Perché? Perché? Perché?

Det har været nogle skønne første dage efter ferien, og børnene har virkelig savnet mig. Nogle gange er det svært at få Alessandro med hjem fra skolen, men de første par dage her er han løbet hen i armene på mig.

Med Alessandro har jeg opdaget noget nyt. Han er tydeligvis kommet i spørgealderen og spørger hele tiden "Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?". Det kan være alt muligt forskelligt, han spørger om, og nogle gange forstår jeg det, andre gange gør jeg ikke. Men én ting er at forstå, hvad han siger, noget andet er rent faktisk også at svare på det. Da jeg kørte med ham i bilen her den anden dag, spurgte han, hvorfor vi stoppede. Heldigvis var det nemt at sige "Fordi der er rødt lys", og det godtog han. Vi har heldigvis mange gange gået, så han ved, at når det er grønt, må man gå, og når det er rødt, skal man stoppe. Det forvirrer ham godt nok lidt, når han opdager, at det er rødt for bilerne, mens det er rødt for fodgængerne. Og endnu mere forvirrende er det, når det er gult (der er både rød, gul og grøn for fodgængere). Hvad gør man så? Men han er nu ret god til at lade være at gå, når der kommer biler. Det resulterede så også i i går, at vi pludselig stod stille midt på vejen (en lille vej), fordi der kom en bil (som faktisk allerede holdt for os). Han nægtede at cykle videre, fordi der jo var en bil. Klog dreng. Så jeg måtte trække ham baglæns på cyklen, så bilen kunne passere. Føreren fik sig et godt grin :)

De gange, jeg kan give ham et svar, når han spørger hvorfor, går det hele sådan set meget godt. Hvis så han er lidt træt, så er "Jeg forstår ikke, hvad du siger" åbenbart ikke et legitimt svar. Så begynder han bare at spørge igen... i et højere toneleje... Heldigvis kan jeg nogle gange slippe uden om et svar ved bare at sige "Perché", der både betyder hvorfor og fordi, med en sjov stemme. Så begynder han også at sige det med en sjov stemme, hvis stemningen er den rette. Det er også en ret god teknik, når jeg kludrer fuldstændig i det, jeg vil sige til ham. Så kan jeg bare begynde at sige "blsudfl nsdfuaup bnuån sa fbips", hvortil han svarer "napooi bfyusoe byhuso ebbo", og så hygger vi os meget godt :)

Med sproget er jeg nået til et punkt, hvor jeg som regel kan få konstrueret en sætning med det, jeg gerne vil sige. Så kommer problemet bare med at forstå svaret. For italienere synes åbenbart ikke, det er sjovt bare at svare ja/nej til et ja/nej-spørgsmål. Der skal gerne være en laaang forklaring. Jeg spurgte Alessandros lærer, hvor hans cykel var, og hun kom ud i en lang forklaring, som jeg tror gik ud på, at man ikke kunne åbne døren for den, der hvor jeg havde sat den, så de havde flyttet den. Egentlig ved jeg ikke, om hun sagde noget andet vigtigt, men jeg fandt da cyklen. Desuden er Patrizia begyndt at tale italiensk til mig for det meste. Det er super godt, og nogle gange kan jeg så svare på italiensk, andre gange svarer jeg på engelsk, og nogle gange bliver hun nødt til at gentage det på engelsk. Så der er helt klart fremskridt, selvom jeg godt ville have, at det gik lidt hurtigere.