torsdag den 6. januar 2011

Dengang jeg var ung...

Altså, dengang jeg gik på efterskole. Da lærte jeg, uden jeg faktisk bemærkede det dengang, noget meget vigtigt. For mit vedkommende gælder i hvert fald, at noget af glæden ved at være afsted hjemmefra er den store glæde ved så at komme en tur hjem også. Det kan være nok så sjovt, spændende og alt muligt andet at være afsted, men den ro og glæde, der kommer over én ved et besøg derhjemme, er altså noget særligt. Og det er jeg endnu engang blevet bekræftet i efter min særdeles vellykkede juleferie i Danmark. Der er altså ikke noget som at se kæresten, familien og vennerne igen, efter at have været i et fremmed land et stykke tid. Mange gange tak til alle de, der har været med til at gøre ferien så dejlig.

Men nu er jeg altså ankommet til Italien igen. Jeg tog afsted med tasken pakket fuld af julegaver til familien, så noget af mit tøj måtte nedprioriteres. Jeg måtte endda i panik hive et par støvler op, 5 minutter inden vi skulle ud af døren. Men det resulterede da i, at vægten i lufthavnen sagde 9,95 kg ud af de 10 tilladte kg.
Jeg er ikke specielt vild med at flyve, selvom jeg efterhånden har gjort det en del gange. Med min erfaring satte jeg mig ind i flyet og begyndte at fortælle mig selv, at alt jo var, som det plejede, og derfor ingen problemer. Desuden forsøgte jeg at lade være med at tænke på den lille artikel, jeg læste i avisen dagen forinden, om et fly, der pludselig faldt 8km på 3 minutter, uden nogen kunne forklare hvorfor. Oven i hatten var de to piloter klædt i matrix-frakker, hvilket skræmte mig en smule. Især ham den skaldede. Umiddelbart efter, at jeg begyndte at få mig selv til at slappe af, kom der en lastbiler hen på hver side af flyet og begyndte at sprøjte orange stads på vingerne. Og så var alt jo pludselig ikke, som det plejede. Først kunne man så starte med at undre sig over, hvad det mon skulle gøre godt for. Da jeg så så, at der stod "De-Icing" på siden af lastbilen, kunne jeg begynde at overveje, om det mon virkede. Ja, når man i forvejen ikke er så vild med situationen, skal der ikke meget til. Desuden præsenterede piloten crewet, der bestod af 4 personer. Da vi så var i luften, gik der 4 personer rundt og serverede mad og drikke. Hm.. Men de ved jo tydeligvis, hvad de laver. Flyet landede i hvert fald sikkert i Rom.

Hele turen varede i alt 14 timer, men føltes egentlig ikke så lang. Og så var det jo dejligt lige at få et hurtigt kig på Rom igen. Colosseum ser for eksempel heller ikke så tosset ud fra luften.

Så nu sidder jeg alene i lejligheden, da familien først kommer hjem fra ferie d. 8. Men rent faktisk er det meget rart lige at have et par dage til at hvile efter rejsen og falde på plads igen. Og så glæder jeg mig bare til at se familien og give børnene deres forsinkede julegaver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar