En hjertelig velkomst

Så kom familien også hjem fra ferie. Børnene har været hos deres bedsteforældre, mens forældrene tog på ferie i Tyrkiet. Det var rart at have et par dage alene til lige at ankomme, men jeg begyndte også at blive lidt ensom og se meget frem til, at de kom hjem. Det skete så i går aftes ved en 8-tiden (de havde sagt de nok kom kl. 7 ;) ). Jeg hørte dem uden for døren og skyndte mig ud af mit værelse for at tage imod dem. Det første, jeg hører, er Alessandro, der med meget lille stemme siger "Cecilie?!" Det var rigtig rart. Så jeg skyndte mig ned og fik naturligvis kindkys af moren, men også af Alessandro. Jeg er altså ret sikker på, at han er vokset, siden jeg tog afsted på juleferie. Angående Alice var jeg spændt på, hvordan hun ville tage imod mig, fordi jeg først lige er begyndt at komme ordentligt ind på hende. Og jeg blev glædeligt overrasket. Hun gav mig det største knus, kindkys, tog mig i hånden og ville næsten ikke slippe mig igen. Det var noget af en velkomst.

Alessandro skyndte sig at vise mig et nyt legetøj, han havde fået. Jeg havde forventet, at han ville være træt og lidt pirrelig efter en lang køretur, men han var bare glad og frisk. Efter at have leget lidt med ham gik jeg ovenpå igen for at hente de gaver, jeg havde med. Og de blev vel modtaget. Desuden ville Alice lege med det med det samme, og ikke med hendes mor, men med mig. Så fik jeg også lige lidt kvalitetstid med hende.

Efter aftensmaden, mens vi stadig sad ved bordet, bad Alessandro om at komme ud af sin stol, han ville nemlig hen og sidde ved mig. Det plejer han ikke almindeligvis at ville ved aftensmaden, så det viste ligesom, at han også havde savnet mig. Og her til morgen fik jeg da også et stort godmorgenkram af ham.

Noget andet, der har fået en hjertelig velkomst, er sproget. Det er stadig lige svært, og jeg forstår ikke imponerende meget, men det var trods det et glædeligt genhør. Allerede i lufthavnen i Billund sad der en masse italienere, hvis samtaler jeg forsøgte at følge lidt med i. Uden at jeg har tænkt over det, har jeg faktisk savnet at høre italiensk. Hvor mærkeligt det end lyder. Og så har jeg fået snakket med lidt italienere om, hvilken vej jeg skulle, om det var det rigtige tog osv. Jeg blev endda spurgt, om hvilket nummer toget, der holdt der, hed. Jeg kunne så svare, at det vidste jeg ikke. I øjeblikket havde jeg så glemt, hvordan man siger "Jeg beklager", så det blev bare et halvflabet "Det ved jeg ikke".

Så det har så sandelig været et glædeligt gensyn med Italien, og nu glæder jeg mig faktisk til at starte hverdagen og komme ind i en rutine igen.