Alle veje fører jo til Rom

Da beslutningen om, om jeg skulle tage hjem eller blive i Italien i julen, skulle tages, blev det hele lidt af et puslespil. Flybilletter fra Bologna var meget dyre, og der var ingen rejser, der ikke havde mellemlandinger. Det hele blev både besværligt og dyrt. Med mit planlægningsgen gik jeg selvfølgelig ind i en brav kamp om at finde en alternativ løsning. Min løsning lød så på, at jeg ville tage toget fra Bologna til Rom, overnatte i Rom to gange og så tage flyet derfra og til Billund... til samme pris som flybilletterne fra Bologna til København kostede. Derfor begyndte jeg at planlægge et par dage i Rom. Dette blev min mor hurtigt interesseret i og spurgte, om hun og min lillebror Jeppe måtte komme med, da der var ekstremt billige flybilletter. Så løsningen blev altså at tage toget til Rom og være der med de to og så tage flyet hjem.

Pakningen var noget af et puslespil. Min mor og lillebror ville hver have en håndbagage med, som de ikke fyldte op, så jeg kunne sagtens have noget overskudsvægt i min kuffert, som vi så ville flytte til deres. Det var nøje planlagt, og en halv time inden jeg skulle ud af døren, skrev min mor til mig, at Jeppe var for syg til at tage afsted. Meget meget ærgerligt, for han havde glædet sig rigtig meget. Men der opstod jo også et praktisk problem, da min mor så kun kunne have én kuffert med, og så var der ikke plads til mine ekstra ting. Efter nogle hektiske øjeblikke fortalte min mor mig, at hun ville tage en rygsæk med, og så måtte vi lægge de tunge ting i den. Det kom vi frem til nok skulle kunne lade sig gøre, ellers måtte vi jo lade nogle af de madvarer, jeg havde med, ligge i lufthavnen. Så jeg kom afsted med toget og ankom til Rom 4 timer senere.

Min mor ville først være der et stykke tid efter, så jeg gik afsted mod vores Bed&Breakfast. Det var min første gang i Rom, og allerede da jeg kom ud fra stationen, var der jo pæne ting at se på. Og hele vejen hen til vores overnatningssted var der enten pæne bygninger eller flotte butiksvinduer at nyde. Da mine ting var læsset af, gik jeg tilbage til Termini station og mødtes med min mor. Vi fik lidt mad og så startede vores stramme program. Vi havde kun en halvanden dags tid, så vi skulle jo nå noget på det korte ophold.

Inden vi ankom til Rom, havde vi naturligvis snakket sammen om, hvilke ting vi gerne ville se. Vi havde læst, at byen nærmest skulle være fyldt op med julekrybber, og at der skulle være en særligt spektakulær én inde i kirken Santa Maria Maggiore. Den lå lige i nærheden af, hvor vi var mødtes, så den startede vi bare med at gå hen i. Det var en rigtig smuk kirke, men julekrybbe var der nu ikke noget af. Vi tænkte, at det var ærgerligt, men heldigvis skulle vi se Peterskirken den efterfølgende dag, og der skulle naturligvis også være en stor julekrybbe.

Santa Maria Maggiores fantastiske guldloft.

Derefter smed vi min mors bagage af på værelset og gik afsted mod Trevifontænen, der var lige i nærheden. Jeg havde set noget stort for enden af vejen, som jeg gik ud fra, var fontænen, så der gik vi bare hen imod. Det viste sig, at det var Den Spanske Trappe, men den skulle vi jo også se, så det var ganske udmærket. Det regnede noget, men stemningen var fantastisk trods det kolde vejr. Der var liv, glade mennesker og masser af hyggelige julelys. Min mor har tidligere i år været i Rom og kendte derfor et lækkert gelateria/isbar tæt på Den Spanske Trappe, hvor vi gik hen. Jeg har efterhånden været på en del gelateriaer og vidste derfor, hvilken størrelse is der passer til mig. Meeen når nu vi var en tur i Rom, valgte jeg den, der var et nummer større. Jeg bestilte først, og min mor ville efterfølgende bestille samme størrelse is. Hun kom så ned med én, der var dobbelt så stor (hvilket skeen til den også var), og der var ingen chance for, at hun kunne komme igennem den. "Heldigvis" smagte den ene "kugle" ikke af noget særligt, så ved fælles hjælp kom vi igennem både min og halvdelen af hendes. Der er nu noget ved italiensk is.

Den Spanske Trappe.

Kæmpe is til 15 euro.

Nå, men det var jo Trevifontænen, vi gik efter, så den skulle vi jo have set. Det lykkedes da også at finde den, da jeg fandt ud af at læse kortet rigtigt. Der var også god stemning, og det var da en imponerende, stor og flot fontæne. Nærmest et vandfald. Og vi fik begge smidt en mønt i, hvilket betyder, at vi kommer tilbage til Rom.

Trevifontænen.

Regnen havde taget til, mine fødder var våde, og varmen på værelset virkede ikke. Dejlig cocktail. Heldigvis holdt vi humøret højt og begav os ud for at finde et sted at spise. På restauranten var der meget koldt, så vi beholdt overtøjet på, men maden fejlede nu ikke noget. En dejlig forret med bruschetta, melon og skinke, pølse og carpacio med parmesan og rucola, og en skøn lasagne til hovedretten. Og så ud og få en kop varm kakao.

Vi var begge ret trætte, så det var bare hjem i seng. Den efterfølgende dag startede vi med at tage til Peterskirken. Vejret havde heldigvis skiftet, og der var fantastisk skønt på pladsen. Skyfri himmel og solskin. Faktisk lige så meget, at det kunne lade sig gøre at sidde et øjeblik i en top og nyde det. Og Peterskirken er jo bare imponerende. Jeg har et eller andet med flotte kirker, og det må man sige, at den var. Der brugte vi et godt stykke tid med bare at gå rundt og nyde det imponerende syn. Men... Heller ikke her lykkedes det at finde en julekrybbe. Der var en stor anordning inde i kirken, hvor de havde hængt noget gardin for, og der gik nogle mænd og arbejdede. Det kan simpelthen være, at det bare ikke var klar endnu. Også ude på Peterspladsen var der noget, der kunne ligne en julekrybbe, men der var både stiladser og gardin for.
I køen til at komme ind i Peterskirken havde jeg hørt en italiener fortælle én om, at der skulle ske et eller andet her på pladsen kl. 12. Mit italiensk rakte dog ikke så langt, så jeg kunne forstå, hvad der skulle ske, men da klokken næsten var 12, da vi var færdige, ville vi lige vente og se, hvad det var. Klokkespillet i kirken begyndte at bimle, hvilket nu var ret imponerende, men ellers skete der ikke noget.

Peterspladsen og Peterskirken.

Peterskirken.

Alteret og kuplen i Peterskirken.

Så gik vores vej mod Colosseum, hvor min mor havde forberedt mig på en times kø. Det tog hun heldigvis fejl i, og efter 10 minutters kø var vi derinde. Og det er bare imponerende på sin helt egen måde. Det var så fantastisk stort, og hver gang man bevægede sig, så man det fra nye og flotte vinkler. Desuden stod solen flot ind på og lavede skygger i mærkelige former. Helt klart et besøg og 10 minutters kø værd. Og udsigten ud over pladsen ved Colosseum huskede vi også at nyde. Også dér var der god stemning med 2 brudepar, hestevogne og japanske turister med kameraer.

Colosseum.

Colosseum.

Efter et besøg på Colosseum gik jagten på en bus igang. Vi skulle til Piazza Navona, hvor der var et kæmpe julemarked. Min mors knæ var imidlertid lettere ude af drift, så vi var ret afhængige af offentlig transport. Da det ikke var til at overskue busserne, spurgte vi ham, der solgte billetter. Han fortalte os, hvilken bus vi skulle med, og den tog vi så. Den kørte godt nok ikke derind, men inde på Termini stationen var det da muligt at finde en bus. Så efter et godt stykke tid lykkedes det at komme ind på pladsen. På trods af, at det meste af det, der blev solgt, var ret ubrugeligt, formåede vi at bruge 2 timer på bare at gå rundt og kigge og købe en smule. Det var meget stemningsfuldt, og hvis ikke man var i julestemning, så kom man det da. Der var både julemænd og julesokker og kaner og rensdyr. Og desuden slik i stride strømme. Det var rigtig hyggeligt, og fontænerne på pladsen var nu også et kig værd. Derudover var der en rigtig smuk kirke i baggrunden, der ikke blev grimmere af at blive lyst op efter mørkets frembrud.

Imponerende julemarked på Piazza Navona.

Piazza Navona.

Den flotte kirke, der lægger baggrunden til Piazza Navona.

Efter et par gode timer med julestemning skulle vi et lille smut hjem og have benene i vandret. Vi skulle bare med den samme bus tilbage, da den også holdt tæt på, hvor vi boede. Desværre var bussen så ekstremt proppet, at ikke engang de garvede italienere vovede at presse sig derind. Så trods dårligt knæ begav vi os afsted på gåben, hvilket faktisk viste sig ikke at være helt dårligt for knæet.

Det sidste punkt på planen var at få noget dejligt mad. Da vi ledte efter en restaurant, var vores kriterium, at folk derinde sad uden jakke på. Vi havde nemlig været ret uheldige med kolde restauranter og caféer. Det lykkedes at finde et lille hyggeligt sted, der dog ikke ved første øjekast var af særlig kvalitet. Dog viste det sig, at jeg fik en kæmpe forret med det bedste skinke, nogen af os havde smagt. Jeg forsøgte at ligne én, der ikke var færdig med at spise, så jeg havde lidt tid til at få plads til hovedretten. Det lykkedes desværre ikke så godt, da der kom en kæmpe portion pasta med skinke, lidt flødesovs og champignoner ind. Det smagte helt fantastisk, men vi blev desværre begge nødt til at lade 2/3 stå, da der simpelthen var alt for meget. Hvilken dejlig slutning på et par gode dage i Rom. Dagen efter gik turen mod Billund og efterfølgende den skønne natur på Thyholm. Den thyholmske natur kan man nu godt komme til at savne, når man pludselig bor i en storby.