Det har været en stille og rolig uge. Jeg har ikke helt fordøjet weekenden endnu, og den næste er faktisk lige om hjørnet. Men selvom jeg ikke har været meget udadfarende siden lørdag, sker der jo altid noget.
En morgen, hvor jeg skulle give Alessandro tøj på, mens Patrizia kørte Alice til skole, skulle jeg huske og tage nogle balloner med ned. Alessandro har næsten lige haft fødselsdag, og det ville de fejre i hans børnehave, og da vi havde en 30-40 balloner tilovers fra festen herhjemme, skulle de med i børnehaven. Men men men, jeg kunne godt mærke, at når jeg skulle give Alessandro sine pantaloni (bukser) og huske palloncini (balloner), kunne der godt opstå lidt forvirring (ci udtales tji, så de to ord minder meget om hinanden). Det hele gik dog glat, og vi fik både bukser på og balloner med. Problemet opstod så om aftenen, hvor jeg skulle hente ham igen. Efter jeg hele dagen havde gået og sagt "pantaloni, palloncini, palloncini, pantaloni" var jeg efterhånden ret forvirret over de to ord. Jeg ville så lige være smart og spørge hans lærer, om vi skulle have ballonerne med hjem. Da hun så kom tilbage med en pose med et par bukser og en trøje i, kunne jeg nok regne ud, at jeg havde valgt det forkerte ord. Og da jeg havde lidt problemer med Alessandro tog jeg bare imod posen, hvilket resulterede i en forvirret Patrizia og endnu mere forvirrede lærere, da hun næste dag spurgte, hvorfor jeg havde bedt om det. Hov.
Heldigvis er det ikke kun mig, der forveksler ting. Efter aftensmaden en af dagene fandt Patrizia nogle pistacienødder frem og spurgte Alessandro om han ville have en pistacienød. Han bliver meget begejstret og skynder sig at sige "Síííííííííí". Da hun så giver ham nødden i hånden og siger værsgo, spørger han hvor isen er henne. Drengen har tydeligvis kun brugt ordet pistacchio i forbindelse med pistacieis og vidste sandsynligvis ikke, at det også var en nød. Det var ret morsomt.
Andre forvirringer kan opstå, når man lærer meget af sit italienske af en 3-årig. Han er ikke så god til at udtale ci (tji), og det bliver mere til et sji. Dette skaber problemer, når man skal kende forskel på op og ned, da der med Alessandros udtale ikke er megen forskel på op og ned. Jeg har nu lært, hvad ned rent faktisk hedder, og kan nu udtale det korrekt i stedet for at bruge hans udtale. Alligevel bliver han ved at spørge mig, hvorfor jeg altid siger op, når jeg peger ned, selvom jeg faktisk har koncentreret mig meget om at sige det korrekt i modsætning til ham. Nogle gange leder det til skrig og skrål, nogle gange leder det til et "Mamma Mia!" og andre gange bliver det bare accepteret, at jeg rent faktisk sagde ned første gang.
En anden lille misforståelse sker, når han skal pudse sin næse. Han tror, at man gør det ved at trække vejret ind, hvilket ligesom ikke har helt samme effekt. Derfor prøver jeg at sige "ud, ikke ind". Åbenbart har jeg fået sagt "blomst, ikke ind", hvilket vist bare forvirrede ham. Og selvom jeg siger det rigtigt nu, hører han det stadig som "blomst, ikke ind". Håber nu snart, han lærer at gøre det korrekt.
Et par morsomme misforståelser, der bare gør hverdagen lidt sjovere :) Jeg spurgte også Fabio (på italiensk) om, hvor Alessandros flaske var henne. Han har sådan en lille falske-agtig ting, som han altid drikker af, når vi spiser. Fabio gav mig den og rettede ordet flaske til glas. Jeg var helt paf, for jeg vidste godt, hvad jeg sagde, og at det var rigtigt. Vi havde åbenbart bare forskellige meninger om, hvad tingen rent faktisk var.
Men misforståelser er ikke det eneste, der har været fremtrædende i denne uge. Det har også været tydeligt, at jeg nu er mere vant til at bo her, end jeg var i starten. For eksempel har jeg nemt ved at se, når tager bussen til centrum, hvor på strækningen jeg er, og om jeg er ved at være tæt på. Også selvom jeg sidder og læser en bog. Det er nu lidt rart. Og så er det jo også rart at blive genkendt. Jeg var for en uges tid siden inde i en garnforretning, hvor jeg brugte en halv times tid og mange spørgsmål til den engelsktalende ekspedient på at finde det helt rigtige garn. I går var jeg så derinde for 3. gang, og selv samme ekspedient genkendte mig tydeligvis. I hvert fald smilede han stort og begyndte at snakke engelsk til mig. Ret morsomt. Men ikke kun tilfældige ekspedienter genkender mig. Også i går fik Alice og jeg et lift af et af familiens vennepar, der også var på vej over til børnehaven. Det var nu lidt rart. Især fordi det er nogle rigtig søde, hyggelige og åbne mennesker.
Det er egentlig imponerende, hvor meget en uge uden noget særligt planlagt kan byde på. Konklusionen må vist være, at det har været, og stadig er, en dejlig uge med fantastiske oplevelser her og der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar