De små forskelle

Når man har boet i et fremmed land et stykke tid, begynder man at opleve de små forskelle i hverdagen.
Jeg fik ret hurtigt trumfet igennem, at der altså skulle købes havregryn til mig, hvilket jeg også har skrevet om tidligere. Havregryn findes dog kun i pakker af 300g, og en sådan pakke koster 15kr. Og så er der desuden ingen, der ved, hvad det er for noget. Men efter jeg er kommet ind i denne familie, og der altså nu er havregryn i huset, er faren også begyndt at spise det til morgenmad. Almindeligvis får forældrene en caffe latte med småkager i til morgenmad. En dag fortalte faren mig så, at han foretrækker havregrynene fra Sverige frem for dem fra Italien. Jeg blev meget overrasket, da jeg har ham mistænkt for at være ret kræsen, og fordi han har kigget meget skeptisk på mine havregryn. Han fortsatte: "But you eat a lot of it". Endnu en overraskelse. Det viste sig så, at han var begyndt at putte to teskefulde havregryn i sin varme mælk til morgenmad. Det lægger da en god bund for en dags arbejde.

Et andet sted, hvor der er små (og store) forskellige, er naturligvis i sproget. Det går rigtig godt med det. Jeg er begyndt at snakke meget med børnene og en smule med forældrene. Men nogle gange opstår der altså forvirring pga. små forskelle. Her den anden havde familien besøg af et vennepar, der skulle spise med til aftensmaden. Jeg forsøgte at følge med i samtalen over bordet og forstod da også lidt af og til. Pludselig kigger moren på mig og siger noget til sin datter, hvorefter datteren også kigger på mig. Forvirret kiggede jeg tilbage og prøvede at lytte efter, da hun gentog det, og kom frem til, at hun fortalte noget om datterens veninde Gerda. Det viste sig så, at hun sagde "guarda", der betyder "hun ser", og det var fordi, jeg "ser ud" som én af pigens veninder. Der er altså lidt forskel på Gerda og guarda, og selvom man hører godt efter samtalerne, kan det være svært at forstå.

Sproget giver dog også problemer, når der skal laves aftaler. Moren er ikke fantastisk god til engelsk, men hun kan da en del og kan sagtens snakke med mig på engelsk. Hun fortalte mig så, at jeg den kommende dag, hvor jeg skulle hente pigen, skulle have en veninde og hendes onkel med tilbage til lejligheden. Det var også udmærket, så da jeg ankom til skolen, begyndte jeg at kigge efter, om der var en mand, jeg ikke havde set før. Der kom så en dame hen til mig og spurgte, om jeg var Cecilie. Jeg blev helt befippet og fik slet ikke sagt pænt goddag eller noget, da jeg jo forventede at skulle have fat i onklen. Derfor spurgte jeg pænt, hvor pigens onkel var henne. "Jamen hun har ikke nogen onkel" lød svaret, hvilket bare gjorde mig mere forvirret. Damen fulgte dog med hen til bilen og kørte med, så jeg gik ud fra, at der var styr på det.
Hjemme fandt jeg så ud af, at onkel på italiensk hedder "zio", mens tante hedder "zia". Moren havde altså troet, at onkel og tante hedder det samme på engelsk, og havde derfor bedt mig mødes med "Teresa's uncle".

Ud over kulturelle forskelle oplever jeg også forskelle ved at flytte fra landet til byen. Hjemme på lille Jegindø var jeg jo vant til at tage afsted lidt i 7 for at møde kl. 8. Og hvis jeg skulle til nogen "stor" by for at shoppe, var det Holstebro, som ligger 3 kvarter i tog væk, jeg tog til. Nu bor jeg 8km fra centrum og er lige startet på et nyt italienskkursus derinde. For at komme hen til skolen skal jeg gå 5 minutter, køre i tog 12 minutter og så gå 10 minutter. Og ifølge min lærer bor jeg meget langt væk. Det kunne jeg altså ikke helt give ham ret i. Jeg synes faktisk, det ligger ret tæt på.

Toget, ja. Det er også noget af en udfordring, da der også er en del forskelle. For eksempel er jeg ret vild med ideen i Danmark om at have en billetautomat på stationen. Det er åbenbart ikke så vigtigt i Italien. Men der er da en automat til mit klippekort, som jeg heldigvis kan bruge. Den er bare så smart, at den bare sætter et stempel, der så kommer samme sted hver gang. Jeg er forvirret. Så jeg er begyndt at rejse en del uden togbillet, da jeg ikke ved, hvordan man gør. Familien ved det desværre heller ikke, og tilfældige på stationen kunne heller ikke hjælpe. En dag fik jeg dog kontrolløren til at skrive på mit klippekort, og så gjaldt det åbenbart som en billet (det kunne være jeg selv skulle skrive dato og klokkeslet på?). Én ting kan jeg da konkluddere: Jeg har ikke gennemskuet det. Desuden gik jeg en dag ind i toget, fandt kontrolløren og fortalte ham, at jeg ikke kunne finde ud af at validere mit kort, hvorefter han bare ryster på hovedet og sagde et eller andet, jeg ikke forstod. Så selvom jeg gik direkte op til kontrolløren og fortalte, at jeg ikke havde nogen billet, lod han mig bare køre med uden indvendinger. Sådan var det nok ikke gået i Danmark, hvis man fortalte dem, at man kørte uden billet.

Så forskelle oplever jeg hele tiden. Men det er jo også noget af det sjove ved at lære en ny kultur at kende. Og nogle af dem kan man så tage til sig, og andre skal man nok lade blive i Italien.