Trafik

Der er altså stadig noget italiensk kultur, jeg ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. Deres adfærd i trafikken er så ulig min, at det er svært at forstå. I starten var jeg ret nervøs for at køre i den aggressive, italienske trafik, men jeg har vænnet mig til det. Nu tjekker lige en ekstra gang, at ham, der skal holde tilbage for mig, rent faktisk også holder tilbage for mig. For ofte mener de, at de da sagtens lige kan nå ud foran mig, hvilket de jo også godt kan, hvis bare jeg sætter hastigheden ned til 10km/t. Jeg er en meget overbærende person og bruger ikke hornet på samme måde som mange italienere. Jeg hidser mig ikke op over, at nogen gør det lidt besværligt for mig at køre, så hvis jeg dytter, er der faktisk en alvorlig grund til det. Og jeg har brugt hornet et par gange. Nogle gange er det naturligvis nødvendigt, men jeg tror nu, det er oftere i Italien end i Danmark.

Italienernes brug af hornet er verdenskendt. Der er faktisk skilte i nogle byer, der forbyder at dytte, og det af gode grunde. Hornet bliver nemlig totalt misbrugt. For eksempel gik jeg med Alessandro til børnehaven en dag. Han på sin trehjulede cykel og jeg på gåben. Vi skulle krydse en bred vej (2 spor i begge retninger), hvor der var plads til at stoppe op og vente, når man var nået halvvejs over. Det går ikke altid så hurtigt med en 3-årig – pludselig får han øje på noget, han må stoppe op og se, nogle gange taber han det legetøj, som han absolut skal have i hånden, mens han cykler osv. Der kan være mange gode grunde til at stoppe op midt ude på vejen, så det er godt altid at have god tid. Da vi så var kommet ud på midten, hvor der var plads til at vente, skiftede fodgængerlyset fra grønt til gult (ja, de har både rød, gul og grøn for fodgængere her). Det er gult i relativt lang tid, men jeg foretrækker udelukkende at gå over for grønt, når jeg er med børnene, så vi stoppede op og ventede. Fuldstændig legalt og ufarligt. Det fik åbenbart pisset i kog på ham den 60-årige, der holdt i sin bil og ventede på grønt, så han begyndte at dytte af os. Jeg blev fuldstændig paf og nåede desværre ikke at få givet ham et Jeg-skal-nok-bestemme-hvornår-vi-går-blik, før han var kørt forbi med et meget vredt ansigtsudtryk. Utålmodige italiener.

Som mange andre folkeslag har italienerne også et afslappet forhold til hastighedsgrænser. Det er der ikke noget at sige til. Jeg har dog for vane konsekvent at holde hastighedsbegrænsningerne, hvilket åbenbart er til gene for både almindelige mennesker og politiet. I hvert fald er jeg flere gange blevet overhalet af politibiler – uden udrykning skal det siges – mens jeg kørte med den rette hastighed. Jeg har endda oplevet at blive dyttet af, fordi jeg kørte ”for langsomt”. Hans bedste træk var altså at dytte af mig i stedet for for eksempel at bruge bare én af de andre to tilstedeværende kørebaner.

Men på trods af italienernes utålmodighed går det for mit vedkommende godt i trafikken. Jeg har endda våget mig ud i op til flere parallelparkeringer med forskellige resultater. Der er dog ikke blevet ridser ud af det, så helt skidt er det ikke gået. Selvom jeg var ret bange for at ridse den BMW, der havde parkeret 10cm bag mig, mens jeg havde ca. en halv meter til bilen foran mig. Men efter adskillige frem og tilbageture kom vi da ud derfra.

Kan vist bare konstatere, at man åbenbart bliver utålmodig af altid at være sent på den. Det er i hvert fald den stereotype italiener.