stod også på begge sprog, så det var jo et skønt gensyn at komme til "Ausfahrt". Planen med miniferien var, at jeg skulle lege med Alessandro om formiddagen, mens Patrizia, Fabio og Alice stod på ski i et par timer, hvorefter vi spiste frokost sammen, og så kunne jeg komme på ski om eftermiddagen.

Formiddagene med Alessandro gik overraskende godt. Den første dag legede vi rigtig meget i sneen, Alessandro kørte lidt på ski, og vi kørte sammen på kælk. Han fandt desuden nogle andre børn at lege med, så jeg kunne sidde og nyde den dejlige sol i ro og mag. Vejret var skønt, men lidt for varmt for sneen, så det var ret vådt. Det resulterede også i, at da resten af familien ankom var Alessandro gennemblødt helt ind til underbukserne, uden jeg havde opdaget det. Det var ikke helt heldigt. Den næste formiddag var dog lidt anderledes, da der ikke rigtig var nogle andre børn, og Alessandro blev meget hurtigt træt og ville gerne hjem. Hotellet lå dog for langt væk til, at vi kunne gå derover, så efter en times leg måtte vi nøjes med at gå ind på en café. Alessandro var træt og frøs og ville bare gerne have sin mor. Jeg vidste, at det ville blive nogle meget hårde timer, hvis han holdt det humør, så jeg forsøgte at muntre ham op. Det gik heldigvis rigtig godt - det er åbenbart sjovt, når jeg prøver at spise hans fødder, så den leg legede vi et stykke tid. Da humøret var blevet bedre tillod jeg mig at bestille en cappuccino, og den var åbenbart også meget spændende, så den skulle han da også smage. Overraskende nok kunne han faktisk godt lide den (måske det havde noget at gøre med andelen af sukker, jeg havde kommet i?). Så vi sad og drak min cappuccino sammen, mens jeg tog nogle billeder af min skøre 3-årige. Jeg fik taget et billede, hvor han lavede så sjovt et ansigt, at han var underholdt i rigtig lang tid bare ved at kigge på billedet. Vi hyggede os rigtig meget og havde det rigtig sjovt.
I vindueskarmen lå der et spil kort, så jeg tænkte, at vi da også kunne spille et spil. Jeg fortalte ham, at han skulle trække et kort fra bunken, og hver gang der var et rødt kort, vandt han, og hvis han trak et sort, vandt jeg. Det spil tog han med glæde til sig, så det spillede vi længe. Lige indtil han blev for træt af, at der kom sorte kort, så han smed alle de sorte kort væk og jublede hver gang, der kom et rødt.

"Det får mig til at grine. Får det også dig til at grine Cecilie?"

Noget helt andet var skiturene. Sidst jeg stod på ski, var på efterskolen, og det er alligevel nogle år siden. Dengang syntes jeg, det var rigtig sjovt, og det lykkedes mig da at blive ret ferm til at køre på de røde pister. Men jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå efter så lang en pause. Og det var også en noget svajende Cecilie, der kom ud på babybakken. Jeg måtte dog konstatere, at jeg blev nødt til at komme op på noget stejlere, for det gik simpelthen for langsomt til at jeg kunne styre skiene. Så afsted med mig op på en blå pist. Efter 1 tur op med tallerkenliften og ned ad pisten, måtte jeg konstatere, at jeg godt kunne huske, hvad man skulle gøre, men at det bare var svært at gøre det. Hvad, jeg ikke kunne huske, var, hvordan man slapper mest af i benene, så efter den første tur var jeg meget træt og havde allerede brug for en pause. Jeg fik dog rimelig hurtigt fat i teknikken og tog lidt længere op på en lidt stejlere pist. Det gik rigtig godt, og da Fabio kom, sagde han, at han havde set mig, men ikke troede det var mig, fordi jeg var for god. Det var lidt en dejlig anerkendelse, især efter han havde sendt en sms om, at det var bedst, hvis ikke jeg tog op på nogle af de sværere pister den dag. Han mente dog, at vi kunne tage sammen derop den efterfølgende dag, så det var rigtig fint.

Man skulle tage en bjergbane op for at komme op til de sværere pister, så det gjorde vi den kommende dag. Der var rigtigt smukt deroppe, og sneen var meget bedre, fordi der var køligere. Jeg blev dog med det samme kastet ud på en rød pist, fordi det ligesom var den, der førte ned fra bjergbanen. Det var på lettere skælvende ben, men jeg kom da ned i live, og kunne efterfølgende tage en lift op til en blå pist. Fabio hjalp mig med lidt teknik, og jeg blev noget bedre i løbet af dagen. Det lykkedes mig endda at komme sikkert ned af den røde pist, jeg blev nødt til at tage for at komme tilbage til bjergbanen. Om søndagen stod jeg på ski fra kl. 10 til halv 4, fordi Fabio og Patrizia gerne ville lege med børnene. Da forbedrede jeg mig virkelig og fik mod på at tage den lidt sværere røde pist. Den var helt perfekt, fordi der var et rigtig stejlt stykke, hvor jeg kunne udfordre mig selv, og så kunne jeg køre hurtigt uden at miste kontrollen (det meste af tiden hvert fald) på resten af pisten. Helt perfekt. Så jeg endte faktisk med at have ret godt styr på det, og det blev endda mig, der overhalede de andre, og ikke omvendt. Jeg blev dog lidt overmodig. Fra skiliften havde jeg set, at der var nogle små hop, man kunne tage. Jeg kunne huske fra turen med efterskolen, at jeg nød sådan nogle små flyvehop rigtig meget, så det skulle da prøves. Det resulterede dog i, at jeg kom med alt for høj fart og ikke kunne bremse, fordi jeg pludselig var i luften, pludselig for tæt på et træ, og pludselig skulle dreje. Da jeg var næsten ved bunden - stadig med for meget fart - kunne jeg se, de sidste to hop, og konstaterede, at det ville gå galt, hvis jeg prøvede. Så jeg bestemte meget hurtigt at køre begge ski ind i en snedrive, hvor jeg også stak begge arme ind i i faldet. Nej, hoppene var ikke noget for mig. Det havde de to børn, der let kom kørende forbi mig vist også opdaget.

Alt i alt gik det rigtig godt på skiene, og jeg endte mig at bestemme mig for, at det ikke skulle være sidste gang. Jeg lærte også, at det var svært at køre i det løse sne. På trods af det blev jeg ved at gøre det, fordi jeg var helt vild med den lækre lyd, der kom. Og så ser det bare godt ud, når der flyver sne op fra ens ski.

Det gik altså både godt med skiene og med Alessandro. En ting, jeg dog ikke havde set komme, var problemer med sproget. De fleste var tyskere, så jeg hørte rigtig meget tysk. Jeg har aldrig været særligt god til tysk, og det har heller aldrig rigtig interesseret mig, og jeg kunne på denne ferie konstatere, at de italienske fraser har overtaget de tyske. Da ham ved skiliften spurgte mig "Geht's gut?", kunne jeg ikke få andet frem end "Sí, sí". Og da en tysker i skiliften spurgte mig, om jeg var der alene, kunne jeg simpelthen ikke få sagt, "Nej, men min familie er ikke heroppe i dag" på tysk. Det var lidt skræmmende.

Noget andet, jeg ikke var forberedt på, var maden. Almindeligvis får familien jo en caffé latte og kiks til morgenmad. Her var der det helt store morgenmad med både brød, skinke, morgenmadsprodukter, yoghurt, frugt osv. Og der blev sådan nogenlunde spist lidt af det hele, da man jo skulle have energi til at stå på ski. Men det var lækkert det hele, så det var ikke til at klage over. Aftensmaden var dog også noget overraskende. Vi spiste på hotellet, og da vi kom ned i spisesalen var der en buffet med forskellige grøntsager, nogle blandede salater med kød i og nogle kartofler. Jeg tænkte "Mh, lækker buffet, jeg tager lidt af hvert", og endte med at få fyldt min tallerken op. Da jeg så kom ned til bordet blev jeg lidt overrasket over de 3 gafler, der lå der, men tænkte ikke mere over det. Det viste sig dog ikke at være et tilfælde med antallet af gafler, da der kom flere retter. Faktisk fik vi i alt 4 retter, og jeg var propfyldt, da vi var færdige. Det var heller ikke meget kød, jeg fik spist, da det var den sidste ret udover desserten, som der jo altid er plads til.

Den kommende aften skulle der være gallamiddag, hvilket viste sig at betyde, at de hævede antallet af gafler til 4. Så en lækker, lille 5-retters menu. Nogle af retterne var heldigvis ret små, og der var lidt ventetid mellem dem, så det lykkedes at få spist det meste. Udover det stykke kød, der lignede rå hakkebøf. Det fik pænt lov at ligge, både på min og Patrizias tallerken.

Stemningen var rigtig god det meste af tiden, og der blev både snakket, grinet, sunget og fortalt jokes. Det er ikke særligt nemt at forstå jokes på et sprog, man ikke behersker særligt godt. Med lidt forklaring lykkedes det dog. Én af dem lød sådan her:

"En dreng gik hen til isbutikken og spurgte 'Har du is med artiskoksmag?', hvorpå ismanden måtte svare, at nej, det havde han desværre ikke. Næste dag kom drengen igen og spurgte 'Har du is med artiskoksmag?', og svaret blev igen, at nej, det havde han ikke. 3. dag kom drengen og spurgte om det samme og fik samme svar. Så bestemte ismanden sig for at købe is med artiskoksmag. På 4.-dagen kom drengen så igen og spurgte 'Har du is med artiskoksmag?', og ismanden svarede gladeligt 'Ja, det har jeg', hvorpå drengen spurgte 'Er det rigtigt, den smager dårligt?'"