Da jeg oprettede en profil på den tilfældige au pair-hjemmeside, jeg havde fået af en veninde, var det meget overvældende. Efter 1,5 time med en aktiv profil havde 2 familier allerede kontaktet mig. Så på meget kort tid var der urealistisk mange familier at vælge imellem. Jeg havde ikke nogle specifikke kriterier og endte derfor tilfældigvis op i en smuk by i Italien. Før jeg bestemte mig for en familie, havde jeg et telefonopkald med den familie, jeg er kommet ind i. Vi snakkede en 3 kvarter, og jeg bestemte mig for, at det skulle være dem. Ud fra ikke andet end mailudveksling og et telefonopkald er det meget svært at vide, hvordan en familie er, så det var egentlig bare at håbe på det bedste. Og det er lige, hvad jeg har fået. Jeg tror simpelthen ikke, at nogle af de andre familier, der kontaktede mig, er lige så skønne som denne.
Allerede første uge, jeg var her, tog faren (Fabio) afsted på forretningsrejse til Kina. Han ringede til mig en 2-3 gange bare lige sådan for at høre, hvordan jeg havde det, om jeg havde kigget mere på noget italienskkursus, og om alt var vel. Det er godt nok noget, jeg kan forholde mig til. Han er omkring de 40, har god humor og er god til at spørge og sørge for, at jeg har det godt. Én af de første dage spurgte han, om der var noget mad, jeg ikke kunne lide. Jeg er heldigvis ret altædende (især når det gælder italiensk mad), så jeg kunne ikke lige komme op med noget. Han spurgte så igen for en uges tid siden, om der var noget, jeg ikke kunne lide. Mærkeligt, tænkte jeg, da jeg jo én gang havde svaret, at jeg spiser, hvad der er, men okay, hvis han absolut ville hive et svar ud af mig, kunne han da få det. Jeg fortalte ham, at fisk ikke er min stærke side, hvortil han svarede, at han mente sådan generelt med at være her i Italien hos dem. Han mente, at jeg lige skulle tænke over det og så fortælle ham om det senere. Så jeg gik i tænkeboks, og der var jeg længe. Tjoo, altså det er lidt træls, at vaskemaskinen kører om aftenen, da den larmer lidt lige ved siden af mit værelse. Og det der Ultra High Temperature-behandlede mælk smager lidt mærkeligt. Og så... Og så... Og... Jamen, jeg ved det for pokker da ikke. Jeg nyder at være her. Så jeg fortalte ham, at jeg var utroligt glad for, at jeg er havnet her, og at jeg synes, at det er en dejlig familie. Hans svar var "But..?", "Well, but...". Jeg havde ikke forberedt noget "but". Men der er faktisk et enkelt but. Det er svært at få venner. Det er svært at få venner, når man ikke går i skole, arbejder i huset og ikke taler sproget (særligt meget i hvert fald). Men nu er jeg startet på et italienskkursus, hvor der er nogle unge, så nu skal jeg vist bare til at klø på. Pointen var egentlig bare, at han tænker på, hvordan jeg har det, og det er utroligt rart. Han er et dejligt menneske.
I starten af mit ophold var der en masse tanker om, at åh nej, hvad nu hvis de ikke kan lide mig? De var rigtig gode til at byde mig velkommen, og jeg følte mig meget hurtigt hjemme. Men det var stadig svært at vide, hvad de syntes om mig. "Jeg er her da stadig" blev jeg ved at sige til mig selv. Det må da være et positivt tegn. Og så en dag, hvor jeg stod og ventede uden for skolen på, at pigen fik fri, fik jeg en sms fra moren (Patrizia), hvori hun spurgte, om jeg hentede børnene. Naturligvis hentede jeg børnene. Ligesom jeg gjorde dagen forinden, og dagen før det. Jeg svarede hende, at ja, jeg var allerede ved skolen. Hun svarede "Godt. Du er en meget stor hjælp, Cecilie!". Det var jo skønt at få at vide, men altså, jeg gør jo ligesom bare det, jeg er her for, hvilket jeg skrev til hende. Et par dage efter havde jeg samtalen med faren om, om der var noget, jeg ikke kunne lide. Den sluttede han af med at sige, at de jo også er meget glade for mig, og om ikke Patrizia havde sagt det til mig? Øh, jeg synes nu, der er lidt forskel på at være en stor hjælp for dem, og at de er glade for mig, men hun havde åbenbart ment begge dele. Så det var jo helt fantastisk at få at vide.
Hun svarede desuden til min sms, at jeg var meget pålidelig, men måske lidt for stille. Det er ikke helt underligt, når jeg nu er blevet smidt ind i en meget snakkesalig familie, hvis sprog jeg ikke kender. Men man må jo tage en udfordring op. Så nu er jeg begyndt at tage mig sammen og snakke noget mere, og det går overraskende godt. Både på engelsk og italiensk.
Mit italienske er meget begrænset, men jeg er begyndt at blive hurtigere til at lave sætninger. Når der sidder en 2-årig dreng og skriger, og jeg skal prøve at komme igennem til ham, er der ret god motivation for at skynde sig at få sagt noget. Oveni, at jeg er ved at have en større forståelse for, hvordan sproget fungerer. I dag bad jeg endda Patrizia om at forklare mig det, hun ville sige, på italiensk i stedet for engelsk, fordi hun ikke kunne på engelsk. Og jeg forstod det rent faktisk. Det er noget af en succes.
Patrizia er den i familien, jeg har nemmest ved at identificere mig med. På flere punkter minder vi om hinanden, og også hun er et meget behageligt mennesker. Nogle gange åbner hun pludselig op for noget meget personligt, hvilket er lidt overvældende, men det viser da, at hun har tillid til mig.
I dag spurgte hun mig, om jeg glædede mig til at komme hjem. Jeg svarede med et meget overbevisende ja, da jeg virkelig glæder mig til at se kæreste, familie og venner igen. Til det svarede hun så, om jeg nu også kom tilbage til Italien igen. Det ledte mig ud i en længere forklaring om, at jeg er virkelig glad for at være der, og at det ikke er, fordi jeg trænger til en pause fra dem. Jeg tror, hun endte med at forstå min pointe, selvom hun et øjeblik var bange for, at jeg ikke ville komme tilbage.
Drengen (Alessandro) på 2 har jeg fået et rigtig godt forhold til. Især pga. de 3 hele dage vi havde sammen, hvor han var syg. Selvom han manglede sin mor meget, da han skulle sove, og det så tog en times tid at få ham til at falde i søvn, kom vi meget tæt på hinanden. Og nu går det endnu bedre. I dag skulle jeg spise sammen med børnene alene, og det har simpelthen været den bedste dag, jeg overhovedet har haft sammen med dem. Han var rigtig sød, og nu er jeg blevet bedre til at få ham til at stoppe med at græde. Der er altid et tidspunkt i løbet af en dag, hvor han græder, men det er meget forskelligt, hvor svært det er at få ham til at stoppe. Men metoderne udvikles, og i dag er det gået fantastisk. Og for det meste er han jo en fantastisk skøn dreng, der bestemt har sine egne holdninger. Han har allerede lært at være en vaske ægte italiener med vaske ægte italiensk temperament.
Alessandro har været den nemmeste at komme tæt på af de to børn. Man kan altid bare sige "buh" til ham, og så griner han. Sværere er det med den 6-årige pige, Alice. Samme metode vil nok ikke have helt samme effekt.
Alice er en lidt stille og genert pige. Hun er først lige begyndt at snakke til mig, fordi jeg rent faktisk nu forstår noget af det, hun siger. Det har været, og er stadig, svært sådan rigtig at lære hende at kende. Det går dog bedre og bedre, især nu hvor vi rent faktisk taler sammen. I dag har som sagt været en fantastisk dag, og den her bestemt også ført os tættere på hinanden. Både aftensmaden sammen og legen forinden har givet godt. Det hele begynder jo at hjælpe, og hun er jo faktisk en rigtig sød pige med en forkærlighed for prinsesser. Det hele går jo fremad, noget tager bare længere tid end andet, og sådan er det.
Som sagt, jeg føler mig heldig over at være havnet i netop denne familie, og jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Italien til dem efter at have været hjemme på ferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar